Kongres 2012 - ADHD: Foreningen

26
dog også en lang og kompliceret fødsel, men
ud kom en fin, stor dreng. Som baby var det
også anderledes med Frederik lige fra start.
Han ville helst hænge i brysterne hele tiden,
han ville ikke have sut, og han sov aldrig mere
end et par timer ad gangen. Han var fuld af
aktivitet, og allerede da han var 4,5 måned
kunne han sidde selv. 6 måneder gammel
startede han i vuggestue. Også her var han
anderledes. Han kom i konflikt med de andre
børn og ville helst sidde nede i en klodskasse.
Vuggestuen mente han kedede sig, og han
begyndte derfor i børnehave, da han var 2,5
år. Her kunne han heller ikke rigtig lege med
de andre børn. Jeg oplevede, at han ændrede
karakter og blev en anden dreng, så snart vi
trådte ind ad døren. Jeg tror, det var fordi,
han fik så mange nederlag dernede, og at de
andre børn sagde fra overfor ham. Det var
ellers en rummelig børnehave, og de åbnede
en stue for børn af ressourcesvage forældre.
Her kunne Frederik ikke få plads, men personalet
hjalp med at etablere piktogrammer for
ham, så det gik ok.
Klassens ballademager
Skolestart nærmede sig for Frederik. Jeg var
begyndt at tænke på DAMP, men når jeg
nævnte det for personalet, afviste de det og
sagde, at han bare kedede sig. I skolen valgte
vi ikke at fortælle om hans vanskeligheder i
børnehaven, da vi håbede, at det bare handlede
om, at han trængte til et miljøskift. Der
var mange, der gerne ville lege med ham, og
han var god til at få venner, men han ødelagde
altid venskaberne igen ved at være meget
udadreagerende. Han gik til fodbold, og det
var han god til, men han kunne alligevel ikke
styre det. Jeg var tilstede til hver eneste træning
og kamp, for at kunne tage ham ud af
situationen og måtte tåle de andre forældres
bebrejdende blikke. I skolen blev det værre
og værre. Jeg hev fat i lærerne, men de sagde
bare ”lad os nu se” hver gang. 0. klasse gik
faktisk også fint nok, fordi de havde en meget
struktureret lærer. Men i 1. klasse gik det galt.
Frederik var klassens ballademager, og de
andre forældre begyndte at ringe til mig og
beklage sig over ham. Jeg vidste, at Frederik
blev drillet af de andre børn, og at det gjorde
tingene værre, men jeg måtte alligevel bare
tage imod kritikken. En dag kom Frederik
hjem og sagde: ”Alle drengene er inviteret
til fødselsdag, undtagen mig, fordi moren
siger, at jeg laver ballade hele tiden”. Det blev
jeg selvfølgelig rigtig ked af og vred over, og
jeg ringede moren op og sagde det til hende.
Jeg fik hende overtalt til, at drengene skulle
prøve at lege sammen. Det gik også fint, men
de måtte kun lege hos dem.
ADHD? – nej – ja!
I 2. klasse ringede læreren en dag og fortalte,
at nu var Frederik begyndt at kaste med stole.
Så ville de pludselig gerne tage det alvorligt
og fik fat i en børnepsykolog. Der blev holdt
rigtig mange møder, men der blev ikke sat
gang i nogen indsats. Frederik blev indstillet
til psykiater, som mente, at han havde en
tidlig følelsesmæssig forstyrrelse eller noget i
den stil – han havde bestemt ikke ADHD! Jeg
ringede til ham og spurgte desperat: ”Hvad
skal jeg gøre”? ”Bare det du plejer” svarede
han, men det hjalp jo tydeligvis ikke Frederik.
Han havde det bare så dårligt. I sommerferien
mellem 2. og 3. klasse fik jeg via egen læge en
akut tid indenfor 14 dage hos neuropsykolog
Anne Korsgaard. Hun sagde med det samme,
at han havde ADHD – det var hun slet ikke i
tvivl om. Han begyndte på medicin, men det
blev han totalt zombie af og sad bare og stirrede
ud i luften. Vi måtte stoppe medicinen
igen, fordi han var helt apatisk. Så kom der
fuld skrue på ham igen. Han kunne blive så
rasende, at han bare ville slå ihjel her og nu,
med hvad han nu end havde ved hånden.
Han var ligesom to personer, og bagefter en
episode forstod han ikke, hvad der var sket.
En dag lige efter han var startet i 3. klasse,
hvor vi cyklede hjem fra skole, begyndte han
at snakke om, at han ville køre ud foran en