samfundsfagsnyt - FALS

den euroPæiske union og ulandene
Frankrig en betydelig kolonimagt. EKSF-traktaten
havde kun begrænset betydning for forholdet
til de daværende kolonier. Men da de samme
seks europæiske lande i 1957 undertegnede
Traktaten om det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(EØF-traktaten – bedre kendt som Romtraktaten)
var situationen en ganske anden. Det
fulgte eksempelvis af EØF-traktaten, at de seks
lande skulle have en fælles handelspolitik – og at
de på sigt skulle skabe et fællesmarked med en
fælles toldmur. Disse tiltag kunne få vidtrækkende
konsekvenser for de daværende kolonier,
og især Frankrig insisterede derfor på, at kolonierne
i EØF-traktaten skulle tildeles betydelige
privilegier; i relation til såvel handel som bistand.
Ikke mindst Vesttyskland var dog mere end
skeptisk over for dette; en imødekommelse af de
franske ønsker ville nemlig i høj grad indebære,
at Frankrigs betragtelige udgifter til de franske
kolonier fremdeles skulle bæres af alle seks EØFmedlemsstater
i stedet for af Frankrig alene. Og
vesttyskerne havde svært ved at se, hvorfor de
skulle betale for, at Frankrig kunne opretholde
sit koloniimperium. Franskmændene insisterede
imidlertid, og det endte derfor med, at EØFtraktaten
tillagde kolonier en særlig privilegeret
status, men at man oprettede en særlig Europæisk
Udviklingsfond til i vidt omfang at finansiere
bistanden til kolonierne. Den Europæiske
Udviklingsfond gjorde det muligt at fordele
udgifterne efter en anden nøgle, end den som
gjaldt for de øvrige aktiviteter under EØF-traktaten:
Vesttyskland ville således stadig betale til de
franske kolonier, men Frankrig ville trods alt
betale en del mere. Den dag i dag kommer en
væsentlig del af EU’s udviklingsbistand fra den
Europæiske Udviklingsfond.
Blækket var knapt blevet tørt efter undertegnelsen
af EØF-traktaten, før end frihedskampene
bølgede gennem en stor del af datidens
kolonier. Og efterhånden som kolonierne opnåede
selvstændighed var det de nye selvstændige
stater, der skulle varetage relationerne til De
26 samfundsfagsnyt september 2011
Europæiske Fællesskaber, i stedet for den tidligere
kolonimagt. Der blev derfor oprettet en
konvention, som skulle regulere relationerne
mellem en række tidligere kolonier og De Europæiske
Fællesskaber. Den første konvention,
der blev underskrevet i Camerouns hovedstad
Yaoundé i 1963, og sædvanligvis omtales som
Yaoundé I. Konventionen, løb frem til 1969,
hvorefter den blev afløst af Yaoundé II Konventionen,
som igen successivt blev afløst af de
såkaldte Lomékonventioner.
Over årene har disse konventioner i stadig
øget omfang reguleret en række afrikanske,
vestindiske og stillehavslandes (AVS-landene)
relationer til EU. Fælles for alle konventionerne
er, at de har stået på to centrale piller, nemlig
handel og udviklingsbistand. Men de har også i
stigende omfang inddraget emner som politisk
samarbejde i bred forstand, kulturudveksling,
og endog fri bevægelighed for personer. Det
karakteristiske har været, at man har tilstræbt
at give AVS-landene en række privilegier, som
andre lande ikke har haft adgang til. Det havde
den naturlige konsekvens, at også andre udviklingslande,
der ikke var omfattet af konventionerne,
blev stillet ringere end AVS-landene.
Særligt gav konventionerne privilegeret adgang
til EU’s marked uden om de høje toldmure, der
tidligere omgav EU, og konventionerne har
dannet grundlag for udviklingsbistand, som
kun blev AVS-landene til del.
I 2000 blev den sidste Lomékonvention
erstattet af den såkaldte Cotonou partnerskabsaftale,
som skal løbe til 2020. At ordet ”partnerskab”
fandt vej til aftalens titel var langt fra en
tilfældighed. ”Partnerskab” indikerer jo, at
aftalen er indgået mellem ligeværdige. Og mens
særligt Lomé-konventionerne var baseret på en
ide om, at EU ensidigt skulle give og AVS-landene
ensidigt modtage, så tilsiger ønsket om
ligeværdighed, at der i højere grad er tale om
gensidighed. EU’s bistand til AVS-landene bliver
derfor gjort betinget af opfyldelse af visse