Klitgaard, Håndbog om gadeplansarbejde, 2009 - Ny i Danmark

men hvad kan du egentlig gøre for mig? Jeg
har brug for en læreplads, eller jeg har brug
for et fritidsjob!
Og hvis man ikke er hurtig på aftrækkeren
og ikke kommer med noget, så gider de
ikke tale med dig. Det er noget, der hurtigt
rygtes blandt de unge!
Derfor var det simpelthen så godt, at vi
samarbejdede med Helle, som var leder af
et projekt, hvor de forsøgte at skaffe unge et
job eller en læreplads. Vi skaffede en ung
en læreplads hos en mekaniker. Vi var ude
på autoværkstedet og præsentere ham for
mester, som jeg kendte.
Mester sagde: Prøv og hør, der er ingen
kære mor her! Du skal komme en halv time
før de andre. Du er lærling, og du skal arbejde
hårdt, og jeg råber af dig, men du skal
nok lære det hele, hvis du hænger i!
Han tog det simpelthen til sig, og han
fuldførte sin uddannelse. Det var faktisk
ham, der var med til at give et signal til de
andre unge om, at: Hov, de mener sgu det,
de siger!«
– Gademedarbejder
Gadeteamets mission
at yde en kriminalpræventiv indsats ved
at opsøge forenings- og institutionsløse
børn og unge i alderen 13-20 år og tilbyde
rådgivning og vejleding i forbindelse
med fritid, job og uddannelse.
at medvirke til at forebygge konflikter
mellem grupper af unge på ydre Nørrebro
og være tryghedsskabende blandt
unge og beboere i lokalområdet.
Det er vigtigt at sende ærlige signaler til de
unge, hvis der skal opnås en positiv kontakt.
At skabe en god kontakt til de unge er
afgørende for gademedarbejdernes mulighed
for at kunne motivere de unge til at
finde et positivt alternativ til livet på gaden.
For gademedarbejderne handler det om at
få de unges tillid, så de vil involvere den
opsøgende medarbejder i deres problemer.
At opnå de unges tillid og fortrolighed kan
tage flere uger eller måneder. Og det tager
ofte endnu længere tid at motivere en ung
til forandring. Det er først, når den unge er
motiveret, at det for alvor lykkes for gademedarbejderne
at bevæge den unge i den
ønskede retning.
DER SKal væRE
PlaDS Til allE!
Peter Schneider er beboerformand i viBO’s
ejendom i aldersrogade, hvor han har boet i en
lejlighed sammen med sin kone i 25 år. På den
anden side af gaden ligger en række røde ejendomme,
som tilhører lejerbo.
vi sidder ude i Peters køkken, hvor der er dækket
op med kaffekopper, servietter og stearinlys.
Familiens lille hund snuser til mine ben, mens
den bjæffer højlydt for lige at markere, at jeg er
trådt ind på et territorium, der absolut ikke er
mit. Pete rs kone kalder hunden til sig og lukker
døren, så vi kan sidde i fred og ro og tale sam-
men ude i familiens køkken.
»Jeg kender alle de børn, der bor her i ejendom-
men. vi er på fornavn, og de siger: Hej Peter!
De kender godt min indstilling og ved, at jeg
[ET øJEBliKSBillEDE]
synes, de skal opføre sig ordentligt, fordi der skal
være plads til os alle. Hvis de mindre børn for
eksempel går og hiver blomsterne op af bedene,
så spørger jeg dem, om de har tænkt over, at
blomsterne er til os alle sammen.
»Når du plukker den blomst der, så er der
ingen, der har glæde af den! Havde du nu ladet
den være, så havde vi alle sammen kunnet se
den.«
Peter fortæller mig, at det store stålhegn, jeg kan
se hele vejen rundt om gården og de grønne
områder, ikke altid har været der. Hegnet er
kommet op for at beskytte børnene i ejendommen!
Det hele startede med en konflikt mellem
ham og en gruppe unge fra ejendommen på
den anden side af vejen.
58 | | 59