Kongres 2012 - ADHD: Foreningen

More documents

Recommendations

Info

”Jeg gad ikke arbejde, og jeg turde ikke. Jeg var så bange for endnu et nederlag. Alt jeg hidtil var startet på var endt i fiasko. Men i dag kan jeg se, at det bedste, der er sket for mig, var da jeg fik et arbejde.” Sådan siger Filip på 23 år, der i årevis drev rundt og lavede kriminalitet og ballade. Først som 16-årig fik han diagnosen ADHD og besluttede sig kort tid efter for, at han ville noget med livet frem for bare at være en kriminel rod. I dag kanaliserer han al sin energi over i en tømreruddannelse, hvor han klarer sig som en af de bedste - både når det gælder praktisk arbejde og på skolebænken. Af Charlotte Daugbjerg Sørensen Høflig, velformuleret og rolig udstråling. Filip på 23 år ligner enhver anden ung mand i fuld gang med en uddannelse og fremtiden for sig. Det er umiddelbart svært at forestille sig, at netop denne unge mand har en fortid som små-kriminel rod fra Københavns Vestegn. Men den er god nok; Filip var kendt som en ballademager allerede i folkeskolen, fik en ADHD-diagnose som 16-årig og har en stor del af sin ungdom levet en omtumlet tilværelse på gaden, hos bekendte og på ungdomspension. Familie, omgangskreds og kontaktpersonerne i ’systemet’ havde for længst stemplet Filip som en vanskelig rod, da han selv for ca. 5 år siden besluttede sig for at sætte en stopper for den sociale og personlige deroute. Dårlige tanker forsvandt ”Jeg nåede et punkt, hvor det var nu eller aldrig, hvis ikke jeg skulle synke helt til bunds. Jeg havde ikke kontakt til min familie, og vidste, at jeg ikke kunne gøre det uden hjælp. Derfor besluttede jeg mig for selv at bede Ballerup Kommune om hjælp,” fortæller Filip. Hans nødråb førte til en bolig kombineret med et terapiforløb på Granhøjen i Odsherred ved Nykøbing Sjælland. Granhøjen er et af de få steder i Danmark, der tilbyder bolig, beskæftigelse og behandling til psykisk syge og socialt udsatte som et samlet og nøje koordineret forløb. Filosofien på Granhøjen er blandt andet, at alle er gode til noget. For at give Filip en blid start, hvor der samtidigt blev stillet krav, fik han i starten tildelt jobbet som ’fyrbøder’ 2 timer hver morgen. ”I starten hadede jeg at være der, fordi jeg var tvunget til at stå tidligt op hver morgen. Men jeg begyndte ret hurtigt at kunne se meningen med at have noget at stå op til, frem for at lave ingenting,” fortæller Filip. Han fortsætter: ”Lidt efter lidt kunne jeg mærke, at de dårlige tanker begyndte at forsvinde. Det var helt klart, fordi jeg fik hjælp til at bruge min energi til noget positivt.” Bange for endnu et nederlag Efter et stykke tid blev Filip tilbudt en plads som elev hos Granhøjens tømrerteam. Det var dog ikke sådan, at han glædestrålende tog imod udfordringen. Det var en proces, hvor Granhøjens personale over tid fik ham motiveret og overbevist om, at det kunne han klare - det skete bl.a. ved, at han oplevede sikkerhed for, at der var opbakning bag ham. For både i folkeskolen og tiden derefter havde Filip oplevet det ene nederlag efter det andet, som havde lavet dybe ridser i hans selvværd. ”Jeg var bange for at prøve noget nyt, fordi det kunne give et nyt nederlag. Men jeg gav det en chance, og pludselig begyndte hverdagen for alvor at give mening,” fortæller Filip. Han indrømmer, at især de første uger som elev var svære. ”Jeg husker blandt andet min første maleopgave, hvor jeg skulle male et værelse hvidt. Det var en kæmpe udfordring, og jeg var så stolt over resultatet. Men jeg har efterfølgende fået at vide, at det endte med mere maling på gulvet og mig selv end på de lofter og vægge, der skulle males. Men jeg fik anerkendelsen fra start, og derfor voksede jeg med opgaverne,” siger Filip. I dag går det så godt, at han også er i stand til at følge tømreruddannelsens krav om perioder på skolebænken - og han opnår oven i købet topkarakterer. ”Når man har ADHD, kører hænderne konstant, men som tømrer får jeg brændt alt krudtet af på en god måde. Og så er det en sejr at være med til at bygge noget og se det blive færdigt,” fortæller Filip. Tømrermester er også mentor Han nævner tillid, ros og en kolossal tålmodighed fra tømrermesterens side som afgørende for, at han ikke længere blot giver op, hvis noget er for svært eller ikke verdens sjoveste job. ”Jeg har lært at tage tingene stille og roligt, at vælge mine kampe med omhu og ikke at give op. I starten gad jeg kun det, der var sjovt, men i dag får jeg tingene lavet. Og jeg får lov at være med til alle slags tømreropgaver, også de svære. De andre elever fra tømrerskolen er faktisk lidt misundelige over alle de rigtige tømreropgaver, jeg er med til at lave, selv om jeg ’bare’ er elev” fortæller Filip, der har fået drømme for fremtiden. ”I dag kan jeg drømme om fremtiden. Jeg vil gerne bruge tømreruddannelsen som springbræt for at videreuddanne mig til bygningskonstruktør. Men jeg vil også bare nyde, at jeg er kommet videre og har noget, jeg er god til,” siger Filip. I dag behøver han ikke længere den medicin, som fulgte med ADHD-diagnosen og han har ikke engang behov for terapi. Granhøjens koordinerede set-up med botilbud, beskæftigelse og (nu afsluttet) behandling har sat så meget struktur på Filips tilværelse, at han står op kl. 7 hver morgen og fungerer på fuld tid som tømrerlærling. 5
6 Viden og indsigt giver til arbejdet med borgere med ADHD University College Lillebælt uddannede, i samarbejde med ADHD–foreningen, 9 hold støttepersoner, som arbejder med borgere med ADHD. Uddannelsen er en del af projektet Større viden om ADHD hos støttepersoner, som er støttet af Socialministeriet. Uddannelsen forløb i perioden december 2010 - marts 2012 fem forskellige steder i landet. Hvert hold havde 8 dages undervisning, fordelt på 4 moduler. Af Louise Hübertz Poulsen, Udviklingskonsulent ADHD-uddannelsen som den ser ud for to støttepersoner – et år efter ”Jeg bruger tit at fortælle, at jeg har været på ADHD-uddannelse. Hold op, det åbner mange døre” (Boris Poulsen, pædagog og støtteperson). Karen Dons Jensen og Boris Poulsen, der arbejder som ”bostøtter”, eller §85 medarbejdere, i Odense Kommune, afsluttede for et år siden ADHD-uddannelsen for støttepersoner. Jeg tog en snak med dem for at høre, om uddannelsen har gjort en forskel i deres arbejde. Den gode energi smitter Arbejdsopgaven for støttepersoner som Karen og Boris er, at de skal hjælpe borgere, der har brug for støtte til at mestre eget liv, i egen bolig. Arbejdet tilrettelægges ud fra handleplaner med en tidshorisont på 3, 6 eller 9 måneder. Indsatsen skal have fokus på udvikling, og dét tænker både Boris og Karen over i deres arbejde. NY ENERGI ”Jeg synes det der med, at der er så kort tid til at udvikle det her mirakel, gør, at man hele tiden tænker over, hvordan kan borgeren bruge mig, mens jeg er her, til at øve sig i noget, som han bør klare, når jeg er væk. Jeg synes, jeg arbejder meget i at få borgeren til at være nysgerrig på sig selv. Hvor er mit (borgerens red.) funktionsniveau. Det synes jeg faktisk er min fornemste opgave, at lære dem at acceptere: Hvad er det, jeg kan, og hvordan er det, jeg kan begynde at holde lidt af det” (Karen). Karen beskriver ligeledes, at den viden hun har fået gennem uddannelsen har givet en større indsigt i, hvad ADHD egentlig betyder. Det har givet større energi til at arbejde med de problemstillinger, som borgerne har. Og den energi smitter af på borgeren, som ofte har rigtig meget brug for troen på, at noget kan lykkes: ”Jeg har været ignorant i forhold til nogle af dem med ADHD, før den her uddannelse. Det må jeg tilstå. Jeg havde mødt alle de samme fænomener hos andre borgere før, men nu kan jeg se de mønstre, min borger er i og give min accept på en anden måde, end jeg har kunnet før” (Karen). Borgeren som egen advokat For mange borgere med ADHD er det en kæmpe lettelse at møde nogen, der virkelig anerkender og forstår de vanskeligheder, de har. Mange er trætte af at skulle forsøge at fortælle deres historie. De har svært ved at forklare, hvordan de har det. Men skal man have hjælp til noget, er man nødt til at kunne beskrive sine vanskeligheder og den betydning vanskelighederne har i dagligdagen. Derfor arbejder Karen og Boris på, at borgerne skal være deres egne advokater i samarbejdet med andre. Men første skridt i den proces er ofte, at borgeren bliver mere bevidst eller realistisk omkring egne vanskeligheder. Karen og Boris beskriver, hvordan uddannelsen har skabt yderligere opmærksomhed på at hjælpe de borgere, der ikke helt ved, hvad
Page 1 and 2: Nummer 4 | August 2012 | ADHD-foren
Page 3: 4 Nu kan jeg drømme om fremtiden
Page 7 and 8: 8 Kost og ADHD anno 2012
Page 9 and 10: ”På linie med ADHD” På linie
Page 11 and 12: Unge med ADHD skal have de bedste m
Page 13 and 14: Direktør Camilla Louise Lydiksen D
Page 15 and 16: 22 De hyperaktive symptomer kommer
Page 17 and 18: 24 barnet har et timeskema, dagsske
Page 19 and 20: 26 dog også en lang og kompliceret
Page 21 and 22: 28 Lige inden Frederik skiftede til
Page 23 and 24: Lørdag d.16. juni 2012 bød ADHD-f
Page 25 and 26: LOKALAFDELINGER Følg din lokalafde
Page 27 and 28: LOKALAFDELINGER Generelt: Find os p
Page 29 and 30: LOKALAFDELINGER Storkbh. har stand

Kongres 2012 - ADHD: Foreningen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?