molde - Romsdal Sogelag

42 OVERLÆRER J. A. SCHNEIDER
bl. a. ud paa, at ,,Romsdals Toldsted synes fornøden at afskaffes efter Borgerskabets egen Andragelse
samt menige Almues store Klagemaal over Skovenes ganske Udhugst“. Ved ,,Borgerskabet“
maa her forstaaes Trondhjems, som vistnok ikke opnaaede fuldt ud, hvad de ønskede, nemlig at kue
omtrent al Konkurrance baade fra Kristianssund og Molde (det sidste synes de at have villet ganske
udrydde, medens Kristianssund dog skulde faa beholde Trælasten udenfor Agdenæs), men alligevel
ved en kgl. Forordning af 30/7 s. A. fik betydelige Fordele. Politiske Aarsager var her medvirkende:
Trondhjems By havde under Krigsaarene umiddelbart iforveien udstaaet en saa haard Tørn, at det
var rimeligt, at Styrelsen vilde hjælpe den op igjen.
,,Romsdals Toldsted” var alligevel, som det synes, i Funktion paa den Tid Folketællingen holdtes. I en
Betænkning, som Statholder Ulrich Fredrik Gyldenløve og Generalløitnant Jørgen Bjelke i Juni 1670 afgav
til Kong Christian V om Norges Forhold, med Forslag til Besparelser i Administrationen og Ophjælp
af Næringsveiene, foreslaaes Romsdals Amt delt i 2 Fogderier: Nordmør og Søndmør, med Bergen
som Kjøbstad; Amtmanden skulde bo paa Romsdalsøerne. Med Hensyn til Handelen foreslog de,
at Amtet ,,efter de gamle Privilegier kun maa beseiles af Kgl. Majestæts egne Undersaatter og Fremmede
forbydes, til adskillig stor Fordel baade udi Eders kgl. Majestæts Indtrader og Undersaatternes
Tarv“. Tolden foresloges bortforpagtet og til Tolder udnævnt Chr. Ravn.
Den gamle Strid mellem Trondhjem og Bergen om Handelen i de 4 ,,Sølen“ vilde Gyldenløve
og Bjelke altsaa løse ved at henvise de 2 sydligste helt og holdent til Bergen, Fosen og Namdalen
til Trondhjem. Romsdals Fogderi skulde forsvinde som særskilt Distrikt, formodentlig for at spare
en Embedsgage; til Gjengjæld forpligtes Amtmanden at bo ,,paa Romsdalsøerne“, formodentlig for
at faa en central Beliggenhed for hans Opholdssted.
Det for Nutids Opfatning stødende Forbud mod at lade Fremmede drive direkte Handel med
Distriktet havde sikkert nok en god Hensigt: Kjøbstæderne skulde drives iveiret, men saa skulde de
til Gjengjæld være forpligtet til at holde tilstrækkelige Fartøier til Distrikternes Forsyning. Hertil kom,
at man vilde trænge de Fremmede, særlig Hollænderne, tilbage og drive Landets egen Skibsfart og
Skibsbyggeri frem; England havde ved Navigationsakten af 1660 givet et Exempel, som man tog
til Monster saa vidt muligt. At Gyldenløve og Bjelke ogsaa tænkte paa Almuens Tarv, fremgaar af
den Kraft, hvormed de fremholder Enskeligheden af at ,,beneficere til Fiskeriets Befordring uden nogen
Udgift baade hvis (~: hvilke) Redskaber dertil udkræves saavelsom hvis (~: hvad) til dets Gjemme
og Conservation ei kan ombæres (~: undværes). Saa at Undersaatterne derudi deres Brug af den
Velsignelse, Gud foreviser og beskjærer, kunde fortsætte og ei aleneste holde Marked med Andre,
medens ogsaa have nogen Fordel til at give bedre Kjøb fremfor Andre“.
Den første Fornødenhed til Fiskevarernes ,,Gjemme og Conservation“ var Salt; men med Hensyn
til denne Vare havde man stelt sig høist uforsvarlig: først fik et Selskab Monopol paa Salthandelen,
og da det ikke kunde opfylde sine Forpligtelser, søgte man fra 1660 at udvinde Salt selv indenlands,
med daarligt Resultat og til Fordærvelse for Skoven, som plyndredes til Saltkogningen. Dette mislige
Forhold ophævedes i 1671, da man fik Toldfrihed for Salt, indført i egne Skibe, mod at Kjøbstæderne
byggede de saakaldte ,,Defensionsskibe” ~: armerede Handelsfartøier, som kunde bruges i Krigstilfælde.
Hvad Striden mellem Trondhjem og Bergen angik, blev det Trondhjem, som gik af med
Seiren : 1676 fornyedes Byens Privilegier, og disse skjærpedes yderligere ved Forordningen af 1682,
hvorved de i Molde og Lille-Fosen (~: Kristianssund) boende Borgere paalagdes at ,,opbygge inden
Aar og Dag i Trondhjem saa godt et Hus, som deres er, de nu bebor, eller og at flytte
til Byen“. Endvidere skulde alle Fedevarer føres til Trondhjem, og al Udlosning af Korn, Salt og
andre Fornødenheder være forbudt ved Toldstederne i Nordmør og Romsdal. Dersom disse Bestemmelser
havde været opretholdt gjennem et længere Tidsrum, vilde de aldeles have lammet de 2 vordende
Kjøbstæder; men i 1691 blev man, efter forskjellige Forandringer i formildende og skjærpende
Retning, staaende ved en Ordning, der tillod Udførsel af Trælast og Indførsel af Korn fra Danmark,
og forresten Handel med de Varer, som gik til og fra Kjøbstæderne i Riget.
At disse Bestemmelser har virket hemmende paa de 2 Ladesteder og rimeligvis ogsaa været
trykkende for Landdistriktet, er høist sandsynligt og kan tildels ogsaa godtgjøres ved Tal, hvorom
mere nedenfor. Nogen Udflytning af Borgere fra Molde til Trondhjem kan dog ikke paavises. I
1694 mødte paa Tinget i Molde følgende Borgere og foreviste sine ,,Sedler“ som Borgere af Trondhjem
: Jon Jonssen Schot (Borgerbrev af 1657) Mads Clausea (1664) Iver Jenssen (1669) Willum Robert-