Kapitel 2. Skattefænomenet - Frank Høgholm Pedersen

Kapitel 2. Skattefænomenet
Beskatning kan principielt ske på grundlag af det, man kunne erhverve, det
man har erhvervet, den konsumerbare eller den forbrugte indkomst. 75 Alle
indkomstskattesystemer beskatter ud fra, hvad man har erhvervet. Beskatning
på grundlag af det, man kunne erhverve, synes ingen at være tilhænger af. 76
Beskatning på grundlag af den forbrugte indkomst har tilhængere blandt
skatteteoretikere; men de fleste skatteteoretikere er vistnok enige om, at en
overgang til et sådant system ikke er ønskelig. De betydelige problemer, som
selve overgangen til et nyt og markant anderledes system ville medføre, er den
faktor, som bevirker, at de fleste ikke vil anbefale en overgang til beskatning
på grundlag af den forbrugte indkomst. 77
Det Haig-Simons’ske indkomstbegreb
Som nævnt kan indkomst i en velfærdsøkonomisk forstand opfattes som en
behovstilfredsstillelsesstrøm. Thorlund Jepsen beskriver, hvordan kun enten
det Haig-Simons’ske indkomstbegreb eller et indkomstbegreb, som beskatter
75. Klaus Tipke, s. 496.
76. Beskattede man efter, hvad vedkommende skatteyder kunne erhverve, ville begrundelsen
herfor være, at det mest retfærdige var, at man betalte skat efter, hvad man evnede at
bidrage med. Ideen kan illustreres med spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at f.eks.
den hårdtarbejdende håndværker, som tjener 20 pct. mere end tandlægen, der har valgt kun
at arbejde på halv tid, fordi han vil have tid til at dyrke sine hobbies, skal betale mere i skat
end tandlægen. Spørgsmålet er, om tandlægen ikke burde sættes i skat efter, hvad en
gennemsnitsindkomst for en tandlæge er, således at tandlægen selv betalte sit ønske om
mere fritid. I det nuværende system begunstiges fritid, fordi der er skat på det gode, som
indkomst er, men ikke på det gode, som fritid er. Man kan således også spørge, om det er
rimeligt, at en person, der kunne tjene det dobbelte som f.eks. informationsmedarbejder i en
privat virksomhed, arbejder på et gymnasium, blot fordi vedkommende finder det mere
tilfredsstillende? Burde vedkommende ikke sættes i skat efter den høje løn og dermed lade
tilfredsstillelsen ved at arbejde som gymnasielærer opveje den ringere privatøkonomi?
Fastlæggelsen af, hvad den enkelte skatteyder kunne tjene, vil naturligvis være særdeles
vanskelig, og for nogle skatteydere ville det være helt arbitrært. For en ansat tandlæge ville
det dog ikke være helt umuligt. Det er formentlig ikke så meget de praktiske
vanskeligheder, men snarere de normative aspekter, der bevirker, at ingen lande beskatter
efter, hvad den enkelte skatteyder kunne erhverve. Det ville blive opfattet som en voldsom
indgriben i den enkeltes frihed, hvis staten indirekte skulle tvinge borgerne til at tage
bestemte jobs. Tvangen kunne også blive direkte, hvis lønnen for det job, man valgte, ikke
engang kunne dække skatten, fordi denne blev fastsat efter det meget højtlønnede erhverv,
som man kunne have haft.
77. Direkte forbrugsskat forbindes ofte med de engelske økonomer Ficher og Kaldor. Beskatning
efter forbrug i stedet for forbrugsmulighed er radikalt anderledes. Opsparing vil ved
beskatning efter forbrug gå fri for beskatning, indtil midlerne anvendes, eller beskatningen
kan ske i forbindelse med død eller gave. Se Gunnar Thorlund Jepsen, s. 38. Om direkte
forbrugskat, se. Betænkning om forbrugsskat, Betænkning nr. 202 fra 1956 og f.eks.
Gunnar Thorlund Jepsen, Direkte forbrugsskat, Hvorfor? – Hvordan? Direkte forbrugsbeskatning
behandles også i Thorlund Jepsens bog Skattepolitik.
66