Speciale I - Miljøministeriet

Schaffer er ligeledes forsigtig overfor antallet på 500 individer og fremfører, at det er ”based
on very general applications of basic genetic principles and, consequently, are somewhat
oversimplified.” (Scaffer, 1981:133). Derfor er det nødvendigt med mere detaljerede
informationer om genetisk variation og ynglestrukturen for den enkelte art. Det giver
mulighed for at bestemme populationsstørrelsen, så den genetiske variation kan sikres og
ikke tabes ved indavl eller genetisk drift. (Ibid.) Hvis denne information ikke er til stede,
skal antallet på 500 anses som “…very rough guidelines rather than specific prescriptions.”
(Scaffer, 1981:134).
DMU forholder sig imidlertid ikke eksplicit til forfatternes forbehold i rapporten Kriterier
for gunstig bevaringsstatus, og der er ikke indsamlet information om genetisk variation og
ynglestruktur for odder og klokkefrø. Derfor må det konstateres, at arternes MVP-værdi
bygger på et noget usikkert vidensgrundlag, og dermed der det ikke sikkert, at de opstillede
MVP-værdier er tilstrækkelige store til at sikre mod indavl og dermed bevare dem på lang
sigt.
I 1980 blev det eksempelvis vurderet, at der var ca. 200 oddere i Danmark, men senere er
antallet steget betydeligt (Madsen, 2006, pers. komm.). Dermed uddør en population ikke
nødvendigvis, selv om den bliver lavere end MVP-værdien. Hvis en population befinder
sig over den fastsatte MVP-værdi, er det dog heller ikke ensbetydende med, at den med garanti
vil bevares på lang sigt, da forringelser af dens levevilkår, sygdom og lignende kan
medføre, at arten alligevel uddør.
Fragmenteringens konsekvenser for populationers genetiske variation
I en tilstrækkelig stor population er den genetiske variation af en sådan størrelsesorden, at
der som oftest sikres tilpasning til ændringer i miljøet. Samtidig vil den samlede genetiske
variation være i en dynamisk ligevægt, hvor der samtidig med dannelse af nye genetiske
variationer via mutation (dvs. ændringer i det genetiske materiale) også forsvinder variationer,
som betegnes genetisk drift eller genetisk erosion (Siegismund, 1993:17f og Fog,
2001:25). Den genetiske drift er omvendt proportional med størrelsen af populationen, og
dermed vil tabet af variation forløbe hurtigere, jo mindre populationen er. Det skyldes, at
der sker et tab af arvelige variation pr. generation, hvor det gennemsnitlige tab kan beskri-
1
ves ved formlen , hvor Ne er den effektive population (Fog, 2001:25). Hvis den effek-
2N
e
tive population er på 500 individer, vil tabet af arvelig variation derfor være 0,1 % pr. generation.
Består den effektive population derimod af 50 individer, vil tabet være 1 %,
hvorved der vil opnås en betydelig grad af indavl i løbet af 90 generationer, men hvis den
effektive population er på 500 individer, vil der være balance mellem tabet og dannelsen af
gener. (Fog, 2001:23ff) Det betyder, at tabet af variation forløbe hurtigere, end en ny genetisk
ligevægt kan nå at indstille sig, hvis populationen bliver mindre end Ne=50. Den gene-
33