Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

ende de begunstigelser, der udveksledes i samfundets personlige forbindelser. Kon-
gen besad den uforbeholdne, ultimative ret, når det gjaldt udnævnelser inden for den
statslige tjeneste, og skulle approbere alle ansættelser. 250 Denne principielle rettighed
blev hævdet stærkt og var en grundsten i kontrollen med embedslivet. 251 Således var
kongen den absolutte kilde vedrørende social status, og dette faktum befæstede den
absolutistiske orden, gørende folk afhængige af den kongelige nåde.
Disse realiteter gjorde sig også gældende ved Det danske Kunstakademi. Det var
normal praksis i sidste halvdel af det 18. århundrede, at den statslige administration,
derunder Kunstakademiet, i forbindelse med stillingsbesættelser leverede en anbefa-
ling til kongens godkendelse, og at denne blev accepteret uden større indsigelser. 252
Der eksisterer dog tilfælde, hvor kongen overtrumfede Akademiets henstilling, bl.a.
blev Abildgaard år 1808 nægtet professoratet i anatomi, trods et enstemmigt valg og
en fremhævelse af præses. 253 Også Akademiets præses havde til tider indvendinger
mod akademikernes beslutning, således afviste prins Christian Frederik (den senere
kong Christian VIII) år 1810 at indstille den foretrukne til en stilling som professor
ved modelskolen, hvilket førte til anklager om en “Yttring af Personlighed”, resulte-
rende i at præses bøjede sig og kongen godkendte valget. 254
Spørgsmålet om ansættelse affødte en del spredte træfninger, hvor Akademiet til-
stræbte en øget selvstændiggørelse af dets praksis, derved undvigende et kongeligt
diktat af kunstneriske forhold. Eks. foreslog akademikerne år 1799, at lade direktør-
valget blive bestemt på baggrund af størst anciennitet, dvs. indføre en regelfast be-
250 Når jeg i denne sammenhæng taler om kongen, refereres der i højere grad til den idémæssige centerposition
i samfundet end til den konkrete person. Kongepositionen var del af et spil, hvor flere personer gjorde sig gældende,
hvilket var særdeles tydeligt under Chr. VII. Til trods for at den konkrete konge ikke formåede at udfylde
sin rolle, havde positionen stadig en meget slagkraftig effekt, værende det center, samfundet roterede om.
Vedr. kongens udnævnelsesret, jf. Feldbæk 1993 p. 79, Feldbæk 2000 pp. 232-233, 318, Gøbel 2000 p. 103, Jensen
1987. Som Kongeloven angiver: “Skal og Kongen ene have højeste magt og myndighed at isætte og afsætte alle
betjente, høje og lave, være sig hvad navn og titel de have kunne, efter egen fri vilje og tykke, så at alle embeder
og bestillinger, i hvad myndighed de haver, skal af Kongens enevoldsmagt såsom af en kilde have sin første
oprindelse” (Gøbel 2000 p. 103).
251 Jf. Jensen 1987 p. 311.
252 Jf. Christensen 1999 pp. 113, 116, Feldbæk 1993 p. 79.
253 Jf. Meldahl, Johansen 1904 p. 129.
254 Jf. Meldahl, Johansen 1904 pp. 135-136.
93