samfundsfagsnyt - FALS

More documents

Recommendations

Info

den euroPæiske union og ulandene Frankrig en betydelig kolonimagt. EKSF-traktaten havde kun begrænset betydning for forholdet til de daværende kolonier. Men da de samme seks europæiske lande i 1957 undertegnede Traktaten om det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF-traktaten – bedre kendt som Romtraktaten) var situationen en ganske anden. Det fulgte eksempelvis af EØF-traktaten, at de seks lande skulle have en fælles handelspolitik – og at de på sigt skulle skabe et fællesmarked med en fælles toldmur. Disse tiltag kunne få vidtrækkende konsekvenser for de daværende kolonier, og især Frankrig insisterede derfor på, at kolonierne i EØF-traktaten skulle tildeles betydelige privilegier; i relation til såvel handel som bistand. Ikke mindst Vesttyskland var dog mere end skeptisk over for dette; en imødekommelse af de franske ønsker ville nemlig i høj grad indebære, at Frankrigs betragtelige udgifter til de franske kolonier fremdeles skulle bæres af alle seks EØFmedlemsstater i stedet for af Frankrig alene. Og vesttyskerne havde svært ved at se, hvorfor de skulle betale for, at Frankrig kunne opretholde sit koloniimperium. Franskmændene insisterede imidlertid, og det endte derfor med, at EØFtraktaten tillagde kolonier en særlig privilegeret status, men at man oprettede en særlig Europæisk Udviklingsfond til i vidt omfang at finansiere bistanden til kolonierne. Den Europæiske Udviklingsfond gjorde det muligt at fordele udgifterne efter en anden nøgle, end den som gjaldt for de øvrige aktiviteter under EØF-traktaten: Vesttyskland ville således stadig betale til de franske kolonier, men Frankrig ville trods alt betale en del mere. Den dag i dag kommer en væsentlig del af EU’s udviklingsbistand fra den Europæiske Udviklingsfond. Blækket var knapt blevet tørt efter undertegnelsen af EØF-traktaten, før end frihedskampene bølgede gennem en stor del af datidens kolonier. Og efterhånden som kolonierne opnåede selvstændighed var det de nye selvstændige stater, der skulle varetage relationerne til De 26 <strong>samfundsfagsnyt</strong> september 2011 Europæiske Fællesskaber, i stedet for den tidligere kolonimagt. Der blev derfor oprettet en konvention, som skulle regulere relationerne mellem en række tidligere kolonier og De Europæiske Fællesskaber. Den første konvention, der blev underskrevet i Camerouns hovedstad Yaoundé i 1963, og sædvanligvis omtales som Yaoundé I. Konventionen, løb frem til 1969, hvorefter den blev afløst af Yaoundé II Konventionen, som igen successivt blev afløst af de såkaldte Lomékonventioner. Over årene har disse konventioner i stadig øget omfang reguleret en række afrikanske, vestindiske og stillehavslandes (AVS-landene) relationer til EU. Fælles for alle konventionerne er, at de har stået på to centrale piller, nemlig handel og udviklingsbistand. Men de har også i stigende omfang inddraget emner som politisk samarbejde i bred forstand, kulturudveksling, og endog fri bevægelighed for personer. Det karakteristiske har været, at man har tilstræbt at give AVS-landene en række privilegier, som andre lande ikke har haft adgang til. Det havde den naturlige konsekvens, at også andre udviklingslande, der ikke var omfattet af konventionerne, blev stillet ringere end AVS-landene. Særligt gav konventionerne privilegeret adgang til EU’s marked uden om de høje toldmure, der tidligere omgav EU, og konventionerne har dannet grundlag for udviklingsbistand, som kun blev AVS-landene til del. I 2000 blev den sidste Lomékonvention erstattet af den såkaldte Cotonou partnerskabsaftale, som skal løbe til 2020. At ordet ”partnerskab” fandt vej til aftalens titel var langt fra en tilfældighed. ”Partnerskab” indikerer jo, at aftalen er indgået mellem ligeværdige. Og mens særligt Lomé-konventionerne var baseret på en ide om, at EU ensidigt skulle give og AVS-landene ensidigt modtage, så tilsiger ønsket om ligeværdighed, at der i højere grad er tale om gensidighed. EU’s bistand til AVS-landene bliver derfor gjort betinget af opfyldelse af visse
krav. Og AVS-landenes tidligere ensidige privilegerede adgang til EU’s marked, er blevet afløst af en i princippet gensidig privilegeret markedsadgang – således at EU’s virksomheder også skal have adgang til AVS-landenes markeder uden om disse landes (ofte høje) toldmure. Denne gensidighed har ikke overraskende afstedkommet en del utilfredshed blandt AVSlandene, men EU har kunnet henholde sig til, at den tidligere ensidige tildeling af markedsadgangsprivilegier til AVS-landene var i strid med verdenshandelsorganisationen WTO’s regler, som EU er forpligtet til at overholde. Ændringerne i EU’s relationer til udviklingslandene fra at være ensidigt gunstige til at være gensidigt gunstige kan dog næppe alene tilskrives EU’s ønske om at respektere sine WTO-forpligtelser. Ser man ændringerne i et bredere perspektiv, er det nemlig karakteristisk, at EU, mens den kolde krig rasede, i høj grad knyttede en række udviklingslande til sig gennem gunstige handels- og bistandsaftaler. Dette bidrog til at holde disse udviklingslande på afstand af sovjetblokken. Med sovjetblokkens sammenbrud gik verden fra grundlæggende at være bipolar til at blive unipolar med USA som ubestridt leder. I denne unipolare verden blev det muligt for EU at stille krav til udviklingslandene, uden at EU behøvede at frygte, at udviklingslandene ville søge andre allierede – for der var reelt ikke andre steder at søge hen. Imidlertid er det i dag blevet kendeligt, at USA og vesten mister indflydelse, mens ikke mindst Kina, Indien og Brasilien oplever markant stigende international indflydelse – ikke mindst i udviklingslandene. Hertil kommer, at en række udviklingslande oplever kraftig økonomisk fremgang og således også af denne grund bliver mindre afhængige af støtte fra EU. Samlet betyder disse forandringer, at EU’s forhandlingsposition over for udviklingslandene svækkes. den euroPæiske union og ulandene eu’s udviklingsbistand eu – en stor spiller I 2009 gav Danmark lige over 15 milliarder kroner i udviklingsbistand. Samme år administrerede Europa-Kommissionen bistand for knap 72 milliarder kroner (9,7 milliarder euro). Og samlet stod EU og EU’s 27 medlemslande (i 2010) for udviklingsbistand for lige over 400 milliarder kroner (53,8 milliarder euro). Dette gør EU som helhed til verdens største donor af udviklingsbistand. Mens udviklingsbistand tilsigter at skabe bedre levevilkår på varigt grundlag, tilsigter humanitær bistand at afhjælpe konsekvenserne af naturkatastrofer, krig og tilsvarende situationer, hvor målet i vidt omfang helt grundlæggende er overlevelse. Og også når det kommer til nødhjælp er EU en væsentlig spiller. Således stod EU’s nødhjælpsadministration – ECHO – i 2010 for nødhjælp for et beløb på godt 8,3 milliarder kroner (1,1 milliarder euro), hvilket gør det til verdens største nødhjælpsdonor. EU er med andre ord en helt central aktør på den internationale bistandsscene. den institutionelle struktur Styringen af EU systemets ”egne” 72 milliarder kroner udviklingsbistand kan umiddelbart forekomme lettere kaotisk. Som anført ovenfor, kommer en væsentlig del af EU’s udviklingsbistand fra den såkaldte Europæiske Udviklingsfond (EUF). Disse midler er rettet mod AVSlandene – hvilket i praksis nærmest vil sige Afrika syd for Sahara. EUF’en er kendetegnet ved, at de forskellige medlemsstater kan vælge at bidrage med en forholdsmæssigt større eller mindre andel, end hvad de bidrager med til EU’s normale budget. Samtidig gælder der nogle andre procedureregler for EUF-midlerne. EU yder imidlertid også betydelig udviklingsbistand direkte over det sædvanlige budget – og efter de sædvanlige budgetregler. Og disse midler kan gives til projekter i alle udviklingslande. <strong>samfundsfagsnyt</strong> september 2011 27
Page 1 and 2: samfundsfagsnyt Tema: eu 183 » sep
Page 3 and 4: nyt fra bestyrelsen. så er vi i ga
Page 5 and 6: nyt fra fagkonsulenten af Bent fisc
Page 7 and 8: I august er bedømmelsesvejledninge
Page 9 and 10: historie samfunDsfag Lotte schou og
Page 11 and 12: skrifTlig PrØVe i samfundsfag 2011
Page 13 and 14: vende hypoteser. Eleven kan selv tj
Page 15 and 16: eksamensopgave 2011 af laura korner
Page 17 and 18: ganisationer: præsidenten, Kongres
Page 19 and 20: Dansk Folkeparti. I skal i denne st
Page 21 and 22: kommentarer til besvarelsen af lass
Page 23 and 24: edre situationen). Endelig er der s
Page 25: den europæiske union og udviklings
Page 29 and 30: Danmark har traditionelt været sæ
Page 31 and 32: densmarkedspriserne. For at holde E
Page 33 and 34: indkomster, at der ikke er plads ti
Page 35 and 36: erne vedr. prisstabilitet, rentesat
Page 37 and 38: Trin 1): Vælg indhold For at vælg
Page 39 and 40: FÅ STYR PÅ EU Klæd dine elever p
Page 41 and 42: dels, at der er mere vold i de mest
Page 43 and 44: elever prøver kræfter med rollen
Page 45 and 46: generalforsamlingskursus 2011 for s
Page 47 and 48: Europa på vEj EUropa på vej rette
Page 49 and 50: anmeldelser gregers friisberg Polit
Page 51 and 52: i den praktiske undervisning. Med d
Page 53 and 54: liver uoverskuelig på trods af en
Page 55 and 56: sition han har bevæget sig delvist
Page 57 and 58: Bøger til anmeldelse anmeldelser n
Page 59 and 60: Temadage om konspirationsteorier Hi
Page 61 and 62: Bestyrelsen formand, fondsrepræsen
Page 63 and 64: Når Gud bliver nationalist - civil

samfundsfagsnyt - FALS

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?