Dragtjournalen - årg. 5 Nr. 7 2011 (PDF - 2,7mb) - Dragter i Danmark

situationen i Tyrkiet, der, som erklæret sekulær stat, har forbudt brugen af tørklæde i det
offentlige rum, men som samtidig oplever, at motiverne for at bære tørklæde er mange og
også andre end alene at være udtryk for religion, undertrykkelse og ulighed. I artiklen peges
der som et udgangspunkt for forståelsen af tørklædeforbuddets ideologiske oprindelse, tilbage
til republikken Tyrkiets grundlægger, Atatürk’s (1881-1938) optagethed af, hvad tøj tyrkerne
skulle gå klædt i, idet han betragtede påklædning som målestok for civilisationsstadie. Således
indførte Atatürk den såkaldte ”Loven om hatten” i 1925, der forbød brugen af den traditionelle
fez – den røde, skyggeløse filthue med sort kvast – og i stedet blev tyrkiske mænd anbefalet at
bære vestlige hatte. Men nok så interessant i dette bidrag kommer Necef også ind på, hvordan,
hvis perspektivet, som lægges ned over analysen af de tyrkiske kvinders brug af tørklæde,
lader tørklædet være et åbent tegn giver blik for, at på trods af det grundlæggende forbud
mod offentligt at bære tørklæde – dvs. på universiteterne, i parlamentet og som offentligt
ansat på arbejde – handler brugen af tørklæde blandt muslimske kvinder også om æstetisering
og seksualisering. Det åbner øjnene for, at tørklædet er blevet en del af det, som lokale,
tyrkiske kulturskribenter kalder ”islamisk chicque”, og som beskriver tyrkiske storbykvinders
kombination af tørklæde og ellers vesterlandsk, moderigtig påklædning. I den sammenhæng
udtrykker tørklædet stilfællesskab med andre, noget, der er et tilvalg den ene dag, for at være
et fravalg den næste. Det bliver tydeligt, hvordan der internt mellem tyrkere i hverdagspraksis
også udvises tolerance for, at nogen bærer tørklæde, mens andre ikke gør det, uden at det
ændrer ved, om de samtidig opfatter sig selv som tyrkere og muslimer.
Det franske eksempel, der i 2004 udmøntede sig i den såkaldte ”tørklædelov”, viser,
hvordan det ud fra et verdslighedsprincip forbydes at gøre brug af religiøse symboler i det
offentlige rum. Lektor Inge Degn, tidligere ansat ved Center for Diskursstudier på Aalborg
Universitet, beskriver, hvordan Frankrig og dets politikere og embedsmænd i optakten til
lovgivningen gennemførte en demokratisk proces med undersøgelse og offentlig debat
af republikkens skelnen mellem stat og religion (verdsligheden), og dermed en vilje til at
forsvare republikkens grundværdier ved specifikt at forbyde synligheden offentligt af det
kristne kors, den jødiske kippa og det islamiske tørklæde eller tildækning som sådan. Hermed
løste man problemstillingen ved at sætte verdsligheden højest, for, frem for alt, at satse på at
skabe nationalt fællesskab.
Det tyske eksempel, som beskrives af lektor emeritus, Kirsten Molly Søholm,
ved Institut for Sprog, Litteratur og Kultur på Aarhus Universitet, placerer sig med en
løsningsmodel i kontrast til den franske. Stat og kirke er også adskilt i Tyskland. Staten
definerer sig som verdslig, mens landets delstater forvalter kirkerne – både den katolske
og den protestantiske. Med omdrejningspunkt i sagen fra slutningen af 1990’erne om den
læreruddannede, afghansk fødte kvinde, Fereshta Ludin, der blev nægtet fastansættelse
på en skole i delstaten Baden-Württemberg pga. sit tørklæde, vises det, hvor komplekst
situationen i Tyskland er pga. landets love. Det er tankevækkende at læse om den
tyske forfatningsdomstols afgørelse af Ludin-sagen, der gav hende medhold. Et, fordi
religionsfrihed er en tysk grundlovssikret menneskeret. To, fordi delstaten ikke har et
lovgrundlag for forbud mod brug af religiøse symboler i offentlig sammenhæng. Men
samtidig opfordrede domsafsigelsen til, at delstaten indfører love på området.
Med disse eksempelstudier og flere af bogens andre bidrag udvides indsigten i de
europæiske landes forskellige håndtering af muslimske kvinders brug af tørklæde. Bogen
viser de fortsatte og historiske forskelle på trods af den ellers mere velkendte parole
om europæisering eller globalisering. Det er i det hele taget bogens absolutte styrke at
sætte tørklædet og debatterne om det i perspektiv. Svar er der ikke at hente i bogen, men
synspunkter. Og dermed styrker og nuancerer bogens artikler de aktuelle tørklædedebatter.
Til sidst, men ikke mindst, skal også etnograf og museumsinspektør i Den Gamle By i Århus,
Tove Engelhardt Mathiasens bidrag i bogen trækkes frem. Det handler om betydningen af
63