En politisk og økonomisk oversigt af Søren Walter Nielsen

virksomhedsovertagelserne ikke sker for privat vindings
skyld. Derimod sikrer opkøbene, at virksomhederne forbliver
på eritreiske hænder og ikke overtages af udenlandske investorer.
Fra PFDJ’s synsvinkel giver sondringen mellem
kooperativt ejerskab og privat ejerskab partiets dispositioner
en vis legitimitet. At denne sondring ikke altid er let at
opretholde, viste sig i 1997, hvor staten måtte skride ind
over for tiltagende korruption blandt PFDJ’s økonomichefer.
Politiet foretog en lynaktion og arresterede flere kadrer, der
blev anklaget for magtmisbrug og personlig berigelse. At
dommen faldt så prompte, modsiger antagelser om en total
binding mellem partiet og staten. Derimod er der ingen
tvivl om, at udrensningen signalerer et voksende økonomisk
dilemma, hvor en opsplitning af ejerskabet til PFDJ’s
aktiver presser sig på.
Valutaomlægningen
I 1997 indførte Eritrea sin egen møntenhed, nakfa. Den
nye eritreiske valuta, der erstattede den etiopiske birr, markerede
det endelige brud med Etiopien. Den eritreiske stat
fik dermed større indflydelse på nationens finans- og pengepolitik
og kunne udføre profitable valutaspekulationer
på det internationale marked. Pengeombytningen som begivenhed
blev tillagt stor symbolsk betydning og foregik
under stærk mediebevågenhed fra fjernsynet og den øvrige
presse.
Den etiopiske regering tolkede valutaomlægningen som
et brud på den fælles møntunion, da processen foregik uden
omfattende konsultationer mellem de to regeringer. Som
modtræk krævede den etiopiske regering pr. dekret, at al
samhandel mellem de to lande nu skulle udføres i dollars.
Dette stod i modsætning til ønsket fra den eritreiske nationalbankdirektør,
der var fortaler for fri samhandel i lokal
valuta, dvs. birr og nakfa.
Det etiopiske tiltag, der umiddelbart burde have en positiv
indvirkning på den eritreiske beholdning af hård valuta,
havde dog nogle økonomiske ulemper for forretningslivet
i Eritrea. Da hård udenlandsk valuta er en mangelvare,
blev de forretningsdrivende tvunget til at betale et højt veksel-
82
gebyr, hvilket forøgede deres omkostninger og udlignede
den gevinst, der kunne ligge i indtjeningen af dollars. Det
etiopiske dekret betød også, at de statslige forvaltninger i
begge lande skulle udstede eksporttilladelser i forbindelse
med hver enkelt handelsaftale. Selvom samhandel under
2.000 nakfa var fritaget fra denne regel, medvirkede bureaukratiet
og den statslige regulering til et fald i handlen over
grænsen.
De valutamæssige kontroverser betød, at tilgangen af
dagligvarer importeret fra Etiopien faldt drastisk. Resultatet
var store prisstigninger på det eritreiske marked, hvor
det formindskede vareudbud af importeret kaffe, taff (kornsort),
tørret peber og kød ikke kunne imødekomme efterspørgslen.
Som en modforanstaltning igangsatte den eritreiske
stat kampagner for at fremme salget af fødevarer
dyrket og forarbejdet i Eritrea. På den måde forsøgte man
at afbøde de værste konsekvenser for civilbefolkningen,
samtidig med at landets selvforsyningsstrategi blev styrket.
De eritreiske havneanlæg havde siden 1992 varetaget en
stor del af Etiopiens import, da landet ved Eritreas selvstændiggørelse
blev afskåret fra havet. Da Etiopien omdirigerede
sin handelsflåde fra de eritreiske havne på grund af valutakonflikten,
fik den eritreiske stat lavere indtægter i form af havneafgifter
og indirekte skatter. Tilførslen af gods til Assab og
Massawa blev således reduceret, og eritreerne måtte indkassere
en økonomisk øretæve. Valutaspørgsmålet anses også
for at være en af årsagerne til den nuværende grænsekonflikt
mellem Eritrea og Etiopien (se kapitlet om udenrigspolitik).
Udenrigshandlen
På grund af krigens ødelæggelser har Eritrea et stort importbehov.
Ud over import af fødevarer er de primære importprodukter
navnlig kunstgødning, maskiner, reservedele,
værktøj og byggematerialer. På eksportsiden har det største
marked været Etiopien, men med den uafklarede grænsekonflikt
og usikkerhed omkring valutasituationen, er dette
marked vigende. Eritrea eksporterer hovedsageligt salt, lædervarer,
blomster, kvæg og tekstiler.
83