samfundsfagsnyt - FALS

Bryder eu sammen?
af Peter nedergaard, professor, institut for statskundskab, københavns universitet
EU er i krise. I modsætning til situationen de
seneste 20 år, hvor EU’s værste kriser har drejet
sig om traktatændringer (især Maastricht-traktaten
og forfatningstraktaten), vedrører krisen
denne gang et allerede eksisterende politisk
samarbejdsområde.
Der har været mange kriser tidligere angående
EU’s samarbejdsområder. Landbrugspolitikken
var i alvorlig krise fra midten af
1970’erne til omkring 1990 på grund af vedvarende
overskudsproduktion og for høje budgetomkostninger
(nogen vil hævde, at krisen for
EU’s landbrugspolitik endnu ikke er overstået).
Fællesmarkedet var i krise under den accelererende
protektionisme i 1970’erne. Budgetpolitikken
var i krise frem til aftalen i 1983 i Fontainebleu,
da Margaret Thatcher fik sine
”money back”. Så det er ikke kriser, at EU
mangler.
I Bruxelles høres af og til et bon mot, som
lyder, at ”EU går fra krise til krise – fremad”.
De kriser, der her tænkes på, er imidlertid af
den overskuelige og ikke potentielt livstruende
slags. De kunne alle ordnes med en teknisk løsning
inden for de givne ramme for samarbejdet
uanset, om en sådan løsning var en ny budgetmodel,
en mælkekvoteordning, eliminering af
eksportstøtten, et nyt program for markedsintegrationen
osv.
Den nuværende krise i ØMU-samarbejdet er
en krise af en anden kaliber. Den vil efter al
sandsynlighed gå ind i historiebøgerne som en
krise for EU-samarbejdet på linje med krisen i
1966-67, da Frankrig boykottede møderne i
22 samfundsfagsnyt september 2011
Ministerrådet og første den såkaldte ”tomme
stols politik”. Det karakteristiske for den slags
kriser er, at deres løsning kræver ændringer af
EU’s politiske system.
Både kriserne i 1966-67 og 2010-11 var kriser
af den mellemstore slags. I begge tilfælde fik de
selv besindige iagttagere til at spørge, om EU
mon overlevede. I 1966-67 var løsningen, at EU
på trods af et overnationalt traktatgrundlag vedtog
– i hvert fald for en periode – at praktisere
en mellemstatslig beslutningsprocedure, hvor
hver enkelt stat i samarbejdet i princippet fik
vetoret, hvis vitale nationale interesser vurderedes
at være på spil (det såkaldte Luxembourgforlig).
Det daværende EF fik således flere lighedstræk
med en egentlig internationale organisationer,
end traktatfædrene havde påregnet.
I 2010-11 har løsningen hidtil været, at der er
sket en kraftig styrkelse af den finanspolitiske
koordination blandt euro-landene (og i en hvis
udstrækning også EU-lande udenfor euro-samarbejdet).
Det er bl.a. sket i form af det såkaldte
europæiske semester (som betyder, at finanslove
før vedtagelsen i de nationale parlamenter
skal godkendes af Kommissionen), og det er
sket via euro-pagten (eller konkurrenceevnepagten),
som indebærer, at offentlige lønninger,
landenes produktivitetsudvikling, pensionsforhold
og lignende makroøkonomiske parametre
inkluderes i EU-samarbejdet under proceduren
for åben koordination (den åbne koordinationsmetode
er baseret på indikatorer, benchmarking
osv. med det mål, at presse dårligt performende
lande til at tage initiativer til at for-