Socialpolitikken i forbundsrepublikken Tyskland - Økonomisk Institut ...

ligger Tyskland ganske tæt op af den konservative velfærdsstatsmodel. Med hensyn til de tre
idealtypiske modeller i den socialpolitiske fordelingsproces dominerer Bismarcks
socialforsikringsmodel i Tyskland, mens socialforsorgsmodellen, der i Tyskland realiseres via
socialhjælpen, spiller en mindre rolle. Derimod har statsborgerskabsmodellen ingen betydning
i det tyske sociale sikringssystem, idet ingen ydelser tildeles efter statsborgerskabsprincippet
og uden hensyntagen til indkomst 5 .
I den tyske socialpolitiske terminologi eksisterer der en meget markant sondring imellem på
den ene side socialforsikringsprincippet og på den anden side socialforsorgsprincippet.
Forsikringsprincippet gælder for personer, der optjener ret til ydelser gennem tilknytning til
arbejdsmarkedet og i visse tilfælde deres familie, hvorimod forsorgsprincippet gælder for
personer, som er uden for det normale arbejdsmarkedet og som ikke har øvrige ressourser til
rådighed. Således er der foruden socialforsikringerne opstillet et parallelt ydelsessystem i
offentligt regi for de personer, der er udelukket fra forsikringsydelserne. Der eksisterer en klar
forskelsbehandling mellem de personer, der modtager ydelser efter henholdsvis forsikrings-
og forsorgsprincippet. For den første gruppe er de forsikringsmæssige ydelser oftest relativt
rigelige, idet ydelserne afspejler borgernes indsats i erhvervslivet og Bismarck ønskede netop
at fastholde en allerede etableret klassestruktur. For den anden gruppe afstedkommer
princippet om subsidiaritet (Jvf. afsnit 1.5.1.), at staten i princippet kun hjælper, når familiens,
de frivillige organisationers og kirkens kapacitet til at hjælpe er opbrugt. Niveauet for de
offentlige socialhjælpsydelser er langt mindre end forsikringsordningernes ydelser og det
sociale stemplingspræg langt mere udtalt. Således er arbejdsmarkedets parter ansvarlige for
den generelle sociale sikring, hvorimod staten udgør det nederste sikkerhedsnet.
Den ene store arkitekt bag den tyske velfærdsstat er, skaberen af socialforsikringsmodellen,
Otto von Bismarck (1815-1898), der var statsminister og rigskansler i årene 1862-1890.
Bismarck's indsats vedrører organisationen af de sociale sikringssystemer. Foruden Bismarck
har den katolske sociallære udøvet en kolossal indflydelse på socialpolitikken og de vigtigste
grundlæggende principper i den tyske socialpolitik nedstammer herfra. Navnlig Pave Pius XI
betragtes i den forbindelse som en særdeles betydningsfuld skikkelse.
5 Undtagelsen er børnepenge (Kindergeld) og børnefradrag (Kinderfreibetrag) (Jvf. afs. 4.4.1.).
12