molde - Romsdal Sogelag

16 OVERLÆRER J. A. SCHNEIDER
(~: Ingers) for han var forligt først med Gud og Eders Naade og derefter med Hr. Matias, som fik
Skaden. Jeg tror desuden, at Oluf Skriver aldrig har fastet eller gjort og fuldkommet nogen Ting
retteligen efter hans Skriftebrev for det han før har gjort, og ikke heller for dette, medmindre Eders
Naade underviser ham deri, men snarere er redebon til mere ondt herefter“.
Betegnende for Tilstanden inden Kleresiet selv er det, at Provsten i samme Brev ser sig nødt
til at melde, at ,,Hr. Matis“ i Ørskog ikke var ganske fri for at være langfingret ligeoverfor betroet
Gods. Broder Peder af Graabrødrene i Trondhjem havde paa en Reise det foregaaende Aar givet
Matis 26 Oste og nogle Ræveskind i Forvaring, og altsammen forsvandt under hans Laas og Lukke.
Matis havde tilstaaet at have taget 1 Ost og 1 Ræveskind deraf; Provsten har derfor forbudt ham
at holde Messe indtil han havde opnaaet Forlig med Peder. Endvidere sees det, at Hr. Matis’s egne
Sognefolk Aaret forud havde draget ham i Haaret og slaaet ham, for hvilket han selv havde givet
dem Absolution. Provsten melder tilsidst, at en Capellan, som hed Hr. Peder ifjor, kaldes nu Peder
Skriver og optræder som Vincents Lunges Fuldmægtig i Nordland med stor Pragt, saa der manglede
ham nu bare et Len at styre! Provsten slutter med det fromme Ønske, at Erkebispen vilde ,,forlene“
Hr. Peder med Mørkestuen en Maaned eller to, saa vilde han faa stor Løn af Gud og stor Tak af
mangen brav Mand. Som bekjendt, fandt den ved Reformationen fremkaldte aandelige Gjæring
væsentlig Sted paa dansk Grund; det var i Danmark, Modsætningerne tørnede sammen, baade med
Mund og Pen, og herfra udgik saa den nye Ordning og den nye Tro til Norge som noget udenfra
kommende, der blev paatvunget. Forsaavidt er det betegnende, at den Spot (særlig over den latinske
Messe, som i Romerkirken er Gudstjenestens Hovedpunkt) og Efterherming, hvorover Nils Mogenssøn
klager, kommer fra de danske Herremænds Leiesvende og Redskaber. Samtidig kan man se af
Forholdet mellem Ørskogpræsten og hans Sognebørn, at der har været mærkelige Tilstande, selv om
man skriver Voldsomhederne paa en svunden Tidsalders Regning.
Samme Aar satte Erkebispen, som raadede over 2 armerede Skibe (Caraveller) og 350 Mand
sig i Besiddelse af Vincents Lunges Len Finmarken saavelsom af Fru Ingers Besiddelser. Om hans
Folks Adfærd paa begge Steder faar man en Forestilling gjennem de forurettedes Fortegnelser over
den i 1529-32 voldte Skade, som Erkebispen siden maatte erstatte: Paa Vardø tog de fra Vincents
Lunges Foged Oluf Isakssøns Skib 400 Voger Fisk, en skjøn Seng med ny Rye og 10 Skindfælder,
et Finnetelt, en Sennepskvern, 2 Dusin Kvindehuer og 2 Dusin Dewenter-Huer samt 500 Lod Sølv
og 24 Grise. Paa Fosen toges af den ,,Lange Jagt” 300 Voger klar Fisk, 100 V. Rav og Rekling;
en Kabel og Trosser; ombyttet nye Ankere med gamle, ligeledes byttet de dobbelte nye ,,Skarpentyner’
og ,,Hager“ (Datidens Kanoner og Bøsser) med gamle fordærvede enkle, med ,,vrange Kammere“
(d. e. Bagstykker, hvori Ladningen indlagdes). Desuden havde Bispens Folk pryglet Oluf
Isakssøn selv 11te ,,uden redelig Aarsag og Feides Forkyndelse“. - I samme Retning gaar Fru Ingers
Klagemaal: Paa Fosen og Østeraat ravede Christoffer Trondssøn, Bispens betroede Mand, mangfoldige
Ting, fra Silkedyner, Cølniske Puder og røde Tallerkener til Vadmel, Kreaturer, Smør og Flesk.
Paa Giske tog de Fogdens Skjorte (et Plag, som i de Tider var sjeldnere end nutildags), Værktøi,
Lagener, 100 Gryder, Vaskevandsfad, en Tønde Lysekroner, 12 Tønder Salt, 1 Læst Laks, Korn,
Skarpentyner, Hagebøsser og en Tønde Krudt til 100 Gyldens Værdi. Jens Fynbo brændte et nyt
Skib paa Stabelen. Endvidere tog de en Jægt paa 12 Læster og en paa 4 Læster; 3 Vædere, 1 Okse,
3 Tønder Smør, 3 Tønder Tjære, 3 Tønder Salt, 1 sort Damaskeskjole og 2 Fløielskjoler. Disse
Plyndringer, som Bispens Folk tydeligvis har øvet af Hjertens Lyst, maatte nødvendigvis ved Tid
og Leilighed fremkalde Repressalier: Aaret efter heder det, at Oluf Isakssøn har i .Druckenschaff oc
Dorscaff“ ihjelslaaet Erkebispens Tjener Hans Perssøn paa Aage Trondsens Gaard i Romsdal. Om
denne ,,Bardaff oc Slaxmoll“ udstedte han paa Fosen i Nils Lykkes og Fru Ingers Nærværelse den
Erklæring, at det ikke var skeet for at volde Erkebispen Fortræd. Der pleiedes nemlig allerede
Underhandlinger for at faa Ende paa Krigen; under det første Stormløb var Fru Inger tyet til Vincents
paa Lungegaarden i Bergen (Slottet havde han maattet overlevere til Eske Bilde), men var nu altsaa
kommen nordover igjen. Allerede i 1529 havde Kongen skrevet til Erkebispen og bedet ham at
komme overens med Nils Lykke, hvilket ogsaa skede; han meddeler tillige, at efter den Underretning
han havde faaet fra Eske Bilde, havde Vincents Lunge krænket Bispens Rettigheder. Aaret efter
kommer et nyt Moment til: Christian II’s mislykkede Forsøg paa at gjenvinde Norge. Erkebispen