En politisk og økonomisk oversigt af Søren Walter Nielsen

til klanlederne, og disse ledere kom til at varetage statens
interesser i lokalsamfundene. Dermed blev den førkoloniale
magtstruktur omformet, og det traditionelle lederskab fik
tildelt en ny status, hvorigennem det kunne bestyrke sine
egne sociale positioner og rigdom. Men de lokale ledere
kunne ikke udøve deres magt uden en vis grad af accept og
støtte fra lokalbefolkningen og måtte derfor søge konsensus
for at opnå opbakning.
I højlandet var tilhørsforholdet til klanen bestemmende
for den enkelte families ret til at bygge et hus og bruge
landbrugsjorden og de fælles græsningsarealer. Beslutninger
og tvister blev afgjort i landsbyrådet, hvor ældre mænd,
der også var klanens ledere, foretog domsafsigelse på grundlag
af sædvaneretten. Den patriarkalske beslutningsstruktur var
afgørende for et sammenhængende hverdagsliv, men den
indeholdt samtidig fundamentet for en stadig kvindeundertrykkelse.
Arbejdsdelingen, og fordelingen af husholdningens
overskud, blev varetaget af familiens mandlige overhoved.
Døtrene havde en begrænset indflydelse på deres liv og blev
tidligt giftet bort for at styrke slægtens alliancer. De havde
også færre uddannelsesmuligheder end drengebørnene.
Nogle af de samme styrker og svagheder genfindes i forbindelse
med den religiøse organisering. Lokale kirker har
gennem de svære krigsår været et folkeligt samlingspunkt.
De har organiseret selvhjælpsgrupper og sparekasser, hvor
især fattige husholdninger hentede støtte til dagen og vejen.
Den religiøse tilslutning bør dog ikke fremmane et
romantisk billede. Den patriarkalske kvindeundertrykkelse
har altid været understøttet af religiøse dogmer om mandens
ophøjede stilling og kvindens „djævelske“ natur. Ud
over de ideologiske aspekter har kirken op gennem tiden
taget del i kampen om magt og rigdom. Den koptiske kirke,
der traditionelt ejede store jordområder, fik sået og pløjet
sine marker ved at udskrive tvangsarbejde blandt sognebørnene.
Samtidig kunne fattige, ofte jordløse bønder ikke skaffe
sig en rimelig indtægt som landarbejdere. EPLF’s reformarbejde
under krigen tog sigte på at fratage kirken jorden
og uddele brugsrettighederne til de bønder, der havde meget
lidt eller ingen jord.
I dag er kirkens ejerskab til jord begrænset, men kirken
68
som institution har bevaret en stærk position i landsbyerne.
Mange steder er præsteskabets udsagn stadig gældende for,
hvornår bønderne må tilså deres marker. Ved at opretholde
de utallige helligdage påvirkes arbejdsindsatsen i landbruget.
Efterkrigstidens landsbysamfund opretholder stadig sine
traditionelle organisationsformer. Selv de tilbagevendte soldater
fra befrielseshæren bliver medlemmer af religiøse
selvhjælpsgrupper og klanbaserede sammenslutninger. I
mange landsbyråd foregår der i dag en demokratisk diskussion,
hvor både mænd og kvinder har ret til at tage ordet.
Den folkelige kontrol medfører bl.a., at korrupte ledere bliver
afsat, hvis de misbruger fælles midler. Landsbyrådenes gennemslagskraft
ses også af, at en landsby kan afvise at gennemføre
statslige beslutninger. Det var faktisk en af årsagerne
til, at staten for nylig måtte udskyde en stort anlagt
jordreform.
I nutidens Eritrea er forvaltningsapparatet og masseorganisationerne
blevet mere synlige i lokalsamfundene.
Regeringens velfærdspolitik betyder eksempelvis, at offentligt
ansatte arbejder på græsrodsniveau for at forbedre sygehusvæsnet,
skolevæsnet, landbrugsteknologien etc. Forvaltningen
udstikker direktiver for individuel brugsret til
landbrugsjord og fordeling af fælles græsgange; afgørelser
som førhen var forbeholdt landsbyens egne traditionelle institutioner.
NUEW har lokale repræsentanter, som med
kendskab til situationen i hver enkelt familie gør et stort
arbejde for at organisere kvinderne. På den måde er den lange
og seje kamp mod patriarkalsk undertrykkelse blevet en del
af hverdagslivet. Regeringspartiet PFDJ har lokalafdelinger
i de fleste landsbyer og forsøger at fortsætte de politiske reformer,
der blev sat i gang allerede under krigen. Samtaler
med lokale PFDJ-ledere viser, at partiet i vid udstrækning
satser på at blive et politisk forum, der tager hånd om medlemmerne
på samme måde som slægtskabsorganiseringen
tidligere har gjort det.
Det er i disse sammenhænge, at forholdet mellem stat og
civilsamfund skal afprøves. Generelt ser det ud til, at staten
gennemfører udviklingsstrategier, som forstærker den offentlige
forvaltnings og masseorganisationernes lokale rolle. Det
69