Klitgaard, Håndbog om gadeplansarbejde, 2009 - Ny i Danmark

Brug af
konkrete eksempler og cases
Det opsøgende arbejde er kendetegnet ved
at foregå uden for eller på kanten af de
eksisterende institutioner og forvaltninger.
Det vil sige, at der sjældent er rammer og
regler for, hvordan situationer skal tackles.
Gade medarbejderne må prøve sig frem
for at se, hvilken effekt deres handlinger
har i de konkrete situationer. Derfor er
det essentielt, at gademedarbejderne har
tid og rum til faglige og etiske refleksioner
sammen. Mange af samtalerne mellem
gademedarbejderne drejer sig ofte om deres
egen mulighed for at handle i mødet med
en ung:
• Hvordan virker det, jeg gør?
• Virker det også i lignende situationer?
• Virker det for andre end mig?
»Det er vigtigt, at vi holder fast i, at vi
arbejder med en åben dialog og en vifte af
muligheder. Her skal vi tænke højt og ikke
komme med en masse gode råd. Der ligger
også en anerkendelse i det, fordi man tænker:
Åh, det er ikke så dårligt, det, jeg går og
gør!«
– Gademedarbejder
Medarbejderne i Gadeteamet har brugt
forskellige konstruerede cases til at drøfte,
hvordan de hver især ville vælge at handle
i en given situation. De forskellige cases
har fungeret som katalysator for, at medarbejderne
i teamet har fået talt om deres
erfaringer fra arbejdet på gaden.
Pointen i arbejdet med de konstruerede
cases er, at der ikke findes en standardløsning
for, hvordan en gademedarbejder skal
håndtere en bestemt situation. Derfor er
man som kolleger nødt til at kende hinandens
forskellige indfaldsvinkler og holdninger
til, hvordan man vælger at gå frem i
mødet med børn og unge på gaden.
Case øvelser
Du er ansat som opsøgende medarbejder i
Gadeteamet og skal sammen med din kollega
komme med forslag til, hvordan I vil
handle for at afhjælpe den unges situation.
Jeres eneste redskab er jer selv, en mobiltelefon
og et begrænset økonomisk råderum
til her og nu udgifter.
I har ikke kompetence til at foretage anbringelser
eller iværksætte andre foranstaltninger,
men kan selvfølgelig henvende
jer til Socialforvaltningen i kommunen.
Det er vigtigt, at I overvejer alternative
løsninger, hvis den første ikke lykkes. Der
findes ikke nogen standardløsning.
Case 1: Pige, 14 år.
Er holdt op med at komme i klubben. Muligvis
har hun haft en kontrovers med andre
unge. Hun har tidligere haft perioder,
hvor hun har været meget mut og indelukket.
Hun har tilsyneladende ingen venner,
holder sig ofte for sig selv. Henvender sig
aldrig til voksne om problemer. I møder
hende på gaden om aftenen.
Hvordan vil I få kontakt med pigen?
Hvornår kan man tillade sig at kontakte en
ung?
Case 2: Dreng, 15 år.
Sidder alene bag ved sportshallen fredag
aften og ser meget trist ud. Han fortæller,
at hans forældre drikker. Ryger selv meget
hash. Har samme dag været oppe at slås
med stedfar og ønsker under ingen omstændigheder
at tage hjem igen. Han vil ikke
have, at forældrene får at vide, hvor han er.
Hvad er drengens vigtigste problem lige nu?
Hvordan vil I hjælpe ham?
Case 3: Tre piger, 14-15 år.
Opholder sig på en central plads i bydelen.
Er meget provokerende over for forbipasserende.
Ingen tør tilsyneladende sige noget
til dem. I har hørt rygter om, at disse piger
har overfaldet yngre piger og frataget dem
deres penge, men ingen har kunnet bevise
det, fordi ofrene for overfaldet ikke tør
melde pigerne. Det er tydeligt, at den ene
pige på 15 år er føreren, mens de to andre
er medløbere. I ved, at pigen på 15 tidligere
har været frivilligt anbragt, men hun er nu
hjemgivet efter eget og moderens ønske.
De to andre er ikke kendt af systemet. P.t.
har ingen i det sociale system kontakt med
dem.
Da de ser jer på gaden, giver de jer
fingeren og siger, at I bare skal skride, hvis
I ikke vil have nogen bank.
46 | | 47