Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

Jeg har ofte forestillet mig noget rigtigt skønt og levende i fremtiden, og når jeg så mig
om, var det gået i opfyldelse. Derfor har f.eks. den herværende Antiksal slet ikke forekommet
mig spor fremmed; jeg kendte alt. Men bevidstheden om, at mine anelser så nøje
svarede til virkeligheden, fik mig i første øjeblik til at gyse. Jeg var hjemme i Laokoon,
men at han nu virkelig stod der foran mig - i det øjeblik, det gik op for mig, blev jeg forfærdet,
og da jeg lidt efter lidt igen løftede blikket, forekom det mig, som om hans bryst
med ét svulmede for at udstøde et frygteligt angstskrig; i det øjeblik følte jeg, hvad
kunst er. 184
Runges fortælling kan tolkes ved Pierre Bourdieus udsagn: “Han føler sig hjemme i
verden, fordi verden også er i ham ...”. 185 Bourdieu taler om sit habitusbegreb, der de-
monstrerer, hvorledes en persons handlingsmatrice fundamenteres ved den specifik-
ke omverden. 186 Omgivelserne indlejres i personen, hvorved den pågældende får et
dybfølt tilhørsforhold til en bestemt verden. Akademiuddannelsen gjorde antiksalen
til et hjemligt territorium. Uddannelsens langvarige prægning, forbundet med den til-
fredsstillelse (stolthed, lettelse etc.) der må have været i en så betydningsfuld over-
gang, synes at være basis for Runges kraftige resonans med gipsafstøbningerne. Aka-
demiets uddannelsespraksis foranledigede en inderliggørelse af den akademiske ver-
den, således at eleven i konfrontationen med det kunstneriske klimaks responderede
med en dybfølt forståelse. Tilegnelsen af den kunstneriske forståelse var selvfølgelig
ikke bare afhængig af akademiuddannelsen. Elevens modtagelighed over for uddan-
nelsens disponering var i høj grad afhængig af hans personlige karakter, der igen var
influeret af tidligere sociale omstændigheder.
Tidens winckelmannske orientering forfægtede en lidenskabelig kunstforståelse og
ansporede kunstneren til en inderlig sympati med de studerede mesterværker, for
som Wiedewelt skrev: “Dersom en Konstner ikke føler en virkelig Sympathie udi sit
Naturel med hans Studium, bliver hans Arbeide Iis, som smelter mod Solen og bliver
184 Citeret efter Jan Zahle: “Antiksalen ▪ Figursalen ▪ Museet” i: Kjerrman, Nørgaard, Zahle, Bertelsen 2004 p.
177. For den opr. tyske version, jf. Runge 1841 p. 33.
185 Citeret efter Eva Gulløv, Susanne Højlund: “Materialitetens pædagogiske kraft” i: Larsen 2005 p. 36.
186 Habitus er individets basale disposition eller tendens til at agere, klassificere, percipere, herunder at forstå
egen og andres adfærd, på en bestemt facon. Den formes af de sociale omgivelser, der så at sige indprentes i
kroppen, hvilket over tid fremvirker en særlig handlings- og forståelsesorientering. Det er en central pointe, at
omverden indprentes i kroppen, da habitus derved nedsænkes til et fuldkomment ubevidst, naturligt betragtet
niveau i individet, dvs. bliver en slags anden, samfundsmæssig natur. Der er visse ligheder mellem Bourdieus
habitusbegreb og Foucaults disciplinforståelse, eftersom begge teorier fokuserer på relationen mellem individets
kropslige påvirkning og adfærd. Jf. bl.a. Bourdieu 2005 pp. 197 ff.
71