Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

kunstneriske løbebane. 247 Disse relationer kom til udtryk i en række støtteerklæringer,
derved konsoliderende bindingen mellem lærer og elev, eks. skrev Mandelberg til
Abildgaard: “ ... vær forvisset om, at jeg vil gøre alt, hvad jeg magter for Deres vel ...”,
mens Abildgaard forsikrede Thorvaldsen: “Vær De ganske rolig; jeg har engang været
saa heldig, at kunne bidrage noget til Deres Vel, og jeg slipper sieldent halvgjort Ar-
beide. Hvad jeg kan giøre for Dem, kan De lide paa skal ikke blive forsømt”. 248 Profes-
sorerne profiterede ved en trofast allieret, der ved erhvervelsen af en solid position
kunne assistere den aldrende akademiker, samtidig videreførende en kunstnerisk
praksis, der faldt i forgængerens smag.
Den udbredte protegering af elever blev kontrasteret af en udbredt, udtalt distan-
cering til praksisen, dvs. der eksisterede, som tidligere anført, en aversion mod per-
sonlig favorisering, der blev anset for et brud på den kunstneriske orden og derved
også moralsk forkastelig, for som Hans Hansen bemærkede vedrørende Abildgaards
protegering af akademieleven og medaljøren Peter Leonhard Gianelli: “... hvor her-
sker ikke Cabaler i denne syndige Verden?”. 249 Holdningen til personlige forbindel-
sers behjælpelighed havde dog en noget tvetydig karakter, eftersom man gerne anså
forholdet for passende, når det understøttede egen position, mens man opfattede det
særdeles negativt, når andre drog fordel deraf. Denne anskuelse illustrerer den bryd-
ning, der var mellem en påstået interessefri, universel og en egennyttig kunstattitude,
og desuden mellem en nyere, udpræget borgerlig og en ældre, mere monarkisk for-
ståelsesramme.
Periodens patron-klient-relationer var fundamentalt set bundet til kongens positi-
on qua enevældens rangorden, dvs. kongemagten var den absolutte autoritet vedrø-
247 Jf. Christensen 1999 pp. 39-41, Thiele 1851 pp. 143-146, 150, 152, 155, 180, 240. For andre eks. jf. Baden 1809 p.
315, Christensen 1999 pp. 50-51, Hansen 1907 pp. 120-121, Kryger 1991 pp. 246-248, Salling 1975 p. 20.
248 Christensen 1999 p. 40, Thiele 1851 p. 155. Brevvekslingen mellem Abildgaard og stipendiaten Thorvaldsen
florerer med erklæringer og antagelser om behjælpelighed. Eks. skriver Thorvaldsen: “Deres sædvanlige Godhed
for mig og mit Vel har paa ny rørt mig, og De som min Velgiører bliver altid en hellig Erindring for mig,
saa længe jeg lever. [...] Jeg tør vente af Justitsraadens Venskab, at De vil ... i alle Tilfælde befordre mit Bedste
ved Academiet”, og andetsteds: “... skylder jeg Dem min varmeste Taknemmelighed for De mange Godheder,
som De beviser mig til mit Vel og Fremgang, som jeg aldrig skal glemme at skiønne paa”, andetsteds afsluttende
med: “... som er overbeviist om, at De vil stedse tage venskabelig Andeel i Skiæbnen af Deres ærbødigste,
forbundne B. Thorvaldsen” (Thiele 1851 pp. 143- 144, 150, 240). De citerede breve er fra årene 1799-1804.
249 Hansen 1907 p. 121.
92