†rsm¿de 2003- Abstract - DKCS

Infektioner ved indsættelse af fremmedlegemer
Mødeleder: Steen Walter.
Overlæge dr. med Ole Michael Nielsen
Kirurgisk afdeling, Hillerød sygehus
INFEKTIONER VED INDSÆTTELSE AF FREMMEDLEGEMER I
KARKIRURGI.
Den måske mest frygtede af alle komplikationer i karkirurgi er den inficerede karprotese.
I udlandet, specielt i England, huserer den meticillin-resistente staphylococcus
aureus (MRSA) på de karkirurgiske afdelinger, et problem vi endnu har til gode i
Danmark, heldigvis!
I Danmark registreres al karkirurgisk operativ aktivitet i programmet KARBASE og
data fra alle afdelinger samles centralt. Resultater som bl.a. infektionshyppighed
offentliggøres årligt i en rapport. Vi ved derfor, -naturligvis med forbehold for korrekt
dataindsamling-, at der i perioden 1997 til og med 2001 blev udført 30979 operationer
på de karkirurgiske afdelinger i Danmark med 2% behandlingskrævende sårinfektioner
og 0,7% dybe infektioner som involverede arteric anastomoser eller kunstige
pulsårer. Tallene ser ud til at være nogenlunde konstante fra år til år.
Mere interessant er det at se på antallet af dybe infektioner (eller "proteseinfektioner")
som opstår i forbindelse med "rene" (ikke kontaminerede) operationer med implantation
af arterieproteser lavet af kunststof, idet et sådant implanteret fremmedlegeme
vanskeliggør behandlingen af infektionen. Såfremt der på karprotesen er dannet en
såkaldt biofilm af bakterier kan man nemlig ikke behandle infektionen uden at fjerne
protesen og så står patienten og karkirurgen med et nyt problem, hvordan får vi genetableret
blodforsyningen efter protesen er fjernet?
Det infektiøse agens er oftest staphylococcus aureus, sjældnere albus. I en del tilfælde
drejer det sig om blandingsinfektion, hvor tarmbakterieflora også indgår; dette er hyppigst
ved de tidlige infektioner.
Omkring halvdelen af alle tilfælde opstår sidst i forløbet, ikke sjældent flere år efter
operationer, og her er det kliniske billede ofte sløret og uklart. Anvendelse af billeddiagnostik
med CT-/MR- og ultralydscanning må ofte kombineres med skintigrafi,
fistulografi og prøvepunkturer for at sandsynliggøre diagnosen, som dog i enkelte
tilfælde ultimativt stilles ved reoperationen.
Behandlingen er fjernelse af den inficerede protese og samtidig anlæggelse af ny
blodforsyning udenfor det inficerede felt, men dette er langt fra altid muligt. Balancen
mellem hensynet til at fjerne det inficerede materiale og hensynet til at patienten ikke
dør af indgrebet er ofte hårfin. Som regel kan man dog komme igennem med fjernelse
af den inficerede protese og samtidig ny rekonstruktion i in-situ, det vil sige i det
oprindelige inficerede felt. Det går underligt nok godt nærmest hver gang.
Der anvendes rutinemæssigt profylaktisk antibiotika ved proteseimplantationer som
ofte foregår på operationsstuer med laminar air-flow for at mindske risikoen for kontaminering
af implantatet, fordi behandlingen af proteseinfektioner er så belastende
for patienten at forebyggelse er alfa og omega.
23