»Der var nogle af de halvstore knægte ovre fra lejerbo, s<strong>om</strong> sad og røg inde i boldburet i vores gård. De råbte ad de mindre børn og jog dem væk fra legepladsen. Jeg var henne i boldburet hos dem et par gange og fortælle dem, at de var nødt til at gå. De brokkede sig højlydt, men det endte med, at de gik. Et par dage efter sad de og røg i vores legehus, for der kan de sidde i tørvejr. De begyndte at brænde tingene af inde i huset. Så blev jeg tosset og smed dem ud. Jeg sagde til dem, at de skulle skrubbe af! De ville ikke gå lige med det samme, og så måtte jeg jo puste mig lidt op. Så fik jeg dem ud. Bagefter tog vi taget af legehuset, sådan at de ikke kunne hoppe derind, når det blev regnvejr. Så blev jeg uvenner med dem! Så kørte de på knallert tværs igennem bebyggel- sen helt uden at tage hensyn til, <strong>om</strong> der legede børn. De kørte for fulde gardiner! Jeg stoppede dem og skældte dem ud. Det provokerede dem, og så skulle de jo køre endnu mere gennem vores bebyggelse. På et beboermøde blev der stillet forslag <strong>om</strong>, at vi fik stålhegn tværs over gården, så de ikke kunne køre igennem på deres knallerter. i dag er hele bebyggelsen lukket af med hegn, og man skal bruge nøgle for at k<strong>om</strong>me igennem. Det stoppede for knallertkørselen, men jeg blev selvfølgelig endnu mere upopulær. De begyndte at kyle sten efter mig, når jeg gik tur med hunden. Jeg ringede til politiet op til flere gange, og efterhånden blev det en sport for dem at kaste sten efter mig. Det blev også en sport at smadre vores ruder her i lejligheden. Der k<strong>om</strong> nogle kæmpe store sten gennem ruden for fuld power. Jeg fik kontakt til nærpolitiet, og vi talte en del <strong>om</strong> de problemer, der er her. Specielt med de smadrede ruder og stenkastningen. Det gør de jo i Palæstina, der kaster de jo med sten, og det er en del af deres kultur. Jeg synes ikke, det er særlig rart, at de kyler sten efter mig fra det modsatte fortov, og nogle gange rammer de bilerne, der holder parkeret. lige efter nytår gik det helt galt. Når glarme- steren satte en rude i <strong>om</strong> formiddagen, så blev ruden smadret igen <strong>om</strong> aftenen. Når vi hørte, at ruden smadrede, så ringede vi til politiet og anmeldte det, og så k<strong>om</strong> glarmesteren den næste formiddag. Til sidst reagerede min kone og jeg ikke på det, vi kiggede bare på hinanden og sagde: Nå! vi fik sat persienner op, så vi kunne holde de fleste af glasskårene væk, når ruden smadrede. Men vi kunne jo ikke blive ved med at leve med det! i dag har vi fået sat panserglas op i lejligheden i stedet for glasruder. Hvis de kaster en sten på ruden, så ryger den lige tilbage, hvor den k<strong>om</strong> fra! Før vi fik sat panserglas op i lejligheden, var der en af dem fra Gadeteamet, s<strong>om</strong> også er medarbejder i Ungehuset First Floor, der så, at min rude var smadret. Han spurgte, hvad der var sket, og jeg forklarede ham det hele. Så sagde han, det ikke kunne være rigtigt! En dag står gademedarbejderen og formanden ovre fra lejerbo og taler sammen <strong>om</strong> problemet, og de bliver enige <strong>om</strong>, at det ville være en god idé, hvis jeg k<strong>om</strong> ned i Ungehuset og forklarede de unge, hvad en afdelingsbestyrelse var. Men jeg måtte ikke k<strong>om</strong>me ind på hærværket eller episoderne. Det skulle udelukkende handle <strong>om</strong>, hvad en afdelingsbestyrelse var for noget. Drengene havde store øjne, da de så mig k<strong>om</strong>- me, og du kan tro, at huen blev trukket ned <strong>om</strong> ørerne. Jeg præsenterede mig og fortalte dem, hvordan det hele hang sammen, og hvordan en bestyrelse fungerede, og hvordan vi brugte vores penge på forbedringer og ture for beboerne. Og det var klart, at det var bedre at bruge pengene på den måde end at skulle bruge alle beboernes penge på ødelagte ting. Nu vidste drengene godt, at jorden brændte under fødderne på dem, fordi alle godt vidste, hvem det var, der lavede hærværket. Flere af dem sad og kiggede ned i bordet. Så uden at konfrontere dem direkte, er de blevet klar over, at vi alle sammen godt ved, hvad de laver. Det er derfor hærværket og truslerne er stoppet. Det var i februar måned, jeg mødtes med de unge i First Floor, og nu er det april, og der har ikke været noget siden. Nu har vi jo præsenteret os for hinanden, så hvis de stopper mig på gaden og tiltaler mig med mit navn, så taler jeg selvfølgelig med dem. 60 | | 61
62 | 3