molde - Romsdal Sogelag

VI.
MOLDE LADESTED 1700----1730 - HANDELSFORHOLD. - REKNES OG
MOLDEGAARD; AMTMAND NOBEL. -- KRIGSFANGER. - BORGERE
OG EMBEDSMÆND. - KONGEBESØG.
F
ra det 18de Aarhundredes Begyndelse flyder Kilderne til vor Kundskab om Forholdene lidt rigeligere,
særlig med Hensyn til den vordende Kjøbstad. Dels har man fra dette Tidspunkt en sammenhængende
Række Toldregnskaber, som med tiltagende Udførlighed og Nøiagtighed afspeiler
Ladestedets Udvikling som Handelsplads, dels har en tiltagende Bosættelse af Folk i mere fremtrædende
administrativ og social Stilling givet Holdepunkter for Kjendskabet til det Liv, som rørte sig
saavel i Distriktet som i dets commercielle og administrative Centrum.
Det er tydeligt nok, at Ladestedet omkring Aar 1700 var gaaet tilbage. En Tælling af 1701
over ,,Opsiddere og fattige Folk“ paa ,,Molde Ladeplads“ giver som Resultat 133 Personer af
Mandkjøn, hvorefter Stedets Befolkning skulde være reduceret til ca. 300 i det høieste. Det fremgaar
ogsaa af Toldregnskaberne, at der har været yderligt smaat Stel i det første Decennium; et enkelt
Aar har Indtægten ikke engang kunnet dække Tolderens Aflønning. Ifølge Ordningen af 1691 kunde
der udskibes Trælast til Fremmede, men der kunde ikke kjøbes Varer af dem; Distriktets øvrige
Produkter maatte føres til Trondhjem for at udskibes derfra. Befolkningens Behov for Indførselsvarer
maatte tilfredsstilles ved Omsætningen med Trondhjem, samt direkte Indførsel af Korn fra
Danmark. Efter dette maa Stedets Trafik væsentlig have indskrænket sig til endel engelske (særlig
skotske) og hollandske Skibe i Ballast for Udførsel af Trælast og forresten Jægteskipperi og Baadfart
til og fra Trondhjem. Hollænderne var ved Traktater af 1692 og 1701 (fornyet 1721) priviligerede
og sidestillede med Rigets egne Undersaatter og havde overtaget Salthandelen; men dette
gjaldt jo kun Kjøbstæderne, ikke de romsdalske Ladesteder. Imidlertid ser man, at disse har holdt
ud. Det for vor commercielle Udvikling nyttige Indflytterelement vedblev at bo i Molde, hvor de
ved Giftermaal var knyttet til de gamle lndvaanere, forstærket med nye Tilskud udenfra; og i de
nærmest, følgende Aar indtraadte der Lettelser i det stramme Forhold til den nordenfjeldske Hovedstad,
hvorved det blev muligt at holde ud, indtil Baandet endelig blev løst og de 2 forkuede Ladepladse
fik Kjøbstadsret. I 1703 tillodes det Indbyggerne af de 4 Sø-Len selv at føre Varer til Bergen,
hvorved altsaa den for dem gavnlige Konkurrance mellem Bergen og Trondhjem igjen aabnedes
(dog med den lndrømmelse til Trondhjem, at Bergenserne ikke maatte seile til Sølenene for at forsyne
dem); og i 1706 tillodes det Indbyggerne i Nordmør og Romsdal at kjøbe fremmed Korn paa
de 2 Toldsteder og udføre Distriktets egne Produkter, en Tilladelse, som gjentoges i 1709.
Herved var jo nogenlunde rimelige Forhold opnaaet, men det tog Tid, inden Udviklingen igjen
skjød Fart, og der skulde indtræde nye Vanskeligheder, inden alt kom i sin rette og naturlige Gjænge.
Det ældste bevarede Toldregnskab fra denne Tid er: ,,Molde eller Romsdalens Told-Register,
Antegnelser, General-Extracter og Copie Qvittancer fra 1700 til 1729 incl.“. - Der er især for de