Socialpolitikken i forbundsrepublikken Tyskland - Økonomisk Institut ...

serviceydelser, herunder især området for behandling, pasning og pleje af børn og ældre og
rådgivning. Den kontinuerlige vækst i de offentlige sociale opgaver kan på den ene side
tilbageføres til sociale, økonomiske og demografiske forandringer, herunder et stærkt stigende
antal arbejdsløse og ældre, og på den anden side tilbageføres til stigende forventninger mht.
kvalitet og kvantitet (Backhaus-Maul 1998).
Med den tyske genforening kom det vesttyske sociale sikringssystem også til at gælde for de
nye delstater med virkning fra 1992. Den politiske, organisatoriske og finansielle struktur i det
forenede Tyskland er således en større udgave af BRD. BRD's forfatning (Grundgesetz)
gælder fortsat og de centrale institutioner, Bundestag, Bundesrat og Bundesbank, er blot
blevet udvidet. I dag er den væsentligste forskel på det sociale sikringssystem i de nye og
gamle delstater, at beregningsgrundlaget for indbetaling af obligatoriske bidrag er mindre i de
nye delstater. Desuden tildeles visse af de sociale ydelser med et lavere beløb i de nye end
gamle delstater, mens andre tildeles med præcis det samme beløb.
Det tyske sociale sikringssystems udformning i dag er i høj grad et resultat af Bismarcks
lovgivning fra 1880'erne, da forsikringsprincippet fortsat er grundstammen i det sociale
sikringssystem. Dermed er grundprincippet i det sociale sikringssystem kendetegnet ved en
betydelig institutionel stabilitet, der har overlevet så forskellige regimer som det tyske
kejserrige, Weimarrebublikken, den tyske nazisme og helt frem til i dag.
2.2. Det sociale sikringssystem i dag
I dag er socialpolitik i forbundsrepublikken et resultatet af en kontrovers forhandlingsproces
mellem forbundsstaten, delstaterne og kommunerne under deltagelse af de frivillige
velgørenhedsorganisationer (Pitschas 1996). Desuden forsøger organiserede interessegrupper
(interesseorganisationer og partier), at opnå indflydelse på den socialpolitiske
beslutningsproces. Forbundsstaten og delstaterne råder over lovgivningskompetencen, mens
kommunernes opgave først og fremmest er den konkrete tilvejebringelse af sociale
serviceydelser (Pitschas 1996). Foruden lovgivningskompetencen benytter forbundsstaten og
delstaterne programmer og rammeplanlægning som de væsentligste instrumenter til at
gennemføre den sociale infrastruktur. Den konkrete tilvejebringelse af de offentlige sociale
24