Dragtjournalen - årg. 5 Nr. 7 2011 (PDF - 2,7mb) - Dragter i Danmark

Fig 3. Spindende Eva med håndten. Kalkmaleri fra
Kirkerup kirke, ca. 1325. Tekstilarbejdet bestod af
flere forskellige processer: efter ulden var renset og
vasket, skulle den kæmmes eller kartes, og dernæst
spindes til det færdige garn. Ofte blev det spundne
garn vundet till tykkere tråd. Det færdige garn kunne
også blive farvet, før det endeligt kunne anvendes til
at væve og sy med. Til vævningen skulle væven sættes
op ved at trendtråde sattes i væven. Mens fattige
kvinder generelt deltog i flere af eller alle processer,
havde de fornemme fruer en række af tjenestefolk og
undergivne til de grovere arbejder, og normalt deltog
adelskvinderne kun i de sidste processer med at væve
og brodere finere arbejder af det færdige garn. Foto:
Camilla Luise Dahl.
28
lingen. 16 Den tidligere overskudsproduktion
af stoffer forsvandt sandsynligvis heller ikke
helt, skønt den kan være mindsket. Men for
mange jævnere familier kan en sådan produktion
udenfor den etablerede økonomi have været
et velkomment økonomisk supplement til
husholdningen. (Fig.3)
Den stigende professionalisering og ændringer
i husflidsproduktionen betyder heller
ikke nødvendigvis, at der ikke længere var
brug for kvinder. Som det var tilfældet med
spinderskerne, må også andre kvinder være
blevet indsluset i den etablerede tekstilfremstilling.
Specielt mange af delprocesserne var
stadig lagt i kvinders hænder, og mange steder
blev forskelligt tekstilt tilbehør fremstillet af
kvinder. Såkaldte silkekvinder kendes eksempelvis
fra England, Tyskland og Frankrig. De
ernærede sig ved at fremstille specialiserede
silkevarer, typisk mindre tilbehør som bælter,
remme, snører, hovedbeklædning m.m. Tråd
og garner blev igen fremstillet til silkekvinderne
af andre udøvere. 17
I 13- og 1400-tallets England var en gruppe
kvinder anerkendt for deres evner til at væve,
sy og fremstille silkearbejder. Skønt de ikke
var registreret som håndværkere, kunne disse
kvinder ernære sig af deres specialiserede
kunnen. 18 I Richard II’s hof-husholdningsinventarier
fra 1393-94 omtales f.eks. en silkekvinde
“selkwyffe” ved navn Matilda Baleye.
Hun vævede mindre tekstiltilbehør som silkebælter,
frynser og snører, (omtalt som corses,
frenges og laces) til kongen. 19 Sådant småarbejde
“narrow ware” var specielt knyttet til
disse semi-professionelle kvinder, og intet tyder
på, at mænd var involveret i fremstillingen
af bånd og snører i silke. 20 Først langt senere (i 15- og 1600-tallet) blev possementarbejde et
mandsdomineret fag, men kvinder fortsatte med at fremstille dette tilbehør udenom det etablerede
system – specielt til andre kvinder – f.eks. i form af hue- og hovedtøjsdekorationer. 21
Man mener desuden, at der fandtes uorganiserede linnedkvinder foruden silkekvinderne i middelalderen,
men måske har også silkekvinderne kunnet forestå finere småarbejder i hør og uld,
16 Lacey 1987: 196, note 13 og Karras 2004: 104.
17 Benns 2003: 1-3.
18 Dale: 1932-34, p. 324ff.
19 Wardrobe Account: Baildon: 505 og 511-12. f.eks. hvide, sorte og røde snører til kongens doubletter: Laces
de soie blank, noire et rouge pur doublettes. Ibid: 512.
20 Crowfoot, Pritchard & Staniland 1992: 130 & 141-42, Benns 2003: 3.
21 de Hemmer Egebjerg & Werner Larsen 2003: 12ff & 16ff og Lorentzen 1952: 28-30. Så sent som i 1800-tallet
lå possementlaugene i stridigheder med kvinder, der falbød possementarbejde ved dørene. Lorentzen 1952: 43f.