samfundsfagsnyt - FALS

den euroPæiske union og ulandene
Således er den største modtager af EU-bistand
Tyrkiet, der netop ikke er et AVS-land.
Europa-Kommissionen er den primært
ansvarlige for administrationen af EU’s bistand
til udviklingslandene. Kommissionen fungerer
principielt som et kollegium, hvor de 27 kommissærer
træffer afgørelse i fællesskab. Den
enkelte kommissær vil normalt have ansvaret
for et eller flere ressortområder – og således i
vidt omfang have en rolle, der svarer til en
dansk minister. Ligesom en dansk minister kan
støtte sig til sit ministeriums embedsværk, kan
en kommissær normalt støtte sig til embedsmændene
i et generaldirektorat. I praksis skal
Kommissionen træffe så ufatteligt mange afgørelser,
at det kun er et meget begrænset antal,
der træffes af kommissærerne i fællesskab. I
stedet er kompetencen til at træffe langt hovedparten
af afgørelserne blevet delegeret til den
enkelte kommissær eller til embedsmændene i
det enkelte generaldirektorat. En vigtig konsekvens
af dette er, at den strukturelle opbygning
af Kommissionens embedsværk får stor betydning
for såvel den praktiske udformning af
EU’s politikker som for den praktiske udmøntning
af disse politikker. Udviklingsområdet
udgør et godt eksempel på dette.
Traditionelt har Kommissionen delt ansvaret
for udviklingspolitikken på flere forskellige
aktører. En naturlig nøglerolle indtages af Generaldirektoratet
for udvikling (DG DevCo), der
er ansvarligt for EU’s udviklingspolitik og for at
levere udviklingsbistand. DG DevCo ledes af
kommissær Piebalgs. EU’s aktiviteter i relation
til nødhjælp administreres af Generaldirektoratet
for humanitær bistand (DG ECHO), som
ledes af kommissær Georgieva.
Som anført ovenfor har EU tildelt de
såkaldte AVS-lande en særligt privilegeret stilling
– både hvad angår bistand og handel. I vidt
omfang er privilegierne på handelsområdet
knyttet sammen med privilegierne på bistandsområdet.
I Kommissionen har man imidlertid
28 samfundsfagsnyt september 2011
administrativt splittet de to områder, således at
de særlige regler for handel med udviklingslandene
administreres af Kommissionens Generaldirektorat
for handel (DG Trade), der ledes af
kommissær De Gucht. Dette bringer således en
yderligere spiller på banen.
Ser man på de golde fakta om EU – befolkningsstørrelse,
bruttonationalprodukt, andel af
verdenshandlen osv. – så ville det være nærliggende
at forvente, at EU på den internationale
politiske scene havde en overvældende gennemslagskraft.
Det er imidlertid ikke tilfældet.
Der er endvidere nogenlunde enighed om årsagen
til dette: Nemlig, at der internt er for
mange modsatrettede interesser, som kombineret
med omstændelige beslutningsprocedurer
indebærer, at EU har haft svært ved at fremlægge
en konsekvent og effektiv udenrigspolitik.
I forbindelse med de forhandlinger, der til
slut førte frem til Lissabontraktaten, var intentionen
at gøre noget ved dette forhold, og en del
af løsningen blev at oprette Den Fælles Udenrigstjeneste
(FUT’en), som skulle være med til
at sikre, at EU kunne optræde koordineret og
effektivt på verdensscenen. Oprindeligt var det
forventningen, at FUT’en under ledelse af
Catherine Ashton ville fokusere på de ”store”
udenrigspolitiske spørgsmål, mens blandt
andet spørgsmålet om administration af EU’s
udviklingsbistand ville blive overladt til Kommissionens
embedsværk og de ansvarlige kommissærer.
FUT’en har imidlertid haft svært ved
at opnå den ønskede gennemslagskraft. Dette
forhold samt det faktum, at administration af
72 milliarder kroner uomtvisteligt giver et godt
grundlag for at søge indflydelse, har medført, at
FUT’en nu også ønsker indflydelse på, hvorledes
EU anvender bistandsmidlerne.
Og vi er ikke færdige. Ministerrådet, der
først og fremmest har en lovgivende rolle, og
som består af repræsentanter fra de 27 medlemslande,
søger således også aktivt at påvirke,
hvorledes EU’s udviklingsbistand anvendes.