Dragtjournalen - årg. 5 Nr. 7 2011 (PDF - 2,7mb) - Dragter i Danmark

skriver han, at han vil forsøge at udrede forudsætningerne, der har været drivkraften i hans livs
stræben. 25 Længere fremme i levnedsbeskrivelsen kommer han nærmere ind på forholdet mellem
genstande og fortællinger og hans rolle som museumsmand. Han skriver bl.a.:
”…jeg kom snart til den Overbevisning, at Tingene i et Museum snart vil blive døde Genstande
for de Besøgende, hvis man ikke gør det muligt for disse at se dem i Kulturhistoriens
Lys, hvis det ikke er muligt ogsaa i Skrift at kunne fortælle de Besøgende om tidligere Tiders
Levevis, Skikke og Tro samt at vise ogsaa dette i Udviklingens Lys og som led i den hele Menneskeheds
materielle Kultur og Aandskultur. Ligesom jeg selv til at begynde med maatte søge
at forstaa, saaledes følte jeg efterhaanden ogsaa en Pligt til efter fattig Evne at gøre andre delagtige
i denne Forstaaelse. ” 26
I dette citat viser Møller, hvor magtpåliggende det er for ham at tænke i helheder, når han
skal formidle viden om bondekulturen, både når det gælder genstande og fortællinger, tro og
sagn. Men i dragtbogen beskriver han også mennesker i deres hverdagsunivers, så læseren kan
få billeder på nethinden af konkrete personer. Han personificerer så at sige fortiden. I bogen
trækker han således sine lokale meddelere frem ved navns nævnelse og skaber på den måde en
levende eller livagtig linje bagud. F.eks. skriver han følgende efter en lang navneopremsning:
”Mange af ovennævnte er nu døde. Dette gælder saaledes den noget tunghøre Ane Hansen,
Ulstrup, med det fine, blide Ansigt; hun kunde ligge og stryge min Haand, naar jeg tilsaa
hende under hendes Sygdomsanfald; ofte endte Besøget med, at hun gav mig et og andet med
til Museet, som hun vidste, jeg vilde blive glad for. Dette gælder ogsaa hendes Modsætning,
Maren Hans Jørgens´, som altid under mine Besøg var fuld af Spøg og rungende Latter; aldrig
glemmer jeg mit sidste Besøg hos hende, faa Timer før hendes Død; saa daarlig hun end var,
brød ved min Ankomst endnu en sidste Gang hendes smittende Humør frem, og jeg maatte som
Afskedsgave – vi vidste begge, at vi ikke saa hinanden oftere i levende Live – modtage nogle
af hendes allerstørste Æbler. Og da jeg var kørt, krævede hun, der hele Dagen intet havde villet
nyde, at faa Sylte med stærk Sennepssovs til, som hun spiste; men det blev ogsaa hendes sidste
Maaltid. Tre Ønsker havde hun udtalt til sine Nærmeste; at hun ikke vilde hensættes i den moderne
Indretning, som et Kapel er, at hendes Kiste ikke matte have den moderne hvide Farve og
at hun, paa moderne vis, ville ”synes” af mig.” 27
Ved læsning af Møllers beskrivelse træder de gamle kvinder klart frem. En sådan persontegning
hjælper sikkert også mange læsere til selv at kunne trække tråde en eller to generationer
længere bagud og forestille sig kvindernes formødre i de dragter, som museet udstiller. Eller
som beskrives i dragtbogen. Der bliver på sæt og vis sat persontyper og liv på museumsgenstandene.
Æstetisk erfaring og identitetsdannelse
Møllers tekster er bl.a. karakteristiske ved, at de får læseren til at falde i staver. Med
dette menes, at de - sagt med et filosofisk begreb – rører vedkommende, og det
skyldes både sproget og fortællingen. De sender læserens tanker og følelser på langfart, men
Møller fabulerer ikke – han får læseren til det. Tankerne kan handle om bondekonernes levevis,
men også om læserens egen tid og levevis. Møllers tekster kan således få læseren til at associere
til egne meninger og livsvalg, hvorved de kan være med til at forme og eventuelt forandre
vedkommendes holdninger.
Æstetisk erfaring er et filosofisk begreb, der kan anvendes ved analyse af en oplevelses art
og konsekvens. Hvis man som beskuer fx får en æstetisk oplevelse, og den medfører sansning,
25 Møller 1934:2.
26 Ibid.:44-45.
27 Møller 1926:22.
16