Speciale I - Miljøministeriet

BEVARELSE AF ODDER OG KLOKKEFRØ
I EN FRAGMENTERET NATUR
En undersøgelse af barrierer og muligheder for at sikre odder og klokkefrø
en gunstig bevaringsstatus i henholdsvis Vestsjælland og på Østfyn
CONSERVATION OF OTTER AND FIRE-BELLIED TOAD
IN A FRAGMENTED NATURE
An investigation of barriers and possibilities to maintain otter and fire-bellied toad
a favourable conservation status in respectively West Zealand and East Funen
Speciale udarbejdet af Klaus Andersen, Martin Pedersen og Andreas Lund Povlsen
Ved
Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring
Under vejledning af Peder Agger og Jens Stærdahl
Roskilde Universitetscenter, marts 2007
Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring

Forord
Gennem studiet på Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring har vi på forskellig
vis beskæftiget os med problemstillinger indenfor dansk naturforvaltning. Derfor var det
naturligt at fortsætte processen med at forbedre vores faglige kompetencer på dette forvaltningsområde
under specialeforløbet og derigennem opnå viden, der forhåbentligt kan bidrage
til at styrke forvaltningen af den danske natur.
I dansk naturforvaltning fokuseres der i disse år meget på mellemstatslige forpligtigelser
indenfor naturbeskyttelse, herunder Habitatdirektivet. Naturforvaltningen befinder sig i en
brydningstid, hvor Habitatdirektivets formelle implementering så småt er ved at være ved
vejs ende, og fastsættelsen af målsætninger og indsatsprogrammer for gunstig bevaringsstatus
er påbegyndt. På den baggrund er det fundet væsentligt at undersøge, hvilken effekt
direktivet har i forhold til bevarelsen af truede arter i Danmark.
Udgangspunktet for undersøgelsen var oprindeligt at foretage en caseorienteret analyse af
bilag II-arters muligheder for at opnå en gunstig bevaringsstatus i henhold til Habitatdirektivets
bestemmelser. Det stod dog hurtigt klart, at det ville blive vanskeligt at generalisere
resultaterne fra en analyse af en eller flere arter, da hver art har specifikke habitat- og
spredningskrav. Som konsekvens heraf valgtes det at fokusere på odderens og klokkefrøens
vilkår for at opnå en gunstig bevaringsstatus i henholdsvis Vestsjælland og på Østfyn. I
hver sin landsdel har de to arter af forskellige årsager vanskeligt ved at overleve og begge
steder rummer således interessante problemstillinger af både landskabelig og forvaltningsmæssig
karakter, der er værd at undersøge. Derigennem opnås en tværvidenskabelig
indfaldsvinkel til undersøgelsen, hvilket er i tråd med forskningstraditionen på TekSam.
Ved udarbejdelsen af denne rapport har vi været i kontakt med mange mennesker og uden
deres hjælp, havde undersøgelsen ikke været mulig. Først og fremmest takker vi Peder Agger
og Jens Stærdahl for vejledning under processen. Derudover skal der lyde en tak til alle
de personer, der har taget sig tid til at blive interviewet eller på anden måde har været behjælpelige.
Sidst men ikke mindst takker vi Ritta Juel Bitsch for uvurderlig hjælp til udarbejdelse
af kortmateriale.
Specialeforløbet har bidraget til vores generelle faglige kompetencer indenfor naturforvaltningsområdet,
og har endvidere givet os et indgående biologisk og forvaltningsmæssigt
kendskab til odderen i Vestsjælland og klokkefrøen på Østfyn.
God læselyst.
Roskilde Universitetscenter, marts 2007
Klaus Andersen, Martin Pedersen og Andreas Lund Povlsen

Resumé
Omdrejningspunktet i denne rapport er en analyse af odderens bevaringsmuligheder i tre
sammenhængende habitatområder i Vestsjælland, og klokkefrøens bevaringsmuligheder i
ét habitatområde på Østfyn, der udgøres af to separate lokaliteter. Fælles for de to arter er,
at de er stærkt truet og sårbare i de pågældende områder og spørgsmålet er derfor, hvilke
landskabelige og forvaltningsmæssige forhold der forårsager dette. Endvidere undersøges,
hvilken effekt Habitatdirektivet har som redskab til at bevare truede arter i Danmark.
Med afsæt i denne problemstilling har undersøgelsen til formål at identificere landskabelige
og forvaltningsmæssige barrierer i forhold til at opnå Habitatdirektivets mål om en gunstig
bevaringsstatus for de to arter. På baggrund heraf opstilles endvidere en række anbefalinger
og forslag til forbedrende foranstaltninger, der kan bidrage til arternes bevaring.
Gennem en kartografisk analyse identificeres de landskabelige barrierer i undersøgelsesområderne
på baggrund af de to arters forskelligartede habitat- og spredningskrav. Herefter
vurderes deres bevaringsstatus i habitatområderne på baggrund af DMU’s kriterier for gunstig
bevaringsstatus. Identificeringen af forvaltningsmæssige barrierer foregår gennem en
analyse af, hvilke forhold der har haft indflydelse på implementeringen af Habitatdirektivet
i Danmark. F.eks., hvordan forvaltningsmæssige traditioner har påvirket implementeringsresultatet.
Forslagene til forbedrende foranstaltninger er forankret i den udledte viden fra
de to analysedele.
Det primære resultat af undersøgelsen er, at der kun findes få landskabelige og forvaltningsmæssige
barrierer i forhold til at imødekomme odderens habitat- og spredningskrav i
Vestsjælland. Den væsentligste barriere i forhold til at sikre odderen en gunstig bevaringsstatus
er forekomsten af individer og derfor anbefales en udsætning af odder.
I forhold til klokkefrøen på Østfyn, er der både fundet landskabelige og forvaltningsmæssige
barrierer af afgørende betydning for artens bevaringsmuligheder. De består primært af
en intensiv arealanvendelse i undersøgelsesområdet, som forhindrer udveksling af individer
mellem habitatområdets to dele, en utilstrækkelig habitatkvalitet og mangel på habitater.
På den baggrund er der opstillet to scenarier, der på forskellig vis kan bidrage til at sikre
klokkefrøen en gunstig bevaringsstatus.

Abstract
The focus of this report is an analysis of the possibilities for conservation of the otter in
three interconnected Special Areas of Conservation (SAC) in West Zealand, and the possibilities
for conservation of the fire-bellied toad in one SAC in East Funen which consists of
two separate areas. A common issue for the two species is that they are severely under
threat and vulnerable in the considered areas. The question is which issues, conditions of
landscape as well as administrative conditions, have an influence on this situation. Additionally,
the instrumental effect the Habitats Directive has on the conservation of species
under threat of extinction in Denmark is investigated.
While bearing these issues in mind, the main purpose of the study is to identify barriers, be
they the conditions of the landscape or the administrative conditions, in relation to the
achievement of the aim of the Habitats Directive to maintain a favourable conservation
status for the two species. Considering to these issues it is furthermore a purpose to put forward
a number of recommendations and specific proposals for beneficial measures, which
can contribute to the conservation of the species.
By means of a cartographical analysis, barriers in the conditions of the landscape are identified
in the studied areas in relation to the two species differing needs of habitat and dispersal.
Subsequently, their conservation status in the SAC’s is evaluated in relation to
DMU’s criteria for a favourable conservation status. The identification of administrative
barriers will take place through an analysis of what conditions influence the implementation
of the Habitats Directive in Denmark. This including, what impact administrative traditions
have had on the result of the implementation? The proposals for the beneficial
measures are based on the extracted knowledge of both parts of analysis.
The primary conclusion from the study is that there are only a small number of barriers,
administrative and landscape conditions, to meeting the needs of habitat and dispersal in
West Zealand. A factor in securing a favourable conservation status for the otter is the
prevalence of individuals and a release of otter is therefore recommended.
With regard to the fire-bellied toad in East Funen both administrative and landscape conditions
have been found to set up barriers of fundamental significance for the conservation of
the species. They consist primarily of an intensive land use in the studied area which
makes exchange of individuals between the two parts of the SAC impossible, an insufficient
quality of the habitat, and a lack of habitats. With a reference to these issues, two
scenarios have been put forward which in different ways can secure a favourable conservation
status for the fire-bellied toad.

Indholdsfortegnelse
1 ARTSBEVARELSE I EN FRAGMENTERET NATUR..................................... 7
1.1 Forringelse af Danmarks natur og arters levevilkår ........................................... 7
1.2 Habitatdirektivet og gunstig bevaringsstatus for arter ....................................... 8
1.3 Odderpopulationen i Vestsjælland ........................................................................ 9
1.4 Klokkefrøpopulationen på Østfyn ....................................................................... 10
1.5 Problemformulering.............................................................................................. 11
2 METODE ....................................................................................................... 12
2.1 Rapportens opbygning.......................................................................................... 12
2.2 Analysestrategi ...................................................................................................... 14
2.3 Afgrænsning........................................................................................................... 15
2.4 Udvælgelse af arter og undersøgelsesområder ................................................... 16
2.5 Indsamling af empiri............................................................................................. 17
2.6 Teoretisk tilgang.................................................................................................... 21
2.6.1 Naturvidenskabelig teori ................................................................................. 21
2.6.2 Samfundsvidenskabelig teori .......................................................................... 22
2.7 Pålidelighed og gyldighed ..................................................................................... 25
3 POPULATIONER I ET FRAGMENTERET LANDSKAB............................... 28
3.1 Elementer i mosaiklandskabet ............................................................................. 28
3.2 MVP-værdi og den effektive populationsstørrelse............................................. 32
3.3 Spredning af arter ................................................................................................. 34
3.4 Øbiogeografi .......................................................................................................... 35
3.5 Metapopulation...................................................................................................... 37
3.6 Teoriernes anvendelse i rapporten ...................................................................... 40
4 INSTITUTIONER OG IMPLEMENTERING ................................................... 41
4.1 Nyinstitutionel teori............................................................................................... 41
4

4.2 Implementeringsteori ............................................................................................ 43
4.3 Teoriernes anvendelse i rapporten....................................................................... 48
5 KARTOGRAFISK ANALYSEMODEL .......................................................... 50
5.1 Metode til den kartografiske analysemodel ........................................................ 50
5.2 Anvendelsen af analysemodellen og temakortene i rapporten.......................... 57
6 ARTERNES HABITAT- OG SPREDNINGSKRAV ....................................... 58
6.1 Odder (Lutra lutra) ................................................................................................ 58
6.1.1 Opsummering af odderens habitat- og spredningskrav ................................... 65
6.2 Klokkefrø (Bombina bombina) ............................................................................. 66
6.2.1 Opsummering af klokkefrøens habitat- og spredningskrav............................. 72
7 ANALYSE AF LANDSKABELIGE BARRIERER ......................................... 73
7.1 Analyse af odderens habitat- og spredningsvilkår i Vestsjælland .................... 73
7.2 Habitatområde nr. 137, Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å...................... 73
7.3 Habitatområde nr. 138, Lille Åmose, Halleby Å, Tissø og Flasken .................. 81
7.4 Habitatområde nr. 135, Saltbæk Vig og Sejerø Bugt......................................... 88
7.5 Samlet analyseresultat for habitatområderne i Vestsjælland ........................... 90
7.6 Analyse af klokkefrøens habitat- og spredningsvilkår på Østfyn..................... 91
7.7 Samlet analyseresultat for undersøgelsesområdet på Østfyn.......................... 101
7.8 Delkonklusion ...................................................................................................... 102
8 GUNSTIG BEVARINGSSTATUS ............................................................... 104
8.1 Habitatdirektivet og gunstig bevaringsstatus ................................................... 104
8.2 DMU’s kriterier for gunstig bevaringsstatus.................................................... 105
8.3 DMU’s kriterier for gunstig bevaringsstatus på nationalt niveau.................. 105
8.3.1 Kriterier for odder på nationalt niveau .......................................................... 106
8.3.2 Kriterier for klokkefrø på nationalt niveau.................................................... 107
8.4 DMU’s kriterier for gunstig bevaringsstatus på lokalt niveau ....................... 107
8.5 Vurdering af odderens bevaringsstatus............................................................. 108
5

8.6 Vurdering af klokkefrøens bevaringsstatus...................................................... 112
8.7 Opsummering ...................................................................................................... 118
9 ANALYSE AF FORVALTNINGSMÆSSIGE BARRIERER......................... 119
9.1 Den naturpolitiske og samfundsmæssige udvikling i 1900-tallet.................... 119
9.2 Danmarks implementering og forvaltning af Habitatdirektivet..................... 123
9.2.1 Implementeringen af Habitatdirektivet ......................................................... 125
9.2.2 Udpegning af habitatområder for bilag II-arter............................................. 128
9.2.3 Art. 12-beskyttelsen i Habitatdirektivet ........................................................ 134
9.3 Forvaltningsmæssige barrierer i forhold til direktivets implementering ...... 138
9.4 Delkonklusion ...................................................................................................... 145
10 FORBEDRENDE FORANSTALTNINGER .............................................. 147
10.1 Forbedrende foranstaltninger til odderens bevarelse i Vestsjælland............. 147
10.2 Forbedrende foranstaltninger til klokkefrøens bevarelse på Østfyn ............. 152
10.3 Delkonklusion ...................................................................................................... 157
11 KONKLUSION......................................................................................... 159
12 PERSPEKTIVERING............................................................................... 162
REFERENCER................................................................................................... 165
BILAG ................................................................................................................ 176
6

1 ARTSBEVARELSE I EN FRAGMENTERET NA-
TUR
1.1 Forringelse af Danmarks natur og arters levevilkår
Levevilkårene for vilde dyr og planter har til stadighed forandret sig. Før mennesket for alvor
begyndte at opdyrke jorden var det hovedsageligt naturens egne processer, der var årsag
til forandringerne. Siden har menneskets aktiviteter, i takt med den teknologiske og
samfundsmæssige udvikling, i stigende grad påvirket naturen og dermed også levevilkårene
for mange vilde dyr og planter.
Gennem de seneste 200 år er der i Danmark sket en markant ændring af landskabets karakter.
Det skyldes primært en kraftig intensivering af landbrugsproduktionen, og i dag udnyttes
ca. 62 % af Danmarks landareal til landbrugsmæssige formål (Møller, et al., 2002:149).
Produktionsforøgelsen er sket i to faser. Først gennem en ekspansion af landbrugsarealet
bl.a. ved dræning af vådområder, opfyldning af vandhuller, rørlægning af vandløb, opdyrkning
af naturområder samt tørlægning af marine områder. Denne fase varede til omkring
år 1950 og medførte, at mange ekstensivt udnyttede områder gik tabt. Disse områder
dækkede i 1700-tallet ca. 75 % af Danmarks areal mod kun ca. 10 % i år 2000 (Hartvig,
2000:33f). Efter 2. verdenskrig fulgte anden fase, som var præget af øget industrialisering
og specialisering af landbrugsdriften ved mekanisering samt anvendelse af kunstgødning
og pesticider mv. Samtidig forsvandt mange småbiotoper som markskel, lunde, vandhuller
og vandløb, der fungerede som habitater, spredningskorridorer og trædesten for mange arter.
Konsekvensen af udviklingen har bl.a. været større dyrkningsenheder, som bevirker
større monotoni i landskabsstrukturerne, fragmentering af naturområder og et accelererende
tab af det naturindhold, der var tilknyttet tidligere ekstensive landbrugsformer (Reenberg,
2000:54ff).
Det er ikke kun landbruget, der er årsag til fragmenteringen af naturområder. I samme periode
er byerne blevet større og trafikmængden samt den trafikale infrastruktur er vokset.
Anlæggelsen af en motorvej medfører eksempelvis en fragmentering af landskabet og kan
derved også fragmentere naturområder. Dette kan medføre, at nogle arter får ringere spredningsvilkår,
og den stigende trafikintensitet på veje øger endvidere sandsynligheden for, at
dyr dræbes, hvis de vælger at krydse vejen. (Madsen, et al., 2002:9ff) Menneskets spredningsmuligheder
er således blevet gradvist forbedret, mens spredningsmulighederne for
vilde dyr og planter, tilsvarende er forringet.
Odderen er en af de danske arter, som har fået leve- og spredningsvilkårene, markant forringet
op igennem 1900-tallet, hvilket bl.a. skyldes ødelæggelsen af dens habitater i form
af vandløb, søer og moser samt jagt, rusedrukning og trafikdrab (Søgaard & Madsen,
1996:17ff). Arten er stærkt truet af trafik, da den har et stort home range og således bevæ-
7

ger sig over store afstande. Især, hvor veje krydser vandløb er der stor risiko for, at odderen
dræbes. Indenfor de seneste 10-15 år er dens migrations- og spredningsmuligheder dog
mange steder blevet forbedret ved etablering af faunapassager under vejbroer.
Fragmenteringen af naturområder og den deraf følgende større isolering af individer bevirker,
at mulighederne for udveksling af gener mellem de enkelte populationer 1 forringes.
Derved kan populationer svækkes pga. indavl, og risikoen for, at en art uddør lokalt, øges
(Madsen, et al., 2002:15f). Denne tendens ses eksempelvis hos klokkefrøen, der er gået
markant tilbage i individantal bl.a. som følge af eutrofiering og udtørring af vandhuller
(Fog, 1997:173). Nogle af dens vandhuller er beliggende på intensivt dyrkede marker hvilket
vanskeliggør dens spredning, da den kan blive udsat for pesticider, kunstgødning eller
risikere at blive dræbt ved markbearbejdning. Artens mulighed for at sprede sig øges derfor
væsentligt, hvis det sker på ekstensivt udnyttede marker (Briggs & Damm, 2004:37f og
Briggs, et al., 2003:6). Hvis klokkefrøen uddør fra et vandhul, kan fragmenteringen endvidere
medføre, at det bliver vanskeligere for arten at genindvandre og etablere en ny population.
Fragmenteringen kan for nogle arter også medføre, at habitaterne bliver så små, at
det ikke er muligt at opretholde populationen, eksempelvis pga. fødemangel eller manglende
ynglemuligheder (Madsen, et al., 2002:12).
Forringelsen af arters levevilkår i Danmark har både medført direkte og indirekte forvaltningsmæssige
tiltag, som skal sikre deres bevarelse. Eksempelvis er odderen totalfredet og
har været det siden 1967 (Lov, nr. 114, 1997). Endvidere er nogle af dens habitater beskyttet
af Naturbeskyttelseslovens § 3. Klokkefrøen har siden 1981 været fredet i alle dens livsstadier.
Det medfører, at både æg, haletudser og adulte klokkefrøer er fredet og ikke må
indsamles eller slås ihjel (Bkg. nr. 430, 2002). Endvidere beskyttes nogle af dens habitater
også gennem § 3. Det er dog ikke alene i Danmark, at populationerne af odder og klokkefrø
har været i tilbagegang, dette gør sig samlet set gældende i hele EU. Derfor er begge arter
beskyttet gennem Habitatdirektivet.
1.2 Habitatdirektivet og gunstig bevaringsstatus for arter
Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og
planter med senere ændringer (i det efterfølgende betegnet som Habitatdirektivet) har til
formål at sikre den biologiske mangfoldighed i EU (Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 2, stk. 2).
For at opnå dette mål følger direktivet to overordnede spor:
1 En population defineres som en samling af individer indenfor et afgrænset område, hvor der regelmæssigt
sker udveksling af gener. Det kan være vanskeligt at afgrænse en population, da der mere eller mindre hyppigt
kan forekomme udveksling af individer med andre populationer (Sand-Jensen, 2000:294ff). Hvis en population
har egen fødsels- og dødelighedsrate, er den adskilt fra andre (Agger, 2006, pers. komm.).
8

Udpegning af særlige bevaringsområder (i dansk terminologi kaldet habitatområder 2 ) for arter der
er opført på direktivets bilag II (Dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis bevaring kræver
udpegning af særlige bevaringsområder). Odder og klokkefrø er begge opført på dette bilag.
Beskyttelse af arter der bl.a. er opført på direktivets bilag IV (Dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning,
der kræver streng beskyttelse). Både odder og klokkefrø er tillige opført på dette bilag.
(Anker, 2003:9f og Rudfeld, 2003:28f)
For disse arter er målet at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus (Dir.
92/43/EØF, 1992:art. 2, stk. 2). I direktivet er der dog ikke fastsat nogen tidsfrist for, hvornår
dette mål skal være realiseret.
Danmarks implementering af Habitatdirektivet
Habitatdirektivet er på centrale områder forskelligt fra den hidtidige danske naturbeskyttelsespolitik.
Generelt må direktivet opfattes som en skærpelse af den danske naturbeskyttelsesindsats,
bl.a. fordi der stilles et direkte krav om at opretholde eller genoprette en gunstig
bevaringsstatus for arter opført på bilag I og II. Endvidere vægtes biologiske hensyn i hovedreglen
højere end andre hensyn i direktivet, en rangorden der ikke har været tradition
for i dansk naturforvaltning.
Den danske implementering af Habitatdirektivet har vist sig langsommelig såvel som utilstrækkelig,
og på den baggrund har der både nationalt og fra EU-Kommissionen været kritik
af Danmark (Pagh, 2005, Agger, et al., 2005 og Kommissionen, 2006). Spørgsmålet er
dog, hvad årsagen er til denne langsommelige implementering. Har Danmark ikke forstået
direktivets rækkevidde, har der manglet vilje til at gennemføre implementeringen, eller er
der andre årsager? Derudover er spørgsmålet, om problemerne med implementeringen har
konsekvenser for bevaringen af arter, der er beskyttet gennem Habitatdirektivet. Dermed er
det ikke kun forringelsen af levevilkårene, som kan have en negativ indvirkning på bevaringen
af arter men også forvaltningens ageren i forhold til implementeringen og efterlevelsen
af direktivets bestemmelser.
1.3 Odderpopulationen i Vestsjælland
I midten af 1960’erne var odderen endnu udbredt i store dele af Sjælland (Jensen,
1964:15), men i dag anses Vestsjælland for at være det sidste levested for odderen her. Den
seneste sikre odderobservation er dog foretaget i 1996 (Søgaard, et al., 2006:23). Hvad der
er den faktiske årsag til odderens tilbagegang på Sjælland er dog uvist, men det formodes
at forringelse af dens habitater udgør en væsentlig del af forklaringen (Madsen, 2006a,
2 I princippet er det på nuværende tidspunkt forkert at betegne de lokaliteter, der er udpeget i henhold til Habitatdirektivet,
som habitatområder. Den korrekte betegnelse er lokaliteter af fællesskabsbetydning. Først i
2009, når der i henhold til direktivets art. 6, stk. 1 er udarbejdet særlige bevaringsforanstaltninger (i dansk
terminologi Natura 2000-planer), kan områderne betegnes som habitatområder, også kaldet særlige bevaringsområder.
Da den almene betegnelse er habitatområder, vil denne som oftest blive anvendt, selv om det i
princippet må anses som ukorrekt. (Dir 92/43/EØF, 1992:art. 1, litra k og litra l)
9

pers. komm.). Danmarks Naturfredningsforening har i 2006 haft et odderregistreringsprojekt
i Vestsjælland, der havde til formål at undersøge, om der stadig findes oddere på Sjælland.
I slutningen af december 2006 blev det på baggrund af projektet oplyst, at odderen
sandsynligvis fortsat findes på Sjælland, da der var fundet spor afsat i sne, som ifølge eksperter
vurderes til med næsten 100 % sikkerhed at stamme fra odder (Lumby, 2006). Eilif
Byrnak, biolog i det tidligere Vestsjællands Amt, vurderer dog, at den sjællandske odderpopulation
er så lille, at den måske kan tælles på en hånd (Byrnak, 2006). Som følge deraf
kan det være nødvendigt med en udsætning af oddere for at sikre artens fortsatte tilstedeværelse
i området.
I Vestsjælland er der i 1998 blevet udpeget tre habitatområder, hvor odderen fremgår af
udpegningsgrundlaget. Områderne er henholdsvis; habitatområde nr. 135, Sejerø Bugt og
Saltbæk Vig, nr. 137, Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å og nr. 138, Åmose, Halleby
Å og Flasken. Afgrænsningen af de enkelte områder fremgår af kortbilag nr. 1.
De tre habitatområder er sammenhængende og relativt heterogene. Der findes store uforstyrrede
områder som Saltbæk Vig og Flasken, mens der andre steder er arealer med intensivt
landbrug langs vandløbene f.eks. ved Nedre Halleby Å.
1.4 Klokkefrøpopulationen på Østfyn
Siden midten af 1900-tallet har der i Danmark været en betydelig nedgang i antallet af
klokkefrøer, og i 1988 blev der kun registreret klokkefrøer på 8 af de kendte klokkefrølokaliteter
(Fog, 1997:170f). Derfor er der på Østfyn i 1998 blevet udpeget ét habitatområde,
hvor klokkefrøen fremgår af udpegningsgrundlaget. Det drejer sig om habitatområde nr.
102, Søer ved Tårup og Klintholm. Habitatområdet består af to adskilte lokaliteter, beliggende
med ca. 7 kilometers mellemrum, jf. kortbilag nr. 2. Den samlede klokkefrøpopulation
på de to lokaliteter blev i 2005 estimeret til at udgøre 318 individer (Søgaard, et al.,
2006:32).
Begge dele af habitatområdet er for små til, at der i hver af disse kan eksistere en tilstrækkelig
stor population, til at klokkefrøen kan overleve på lang sigt (Briggs, et al., 2003:73).
Endvidere foregår der i øjeblikket ikke nogen naturlig spredning mellem de to populationer
(Svendsen, 2006, pers. komm.).
Både odderen og klokkefrøen er således stærkt truet og sårbare i dele af deres udbredelsesområde.
Spørgsmålet er derfor, hvilke landskabelige samt natur- og forvaltningsmæssige
forhold der forårsager dette og på den baggrund, hvad der kan gøres for at sikre de to arters
bevarelse lokalt.
10

1.5 Problemformulering
Selv om både odderen og klokkefrøen samt nogle af deres habitater har været beskyttet i en
længere årrække, er det bemærkelsesværdigt, at arterne stadig har problemer med at klare
sig i Vestsjælland og på Østfyn. Det seneste mellemstatslige forvaltningsinstrument til at
beskytte dem er Habitatdirektivet. Derfor findes det interessant at undersøge, hvordan dette
instrument adskiller sig fra hidtidige danske beskyttelsesinstrumenter, hvordan det håndteres
i forvaltningen, og hvorledes det kan bidrage til at sikre odderen og klokkefrøen en
gunstig bevaringsstatus.
På baggrund af ovenstående problemstillinger er følgende problemformulering udarbejdet:
Hvilke landskabelige og forvaltningsmæssige barrierer eksisterer i forhold til
at opnå Habitatdirektivets mål om gunstig bevaringsstatus for odder i Vestsjælland
og klokkefrø på Østfyn, og hvilke forbedrende foranstaltninger kan her
iværksættes?
Uddybning af problemformulering: Med afsæt i problemformuleringen er formålet at
undersøge, hvilken betydning Habitatdirektivet har for den danske naturbeskyttelsesindsats
med fokus på, hvordan direktivet kan anvendes som instrument til at beskytte odder og
klokkefrø i to konkrete områder, hvor de er truet. Derfor er der i rapportens analyser fokus
på barrierer og muligheder i forhold til forbedring af habitatkvaliteten og spredningsmulighederne
i de undersøgte habitatområder. Udover landskabelige barrierer kan forvaltningsmæssige
barrierer i forbindelse med implementeringen og efterlevelsen af direktivets bestemmelser
også have indflydelse på arternes bevaringsmuligheder. Som følge deraf inddrages
forvaltningsmæssige årsager til implementerings- og bevaringsproblemerne ligeledes
i rapportens analyser.
På baggrund af ovenstående kan problemformuleringen inddeles i tre hoveddele:
• Første del af problemformuleringen har fokus på, hvilken effekt de eksisterende landskabelige
strukturer og funktioner i undersøgelsesområderne har på de valgte arters
muligheder for at opnå en gunstig bevaringsstatus.
• Anden del har fokus på, hvilke effekter forvaltningen af landskab, natur og arter samt
implementeringen af Habitatdirektivet har på arternes muligheder for at opnå en gunstig
bevaringsstatus.
• Tredje del er løsningsorienteret og retter sig mod tiltag, der kan bidrage til at arterne på
sigt kan opnå en gunstig bevaringsstatus i habitatområderne.
Inddelingen afspejler undersøgelsens tre hovedelementer og derigennem også rapportens
overordnede opbygning, hvilket uddybes i det følgende kapitel.
11

2 METODE
Formålet med dette kapitel er at redegøre for den anvendte metode til undersøgelsen af odderen
og klokkefrøens bevaringsmuligheder i Vestsjælland og på Østfyn således, at der
opnås en fyldestgørende besvarelse af problemformuleringen. Herigennem synliggøres erkendelsesprocessen,
og der argumenteres for de valg og fravalg, der er foretaget i forbindelse
med undersøgelsen.
Kapitlet er struktureret således, at de enkelte kapitlers formål og indhold først skitseres og i
forlængelse heraf præsenteres den anvendte analysestrategi. Dette gøres for at illustrere
rapportens opbygning, de enkelte kapitlers indbyrdes sammenhæng og analysestrategien til
besvarelse af problemformuleringen. Derefter redegøres der for valg af empiri og teori
samt deres anvendelse i analyserne. Afslutningsvis diskuteres valgenes betydning for undersøgelsens
pålidelighed og konklusionens gyldighed.
2.1 Rapportens opbygning
I det følgende redegøres der kort for formålet med de enkelte kapitler og deres indhold.
Dette gøres med henblik på at skitsere rapportens opbygning og sammenhængen mellem
de enkelte kapitler. Til to af disse er der udarbejdet konkrete arbejdsspørgsmål, som har
medvirket til at strukturere vidensindsamlingen og analyserne i undersøgelsen.
Kapitel 1. Artsbevarelse i en fragmenteret natur: Kapitlet udgør rapportens problemfelt,
hvor undersøgelsens problemstillinger beskrives, og efterfølgende præsenteres problemformuleringen.
Kapitel 2. Metode: I metoden redegøres der for undersøgelsens metodik.
Kapitel 3. Populationer i et fragmenteret landskab: For at opnå en teoretisk viden om
landskabets strukturer og funktioner inddrages landskabsøkologi. Endvidere inddrages populationsøkologi
for at opnå viden om, hvordan arter organiserer sig i landskabet. Følgende
arbejdsspørgsmål lå til grund for valget af naturvidenskabelig teori:
12
• Hvilke landskabselementer findes i en fragmenteret natur, og hvorledes organiserer arter sig i
dette landskab?
Kapitel 4. Institutioner og implementering: Danmark er blevet kritiseret for implementeringen
og forvaltningen af Habitatdirektivets bestemmelser. For at kunne forstå og forklare
de bagvedliggende årsager hertil inddrages nyinstitutionel teori og implementeringsteori.
Følgende arbejdsspørgsmål lå til grund for valget af samfundsvidenskabelig teori:
• Hvordan kan der ved hjælp af samfundsvidenskabelig teori etableres en forståelsesramme og
et forklaringsinstrument, der kan anvendes i analysen af forvaltningsmæssige barrierer i forhold
til at realisere Habitatdirektivets mål?

Kapitel 5. Kartografisk analysemodel: Den kartografiske analyse af odderens og klokkefrøens
habitat- og spredningsvilkår i habitatområderne og derved deres bevaringsmulighederne
udgør et centralt omdrejningspunkt i rapporten. Derfor er det fundet nødvendigt med
et selvstændigt metodekapitel, som redegør for analysens opbygning og udarbejdelsen af
det tilhørende kortmateriale.
Kapitel 6. Arternes habitat- og spredningskrav: For at kunne foretage den kartografiske
analyse af odderens og klokkefrøens habitat- og spredningsvilkår i undersøgelsesområderne
og kunne foreslå forbedrende foranstaltninger, er det nødvendigt med viden om deres
specifikke habitat- og spredningskrav. Denne viden er opnået gennem dette kapitel.
Kapitel 7. Analyse af landskabelige barrierer: På baggrund af arternes habitat- og
spredningskrav, undersøges det ud fra kortmaterialet, feltundersøgelser, interviews og anden
empiri, i hvilket omfang deres krav er opfyldt i habitatområderne og barrierer identificeres.
Denne viden anvendes efterfølgende i vurderingen af arternes bevaringsstatus, og
danner endvidere grundlag for en række forslag til forbedrende foranstaltninger i de to undersøgelsesområder.
Kapitel 8. Gunstig bevaringsstatus: For at kunne vurdere om henholdsvis odder og klokkefrø
har en gunstig bevaringsstatus i habitatområderne er det nødvendigt at redegøre for
Habitatdirektivets definition af begrebet og Danmarks Miljøundersøgelsers (DMU) operationalisering
af dette i forhold til de to arter. Dette danner grundlaget for vurderingen af arternes
bevaringsstatus på lokalt niveau.
Kapitel 9. Analyse af forvaltningsmæssige barrierer: Her redegøres der for de væsentligste
elementer i den hidtidige danske naturforvaltning. Derefter analyseres det, hvorledes
Danmark har implementeret Habitatdirektivet, og om det er gjort tilstrækkeligt til at realiseres
direktivets mål. Denne viden anvendes i sammenhæng med den samfundsvidenskabelige
teori til at identificere årsager til implementeringsvanskelighederne.
Kapitel 10. Forbedrende foranstaltninger: Med afsæt i de identificerede landskabelige
og forvaltningsmæssige barrierer opstilles i dette kapitel en række konkrete forslag og anbefalinger
til forbedrende foranstaltninger, der på sigt kan bidrage til at sikre odder og
klokkefrø en gunstig bevaringsstatus i de undersøgte områder.
Kapitel 11. Konklusion: På baggrund af den viden, der er genereret gennem rapportens
kapitler, findes her den samlede besvarelse af problemformuleringen.
Kapitel 12. Perspektivering: I perspektiveringen reflekteres der over realiserbarheden af
de opstillede forslag til forbedrende foranstaltninger.
13

2.2 Analysestrategi
Figur 2.1 illustrerer den analysestrategi det er valgt at anvende til besvarelse af problemformuleringen.
Figur 2.1: Procesdiagram over analysestrategien ved besvarelsen af problemformuleringen.
14
Del 1
Teoriramme
Naturvidenskabelig
Landskabsøkologi
Populationsøkologi
Samfundsvidenskabelig
Implementeringsteori
Nyinstitutionel teori
Del 2
Kartografisk analyse
Arternes habitat- og
spredningskrav
Analyse af arternes habitat-
og spredningsvilkår
i undersøgelsesområderne
Vurdering af arternes
bevaringsstatus i habitatområderne
Diskussion
Del 3
Forvaltningsanalyse
Dansk naturforvaltning
Analyse af Habitatdirektivetsimplementering
og forvaltning
Analyse af årsager til
forvaltningsmæssige
barrierer for at sikre
arterne en gunstig bevaringsstatus
Diskussion og illustration af forbedrende foranstaltninger til at sikre en gunstig
bevaringsstatus for arterne ud fra landskabelige og forvaltningsmæssige
barrierer
Konklusion
Besvarelse af problemformuleringen: Hvilke landskabelige og
forvaltn ingsmæssige barrierer e k s is terer i forhold til at o p n å
Habitatdirektivets mål om gunstig bevaringsstatus for odder i Vestsjælland og
klokkefrø på Østfyn, og hvilke forbedrende foranstaltninger kan her
iværksættes?

2.3 Afgrænsning
Ved udarbejdelsen af rapporten har det været nødvendigt at foretage en række afgræsninger,
da der ikke har været ressourcer til at inddrage alle relevante forhold i undersøgelsen. I
det nedenstående redegøres der for de væsentligste afgrænsninger.
Habitatdirektivet: I andre undersøgelser, der inddrager Habitatdirektivet, er der ofte en
slavisk gennemgang af direktivets artikler. Dette findes ikke i nærværende rapport, da det
forventes, at målgruppen har kendskab til direktivets formål og bestemmelser. Derfor inddrages
kun artikler, der er fundet relevante for besvarelsen af problemformuleringen. For
en generel indføring i Habitatdirektivet anbefales følgende kilder:
• Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside om Habitatdirektivet: www.skovognatur.dk
• Reenberg, A. et al., 2003: Wilhjelm +2, Statuskonference 2003, Habitatdirektivet, især
Rudfeld, L., 2006: Habitatdirektivet og dansk naturforvaltning
• Agger, P. et al., 2005: Skelettet i landskabet – EF’s Habitatdirektiv og dansk naturforvaltning.
Kortlægning: Ved kortlægningen af vandhullernes habitatkvalitet er der ikke foretaget
vandkemiske undersøgelser. Dermed er der ikke opnået information om eksempelvis koncentrationen
af pesticider og næringsstoffer i vandet, selv om begge forhold har betydning
for vandhullers habitatkvalitet. Denne manglende viden vurderes dog ikke til at udgøre et
væsentligt problem, fordi der i stedet fokuseres på, om vandhullerne er placeret på intensivt
eller ekstensivt dyrkede marker. Dermed er der indirekte opnået viden om, hvorvidt
der kunne være risiko for, at vandhullerne var påvirket af pesticider og næringsstoffer.
MVJ-støtteordningen: I henhold til VMP III er der mulighed for at modtage MVJ-støtte
(Miljøvenlige JordbrugsForanstaltninger) i SFL-områder (Særligt Følsomme Landbrugsområder),
der er udpeget som vådområder og beliggende udenfor Natura 2000-områder,
hvis det primære formål er fjernelse af kvælstof og fosfor. For at kunne modtage støtte er
der bl.a. krav om, at der årligt skal fjernes mindst 100 kg kvælstof pr. ha pr. år., og der skal
også ske en fjernelse af fosfor. (Direktoratet for FødevareErhverv, 2006:2) Det er dog ikke
blevet undersøgt, om der på nogle af arealerne udenfor habitatområdet på Østfyn er mulighed
for at modtage MVJ-støtte som led i VMP III, da der her kun findes få vådområder.
Derfor forudsættes det i resten af rapporten, at det i hovedreglen kun er muligt at modtage
MVJ-støtte indenfor habitatområderne.
Forbedrende foranstaltninger: I udarbejdelsen af forbedrende foranstaltninger for klokkefrø
bliver der taget udgangspunkt i, hvilke naturmæssige muligheder der foreligger. Derimod
bliver der ikke set på lodsejeres holdninger til at lave forbedrende tiltag på deres
ejendom. Dette er en klar svaghed i forhold til den praktiske realisering af de forbedrende
foranstaltninger, der foreslås. Det har dog ikke tidsmæssigt været muligt at interviewe
15

lodsejere om deres syn på tiltagene. Denne manglende viden kan medføre, at de forbedrende
tiltag ikke uden videre kan iværksættes som tiltænkt, pga. modstand fra lodsejerne.
Odderens tilstedeværelse: Det vides endnu ikke med sikkerhed, om der stadig er en forekomst
af oddere på Sjælland. Habitatdirektivet stiller krav om opretholdelse eller genopretning
af gunstig bevaringsstatus for arter, hvor de fremgår af udpegningsgrundlaget for
habitatområder. Afhængig af om odderen fortsat eksisterer på Sjælland, kan tiltag for at
sikre denne status derfor bestå i forbedringer af habitatkvaliteten og udsætning af individer
mv. I rapporten anses det derfor ikke som en nødvendig forudsætning at vide, om odderen
stadig forekommer på Sjælland for at kunne besvare problemformuleringen.
2.4 Udvælgelse af arter og undersøgelsesområder
Da udgangspunktet for undersøgelsen er muligheden for opretholdelse eller genetablering
af en gunstig bevaringsstatus for Habitatdirektivets bilag II-arter, skulle de udvalgte arter
være opført på dette bilag. I Danmark er følgende bilag II-arter relevante:
bredøret flagermus 1 , bechsteins flagermus 1 , damflagermus, odder, gråsæl, spættet sæl,
marsvin, stor vandsalamander, klokkefrø, flodlampret, bæklampret, havlampret, stavsild,
majsild, laks, *snæbel, stør 2 , hvidfinnet ferskvandsulk 2 , pigsmerling, dyndsmerling, bred
vandkalv, lys skivevandkalv, *eremit, eghjort 2 , violsmælder 2 , hedepletvinge, stor ildfugl 2 ,
stor kærguldsmed, grøn kølleguldsmed, stellas mosskorpion, skæv vindelsnegl, kildevælds-vindelsnegl,
sump-vindelsnegl, flodperlemusling, tykskallet malermusling, enkelt
månerude, vandranke, liden najade, fruesko, mygblomst, gul stenbræk, krybende sumpskærm
1 , grøn buxbaumia, blank seglmos, slank klomos 2 , langbørstet meesia 2 , rogers furehætte
2 .
*) Særligt truede arter på europæisk plan (såkaldt prioriterede).
1) Sporadisk/uregelmæssig forekomst i Danmark. Områder kræves derfor ikke udpeget.
2) Uddød i Danmark, men kan evt. dukke op igen.
(Skov- og Naturstyrelsen, 2007a)
Udover at arterne skulle være opført på bilag II, lå følgende kriterier til grund for valget.
16
• Der skal være udpeget et habitatområde for arten.
• Der skal være tilstrækkelig og tilgængelig information om arten.
• Arterne skal tilhøre dyreriget, kunne sprede sig ved egen kraft og
have forskellige habitat- og spredningskrav.
På den baggrund blev odder og klokkefrø udvalgt, da de lever på forskellige trofiske niveauer,
har forskellig spredningsradius, og således har forskellige habitat- og spredningskrav.
Det var endvidere nødvendigt at finde et undersøgelsesområde for hver af de to arter,
der rummede en interessant problemstilling i forhold til deres bevaring.

På Sjælland fremgår odderen af udpegningsgrundlaget for følgende tre habitatområder:
Habitatområde nr. 135, Sejerø Bugt og Saltbæk Vig, nr. 137, Store Åmose, Skarresø og
Bregninge Å samt nr. 138, Åmose, Tissø, Halleby Å og Flasken. Hvis odderen stadig findes
i disse habitatområder formodes det som tidligere nævnt at være i en meget lille og
sårbar population, som formentlig ikke kan overleve på lang sigt. Vestsjælland er måske
det sidste område i Østdanmark, hvor odderen stadig forekommer, og derfor er det nærliggende
at gøre en indsats for artens bevarelse her. Endvidere fremgår det af DMU’s rapport
Kriterier for gunstig bevaringsstatus, at odderen skal findes på Sjælland, for at arten kan
opnå en gunstig bevaringsstatus på nationalt niveau (Søgaard, et al., 2003:158). På den
baggrund er de tre habitatområder i Vestsjælland valgt som genstand for at undersøge,
hvilke barrierer som eksisterer for at sikre odderen en gunstig bevaringsstatus.
Efter klokkefrøen var valgt som undersøgelsesgenstand, blev der efterfølgende taget telefonisk
kontakt til paddeeksperten Kåre Fog for at finde frem til et relevant undersøgelsesområde.
Da et kriterium for valget af arter var, at klokkefrøen skulle fremgå af udpegningsgrundlaget
for et habitatområde, forslog han at undersøge Habitatområde nr. 102, Søer
ved Tårup og Klintholm, der som tidligere nævnt udgøres af to lokaliteter med ca. 7 kilometers
mellemrum. Klokkefrøpopulationerne er således adskilt fra hinanden uden mulighed
for individudveksling pga. det mellemliggende områdes beskaffenhed. Derfor er det
nødvendigt med aktive bevaringsforanstaltninger for at sikre klokkefrøen en gunstig bevaringsstatus.
(Fog, 2006, pers. komm.) Denne problemstilling fandtes interessant og som
følge deraf blev Østfyn valgt som undersøgelsesområde.
2.5 Indsamling af empiri
Der er anvendt forskellige metoder til indsamling af empiri i undersøgelsen. Nedenfor redegøres
der for indsamlingen i forbindelse med kapitel 6 om odderens og klokkefrøens habitat-
og spredningskrav samt kapitel 9 om Habitatdirektivet og dansk naturforvaltning. I
kapitel 5 redegøres der særskilt for empiriindsamlingen i forbindelse med den kartografiske
analysemodel, herunder analyserne af arternes habitat- og spredningsvilkår i kapitel 7.
Der findes et udmærket datagrundlag om klokkefrøen og odderens levevilkår på henholdsvis
Østfyn og i Vestsjælland. Det skyldes bl.a., at der for begge arter er foretaget en aktiv
forvaltning for at forbedre deres vilkår eksempelvis gennem to LIFE-projekter for klokkefrø
(Sikring af klokkefrø i Danmark 1993-2003 og Management of fire-bellied toads in the
Baltic region 2004-2009) og en forvaltningsplan for odder både nationalt og for Vestsjællands
Amt. Endvidere har ekspertinterviews og relevant litteratur bidraget til information
om arternes levevis, habitatkrav, spredningsdynamik og udbredelse mv.
17

I forbindelse med Habitatdirektivets implementering i Danmark er der primært indsamlet
empiri gennem interviews, artikler, materiale fra Skov- og Naturstyrelsen, Habitatdirektivet
og danske retsakter, der implementerer direktivet.
Deltagelse i Danmarks Naturfredningsforenings odderregistreringsprojekt
Samtidig med udarbejdelsen af denne rapport har Danmarks Naturfredningsforening haft et
odderregistreringsprojekt for at undersøge, om der stadig er forekomst af odder på Sjælland.
I perioden februar-april 2006 blev ca. 60 ruter langs søer og vandløb i Vestsjælland
undersøgt 3-5 gange pr. rute for odderspor i form af ekskrementer og fodaftryk mv. (Danmarks
Naturfredningsforening, 2007a). Alle ruterne var beliggende i de tre habitatområder,
hvor odderen fremgår af udpegningsgrundlaget, jf. kortbilag 3.
Gennem deltagelse i projektet blev der bl.a. opnået kontakt til de eksperter, der blev anvendt
ved registreringen. Endvidere tildeltes to undersøgelsesområder ved Øvre Halleby Å,
tæt ved udløbet i Tissø, som skulle undersøges for odderspor. Områderne blev undersøgt
tre gange i perioden februar-april 2006, og dermed blev der opnået et indgående kendskab
til områdets beskaffenhed. Deltagelsen i registreringsprojektet lettede endvidere adgangen
til de data, der blev indsamlet.
Interviews
Som led i empiriindsamlingen er en række relevante eksperter og myndighedspersoner fra
amter, styrelser og forskningsinstitutioner samt en interesseorganisation mv. blevet interviewet.
Formålet med de formelle interviews har været at opnå førstehåndsviden og specifik
information om arterne, undersøgelsesområderne og Habitatdirektivet.
Til alle interviews var der udarbejdet en række spørgsmål, som ønskedes besvaret, og skulle
strukturere interviewforløbet. For at gøre interviewene mere anvendelige i arbejdsprocessen
er de transskriberet eller refereret skriftligt, og findes i bilagene på den vedlagte cdrom.
I forbindelse med interviewene er der ikke lagt vægt på informanternes udtryksmåde,
men på de faktuelle oplysninger. Disse er efterfølgende vægtet i forhold til informantens
arbejdsmæssige funktion. Strukturen på interviewene har været meget forskellig. Nogle informanter
talte meget, og derigennem blev spørgsmålene efterhånden besvaret. Ved andre
interviews var nødvendigt at stille spørgsmålene for at få de ønskede informationer.
Interviews om arterne og deres forvaltning: For at opnå viden om arterne, deres forvaltning
og undersøgelsesområderne er følgende informanter blevet interviewet:
18
Bo Håkansson: Biolog i Danmarks Naturfredningsforening, Afdeling for Natur og
Miljø. Arbejder bl.a. med bevarelse af udvalgte arter i Danmark og er koordinator
for odderregistreringsprojektet.

Kåre Fog: Biolog og konsulent for Amphi Consult. Arbejder bl.a. med bevarelse
af padder og er paddeekspert.
Aksel Bo Madsen: Seniorforsker og sektionsleder på DMU, Afdeling for Vildtbiologi
og Biodiversitet. Har speciale i mårfamilien og er odderekspert.
Annita Svendsen: Biolog og tidligere ansat i Fyns Amts Natur- og Vandmiljøafdeling.
Nu ansat i Skov- og Naturstyrelsen, Fyns Statsskovdistrikt. Har bl.a. arbejdet
med LIFE-projekter og klokkefrø i Fyns Amt.
Eilif Byrnak: Biolog og tidligere ansat i Vestsjællands Amts afdeling for Natur og
Miljø. Nu ansat i Ringsted Kommune. Har bl.a. arbejdet med odderforvaltning i
amtet.
Håkansson, Fog og Madsen har primært fungeret som informanter om arternes levevis og
udbredelse mv. Svendsen og Byrnak har primært fungeret som informanter i forhold til undersøgelsesområdernes
strukturer og funktioner samt den lokale forvaltning af arterne.
Bo Håkansson: I rapportens indledende fase blev Håkansson interviewet for at få et overordnet
indblik i odderens økologi og udbredelse i Vestsjælland. Endvidere blev odderregistreringsprojektet
diskuteret.
Kåre Fog: Fog blev kontaktet telefonisk i midten af januar 2006 for at drøfte udvælgelsen
af et undersøgelsesområde for klokkefrø. Han foreslog at kontakte Niels Damm fra Amphi
Consult, der har været konsulent på LIFE-projekterne og Annita Svendsen fra Fyns Amt.
Siden hen er Fog kontaktet flere gange for at få information om problematikker i undersøgelsesområdet.
Referatet af telefoninterviewet findes i bilag nr. 1.
Fog vurderes pålidelig som informant om klokkefrø, da han har beskæftiget sig med forvaltning
af padder gennem årtier. Endvidere er han forfatter til Oplæg til forvaltningsplan
for Danmarks padder og krybdyr (1993) og Nordens padder og krybdyr (2001).
Aksel Bo Madsen: I begyndelsen af februar 2006 var der introduktionsmøde til Danmarks
Naturfredningsforenings odderregistreringsprojekt på Bromølle Kro i Vestsjælland, og i
den forbindelse blev det aftalt at interviewe Madsen for at diskutere forhold omkring odderens
levevis og bevarelse. Interviewet fandt sted i begyndelsen af marts 2006 og havde fokus
på odderens biologi, muligheder og barrierer for at sikre odder gunstig bevaringsstatus
samt implementeringen af Habitatdirektivet. Et væsentligt udbytte af interviewet var, at
Madsen anså det som relevant at anvende odderens habitat- og spredningskrav som grundlag
for en analyse af odderens levevilkår i Vestsjælland. Det transskriberede interview findes
i bilag nr. 2. Der er endvidere jævnligt taget kontakt til Madsen med henblik på at opnå
yderligere information om den danske odderpopulation.
Madsen vurderes som en pålidelig informant om odder, da han har specialiseret sig i mårfamilien
og arbejdet med bl.a. odder gennem en årrække. Endvidere har han været med til
at skrive Forvaltningsplan for odder (Lutra lutra) i Danmark (1996).
19

Annita Svendsen: I slutningen af august 2006 blev der foretaget et interview med Svendsen
på Fyns Amt. Formålet var primært at få yderligere oplysninger om klokkefrø, dens
forvaltning lokalt og undersøgelsesområdet på Østfyn samt LIFE-projekterne. Under interviewet
kom hun ind på hendes opfattelse af problemerne i dansk naturforvaltning. Denne
viden var meget nyttig som inspiration og baggrundsviden især ved det senere interview
med Lars Rudfeld. Siden hen er der flere gange taget kontakt til Svendsen, primært for at
få supplerende oplysninger om undersøgelsesområdet på Østfyn og LIFE-projekterne. Det
transskriberede interview findes i bilag nr. 3.
Svendsen vurderes pålidelig som informant om klokkefrø, LIFE-projekterne og undersøgelsesområdets
beskaffenhed, da hun har beskæftiget sig med disse forhold i amtet.
Eilif Byrnak: I begyndelsen af september 2006 blev Byrnak interviewet i forhold til at opnå
information om odderen, undersøgelsesområdet på Vestsjælland og amtets indsat for at
bevare odderen. Interviewets primære formål var således at får en afklaring på flere tvivlsspørgsmål,
som var opstået i forbindelse med feltundersøgelsen. Det transskriberede interview
findes i bilag nr. 4.
Byrnak vurderes som en pålidelig informant om odderens forvaltning og undersøgelsesområdets
beskaffenhed, da han har beskæftiget sig med dette i amtet.
Interviews om Habitatdirektivet: For at opnå viden om Habitatdirektivet og dets implementering
i dansk forvaltning er det valgt at interviewe to informanter, som repræsenterer
forskellige tilgange til direktivet.
20
Lars Rudfeld: Fuldmægtig i Skov- og Naturstyrelsen og arbejder bl.a. med Habitatdirektivet.
Peter Pagh: Professor i miljøret ved Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet.
Han beskæftiger sig bl.a. med Habitatdirektivet og har ved flere lejligheder kritiseret
Danmarks tolkning, implementering og forvaltning af direktivet.
Det er valgt at interviewe en repræsentant for Skov- og Naturstyrelsen, da styrelsen er ansvarlig
myndighed for den overordnede implementering og forvaltning af direktivet. Pagh
repræsenterer derimod en streng juridisk tilgang til forståelsen af direktivets bestemmelser
og er valgt som modvægt til styrelsens mere praktiske forvaltning af bestemmelserne.
Lars Rudfeld: Interviewet med Rudfeld blev foretaget i midten af september 2006. Et af
formålene var at få klarlagt Danmarks implementering og forvaltning af Habitatdirektivet.
Interviewet var meget informativt, og flere problemstillinger blev afklaret. Rudfeld virkede
endvidere meget nuanceret i sine holdninger, hvilket gav mulighed for at diskutere den kritik,
som bl.a. Pagh har fremført af Danmarks implementering, fra flere sider. Det transskriberede
interview findes i bilag nr. 5.

Rudfeld har i en årrække beskæftiget sig med tolkningen og implementeringen af Habitatdirektivet
på nationalt niveau og vurderes derfor som en pålidelig informant om Habitatdirektivet.
Det skal dog bemærkes, at han repræsenterer styrelsens holdning, og det kan ikke
udelukkes, at en embedsmand vil forsøge at dække over relevante problemer i forhold til
Danmarks implementering af direktivet.
Peter Pagh: Interviewet med Pagh blev foretaget i midten af september 2006. Formålet
var at opnå information om Habitatdirektivets bestemmelser og tolkningen af centrale artikler.
Endvidere blev nogle af de oplysninger, der var fremkommet under interviewet med
Rudfeld diskuteret. Hans direkte udtryksform og kraftige kritik af direktivets implementering
samt hans opfattelse af den måde, som det bliver forvaltet på, var en smule overvældende.
Dog må kritikken til tider betegnes som mindre nuanceret, men samtidig var det også
meget informativt, da vidensgrundlaget om direktivet blev betydeligt styrket. Det transskriberede
interview findes i bilag nr. 5.
Pagh vurderes som en pålidelig informant om direktivets bestemmelser, tolkning og implementering,
da han er professor i miljøret, og på baggrund af sin provision har deltaget
aktivt i den offentlige debat om direktivets tolkning og implementering.
Øvrige kontaktpersoner: I forbindelse med udarbejdelsen af rapporten har følgende personer
også bidraget med nyttige oplysninger i form af personlige kommentarer, dog uden
at der var tale om formelle interviews:
Niels Damm, Amphi Consult.
Lasse Otto Aufeldt, Fiskeridirektoratet.
Svend Andenæs, lodsejer fra Teglgårdshuse.
Gudmund Larsen, Statsaut. ejendomsmægler & valuar, EDC Svendborg.
Peder Agger, professor på TekSam, Roskilde Universitetscenter.
Erik Hofmeister, Ferskvandscentret i Silkeborg.
Kresten K. Skrumsager, Direktoratet for FødvareErhverv.
2.6 Teoretisk tilgang
I dette afsnit præsenteres de teoretiske tilgange til undersøgelsen og baggrunden for valget
af de enkelte teorier. Først gennemgås forudsætningerne for valget af naturvidenskabelig
teori og dernæst samfundsvidenskabelig teori. Anvendelsen af teorierne og deres betydning
for undersøgelsen uddybes i kapitel 3 og 4.
2.6.1 Naturvidenskabelig teori
Både odderen og klokkefrøen lever herhjemme i en fragmenteret natur. For at kunne analysere
konsekvenserne heraf, er det valgt at inddrage teori om øbiogeografi og metapopulationer.
Begge teoretiske retninger inddrages, da øbiogeografien kan anvendes til at forklare,
hvilke faktorer der har indvirkning på de to arters spredning. Metapopulationsteori kan i
supplement hertil anvendes til at forstå, hvilken betydning det har for populationer at eksi-
21

stere i en fragmenteret natur herunder, hvorledes de kan organisere sig i et stærkt kulturpåvirket
landskab og interagerer med hinanden.
Øbiogeografi er således fundet anvendeligt i analyserne af odderens og klokkefrøens habitat-
og spredningsvilkår i undersøgelsesområderne for at opnå et teoretisk indblik i de landskabelige
strukturers og funktioners betydning for arters spredning og kolonisering af nye
habitater. Det skyldes bl.a., at klokkefrøens vandhuller på Østfyn i mange tilfælde fungerer
som en form for habitatøer i et ”hav” af intensivt dyrkede marker, og at Sjælland er en ø
for odderen, hvis den skal sprede sig hertil fra Jylland eller Sverige.
Gennem metapopulationsmodellen opnås endvidere et teoretisk kendskab til forholdet mellem
source- og sinkhabitater, hvilket tillige er et brugbart redskab i analyserne.
Den viden, der udledes på baggrund af de to teorier fungerer både som teoretisk forståelsesramme
og begrebsapparat i forbindelse med analysen af landskabelige barrierer, vurderingen
af odderens og klokkefrøens bevaringsstatus og forslagene til forbedrende foranstaltninger.
2.6.2 Samfundsvidenskabelig teori
Nyinstitutionel teori og implementeringsteori er valgt som teoretisk forståelsesramme og
forklaringsinstrument i analysen af forvaltningsmæssige barrierer for implementeringen af
Habitatdirektivet. Valget af teori og teoretiske delelementer er forløbet gennem en proces,
hvor der først er læst bredt indenfor de to teoretiske felter, og efterfølgende er der foretaget
en vurdering af det læste. Dette er gjort i forhold til teoriernes relevans og anvendelighed i
en analyse af forvaltningsmæssige barrierer for at kunne realisere Habitatdirektivets mål.
Valget er således foregået i en form for vekselvirkning mellem det empiriske grundlag og
den læste teori. Derigennem har empiri og teori dannet hinandens forudsætninger i projektet,
hvilket uddybes yderligere i de følgende afsnit.
Ligesom de fleste andre af EU’s medlemslande, har Danmark hverken formået at overholde
den fastlagte tidsramme for implementeringen af Habitatdirektivet i national lovgivning
eller overholde forpligtelserne i forhold til udpegningen af habitatområder (Diaz,
2001:292). På den baggrund opstod der under de indledende undersøgelser en arbejdshypotese
om, at administrative traditioner indenfor de enkelte EU-landes naturforvaltninger kan
udgøre en institutionel barriere for en korrekt implementering af Habitatdirektivet og afledt
deraf en barriere i forhold til at opnå direktivets mål. Dette understøttes af det faktum, at
den praktiske transformation af EU-direktiver ligger på nationalt niveau, og årsagen til den
utilstrækkelige implementering af Habitatdirektivet derfor hovedsageligt må findes her.
Endvidere har Naturrådet en række lignende antagelser om institutionelle barrieres betydning
for den danske implementering af direktivet, hvilket menes at understøtte hypotesen
(Naturrådet, 2001:9ff).
22

Inspirationen, til de videre studier af årsagerne til problemerne omkring implementeringen
af Habitatdirektivet, er bl.a. hentet fra Knill (1998) og Knill & Lenschow (2000), der har
en institutionel tilgang til deres undersøgelser. Gennem artiklen European Policies: The
Impact of National Administrative Traditions og bogen Implementing EU environmental
policy redegøres der bl.a. for, hvordan forskellige landes forvaltningsstrukturer og administrative
traditioner har betydning for, hvor effektivt EU-direktiver på miljøområdet implementeres
i national lovgivning (Knill, 1998 og Knill & Lenschow, (ed.), 2000). Ligeledes
har rapporten Implementation of the Habitats Directive in Lithuania – the case of a new
EU member state været en inspiration i forhold til valg og forståelse af nyinstitutionel teori
(Durinck & Arildsbo, 2005). Her foretages en analyse af muligheder og barrierer for implementeringen
af Habitatdirektivet i Litauen, i et institutionelt perspektiv.
Nyinstitutionel teori: Ovenstående undersøgelser peger på, at de væsentligste årsager til
implementeringsvanskeligheder findes på det institutionelle niveau frem for det individuelle
niveau. Derfor er det fundet anvendeligt at inddrage en overordnet forklaringsramme i
form af nyinstitutionel teori, der kan bidrage til at forklare, hvordan eksempelvis politiske
aktørers og forvaltningers valg af handlinger i vid udstrækning betinges af institutioner i
form af traditioner, rutiner, processer og forståelser mv. Begrebet institution forstås derved
bredt som udbredte og relativt stabile tankeformer og handlemønstre, udtrykt gennem vaner
og traditioner (Nielsen, 2005:18).
Orienteringen i det nyinstitutionelle teoretiske felt er hovedsageligt sket gennem bogen Institutionel
teori – en tværfaglig introduktion (Nielsen, (ed.), 2005). Her har Jacob Torfings
introduktion til de politologiske tilgange indenfor nyinstitutionel teori inspireret til valget
af teoretisk afsæt.
I analysen af forvaltningsmæssige barrierer tages der udgangspunkt i teoretikerne James G.
March & Johan P. Olsen, der har udviklet et teoretisk koncept, som på mange måder er i
overensstemmelse med den hypotese, der lå til grund for denne undersøgelses forvaltningsmæssige
perspektiv. March & Olsen var gennem bogen Rediscovering Institutions
(1989), blandt de første til at udvikle en institutionel handlingsteori inden for rammerne af
den politologiske nyinstitutionalisme (Torfing, 2005:54). De repræsenterer en normativ
institutionalisme, hvor vægten lægges på, hvordan institutioner former adfærd og derigennem
(politiske) handlinger gennem en logic of appropriateness (herefter oversat til passendehedslogik)
(Nielsen, 2005:23 og Torfing, 2005:54). Begrebet udtrykker, at bestemte
handlinger vælges i bestemte situationer på baggrund af den institutionelle kontekst
(March & Olsen, 1989:22).
23

March & Olsens handlingsteori er derved et opgør med rational choice teorien, der har været
meget fremherskende indenfor samfundsvidenskaberne (Nielsen, 2005:11). Rational
choice teori bygger på antagelsen om, at alle kollektivistiske fænomener kan forklares ud
fra individuelle handlinger. I den sammenhæng antages det, at individuelle aktører har en
kalkulerende og rationel nyttemaksimerende adfærd (Torfing, 2005:50). Individet varetager
således egne interesser ved at vælge sine handlinger ud fra konsekvensvurderinger i
forhold til opnåelse af egne præferencer og mål (March & Olsen, 1994:251). I modsætning
hertil mener March & Olsen ikke, at aktører handler ud fra en iboende rationel konsekvenslogik,
men ud fra en institutionelt betinget passendehedslogik dvs. på baggrund af regler i
form af rutiner, procedurer og sociale normer mv. (March & Olsen, 1989:22, 160).
March & Olsens institutionelle handlingsteori er fundet anvendelig i analysen af forvaltningsmæssige
barrierer, for selvom aktører (f.eks. embedsmænd) givetvis i et vist omfang
handler ud fra egne præferencer, antages det at ske indenfor en institutionel ramme, der
menes at have en afgørende indvirkning på valget af deres handlinger.
I nyinstitutionel teori, anvendes endvidere et historisk perspektiv, når barrierer i forhold til
politisk forandring skal forklares. Politiske institutioner dannes og forandres over tid, gennem
institutionelt betingede politiske handlinger eller kampe og er således path-dependent
(herefter oversat til sporafhængige) (Torfing, 2005:55, 165). I forhold til en ny politiks implementering,
kan denne sporafhængighed i form af ”troskab” mod tidligere forvaltningstraditioner
udgøre en institutionel barriere for forandring.
På baggrund af ovenstående overvejelser, er nyinstitutionel teori fundet egnet som teoretisk
grundlag med henblik på at afdække institutionelt betingede barrierer i forhold implementeringen
af Habitatdirektivets bestemmelser i den danske naturforvaltning.
Implementeringsteori: Til at supplere den overordnede nyinstitutionelle forklaringsramme
er det fundet nødvendigt også at inddrage konkret implementeringsteori. Dels for at
opnå teoretisk viden om, hvilke forhold der indvirker på implementeringsprocessen, og
dels til at strukturere diskussionen og analysen af forvaltningsmæssige barriere i forhold til
Habitatdirektivets implementering i Danmark.
Implementeringsforskning er et relativt ungt forskningsfelt, ikke desto mindre er implementering
af politikker allerede blevet analyseret ud fra mange forskellige perspektiver,
karakteriseret ved divergerende forskningstraditioner (Winter, 2006:151). De forskellige
analytiske tilgange kan groft inddeles i to hovedgrupper, henholdsvis top-down og bottumup
(Winter, 1990:19). På den baggrund er orienteringen i forskningsfeltet, i forhold til valg
af implementeringsteori, sket ved hjælp af to artikler af Søren Winter. I artiklen Integrating
Implementation Research, søger Winter at skabe en form for syntese mellem de to tilgange
ved at integrere det han betegner, som de mest frugtbare teoretiske bidrag fra implemente-
24

ingsforskningen i en fælles model (Winter, 1990:20). Argumentet er, at der er for lidt
overordnet akkumulation af viden omkring implementeringsprocesser, og at ingen af bidragene
alene i tilstrækkeligt grad kan forklare, hvad der har effekt på et implementeringsresultat
(Winter, 1990:20 og Winter, 2006:154). I artiklen Implementation (2006) foretager
Winter et kritisk tilbageblik på de seneste 30 års udvikling indenfor implementeringsfeltet
og på grundlag heraf, opstiller han forslag til, hvilken retning den videre udvikling indenfor
implementeringsforskningen bør tage (Winter, 2006:151).
Gennem artiklerne er der opnået en bred viden om de forskellige teoretikere og deres teoretiske
tilgange til implementeringsforskningen samt forskningsfeltets udvikling. I den forbindelse
har teoretikerne Daniel A. Mazmanian og Paul A. Sabatier vagt en særlig interesse.
Dette beror på, at Mazmanien & Sabatiers konceptuelle ramme for implementeringsanalyser
betegnes som den bedst kendte og mest benyttede indenfor implementeringsforskningen
(Winter, 2006:152). Deres analyseramme har derved opnået status som en
slags standardteori ved analyser af implementeringsprocesser. Den tilhører gruppen af topdown
analytiske tilgange og redegør for en række nøglefaktorers potentielle indvirkning på
implementeringsprocessen og dermed implementeringens resultat (Mazmanian & Sabatier,
1989:21 og Winter, 2005:58). Som evalueringsstandard, i forhold til vurderingen af et implementeringsresultat,
tager de udgangspunkt i de officielle mål, formuleret for de politiske
beslutninger (Winter, 2005:58).
Det er således valgt at tage afsæt i dele af Winters implementeringsmodel og Mazmanian
& Sabatiers analyseramme. De anvendes som teoretiske redskaber til at udlede, hvilke faktorer
der menes at have væsentlig indflydelse på Habitatdirektivets implementering og i
den sammenhæng til at strukturere analysen af forvaltningsmæssige barrierer.
2.7 Pålidelighed og gyldighed
I forbindelse med analysen af i hvilket omfang undersøgelsesområdernes strukturer og
funktioner modsvarer odderens og klokkefrøens habitat- og spredningskrav, er det essentielt,
at det er korrekte krav, der anvendes i analysen. Derfor blev der først udarbejdet et udkast
til hver af de to arters habitat- og spredningskrav. Udkastene blev efterfølgende diskuteret
med henholdsvis Aksel Bo Madsen og Kåre Fog og der foretoges de nødvendige korrektioner.
Derved er det sikret, at de anvendte krav i analyserne er pålidelige, hvilket bidrager
til analysernes gyldighed. Dette gælder ligeledes for nogle af forslagene til forbedrende
foranstaltninger.
Den kartografiske analyse udgør vurderingsgrundlaget for odderens og klokkefrøens bevaringsstatus
i de valgte undersøgelsesområder og senere grundlaget for at kunne foreslå forbedrende
tiltag. Derfor er det væsentligt, at det empiriske grundlag har en høj pålidelighed.
For at sikre dette er der først udarbejdet detaljerede kort over undersøgelsesområderne, ef-
25

terfølgende er kortenes informationer blevet verificeret gennem ortofotos, feltobservationer
og interviews mv. Eksempelvis er stort set alle markerne i undersøgelsesområdet på Østfyn
blevet registreret ved selvsyn for at fastslå, om de var intensivt eller ekstensivt dyrket.
Hvor det ikke var muligt at fastslå dyrkningsforholdene på registreringstidspunktet, er der i
stedet anvendt ortofoto. Derfor vurderes oplysningerne om dyrkningsforholdene som værende
pålidelige. For odderen er der også foretaget en relativt detaljeret feltundersøgelse.
F.eks. er alle tilgængelige broer, som krydser vandløb i undersøgelsesområdet, blevet undersøgt
for faunapassager og dyrkningsforhold omkring vandløb, og potentielle habitater
mv. er ligeledes blevet undersøgt i felten.
På baggrund af den metodiske tilgang til den kartografiske analyse, hvor der først udarbejdes
kort, som efterfølgende verificeres gennem en feltundersøgelse og indsamling af supplerende
informationer, vurderes det, at analysens empiriske grundlag har en høj pålidelighed.
Dette styrker endvidere rapportens konklusioner og øger deres gyldighed. Det skal
dog understreges, at de konklusioner, der drages på baggrund af den kartografiske analyse,
kun er gældende i en vis periode, da natur og landskab kontinuerligt forandres. Derved opnås
kun et øjebliksbillede af arternes habitat- og spredningsvilkår og derigennem deres bevaringsstatus
i undersøgelsesområderne. I forvaltningsmæssig sammenhæng er det således
nødvendigt at være opmærksom på dette, hvis der går en årrække mellem analyserne er foretaget,
og de forbedrende foranstaltninger iværksættes. Naturens udvikling kan derfor i en
hvis udstrækning medføre vanskeligheder med at efterprøve analysernes resultater på et
senere tidspunkt.
Ved alle personlige interviews virkede det umiddelbart som om, at informanterne var meget
sandfærdige og ikke forsøgte at dække over eventuelle problemstillinger eller manglende
viden i forhold til de spørgsmål, der blev stillet. Endvidere blev næsten alle interviews
foretaget på et tidspunkt, hvor en stor del af det skriftlige materiale til rapporten allerede
forelå. Derfor var der på forhånd oparbejdet en bred viden om de forskellige forhold
og problemstillinger, så relevante og præcise spørgsmål kunne stilles. På den baggrund
vurderes det, at de informationer, som blev genereret gennem interviewene er pålidelige.
Alle informationer udledt af interviews er dog blevet kontrolleret for deres oprigtighed,
hvor det har været muligt og anvendes kritisk i analyserne, hvis der er fundet belæg herfor.
I forbindelse med analysen af forvaltningsmæssige barrierer for bilag II-arters mulighed
for at opnå en gunstig bevaringsstatus, sætter den samfundsvidenskabelige teoretiske forståelsesramme
og det tilhørende forklaringsinstrument rammerne for analysens pålidelighed
og konklusionernes gyldighed. Hvis der var anvendt et andet teoretisk grundlag for
analysen, ville de konklusioner, der kunne drages givetvis være anderledes, end det er tilfældet
i denne rapport. Et eksempel på dette er valget af faktorer, der har potentiel indflydelse
på resultatet af en implementering. Der kan givetvis findes utallige faktorer, som på
26

den ene eller anden måde påvirker et implementeringsresultat, og det er ikke overkommeligt
at behandle dem alle i denne rapports analyse af forvaltningsmæssige barrierer. Valget
af faktorer har således været afgørende for analysens resultat. Ligeledes gælder det for valget
af nyinstitutionel teori som forklaringsinstrument i forhold til, hvad der er styrende for
aktørers valg af handlinger. Hvis der eksempelvis var taget udgangspunkt i en mere rational
choice orienteret tilgang, ville analysen være foretaget i et andet perspektiv, hvilket givetvis
ville indebære et andet analyseresultat.
Indenfor rammerne af den anvendte empiri og teori vurderes det således, at analysen af forvaltningsmæssige
barrierer er pålidelig og konklusionerne gyldige.
I de følgende to kapitler redegøres der for henholdsvis den anvendte naturvidenskabelige
og samfundsvidenskabelige teori i undersøgelsen.
27

3 POPULATIONER I ET FRAGMENTERET LAND-
SKAB
På grundlag af landskabs- og populationsøkologi har dette kapitel til formål at opstille et
begrebsapparat, der gennem analyserne kan anvendes som forklaringsinstrument i forhold
til fordelingen af populationer og arters spredning i en fragmenteret natur. Endvidere skal
det fungere som teoretisk vidensgrundlag til at kunne foreslå forbedrende foranstaltninger,
der kan bidrage til at sikre odder og klokkefrø en gunstig bevaringsstatus i de undersøgte
habitatområder. Kapitlet udgør derved rapportens naturvidenskabelige teoretiske forståelsesramme
og endvidere besvarelsen af det første arbejdsspørgsmål i metoden, jf. kapitel 2.
Kapitlet er struktureret således, at der indledes med en gennemgang og definition af de
landskabsøkologiske begreber matrix, patch og korridor. Begreberne anvendes primært i
rapportens analyser af undersøgelsesområdernes habitatkvalitet og arternes spredningsmuligheder
i kapitel 7, men er gennemgående begreber i hele rapporten til forståelsen af landskabets
strukturer og deres indflydelse på arternes levevilkår.
Herefter defineres og forklares betydningen af en række andre væsentlige begreber i forhold
til arters bevarelse og organisering i landskabet, bl.a. genetisk variation, Minimum
Viable Population size (MVP), spredning, øbiogeografi og metapopulationer.
Afslutningsvis redegøres der for, hvordan de forskellige teoretiske dele og begreber anvendes
i rapportens analyser.
3.1 Elementer i mosaiklandskabet
Som der er redegjort for i problemfeltet, har den menneskelige udnyttelse af naturen i
Danmark medført, at naturområder til stadighed er blevet mere fragmenteret. Derved er de
blevet opsplittet i mindre fragmenter, hvilket kan bevirke en øget isolering af de tilknyttede
arter og ændre deres spredningsvilkår, hvis de mellemliggende arealer udgør en barriere
for deres spredning. Udover indskrænkning i naturområdernes størrelse er mange småbiotoper
forsvundet. Det samme gør sig gældende med lineære elementer som levende hegn
og vandløb. Danmarks landskab kan på den baggrund opfattes som bestående af en mosaik
af forskellige elementer. Det er derfor relevant at inddrage patch-korridor-matrix-modellen
til beskrivelse af mosaiklandskabets strukturer, jf. figur 3.1.
28

Figur 3.1: Patch-korridor-matrix-modellen viser forholdet mellem landskabets elementer.
Korridor
Patch
Matrix
Landskabets
afgrænsning
Ud fra figur 3.1 ses det, at det store element udgøres af matrix, mens der er fem patches,
hvoraf to er forbundet med en korridor. Uanset hvor et individ befinder sig i mosaiklandskabet,
vil det være i et af de ovenstående tre elementer. (Forman, 1995:6) Inddelingen af
landskabselementer i de tre kategorier er dog afhængig af, hvilken skala der opereres på.
Eksempelvis kan et vandhul i en skov kategoriseres som matrix, men i en større skala, hvor
skoven er matrix, kan vandhullet kategoriseres som patch.
Matrix: I modellen betegnes det dominerende element i et landskab som matricen (f.eks.
kornmark, sø eller skov) (Forman, 1995:64). Det kan dog være vanskeligt at afgøre, hvilken
arealtype som er mest dominerende, men en matrix udgør normalt mere end 50 % af et
samlet areal eller er betydelig større end den næststørste arealtype (Forman, 1995:277).
Patch: En patch udgør i forhold til matricen et mindre arealmæssigt element (f.eks. vandhul
eller engområde) og kan defineres som et ikke lineært og et forholdsvist homogent område,
der adskiller sig fra omgivelserne (Forman & Godron, 1986:83 og Forman, 1995:43).
Hvis en patch sikrer spredning, kan den også betegnes som en trædesten.
Isolering af arter i de enkelte landskabselementer (patches) er afhængig af deres spredningsevne
og -vilkår, det vil bl.a. sige, hvad matricen består af, hvordan den enkelte art opfatter
matricen som barriere, og om der findes korridorer, som øger spredningen (Bennett,
2003:32). Overgangen mellem forskellige landskabselementer eksempelvis en matrix og en
patch betegnes som en grænse. Den kan være ”blød” eller ”hård” afhængig af, hvor stor
forskellen er mellem dem, men også hvordan en given art opfatter forskellen mellem ele-
29

menterne. Hvis en grænse er ”hård”, kan det hæmme eller helt hindre en arts spredning.
(Forman, 1995:83f) Derudover kan en arts spredning begrænses, hvis mange matrixarealer
og patches skal passeres, da mange grænser dermed skal krydses (Forman, 1995:370).
Korridor: Til forskel fra en patch er en korridor defineret som et lineært element adskilt
fra omgivelserne, der ofte udgøres af en matrix (Forman, 1995:121ff). Ofte er korridoren
forbundet med en patch og kan derfor anvendes i forbindelse med et individs eller en arts
daglige bevægelse, årscyklus, immigration og emigration (Forman & Godron, 1986:123 og
Forman, 1995:200). Dermed kan en korridor bl.a. muliggøre bevægelse af individer,
30
ved rekolonisering efter uddøen fra et givent habitat,
ved kolonisering af nye habitater og
ved opretholdelse eller styrkelse af subpopulationer 3 i en metapopulationsstruktur (Forman,
1995:145)
Derfor er en korridor både defineret ud fra en strukturel og funktionel egenskab, hvis den
skaber funktionel sammenhæng mellem patches, så en art kan sprede sig.
For at modvirke fragmenteringens negative konsekvenser for visse arter fokuserer naturpolitikken
og naturforvaltningen i stigende grad på at skabe sammenhænge mellem naturområder,
så arter har mulighed for at sprede sig. Det er især vigtigt, hvis en arts habitat er omkranset
af en matrix, der gør det vanskeligt for individerne at bevæge sig (Hammershøj &
Madsen, 1998:34). Det er dog nødvendigt at være opmærksom på, at etablering af en
spredningskorridor for én art kan komme til at udgøre en barriere for andre arter.
Der anvendes flere betegnelser for korridorer eksempelvis spredningskorridor, hvor et individ
bevæger sig fra et sted til et andet. En habitatkorridor sikrer derimod ikke kun passage
af et individ men giver også mulighed for, at den kan fungere som habitat for arten, når
den f.eks. over generationer spreder sig mellem områder. (Hammershøj & Madsen,
1998:34)
Korridorer kan have forskellige udformninger f.eks. brede, smalle, lige, bugtede eller uden
tilknytning til et habitat, hvoraf nogle af eksemplerne kan ses i billede 3.1. Derudover ses
der også patches i matricen.
3 En subpopulation kan også betegnes som en lokal population (Forman, 1995: 372) men også delpopulation.
Betegnelsen subpopulation vil dog blive anvendt i rapporten.

Billede 3.1: Udformningen af forskellige korridorer i landskabet.
Kilde: Gengivet fra Forman & Godron, 1986:403.
Korridor
Patch i matricen
Patch i forbindelse med korridor
Korridor
Matrix
Ved etablering af en korridor er det vigtigt på forhånd at bestemme, hvilken funktion den
skal have, og hvilken art den skal tilgodese, da det har betydning for, hvad den enkelte korridor
skal bestå af. F.eks. om den skal bestå af trædesten i form af bl.a. vandhuller, ekstensivt
drevet græsarealer eller områder uden menneskelig forstyrrelse. Dermed er det heller
ikke sikkert, at korridoren behøver at have en geografisk sammenhæng. Den kan eksempelvis
bestå af trædesten, som alligevel muliggør spredning. Hvis der skal etableres en
spredningskorridor gennem en matrix for en bestemt art, er det nødvendigt at opfylde dens
væsentligste krav til passage, og hvis den skal sprede sig langt, er det også nødvendigt med
et tilstrækkeligt antal habitater, så den har mulighed for at etablere sig undervejs. Det medfører,
at en habitatkorridor som udgangspunkt beslaglægger en større del af matricen, end
hvis der kun skulle etableres en spredningskorridor.
Det er ikke muligt at udforme en korridor, der tilgodeser alle arters spredning. Imidlertid er
det heller ikke nødvendigt at opfylde alle spredningskrav for en given art, for at den anvender
korridoren. Derfor benytter flere arter ofte den samme korridor, selv om den som
udgangspunkt er blevet etableret for én specifik art.
Til tider er muligheden for at etablere en sammenhængende korridor ikke til stede. Hvis
det er tilfældet, kan det dog være tilstrækkeligt at etablere trædesten (patches) mellem to
separate habitater. Trædesten kan eksempelvis bestå af vandhuller eller andre småbiotoper.
Det er ikke altid muligt at foretage en skarp afgrænsning mellem patches og korridorer.
Hvis trædestenene er placeret på række, eller så de danner et net, kan de, afhængig af arten,
udgøre en korridor, mens hver enkel trædesten udgøre en patch. Hvis trædesten udgør et
spredningsnetværk kan arten vælge forskellige ruter for at komme frem til et nyt habitat.
(Forman, 1995:201)
31

En vigtig faktor for arters spredning gennem en korridor er dens funktionelle konnektivitet
(Ibid.:201). Dermed bliver det bl.a. afgørende for spredningen, hvor hyppigt en korridor er
brudt, og hvor stor udstrækning brudene har, da færre og mindre brud medfører større konnektivitet
(Ibid.:152). Det er dog også nødvendigt at være opmærksom på, at forskellige arter
opfatter brud forskelligt, hvorved de bliver mere eller mindre afgørende for deres
spredning. Dermed er graden af konnektivitet artspecifik. Hvis en korridor har høj konnektivitet,
øger det sandsynligheden for rekolonisering efter en subpopulation er forsvundet fra
et givent habitat og modvirker herved indavl (Ibid.:427).
3.2 MVP-værdi og den effektive populationsstørrelse
For nogle arter er der beregnet en MVP-værdi for, hvor få individer der skal være i en population
4 , for at den kan overleve på lang sigt (Forman, 1995:68). Et sådan antal kan være
anvendelig som mål i naturforvaltningen. Det er imidlertid vanskeligt at beregne en værdi
for MVP, da det bl.a. afhænger af artens effektive populationsstørrelse (Ne), som er betegnelsen
for ”det antal individer i en bestand, der gennem reproduktion bidrager til den næste
generation.” (Pihl, et al., 2000:20). Ofte angives den til 500 individer, for at populationen
kan eksistere på lang sigt (Forman, 1995:70). Man har fundet frem til, at den effektive
population for dyrearter som oftest er mellem ¼ og ½ af den samlede population (N) (Siegismund,
1993:50f). Det medfører, at den samlede population er beregnet til at skulle udgøres
af mindst 1.000-2.000 individer. I DMU’s rapport Naturtyper og arter omfattet af
EF-Habitatdirektivet (2000) vurderes det, at klokkefrøpopulationen bør bestå af en effektiv
populationsstørrelse på mindst 500 individer for at undgå indavl (Pihl, et al., 2000:112f).
Det er i rapporten Kriterier for gunstig bevaringsstatus fortolket således, at MVP-værdien
bør være på mindst 1.000 individer (Søgaard, et al., 2003:172). For odderen er der også taget
udgangspunkt i en effektiv populationsstørrelse på mindst 500 individer, men her skal
MVP-værdien være på mindst 1.200 individer. (Søgaard, et al., 2003:159) Det fremgår dog
ikke af rapporten, hvorfor antallet på 500 er valgt, men der henvises til kilden Schaffer
(1981). Heri anbefales det, at den effektive population bør være på omkring 500 individer
for at sikre tilstrækkelig genetisk variation, så den kan tilpasse sig et ændret miljø. Baggrunden
for dette tal er kilden Franklin (1980). Denne forfatter foreslår forsigtigt, at en effektiv
population bør være på mindst 500 individer, for at den kan overleve lang sigt. Dog
fremfører han, at ”The number I have chosen is based on extremely meager evidence, and I
stress that much more research is needed before we can answer such questions
[vedrørende størrelsen på en effektiv population] with confidence.” (Franklin, 1980:147f).
Dermed må antallet på 500 individer betegnes som et meget forsigtigt estimat.
4 Størrelsen af en population er resultatet af fødsel og død, samt immigration og emigration. Disse faktorer er
derudover bestemt af bl.a. habitatkvaliteten, inter- og intraspecifik konkurrence, spredningsmuligheder og
miljø. Da faktorerne ikke er konstante medfører det, at populationsstørrelsen er svingende.
32

Schaffer er ligeledes forsigtig overfor antallet på 500 individer og fremfører, at det er ”based
on very general applications of basic genetic principles and, consequently, are somewhat
oversimplified.” (Scaffer, 1981:133). Derfor er det nødvendigt med mere detaljerede
informationer om genetisk variation og ynglestrukturen for den enkelte art. Det giver
mulighed for at bestemme populationsstørrelsen, så den genetiske variation kan sikres og
ikke tabes ved indavl eller genetisk drift. (Ibid.) Hvis denne information ikke er til stede,
skal antallet på 500 anses som “…very rough guidelines rather than specific prescriptions.”
(Scaffer, 1981:134).
DMU forholder sig imidlertid ikke eksplicit til forfatternes forbehold i rapporten Kriterier
for gunstig bevaringsstatus, og der er ikke indsamlet information om genetisk variation og
ynglestruktur for odder og klokkefrø. Derfor må det konstateres, at arternes MVP-værdi
bygger på et noget usikkert vidensgrundlag, og dermed der det ikke sikkert, at de opstillede
MVP-værdier er tilstrækkelige store til at sikre mod indavl og dermed bevare dem på lang
sigt.
I 1980 blev det eksempelvis vurderet, at der var ca. 200 oddere i Danmark, men senere er
antallet steget betydeligt (Madsen, 2006, pers. komm.). Dermed uddør en population ikke
nødvendigvis, selv om den bliver lavere end MVP-værdien. Hvis en population befinder
sig over den fastsatte MVP-værdi, er det dog heller ikke ensbetydende med, at den med garanti
vil bevares på lang sigt, da forringelser af dens levevilkår, sygdom og lignende kan
medføre, at arten alligevel uddør.
Fragmenteringens konsekvenser for populationers genetiske variation
I en tilstrækkelig stor population er den genetiske variation af en sådan størrelsesorden, at
der som oftest sikres tilpasning til ændringer i miljøet. Samtidig vil den samlede genetiske
variation være i en dynamisk ligevægt, hvor der samtidig med dannelse af nye genetiske
variationer via mutation (dvs. ændringer i det genetiske materiale) også forsvinder variationer,
som betegnes genetisk drift eller genetisk erosion (Siegismund, 1993:17f og Fog,
2001:25). Den genetiske drift er omvendt proportional med størrelsen af populationen, og
dermed vil tabet af variation forløbe hurtigere, jo mindre populationen er. Det skyldes, at
der sker et tab af arvelige variation pr. generation, hvor det gennemsnitlige tab kan beskri-
1
ves ved formlen , hvor Ne er den effektive population (Fog, 2001:25). Hvis den effek-
2N
e
tive population er på 500 individer, vil tabet af arvelig variation derfor være 0,1 % pr. generation.
Består den effektive population derimod af 50 individer, vil tabet være 1 %,
hvorved der vil opnås en betydelig grad af indavl i løbet af 90 generationer, men hvis den
effektive population er på 500 individer, vil der være balance mellem tabet og dannelsen af
gener. (Fog, 2001:23ff) Det betyder, at tabet af variation forløbe hurtigere, end en ny genetisk
ligevægt kan nå at indstille sig, hvis populationen bliver mindre end Ne=50. Den gene-
33

tiske drift kan dermed bevirke, at individerne i en population, som er lille, isoleret og uden
vækst, bliver indavlet og har lav eller ingen genetisk variation tilbage afhængig af, i hvor
lang tid indavlen er forløbet. Konsekvensen kan være, at populationen ikke vil overleve en
drastisk ændring i miljøet eller på sigt kan tilpasse sig gradvise ændringer i miljøet (Jongman,
1994:310 og Siegismund, 1993:9). Derfor er det vigtigt, at individer kan migrere eller
spredes mellem subpopulationer, hvorved risikoen for indavl mindskes. Hvis individernes
genetiske variation er forskellig, er der større sandsynlighed for, at nogle af dem er bedre
tilpasset ændringer i miljøet pga. den specifikke variation, hvorved populationen har større
sandsynlighed for overlevelse. (Siegismund, 1993:20)
Konstant forekommer der mutationer af gener. Hvis disse har skadelige effekter på en populations
fitness, betegnes det som indavlsdepression. Er en population lille, isoleret og ikke
i vækst, vil mutationerne medføre en relativ større effekt på populationen. Konsekvenserne
kan være ringere fitness, som bl.a. viser sig ved mindre antal og overlevelsesrate af
afkom. Således vil en i forvejen lille og isoleret population have større sandsynlighed for at
uddø pga. effekterne fra indavl end en større subpopulation. (Siegismund, 1993:17f)
Har populationen bestået af ganske få individer, men antallet efterfølgende er steget, har
den været i gennem en ”flaskehals”, hvor der er tabt genetisk variation (Siegismund,
1993:18). Endvidere bliver den genetisk variation mindre, jo længere tid ”flaskehalsen” varer
(Fog, 2001:24). Det er dog muligt at genopbygge den genetiske variation ved mutation.
Dannelse af genetisk variation er dog en meget langsommelig proces, og det vil kunne tage
mindst tusinde generationer, før variationen er på sit oprindelige niveau, hvis det alene skal
ske på baggrund af den tilstedeværende population. (Siegismund, 1993:20, 36) Derfor er
det vigtigt at opretholde en tilstrækkelig genetisk variation.
På baggrund af ovenstående er det fundet relevant at anvende populationsgenetikken og arters
populationsstørrelse, når der i forvaltningen skal sikres gunstig bevaringsstatus for arter.
Dermed bliver det muligt at nuancere vurderingen i forbindelse med indsatsen i forhold
til, hvor lang tid der er at løbe på, inden det bliver kritisk for populationens overlevelse på
lang sigt.
3.3 Spredning af arter
Forskellige begreber er knyttet til individers bevægelse og arters spredning fra et habitat til
et andet. Disse fremgår af nedenstående boks.
34

• Lokal bevægelse forekommer inden for et individs home range (Jongman, 2004:16). Det kan eksempelvis
være odderens bevægelse fra rasteområdet i en rørskov til fourageringsområdet i
vandløbet.
• Spredning er en envejs bevægelse af en art fra eksempelvis en oprindelig lokalitet til en ny lokalitet.
Eksempelvis klokkefrøens kolonisering af nye vandhuller.
• Migration er en arts cykliske bevægelse f.eks. fra sommer- til vinterlokalitet og tilbage igen.
(Forman, 1995:365). Dette omfatter eksempelvis klokkefrøens bevægelse fra overvintringsområde
til forårsvandhul, videre til egnet ynglevandhul, evt. videre til fourageringsvandhul og tilbage
til overvintringsområdet.
Årsagen, til individers bevægelse kan være, at kårfaktorerne ikke tilgodeser alle i populationen.
Det kan bl.a. skyldes manglende ressourcer på grund af en øget inter- og/eller intraspecifik
konkurrence f.eks. forårsaget af fragmentering af en populations habitat eller
ødelæggelse af dens habitat. Samtidig er der en naturlig drift hos individer, så de søger
mod områder, hvor kårfaktorerne er tilstrækkelige (Jongman, 1994:309). Dermed er individers
overlevelse og bevægelse både afhængig af nuværende og fremtidige habitater. Endelig
er det selvfølgelig også en forudsætning, at individer har mulighed for at bevæge sig
mellem egnede habitater. Bevægelse kan således være forbundet med risiko for, at det enkelte
individ dør mellem to forskellige områder pga. barrierer. Det kan eksempelvis skyldes,
at afstanden er for stor, prædation under bevægelsen, eller at individet bliver dræbt,
når det krydser en vej. Mange af de nuværende landskabelige strukturer, f.eks. levende
hegn, vandløb og vildtremiser, der fungerer som spredningskorridorer, tilgodeser ikke
nødvendigvis alle arters spredningsbehov, og mange af dem er påvirket af landbrugsdrift.
Derfor kan det være nødvendigt at forbedre spredningsmulighederne for nogle arter.
Som der er redegjort for, er naturområder blevet fragmenteret med negative konsekvenser
for bl.a. populationers genetiske variation. På den baggrund er det relevant at inddrage teori,
der kan forklare, hvordan populationer organiserer sig i sådan et landskab.
3.4 Øbiogeografi
Teori om øbiogeografi blev først fremført af Preston i 1962 samt MacArthur & Wilson i
1967 (Hammershøj & Madsen, 1998:14). Den er udviklet på baggrund af observationer af
arters spredning fra fastland til øer. På den baggrund blev det konstateret, at en ø’s størrelse
og dens afstand til fastlandet, hvorfra arten spreder sig, er afgørende for artsantallet på
øen. (Forman, 1995:56). Denne sammenhæng er illustreret i figur 3.2.
35

Figur 3.2. Den dynamiske ligevægtsmodel for arters kolonisering af øer.
Kilde: Gengivet fra Muus, 1984:9.
Y-akserne viser en stigende rate for henholdsvis indvandring og uddøen af arter. X-aksen
angiver et stigende antal arter, og jo længere man befinder sig til højre, jo flere arter er der
til stede på øen. De angivne antal af arter er tilfældige og skal illustrere et højere antal arter
på en stor ø i forhold til en lille ø.
Modellen betegnes som dynamisk, fordi der hele tiden sker en omsætning af arter, hvorved
nye immigrerer til øen, mens andre uddør (Sand-Jensen, 2000:390). Når øen er mættet med
arter, formodes det, at ligevægten af arter vil balancere mellem på den ene side immigrationen
samt artsdannelse og på den anden side uddøen samt emigration.
På baggrund af figur 3.2 illustreres den teoretiske sammenhæng mellem en ø’s størrelse,
dens grad af isolering og det antal arter, der kan leve på øen. I udgangspunktet er der ikke
nogle arter til stede på øen, men når koloniseringen begynder, stiger antallet af arter hurtigt,
men efterhånden nedsættes hastigheden, da indvandringen af arter ikke i samme grad
bibringer nye arter til øen (Sand-Jensen, 2000:388). Ud fra ligevægtsmodellen fremgår det
også – alt andet lige – at antallet af arter på en ø er lavere, hvis denne er beliggende langt
væk fra spredningskilden, da afstanden kan udgøre en barriere for kolonisering. Endvidere
er sandsynligheden for, en art finder frem til en ø relativ større ved en større ø end ved en
lille ø 5 . I modellen ses det, at større øer kan indeholde flere arter end mindre. Det skyldes
en antagelse om, at variationen af habitater er større på en stor end en mindre ø. Ydermere
kan populationer indeholde flere individer på større øer end mindre øer, og dermed er
sandsynligheden for, at en given art uddør mindre. Det skyldes, at der med et stigende antal
5 Det er dog nødvendigt at være opmærksom på betydningen af øen’s/patchen’s udformning, da den har indvirkning
på sandsynligheden for at blive koloniseret. Der er større sandsynlighed for kolonisering af en ø,
hvis den er langstrakt vinkelret på arternes spredningsretning, end hvis den er langstrakt med arternes spredningsretning.
36

individer er en relativ større sandsynlighed for, at nogle vil overleve, modsat hvis der kun
er et lille antal individer i populationen (Hanski, 1999:33).
Hvis områder har samme habitatkvalitet, men størrelsen er forskellig, vil der være en større
bevægelse af individer fra store områder – alt andet lige – sammenlignet med mindre områder,
som det er illustreret i figur 3.3. Dette er også i god overensstemmelse med figur 3.2,
som viser, at antallet af arter på en ø er positivt korreleret med kildens størrelse.
Figur 3.3: Spredningsmønsteret for henholdsvis store områder og mindre områder.
Kilde: Gengivet fra Dawson, 1994:27.
Når teorien skal anvendes ved undersøgelsen af odder og klokkefrø, er det nødvendigt at
være opmærksom på, at den er opstillet, som værende beskrivende for arters spredning fra
fastland og til øer. Dermed kan det mellemliggende vand (matricen) udgøre en betydelig
barriere for arters spredning og kolonisering. Når teorien anvendes på klokkefrøens spredning
mellem vandhuller, hvor spredningen foregår gennem terrestriske områder, er der ikke
nødvendigvis de samme barrierefaktorer.
Ydermere er arealets størrelse en væsentlig faktor for en given populations levedygtighed
og dermed spredning til andre områder. Det er dog for snævert kun at fokusere på dette, da
et områdes kvalitet i forhold til en arts specifikke habitatkrav også har stor betydning for
levedygtigheden og dermed spredningen. Det skyldes, at der enten kan ske en spredning,
fordi habitatkvaliteten ikke er opfyldt, eller fordi den er så god, at der er overskudsproduktion,
så der ikke er plads til alle individer, hvorved habitatkvaliteten alligevel er den begrænsende
faktor. Derfor vil der i det nedenstående afsnit om metapopulationer blive inddraget
begreberne sink- og sourcepopulationer, som inddrager habitatkvaliteten.
3.5 Metapopulation
I takt med fragmenteringen af naturområder er der også sket en fragmentering af populationer,
så de i højere grad optræder som metapopulationer, og dermed kan antallet af meta-
37

populationer øges ved en stigende fragmentering (Forman, 1995:382). På den baggrund er
det vigtigt med en forståelse af begrebet metapopulation, da det kan forklare populationers
strukturering i fragmenterede landskaber (Turner, et al., 2001:208). Dermed bliver koblingen
mellem landskabets strukturer og funktioner samt de enkelte arters habitat- og spredningskrav
vigtig. Denne tilgang vil blive anvendt ved undersøgelsen af odder og klokkefrøs
habitat- og spredningsvilkår.
Modellen om metapopulationer blev udviklet af Levins i 1970. Fra 1990’erne er modellen
især blevet anvendt og videreudviklet af Hanski. En population kan anses som en metapopulation,
når den består af subpopulationer, der indgår i et netværk, hvor der foregår bevægelse
af individer mellem subpopulationerne (Forman, 1995:372). Dermed kan subpopulationer
ikke anskues som lukkede systemer, da der samtidig med fødsel og død også foregår
emigration og immigration. Både metapopulationen og subpopulationerne er dynamiske,
da antallet af individer, antallet af subpopulationer og udbredelse ændres over tid. Ligesom
det kan være vanskeligt at afgrænse en population, kan det for nogle arter også være vanskeligt
at afgrænse en metapopulation, fordi det er svært at afgøre, hvor mange subpopulationer,
den udgøres af.
Styrken ved metapopulationsstrukturen er bl.a., at den samlede dødsrate er lavere, hvis individer
har mulighed for at bevæge sig fra en subpopulation og til en anden, hvorved subpopulationer
med høj dødsrate/lav fødsesrate kan opretholdes. Ydermere er der mindre
sandsynlighed for, at metapopulationen vil uddø, hvis der findes mange subpopulationer i
et område i forhold til, hvis der er færre subpopulationer grundet en mindre sandsynlighed
for, at mange subpopulationer uddør samtidig (Hanski, 1999:36). Det kan dog forekomme,
at subpopulationer uddør eksempelvis pga. demografiske variationer, hvis der i en årrække
fødes flere hanner end hunner (Begon, et al., 1996:927), eller at levevilkårene forringes.
Indgår subpopulationen i en metapopulation, er der imidlertid større sandsynlighed for rekolonisering
af habitater, hvor subpopulationen er uddø. (Forman, 1995:372f) Dermed bliver
migration vigtig i en metapopulation (Hanski, 1999:37). For at det kan lade sig gøre, er
det bl.a. nødvendigt, at individerne har mulighed for bevægelse, og et overskud af individer
fra andre subpopulationer.
Når individer fra en metapopulation koloniserer et nyt habitat, er det sandsynligt, at det vil
medføre et større antal subpopulationer, og dermed bliver risikoen for, at populationen uddør,
mindre (Begon, et al. 1996:609). De områder, der i størst grad opfylder en arts habitatkrav,
vil – alt andet lige – oftest blive koloniseret af arten under forudsætning af tilstrækkelig
spredningsmuligheder.
Metapopulationsstrukturen med spredning af individer mellem subpopulationer medfører
udveksling af gener (Forman, 1995:384f). Derfor er det tilstrækkeligt, at metapopulationen
38

opfylder artens MVP-værdi, så længe mindst et individ pr. generation immigrerer til subpopulationerne,
som den består af, og bidrager til formering, da det kan opretholde den genetiske
variation på lang sigt (Fog, 2001:33 og Forman, 1995:71). Dermed er det ikke nødvendigt,
at hver enkel subpopulation opfylder MVP-værdien. Hvis subpopulationer kun er
forbundet med korridorer af lav kvalitet, kan det medføre, at individer dør, når de bevæger
sig igennem dem (Forman, 1995:276). Det er dog nødvendigt at være opmærksom på, at
selv om en korridor har lav kvalitet, kan den være nyttig, hvis individer bare en gang i mellem
bevæger sig til en subpopulation.
Levins metapopulationsmodel antager, at habitaterne har samme kvalitet (Turner, et al.,
2001:212). Faktum er imidlertid, at det sjældent er tilfældet. Dermed bliver source- og
sinkbegrebet en vigtig del af begrebet metapopulation, hvor omdrejningspunktet er habitatkvaliteten.
I sourcehabitater er reproduktionen større end dødeligheden, mens det modsatte
gør sig gældende i sinkhabitater. Det skyldes, at den enkelte arts krav til habitatet i
højere grad er opfyldt i sourcehabitatet end i sinkhabitatet (Forman, 1995:381). Derfor er
tilstedeværelsen af en subpopulation i et givent habitat ikke nødvendigvis en indikation på,
at den er levedygtig (Hanski, 2005:25). Hvis source- og sinkhabitatet indgår i en metapopulation,
hvor arter har mulighed for at sprede sig, kan sinkhabitatet opretholdes, hvis
overskydende individer fra sourcehabitatet immigrerer hertil. Dette er illustreret i figur 3.4,
hvor det til forskel fra figur 3.3 er habitatets kvalitet og ikke størrelse, der er afgørende for
spredning. Ud fra figur 3.4 kan det derfor ses, at der er et overskud af individer fra sourcehabitater
(sorte områder), som kan sprede sig til sinkhabitater (hvide områder).
Figur 3.4. Spredningsmønsteret for henholdsvis sourcehabitater (sorte) og sinkhabitater (hvide).
Kilde: Gengivet fra Dawson, 1994:27.
Hvis sinkpopulationen uddør, er der mulighed for rekolonisering fra sourcehabitatet. Derfor
er det et problem, hvis sourcepopulationen uddør, da det kan medføre, at sinkpopulationerne
ikke længere kan opretholdes med deraf større risiko for, at hele metapopulationen
uddør, end hvis det er sinkpopulationen, der uddør. (Sand-Jensen, 2000:316) Hvis sinkpo-
39

pulationen ikke er hurtigt aftagende, og der foregår spredning herfra, er der dog mulighed
for, at der kan ske en spredning fra denne til den tidligere sourcepopulations habitat, så den
kan genetableres. (Hanski, 1999:32)
Korridorer, der forbinder habitater, kan tilsammen udgøre et netværk (Forman, 1995:254).
Således kan arter have større mulighed for at immigrere til forskellige habitater og er ikke
afhængige af en enkelt korridor (Forman, 1995:256f). Dermed kan flere korridorer mellem
en source- og sinkpopulation mindske risikoen for, at de enkelte subpopulationer uddør.
3.6 Teoriernes anvendelse i rapporten
De ovenstående begreber matrix, patch, korridor, individers bevægelse og arters spredning
vil blive anvendt som redskaber og begrebsapparat i analyserne af undersøgelsesområdernes
habitatkvalitet og de to arters spredningsmuligheder.
Den samlet teori om landskabsøkologi anvendes ved analysen af landskabelige barrierer
for at kunne forstå, hvilke elementer i undersøgelsesområderne der udgøres af matrix,
patch og korridor. Derudover anvendes den også til at kunne analysere, om der eksempelvis
er konnektivitet mellem patches, så odder og klokkefrø kan sprede sig.
Mulige habitater for odder og klokkefrø findes som fragmenter i områder med intensiv
arealanvendelse. Forståelsen af korridor og arternes spredningskrav anvendes sammen med
øbiogeografi for at kunne analysere, hvilke muligheder arterne har for at sprede sig mellem
disse fragmenter i undersøgelsesområderne. Endvidere er det i den sammenhæng vigtigt at
kunne forstå, hvorledes populationer/subpopulationer kan være struktureret i sådan et landskab
herunder at forstå, hvilke habitater der kan fungere som henholdsvis source- og sink
habitater. Til dette anvendes teori om metapopulation.
Det etablerede begrebsapparatet og teorierne vil også blive anvendt, når der skal opstilles
forslag til forbedrende foranstaltninger, som kan bidrage til at sikre gunstig bevaringsstatus
for odder og klokkefrø i habitatområderne, eksempelvis til at forstå, hvorledes der kan skabes
konnektivitet mellem områder, og hvor der skal eksistere subpopulationer, for at en
metapopulation kan fungere.
Der eksisterer ikke alene landskabelige barrierer for arterne men formodentligt også forvaltningsmæssige.
For at kunne strukturere en analyse af sidstnævnte barrierer er det valgt
at inddrage samfundsvidenskabelig teori, der skal fungere som ramme for analysen af Habitatdirektivets
indvirkning på dansk naturforvaltning. Dette er omdrejningspunktet for næste
teorikapitel.
40

4 INSTITUTIONER OG IMPLEMENTERING
Formålet med dette kapitel er på grundlag af nyinstitutionel teori at opstille et begrebsapparat,
der kan anvendes til at forklare institutioners rolle i forbindelse med aktørers 6 valg af
handlinger og derigennem politisk forandring. Med afsæt i implementeringsteori er formålet
endvidere at redegøre for en række faktorer, der på forskellig vis og i forskellige faser
af en implementeringsproces kan øve indflydelse på det endelige implementeringsresultat.
Kapitlet udgør derved den samfundsvidenskabelige teoretiske ramme for behandlingen af
Habitatdirektivet og dansk naturpolitik i rapportens analyser. Endvidere udgør kapitlet besvarelsen
af andet arbejdsspørgsmål i metoden, jf. kapitel 2.
Kapitlet er struktureret således, at der i lyset af rapportens problemstillinger først redegøres
for de valgte dele af nyinstitutionel teori og dernæst ligeledes for implementeringsteori. I
den afsluttende opsummering redegøres der for, hvordan de forskellige teoretiske dele anvendes
i analysen af forvaltningsmæssige barrierer i forhold til at sikre odder og klokkefrø
en gunstig bevaringsstatus i habitatområderne, jf. kapitel 9.
4.1 Nyinstitutionel teori
I dette afsnit redegøres der for institutioners betydning for handling med fokus på begreberne
”passendehedslogik” og ”sporafhængighed”. Dette gøres primært på baggrund af
James G. March & Johan P. Olsens institutionelle handlingsteori.
Redegørelsen anvendes som instrument til at identificere institutionelle barrierer ved tilpasningen
af den danske naturbeskyttelse til Habitatdirektivets bestemmelser.
Institutioner og deres betydning for handling
Institutioner sætter rammerne for handling, men de kan ikke handle. Derved adskiller institutioner
sig fra organisationer, da organisationer handler for at opnå bestemte mål ved
hjælp af bestemte midler. Organisationers handlinger ligger til gengæld indenfor nogle institutionelle
rammer, og de er således institutionelle aktører. (Torfing, 2005:47)
Selvom begrebet ”institution” har mange betydninger, findes der ifølge March & Olsen
nogle få fælles nøgleideer blandt de fleste, som beskæftiger sig med institutioner eller
nyinstitutionalisme. Kernen er, at intentionelle, kalkulerede handlinger af individer og kollektiver
er indlejret i nogle fælles opfattelser og praksisser, der reproduceres og vil blive
taget for givet i en lang periode. Disse fælles opfattelser og praksisser er udtryk for noget
stabilt og kan kaldes identiteter og institutioner. (March & Olsen, 1994:250 og Torfing,
2005:45) Derved anses aktørers handlinger som tillærte, da de er udtryk for en social praksis,
formet gennem tilstedeværelsen af relativt stabile rammer for handling (Torfing,
2005:45).
6 Her menes aktører i bred forstand dvs. både som enkeltpersoner og som et kollektiv af aktører.
41

March & Olsen karakteriserer grundlæggende institutioner som et udtryk for en regelbunden
adfærd, og på den baggrund skal regler forstås som,
42
…the routines, procedures, conventions, roles, strategies, organizational forms, and technologies
around which political activity is constructed. [og derudover] …the beliefs, paradigms,
codes, cultures, and knowledge that surround, support, elaborate, and contradict those roles and
routines.
(March & Olsen, 1989:22)
Adfærd og handlinger er styret af nogle kulturelle og sociale normer indlejret i forskellige
regler og rutiner. Derved har individer ifølge March & Olsen en regelbundet adfærd, hvor
de handler på baggrund af rutiner, forståelser og omgivelsernes forventninger. Nogle underliggende
procedurer og forståelser strukturerer således handlingsmønstret frem for individuelle
præferencer. Individet følger derved nogle institutionaliserede rutiner og agerer på
baggrund af dem, selv når det er i strid med egne snævre interesser. Handlinger over tid og
gentagelser er således blevet institutionaliserede praksisser, der har den effekt, at individer
udfører bestemte handlinger i bestemte situationer. (March & Olsen, 1989:22)
Passendehedslogik: I forbindelse med ovenstående afsnits generelle gennemgang af institutioners
betydning for handling, uddybes her March & Olsens anvendelse af begrebet
”passendehedslogik”. Regler udgør et normsæt for passende adfærd, som er lært gennem
socialisering, uddannelse eller kan være påtvunget gennem politisk samt organisatorisk autoritet
(March & Olsen, 1989:21f). Meget af den adfærd der f.eks. kan observeres i politiske
institutioner mv., afspejler derved nogle regler bl.a. i form af standardrutiner. Derved
styres politiske aktører ifølge March & Olsen af en passendehedslogik, når de skal associere
bestemte handlinger til bestemte situationer (Ibid.:23). Institutionaliserede regler, pligter,
rettigheder og roller bidrager således til at definere, hvilke handlinger der er passende
(normale, naturlige, rigtige og gode) eller upassende (unormale, unaturlige, forkerte og
dårlige) (March & Olsen, 1994:252). Når aktører vælger deres handlinger på baggrund af
et kodeks af institutionaliserede regler, betyder det dog ikke, at handlingernes konsekvenser
ikke overvejes, men at det sker indenfor rammerne af en passendehedslogik, der byder
på forskellige handlemuligheder (Ibid.:253).
Sporafhængighed: Med begrebet ”sporafhængighed” menes det, at fortiden har en afgørende
indvirkning på nutidens handlinger og således kommer historien til at spille en betydelig
rolle i forhold til politiske handlinger (Nielsen, 2005:203).
March & Olsen ser tilsvarende institutionaliserede regler som en afspejling af historiske erfaringer.
Bestemte handlinger i bestemte situationer er således et resultat af den historiske
erfaring, tilgængeliggjort for individet gennem regler (March & Olsen, 1989:38). Handlinger
og deres resultater kan derved siges at være sporafhængige, da de ikke alene er afhængige
af nuværende forhold men også af tidligere forhold (March & Olsen, 1994:260). Det

vil sige, at nutidens politiske prioriteringer er sporafhængige handlinger, da de i vid udstrækning
er genereret på baggrund af akkumulerede historiske erfaringer.
Sporafhængighed betyder ikke nødvendigvis, at historien i sig selv determinerer nutidige
prioriteringer, men at fortiden på forskellig vis indvirker på nutidens valg af handlinger.
Derfor kan begivenheder langt tilbage i tiden, f.eks. i form af historiske tilfældigheder, stadig
have betydning i dag. (Nielsen, 2005:203) Sporafhængigheden indebærer endvidere, at
forandringer indenfor et givent politikområde, i form af formelt set radikale brud med de
eksisterende politikker, i praksis kan få lang mindre effekt, da forandringsprocessen tvinges
ind på en i forvejen udlagt udviklingsvej (Ibid.:202). Ifølge March & Olsen er en sådan
udviklingsvej et produkt af og udtryk for et repertoire af institutionelle rutiner, der fungerer
som grundlag for, hvorledes nye situationer håndteres (March & Olsen, 1989:34). Rutiner i
form af fastlagte procedurer kan således fungere som institutionelle barrierer for forandring,
hvilket vil sige, at sporafhængighed betinger graden af forandringer.
Opsummering
Begreberne ”passendehedslogik” og ”sporafhængighed” er begge udtryk for March & Olsens
forståelse af, hvad der ligger til grund for aktørers valg af handlinger. Et centralt element
i deres handlingsteoretiske koncept er antagelsen om, at aktører kun i ringe grad
handler på basis af egne rationaler, præferencer og konsekvensmæssige kalkulationer, da
en institutionelt betinget ramme af underliggende regler har afgørende indvirkning på deres
adfærd og handlinger. Endvidere lægger March & Olsen vægt på historiens betydning for
valget af handlinger, da individer handler på baggrund af historiske erfaringer overleveret
gennem regler.
Nyinstitutionel teori kan ikke alene forklare institutionelle barrierer i forhold til effekten på
dansk naturpolitik og -beskyttelse som følge af Habitatdirektivets delvise implementering.
Derfor er det fundet nødvendigt at supplere denne teoretiske forståelses- og forklaringsramme
med implementeringsteori.
4.2 Implementeringsteori
I dette afsnit redegøres der for en række centrale faktorer, der på forskellig vis og i forskellige
stadier af en implementeringsproces kan øve indflydelse på et implementeringsresultat.
Dette gøres på grundlag af Daniel A. Mazmanian & Paul A. Sabatier’s forklaringsramme
for implementeringsanalyser og Søren Winters model over implementeringsprocessen,
jf. bilag 7. Afsnittet er udarbejdet med henblik på senere at kunne identificere faktorer,
der formodentligt har eller har haft en væsentlig indvirkning på implementeringen af Habitatdirektivet.
43

I Mazmanian & Sabatier (1989) defineres og fremstilles henholdsvis implementering og
implementeringsproces på følgende vis:
44
Implementation is the carrying out of a basic policy decision, usually incorporated in a statute
but which can also take the form of important executive orders or court decisions. Ideally, that
decision identifies the problem(s) to be addressed, stipulates the objective(s) to be pursued,
and, in a variety of ways, “structures” the implementation process. The process normally runs
through a number of stages beginning with passage of the basic statute, followed by the policy
output (decisions) of the implementing agencies, the compliance of target groups with those
decisions, the actual impacts-both intended and unintended-of those outputs, the perceived impacts
of agency decisions, and finally, important revisions (or attempted revisions) in the basic
statute.
(Mazmanian & Sabatier, 1989:20f)
Mazmanian & Sabatier mener, at det væsentligste element i en implementeringsanalyse er
identifikationen af faktorer i de forskellige faser af implementeringsprocessen, der indvirker
på realiseringsgraden af en given målsætning (Mazmanian & Sabatier, 1989:21). Ligeledes
søger Winter at forklare, hvad der påvirker effekten af en implementering gennem en
identifikation af nøglefaktorer. Disse integreres endvidere i en model, som illustrerer deres
indbyrdes sammenhæng før og under implementeringsprocessen (Winter, 2005:59). Således
tillægger både Mazmanian & Sabatier og Winter, identifikationen af betydningsfulde
faktorer og deres indvirkning på implementeringsprocessen stor betydning, når det undersøges,
om implementeringen af f.eks. en lov har været en succes eller fiasko, vurderet i
forhold til de officielle mål, der er formuleret for de politiske beslutninger.
En evalueringsstandard med udgangspunkt i opnåelsen af officielle mål anvendes i størstedelen
af implementeringsforskningen, særligt i den del der er præget af et top-down perspektiv,
som bl.a. Mazmanian & Sabatier hører under (Winter, 2005:58).
Identifikation af nøglefaktorer
Det er oplagt, at der både i forhold til politikformuleringen og implementeringsprocessen
kan opstilles en lang liste af potentielt relevante faktorer, der kan anvendes til at forklare
resultatet af den endelige implementering. Dette er almindeligt forekommende i mange
implementeringsstudier (Winter, 1990:21).
For at koncentrere analysen begrænser Winter sin model til at inddrage fire kategorier af
sociopolitiske processer eller omstændigheder, som han anser som de vigtigste, når relevante
faktorer identificeres (Winter, 1990:21 og Winter, 2005:61f). De repræsenterer endvidere
forskellige faser i implementeringsprocessen. Kategorierne er henholdsvis:
• Politikformuleringens betydning for implementeringsprocessen og -resultaterne.
• Organisatorisk og interorganisatorisk adfærd under implementeringsprocessen i
forhold til lovgivningen og dens mål.
• Bureaukratisk markarbejderadfærd.
• Målgruppeadfærd og samfundsmæssige forandringer.

Mazmanian & Sabatier’s analytiske ramme har nærmest katalogform og indeholder en relativ
lang liste over centrale faktorer, med betydning for opnåelsen af officielle politiske
mål. Faktorerne opdeles i tre hovedgrupper, som dækker over følgende:
• Problemernes medgørlighed i henhold til lovgivningen.
• Lovgivningens evne til at strukturere implementeringsprocessen.
• Den sociale og politiske kontekst. (Mazmanian & Sabatier, 1989:21 og Winter,
2006:152)
Som det fremgår af ovenstående vælger, vægter og inddeler teoretikerne faktorerne forskelligt,
men der findes alligevel mange lighedspunkter i deres valg og forklaringer af dem.
Både Mazmanian & Sabatier samt Winter redegør for flere potentielt relevante faktorer end
dem, der redegøres for i dette kapitel, og der findes givetvis endnu flere, der i praksis øver
indflydelse på implementeringer, og derfor kunne inddrages. Som følge deraf må de enkelte
faktorers relevans og anvendelse vurderes i forhold til sigtet med det enkelte studie.
Nedenfor redegøres der således kun for faktorer, som er fundet særligt relevante og anvendelige
som forklaringsinstrumenter i forhold til analysen af barrierer for den danske implementering
af Habitatdirektivet og derigennem også bevaringen af klokkefrø og odder.
Relevante faktorer i forhold til Habitatdirektivets implementering
De faktorer, der behandles i dette afsnit, repræsenterer en række hypoteser om, hvad der
har øvet og stadig øver indflydelse på effekten af direktivets implementering.
Vigtigheden af en gyldig kausal teori: Mazmanian & Sabatier peger som udgangspunkt
på, at der under tilblivelsen af alle større reformer, enten eksplicit eller implicit, indbygges
en kausal teori om måden hvorpå reformens mål skal opnås. De mener i lighed med Winter,
at det har stor betydning for en succesfuld implementering, at politikerne baserer deres
beslutninger på en gyldig kausal teori om, hvordan de opstillede mål opnås. Dette kan
f.eks. være i forhold til relationen mellem virkemidler og de forhold, der om nødvendigt
skal forandres for at realisere målene. For at en kausal teori er gyldig kræves, at de principielle
kausale relationer mellem selve interventionen, f.eks. i form af Habitatdirektivets bestemmelser,
og de mål der skal opnås kan forstås. Derudover kræves, at de aktører, der er
ansvarlige for implementeringen, er udstyret med tilstrækkelige midler og kompetencer til
at tage affære i forhold til de mange kritiske sammenhænge, der gør sig gældende, for i
praksis at nå de officielle mål. (Mazmanian & Sabatier, 1989:26 og Winter, 1990:25) Ifølge
Mazmanian & Sabatier ligger utilstrækkelige kausale teorier ofte bag fejlslagne implementeringer
(Mazmanian & Sabatier, 1989:26).
45

Adoption af uhåndterlige problemer og symbolpolitik: I forlængelse af ovenstående
understreger Winter, at det kan være vanskeligt at udrede præcist, hvori et problem består
ligesom dets årsager og konsekvenser. Det kan endvidere være endnu vanskeligere at finde
ud af, hvilke politiske instrumenter der kan afhjælpe problemet. Sådanne problemer er på
trods af deres uhåndterbarhed ofte af sådan en karakter, at politikere føler, at det er deres
pligt at demonstrere en holdning til dem. Det kan være forklaringen på, at mange problemer
forsøges behandlet uden et tilstrækkeligt teoretisk grundlag om årsagssammenhænge
eller ligefrem adopteres af rent symbolske årsager. Dette leder hen til Winters hypotese
om, at det er usandsynligt, at en implementering bliver succesfuld, hvis politikken (i forhold
til problemet) adopteres af symbolske grunde. For mange politiske aktører kan det således
have større betydning at demonstrere en vilje til handling end egentlig at løse problemet.
(Winter, 1990:25)
Allokation af økonomiske ressourcer: Allokationen af økonomiske ressourcer i den indledende
fase af implementeringsprocessen er vigtig, da ressourcer er en forudsætning for at
nå de fastsatte mål. Økonomiske ressourcer bruges eksempelvis til at ansætte medarbejdere
i forbindelse med udviklingen af nye reguleringsformer, administration og lignende. Er det
generelle økonomiske fundament, der fastsættes i den første fase af implementeringsprocessen,
ikke tilstrækkeligt, kan det umuliggøre gennemførelsen af et nyt program, projekt
eller lignende, allerede inden det træder i kraft. Således kan andelen af økonomiske midler,
der bevilliges til implementeringen af en given politik over tid, fungere som en vigtig indikator
på graden af politisk støtte. (Mazmanian & Sabatier, 1989:26)
Organisatorisk samt interorganisatorisk implementeringsadfærd: Der er ofte store besværligheder
knyttet til koordinationen af handlinger indenfor det statslige administrative
apparat og blandt de forskellige mere eller mindre uafhængige lokale forvaltninger og organisationer,
der er involveret i de fleste implementeringer. Dette gælder især i forhold til
regeringsbestemmelser, der eksempelvis i Danmark, er afhængige af, at stat, regioner og
kommuner sammen skal implementere programdetaljerne i et ofte meget uensartet system.
Et af de vigtigste kendetegn ved implementeringen af en lovbestemmelse er derfor, hvordan
de forskellige implementerende myndigheder er hierarkisk integreret. Hvis der ikke er
en klar hierarkisk magtfordeling mellem dem og klare retningslinier for håndteringen af
bestemmelserne, er der risiko for stor variation i graden af adfærdsmæssig indvilligelse
mellem de involverede parter. Dette påvirker tillige målgrupperne, da de først og fremmest
reagerer i forhold til de lokalt udstedte retningslinier. (Mazmanian & Sabatier, 1989:27)
Winter er tillige inde på, at implementeringsresultater kan forklares ud fra, hvordan organisationer
alene eller i interorganisatoriske sammenhænge reagerer i forhold til politiske
krav. Næsten alle implementeringer kræver deltagelse af flere offentlige såvel som private
organisationer. Disse prioriterer ofte forskellige interesser og kan derfor søge at påvirke
46

centrale aktører i implementeringsprocessen til at øge opmærksomheden på mål, der kan
være i direkte konflikt med politikken, der skal implementeres. Dette kan eksempelvis resultere
i koordinationsproblemer, forsinkelser, implementeringsfiaskoer og anvendelse af
offentlige midler til formål, de ikke var tiltænkt. (Winter, 1990:27)
En politiks kritikere engagerer sig således lige så ofte i implementeringsprocessen som
dens tilhængere, især når egne interesser står på spil (Mazmanian & Sabatier, 1989:29).
Kritikere, der har været nødt til at acceptere nogle politiske mål eller principper, som de er
uenige i, har derfor ofte stor erfaring i at opstille en implementeringsstruktur, som ikke er i
stand til at implementere politikken effektivt således, at de officielle mål ikke realiseres.
F.eks. lader det til, at industrielle interesseorganisationer er mere villige til at acceptere nye
miljøreguleringspolitikker, hvis de kommunale myndigheder vælges som kontrollerende
autoritet i forventning om, at de er mere fleksible og mere interesserede i at tage hensyn til
lokale virksomheder. Derfor er sandsynligheden for en implementeringsfiasko antageligvis
større, hvis implementeringsstrukturen inkluderer organisationer med interesser, der er i
konflikt med den politiske målsætning (Winter, 1990:25).
Internt indenfor det offentlige system søges det ligeledes at fremme hensynet til egne interesser
og mål under implementeringsprocessen. Implementering af en ny politik, lov eller
lignende involverer som sagt ofte myndigheder på flere administrative niveauer. De enkelte
niveauer ledes af embedsmænd, som kan være uenige i de bestemmelser og mål, der eksempelvis
er vedtaget i det nationale parlament eller i EU-regi. Det kan medføre implementeringsproblemer,
skabt på baggrund af mangelfuld kommunikation eller kompetencedeling
mellem de enkelte niveauer. Offentlige myndigheder har også interesse i at sikre deres
egen overlevelse og vækst, hvilket kan influere på incitamentet til at efterleve beslutninger.
Endvidere har de ofte en stærk uvilje mod at ændre traditioner, rutiner og tilhørsforhold
til etablerede politikker, der er i konflikt med nye krav. I den henseende spiller
loyalitet til traditionelle samarbejdspartnere, f.eks. interessegrupper, også en rolle. Implementering
af nye politikker vil således ofte blive opfattet som en trussel mod allerede etablerede
interesser, og de berørte parter går derfor i defensiven. (Winter, 1990:27f)
Eksterne faktorers indvirkning på implementeringen: Mazmanian & Sabatier inddrager,
hvordan en række eksterne faktorer kan øve indflydelse på den politiske opbakning til
lovbestemte mål, hvilket kan påvirke effekten af en implementering. Heriblandt lægger de
vægt på betydningen af socioøkonomiske forhold. Eksempelvis ændres den politiske opbakning
over tid (f.eks. ved tildeling af færre ressourcer) i takt med, at andre problemer relativt
set bliver vigtigere. Endvidere forringes muligheden for en succesfuld implementering,
hvis der er stor variation i de socioøkonomiske forhold eksempelvis mellem de enkelte
landsdele. Socioøkonomiske forskelle i de enkelte områder kan således være udslagsgi-
47

vende for, hvor højt en implementering prioriteres i de lokale forvaltninger. (Mazmanian &
Sabatier, 1989:31)
Derudover mener Mazmanian & Sabatier, at der er en sammenhæng mellem støtten til en
regulering med sigte på miljø- eller forbrugerbeskyttelse og målgruppens velstand og relative
betydning i forhold til den totale samfundsøkonomi. Sandsynligheden for, at en implementering
får anselige omkostninger for en velstående målgruppes produktionsevne, er
således ikke stor. Derimod gør det modsatte sig gældende for mindre velstående målgrupper,
da det er relativt billigere at yde dem en passende erstatning for tabt fortjeneste. (Ibid.)
En anden central faktor med en hvis sammenhæng med det ovenstående er offentlighedens
interesse for et problem, der i interaktion med massemedierne kan påvirke den politiske
agenda. I den forbindelse henviser Mazmanian & Sabatier til, hvorledes den offentlige og
mediemæssige interesse for et problem synes at følge en bestemt cyklus, hvor den første
store interesse for et problem afløses af en tilbagegang i takt med, at befolkningen bliver
klar over ”omkostningerne” ved at løse problemet, eller at andre emner overtager dagsordnen.
Derefter kan interessen genopstå, hvis der findes nye betydningsfulde beviser, der
igen sætter fokus på problemets relevans. (Ibid.)
Opsummering
De valgte faktorer er, som før nævnt, kun et udpluk af potentielle faktorer, der kan tænkes
at påvirke implementeringsprocesser og -resultater. De spænder fra interne faktorer i selve
implementeringsprocessen med direkte indvirkning – til eksterne faktorer, med en mere indirekte
indvirkning på det endelige implementeringsresultat, set i forhold til realiseringen
af de formulerede målsætninger. Valget af faktorer er sket i en vekselvirkningsproces mellem
empiri og teori og er således et resultat af en vurdering af de enkelte faktorers relevans
i forhold til sigtet med nærværende undersøgelse.
4.3 Teoriernes anvendelse i rapporten
I kapitel 9 analyseres forvaltningsmæssige barrierer i forhold til at sikre odder og klokkefrø
en gunstig bevaringsstatus, og teorierne anvendes på følgende vis:
Nyinstitutionel teori og særligt begreberne ”passendehedslogik” og ”sporafhængighed” anvendes
som overordnet instrument til at forklare, hvordan administrative rutiner og processer
mv. samt forvaltningsmæssige traditioner, teoretisk set kan udgøre institutionelle barrierer
for gennemførelsen af påkrævede naturpolitiske og -beskyttelsesmæssige forandringer.
Dette gøres gennem en redegørelse for den danske naturpolitiske, -beskyttelsesmæssige og
samfundsmæssige udvikling gennem de seneste ca. 100 år, hvor det udledes, hvilke forvaltningsmæssige
traditioner, den nuværende naturbeskyttelsesindsats bygger på. Derefter
redegøres for centrale elementer i Habitatdirektivet, hvor bl.a. implementeringsproblemer
48

og deres konsekvenser diskuteres. På baggrund af det empiriske og teoretiske grundlag
analyseres det herefter, i hvilket omfang danske forvaltningstraditioner udgør institutionelle
barrierer for en korrekt implementering af direktivet i henhold til målet om at sikre bilag
II-arter en gunstig bevaringsstatus.
I dette kapitel er implementeringsteorien i første omgang anvendt som redskab til at identificere,
hvilke centrale faktorer der hypotetisk set kan have en væsentlig indflydelse på implementeringen
af Habitatdirektivet og hvordan. I den senere analyse af forvaltningsmæssige
barrierer for implementeringen af direktivet anvendes de udvalgte interne og eksterne
faktorer, som f.eks. vigtigheden af en gyldig kausal teori, allokation af ressourcer, organisatorisk
og interorganisatorisk implementeringsadfærd samt socioøkonomiske forhold mv.,
til at strukturere denne.
Det følgende kapitel består i en redegørelse for metoden i forbindelse med den kartografiske
analyse af odderens og klokkefrøens habitat- og spredningsvilkår i de valgte undersøgelsesområder.
49

5 KARTOGRAFISK ANALYSEMODEL
I dette metodekapitel redegøres der for den anvendte metode i den kartografiske analyse af
odderens og klokkefrøens habitat- og spredningsvilkår i de to undersøgelsesområder. Dette
gøres gennem en kartografisk analysemodel udviklet specifikt til denne undersøgelse med
inspiration fra Caspensen & Nellemann (2005). Modellen antages dog også at være anvendelig
til andre landskabsanalyser af lignende karakter.
Analysemodellen udgøres af fire overordnede dele, som i det nedenstående behandles trin
for trin. I hvert trin redegøres der for fremgangsmåden og anvendelsen af data. Primært er
rapportens kapitel 3, 6, 7, 8 og 10 en integreret del af modellen, der i stor udstrækning har
været styrende for undersøgelsens opbygning og rapportens strukturering.
Afslutningsvis opsummeres det, hvordan modellen anvendes i analysen af, hvilke landskabelige
barrierer, der eksisterer i forhold til at kunne realisere målet om en gunstig bevaringsstatus
for odder og klokkefrø samt i analysen af, hvilke foranstaltninger der skal
iværksættes for at sikre deres bevaring i de undersøgte habitatområder.
5.1 Metode til den kartografiske analysemodel
Analysemodellen er baseret på GIS (Geografisk InformationsSystem) og udarbejdet ved
hjælp af computerprogrammet MapInfo. Modellen udgøres af syv trin, som bygges oven på
hinanden. Herved består de første trin i modellen af en indsamling af data om odderens og
klokkefrøens økologi, levevis og spredningsdynamik mv. og derigennem udledes deres habitat-
og spredningskrav, jf. kapitel 6. Efterfølgende er undersøgelsesområdernes landskabelige
strukturer blevet kortlagt.
I modellens følgende trin danner kortmaterialet det primære grundlag for analysen af de to
arters habitat- og spredningsvilkår, vurderingen af deres bevaringsstatus og forslag til foranstaltninger,
der kan bidrage til at sikre arterne en gunstig bevaringsstatus lokalt gennem
landskabelige og forvaltningsmæssige forbedringer.
Opbygningen af den kartografiske analysemodel er illustreret i det nedenstående procesdiagram,
jf. figur 5.1.
50

Figur 5.1: Procesdiagram over den kartografiske analysemodel.
Kortlægning af arterns habitat- og spredningskrav samt undersøgelsesområdernes beskaffenhed
Analyse
Vurdering
Løsningsforslag
Trin 1
Trin 2
Trin 3
Trin 4
Trin 5
Trin 6
Trin 7
Vidensindsamling
Populationsdynamik
Spredningsøkologi
Landskabets struktur og funktion
Arternes økologi
Geografisk afgrænsning
Habitatområder
Udpegningsgrundlag
Tematisk kortlægning
Naturgrundlag
Kulturgrundlag
Feltundersøgelse
Verificering af tematiske kort
Yderligere indsamling af data
Kendskab til undersøgelsesområderne
Habitat- og spredningsvilkår
Analyse af arternes habitat- og
spredningskrav i forhold til undersøgelsesområdernes
struktur og
funktion
Gunstig bevaringsstatus
Kriterier for gunstig bevaringsstatus
Vurdering af arternes bevaringsstatus
Forbedrende foranstaltninger
Diskussion og illustration af
forbedrende foranstaltninger til
sikring af en gunstig bevaringsstatus
for arterne ud fra landskabelige
og forvaltningsmæssige
barrierer
Opstilling af arternes habitat-
og spredningskrav
Afgrænsning af undersøgelsesområderne
Udarbejdelse af tematiske
kort
Justering af tematiske
kort
Vurdering af arternes habitat-
og spredningsvilkår
Vurdering af gunstige bevaringsstatus
i habitatområderne
Udarbejdelse af kort med
indsatsområder og forbedrendeforanstaltninger
til sikring af gunstig
b e v a r i n g s s t a t u s f o r
arterne
Kilde: Modellen er udviklet med inspiration fra Caspensen & Nellemann, 2005.
51

Redegørelse for den kartografiske analyses trinvise opbygning
I henhold til procesdiagrammet, er analysemodellen opbygget af fire fortløbende dele, som
hver især består af et eller flere trin.
Kortlægningen af arternes habitat- og spredningskrav samt undersøgelsesområdernes beskaffenhed
er opbygget af trinene 1-4. På baggrund af disse samt supplerende empiri, analyseres
i trin 5 arternes habitat- og spredningsvilkår på baggrund af deres krav til habitatkvalitet
og spredningsmuligheder. I trin 6 vurderes arternes bevaringsstatus ud fra DMU’s
kriterier for gunstig bevaringsstatus. Analysen af landskabelige barrierer (kapitel 7) og
vurderingen af arternes bevaringsstatus (kapitel 8) kobles med analysen af forvaltningsmæssige
barrierer (kapitel 9). På den baggrund opstilles i trin 7 forslag til forbedrende foranstaltninger,
der kan bidrage til at sikre arterne en gunstig bevaringsstatus i habitatområderne,
jf. kapitel 10. Foranstaltningerne illustreres bl.a. ved hjælp af kortmaterialet, og det
diskuteres ud fra analysen af forvaltningsmæssige barrierer, hvorvidt det er muligt indenfor
den eksisterende forvaltningsramme at iværksætte disse foranstaltninger, og i kapitel 12 er
der en kort refleksion over hvilke perspektiver, der er i forhold til at realisere foranstaltningerne.
I det følgende redegøres der for indholdet af hvert enkelt trin i analysemodellen.
Trin 1 – vidensindsamling: Kortlægningen indledes med en indsamling af viden omkring
hvilke habitat- og spredningskrav, der bør opfyldes for at sikre arternes bevarelse i undersøgelsesområderne.
Således er der indsamlet data om, hvilke krav der skal være opfyldt i
forhold til habitatkvaliteten, spredningsmuligheder og populationsstørrelse. Derfor er der
taget udgangspunkt i arternes økologi, populations- og landskabsøkologi. Den udledte viden
er anvendt til at opstille arternes habitat- og spredningskrav, som danner grundlaget for
kortlægningen af undersøgelsesområdernes struktur og funktion. For at gøre kortlægningen
operationaliserbar, afsluttes hver artsbeskrivelse med en opstilling af henholdsvis odderens
og klokkefrøens habitat- og spredningskrav, jf. kapitel 6.
Trin 2 – geografisk afgrænsning: I Vestsjælland afgrænses undersøgelsesområdet af habitatområde
nr. 135, 137 og 138 samt tilstødende områder, der er vurderet at have indvirkning
på odderens habitat- og spredningsvilkår i habitatområderne.
Undersøgelsesområdet på Østfyn afgrænses af de arealer hvor Fyns Amt har etableret
vandhuller, da de kan udgøre trædesten imellem lokaliteterne Tårup Strand og Klintholm,
som tilsammen udgør habitatområde nr. 102.
Afgrænsningen af undersøgelsesområdet på henholdsvis Vestsjælland og Østfyn går således
ud over habitatområdernes afgrænsning.
52

Trin 3 – tematisk kortlægning: De tematiske kort er udarbejdet i MapInfo ud fra eksisterende
tabeller. Opbygningen af de tematiske kort har været en tidskrævende opgave men
har til gengæld resulteret i et specifikt kortmateriale, som er tilpasset og målrettet til de to
undersøgelsesområder og kortlægningen af arternes habitat- og spredningsvilkår samt undersøgelsesområdernes
beskaffenhed.
Tabellerne der er anvendt til kortlægningen indeholder data om arealanvendelse og landskabselementer
i undersøgelsesområderne. Tabellerne er hentet fra en server på RUC og
Skov- og Naturstyrelsen samt Vestsjællands og Fyns Amts hjemmeside, jf. tabel 5.1.
Tabel 5.1: Anvendte tabeller ved kortlægningen af undersøgelsesområderne.
RUC Skov- og Naturstyrelsen Vestsjællands Amt Fyns Amt
Arealoplysninger om skov.
Arealoplysninger om lav
bebyggelse.
Arealoplysninger om rekreative
områder.
Arealoplysninger om råstofområder.
Arealoplysninger om vådområder.
Arealoplysninger om markblokke.
Afgrænsning af habitatområder.
Vandløbenes tilstand målt
ved Dansk VandløbsFauna
Indeks (DVFI).
Fredet områder.
§ 3 områder.
Fredet områder.
SFL-områder.
For at sikre overskueligheden af de tematiske kort er tabellerne renset for informationer,
som ikke er relevante for kortlægningen i forhold til arternes habitat- og spredningskrav.
F.eks. er data vedrørende områder med vindmøller, elmaster og fortidsminder slettet. På
den måde er tabellerne til de tematiske kort tilpasset de to undersøgelsesområder, og på
den baggrund er kortene mere eller mindre bygget op helt fra bunden af med veje, vandløb,
intensivt og ekstensivt udnyttede arealer osv. Herved er tabellerne blevet bearbejdet i MapInfo,
så hver tabel svarer til et tematisk lag med dertil hørende informationer om eksempelvis
§ 3-områder eller markblokke. Ud fra disse lag, er det muligt at lægge informationerne
om områdets landskabelige sammensætning og arealudnyttelse ovenpå hinanden. På
den måde er de tematiske kort opbygget af lag med forskellige temaer, så der til sidst er
udarbejdet to overordnede tematiske kort for hvert undersøgelsesområde med temaer for
henholdsvis naturgrundlaget og kulturgrundlaget.
Opdelingen i to overordnede tematiske kort for hvert undersøgelsesområde er begrundet i,
at det herved er lettere at overskue informationsmængden på kortene. For at lette stedfast-
53

sættelsen er der på de tematiske kort med naturgrundlaget indlagt veje og stier for Østfyn
og veje, stier og jernbaner for Vestsjælland. Ligeledes er der blevet indlagt søer på de tematiske
kort med kulturgrundlaget for undersøgelsesområdet på Østfyn, og i Vestsjælland
er der indlagt vandløb, søer og grøfter.
De anvendte tabeller fra Vestsjællands Amt er oprettet med projektionen EUREF89, men i
MapInfo er der arbejdet i projektionen ED 50. Derfor har det været nødvendigt at ændre
projektionen, hvorved den er blevet transformeret til WGS 84, da MapInfo ikke har muligheden
for at arbejde med EUREF89. Dette har imidlertid medført en forskydning på ca. 10
m, som er vurderet irrelevant, da samtlige elementer i de anvendte lag forskydes med denne
afstand.
Endvidere har der været ulemper ved at kombinere tabeller fra henholdsvis RUC’s server
med tabeller fra de to amter, da der til tider har været overlap mellem disse. Eksempelvis er
der blevet anvendt en tabel fra henholdsvis RUC’s server og Fyns Amt, som til tider begge
viste placeringen af den samme sø, dog en smule forskudt eller størrelsen af søen var forskellig.
I et sådan tilfælde har det været nødvendigt at slette søen i den ene tabel for at
undgå overlap og gøre kortudsnittet entydigt. Det har dog været nødvendigt at anvende
begge tabeller, da oplysningerne supplerer hinanden.
Trin 4 – feltundersøgelse: Feltundersøgelsen er primært en kvalitativregistrering af undersøgelsesområdernes
struktur og funktion. Undersøgelsens formål er at verificere de
kortlagte informationer på de tematiske kort samt at indsamle informationer om og opnå en
rumlig forståelse af lokaliteternes beskaffenhed.
Undersøgelsesområderne har forskellige størrelser, og det er forskellige elementer, som er
blevet verificeret på baggrund af de to artens krav til habitatkvalitet og spredning. Derfor
er der anvendt forskellige fremgangsmåder ved feltarbejdet i de to områder. De kortlagte
data om områdernes struktur er således undersøgt i felten for at afklare om de tematiske
kort stemmer overens med de elementer, der faktisk forefindes i undersøgelsesområderne. I
det omfang der har været uoverensstemmelse mellem oplysningerne på de tematiske kort,
og de oplysninger der er indsamlet i felten, er de blevet registreres, og efterfølgende er de
tematiske kort blevet korrigeret i forhold til de eksisterende forhold.
Metode til verificering af elementer i undersøgelsesområdet for odder: Undersøgelsesområdet
for odder udgøres af tre habitatområder. Et af formålene med den kartografiske
analyse er at undersøge, hvilke muligheder odderen har for spredning indenfor det enkelte
habitatområde samt mellem habitatområderne. For at dette kan lade sig gøre, skal der være
funktionel konnektivitet mellem habitatområderne i form af korridorer og trædesten. Om
der findes en tilstrækkelig konnektivitet undersøges bl.a. ved hjælp af kortlægningen samt
verificeringen og indsamlingen af data i felten ud fra følgende fremgangsmåde:
54

• Arealanvendelsen undersøges i forhold til forstyrrelse og intensiv eller ekstensiv udnyttelse.
• Vandløbssystemerne Åmose Å, Halleby Å, Bregninge Å og Bøstrup Å besigtiges for at undersøge
habitatkvaliteten, yngleområder, spredningsmuligheder og faunapassager ved krydsende veje.
• Fotografering af vandløb ved vejbroer for at registrere, om der er etableret faunapassager.
• Interview med Eilif Byrnak fra det tidligere Vestsjællands Amt.
• Anvendelse af ortofoto i de dele af undersøgelsesområdet, hvor adgangen er lukket for offentligheden
eller utilgængelige pga. beliggenhed.
Undersøgelsesområdet i Vestsjælland er over 50.000 ha, og for at kunne udføre en repræsentativ
verificering af området, så er der ud fra de tematiske kort udlagt 32 undersøgelsesstationer,
jf. kortbilag nr. 4-9 for placeringen af dem. Gennem deltagelsen i Danmarks Naturfredningsforenings
odderregistreringsprojekt var der på forhånd opnået et indgående
kendskab til områderne ved Øvre Halleby Å og Tissø, derfor er der kun udlagt få undersøgelsesstationer
i denne del af området. Hver station udgør en undersøgelseslokalitet eller et
observationspunkt, som er registreret med et nummer og stednavn i feltnoterne, jf. bilag nr.
8. På hver station er der foretaget registreringer og observationer af følgende parametre:
Undersøgelsesstation nr. x: Stednavn
Vandsystem: Systemets navn.
Vandløbets bredde: Vurdering af bredden i meter.
Vandløbets dybde: Vurdering af dybden ud fra > eller < 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lige/slynget forløb.
Faunapassage: Etableret i den ene eller i begge sider, (sten eller planker).
Omgivelserne: Intensivt eller ekstensivt udnyttet + evt. kommentar.
Brinkernes bevoksning: Høj/lav, tæt/åben – træer, krat, urtevegetation mv.
Bræmmer: Vurdering af bræmmernes bredde i meter.
Mulighed for skjul: Ja/nej + evt. kommentar.
Målsætning/tilstand: Eksempelvis laksefiskevand (B2) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Kommentarer i forhold til områdets beskaffenhed osv.
Inden feltarbejdet var stationerne på forhånd udvalgt, og derfor var der i feltnoterne blevet
registreret følgende oplysninger:
Stationsnummer og stednavn.
Vandsystemets navn.
Vandløbets målsætning ud fra vandløbsregulativet.
Vandløbets tilstand målt ved DVFI.
DVFI anvendes endvidere som en indirekte indikator på, om fødegrundlaget er tilstrækkeligt
for odderen i de enkelte vandløb. Det antages således at der er en relation mellem
vandløbets tilstand i form af vandkvaliteten udtrykt ved DVFI og fødemængden. Det skal
dog bemærkes, at der findes andre faktorer end vandkvaliteten, som indvirker på fødemængden.
55

Metode til verificering af elementer i undersøgelsesområdet for klokkefrø: Et af formålene
med den kartografiske analyse er at undersøge klokkefrøens spredningsmuligheder
mellem de to lokaliteter, der udgør det samlede habitatområdet. For at den kan sprede sig,
skal der være funktionel konnektivitet mellem de to lokaliteter i form af korridorer og trædesten.
Konnektiviteten og habitatkvaliteten undersøges bl.a. ved hjælp af kortlægningen
samt verificeringen og indsamlingen af data i felten ud fra følgende fremgangsmåde:
56
• Arealanvendelsen undersøges i forhold til intensiv eller ekstensiv udnyttelse.
• Vandhuller ved Klintholm, Tårup Strand og Teglgårdshuse besigtiges for at undersøge habitatkvaliteten
og migrations- samt spredningsmuligheder.
• Fotografering af udvalgte vandhuller for at illustrerer habitaternes beskaffenhed mv.
• Interview med Annita Svendsen fra det tidligere Fyns Amt.
Arealanvendelsen er verificeret i felten ved at undersøge, om markblokoplysningerne er i
overensstemmelse med den faktiske arealanvendelse. Som led i feltundersøgelsen er samtlige
markblokke blevet besigtiget ved at køre rundt i undersøgelsesområdet.
Som der er redegjort for i kapitel 2, er der ikke foretaget vandkemiske undersøgelser ved
kortlægningen af vandhullernes habitatkvalitet. Supplerende informationer om vandhullernes
tilstand og evt. tilstedeværelsen af fisk er indsamlet ved interviewet med Svendsen.
Trin 5 – habitat- og spredningsvilkår: På baggrund af kortlægningen af områdernes beskaffenhed
med relevans for odder og klokkefrø analyseres deres habitat- og spredningsvilkår
i undersøgelsesområderne. Analysen danner grundlaget for vurderingen af arternes
bevaringsstatus i trin 6 ud fra landskabsmæssige forhold..
Trin 6 – gunstig bevaringsstatus: Ud fra redegørelsen af begrebet gunstig bevaringsstatus
på henholdsvis fællesskabs, nationalt og lokalt niveau vurderes arternes bevaringsstatus i
habitatområderne. På baggrund af kortlægningen og analysen af habitat- og spredningsvilkår
vurderes det hvilke landskabelige barrierer, der har indflydelse på arternes mulighed
for at opnå gunstig bevaringsstatus. Herved bygger vurderingen således på datagrundlaget
fra de tematiske kort, registreringerne fra feltundersøgelsen, teoretisk viden, NOVANA og
andre overvågninger samt data fra Vestsjællands- og Fyns Amt.
Trin 7 – forbedrende foranstaltninger: På baggrund af den opnåede viden fra kapitel 3,
6, 7, 8 og 9 diskuteres forslag til forbedrende foranstaltninger, der kan bidrage til at sikre
arterne en gunstig bevaringsstatus i de undersøgte habitatområder. Forslagene og indsatsområder
illustreres på kort, jf. kortbilag nr. 18-21.

5.2 Anvendelsen af analysemodellen og temakortene i rapporten
Den kartografiske analyse udgør som tidligere nævnt grundlaget for den samlede undersøgelse
af barrierer i forhold til at sikre arterne en gunstig bevaringsstatus i habitatområderne,
samt hvilke forbedrende foranstaltninger der i givet fald bør iværksættes, hvis dette mål
skal realiseres. Ved anvendelse af analysemodellen undersøges det således, hvilke landskabelige
barrierer der evt. findes i forbindelse med undersøgelsesområdernes strukturer og
funktioner i forhold til arternes habitat- og spredningskrav samt DMU’s kriterier for gunstig
bevaringsstatus. De landskabelige barrierer sammenstilles efterfølgende med de udledte
forvaltningsmæssige barrierer fra analysen i kapitel 10 for at kunne opstille konkrete
forslag til forbedrende foranstaltninger i de områder, hvor dette vil forbedre artrenes overlevelse
på lang sigt.
Da de tematiske kort over undersøgelsesområdernes natur- og kulturgrundlag samt observationerne
fra feltundersøgelserne danner det primære empiriske grundlag for analyserne
af landskabelige barrierer, bør disse anvendes aktivt i forbindelse med læsningen af kapitel
7. Derved lettes orienteringen i forhold til placeringen af undersøgelsesstationer, lokaliseringen
af de beskrevne områder og mulige barrierer. Gennem hele kapitlet henvises der
derfor løbende til de relevante kortbilag og feltnoter.
For at illustrere, hvordan temakortene er anvendt som et aktivt arbejdsredskab i analyserne,
er der udarbejdet kortudsnit over tre lokaliteter fra hvert af de to undersøgelsesområder,
hvor der er zoomet ind på udvalgte lokaliteter. Herved demonstreres det, hvordan de enkelte
kort i elektronisk form er anvendt til at opnå detaljeret information om specifikke natur-
og kulturmæssige forhold i områderne, som ikke tydeligt fremgår af de andre kortbilag i
større skala.
I det følgende kapitel redegøres der for odderens og klokkefrøens habitat- og spredningskrav
med henblik på, at gøre dem operationaliserbare i analysen af landskabelige barrierer.
57

6 ARTERNES HABITAT- OG SPREDNINGSKRAV
Formålet med dette kapitel er at give indsigt i odderens og klokkefrøens økologi, levevis,
udbredelse, beskyttelse samt habitat- og spredningskrav. Kravene anvendes både som vurderingsgrundlag
i den kartografiske analyse af undersøgelsesområdernes habitatkvalitet og
konnektivitet samt i den følgende analyse af arternes bevaringsstatus på lokalt niveau, jf.
kapitel 7 og 8. Endvidere anvendes de som grundlag for forslag til forbedrende foranstaltninger,
der bør iværksættes i de enkelte undersøgelsesområder, således at arterne på sigt
kan sikres en gunstig bevaringsstatus, jf. kapitel 10.
Kapitlet er struktureret således, at der først redegøres i hovedtræk for odderens økologi, levevis
samt habitat- og spredningskrav mv., og dernæst følger en tilsvarende redegørelse i
forhold til klokkefrøen. Begge redegørelser afsluttes med en opsummering, hvor den enkelte
arts krav til habitatkvalitet og spredningsmuligheder opstilles i punktform med henblik
på at gøre dem operative til analysen af landskabelige barrierer.
6.1 Odder (Lutra lutra)
Odder efter en vellykket fouragering.
Foto: Gerth Hansen.
58
Odderens økologi: Den europæiske odder er et af
Danmarks største rovdyr. Voksne individer er ca.
80-120 cm lange. Hanner og hunner ligner hinanden,
selvom hannerne er noget længere og tungere
end hunner. Vægten for hanner er 6-12 kg og for
de mindre hunner 5-8 kg. (Jensen, 1993:249f) I
naturen bliver odderen som regel mellem 5-7 år.
Odderen tilhører mårfamilien, hvis andre medlemmer
bl.a. er grævlingen, skovmåren, ilderen,
lækatten, bruden og minken.
Odderen har en langstrakt strømlinet krop med korte ben og svømmehud mellem tæerne.
Dens korthårede pels er mørkebrun, ofte med en lys hagesmæk på brystet, og er tæt, isolerende
og vandafvisende. Knurhårene er lange, så den kan føle sig frem efter bytte under
vandet. Odderen er således tilpasset et liv i vand og kan opholde sig i vandet året rundt
(Søgaard & Madsen, 1996:7). Odderens hoved er fladt med højt beliggende øjne og snude,
og dens ører kan lukkes, når den dykker. Dens kraftige hals går næsten i et med kroppen,
og halen er let affladet (Jensen, 1993:250).
Levevis og habitatkrav
I Danmark lever odderen i tilknytning til ferske og salte vådområder med både stillestående
og rindende vand. Den er dog fortrinsvis tilknyttet vandløb, søer samt moser og kun i
ringe grad kysterne. Da odderen er et meget sky dyr, er tilstedeværelsen af uforstyrrede
arealer med skjulemuligheder i form af rørskov, krat eller lignende en afgørende faktor for,
at den vil leve i et område. Et landskab med en struktur bestående af et vandløb i forbindel-

se med eller i nærhed af sø eller mose med rørskov og rigelige mængder fisk udgør således
et velegnet habitat. (Søgaard & Madsen, 1996:7)
Odderen er i udpræget grad territoriehævdende og kræver et relativt stort territorium. For
hanodderen vil det tit omfatte mere end 10 km vandløb, hvorimod hunodderen kræver et
noget mindre territorium. Findes der en sø i området vil hunnen under normale omstændigheder
leve der sammen med ungerne. (Ibid.) Hvis der ikke findes optimale levevilkår i
området, vil odderen færdes i et endnu større område. Dette vil ofte være tilfældet, hvis
fourageringsmulighederne i området er utilstrækkelige, der er mangel på bredvegetation i
søer og vandløb eller hvis den åbne vandflade helt eller delvist dækkes af is i vinterhalvåret.
Odderen adskiller sig markant fra mange andre danske rovdyrarter ved at hævde et så
stort territorium. Dette bevirker, at tætheden blandt individerne aldrig bliver særlig stor.
(Søgaard & Madsen, 1996:7 og Madsen, 1996a:15)
Aksel Bo Madsen og Allan Prang har undersøgt forskellige habitatfaktorers relative indflydelse
på odderens tilstedeværelse i et område. I undersøgelsen konkluderedes det, at en
typisk dansk odderlokalitet består af et vandområde med en dybde > 1 m, en varieret bund,
pH > 7,0, Saprobie-Indeks på mellem II-III til III, (svarer til faunaklasse 4-5, i henhold til
DVFI, der er kategoriseret som en middelgod biologisk vandløbskvalitet) samt tilstedeværelsen
af rørvegetation og uden træer (Madsen & Prang, 2001:175).
Vandløb med en vandløbskvalitet svarende til faunaklasse 4 vil ofte også være ensbetydende
med et tilstrækkeligt fødegrundlag for odderen (Madsen, 2006a, pers. komm.).
Pga. odderens lineære territorium langs vandløb og søbredder er det ifølge undersøgelsesresultatet
ikke afgørende, om de tilstødende arealer er dyrkede eller udyrkede. Det vigtigste
er, om odderen kan finde skjul langs brinken, og om der er egnede yngleområder i form af
uforstyrret sø eller mose. Tilstedeværelsen af træer er derimod ikke afgørende for, om odderen
færdes på vandløbsstrækningen. (Madsen & Prang, 2001:174f)
Undersøgelsen viste endvidere, at menneskeskabte forstyrrelser ikke har nogen afgørende
indflydelse på odderens tilstedeværelse i et givent område. Dog er der ikke blevet målt på
mængden af forstyrrelser, så Madsen udlægger det således, at odderen godt kan vænne sig
til en del forstyrrelser, hvis ellers fødemængde og muligheder for skjul er optimale (Madsen,
1996a:11 og Madsen, 2006a, pers. komm.). Særligt hvis forstyrrelserne foregår i dagtimerne,
vurderes det ikke at udgøre et større problem, da odderen herhjemme er udpræget
nataktiv og normalt har trukket sig tilbage til sit bo for at sove om dagen (Jensen,
1993:248f). Tidligere tiders jagt kan være årsagen hertil, da odderen eksempelvis i Skotland
ofte er dagaktiv (Werling & Hansen, (ed.), 2003:4). Odderen synes at være mest påvirket
af forstyrrelser nær dens bo, især forstyrrelser forårsaget af løse hunde. Hunner med
unger er særligt følsomme overfor alle former for menneskeskabte forstyrrelser (Madsen,
1996a:11, Madsen, 2006a, pers. komm. og Jensen, 1993:248).
59

Formering og opvækst: Han- og hunoddere lever normalt adskilt, men hunnens territorium
kan være helt eller delvist omsluttet af hannens territorium. De følges dog ad i ugen op
til parringen. Hunodderen bliver kønsmoden i en alder af to år og kan som det eneste nordiske
rovdyr føde unger på alle tider af året, men langt de fleste fødsler sker i løbet af
sommeren og efteråret (ca. 82 %) (Elmeros & Madsen, 1999:194). Odderen er drægtig i ca.
to måneder, hvorefter den normalt føder 2-3 unger. Fødslen foregår i hunodderens bo, som
regel beliggende i en afsidesliggende sø eller mose med tæt bevoksning (Søgaard & Madsen,
1996:10). Hannen deltager ikke i opfostringen af ungerne, der følger moderen tæt det
første år, hvorefter hun forlader ungerne. Der går formentlig op mod to år, før hunnen igen
parrer sig. Reproduktionsraten blandt oddere er således relativ lav, og dødeligheden blandt
unge uerfarne dyr er forholdsvis stor. En odderpopulation er derfor meget følsom overfor
unaturlige dødsfald f.eks. forårsaget af trafikdrab og rusedrukning – især blandt voksne
kønsmodne hunner. (Jensen, 1993:251)
Fødepræferencer: En voksen odder konsumerer omkring 1-1,5 kg føde i døgnet. Den enkelte
odders fødebehov afhænger af fødens kvalitet men varierer også efter årstid og odderens
størrelse (Madsen, 1996a:9). Danske undersøgelser af maveindhold og ekskrementer
fra oddere viser, at hovedparten af odderens føde består af fisk (ca. 98 %). I ferskvand udgøres
føden primært af ål (ca. 23 %), aborrefisk (ca. 20 %) og karpefisk (ca. 18 %). Særligt
i vinterperioden er frøer i dvale også en betragtelig del af odderens føde (ca. 22 %). Fugle,
invertebrater og mindre pattedyr udgør en mindre del af fødegrundlaget. I saltvand foretrækker
odderen ålekvabber (ca. 31 %) og ål (ca. 18 %), men aborre, karpefisk og fladfisk
udgør også vigtige fødeelementer.
Oddere er afhængige af adgang til fersk drikkevand og derfor færdes de oddere, der normalt
lever i tilknytning til saltvandsområder, også i ferskvandsområder. Frøer udgør som
følge deraf ca. 7,3 % af føden, og er det vigtigste alternative fødeemne for oddere tilknyttet
saltvandsområder. (Søgaard & Madsen, 1996:8f og Madsen, 2006a, pers. komm.)
Spredningsdynamik- og barrierer
På land bevæger odderen sig kluntet på sine korte ben, men i vand bevæger den sig til gengæld
meget smidigt (Jensen, 1993:249). Oddere er generelt meget mobile dyr, og deres
home range er i modsætning til mange andre danske pattedyr tit meget lineært. Dette betyder,
at odderen ofte bevæger sig over store afstande, hvilket medfører øget risiko for trafikdrab
set i forhold til pattedyr, der har et mere todimensionalt home range. Undersøgelser
har vist, at home range for en enkelt hanodder kan dække op til 78 km vandløb og 21 km
for hunoddere (Madsen, 1996a:15).
Foruden bevægelse langs vandløb kan odderen også krydse vandskel. Der mangler stadig
viden om, hvordan den lokaliserer andre vandløb eller vådområder, men der synes at være
en tydelig tendens til, at den overvejende benytter den korteste vej mellem to vandsystemer
60

og ofte følger lavninger i landskabet. Endvidere vil odderen, hvis den kender vandløbssystemet
godt, ofte skyde genvej ved at benytte de vandløbsnære arealer under sin færden, jf.
figur 6.1 (Madsen, 2006a, pers. komm.). I den forbindelse kan den færdes flere kilometer
væk fra de nærmeste vandområder (Madsen, 1996b:76).
Figur 6.1: Illustration af odderens mulige bevægelsesrute i et velkendt landskab.
Vandløb:
Bevægelsesrute:
De væsentligste fysiske barrierer for odderens spredning er vejanlæg uden faunapassager
og manglen på økologiske forbindelseslinier. Barriererne forekommer oftest i områder med
en tæt infrastruktur f.eks. i nærheden af byer. På udbredelseskortet (figur 6.3) fremgår det
således klart, at odderens udbredelseshastighed er lavest i den østlige del af landet, hvor
der bor flest mennesker, og infrastrukturen er tættest.
For at fremme odderens udbredelse i sådanne områder er det vigtigt at forbedre dens
spredningsmuligheder ved at etablere faunapassager under veje, spredningskorridorer mellem
potentielle habitater og uforstyrrede fristeder.
Rørlægning af vandløb over længere strækninger kan også udgøre en barriere for odderens
spredning, hvorimod vandløbsspærringer normalt ikke udgør et problem. Opstemninger i
vandløb kan tværtimod fremme odderens fangst af fisk, hvilket f.eks. kan ses på Klosterheden
i Jylland, hvor der ofte findes odderekskrementer på bæverdæmninger (Madsen,
2006a, pers. komm.).
61

Udviklingen i odderpopulationen
Af figur 6.2 fremgår det, at odderen stort set fandtes i hele landet i slutningen af 1950’erne.
Figur 6.2: Oversigt over lokaliteter for 473 oddere nedlagt i jagtsæsonerne 1956/57-1959/60.
Kilde: Gengivet fra Jensen, 1964:15.
Gennem 1960’erne og 70’erne er der sket en drastisk tilbagegang i populationernes størrelser
og udbredelser, og i begyndelsen af 80’erne blev odderen anset som et af Danmarks
mest truede pattedyr. (Skov- og Naturstyrelsen, 2005) På daværende tidspunkt var der kun
ca. 200 oddere tilbage, hvor hovedparten fandtes i området omkring Limfjorden (Madsen,
2006a, pers. komm.). Odderen synes i samme periode også at være forsvundet fra store dele
af det centrale Europa og i slutningen af 1990’erne fandtes der kun stabile populationer
langs Norges, Skotlands, Frankrigs og Spaniens vestkyster samt i Irland. Derudover er populationerne
i den østlige del af Europa formentlig også stabile. (Søgaard & Madsen,
1996:16)
I Danmark har ødelæggelsen af odderens habitater, de øgede menneskelige forstyrrelser,
trafikdrab og rusedrukning været de væsentligste årsager til populationernes tilbagegang
(Madsen, 1990:39). Imidlertid har odderen siden midten af 1980’erne igen øget sin udbredelse
markant, som det fremgår af figur 6.3. Madsen anslår, at populationen i dag er på
omkring 1.200-1.500 individer i Jylland (Madsen, 2006a, pers. komm.).
62

Figur 6.3: Forekomst og udbredelse af odder i UTM-kvadrater på 10x10 km ved nationale overvågninger i 1984-86,
1991, 1996 og 2004. I kvadrater med udfyldte cirkler blev der fundet spor efter odder, og i kvadrater med åbne
cirkler blev der ikke fundet spor. I kvadrater med mørkegrønne punkter blev der fundet spor ved supplerende undersøgelser
i 1996 og 2004.
Kilde: Gengivet fra Søgaard, et al., 2006:22.
I forhold til det øvrige Europa er den danske odderpopulation stadig isoleret og har en populationsstørrelse,
som gør det usikkert, om den genetiske variation kan opretholdes. Derfor
vurderes odderpopulationen stadig at have en usikker bevaringsstatus trods de seneste
årtiers positive udvikling (Søgaard, et al., 2003:158).
De seneste års positive udvikling har betydet, at odderen har bredt sig ned gennem Jylland,
så den nu findes tæt på den dansk-tyske grænse, hvilket øger muligheden for, at den danske
population vil blande sig med den tyske. Den positive udvikling kan eksempelvis aflæses
af Rødlisten fra 1997, hvor odderen har skiftet kategori fra at blive kategoriseret som akut
truet (E) 7 til en kategorisering som sårbar (V) 8 (Stoltze & Pihl, 1998:23). På Sjælland skal
man til gengæld helt tilbage til 1996 for at finde den seneste officielt anerkendte registrering
af odder. To senere fund af spor, indsamlet af DMU i Vestsjælland i 2004, har siden
vist sig ikke at stamme fra odder, men henholdsvis ilder og mink. (DMU, 2005) I forbindelse
med Danmarks Naturfredningsforenings odderregistreringsprojekt i Vestsjælland fra
2006, er der taget et foto af odderspor afsat i sne, som eksperter vurderer til at stamme fra
7 Arter med en så stærk negativ bestandsudvikling eller med så små og få bestande, at de er i fare for at forsvinde
fra Danmark i nær fremtid, såfremt de negative faktorer, der for tiden påvirker dem, fortsat får lov at
virke (Stoltze & Pihl, 1998:23).
8 Arter med så negativ bestandsudvikling eller med så begrænsede bestande, at de er i fare for at blive akut
truede i nær fremtid, såfremt de negative faktorer, der for tiden påvirker dem, fortsat får lov at virke (Stoltze
& Pihl, 1998:23).
63

odder. De indsamlede ekskrementer i forbindelse med denne registrering undergår nu en
DNA-undersøgelse for en endelig verificering. (Danmarks Naturfredningsforening, 2007b)
Væsentlige trusler mod populationen
Odderen er ekstrem sårbar overfor fragmentering af dens habitater, fordi den er afhængig
af nogle bestemte biotoper (vandløb, moser, søer og kyster) og har en lav populationstæthed
(Bright, 1993:106). Derfor er det et problem, at mange vandløb er blevet rettet ud eller
rørlagt, og at mange enge samt moser er blevet drænet og opdyrket som et led i landbrugsdriftens
industrialisering (Søgaard & Madsen, 1996:19). Da odderen tillige har behov for et
stort territorium, er de tilbageværende isolerede og beskyttede naturområder sjældent store
nok til at kunne understøtte leve- og formeringsdygtige populationer (Bright, 1993:106).
For hårdhændet vandløbsvedligeholdelse har en negativ indflydelse på odderens livsbetingelser,
da det resulterer i et mindre varieret vandløb med ringere bundforhold, hvilket skader
fiskepopulationer og dermed odderens fødemuligheder. Da odderen tillige er afhængig
af muligheder for skjul, skaber det også problemer, hvis bredvegetationen fjernes. Det kan
endvidere have en negativ indflydelse på odderens spredningsmuligheder til andre egnede
habitater, hvis mulighederne for skjul fjernes i mindre vandløb, der kan fungere som ledelinier
til andre vandløbssystemer. (Madsen, 2006a, pers. komm.)
I forbindelse med en undersøgelse af dødsårsagerne blandt vilde oddere, blev der i perioden
fra 1979-1993 indleveret 194 døde oddere, hvoraf de 145 blev obduceret. Af dem var
ca. 45 % dræbt i trafikken, ca. 32 % druknet i ruser, ca. 5 % af dem havde hagl i kroppen,
oftest lige under pelsen og ikke i nærheden af vitale organer. Kun få af dem var døde af infektioner,
selvom ca. 22 % var ramt af en eller anden form for infektion. (Madsen, et. al.,
1999:65ff) Trafik udgør således den største dødsårsag blandt de indleverede oddere efterfulgt
af rusedrukning (Madsen, 1996b:76). Manglende brug af stopriste i ruser udgør en
stor trussel, da odderen ikke er i stand til at bide sig ud af ruser af kunststof. For drægtige
hunoddere eller hunoddere med unger kan hele næste generation af den pågældende odder
risikere at gå til grunde, da ungerne følger moderen tæt (Madsen, 2006a, pers. komm.).
Da der er fundet hagl i nogle af de undersøgte oddere, kan det ikke udelukkes, at jagt udgør
en trussel mod den, selvom arten blev totalfredet i 1967. En mindre erfaren jæger kan nemt
forveksle odder med mink, som der skydes mere end 8.000 af om året i Danmark. Ligeledes
peger undersøgelsen på, at sygdomme forårsaget af infektioner kan udgøre en moderat
trussel mod odderen (Madsen, et. al., 1999:69).
Odderens beskyttelse
Den positive udvikling i odderpopulationen skyldes en målrettet indsats for at beskytte arten
på flere niveauer. Odderen er totalfredet i Danmark (Lov, nr. 114, 1997). Et centralt
element i bevaringsstrategien for odder er en forvaltningsplan for dens habitater, udarbejdet
af Miljø- og Energiministeriet i 1996. Forvaltningsplanen fungerer som ramme for be-
64

varings- og beskyttelsesindsatsen. (Søgaard & Madsen, 1996:22f) Derudover er odderen
beskyttet gennem Habitatdirektivet, hvor den både er opført på bilag II og IV. I Danmark
er den på udpegningsgrundlaget for 57 habitatområder.
Der er indført påbud om anvendelse af stopriste i ruser i alle landets ferskvandsområder og
i visse saltvandsområder gennem Bekendtgørelse om rekreativt fiskeri i salt- og ferskvand
samt redskabsfiskeri mv. i ferskvand nr. 1336 af 15. december 2004 og Bekendtgørelse om
stoprist eller spærrenet i fiskeredskaber i visse salte vande nr. 674 af 8. juli 1996. Påbudene
har sammen med etableringen af faunapassager ved mange vejanlæg medført, at færre
oddere drukner i ruser eller dræbes i trafikken (Søgaard & Madsen, 1996:23). Endelig har
landets amter i stigende grad taget hensyn til odderen i forvaltningen af det åbne land ved
bedre beskyttelse af odderens habitater og etablering af nye gennem naturgenopretningsprojekter
samt ved udpegning og etablering af spredningskorridorer (DMU, 2005).
Genudsætning af oddere på egnede lokaliteter indgår også i bevaringsstrategien for odder
(Søgaard & Madsen, 1996:37f). Denne mulighed er man dog ved at bevæge sig væk fra
igen som følge af den positive udvikling i odderpopulationen samt dens evne til at sprede
sig, som det er sket i Jylland (Madsen, 2006b, pers. komm.). Alligevel er der på Ferskvandscentret
i Silkeborg etableret mulighed for opfostring af indleverede odderunger, så de
senere kan udsættes i periferien af eksisterende kerneområder (Byrnak, 2006, pers.
komm.). En genudsætning af odder kan dog have relevans på Sjælland, da populationen
her er isoleret fra andre populationer (Madsen, 2006a, pers. komm.).
6.1.1 Opsummering af odderens habitat- og spredningskrav
For at gøre odderens habitat- og spredningskrav operative i analysen af landskabelige barrierer,
jf. kapitel 7, opsummeres herunder de landskabelige strukturer og funktioner, der er
fundet vigtigst at fremme for at sikre arten gunstig bevaringsstatus i de tre habitatområder.
• Vandområdet skal udgøres af vandløb i tilknytning til eller nærhed af uforstyrret sø,
mose eller lignende, som odderen kan trække sig tilbage til.
• Vandområde med en dybde > 1 m og varieret bund.
• Vandløbskvalitet svarende til faunaklasse ≥ 4.
• Tilstrækkeligt fødegrundlag i form af fisk og frøer.
• Tilstedeværelse af skjul i form af rørskov, krat, træer eller anden vegetation.
• Stort lineært territorium, da hannens territorium normalt udgøres af en vandløbsstrækning
på mere end 10 km. Hunnens territorium er betydeligt mindre og udgøres overvejende
af et egnet yngleområde – f.eks. en sø i tilknytning til vandløbet.
• Ruser med stopriste.
• Vandløb skal være frilagte.
• Faunapassager når vejanlæg krydser vandløb.
• Tilstedeværelsen af spredningskorridorer eller trædesten i form af uforstyrrede områder
med mulighed for skjul mellem odderens habitater.
65

6.2 Klokkefrø (Bombina bombina)
Undersiden af klokkefrø.
Foto: Vipersgarden.
66
Klokkefrøens økologi: Klokkefrøen tilhører ordenen
af springpadder og slægten Bombina og er
den mest vandlevende af de danske padder
(Bræstrup, 1969:440). Den er mellem 37-56 mm
lang. Oversiden er gråbrun, mørkebrun eller næsten
sort samtidig med, at der er mange vorter. På
undersiden er den sort eller sortblå med skarpe aftegninger
af lysende gul, orange eller rød farve og
deraf dens engelske navn ”Fire-bellied Toad”.
(Fog, 1997:127f) Formen på disse tegninger er
individuelle og kan derfor anvendes til at bestemme den enkelte klokkefrø eksempelvis for
at undersøge, hvor langt klokkefrøer spreder sig (Jensen, 1990:7). Det må også formodes,
at de farverige tegninger har til formål at advare andre dyr mod at spise klokkefrøen, da
den har kirtler, der kan udskille giftigt sekret (Jensen, 1990:10).
Levevis og habitatkrav
Klokkefrøen overvintrer i jordhuller, bl.a. musehuller, diger og lignende. Den vågner af
dvale i april eller maj, hvorefter den bevæger sig mod vandhullet. I løbet af dens årscyklus
benytter den forskellige vandhuller. Det første vandhul skal være meget lavvandet, opvarmet
af forårssolen og benyttes til fouragering. Derefter spreder klokkefrøen sig til ynglevandhullet,
hvor hannerne kvækker for at tiltrække hunner. Efter parring og æglægning
forbliver klokkefrøen i vandhullet. Klokkefrøen kan dog efter parring og æglægning godt
opholde sig i et vandhul med lavere vandkvalitet, hvor der eksempelvis er dunhammer, køligere
vand eller fisk. Endvidere fouragerer den på land, når aftener og nætter er milde og
fugtige. Fra midten af august til midten af september går den voksne klokkefrø på land og i
oktober, begynder den egentligt vinterdvale. (Fog, 1997:131ff, Bræstrup, 1969:440 og Andrén
& Nilson, 1986:2)
De optimale habitater er mere eller mindre permanente fladvandede og solbeskinnede
vandhuller på græssede overdrev eller enge. I vandhullerne skal der være meget vegetation
eksempelvis vandranunkel eller svømmende vandaks, hvor klokkefrøen kan gemme sig.
(Fog, 1997:130f) Det er bedst, hvis afgræsningen sker med kreaturer, da de i højere grad
end får, heste og æsler æder vegetationen i vandkanten. Endvidere er de tungere, så bunden
bliver trampet op, og derved dannes små pools til klokkefrøen (Svendsen, 2006, pers.
komm.). Der kan dog også forekomme klokkefrøer i områder, hvor der ikke afgræsses omkring
vandhullerne, f.eks. i vandhuller, der er beliggende på intensivt dyrkede marker eller
i sommerhusområder. Dette kræver tilstedeværelse af stengærder eller brakmarker mv., der
kan anvendes til overvintring og sikre dens spredning mellem vandhullerne. (Fog,
1997:131) Det er en fordel, hvis ynglevandhullerne udtørrer sent på sommeren, hvorved

prædatorer som fisk og insektlarver (bl.a. guldsmede og vandkalve) dør. Dermed mindskes
antallet af fortærede klokkefrøæg og -haletudser det følgende år (Briggs, et al., 2003:6).
Placeringen af vandhuller på de græssede overdrev eller enge er ikke underordnet. De skal
ligge i læ, være lavvandede (helst 15-30 cm, men må alligevel først udtørre i slutningen af
sommeren) og have lav vegetation, fordi de skal være 100 % soleksponeret. Disse forhold
skal være med til at sikre en vandtemperatur på mindst 20° C, som er påkrævet, for at
klokkefrøen kan yngle, og så haletudserne kan udvikle sig hurtigt. Hvis ikke ovenstående
forhold er opfyldt, kan det resultere i, at klokkefrøen ikke yngler i Danmark, fordi den lever
på sin nordlige udbredelsesgrænse (Riis, 1983:7).
Formering og opvækst: Som alle andre springpadder lægger klokkefrøen æg i vand, hvor
ægklumperne bliver viklet omkring vandplanter (Fog, 1997:129). Æglægningen foregår
normalt fra slutningen af maj og en måned frem. Haletudserne udvikles til frøer fra midten
af juli til begyndelsen af september. Haletudserne kræver ikke kun et varmt vandhul men
også et naturligt næringsrigt vandhul, da de vokser bedst, når der er en artsrig bakterie- og
algevækst. Hvis sommeren er kølig, udvikles haletudserne til frøer på ca. 90 dage, mens
det kun varer ca. 60 dage, når sommeren er varm (Ibid.:131f). Dette har betydning for haletudsernes
overlevelse, da de er mere udsatte for prædation i dette livsstadie, tillige er der
risiko for, at vandhullet udtørrer, inden de er udviklet til frøer (Briggs & Damm, 2004:67).
For at sikre at klokkefrøen har ynglesucces hvert år, er det vigtigt, at den har adgang til
ynglevandhuller med varierende vanddybder (Riis, 1983:25 og Briggs, et al., 2003:65).
Fødepræferencer: Føden består bl.a. af myggelarver, springhaler og vandbænkebiddere
(Fog, 1997:134). Vandhullets størrelse kan være en begrænsende faktor for, hvor mange
klokkefrøer der kan fouragere. Det er dog vanskeligt at bestemme, hvor mange klokkefrøer
der kan være i et vandhul, da det bl.a. afhænger af vandhullets kvalitet. I forbindelse med
det første danske LIFE-projekt Sikring af klokkefrø i Danmark er der fundet nogle overordnede
tendenser for et vandhuls størrelse i forhold til antallet af klokkefrøer. Under 5 m 2
pr. klokkefrø er for lidt. 50 klokkefrøer kan leve i et vandhul på 500 m 2 , men det er dog
sjældent, at forholdene er så gode. Hvis en population findes i et intensivt dyrket område,
vurderes det som nødvendigt, at der skal være vandhuller til fouragering på mellem 6-9 ha
for 1.000 klokkefrøer. (Briggs et al., 2003:39)
Spredningsdynamik og -barrierer
Klokkefrøens tilstedeværelse i et område er ikke kun betinget af dets habitatkvalitet, men
også dets tilgængelighed. Mange af de tilbageværende populationer er både små og helt eller
delvist isoleret fra hinanden. For at modvirke indavl er det derfor vigtigt, at klokkefrøen
kan indgå i en metapopulationsstruktur ved at sikre dens muligheder for at sprede sig mellem
de enkelte subpopulationer. Dette indebærer, at der findes et sourcehabitat med mulig-
67

heder for formering, fouragering og overvintring, hvorfra klokkefrøen kan emigrere til
omkringliggende vandhuller.
Klokkefrøens spredningsafstand mellem yngle- og fourageringsvandhul er normalt 200-
300 m (Briggs & Damm, 2004:14). Juvenile klokkefrøer kan dog sprede sig op til 500 m
(Briggs, 1995:40). Den relativt begrænsede mobilitet medfører, at klokkefrøens overvintringssted
skal være i nærheden af vandhullerne, hvor den har opholdt sig i løbet af sommeren.
Ved emigration og kolonisering af nye vandhuller kan klokkefrøen sprede sig betydeligt
længere. I Danmark er der således eksempler på, at klokkefrøer har vandret 1-2 km
(Fog, 2006, pers. komm.).
I forbindelse med et LIFE-projekt blev det ved en lokalitet vurderet, at der skulle etableres
nye vandhuller for at sikre bedre spredning, da afstanden mellem vandhuller med klokkefrø
ellers ville være 700 m (Briggs, et al., 2003:30). Klokkefrøer er som anført ovenfor i
stand til at sprede sig over en sådan afstand, men sandsynligheden for at komme helskindet
frem øges, hvis der etableres ”trædestensvandhuller”. For at sikre en vellykket og kontinuerlig
spredning vurderer Damm, at afstanden mellem vandhullerne maksimalt må være 300
m (Damm, 2006, pers. komm.).
Arealanvendelsen har ligeledes betydning for klokkefrøens spredning og overlevelse. Diagram
6.1 viser sammenhængen mellem årlig overlevelse (y-aksen) i forhold til, hvor intensivt
lokaliteten dyrkes (x-aksen). Herudfra hævdes det, at voksne klokkefrøer har større
overlevelse, hvis vandhullerne er placeret i et ekstensivt dyrket område frem for et intensivt
dyrket. (Briggs & Damm, 2004:37f)
Diagram 6.1: Årlig overlevelse af klokkefrøer ældre end 1 år på danske lokaliteter som funktion af dyrkningsgraden.
Kilde: Gengivet fra Briggs & Damm, 2004:37f.
68

Nogle af de problemer, som knytter sig til intensivt dyrkede arealer, er bl.a. mekanisk bearbejdning,
som kan medføre, at klokkefrøen bliver dræbt, når den eksempelvis vandrer fra
vandhullet og til overvintringsstedet. Derudover er det ikke altid, at marker yder tilstrækkelig
skjul, hvorfor der er risiko for prædation. Kunstgødning kan også udgøre en risiko, da
det optages gennem paddens hud og derved skader nervesystemet, så den lammes og dør.
(Briggs & Damm, 2004:37f) Derfor er det vigtigt, at klokkefrøens spredning sker på udyrkede
arealer.
Intensivt dyrkede markers påvirkning af klokkefrøens vandhuller
Miljøstyrelsen har fået udarbejdet en undersøgelse af pesticiders indvirkning på klokkefrøens
vandhuller, da nogle af dem er beliggende på intensivt dyrkede marker. 11 vandhuller
blev undersøgt. Ni var lokaliseret på intensivt dyrkede arealer, mens to var lokaliseret på
ekstensivt drevne arealer (Briggs & Damm, 2004:17). Der blev fundet pesticidrester i alle
vandhuller (Briggs & Damm, 2004:30). Der blev også fundet pesticidrester fra sprøjtemidler
i vandhuller, som ikke var blevet anvendt på den mark, hvor vandhullet var lokaliseret.
Det gjorde sig bl.a. gældende for ét pesticid, som blev fundet i syv ud af otte vandhuller,
men det var kun blevet anvendt omkring ét vandhul (Briggs & Damm, 2004:33). I undersøgelsen
har vandhullerne en bufferzone fra 1-10 m. Selvom der blev fundet pesticider i alle
vandhuller var der dog en tydelig tendens til faldende pesticidkoncentration i vandhuller
med stigende bredde af bufferzonen, som det fremgår af diagram 6.2, der viser sammenhængen
mellem pesticidkoncentration (y-aksen) og bufferzonens bredde (x-aksen).
Diagram 6.2: Pesticidkoncentration som funktion af bufferzonebredde. Ved variabel bredde blev koncentrationer
for hvert enkelt år afsat mod den respektive bufferzone.
Kilde: Gengivet fra Briggs & Damm, 2004:34.
69

I undersøgelsen har det dog været vanskeligt at påvise en effekt af pesticider på klokkefrø i
de forskellige livsstadier. Resultaterne har ofte været modstridende. Årsagen formodes at
være det lille antal vandhuller, der er blevet undersøgt. Den eneste tydelige negative effekt
af pesticider blev fundet i ét vandhul, hvor der var relativ høj koncentration af herbicider.
Her var mængden og diversiteten af den føde, som klokkefrøens haletudser lever af meget
lav. Det skal ses i sammenhæng med, at der i tre ud af otte tilfælde var en positiv korrelation
mellem haletudsernes fødemængde og kvaliteten af denne i forhold til deres vægt. På
den baggrund kan der være sammenhæng mellem pesticiderne og haletudsernes føde samt
vækst (Briggs & Damm, 2004:43f).
I undersøgelsen var to af vandhullerne beliggende på ekstensivt udnyttede arealer, og derfor
skulle det formodes, at haletudserne ville have en højere vægt i disse. Dette var dog ikke
tilfældet, hvilket kan hænge sammen med, at vandhullerne var nyetablerede, og derfor
ikke var så naturligt eutrofe, som klokkefrøen foretrækker. (Briggs & Damm, 2004:66)
Udviklingen klokkefrøpopulationer
Som alle andre danske padder er der siden midten af 1900-tallet observeret en betydelig
nedgang i antallet af populationer af klokkefrø. I 1988 var der kun klokkefrøer på 8 kendte
lokaliteter, som i alt bestod af ca. 28 vandhuller, hvor 10 af dem var ynglevandhuller. Den
samlede population blev opgjort til ca. 1.000 individer. I 1996 var der sket forbedringer, og
den blev registreret i ca. 80 vandhuller, hvor ca. 20 af dem var ynglevandhuller. Den samlede
population af klokkefrøer var steget til ca. 2.000 individer, jf. figur 6.4 for en oversigt
over lokaliteter med positive fund af klokkefrø. Stigningen skyldes, at der var gjort en aktiv
indsats for klokkefrøen ved bl.a. udsætning af individer og oprensning af vandhuller.
Alligevel blev klokkefrøen, som den eneste af Danmarks springpadder kategoriseret som
akut truet på den danske rødliste i 1997. (Fog, 1997:170f) I 2000 blev klokkefrøens nationale
bevaringsstatus vurderet som usikker, da de enkelte populationer var isolerede. Derudover
bestod ingen af dem af et tilstrækkeligt antal individer til at sikre den nødvendige
genetiske variation, da det kræver en populationsstørrelse på mindst 1.000 individer (Pihl,
et al., 2000:112f). Genetiske analyser har vist, at alle populationer er mere eller mindre
indavlede. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det fører til indavlsdepression, da der
fortsat er en hel del genetisk variation tilbage. Der er dog konstateret indavlsdepression i
populationen på Hjortø. (Fog, 2006, pers. komm.)
70

Figur 6.4: UTM-kvadrater med positive fund af klokkefrø i 2005.
Kilde: Figuren er gengivet fra Søgaard, et al. 2006:32.
Klokkefrøen blev i 2003 vurderet i henhold til den danske rødliste. Heraf fremgår det, at
den ikke længere er ”truet” men kun ”næsten truet” (NT, near threatened). Vurderingen beror
på, at den har et forekomstareal på næsten 30 km 2 , og dermed opfylder den ikke kriteriet
i rødlisten for at været truet, som er mindre end 20 km 2 . Derudover er der også mere end
1.000 individer. (DMU, 2007) På baggrund af NOVANA-overvågningen i 2005 konkluderes
det bl.a., at der er en samlet stigning i populationen af klokkefrøer og en vis stabilisering
i nogle af populationerne (Søgaard, et al., 2006:34). Det konkluderes dog ikke, hvilken
bevaringsstatus den har.
Klokkefrøens beskyttelse
Klokkefrøen er opført på Habitatdirektivets bilag II og IV. I Danmark udgør klokkefrøen
udpegningsgrundlaget for seks habitatområder.
I dansk lovgivning er klokkefrøen beskyttet ved Bekendtgørelse om fredning af krybdyr,
padder, fisk, hvirvelløse dyr, planter m.m. nr. 430 af 2. juni 2002. Heraf fremgår det, at den
er fredet i alle livets stadier. Det medfører, at både æg, haletudser og adulte klokkefrøer er
fredet og ikke må indsamles eller slås ihjel. En vigtig undtagelse i bekendtgørelsens § 6,
stk. 1 er dog, at fredningen ikke er ”til hinder for en normal jordbrugsmæssig udnyttelse af
en ejendom eller anden lovlig udnyttelse af denne.” Undtagelsen kan således have en negativ
indflydelse på klokkefrøens beskyttelsesniveau, hvis dens vandhuller er beliggende på
intensivt dyrkede marker.
71

6.2.1 Opsummering af klokkefrøens habitat- og spredningskrav
For at gøre klokkefrøens habitat- og spredningskrav operative i den følgende analyse af
landskabelige barrierer, opsummeres herunder de landskabelige strukturer og funktioner,
der er fundet vigtigst at fremme for at sikre arten en gunstig bevaringsstatus i habitatområde
nr. 102.
72
• Tilstedeværelse af overvintringssteder, som kan ligge i direkte tilknytning til vandhullet eller
maksimalt nogle få hundrede meter fra det.
• Ferske vandhuller med varierende vanddybder beliggende i klynger bestående af:
• Meget lavvandede vandhuller, der opvarmes af forårssolen.
• Ynglevandhuller med en ideel vandstand på 15-30 cm i slutningen af maj måned og udtørring
sidst på sommeren. Lav vegetation så vandfladen er soleksponeret. Ingen forekomst af
fisk og ænder. Tilstedeværelse af vegetation i selve vandfladen og naturligt næringsrige
vandhuller.
• Permanente vandhuller som opsøges efter yngletiden, hvor klokkefrøen lever indtil den går
på land i sensommeren for at overvintre.
• Vandhullerne skal være beliggende i områder med ekstensiv afgræsning, hvor der ikke anvendes
pesticider og kunstgødning. Afgræsning med kreaturer er bedst, men bl.a. geder, heste og
får kan også anvendes.
• Spredning skal helst foregå på ekstensivt dyrkede marker med afgræsning og uden brug af
kunstgødning samt pesticider.
• Vandhuller beliggende med en afstand på mindre end 700 m.

7 ANALYSE AF LANDSKABELIGE BARRIERER
Formålet med dette analysekapitel er at undersøge i hvilken udstrækning, der er overensstemmelse
mellem henholdsvis odderens og klokkefrøens habitat- og spredningskrav i forhold
til undersøgelsesområdernes strukturer og funktioner. Derigennem besvares første del
af problemformuleringen. Kapitlet danner endvidere grundlaget for vurderingen af arternes
bevaringsstatus i kapitel 8 samt forslagene til forbedrende foranstaltninger i kapitel 10 og
udgør således et centralt led i den kartografiske analysemodel. I analyserne er der fokus på
identifikationen af faktiske og potentielle kerneområder, spredningsbarrierer og korridorer.
Analyserne foretages primært på baggrund af de tematiske kort, de udledte habitat- og
spredningskrav samt den naturvidenskabelige teoriramme. Hvor det er fundet nødvendigt
for at styrke analysernes pålidelighed og analyseresultaternes gyldighed, suppleres temakortene
med anden empiri, i form af data fra feltnoter, vandløbsregulativer, fotos/ortofotos
og interviews mv.
Kapitlet er struktureret således, at der først foretages en analyse af odderens habitat- og
spredningsvilkår i Vestsjælland og dernæst en tilsvarende analyse af klokkefrøens vilkår på
Østfyn. Begge analysedele afsluttes med en opsamling af analyseresultaterne og kapitlet
afsluttes med en samlet delkonklusion.
7.1 Analyse af odderens habitat- og spredningsvilkår i Vestsjælland
Det samlede undersøgelsesområde for odder er beliggende i Vestsjælland og består af habitatområde
nr. 135, 137 og 138, der tilsammen udgør et areal på over 50.000 ha. Områdernes
afgrænsning fremgår af kortbilag nr. 1.
For at kunne håndtere analysearbejdet er det fundet nødvendigt at behandle de tre habitatområder
enkeltvis og inddele dem i en række mindre analyseenheder ud fra geografiske og
naturmæssige forhold. Habitatkvaliteten undersøges for hver enhed, men deres indbyrdes
konnektivitet inddrages, når de spredningsøkologiske forhold vurderes. Analyseresultatet
opsummeres efterfølgende for hvert enkelt af de tre habitatområder.
Det anbefales at anvende kortmaterialet i form af kortbilag nr. 3-12 under læsningen af nedenstående
analyse, for at øge forståelsen.
7.2 Habitatområde nr. 137, Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å
Habitatområdet grænser op imod Saltbæk Vig i nord og Stenlille i øst. Området udgøres af
et areal på 3.400 ha (Skov- og Naturstyrelsen, 2007b). I habitatområdet er der udlagt 18
undersøgelsesstationer, og deres placering fremgår af temakortene over natur- og kulturgrundlaget,
jf. kortbilag nr. 4 - 5. Temakortene (kortbilag nr. 4-6) og feltnoterne (bilag nr.
8) kan understøtte læsningen af dette analyseafsnit.
73

Store Åmose – mellem Undløse Bro og Bromølle
På strækningen mellem Undløse Bro og Bromølle
er undersøgelsesstationerne nr. 1-7 placeret.
Landskabet bærer stadig præg af afvandingsprojekterne,
der gennemførtes i 1960’erne. Før udgjorde
den østlige del af Store Åmose ét stort
sammenhængende moseområde. Området er i dag
relativt åbent og domineret af store flade marker
(matrix) samt spredte patches i form af skov og
Vandløbsstrækning mellem Undløse Bro
og Bromølle.
74
mindre vådområder. Der foregår således stadig
intensiv landbrugsproduktion i området, men pga.
store sætninger, forårsaget af dræning, er dele af
området med tiden lagt brak eller omlagt til egentlige naturarealer. (Skov- og Naturstyrelsen
og Kulturarvsstyrelsen, 2006:2f)
Forstyrrelsesniveau og muligheder for skjul: På baggrund af temakortet over kulturgrundlaget
kan det ses, at der kun ganske få steder findes bebyggelse nærved eller direkte
ned til Åmose Å. Som oftest er bebyggelsen placeret flere hundrede meter fra vandløbet.
Der er tillige ganske få veje i området, hvilket sammen med den lave bebyggelsesgrad indikerer
et ringe forstyrrelsesniveau i området omkring vandløbet. To steder er der dog
etableret vandrestier langs vandløbet, bl.a. ved undersøgelsesstation nr. 6, men det er tvivlsomt,
om de medfører en væsentlig forstyrrelse af odderen, da de overvejende benyttes om
dagen, hvor den normalt ikke er så aktiv. Et areal på 230 ha ved Kongemosen og Sandlyng
Mose (undersøgelsesstation nr. 3) er fredet, og offentlig adgang er kun tilladt for gående,
jf. kortbilag nr. 4 (COWI, 2006:50). Forstyrrelser fra motoriseret trafik er derved stærkt
begrænset i dette område.
Langs vandløbet er der ved alle de undersøgte stationer en udyrket bræmme på ca. 2 m.
Den var hovedsagelig dækket af lav blandet urte- og græsbevoksning samt krat, jf. bilag nr.
8. Dette giver odderen nogen mulighed for at finde skjul langs vandløbet.
På baggrund af temakortet over naturgrundlaget ses det, at der kun er få områder med moser
og mindre søer. Disse områder er endvidere relativt små og primært lokaliseret i området
omkring undersøgelsesstation nr. 2. Eilif Byrnak vurderer i den sammenhæng, at Store
Åmose ikke er et særligt attraktivt habitat for odderen (Byrnak, 2006, pers. komm.). Dette
stemmer overens med feltobservationerne, hvor der f.eks. mange steder fandtes åbne landbrugs-
og brakarealer næsten direkte ned til vandløbet, hvilket ikke er optimalt for odderen.
Samlet set er der dog tale om et stort uforstyrret område, der af Skov- og Naturstyrelsen og
Kulturarvsstyrelsen betegnes som et af Sjællands mest øde områder, hvilket er en betydelig
positiv faktor for, om odderen kan trives i området (Skov- og Naturstyrelsen og Kulturarvsstyrelsen,
2006:2).

Vandløbskvalitet og fødegrundlag: Åmose Å og det omkringliggende landskab er stærkt
præget af de store reguleringer og uddybninger af
vandløbet, der foregik i henholdsvis 1931-32 og
årene omkring 1960 (COWI, 2006:25 og Vestsjællands
Amt, 1996:5). Den er uden slyngninger
på store dele af strækningen og ligger ofte dybt i
landskabet. Eksempelvis er vandløbsprofilen omkring
Skellingsted Bro (undersøgelsesstation nr.
5) tydelig V-formet og beliggende i mere end 4
V-profil på vandløbsstrækningen ved
Skellingsted Bro.
meters dybde målt fra kanten af brinken. Der findes
dog mange sidevandløb og grøfter i tilknytning
til vandløbsstrækningen, hvilket øger foura-
geringsmulighederne. Vandkvaliteten på strækningen er målt til faunaklasse 4 eller derover,
hvilket indikerer et tilstrækkeligt fødegrundlag.
Faunapassager og spredningsmuligheder: På strækningen krydses Åmose Å af tre veje,
hvor undersøgelsesstationerne nr. 1, 5 og 7 er placeret. Der er under alle veje etableret faunapassager.
De mange sidevandløb og grøfter kan fungere som spredningskorridorer til andre
lokaliteter i habitatområdet og sikrer området en høj konnektivitet. Indenfor området
har odderen således gode muligheder for at sprede sig i forbindelse med sine aktiviteter.
Ved Bromølle (undersøgelsesstation nr. 7) er knapt 900 m af vandløbet rørlagt. Dette kan
udgøre en væsentlig barriere for odderens spredning og migration til og fra Store Åmose.
Rørlægningen ved Bromølle
Den rørlagte strækning af Åmose Å ved Bromølle
er 834 m lang (undersøgelsesstation nr. 7). Rørlægningen
er etableret i 1959 og består af en be-
tontunnel med en dimension på omkring 3×4 m.
To tidligere reguleringer af Åmose Å har resulteret
i, at vandløbet er blevet sænket med ca. 1,5 m
pr. gang og ligger derfor dybt i landskabet. Dette
medførte en begyndende nedskridning af de nær-
Indløbet til rørlægningen ved Bromølle. liggende skrænter, hvilket førte til at vandløbs-
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
strækningen blev rørlagt (Byrnak, 2006, pers. komm.).
Tunnelen ligger i et privatejet skovområde, og der er ingen former for menneskeskabte
faunapassager i eller omkring tunnelen. Bevoksningen ovenpå tunnelen består bl.a. af rørskov
og krat, jf. bilag nr. 8. Rørlægningen begynder i skoven lige bag Bromølle Kro og
udmunder i et relativt uforstyrret skovområde. De nærmeste stier er beliggende ca. 100-200
75

m fra vandløbet. Vandkvaliteten i området er målt til faunaklasse ≥ 6, hvilket opfylder odderens
krav.
Kan en odder passere en barriere i den størrelsesorden? I forbindelse med en lignende problemstilling,
hvor der mellem Bregninge Å og Åmose Å ikke er vandløbsmæssig sammenhæng
på en ca. 1 km lang strækning, antog Eilif Byrnak, at dette ikke udgjorde et problem
for odderen, når den skal bevæge sig gennem mose, skov eller mark for at sprede sig mellem
vandløbssystemerne (Byrnak, 2006, pers. komm.). Aksel Bo Madsen nævner også, at
odderen til tider er villig til at bevæge sig over land i forbindelse med spredning mellem
vådområder og vandløbssystemer (Madsen, 2006a, pers. komm.). Således er der undtagelsesvist
fundet trafikdræbte oddere flere kilometer væk fra vandområder (Madsen,
1996b:80f).
Det er vanskeligt at vurdere, hvor væsentlig en barriere rørlægningen ved Bromølle udgør
for odderens spredning. Ud fra de ovenstående udsagn fra Byrnak og Madsen antages det
dog, at odderen kan forcere strækningen ved at bevæge sig på landjorden henover tunnelen.
Dette understøttes yderligere af, at dette område virker uforstyrret, og der er observeret
gode muligheder for at finde skjul i bevoksningen af rørskov og krat. Derved kan vandløbets
funktion som korridor godt være intakt på trods af bruddet. Barrieren vurderes derfor
ikke som uigennemtrængelig, men den formodes at hæmme odderens spredning mellem
Store Åmose og de resterende dele af undersøgelsesområdet.
Området mellem Bromølle, Lille Åmose, Bregninge Ås udspring og Skarresø
I dette område er undersøgelsesstationerne 8-13
placeret. Området er domineret af Skarresø og et
større sammenhængende skovområde. Patchene
udgøres af mindre søer, vandhuller og moser
samt enkelte dyrkede arealer, jf. kortbilag nr. 6.
Fra Bromølle-tunnelen fortsætter Åmose Å sit løb
gennem et uforstyrret skovområde, og vandløbsstrækningen
benævnes Nedre Åmose Å, indtil
den skifter navn til Øvre Halleby Å nord for Lille
Skarresø.
Åmose. Denne strækning er ikke reguleret med
undtagelse af få mindre indgreb i forbindelse med vandmøller, etableret i tilknytning til
vandløbet. (Vestsjællands Amt, 1996:7) Skoven, der omkranser Skarresø er privatejet, derfor
må færdsel kun ske på veje og stier (Lbk. nr. 884, 2004:§ 23, stk. 5). På temakortet over
kulturgrundlaget (kortbilag nr. 5) ses det, at Jyderup støder op til den nordøstligste del af
Skarresø. Endvidere er der kun én sti (Jyderupstien) langs den østlige del af søen.
76

Forstyrrelsesniveau og muligheder for skjul: Der foregår kun en begrænset sejlads på
Skarresø, og den er koncentreret omkring Jyderup. Endvidere har der i 2005 og 2006 ynglet
havørn på øen Magleholm i Skarresø, hvilket indikerer en vis uforstyrrethed (Ehmsen,
& Pedersen, 2006:12). Langs bredden af Skarresø er der ud over krat og træer mange steder
en bræmme af rørskov. Dette sikrer odderen gode skjule- og tilflugtsmuligheder. På et
spørgsmål om rørskovsområderne således kan fungere som ynglelokalitet svarede Byrnak
”Det kunne det faktisk godt. De store godsområder er områder, der er potentielle for odder,
der er fred og ro” og han fortsatte ”også området fra Bromølle gennem skovområdet
og ned til Lille Åmose er ejet af ganske få lodsejere. Der er faktisk meget fred og ro på hele
den strækning” (Byrnak, 2006, pers. komm.). Dette stemmer umiddelbart godt overens
med de observationer, der blev gjort i området i forbindelse med verificeringen af temakortene
og derfor vurderes det at skovområdet omkring Nedre Åmose Å opfylder odderens
behov for skjul og uforstyrrethed.
I området mellem Skarresø og Lille Åmose er den trafikale infrastruktur noget tættere, end
i den resterende del af habitatområdet. Dette medfører givetvis nogen forstyrrelse, selvom
der er tale om relativt små veje, men på trods af dette er der samlet set tale om et forholdsvist
uforstyrret område. Mulighederne for at søge skjul langs vejene er gode, og der findes
flere mindre søer og moseområder med tilhørende rørskov, som odderen kan trække sig
tilbage til, hvilket indikerer en særdeles god habitatkvalitet for odder.
Vandkvalitet og fødegrundlag: Der foregår fiskeri på Skarresø, og derfor formodes det,
at søen indeholder en tilstrækkelig stor fiskepopulation
til at opfylde odderens fødebehov (Vestsjællands
Amt, 1998a:4). Under feltobservationerne
i slutningen af august, var sigtbarheden i
vandet tæt på nul pga. en kraftig opblomstring af
blågrønalger. Den ringe sigtbarhed vurderes ikke
at udgøre en permanent tilstand, derfor kan søen
på andre tider af året eller i køligere somre funge-
Opblomstring af blågrønalger i Skarresø.
re som fourageringslokalitet. Byrnak mente tillige,
at søen er i bedring og derfor er egnet som odderhabitat (Byrnak, 2006, pers. komm.).
Nedre Åmose Å er som nævnt stort set ureguleret og har en faunaklasse svarende til ≥ 6,
hvilket indikerer et fødegrundlag, som opfylder odderens fødebehov.
77

Faunapassager og spredningsmuligheder: I området findes tre barrierer for odderens
migration og spredning. To er lokaliseret ved undersøgelsesstation nr. 8 og 11 og består af
vandløb ført under vejen i mindre rør uden plads
til faunapassage. Vejene henover er smalle og
virker ikke præget af megen trafik, og det er
tvivlsomt, om odderen vil færdes kontinuerligt
langs de pågældende vandløbsstrækninger, grundet
deres ringe størrelse og vandindhold. De kan
dog have funktion som korridorer mellem Skarresø
og Lille Åmose.
Rørlægning under vej uden faunapassage.
En tredje barriere er lokaliseret ved Strids Mølle,
hvor Åvej krydser Nedre Åmose Å (undersøgelsesstation
nr. 13). Her er der tale om en kombineret
vejbro og opstemning af vandet, der skaber en
større mølledam med tilhørende rørskov. Området
har den rette struktur til at udgøre en særdeles
velegnet fouragerings- og ynglelokalitet for odder.
De manglende faunapassager øger selvfølgelig
risikoen for, at odderen trafikdræbes. Dette
Opstemning ved Strids Mølle.
gør sig især gældende ved Strids Mølle pga. områdets
gode habitatkvalitet. Dog er der etableret et omløb af vandløbet beregnet på fisk og
dette kan muligvis fungere som en ledelinie for odderen uden om opstemningen. Der er
etableret faunapassager under de resterende broer i området, og der findes således ingen
andre spredningsbarrierer for odderen mellem dette område og Lille Åmose. Dog kan der
være spredningsproblemer for odderen op mod Bregninge Å, hvilket diskuteres i følgende
afsnit.
Bregninge Å samt området mellem Skarresø og Saltbæk Vig
I denne del af habitatområdet er undersøgelsesstation
nr. 14-18 placeret. Bregninge Å har sit udspring
i nogle moser omkring Avnsøgård tæt ved
Svebølle, hvilket medfører at der ikke er en direkte
vandløbsforbindelse mellem denne lokalitet og
området mellem Lille Åmose og Skarresø. Det
kan ses af kortbilag nr. 4, at patchene i området
består af småskove, mindre søer og vådområder
samt en del råstofgrave meget tæt ved Bregninge
Vandløbsstrækning på Bregninge Å.
Å. En del af søerne ligger i forbindelse med råstofgravene
og er formentligt vandfyldte grave.
78

Forstyrrelsesniveau og muligheder for skjul: Den nordvestlige ende af området, der støder
op til Saltbæk Vig, er ét stort vådområder med store rørskovsarealer, krat og spredte
småskove, jf. kortbilag nr. 4. Dette område er rigt på skjulemuligheder, virker uforstyrret
og udgør i det hele taget et egnet odderhabitat. At det støder direkte op til det store naturområde
ved Saltbæk Vig styrker endvidere områdets samlede habitatkvalitet. Længere mod
øst omkring Løgved Plantage, (undersøgelsesstation nr. 15) er der ekstensiv eller slet ingen
landbrugsmæssig udnyttelse af området.
De områder, hvor der stadig foregår råstofindvinding, antages til gengæld at være udsat for
væsentlige forstyrrelser, og ved undersøgelsesstation nr. 17 gennemskærer en motortrafikvej
området, hvilket medfører trafikstøj over hele døgnet. Endvidere er der et mindre industrikvarter
i forbindelse med råstofgravningen, der formodes at være præget af en vis aktivitet
og tung trafik i dagtimerne. Amtet har dog i nogle tilfælde undladt at give tilladelse til
nye råstofgrave i området eller givet tilladelse mod, at området bagefter etableres som sølandskab
frem for landbrugsområde eller udnyttes til støjende fritidsaktiviteter (Byrnak,
2006, pers., komm.). Der findes således også patches bestående af spredt skov, vandhuller,
mindre søer og andre vådområder, derfor anses odderens behov for tilflugtsmuligheder i
dette område som værende tilstrækkelige.
Den østlige del af området, tæt ved Bregninge Ås udspring, udnyttes både ekstensivt og intensivt.
Her findes også mange skovdækkede arealer, moser og mindre søer med rørskov.
Dette område virker samlet set som relativt uforstyrret.
Vandløbskvalitet og fødegrundlag: Vandkvaliteten på hele strækningen er målt til faunaklasse
4, hvilket modsvarer odderens krav. Der er mange vandområder af varierende karakter
og størrelse tæt på Bregninge Å, hvilket i samspil med selve vandløbet burde udgøre et
tilstrækkeligt fourageringsgrundlag. Inddrages det tilstødende Saltbæk Vig i den samlede
vurdering styrkes dette.
Faunapassager og spredningsmuligheder: Der er etableret faunapassager ved alle broer
på nær ved undersøgelsesstation nr. 18, hvor et lille sidevandløb til Bregninge Å var rørlagt
under vejen. Om dette vandløb har en vigtig funktion for odderens spredning er svært at
bedømme, men området, et industrikvarter, virkede ikke som et oplagt sted for en odder at
færdes.
En mere væsentlig spredningsøkologisk barriere kan udgøres af manglen på vandløbsforbindelse
mellem Halleby Å, Åmose Å og Bregninge Å. Der er tale om en naturlig barriere
mellem to separate vandløbssystemer. Dette kan have betydning for, om odderen vil spredes
mellem Saltbæk Vig og Åmose Å-systemet, da Bregninge Å således kun udgør en del-
79

vis korridor mellem de to områder. Byrnak anslår bruddet til at være omkring 1 km og som
nævnt i afsnittet om barrieren ved Bromølle, mener han, at korridoren er funktionel på
trods af bruddet, når odderen blot skal bevæge sig gennem et moseområde, en anelse skov
eller en enkelt mark. Disse landskabselementer kan derved have funktion som trædesten.
Ifølge Madsen er det dog ikke normalt at finde odderen særlig langt fra vandløb, så set i det
perspektiv kan der altså være tale om en reel barriere (Madsen, 2006a, pers. komm.). Odderen
vil nok være i stand til at forcere strækningen, men manglen på en ledelinie i form af
et vandløb virker ikke ligefrem fremmende for dens spredning. Der findes til gengæld ingen
spredningsbarriere mellem den nordvestlige del af Bregninge Å og Saltbæk Vig, hvilket
styrker begge områders habitatkvalitet.
Analyseresultat for habitatområde nr. 137
Overordnet set har dette område en tilstrækkelig god habitatkvalitet til at imødekomme odderens
habitatkrav, men nogle steder er kravene dog ikke opfyldt i tilstrækkelig grad.
Store Åmose vurderes således ikke at udgøre et egnet habitat på trods af områdets uforstyrrethed,
tilstrækkelig vandkvalitet og antageligt gode fødegrundlag. Dette skyldes primært
manglen på vand i området i form af moseområder og søer mv., som odderen kan trække
sig tilbage til for at finde skjul, bygge bo og yngle. Endvidere medfører de høje og stejle
brinker, der findes på dele af vandløbsstrækningen, at det kan være vanskeligt for odderen
at finde egnede markeringssteder, hvilket gør området mindre attraktivt (Madsen, 2006a,
pers. komm.). Der er dog planer om et stort naturgenopretningsprojekt i Åmosen, bl.a. i
form af en vandstandshævning (Byrnak, 2006, pers. komm. og COWI, 2006).
De store uforstyrrede, skovklædte og kuperede områder ved Skarresø med moser, søer og
mindre vandløb udgør til gengæld et meget varieret og velegnet odderhabitat. Det væsentligste
problem for odderen i dette område må formodes at være den lave sigtbarhed i Skarresø
grundet eutrofieringen. Dette kan vanskeliggøre fødesøgningen og påvirke fødegrundlaget
(Madsen, 2006a, pers. komm.), men som tidligere nævnt er det dog ikke sikkert, at
opblomstringen af alger fremover vil være et årligt tilbagevendende fænomen.
Området ved Bregninge Å virker ligeledes overordnet som et egnet odderhabitat. Dette
gælder især for den nordvestlige ende af området, hvor tilstedeværelsen af store rørskovsområder
og forbindelsen til Saltbæk Vig giver gode livsbetingelser for odderen. Andre dele
af området er dog mere forstyrrede grundet industri, trafik og råstofindvinding.
Der findes dog en række barrierer for odderens spredning og migration i habitatområdet.
Tre af disse vurderes kun i nogen grad, at have negativ betydning for odderen, da de alle er
lokaliseret i områder uden megen trafik, eller hvor der er mindre sandsynlighed for, at odderen
ofte vil færdes. Barrieren ved Strids Mølle øger derimod risikoen for trafikdrab men
kan ikke umiddelbar fjernes uden at ødelægge den omkringliggende natur i form af mølledam
og rørskovsarealer, men det etablerede omløb kan måske afhjælpe problemet.
80

De to barrierer ved henholdsvis Bromølle og området mellem Bregninge Å og Åmosesystemet
antages således at være de mest betydningsfulde. Her er tale om barrierer, der
pga. af deres længde og beskaffenhed om end ikke fuldstændigt hindrer odderens spredning
så kan hæmme den.
7.3 Habitatområde nr. 138, Lille Åmose, Halleby Å, Tissø og Flasken
Habitatområdet grænser op imod Skarresø i nordøst, og mod Jammerland Bugt i vest og
ned mod Høng i syd. Området udgøres af et areal på 3.262 ha (Skov- og Naturstyrelsen,
2007b). I habitatområdet er der udlagt 14 undersøgelsesstationer og deres placering fremgår
af temakortene over natur- og kulturgrundlaget, jf. kortbilag nr. 7-8. Undersøgelsesstation
nr. 24 blev ikke undersøgt, da det ikke var muligt at få adgang til området. En del af
arealerne ved Lille Åmose og Tissø er besøgt flere gange i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings
odderregistreringsprojekt, jf. kortbilag nr. 3 (område 21 og 22). Derfor
er der kun udlagt få undersøgelsesstationer i forbindelse med verificeringen af temakortene
i dette område. Temakortene (kortbilag nr. 7-10) og feltnoterne (bilag nr. 8) kan understøtte
læsningen af dette analyseafsnit.
Lille Åmose og Øvre Halleby Å
I dette område er undersøgelsesstationerne nr. 19-
21 placeret. Lille Åmose, Øvre Halleby Å og
Madesø udgør et stort sammenhængende og
svært tilgængeligt vådområde. Som det fremgår
af kortbilag nr. 7 og 9, består områdets patches af
et stort antal søer af varierende størrelse, moser
samt vandhuller. Dertil kommer spredte sumpskovslignende
arealer, rørskovsområder og en
række ekstensivt udnyttede marker udlagt til af-
Lille Åmose ved Halleby Å.
græsning. Området er meget fugtigt, og derfor
dyrkes der ingen afgrøder på de vandløbsnære arealer bortset fra enkelte arealer nær vandløbets
udløb i Tissø.
Forstyrrelsesniveau og muligheder for skjul: De tilstødende arealer til Øvre Halleby Å
er ejet af mange private lodsejere, og der er normalt ingen offentlig adgang til området. På
temakortet over kulturgrundlaget kan det ses, at der er spredt bebyggelse og kun få steder
er der huse i umiddelbar nærhed af vandløbet, mose- og søområderne. Dertil kommer, at
der er flere hundrede meter til de nærmest offentlige veje i området, bortset fra ved udløbet
i Tissø, hvor en større vej krydser vandløbet, jf. kortbilag nr. 7 og 8. Endvidere består den
landbrugsmæssige aktivitet i området hovedsageligt af græsning. Vandløbstrækningen
mellem Bromølle og Tissø er endvidere friholdt for sejlads (Byrnak, 2006, pers. komm.).
81

På den baggrund må det formodes, at forstyrrelsesniveauet i området er lavt, hvilket Byrnak
er enig i. Han beskriver området således; ”Det er et kerneområde for os, så der vil vi
gerne have fred og ro. Det er et lækkert område med masser af rørskov, store moseområder
og rimelig fred og ro, selv om der er mange lodsejere. Det er kun lodsejere, jægere og
evt. fiskere, der kommer derned.” (Byrnak, 2006, pers. komm.). Jagt vurderes således at
udgøre en vis forstyrrelsesfaktor, selvom Byrnak konstaterede, at undersøgelser fra udlandet
viser, at jagt ikke udgør et væsentligt forstyrrelseselement (Ibid.). I forbindelse med et
besøg i området som led i Danmarks Naturfredningsforenings odderregistreringsprojekt
blev der talt med en naturfotograf, der er kommet i området gennem de seneste tolv år, og
han opfattede tillige området som uforstyrret.
Odderens muligheder for at finde skjul langs Øvre Halleby Å og i Lille Åmose må betegnes
som noget nær ideelle, da områdets struktur med store rørskovsarealer, spredte småskove
og tæt bevoksede brinker giver et stort udbud af skjulesteder.
Vandløbskvalitet og fødegrundlag: Som det fremgår af kortbilag nr. 7, har Øvre Halleby
Å et forholdsvis slynget forløb. Strækningen er ikke blevet reguleret siden 1889 (Vestsjællands
Amt, 1996:5) og bar heller ikke præg af en hårdhændet vedligeholdelse. Byrnak påpegede
i den forbindelse, at amtets vandløbsvedligeholdelse foregår på en mere nænsom
måde end tidligere, med mindre brug af maskiner og mere manuelt vedligeholdelsesarbejde
(Byrnak, 2006, pers. komm.). I forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings odderregistreringsprojekt,
var det tydeligt, at de vandløbsnære arealer ofte blev oversvømmet
som en konsekvens af vandløbets naturlige dynamik.
Vandkvaliteten er endvidere målt til faunaklasse 4, hvilket i samspil med åens uregulerede
fremtoning og områdets mange søer og moser burde sikre odderen et solidt fødegrundlag.
Faunapassager og spredningsmuligheder: Den eneste bro i området findes ved udløbet i
Tissø (station nr. 21). Her er der etableret faunapassager i begge sider, hvilket sikrer, at
odderen uden risiko for trafikdrab kan migrere mellem Tissø og Øvre Halleby Å. Der er
endvidere mange små sidekanaler, der forbinder Øvre Halleby Å med mindre søer og moser
i området, hvilket udgør et vandløbsnetværk, der sikrer god konnektivitet i området.
82

Tissø
Øvre Halleby Å's udløb i Tissø.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
På søens nordvestlige brink er station nr. 22 placeret.
Tissø har et areal på ca. 1.200 ha og er 13,5
m dyb. Vandstanden ændrer sig meget, så de omkringliggende
arealer oversvømmes ofte om foråret
og tørlægges om sommeren. Disse arealer
består af enge og rørskove samt en mindre løvskov
kaldet Klinteskoven. Tissø har endvidere en
central placering i forhold til de andre undersøgte
områder, således at odderen herfra har gode
spredningsbetingelser op- og nedstrøms Halleby
Å samt til andre vandløb, der ligger uden for undersøgelsesområdet. Der foregår erhvervsfiskeri
og fritidsfiskeri på søen, og på den baggrund vurderes mængden af fisk at kunne
dække odderens fødebehov. (Vestsjællands Amt, 1998b:3f)
Som det ses af figur 7.1, er en del af Tissø udlagt som vildtreservat, hvilket har medført at
jagt på vandfugle, som hovedregel er forbudt. Endvidere er der også begrænsninger af sejladsen
på de dele af søen, der ligger indenfor 100 m fra rørskovene. Al færdsel i rørskovene
er ligeledes forbudt. Derudover må sejlads med sejl og motor på den resterende del af
søen kun foregå med amtets tilladelse (efter kommunalreformen er Kalundborg Kommune
myndighed). (Vestsjællands Amt, 1998b:5f) Søen er således forholdsvis uforstyrret især
langs rørskovsområderne.
Figur 7.1: Viser afgrænsningerne af de forskellige restriktioner af vildtreservatet ved Tissø.
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen, 2007c.
83

På baggrund af de relativt uforstyrrede rørskovsområder, der giver odderen gode betingelser
for skjul, begrænsningerne i færdsel og sejlads samt antageligvis gode fourageringsmuligheder,
vurderes Tissø at leve op til odderens habitat- og spredningskrav.
Nedre Halleby Å – mellem Tissø og Flasken
På vandløbsstrækningen mellem Tissø og Flasken
er undersøgelsesstationerne nr. 26-32 placeret.
Landskabet omkring denne del af Halleby Å er
mindre kuperet og langt mere åbent og kultiveret,
end det var tilfældet ved Øvre Halleby Å samt
områderne omkring Skarresø. Dette område er
præget af en intensiv arealudnyttelse i form af
landbrug og bebyggelse, f.eks. er der et sommer-
Vandløbsstrækning mellem Tissø og
Flasken.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
84
husområde midt mellem Nedre Halleby Å og
Jammerland Bugt. På temakortet over naturgrundlaget
fremgår det, at der også er nogle rela-
tivt smalle og uudnyttede vådområder langs dele af vandløbet, jf. kortbilag nr. 7.
Forstyrrelsesniveau og muligheder for skjul: Ved undersøgelsesstation nr. 27 og 28
grænser vandløbet op til et sommerhusområde, hvor haverne i nogle tilfælde ligger direkte
ned til vandløbet. På den baggrund må der forventes en del menneskeskabte forstyrrelser
på vandløbsstrækningen. Endvidere er hele denne del af habitatområdet meget smallere
end f.eks. området omkring Øvre Halleby Å. Ses dette i sammenhæng med den større bebyggelsestæthed
og intensive landbrugsproduktion, der karakteriserer området, må det
samlet set betyde et højere forstyrrelsesniveau ved vandløbet og de vandløbsnære arealer.
Under feltobservationerne blev det konstateret, at matricen består af et relativt fladt og
åbent landskab, der er præget af store ensartede dyrkningsflader med monokulturer, der
omkranser store dele af vandløbsstrækningen mellem Tissø og Flasken. Det giver odderen
færre muligheder for at finde skjul. På nogle arealer dyrkes der næsten direkte ned til vandløbet,
hvilket forstærker problemet jf. kortbilag nr. 10. På kortbilag nr. 7 kan det ses, at der
tillige er langt mellem moser og mindre søer i området og således mangel på uforstyrrede
områder, som odderen kan trække sig tilbage til i dagtimerne eller anvende som yngle- og
opvækstområder. Det må dog påpeges, at sådanne områder ikke er helt fraværende, f.eks.
ligger der et velegnet moseområde, som kunne fungere som odderfristed ved Bjerge Enge
(undersøgelsesstation nr. 29), der er direkte forbundet med Nedre Halleby Å via en grøft.
Vandløbskvalitet og fødegrundlag: Nedre Halleby Å har et forholdsvist slynget forløb
men vedligeholdes således, at afstrømningen sikres og oversvømmelser undgås (Vestsjællands
Amt, 1997:20). Tillige blev det observeret, at der flere steder kun var den lovpligtige

2 m bræmme mellem vandløbet og det dyrkede areal. På kortbilag nr. 7 ses det dog, at der
mange steder er mindre vådområder i direkte tilknytning til vandløbet, samt at der findes
en række mindre sidevandløb og dræningskanaler, hvilket øger habitatkvaliteten og sandsynligvis
også fødegrundlaget.
Vandkvaliteten er målt til faunaklasse 4, som vurderes at sikre odderen et tilstrækkeligt fødeudbud.
Faunapassager og spredningsmuligheder: Der er etableret faunapassager under alle
stærkt trafikerede broer i området. Ved undersøgelsesstation nr. 30 og 32 er der dog begge
steder etableret to broer ved siden af hinanden. Fælles for de to undersøgelsesstationer er,
at der ikke er etableret faunapassager under den ene af broerne. Disse broer udgør begge
steder en del af en rasteplads og på den baggrund antages det, at fart og trafikintensitet er
lav på lokaliteterne. Risikoen, for at en odder bliver trafikdræbt, når den forcerer dem, vurderes
derfor at være minimal.
Nedre Halleby Å kan have en potentiel funktion som spredningskorridor for odderen ved
migration mellem Tissø og Flasken. I den henseende kan manglen på skjul visse steder på
strækningen udgøre et problem for funktionaliteten af korridoren. Dette gælder især strækningerne
omkring de intensivt dyrkede arealer tæt ved vandløbet.
Flasken
Området ved Flasken og Jammerland
Bugt.
Foto: Birthe Maltha Petersen.
Nedre Halleby Å udmunder i Jammerland Bugt
ved Flasken, der er en flodmunding med et rigt
fugleliv. Flasken samt de tilhørende strand- og
engarealer blev på den baggrund fredet i 1979
(Vestsjællands Amt, 2007). Både kortbilag nr. 7
og 8 samt de observationer, der blev gjort under
feltundersøgelsen viser, at der er tale om et større
åbent vandområde omkranset af ekstensivt udnyttede
græs- og rørskovsarealer.
Flasken bliver beskrevet som øde og et rent klondike
for fritidsfiskere på hjemmesiden
www.ulovlige.net. Hjemmesiden drives af Dan-
marks Sportsfiskerforbund med det formål at registrere ulovlige fiskeredskaber (Danmarks
Sportsfiskerforbund, 2007). Ifølge Byrnak er opsætningen af ulovlige garn og ruser et generelt
problem for alle vandområder i de tre habitatområder. Han udtaler, at det er yderst
sjældent, at amtets åmænd finder ruser med stopriste, og at de ofte står ulovligt samt har
ulovlige netmasker, hvilket ifølge Byrnak bekræftes af Fiskeridirektoratet. Han mener endvidere,
at den manglende anvendelse af stopriste, som amtet i øvrigt har uddelt gratis, er en
af de væsentligste barrierer for, at odderen kan opnå en gunstig bevaringsstatus i habitat-
85

områderne. (Byrnak, 2006, pers. komm.) En forespørgsel til Fiskerikontrollen i Roskilde
om deres vurdering af problemets omfang gav dog et andet svar. Her er holdningen, at der
kun sporadisk registreres fiskeredskaber, som er opsat ulovligt i området, men når det sker,
så er flere forhold som oftest overtrådt, herunder manglende stopriste (Aufeldt, 2007, pers.
komm.). Derudover vurderer direktoratet, at den manglende brug af stopriste er konstant
(bilag nr. 12). Grundet de forskellige opfattelser af problemets omfang er det vanskeligt at
afgøre, hvor stort det reelt er, men selv få ruser uden stopriste kan udgøre en alvorlig trussel
for en meget lille odderpopulation.
Flasken virker som et relativt uforstyrret område med et godt fødegrundlag, vurderet på
baggrund af fritidsfiskeriet. Derfor antages Flasken både at have potentiale som yngle-,
opvækst- og fourageringsområde. Områdets funktionalitet som habitat og især ynglelokalitet
for odderen skal dog vurderes i forhold til de ulemper, det medfører for odderen, at området
er en populær lokalitet for fritidsfiskere
Bøstrup Å – mellem Tissø og Tranevejle Bro
På denne vandløbsstrækning er undersøgelsesstationerne
nr. 23-25 placeret. Landskabet omkring
strækningen er, ligesom området ved Nedre Halleby
Å, generelt mere åbent og intensivt udnyttet,
end de undersøgte lokaliteter ved Øvre Halleby Å
og området omkring Skarresø. Det areal, der ligger
indenfor selve habitatområdet langs Bøstrup
Å, er dog et større sammenhængende vådområde
Tranevejle Bro - nedslidt og uden faunapassage.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
86
med relativt mange søer og vandhuller af varierende
størrelse. De dele af området, der blev verificeret
ved feltundersøgelsen, bar præg af en eks-
tensiv arealanvendelse. Der blev endvidere registreret levende hegn og spredte bevoksninger
i området.
Forstyrrelsesniveau og muligheder for skjul: Byen Gørlev ligger tæt på denne del af habitatområdet,
hvilket umiddelbart kan virke forstyrrende på odderen, jf. kortbilag nr. 8.
Grundet en sparsom trafikal infrastruktur mellem byen og vandløbet antages det dog, at
forstyrrelser i området ikke udgør et problem for odderen.
Brinkernes bevoksning langs vandløbet består hovedsagelig af lav blandet græs- og urtebevoksning
samt krat og spredte træer på de undersøgte lokaliteter. Dette gælder dog ikke
for undersøgelsesstation nr. 25, hvor der stort set ikke findes nogle skjulemuligheder i
umiddelbar nærhed. På de resterende lokaliteter kan odderen finde skjul, og det formodes
endvidere, at dette også gør sig gældende i de ikke undersøgte dele af området, da temakortene
med natur- og kulturgrundlaget viser mange mose- og søområder samt ingen be-

yggelse indenfor habitatområdet samt en begrænset trafikal infrastruktur, jf. kortbilag nr.
7 og 8.
Vandløbskvalitet og fødegrundlag: Vandkvaliteten på strækningen er målt til faunaklasse
≥ 5, hvilket svarer til odderens krav. Der er dog næsten ingen slyngninger på vandløbet, da
Bøstrup Å blev reguleret i 1891 (Vestsjællands Amt, 1997:4). På trods af dette vurderes det
samlede fødegrundlag at være tilstrækkeligt for odderen pga. de mange vådområder.
Faunapassager og spredningsmuligheder: Af de undersøgte stationer var der kun etableret
faunapassager under Vase Bro (undersøgelsesstation nr. 23). Det vides ikke, om der er
faunapassage under jernbanebroen, da det ikke var muligt at undersøge undersøgelsesstation
nr. 24. Ifølge Byrnak udgør jernbanen dog ikke noget problem, da den er nedlagt og
delvis omlagt til cykelrute (Byrnak, 2006, pers. komm.). Fraværet af faunapassage ved
Tranevejle Bro kan skyldes, at broen ligger lige udenfor den sydlige ende af habitatområdet.
Her er vejen meget smal og broen gammel og slidt. Desuden er vandløbet så smalt, at
det kan være problematisk at få plads til en faunapassage.
På spørgsmålet om der var etableret faunapassager i hele amtet, eller kun i habitatområderne,
svarede Byrnak:
Vi har sagt, at det er vigtigst i habitatområderne, men hver gang vi [amtet] har ansøgninger fra
vejmyndigheder som Vejdirektoratet eller kommuner, der ønsker at ændre deres vejbroer, så
sætter vi vilkår om, der skal være faunapassager. Det er uanset, om det ligger i habitatområderne
eller ikke for på den måde at forberede, at der i fremtiden kan være en større bestand af odder,
der ikke kun er knyttet til habitatområderne.
(Byrnak, 2006, pers. komm.)
Når den nedslidte Tranevejle Bro på et tidspunkt skal renoveres, vil der således blive etableret
en faunapassage, hvis amtets politik videreføres af Kalundborg Kommune.
Der er gode muligheder for, at odderen kan sprede sig mellem Bøstrup Å og andre dele af
de tre habitatområder. Dette skyldes sammenhængen mellem Bøstrup Å og Nedre Halleby
Å. Fra vandløbets udløb i Nedre Halleby Å er der ikke langt til Tissø, der kan fungere som
et ”knudepunkt” i forbindelse med odderens spredning mellem Nedre- og Øvre Halleby Å
samt et par andre mindre vandløb udenfor habitatområderne.
Analyseresultat for habitatområde nr. 138
Habitatområdet består af mange forskellige patches, der fra øst mod vest indeholder kuperede
skovklædte områder, vandløb, moser og andre vådområder, større søer, ekstensivt og
intensivt udnyttede landbrugsarealer og en flodmunding.
87

Det varierede landskab byder på mange egnede habitater for odder. I det perspektiv må Lille
Åmose fremhæves som potentielt kerneområde for en mindre odderpopulation. Områdets
størrelse og uforstyrrethed samt strukturer og funktioner konvergerer således med odderens
habitat- og spredningskrav. Der findes således et stort antal vandhuller, søer og moser
samt store rørskovsarealer i tilknytning til Øvre Halleby Å. Tilstedeværelsen af den
form for landskabsstruktur er ifølge Madsen afgørende for, om odderen vil opholde sig i et
område, bl.a. fordi den giver odderen de rette yngle- og opvækstbetingelser (Madsen,
2006a, pers. komm.). De gode levevilkår antages endvidere at være relativt stabile også på
længere sigt. Ikke alene fordi lokaliteten er udlagt som habitatområde men også fordi, vådområdet
ikke har nogen dyrkningsmæssig værdi. Områderne ved Bøstrup Å og Flasken indeholder
nogle af de samme strukturer og er ligeledes ganske velegnede habitater for odder,
hvilket også gælder Tissø, der kan fungere som et økologisk bindeled mellem de forskellige
potentielle odderlokaliteter.
Det mere flade, åbne og intensivt udnyttede landskab omkring Nedre Halleby Å virker mere
påvirket af menneskelige forstyrrelser og byder således ikke på de samme gode livsbetingelser
for odderen som den resterende del af habitatområdet. Området er dog ikke uden
kvaliteter. Vandløbsstrækningen er en vigtig spredningskorridor mellem Flasken og de resterende
dele af de tre habitatområder og kan udgøre et potentielt fourageringsområde.
På den anden side kan det ikke udelukkes, at odderen kan finde sig til rette i dette område,
særligt hvis odderpopulationen fremover vokser og konkurrencen om territorier derved
øges. I Jylland er det eksempelvis observeret, at oddere er rykket tættere på byerne i takt
med, at populationen er vokset (Ibid.). Således kan Nedre Halleby Å have potentiale som
sinkhabitat og eksempelvis modtage individer fra Lille Åmose og Flasken.
7.4 Habitatområde nr. 135, Saltbæk Vig og Sejerø Bugt
Habitatområdet udgøres af et areal på 43.912 ha. Saltbæk Vig er udpeget til fuglebeskyttelsesområde,
og store dele af Sejerø Bugt er udpeget som både ramsar- og fuglebeskyttelsesområde
(Skov- og Naturstyrelsen, 2007b).
I denne del af det samlede undersøgelsesområde, er der ikke udlagt nogen undersøgelsesstationer
bl.a. grundet adgangsbegrænsning til Saltbæk Vig, og fordi Sejerø Bugt samt den
tilhørende kyststrækning primært kan have funktion som fourageringsområde og spredningsvej.
På den baggrund er analysen af områdets habitatkvalitet foretaget på baggrund af
natur- og kulturgrundlaget på de tematiske kort, ortofotos, interview med Eilif Byrnak samt
rapporten om Saltbæk Vigs Flora udgivet af Vestsjællands Amt i 2002. Temakortene
(kortbilag nr. 11-12) understøtter læsningen og forståelsen af dette analyseafsnit.
88

Saltbæk Vig
Saltbæk Vig.
Foto: Peter Leth.
Saltbæk Vig er en kystlagune, beliggende i den
sydlige del af habitatområdet. Det er et stort fredet
naturområde, og på den baggrund har offentligheden
ikke ret til at færdes og opholde sig i
området. Ifølge rapporten om Saltbæk Vigs flora
fremgår det, at det samlede naturområde, inklusiv
tilknyttede landområder, er på ca. 28 km 2 . Udover
matricen, som er lagunen på ca. 1.600 ha,
består området af mange forskellige patches af
enge, overdrev, rørskov, krat, skove og mindre
søer samt dyrkede arealer i den vestlige del af
området. Næsten hele området er privatejet af A/S Saltbækvig og Poul Tholstrups Fond.
Derudover ejer Kalundborg Kommune og to privatpersoner mindre områder. Der er kun to
fastboende personer i området. (Christiansen & Leth, 2002:7)
Fødegrundlag: På baggrund af Saltbæk Vigs uforstyrrethed, varieret struktur og den store
lagune i sig selv, vurderes det, at området indeholder rigeligt med føde til at dække behovet
hos en større odderpopulation.
Forstyrrelsesniveau og muligheder for skjul: Ovenstående beskrivelse af områdets
struktur og naturindhold stemmer overens med de data, der kan udledes af de tematiske
kort og ortofotos. Det fremstår som et stort uforstyrret område med optimale livsbetingelser
for en odderpopulation. Området vurderes på den baggrund at have et anseligt potentiale
som kerneområde for odderen på Sjælland, en vurdering, der underbygges af Byrnaks
udsagn: ”Odderen kan færdes i Bregninge Å og ud til Saltbæk Vig, som er det mest fredelige
område vi har og virkelig burde være et kerneområde for odderen”, og han uddyber senere
dette således. ”… i Saltbæk Vig er der ikke de store trusler. Der er fred og ro, masser
af mad, og der er ikke brug for faunapassager. Det er lukket for offentligheden? Ja, det er
et stort lukket område, som er privatejet. Det er jo lidt fantastisk, at man i Danmark kan
have så stort et område liggende og ha’ gennemført en fredning, hvor der er så lidt offentlig
adgang.” (Byrnak, 2006, pers. komm.) Det eneste forstyrrende element i nærheden af
området er en lille flyveplads ved Kaldred, hvor der bliver fløjet ind over området under
start og landing. Forstyrrelserne i den forbindelse vurderes at kunne tolereres af odderen.
89

Sejerø Bugt
Sejerø Bugt.
Foto: Thure Jørgensen.
90
Den resterende del af habitatområdet består overvejende
af Sejerø Bugt herunder Nekselø og dele
af Sejerø. Der er ikke udlagt undersøgelsesstationer
i dette område som led i feltundersøgelsen.
Det skyldes, at det er et stort havområde, som
overvejende kan anvendes til fouragering og
spredning. Dette kan især gøre sig gældende i
hårde vintre, hvor ferskvandsområderne fryser
helt til, så odderen må søge alternative fødeområder.
Det er endvidere observeret, at odderen kan
svømme meget langt i havet langs kyster under
dens spredning, så Sejerø Bugt rummer tillige gode spredningsbetingelser (Madsen, 2006a,
pers. komm.). En del forstyrrelser fra bl.a. jagt, fiskeri og andre rekreative aktiviteter samt
problemer i forhold til manglende anvendelse af stopriste, må dog forventes i området,
hvilket kan være til gene for odderen.
Analyseresultat for habitatområde nr. 135
Habitatområdet lever i vid udstrækning op til alle odderens krav i forhold til habitatkvalitet
og spredningsøkologiske forhold. Alene Saltbæk Vig byder på nærmest ideelle livsbetingelser
for odderen, da alle dens behov kan dækkes på lokaliteten. Denne vurdering styrkes
yderligere, hvis området ses i sammenhæng med Sejerø Bugt, der på alle årstider antages at
øge udbudet af føde betragteligt. På den baggrund vurderes områdets betragtelige størrelse,
i samspil med fødeudbudet, at det vil kunne rumme en odderpopulation. Livsvilkårene
vurderes endvidere at være relativt stabile og opfylde odderens habitatkrav i en sådan grad,
at en population kan opretholdes og bidrage med overskydende individer til andre dele af
Sjælland, når lokalitetens bærekapacitet nås. På sigt har habitatområdet således potentiale
som sourcehabitat, hvorfra arten kan spredes til andre dele af Sjælland.
7.5 Samlet analyseresultat for habitatområderne i Vestsjælland
Ud fra delanalyserne af de tre habitatområder, kan det konkluderes, at Vestsjælland i vid
udstrækning byder på de rette landskabelige strukturer og funktioner for at kunne fungere
som kerneområde for en sjællandsk odderpopulation. Nogle områder har en bedre habitatkvalitet
end andre, men det ændrer ikke på det samlede indtryk af Vestsjælland som en
velegnet odderlokalitet, hvor det er tydeligt, at der er gjort en relativ stor indsats for at forbedre
de fysiske forhold for odderen. Dette afspejler sig især i den konsekvente anvendelse
af funktionsdygtige faunapassager under næsten alle vejbroer i habitatområderne og amtets
udlevering af gratis stopriste til rusefiskere.
Store Åmose og områderne langs Nedre Halleby Å har dog ikke den rette habitatkvalitet,
så her er plads til væsentlige naturmæssige forbedringer, hvilket uddybes i kapitel 10.

Derudover er der generelt, efter sjællandsk målestok, en bemærkelsesværdig lav bebyggelsestæthed
omkring de udpegede habitatområder, og forstyrrelsesniveauet virkede som oftest
lavt på de undersøgte lokaliteter. Der er således flere steder sat begrænsninger for offentlighedens
adgang til områder, der kan være eller har potentiale som sourcehabitater for
odderen. Enten fordi der er tale om privatejede arealer som eksempelvis arealerne ved Lille
Åmose og Skarresø, eller fordi offentligheden simpelthen er forment adgang til et område
som konsekvens af fredning, som det f.eks. gør sig gældende ved Saltbæk Vig. Derudover
kommer restriktionerne i forbindelse med sejlads og fiskeri på Skarresø og Tissø mv.
Ifølge amtets målinger af vandkvaliteten i vandløbene er fødemængden i de tre habitatområder
vurderet til at være tilstrækkelig og opfylde odderens krav.
Der er fundet få væsentlige barrierer for odderens spredning i undersøgelsesområdet. De to
største ved Bromølle og mellem Bregninge Å og Åmose Å vurderes ikke som værende
uoverkommelige barrierer for odderen, men den begrænsede konnektivitet kan dog virke
hæmmende i forbindelse med odderens spredning via disse to lokaliteter.
Af andre barrierer kan nævnes opstemningen ved Strids Mølle, hvor der løber en vej henover
vandløbet, rørlægningen af to mindre vandløb under mindre veje i området ved Skarresø
og rørlægningen af et lille sidevandløb til Bregninge Å under en vej med tung trafik.
Derudover mangler der faunapassager ved henholdsvis Tranevejle Bro over Bøstrup Å og
dobbeltbroerne over Nedre Halleby Å. Samlet set vurderes disse barrierer dog som mindre
væsentlige i forhold til odderens migrations- og spredningsmuligheder.
Det største problem i forhold til at sikre odderens levevilkår og fremtidige overlevelse i
habitatområderne, udover tvivlen om artens tilstedeværelse, syntes således at være fritidsfiskernes
manglende brug af stopriste, selvom anvendelsen af dem er lovpligtig, og de blev
udleveret gratis af det tidligere Vestsjællands Amt. Derudover kan jagt også udgøre et problem
for odden, både i forhold til forstyrrelser, men også drab, da de nemt forveksles med
mink.
7.6 Analyse af klokkefrøens habitat- og spredningsvilkår på Østfyn
Analysen af klokkefrøens habitat- og spredningsvilkår er struktureret således, at der først
redegøres for undersøgelsesområdets overordnede strukturer og funktioner. Dernæst gennemgås
de tre primære lokaliteter for klokkefrø, der udgøres af Tårup Strand, Teglgårdshuse
og Klintholm, hvor første og sidstnævnte lokalitet udgør habitatområde nr. 102. Her undersøges
kvaliteten af de enkelte vandhuller og deres nære omgivelser samt muligheden for
migration og spredning mellem vandhullerne på de enkelte lokaliteter. Endvidere undersøges
områdets konnektivitet, hvor der fokuseres på spredningsmuligheder og -barrierer
91

imellem de tre lokaliteter. Herefter følger en kort gennemgang af de øvrige lokaliteter for
klokkefrø i området.
Det anbefales at anvende kortmaterialet i form af kortbilag nr. 13-17 under læsningen af
nedenstående analyse, for at øge forståelsen.
Undersøgelsesområdets overordnede struktur og funktion
Undersøgelsesområdet er lokaliseret på Østfyn og består af habitatområde nr. 102 samt de
mellemliggende arealer, jf. kortbilag nr. 2. Habitatområdet udgøres af lokaliteterne Tårup
Strand der har et areal på ca. 13 ha, og Klintholm der har et areal på ca. 23 ha (Fyns Amt,
2000: 18).
I undersøgelsesområdet er den samlede klokkefrøpopulation estimeret til 318 individer
fordelt på 17 vandhuller ud af 55 naturlige eller etablerede vandhuller. Størstedelen af disse
individer lever på Klintholm, Teglgårdshuse og Tårup Strand (Søgaard, et al., 2006:32f).
På baggrund af de tematiske kort over områdets natur- og kulturgrundlag (kortbilag nr. 13
og 14) fremgår det, at størstedelen af områdets arealanvendelse udgøres af intensivt landbrug,
bebyggelse og vejanlæg. Endvidere er kystlinien brudt af bebyggelse samt en campingplads
ved Bøsøre Strand. Derved består landskabet mellem Tårup Strand og Klintholm
af få patches med ekstensivt udnyttede arealer, og matricen er domineret af intensivt dyrkede
marker, som er den væsentligste barriere for klokkefrøens spredning på Østfyn.
Udover spredningsvanskelighederne udgør manglen på habitater, i form af ynglevandhuller
samt overvintringssteder og fourageringsområder, også en barriere for klokkefrøens overlevelse
på Østfyn (Svendsen, 2006, pers. komm.). Den intensive arealanvendelse og afstanden
mellem habitaterne medfører således, at der kun er minimal chance for at der sker
en genetisk udveksling mellem de enkelte populationer.
Tårup Strand – habitatområde nr. 102
Lokaliteten udgør den nordlige del af habitatområde
nr. 102, og størstedelen af området består af
en campingplads. Her findes fem vandhuller,
hvoraf de tre ligger på selve campingområdet, og
de resterende to er beliggende på et tilstødende
afgræsset areal, jf. kortbilag nr. 15. Uden for habitatområdet
er der i forlængelse af det afgræssede
areal på campingpladsen, etableret yderligere
to vandhuller, beliggende på et ekstensivt udnyt-
Vandhul på campingpladsen.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
tet areal. De to arealer adskilles af et levende
hegn, jf. kortbilag nr. 13 og 15.
92

I modsætning til de øvrige vandhuller på lokaliteten, er et enkelt vandhul under 100 m 2 og
derfor ikke omfattet af § 3-beskyttelsen. Endvidere er det største af vandhullerne også fredet
med sigte på at bevare klokkefrøen, jf. bilag nr. 9. Vandhullernes kvalitet varierer en
del, hvor de væsentligste negative faktorer er utilstrækkelig afgræsning omkring dem, for
få overvintringsmuligheder, mangel på vand i enkelte vandhuller og fisk i andre. De positive
faktorer er den ekstensive udnyttelse af arealer og afgræsningen med geder, får og kreaturer,
samt at vandhullerne har forskellige vanddybder.
Ifølge Annita Svendsen fra det tidligere Fyns Amt er der i forbindelse med den seneste
overvågning registreret omkring 15 voksne klokkefrøer i denne del af habitatområdet
(Svendsen, 2006, pers. komm.). Ud fra lokalitetens kvalitet som habitat for klokkefrø og
antallet af individer, vurderes den således ikke at kunne opretholde en levedygtig population
på lang sigt. Lokalitetens habitatkvalitet og konnektivitet skal forbedres væsentligt, for
at den på sigt har potentiale som et sourcehabitat for klokkefrø.
Arealanvendelsen udgør således en barriere i forhold til klokkefrøens migration og spredning
mellem de enkelte vandhuller, da antallet af mennesker og deres aktivitet i campingområdet
øger risikoen for drab under vandring, herunder den hyppige græsslåning af campingpladsens
areal. Emigration fra lokaliteten er ligeledes vanskelig, da de tilstødende arealer
mod syd og vest udgør en barriere, der overvejende består af intensivt dyrkede marker
og mod nord udgøres barrieren af et bebygget område, jf. kortbilag nr. 14.
Vandhuller ved Tårup Strand: De nedenstående billeder viser de syv vandhuller på lokaliteten
ved Tårup Strand, og beskrivelsen samt vurderingen af deres habitatkvalitet giver en
mere detaljeret viden om de enkelte vandhuller, der supplerer og understøtter den overordnede
analyse af habitat- og spredningsforholdene ved Tårup Strand. Placeringen af de syv
vandhuller er illustreret på kortbilag nr. 15.
Fælles for alle syv vandhuller er, at der mangler overvintringssteder i direkte tilknytning til
dem. De umiddelbare nuværende overvintringsmuligheder er de levende hegn, der afgrænser
campingpladsens område. Afstanden fra vandhullerne og ud til de levende hegn varierer
fra ca. 10 m til 1.000 meter, alt efter hvilken retning det enkelte individ vælger at bevæge
sig væk fra det enkelte vandhul.
93

Eutrofieret vandhul på campingpladsen.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
Tilgroet vandhul på campingpladsen.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
94
Vandhullet er beliggende i nærheden af et levende
hegn, og det omkringliggende areal afgræsses af
geder.
Grundet eutrofiering, er størstedelen af vandhullet
tilgroet med vandplanter og vandspejlet, der er
permanent, er dækket af andemad. Derfor vurderes
det, at vandhullet ikke anvendes som ynglevandhul
af klokkefrøen, men at det måske anvendes
som fourageringsvandhul (Svendsen, 2006,
pers. komm.).
Vandhullet er beliggende i udkanten af det område,
hvor der camperes. Det er ikke omfattet af § 3
beskyttelsen, hvilket har betydet, at en del af arealet
omkring vandhullet er blevet inddraget til
campingområde, da campingpladsen skulle udvide
(Svendsen, 2006, pers. komm.). Vandhullet
har tidligere været oprenset og fungeret som ynglevandhul.
Vandhullet er tilgroet, hvorved vandfladen overskygges,
så den sparsomme vandmængde i ringe
grad opvarmes af soleksponeringen. Endvidere er arealet omkring vandhullet uden afgræsning,
så vegetationens tæthed og højde udgør en barriere for klokkefrøens bevægelse. På
nuværende tidspunkt vurderes kvaliteten for dårlig til, at det kan anvendes som habitat for
klokkefrø.
Dette vandhul er beliggende på området, hvor der
camperes. Herfra stammer den sidste overlevende
klokkefrøpopulation ved Tårup Strand.
Vandhullet har et permanent og frit vandspejl, og
er delvist omkranset af en bræmme bestående af
sumpvegetation. Arealet rundt om vandhullet er
dækket af spredt ved- og urtevegetation og bærer
præg af et for lavt græsningstryk. Endvidere blev
Permanent vandhul på campingpladsen.
der observeret fouragerende fredfisk under besigtigelsen
af vandhullet.
Vandhullets kvalitet vurderes tilstrækkeligt som fourageringsvandhul for klokkefrø, men
da der er forekomst af fisk, vurderes det ikke anvendeligt som ynglevandhul. Ligeledes er
det lave græsningstryk en delvis barriere for klokkefrøens anvendelse af lokaliteten som

habitat. Det betyder ikke, at kvaliteten af vandhullet er så forringet, at klokkefrøen ikke
kan leve i habitatet, men at kvaliteten kan forbedres.
Temporært vandhul på ekstensiv græsmark.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
Permanent vandhul på ekstensiv græsmark.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
På denne lokalitet er der to vandhuller, og der er
ca. 100 m mellem dem. Lokaliteten er afgrænset
af levende hegn mod øst og syd. Vandhullet på
billedet er beliggende på området, hvor der ikke
camperes, dvs. på det ekstensivt udnyttede areal,
der afgræsses af får, æsler og kreaturer. Vandhullets
vandflade var ved besigtigelsen væsentlig reduceret
og delvis tilgroet, hvilket skygger en del
for soleksponering.
Vandhullet på dette billede er beliggende på
samme lokalitet som omtalt ovenover. Vandfladen
eksponeres af solen, og den er spredt bevokset
med forskellige vandplanter. Kvaliteten af
vandhullet er god og det vurderes at være det
bedst egnede habitat for klokkefrø på campingpladsens
område.
Der har været ynglesucces i vandhullet i 2001 og
2003 (Damm, et al., 2003b:87ff og Damm &
Briggs, 2002:47ff). På den baggrund og ud fra
besigtigelsen under feltundersøgelsen, vurderes det, at vandhullet stadig er en potentiel
ynglelokalitet. Kvaliteten er god, men ikke optimal, da lokaliteten hovedsageligt afgræsses
af får og æsler, der ikke i samme grad som kreaturer afgræsser vegetationen i og omkring
vandhullet. Endvidere er de heller ikke lige så tunge og skaber derved ikke den samme dynamik
i og omkring vandhullet, som kreaturer gør.
Vandhul etableret på græsmark i forbindelse
med LIFE-projekt.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
På de følgende billeder ses to vandhuller etableret
i forbindelse med LIFE-projektet Sikring af klokkefrø
i Danmark. Vandhullerne ligger på et afgræsset
areal i forlængelse af campingpladsens
område. Der er adgang mellem de to områder via
et brud i det levende hegn, så det er de samme
dyr, der afgræsser begge lokaliteter.
95

Vandhul etableret i forbindelse med LIFEprojekt.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
Teglgårdshuse
Vandhul etableret i forbindelse med LIFEprojekt.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
96
Vandhullerne har begge et temporært vandspejl,
og ved besigtigelsen i slutningen i august var de
tørlagt. Pga. mangel på vand er det vanskeligt at
vurdere kvaliteten af vandhullerne, men umiddelbart
er kvaliteten i orden, men kan ligesom
vandhullerne ovenfor forbedres ved at afgræsningen
i højere grad udføres af kreaturer.
Mod syd grænser vandhullerne op til en intensivt
dyrket mark, som udgør en væsentlig barriere for
klokkefrøens spredning i sydlig retning mod
Teglgårdshuse.
Klokkefrølokaliteten ved Teglgårdshuse er beliggende
ca. 6 km syd for lokaliteten ved Tårup
Strand og ca. 1 km nord for lokaliteten ved Klintholm,
jf. kortbilag nr. 2. Teglgårdshuse udgør således
ikke en del af habitatområde nr. 102 men er
habitat for en af klokkefrøpopulationerne på Østfyn.
Lokaliteten udgør på sigt et potentielt sourcehabitat,
fordi den i vid udstrækning indeholder
de rette strukturer og funktioner i forhold til
klokkefrøens krav.
Området ejes af Svend Andenæs (privat lodsejer)
og rummer syv vandhuller, der er etableret i forbindelse med det første LIFE-projekt, jf.
kortbilag nr. 16. De seks af vandhullerne er beliggende på et ekstensivt udnyttet græsningsareal.
Det syvende vandhul er beliggende på overgangen mellem det afgræssede areal
og kysten ud til Storebælt. Kvaliteten af vandhullerne på det afgræssede areal er god, da de
er etableret med forskellige vanddybder, så lokaliteten består af både temporære og permanente
vandhuller, der kan fungere som yngle- og opvækstvandhuller samt permanente fourageringsvandhuller.
Endvidere er der etableret overvintringssteder i form af stendynger i
tilknytning til vandhullerne.
Lokaliteten afgræsses ved hjælp af får og kreaturer. Græsningstrykket er passende i forhold
til klokkefrøens habitat- og spredningskrav, og vegetationen i og omkring vandhullerne
skygger således ikke for soleksponeringen af vandfladerne i de seks af vandhullerne. Kreaturerne
afgræsser vegetationen i og omkring vandhullerne, så der skabes dynamik i form af
mindre pools rundt om de enkelte vandhuller. Endvidere er kvaliteten af vandhullet ved
kysten delvis god, men soleksponeringen er ikke optimal pga. høj sump- og vedvegetation,
der både dækker og skygger for størstedelen af vandfladen.

Ved feltundersøgelsen i slutningen af august var fire ud af syv vandhuller uden vand. Dette
skyldes dels den meget varme og tørre sommer samt en konstruktionsfejl under etableringen
af vandhullerne. Erfaringen har således vist, at vandhullerne på lokaliteten bør etableres
med bentonit i bunden, så den sparsomme nedbør, der falder på Østfyn ikke nedsiver
(Andenæs, 2006, pers. komm.). Derfor vurderes lokaliteten på nuværende tidspunkt at udgøre
et mindre egnet område for klokkefrø grundet den manglende vandstand i en del af
vandhullerne, som medfører, at populationsstørrelsen er mindre, end hvad lokaliteten har
potentiale til at kunne bære.
Emigration fra lokaliteten mod nord og vest vanskeliggøres ved, at arealerne her overvejende
anvendes til intensiv dyrkning og tæt bebyggelse. Ligeledes er den væsentligste barriere
mod syd et bebygget område, en campingplads ved Bøsøre Strand og enkelte intensivt
dyrkede marker. Generelt er spredningsvilkårene i den sydlige retning dog betydeligt bedre
end mod nord og vest. Endvidere er der en lokalitet med vandhuller samt en mindre klokkefrøpopulation
ved Bøsøre Strand Camping, hvilket fremmer klokkefrøens spredningsmuligheder
i den retning. Ligeledes er afstanden mellem Teglgårdshuse og Klintholm betydelig
kortere end afstanden til Tårup Strand, hvilket øger muligheden for spredning mellem
de to lokaliteter, jf. kortbilag nr. 13 og 14.
Vandhuller ved Teglgårdshuse: Billederne illustrerer nogle af vandhullernes beskaffenhed
ved Teglgårdshuse. Den detaljerede beskrivelse og vurdering af forholdene ved de enkelte
vandhuller supplerer og understøtter den mere overordnede analyse af lokaliteten.
Etableret overvintringssted i
forlængelse af vandhul ved
Teglgårdshuse.
Vandhullet på billedet er beliggende på et afgræsset areal og
er et eksempel på, hvordan der er etableret overvintringssteder
for klokkefrø i tilknytning til de permanente vandhuller.
Denne overvintringslokalitet er etableret ved hjælp af en
bunke af sten af passende størrelse, som udgør et overvintringssted
svarende til et stengærde.
Afstanden mellem vandhullerne på det afgræssede areal ligger
inden for 100-300 meters afstand, så både adulte og juvenile
individer er sikret overvintringsmuligheder.
97

Etableret vandhul ved Teglgårdshuse.
Etableret vandhul på ekstensiv græsmark
ved Teglgårdshuse.
Permanent vandhul med skyggende vegetation.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
vandspejlet eksponeres af solen.
98
Vandhullet er etableret og beliggende på et afgræsset
areal. Ud fra dets dybde vurderes det til at
være et temporært vandhul.
Temporære vandhuller er som nævnt i kapitel 6
vigtige habitater for klokkefrøen, da de har flere
funktioner. De bliver hurtigt opvarmet, og derfor
vandrer klokkefrøen til disse vandhuller efter
overvintringen på land. Endvidere fungerer nogle
temporære vandhuller også som ynglevandhuller,
fordi udtørringen sidst på sommeren dræber fisk
og insekter.
Vandhullet på billedet er ligeledes beliggende på
det afgræssede areal, og det fungerer ikke efter
hensigten, da der ikke er vand i vandhullet pga.
nedsivning, der skyldes en konstruktionsfejl (Andenæs,
2006, pers. komm.).
Ud fra vandhullets dybde vurderes det til at have
en permanent vandflade og er derfor et eksempel
på et etableret permanent vandhul.
Dette vandhul er beliggende mellem det afgræssede
areal og kysten ud til Storebælt. Vandhullet
har et permanent vandspejl. Den ene side af
vandhullet er tilgroet med høj vegetation, som
medfører, at frem til middagstid er en del af
vandfladen uden soleksponering. Om eftermiddagen
skygges hele vandfladen af kronetaget på
det udhængende træ. Vandhullet bærer præg af
manglende oprensning, og græsningstrykket i og
omkring vandhullet kunne være højere, så hele

Klintholm – habitatområde nr. 102
Vandhul på ekstensiv græsmark ved
Klintholm.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
Klintholm udgør den sydlige lokalitet af habitatområde
nr. 102. Der er 19 vandhuller på lokaliteten,
hvoraf omkring ni af dem udgør habitater for
størstedelen af den samlede klokkefrøpopulation
på Østfyn, jf. kortbilag nr. 17. Populationen er en
reservepopulation til populationen på Tårup
Strand, og den er etableret ved udsætning af
klokkefrøer herfra i forbindelse med det første
LIFE-projekt.
Alle vandhullerne er beliggende på et ekstensivt udnyttet areal med kreaturafgræsning, der
mod vest afgrænses af et affaldsdeponi, etableret ovenpå tidligere klokkefrøhabitater. Deponiet
påvirker ikke klokkefrøens nuværende habitater negativt (Fyns Amt, 2006:4). Området
har tidligere være anvendt til råstofgravning efter kalk, og det er til dels de tilbageværende
råstofgrave samt etablerede vandhuller, som udgør klokkefrøens primære habitater
på lokaliteten (Svendsen, 2006, pers. komm.).
Lokaliteten udgør et større sammenhængende område med vandhuller, hvor kvaliteten af
klokkefrøhabitaterne er gode, da vandhullernes dybde varierer, der er gode overvintringsmuligheder
bl.a. i form af stendynger, og der findes ingen barrierer for migration og spredning
mellem de enkelte vandhuller indenfor denne del af habitatområdet. Endvidere sikrer
den kontinuerlige kreaturafgræsning af lokaliteten har en tilpas lav vegetation, og den rette
dynamik omkring vandhullerne. Derfor vurderes lokaliteten på nuværende tidspunkt at udgøre
et sourcehabitat for klokkefrøen.
Emigration mod vest og syd hindres af intensivt dyrkede marker. Mod nord er barrieren for
spredning et større bebygget område, men som tidligere nævnt er der ca. 1 km mellem
Teglgårdshuse og Klintholm, hvilket vurderes at give mulighed for spredning imellem de
to lokaliteter. Der er således spredningspotentiale vest om det bebyggede område og langs
kysten, selvom spredningsvejene ikke er optimale bl.a. pga. en intensiv arealudnyttelse. Efter
det bebyggede område mod nord kan spredningen forløbe langs arealerne beliggende ud
til kysten, selvom strækningen også her er delvis brudt af intensiv arealanvendelse og bebyggelse,
jf. kortbilag nr. 14.
Vandhuller ved Klintholm: Billederne illustrerer eksempler på vandhulskvaliteten og habitatforbedrende
tiltag på Klintholm, der er foretaget af det tidligere amt. Den generelle beskrivelse
og vurdering af vandhullernes og områdets samlede kvalitet supplerer også her
den overordnede analyse af habitatforholdene ved Klintholm.
99

Vandhullernes beliggenhed og landskabets
beskaffenhed ved Klintholm.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
100
Vandhullerne på Klintholm ligger jævnt spredt
men tæt på hinanden i et kuperet landskab, der tydeligt
bærer præg af den tidligere råstofgravning.
Området afgræsses af kreaturer, hvorved vegetationshøjden
er lav. Samlet set er vandhullernes kvalitet
gode set i forhold til soleksponering, varierende
vanddybder samt permanente og temporære
vandhuller. Ligeledes er vegetationens tæthed og
højde ved de fleste vandhuller optimal i forhold til
klokkefrøens krav. På den baggrund er klokkefrø-
ens migrations- og spredningsmuligheder mellem vandhullerne gode. Klintholm opfylder
derved artens habitat- og spredningskrav.
De gode livsbetingelser og antallet af vandhuller er hovedårsagerne til, at lokaliteten i dag
rummer den største klokkefrøpopulation på Østfyn.
Dynamik omkring vandhullerne ved
Klintholm.
Foto: Andreas, Klaus & Martin.
varmningen af vandhullet øges.
Overvintringssted i forbindelse med
vandhul ved Klintholm.
Kreaturerne afgræsser både vegetationen i og omkring
vandhullerne. Deres optrampning danner
små pools i kanten af vandhullerne, som klokkefrøen
kan gemme sig i under fourageringen på
land. Endvidere er vandtemperaturen i disse pools
betydelig højere end i selve vandhullet, og da
klokkefrøen er varmeelskende, så rekreere den på
denne dynamik i kanten af vandhullerne. (Svendsen,
2006, pers. komm.) Afgræsningen mindsker
ligeledes skygning af vandfladen, hvorved op-
Dette billede giver et eksempel på, hvordan der er
etableret overvintringssteder i form af sten- og
kvasbunker i tilknytning til nogle af områdets
vandhuller, så klokkefrøen sikres overvintringsmuligheder.

Opformering og udsætning af klokkefrø
ved Klintholm.
Klokkefrøpopulationen på Klintholm er som tidligere
nævnt en reservepopulation. Udsætningen
er foregået i forbindelse med det første LIFEprojekt.
Opformeringen sker som illustreret på
billedet i burer på den lokalitet, hvor de juvenile
individer skal udsættes, da overlevelseschancerne
øges, når opformeringen foregår i et naturligt miljø
frem for i et akvarium.
Øvrige klokkefrølokaliteter i undersøgelsesområdet
I forlængelse af analysen af habitatkvaliteten og spredningsvilkårene på Tårup Strand,
Teglgårdshuse og Klintholm, så er der på andre lokaliteter indenfor undersøgelsesområdet
foretaget en række tiltag for at forbedre klokkefrøens habitat- og spredningsvilkår. I forbindelse
med LIFE-projekterne er der f.eks. etableret nye vandhuller, oprenset eksisterende
vandhuller, lavet plejeaftaler med lodsejere samt udlagt bræmmer og bufferzoner på lokaliteter,
hvor det var muligt. Habitatkvaliteten på de øvrige lokaliteter er ikke blevet undersøgt
i forbindelse med feltundersøgelsen, da det overvejende fokus har været at undersøge
arealanvendelsen i forhold til klokkefrøens spredningsvilkår mellem Tårup Strand og
Klintholm. I den forbindelse skal det dog nævnes, at der tidligere er blevet registreret
kvækkende klokkefrøer på Åhusene ved Tåruplunde og Bøsøre Strand Camping ved Teglgårdshuse.
På baggrund af den intensive arealanvendelse i undersøgelsesområdet, så vurderes konnektiviteten
mellem de øvrige lokaliteter at være minimal set i lyset af klokkefrøens begrænsede
spredningsevne, jf. kortbilag nr. 14. For lokaliteterne ved Teglgårdshuse, Bøsøre
Strand Camping og Klintholm er det vurderet sandsynligt, at der kan foregå en udveksling
af individer med års mellemrum, jf. kortbilag nr. 13, 14, 16 og 17. Overordnet set vurderes
det, at antallet af øvrige lokaliteter og deres indbyrdes afstand ikke i et tilstrækkeligt omfang
giver mulighed for, at der kan foregå udveksling af genetisk materiale mellem populationen
på Tårup Strand og reservepopulationen på Klintholm. Derfor vurderes de øvrige
lokaliteters funktion som trædesten til at være begrænset.
7.7 Samlet analyseresultat for undersøgelsesområdet på Østfyn
Ud fra analysen af i hvilket omfang undersøgelsesområdet modsvarer klokkefrøens habitat-
og spredningskrav kan det konkluderes, at habitatkvaliteten og spredningsmulighederne på
og imellem de enkelte lokaliteter varierer en del i undersøgelsesområdet. På Klintholm er
habitatkvaliteten og spredningsmulighederne fundet betydeligt bedre, end det er tilfældet
på lokaliteterne ved Tårup Strand og Teglgårdhuse. Årsagen til dette er, at lokaliteten har
101

et betydeligt udbud af habitater, der lever op til klokkefrøens habitat- og spredningskrav,
græsningstrykket er passende, afstanden mellem vandhullerne er kort og variationen af
fouragerings- og ynglevandhuller er god, og der findes gode overvintringssteder.
Kvaliteten af området ved Teglgårdshuse er noget ringere og kan derfor forbedres. Det er
dog primært manglen på vand i de permanente vandhuller, som er problemet. Græsningstrykket
virkede derimod tilfredsstillende, og der var etableret gode overvintringssteder.
Habitatkvaliteten på Tårup Strand kan til gengæld forbedres betydeligt især indenfor for
den del af lokaliteten, der bliver anvendt til camping. Her var græsningstrykket omkring
nogle af vandhullerne utilstrækkeligt, andre var groet helt til og trængte til en oprensning.
Derudover udgør den maskinelle græsslåning, bilkørsel og lignende på campingområdet en
trussel for klokkefrøen. Dette er ikke ensbetydende med, at habitaterne på de to lokaliteter
ikke kan anvendes af klokkefrøen, men habitatkvaliteten bør forbedres for at give arten
bedre livsbetingelser og derved øge antallet af individer.
Den manglende konnektivitet mellem de tre primære klokkefrølokaliteter i undersøgelsesområdet
udgør den største landskabelige barriere i forhold til klokkefrøens overlevelse på
Østfyn. På nuværende tidspunkt vurderes det, at der ikke foregår en naturlig udveksling af
individer mellem populationen på Tårup Strand og reservepopulationen på Klintholm til
trods for, at de tilsammen udgør et habitatområde. Dette skyldes primært den intensive arealudnyttelse
i det mellemliggende område i form af bebyggelse og intensivt dyrkede marker.
Om klokkefrøen kan sprede sig mellem Klintholm og Teglgårdshuse er svært at bedømme,
men det vurderes, at der er mulighed for spredning mellem de to lokaliteter, og at
der med års mellem er udveksling af individer.
7.8 Delkonklusion
Analyserne af landskabelige barrierer for opfyldelse af henholdsvis odderens og klokkefrøens
habitat- og spredningskrav udgør besvarelsen af problemformuleringens første del. På
den baggrund kan følgende konkluderes:
Overordnet set er der en betydelig divergens imellem opfyldelsesgraden af de to arters habitat-
og spredningskrav i de to undersøgelsesområder, hvilket hovedsageligt må tilskrives
de jordbrugsmæssige forhold i områderne. Odderens krav opfyldes således i langt højere
grad, end det er tilfældet for klokkefrøens. For begge arters vedkommende ses dog en klar
tendens til, at områder præget af intensiv arealudnyttelse udgør en væsentlig landskabelig
barriere i forhold til at kunne imødekomme deres forskellige habitat- og spredningskrav.
På baggrund af analysen af odderens habitat- og spredningsvilkår i Vestsjælland findes der
overordnet set de rette livsbetingelser for odderen og kun få barrierer i undersøgelsesområdet.
Der er således tale om ganske få områder, hvor habitatkvaliteten og spredningsmulighederne
findes utilstrækkelige, hovedsageligt pga. nuværende eller tidligere landbrugs-
102

mæssige forhold. Spørgsmålet er derfor, om de relativt gode habitat- og spredningsvilkår i
habitatområderne er tilstrækkelige til at øge antallet af individer således, at odderen kan
sikres en gunstig bevaringsstatus, eller om der bør iværksættes andre tiltag f.eks. i form af
en udsætning af oddere for at genetablere populationen i Vestsjælland.
Analysen af klokkefrøens levevilkår på Østfyn tegner til gengæld et mere negativt billede
af dens livsbetingelser, og der findes således en række væsentlige landskabsmæssige barrierer
i forhold til at kunne imødekomme dens habitat- og spredningskrav. I det todelte habitatområde
er det eksempelvis kun Klintholm, der rummer de rette strukturer og funktioner i
forhold til klokkefrøens habitatkrav. Habitatkvaliteten på de to andre undersøgte lokaliteter
er utilstrækkelig, primært pga. vandhullernes og de mellemliggende områders manglende
kvalitet, og værst står det i den henseende til på Tårup Strand, der tilmed udgør den ene
halvdel af habitatområdet.
Når der endvidere er tale om et todelt habitatområde, er det af afgørende betydning, at der
eksisterer en tilstrækkelig funktionel konnektivitet mellem de to lokaliteter til at sikre udveksling
af individer, hvis arten skal sikres en gunstig bevaringsstatus. Denne konnektivitet
er ikke fundet tilstrækkelig og er mere eller mindre helt fraværende i undersøgelsesområdet,
hvor klokkefrøens habitater er stærkt fragmenteret pga. en intensiv arealudnyttelse i
form af landbrug og bebyggelse.
I det følgende kapitel vurderes odderens og klokkefrøens bevaringsstatus i de undersøgte
habitatområder på baggrund af den udledte viden fra denne analyse.
103

8 GUNSTIG BEVARINGSSTATUS
Formålet med kapitlet er at redegøre for begrebet gunstig bevaringsstatus i henhold til Habitatdirektivet
og DMU’s kriterier for gunstig bevaringsstatus. På den baggrund vurderes
henholdsvis odders og klokkefrøs bevaringsstatus i de undersøgte habitatområder.
Kapitlet er struktureret således, at der indledningsvist redegøres for begrebet gunstig bevaringsstatus
i henhold til Habitatdirektivets definition. Efterfølgende redegøres der for
DMU’s kriterier for gunstig bevaringsstatus, som er den danske tolkning af begrebet. Dette
gøres både på nationalt og lokalt niveau for odder og klokkefrø. Derefter foretages en vurdering
af de to arters bevaringsstatus i habitatområderne i henholdsvis Vestsjælland og på
Østfyn. Afslutningsvis opsummeres den udledte viden om arternes bevaringsstatus.
8.1 Habitatdirektivet og gunstig bevaringsstatus
Habitatdirektivets formål er beskrevet i art. 2, hvor gunstig bevaringsstatus præciseres i
stk. 2 9 :
104
De foranstaltninger, der træffes efter dette direktiv, tager sigte på at opretholde eller genoprette
en gunstig bevaringsstatus for naturtyper samt vilde dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning.
(Dir. 92/43/EØF 1992:art. 2, stk. 2)
Dette formål er yderligere uddybet i direktivets art. 3, stk. 1, hvor det fremgår, at der skal
opretholdes eller genoprettes gunstig bevaringsstatus i de områder, som udgør habitaterne
for bilag II-arterne (Dir. 92/43/EØF 1992:art. 3, stk. 1).
Men hvad dækker begrebet ”gunstig bevaringsstatus” over i direktivet, og hvilke kriterier
skal være opfyldt, før en art kan betegnes at have gunstig bevaringsstatus? Ifølge Habitatdirektivets
art. 1, litra i er en arts bevaringsstatus defineret på følgende måde:
En arts bevaringsstatus: Resultatet af alle de forhold, der indvirker på arten og som på lang sigt
kan få indflydelse på dens bestandes udbredelse og talrighed inden for det område, der er
nævnt i artikel 2.
En arts ”bevaringsstatus” anses for ”gunstig”, når
data vedrørende bestandsudviklingen af den pågældende art viser, at arten på lang sigt vil
opretholde sig selv som en levedygtig bestanddel af dens naturlige levesteder, og
artens naturlige udbredelsesområde hverken er i tilbagegang, eller der er sandsynlighed for,
at det inden for en overskuelig fremtid vil blive mindsket, og
der er og sandsynligvis fortsat vil være et tilstrækkeligt stort levested til på langt sigt at bevare
dens bestande
(Dir. 92/43/EØF 1992:art. 1, litra i)
9 Art. 2, stk. 2. er bl.a. implementeret i dansk lovgivning ved Bekendtgørelse af lov om miljømål m.v. for
vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Lov nr. 1150 af 17. december 2003, § 41) og
Bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (Bkg. nr. 477
af 7. juni 2003, § 1, stk. 2, 1. pkt.).

Som det fremgår af citatet, er definitionen af, hvornår en art anses for at have en gunstig
bevaringsstatus udmøntet i generelle retningslinier, hvor der lægges vægt på populationens
størrelse, artens udbredelsesområde og habitatstørrelsen. Endvidere fremgår det, at en arts
bevaringsstatus skal vurderes ud fra alle de forhold, der indvirker på dens livsbetingelser,
og at det samlede resultat af forholdene afgør, om arten har en gunstig bevaringsstatus.
Inden en arts bevaringsstatus kan vurderes, er de enkelte EU-lande dog nødt til at tolke direktivets
retningslinier og omsætte dem til konkrete kriterier på nationalt og lokalt niveau.
8.2 DMU’s kriterier for gunstig bevaringsstatus
I Danmark har DMU, med udgangspunkt i direktivets retningslinier, udviklet mere detaljerede
og præcise kriterier for, hvornår en given arts eller naturtypes bevaringsstatus kan anses
som gunstig (Søgaard, et al., 2003:11). De konkrete kriterier for nogle danske bilag IIart
er opstillet i rapporten Kriterier for gunstig bevaringsstatus (Søgaard, et al., 2003).
Retningslinierne er således ifølge DMU gjort operative og danner bl.a. grundlag for udarbejdelse
af det nationale overvågningsprogram (NOVANA). Ud fra NOVANAovervågningen
vurderes bilag II-arternes bevaringsstatus. De opstillede kriterier fra DMU
indeholder følgende krav:
De skal kunne danne grundlag for overvågning af naturtypens og artens bevaringsstatus.
De skal være biologisk relevante og kunne tjene som udgangspunkt for naturbeskyttelse.
De skal være umiddelbare forståelige og være baseret på fagligt forsvarlige forenklinger.
De skal være kvantificerbare.
(Søgaard, et al., 2003:11)
Kriterierne for gunstig bevaringsstatus er udarbejdet på baggrund af et koncept fra England,
som fastsætter et sæt af indikatorer for at kunne vurdere bevaringsstatus. Derfor skal
kriterierne udgøres af relevante egenskaber, som skal være opfyldt for, at en arts bevaringsstatus
kan vurderes som gunstig. (Søgaard, et al., 2003:11) Indikatorerne skal specificere
hvilke:
Egenskaber de beskriver.
Målbare enheder som anvendes.
Kriterier/tærskelværdier som skal være opfyldt for at arten/naturtypen kan opnå gunstig bevaringsstatus.
(Ibid.)
Derfor er der ifølge DMU opstillet præcise kriterier for gunstig bevaringsstatus på nationalt
og lokalt niveau, som er konkretiseret ved målbare indikatorer for de enkelte bilag II-arter.
8.3 DMU’s kriterier for gunstig bevaringsstatus på nationalt niveau
Ifølge Peter Pagh er DMU’s kriterier ikke juridisk bindende, da han med henvisning til sin
tolkning af direktivet er af den opfattelse, at gunstig bevaringsstatus skal være defineret i
målsætningen for hvert enkelt habitatområde (Pagh, 2006, pers. komm.). Det vil sige, at ar-
105

ternes bevaringsstatus først kan vurderes i forhold til gunstig bevaringsstatus, når de konkrete
målsætninger for de enkelte Natura 2000-områder er på plads i 2009.
Skov- og Naturstyrelsen er bekendt med denne problematik, men ifølge Lars Rudfeld er
kriterierne ud fra den nuværende viden om de enkelte arter og naturtyper det bedste bud på
tolkningen af, hvad gunstig bevaringsstatus indebærer på nationalt og lokalt niveau (Rudfeld,
2006, pers. komm.). På den baggrund betragtes DMU’s kriterier på nuværende tidspunkt
som Danmarks tolkning af gunstig bevaringsstatus, og de anvendes i det følgende til
at vurdere klokkefrøens og odderens bevaringsstatus i de undersøgte habitatområder.
Vurderingen af gunstig bevaringsstatus på nationalt niveau bygger på en summering af kriterierne,
der anvendes på lokalt niveau. På nuværende tidspunkt er der ikke præcise retningslinier
for, hvordan de enkelte kriterier summeres ved en national eller lokal vurdering
af gunstig bevaringsstatus. For at vurdere en bevaringsstatus som gunstig skal samtlige kriterier
som udgangspunkt være opfyldt, men i enkelte tilfælde kan dette dog fraviges. (Søgaard,
et al., 2003:11f)
8.3.1 Kriterier for odder på nationalt niveau
På bilag 10 er kriterierne for odder på nationalt niveau gengivet. Heri forudsættes det bl.a.,
at odderen forekommer i en levedygtig population på mindst 1.200 individer i Jylland, og
at den findes i alle de 20 interesseområder, der er udpeget i den nationale forvaltningsplan
for odder (Søgaard, et al., 2003:158). I forhold til analysen og vurderingen af odderens bevaringsstatus
i Vestsjælland er dette væsentligt, da et af interesseområderne udgøres af
Saltbæk Vig, Åmose, Halleby Å og Tissø (Søgaard & Madsen, 1996:26).
I kriterierne skelnes mellem en levedygtig population i henholdsvis Jylland og på Sjælland,
som skal være stabil eller stigende. I Jylland skal den levedygtige population indeholde
mindst 1.200 individer og både forefindes i den atlantiske og den kontinentale region 10 .
Det må tolkes som, at populationen i Jylland skal være levedygtig på lang sigt, da der er
opstillet en MVP-værdi for populationsstørrelsen. Hvorimod populationen på Sjælland ikke
nødvendigvis skal være levedygtig på lang sigt, da der ikke er opstillet en MVP-værdi,
men at den skal udgøres af en levedygtig population, der er stabil eller stigende. Kriteriet
om populationsstørrelsen er ikke entydigt, da det også forudsætter, at en levedygtig population
skal udgøres af 1.200 individer, og at odderen skal forekomme i den kontinentale region
i både Jylland og på Sjælland (Søgaard, et al., 2003:158f). Dette kan imidlertid tolkes
som om, at den summerede samlede populationsstørrelse i den kontinentale region skal
udgøres af en levedygtig population bestående af 1.200 individer.
10 Ifølge Habitatdirektivet er EU inddelt i syv biogeografiske regioner. Danmark er opdelt i to regioner: Den
atlantiske region (Vestjylland) og den kontinentale region (Nordjylland, Østjylland, Fyn, Lolland-Falster,
Sjælland og Bornholm).
106

I henhold til Habitatdirektivet skal der dog sikres opretholdelse eller genopretning af en
gunstig bevaringsstatus for odderen i områder, som er udpeget for at bevare den. Derfor
kan der umiddelbart være et misforhold mellem direktivet og kriterierne på nationalt niveau
i forhold til at sikre populationen på Sjælland overlevelse på lang sigt, hvis kriterierne
tolkes til, at den levedygtige odderpopulation her ikke skal udgøres af 1.200 individer.
Hvis det imidlertid forudsættes, at populationen på Sjælland skal udgøres af 1.200 individer,
som svarer overens med MVP-værdien og indikerer, at populationen skal kunne overleve
på langt sigt. Forudsætter det, at habitatområderne og de omkringliggende lokaliteter
har en størrelse og kvalitet, som gør det muligt at opretholde en population i den størrelse.
8.3.2 Kriterier for klokkefrø på nationalt niveau
På bilag 10 er kriterierne for klokkefrø på nationalt niveau gengivet. Heri forudsættes det
bl.a., at klokkefrøen eksisterer i de kendte og intakte populationer samt i en reservepopulation
for hver af de kendte populationer. På Østfyn skal der således eksistere en population
på Tårup Strand og en reservepopulation på Klintholm. I tilknytning til hver af disse populationer
skal der være mindst tre vandhuller, hvori klokkefrøen de fleste år har ynglesucces,
og endvidere skal populationens individantal være stigende. Det er skønnet ud fra
MVP-værdien, at en levedygtig klokkefrøpopulation skal udgøres af mindst 1.000 voksne
individer, hvilket indebærer, at hver af de overlevende genetiske enheder (oprindelig population
plus reservepopulation) skal indeholde mindst 1.000 voksne individer. Med års mellemrum
skal der desuden udveksles individer mellem den oprindelige population og reservepopulationen
for på lang sigt at undgå indavl. (Søgaard, et al., 2003:171)
Som omtalt under kriterierne for odder på nationalt niveau, er der sammenhæng mellem
habitatstørrelsen og antallet af individer en lokalitet kan indeholde. Derfor skal de to lokaliteter
på Østfyn og de omkringliggende områder kunne indeholde en population på mindst
1.000 individer.
8.4 DMU’s kriterier for gunstig bevaringsstatus på lokalt niveau
For at kunne vurdere en arts bevaringsstatus i et habitatområde har DMU udarbejdet kriterier
for gunstig bevaringsstatus på lokalt niveau. Kriterierne danner således grundlaget for
udarbejdelse af bevaringsmålsætninger og indsatsplaner for naturtyper og arter opført på
bilag I og II, og de beskriver, hvilke indikatorer der skal undersøges for at vurdere bevaringsstatus
(Agger, et al., 2005:89ff, 96f).
Vurderingen af en arts bevaringsstatus på lokalt niveau bygger på indikatorer, som er kategoriseret
på følgende måde:
Bestand.
Levestedets beskaffenhed
Levestedets størrelse.
(Søgaard, et al., 2003:149)
107

Bestand: En lokalitet med forekomst af en art er indikation på, at den er egnet som habitat
for arten, men dette er ikke ensbetydende med, at populationen har gunstig bevaringsstatus
på lokaliteten, fordi der normalt kræves, at populationen er stabil eller stigende. Ud fra
denne definition indgår dog ikke en tærskelværdi for populationsstørrelsen. Dermed kan
også små og uregelmæssige populationers bevaringsstatus vurderes som gunstig på lokaliteten,
hvis den er stabil eller stigende. Vurderes en art ikke at have gunstig bevaringsstatus
på en given lokalitet, så skal populationen være i vækst, indtil status vurderes gunstig, og
efterfølgende skal populationen som minimum være stabil. (Ibid.)
På lokalt niveau er der sjældent krav om en levedygtig population, fordi ikke alle lokaliteter
har en størrelse, så de kan indeholde en population svarende til MVP-værdien. Det er
heller ikke nødvendigt, da de fleste populationer indgår i en metapopulation. (Ibid.) Nogle
arters populationer er dog adskilte f.eks. klokkefrø, og for sådanne populationer er der på
lokalt niveau et krav om en MVP-værdi på den enkelte lokalitet, hvilket indirekte stiller
betingelser til lokalitetens størrelse og kvalitet. Ifølge Madsen er odderpopulationen på
Sjælland adskilt fra populationen i Jylland (Madsen, 2006, pers. komm.), derfor er det bemærkelsesværdigt,
at der ikke opereres med en MVP-værdi for populationen på Sjælland.
Levestedets beskaffenhed: Ud fra artens krav til dens habitat er der udvalgt en række indikatorer,
som er væsentlige for arten og lette at monitere. Disse anvendes til at beskrive
lokalitetens habitatkvalitet og vurdere artens bevaringsstatus. (Søgaard, et al., 2003:149)
Levestedets størrelse: Størrelsen af habitatet angives ofte som arealet men kan også angives
ud fra indikatorer som længden af vandløb eller antallet af vandhuller. Angivelsen af
habitatet kan både omfatte det aktuelle habitat og potentielle habitater indenfor lokaliteten
med nuværende eller tidligere forekomst af arten. Kriteriet for habitatets størrelse kan også
indeholde indikatorer om fouragerings-, overvintrings- og ynglesteder, som f.eks. gør sig
gældende for klokkefrø. Kriteriet skal ses i forhold til artens biologiske krav. Habitatets
størrelse er indikation på muligheden for variation af habitatkvaliteten indenfor lokaliteten.
Variationen af habitater er en af forklaringerne på, at dødeligheden for en given art er mindre,
end hvis arten levede på en lokalitet med mindre habitatvariation. Derfor er det vigtigt
at opretholde og etablere så varierede habitater som muligt, og dette gøres enten ved at opretholde
få store lokaliteter eller mange små. (Ibid.:150ff)
8.5 Vurdering af odderens bevaringsstatus
Vurderingen af odderens bevaringsstatus på lokalt niveau sker ud fra kategorierne Bestand,
Levested og Levestedets størrelse. Disse kategorier og tilhørende kriterier fremgår af tabel
8.1. Kriterierne sammenholdes med den indsamlede empiri om undersøgelsesområdets
struktur og funktion samt data om odderens udbredelse for at kunne vurdere, om den samlet
set har gunstig bevaringsstatus i habitatområde nr. 135, 137 og 138.
108

Tabel 8.1: Kriterier for gunstig bevaringsstatus for odder på lokalt niveau.
Kilde: Gengivet fra Søgaard, et al., 2003:160.
109

På lokalt niveau skal der ifølge tabel 8.1 opretholdes eller etableres gode levevilkår for odderen
på nuværende og egnede habitater. Ligeledes skal der på nuværende habitater være
indikation på, at populationen er stabil eller stigende. Endvidere skal der forefindes tilstrækkelige
fødemuligheder i form af vandsystemer med en generel målsætning (B3-B1)
svarende til DVFI på 4-5, og i forbindelse hermed, uforstyrrede lokaliteter, der giver mulighed
for yngle- og tilflugtsmuligheder. Mortalitetsfaktorer som rusedrukning og trafikdrab
skal reduceres ved hjælp af information og kontrol af anvendelsen af stopriste i ruser.
Desuden skal der etableres faunapassager ved trafikerede veje, der krydser vandløbssystemer
med odderpopulationer, og der skal være stabile eller stigende strækninger og arealer
med egnede habitater for odderen, som gør det muligt at bevare og forøge dens forekomst
og populationstæthed. (Søgaard, et al., 2003:158f).
Bestand: Ifølge dette kriterium skal der være forekomst af odder i de habitatområder, hvor
den fremgår af udpegningsgrundlaget, og antallet af individer skal være stabilt eller stigende.
Den anvendte overvågningsmetode giver dog ikke et egentligt estimat af populationsstørrelsen
men en relativ indikation på tilstedeværelsen og udbredelsen af odder (Ibid.).
Kriteriet stiller imidlertid ikke et krav til en MVP-værdi, selvom odderpopulationen på
Sjælland er adskilt fra populationen i Jylland.
Den sidste sikre registrering af odder i undersøgelsesområdet er fra NOVANAovervågningen
i 1996 (Søgaard, et al., 2006:22). På baggrund af de få positive registreringer
er det dog vanskeligt at vurdere, om populationen er stabil eller stigende ud fra den nuværende
overvågningsmetode. Derfor er det usikkert, om der fortsat lever odder i Vestsjælland,
og den er måske allerede uddø pga. indavl, sygdom, rusedrukning m.v. Denne konklusion
er dog for tidlig at drage på nuværende tidspunkt, da det kun er ti år siden, at odderen
sidst er registreret i Vestsjælland. Danmarks Naturfredningsforenings odderregistreringsprojekt
indikerer, at odderen sandsynligvis stadig lever i Vestsjælland.
På den baggrund vurderes henholdsvis kriteriet om forekomst af odder på lokalt niveau
samt kriteriet om, at odderen skal forefindes i interesseområdet Saltbæk Vig, Åmose, Halleby
Å og Tissø til ikke at være opfyldt, da der sidst er registreret odder i 1996, og fordi det
er usikkert, om den stadig lever på Vestsjælland.
Levested: Ifølge dette kriterium skal en række kårfaktorer i habitatet være opfyldt for, at
odderen kan vurderes til at have en gunstig bevaringsstatus i habitatområderne. Forstyrrelsesniveauet
giver en indikation på odderens ynglemuligheder. Den kan tolerere en vis forstyrrelse,
forudsat at der er tilstrækkeligt med uforstyrrede lokaliteter, og at forstyrrelsen
ikke foregår på potentielle ynglelokaliteter. Dette er dog vanskeligt at måle, da det kræver
et indgående kendskab til alle de aktiviteter, der foregår på lokaliteten. Ligeledes kan kriteriet
om stabil eller stigende anvendelse af stopriste være vanskelig og tidkrævende at måle.
110

På baggrund af de indsamlede data vurderes undersøgelsesområdets indhold af skjul, fristeder,
uforstyrrethed samt konnektivitet i området samlet set at leve op til kriteriet om habitatets
beskaffenhed. Det skal dog nævnes, at både rørlægningen ved Bromølle og den
manglende vandløbsmæssige konnektivitet mellem Nedre Åmose Å og Bregninge Å kan
udgøre en spredningsbarriere for odderen. Det er ikke muligt ud fra den kartografiske analyse
at vurdere, om forekomsten af skjul og fristeder er stabil eller stigende. Ud fra Handlingsplan
for bevarelse af odder i Vestsjælland og information fra Eilif Byrnak har etablering
af fristeder for ca. hver anden kilometer dog hidtil været en aktiv del af indsatsen for
at bevare odderen i habitatområderne, og det må på den baggrund formodes, at antallet af
fristeder som minimum er stabilt. Dette understøttes af den kartografiske analyse, hvor det
fremgår, at der tilnærmelsesvis er et fristed på 1.000 m 2 pr. 5 km vandløbsstrækning.
Vestsjællands Amt samt Fiskeridirektoratet har ingen registreringer af anvendelsen af stopriste,
derfor kan det ikke afgøres, om anvendelsen er stabil eller stigende. Ikke desto mindre
vurderer direktoratet på baggrund af deres kontrolbesøg i 2003 og 2005, at der ikke er
sket en stigning i forhold til manglende anvendelse af stopriste, men at problemet holder
sig på et stabilt niveau, jf. bilag 12. Endvidere har direktoratet aldrig konstateret levende
elle døde oddere i ulovlige ruseredskaber. Alligevel vurderes det, at der stadig findes en
utilstrækkelig anvendelse af stopriste i området, i og med at blot få ruser uden stopriste udgør
en trussel mod en lille, isoleret og dermed sårbar odderpopulation.
Levestedets størrelse: Kriteriet om habitatstørrelsen retter sig mod, at der skal opretholdes
et tilstrækkeligt stort areal og længde af habitater for at kunne sikre en levedygtig og selvreproducerende
odderpopulation i habitatområderne. Der er dog ikke fastsat en bestemt habitatstørrelse
for at sikre en levedygtig population.
Arealet af søer og længden af vandløbsstrækninger i habitatområderne vurderes at være
stabile, men det er ikke muligt at vurdere, om de er stigende, da den historiske udvikling i
de naturmæssige strukturerer ikke er undersøgt i tilstrækkelig grad i forbindelse med den
kartografiske analyse. Kriteriet stiller krav om habitater til at understøtte en levedygtig population,
men der opereres ikke med en teoretisk tærskelværdi for, hvor mange individer
en levedygtig population på lokalt niveau, som minimum skal udgøres af. Endvidere måler
overvågningsmetoden kun forekomsten af odder og ikke antallet af individer. Derfor er det
vanskeligt at vurdere, om habitatstørrelsen kan opretholde en levedygtig population i habitatområderne.
Samlet vurdering af odderens bevaringsstatus i habitatområderne på Vestsjælland
Ud fra en overordnet betragtning udgør undersøgelsesområdets landskabelige strukturer og
funktioner ikke en barriere for at opfylde odderens habitat- og spredningskrav. Derfor giver
habitatområdernes beskaffenhed odderen mulighed for at leve, migrere og sprede sig
111

indenfor og mellem egnede habitater i undersøgelsesområdet, selvom habitat- og spredningsvilkårene
på enkelte lokaliteter kan forbedres. Derfor vurderes odderens habitat- og
spredningsvilkår at være opfyldt i undersøgelsesområderne.
Samlet set vurderes odderen dog ikke at have en gunstig bevaringsstatus i habitatområderne,
primært fordi kriteriet for populationen ikke er opfyldt i tilstrækkelig grad, da det er
tvivlsomt, om odderen stadig lever i Vestsjælland, eller om populationen er så lille, at den
må formodes ikke at kunne opretholde sig selv på lang sigt. Endvidere findes der på nuværende
tidspunkt ikke nok data til at foretage en gyldig vurdering af, om antallet og størrelsen
af habitater er tilstrækkelige til at kunne indeholde en selvreproducerende og levedygtig
odderpopulation. På baggrund af den indsamlede empiri kan det ikke vurderes, om anvendelsen
af stopriste er stabil eller stigende, da Vestsjællands Amt ikke har nogen opgørelse
over dette, og Fiskeridirektoratet kun har en formodning om, at den manglede brug af
stopriste er stabil. Det er bemærkelsesværdigt, at amtet ikke har registreret antallet af udleverede
stopriste, og at direktoratet ikke registrerer antallet af fiskeredskaber med manglende
anvendelse af stopriste. Dette ville ellers give grundlag for den fremtidige indsats på
området i forhold til, om det er information omkring anvendelsen, en styrket kontrol eller
begge dele, der skal i spil for at minimere antallet af manglende stopriste i ruserne.
8.6 Vurdering af klokkefrøens bevaringsstatus
Vurdering af klokkefrøens bevaringsstatus på lokalt niveau sker ligeledes ud fra kategorierne
Bestand, Levested og Levestedets størrelse. Disse kategorier og tilhørende kriterier
fremgår af tabel 8.2. Kriterierne sammenholdes med den indsamlede empiri om undersøgelsesområdets
struktur og funktion samt data om klokkefrøens udbredelse for at kunne
vurdere, om den har gunstig bevaringsstatus i habitatområde nr. 102.
112

Tabel 8.2: Kriterier for klokkefrø på lokalt niveau.
Tabellen fortsætter på næste side.
113

Kilde: Gengivet fra Søgaard, et al., 2003:173f.
På lokalt niveau skal den enkelte population ifølge tabel 8.2 være stabil eller stigende, og
på nuværende lokaliteter med ynglende klokkefrøer skal der opretholdes eller etableres
yngle,- opvækst- og fourageringsmuligheder. Ligeledes skal det tilstræbes, at der på hver
lokalitet indenfor kort afstand eksisterer mindst to potentielle ynglevandhuller af en sådan
karakter, at det ene er meget lavvandet og temporært (fungerer i kolde og nedbørsrige år),
mens det andet er dybere og minimum semipermanent (fungerer i varme og nedbørsfattige
år). Antallet af egnede ynglevandhuller for den enkelte population skal være stabilt eller
stigende, og i årlige gennemsnit skal der være ynglesucces i mindst tre vandhuller på lokaliteten.
(Søgaard, et al. 2003:171f)
Bestand: Dette kriterium medfører, at der skal være en stabil eller stigende forekomst af
klokkefrøer i de habitatområder, hvor den fremgår af udpegningsgrundlaget, og populationen
skal udgøres af mindst 1.000 voksne individer, for at den er levedygtig på lang sigt.
Endvidere skal den udgøres af to levedygtige populationer, som hver består af mindst
1.000 individer, hvis der ikke er udveksling mellem den oprindelige population og reservepopulationen.
Klokkefrøen er blevet moniteret en gang i perioden 2004-2005, derfor er der endnu ikke en
tidsserie fra NOVANA-overvågningen, som kan indikere, om population på Østfyn er stabil
eller stigende. Der findes dog data om populationsudviklingen fra tidligere moniteringer,
som er udført med en anden metode end der anvendes i NOVANA. Som det fremgår
af diagram 8.1, har klokkefrøpopulationernes udvikling på de to lokaliteter været svingende
i perioden fra 1983 til 2003, og der har været en tendens til, at individantallet på Tårup
114

Strand siden midten af 90’erne har været faldende, mens den i samme periode har været
stigende på Klintholm.
Diagram 8.1: Populationsudviklingen af klokkefrø på Østfyn i perioden 1983-2003.
Kilde: Gengivet fra Briggs, et al., 2003:11.
De seneste individopgørelser fremgår af Fyns Amts Natura 2000-basisanalyse, hvor den
samlede østfynske population i 2005 er opgjort til 318 individer. Populationen på Tårup
Strand er opgjort til 15 individer svarende til ca. 5 % af den samlede population. På Klintholm
er populationen opgjort til 235 individer svarende til ca. 74 % af den samlede population.
Endvidere er klokkefrøpopulationen udenfor habitatområdet opgjort til 68 individer
svarende til ca. 21 % af den samlede population på Østfyn, hvor henholdsvis 34 af individerne
lever på lokaliteten Åhusene ved Tåruplunde, og de resterende 34 individer lever på
lokaliteten Bøsøre Strand Camping ved Teglgårdshuse. (Fyns Amt, 2006:20)
På baggrund af de ovenstående populationsopgørelser vurderes kriteriet om en samlet populationsstørrelse
på 1.000 voksne individer ikke at være opfyldt. Endvidere vurderes kriteriet
om, at den oprindelige population og reservepopulationen skal udgøres af hver 1.000
individer heller ikke at være opfyldt, fordi den kartografiske analyse viser, at det ikke er
muligt for klokkefrøen at sprede sig mellem Tårup Strand og Klintholm. Dette bekræftes af
Kåre Fog, som vurderer, at der ikke er en udveksling af individer mellem populationen på
Tårup Strand og reservepopulationen på Klintholm (Kåre, 2006, pers. komm.).
Levested: Ifølge dette kriterium skal en række kårfaktorer i habitatet være opfyldt for, at
klokkefrøen kan vurderes at have en gunstig bevaringsstatus i habitatområdet. Kriteriet om
tilstedeværelse af ekstensive udnyttede arealer omkring de vigtigste vandhuller er ikke direkte
målbar, da der ikke stilles krav til arealernes størrelser, eller hvor mange vandhuller
det skal være gældende for. Derfor må der foretages en generel vurdering af de enkelte lokaliteters
beskaffenhed.
115

Ligeledes kræver kriteriet vedrørende dyr, der præderer på klokkefrø, en aktiv indsats for
at oprense en ”unaturlig” fiskepopulation, eller ved tilstedeværelsen af flere habitater med
chance for, at der ikke er forekomst af f.eks. fisk i samtlige ynglevandhuller.
Da der kun er foretaget en monitering i NOVANA-overvågningen, kan det ikke vurderes,
om habitatkvaliteten har været stabil eller stigende, men i forbindelse med LIFEprojekterne
er der både i tilknytning til Tårup Strand og Klintholm foretaget habitatforbedringer.
Ved feltundersøgelserne er det vurderet, at der på begge lokaliteter findes mindst et
ynglevandhul, som har karakter af en lavvandet oversvømmelse. Det vurderes endvidere, at
mindst et ynglevandhul på hver lokalitet holder vand i de fleste somre, da der ved feltundersøgelsen
i slutningen af august 2006 var vand i de fleste vandhuller, selvom sommeren
generelt var meget varm og nedbørsmængden på Østfyn lille. Endvidere var der på Tårup
Strand kun et vandhul, der var eutrofieret, og derfor ikke anvendeligt som ynglevandhul.
Tilgroningen af vandhullerne med sumpvegetation på de to lokaliteter vurderes generelt at
udgøre under 50 % af vandarealet, og der er under 60 % skygge ved middagstid. Vandhullerne
på Tårup Strand er dog mere tilgroet end vandhullerne på Klintholm, og et tidligere
ynglevandhul på Tårup Strand var 100 % tilgroet. Endvidere er der udyrkede bræmmer
omkring alle vandhullerne på de to lokaliteter, men på Tårup Strand er det ikke alle vandhullerne,
der har en bræmme på fem meter. Vandhullerne på Klintholm er beliggende på
ekstensivt udnyttede arealer, hvor der ikke sprøjtes eller gødskes. Det kan dog diskuteres,
hvorvidt arealerne mellem vandhullerne på Tårup Strand kan siges at være ekstensivt udnyttet,
da de udgøres af græsplæner med hyppig græsslåning og campering.
Det er endvidere vanskeligt at vurdere, om forekomst af fisk og ænder på en lokalitet er
unaturlig, og på Tårup Strand blev der observeret fisk i et vandhul, hvilket er uhensigtsmæssigt,
da de reducerer klokkefrøens ynglesucces.
Levestedets størrelse: Kriteriet medfører, at der minimum skal være tre ynglevandhuller
pr. lokalitet med tilknyttede overvintringsmuligheder, og der skal være ynglesucces på
hver lokalitet. Antallet af egnede ynglevandhuller skal være stabilt eller stigende. Endvidere
skal individerne kunne migrere mellem vandhullerne og sprede sig til andre egnede habitater.
Indikatoren for antallet af ynglevandhuller, som skal være stigende, kan kun opfyldes, hvis
der er uudnyttede ynglevandhuller på lokaliteten, og de tages i anvendelse af klokkefrøen,
eller der etableres nye, hvis de eksisterende ynglevandhuller har nået deres bærekapacitet.
På Østfyn medfører kriteriet, at der minimum skal være seks ynglevandhuller med tilknyttede
overvintringsmuligheder, og der skal være ynglesucces på både Tårup Strand og
Klintholm, samt at antallet af egnede ynglevandhuller som minimum skal være stabilt.
Kravet til antallet af ynglevandhuller på de to lokaliteter er opfyldt, og det vurderes på
116

aggrund af analysen i kapitel 7, at antallet af egnede ynglevandhuller er stabilt på Klintholm
og faldende på Tårup Strand.
På lokaliteten ved Tårup Strand er der fire ynglevandhuller, hvor tre af dem på nuværende
tidspunkt vurderes egnede som ynglevandhuller, selvom der er observeret fisk i det ene
vandhul. Det fjerde vandhul vurderes uegnede, da det er tilgroet og næsten udtørret. To af
vandhullerne er beliggende inden for kort afstand af hinanden, og de tre ynglevandhuller
har forskellig vanddybde. Derudover er der etableret vandhuller lige udenfor den sydlige
del af lokaliteten. Ved feltundersøgelsen var de udtørrede, og deres anvendelighed som
ynglevandhuller kendes ikke. Endvidere er der registreret ynglesucces i 2001 og 2003
(Damm, et al., 2003a:33ff, Damm, et al., 2003b:87ff og Damm & Briggs, 2002:47ff). Derfor
vurderes det, at der er ynglesucces med års mellemrum på Tårup Strand.
På lokaliteten ved Klintholm vurderes det, at der er mere end tre ynglevandhuller med forskellige
vanddybder, som ligger inden for kort afstand af hinanden. Endvidere er der registreret
ynglesucces i 2001 og 2003 (Damm, et al., 2003a:33ff, Damm, et al., 2003b:87ff og
Damm & Briggs, 2002:47ff). Derfor vurderes det, at der er ynglesucces med års mellemrum
på Klintholm.
På begge lokaliteter er der mulighed for overvintring samt fouragering på arealer friholdt
for sprøjtning og gødskning. Overvintringsstederne på Klintholm er etableret i tilknytning
til nogle af vandhullerne, og på Tårup Strand udgøres overvintringsstederne af levende
hegn, der afgrænser campingpladsen, hvorved de ligger et stykke væk fra vandhullerne.
Endvidere vurderes sandsynligheden for drab under migration mellem vandhullerne og
mellem vandhul og overvintringsstederne at være betydeligt større på Tårup Strand end
Klintholm pga. arealanvendelsen. Det vides dog ikke om, eller hvor mange individer der
dræbes under migration på de to lokaliteter.
Samlet vurdering af klokkefrøens bevaringsstatus i habitatområdet på Østfyn
Ud fra en overordnet betragtning er habitatkvaliteten og spredningsvilkårene meget forskellige
på Klintholm og Tårup Strand. På førstnævnte lokalitet er migrations-, yngle- og
fourageringsmulighederne gode. På Tårup Strand er habitatkvaliteten derimod utilstrækkelig,
og det kan ikke udelukkes, at klokkefrøen har vanskeligt ved at migrere mellem de enkelte
vandhuller. Endvidere umuliggøres spredningen mellem de to lokaliteter pga. den intensive
arealudnyttelse mellem dem.
Samlet set vurderes klokkefrøens bevaringsstatus som ugunstig, fordi den samlede populationsstørrelse
er under 1.000 individer på lokaliteterne inden- og udenfor habitatområdet,
og der er ikke mulighed for spredning mellem Tårup Strand og Klintholm.
117

8.7 Opsummering
Gennemgangen af Habitatdirektivets definition af begrebet gunstig bevaringsstatus og
DMU’s kriterier for gunstig bevaringsstatus på nationalt og lokalt niveau har dannet rammen
for at kunne vurdere odderens og klokkefrøens bevaringsstatus i habitatområderne.
I habitatområderne på Vestsjælland er odderens bevaringsstatus vurderet til, at den ikke har
en gunstig bevaringsstatus på baggrund af manglende forekomst af individer, eller at populationen
er for lille til at være levedygtig på lang sigt.
I habitatområdet på Østfyn er klokkefrøens bevaringsstatus vurderet til, at den ikke har en
gunstig bevaringsstatus på baggrund af for få individer, en utilstrækkelig habitatkvalitet
samt manglende mulighed for genetisk udveksling mellem populationen på Tårup Strand
og reservepopulationen på Klintholm.
På baggrund af dette kapitel, den samfundsvidenskabelige teori og analysen af landskabelige
barrierer, udgør næste kapitel en analyse af, hvilke forvaltningsmæssige barrierer der
eksisterer for at bl.a. odderen og klokkefrøen kan opnå en gunstig bevaringsstatus.
118

9 ANALYSE AF FORVALTNINGSMÆSSIGE BAR-
RIERER
I dette kapitel undersøges det, hvorledes Danmark har håndteret implementeringen af Habitatdirektivet.
Derigennem er formålet at finde frem til, hvilke forvaltningsmæssige barrierer,
der primært har forårsaget den langsomme og mangelfulde implementering af direktivet
og således påvirket odderens og klokkefrøens muligheder for at opnå en gunstig bevaringsstatus.
Derved besvares endvidere anden del af problemformuleringen.
Kapitlet er struktureret således, at der indledes med en kort redegørelse for den naturpolitiske
og -forvaltningsmæssige udvikling op igennem 1900-tallet. Dette gøres for at anskueliggøre,
hvordan udviklingen er præget af den generelle samfundsmæssige udvikling, og
hvorledes dette har udmøntet sig i den nuværende naturforvaltningstradition.
Efterfølgende undersøges Habitatdirektivets implementering i Danmark og forvaltningen
af dets bestemmelser. Her behandles følgende tre temaer: Problemer ved selve implementeringen
af direktivet, udpegning af habitatområder og direktivets art. 12-beskyttelse. Temaerne
er udvalgt af to årsager. For det første fordi, at Danmark er blevet kritiseret for
mangelfuld implementering af dele af direktivet, og derfor ønskes det at finde årsagerne til
implementeringsproblemerne. Derudover er udpegningen af habitatområder og Habitatdirektivets
art. 12-beskyttelse udvalgt med forventning om, at den mangelfulde implementering
har en direkte indvirkning på muligheden for at sikre odder og klokkefrø en gunstig
bevaringsstatus lokalt. Det skyldes, at det i forbindelse med udpegningen af habitatområdet
på Østfyn er valgt at opdele området i to, men også fordi, at habitatområderne her og i
Vestsjælland måske er for små til at kunne rumme levedygtige populationer. Da både odderen
og klokkefrøen er beskyttet af direktivets art. 12, er det tillige fundet relevant at undersøge,
hvilken betydning dette har for arterne, herunder om artiklen er tilstrækkeligt implementeret
til at beskytte arterne.
Behandlingen af de enkelte temaer er struktureret således, at der først er en generel introduktion
til temaet, derefter redegøres der for relevante problemstillinger og afslutningsvis
sammenholdes dette i en diskussion.
Kapitlets sidste analysedel har til formål at undersøge, hvilke institutionelle barrierer der
ligger til grund for problemerne med at implementere Habitatdirektivet på baggrund af den
samfundsvidenskabelige teoriramme. Herefter opsamles analyseresultaterne i en afsluttende
delkonklusion.
9.1 Den naturpolitiske og samfundsmæssige udvikling i 1900-tallet
Den nuværende danske naturpolitik er forankret i den historiske udvikling, da den har ændret
sig i takt med den generelle samfundsmæssige og naturmæssige udvikling. Forandringer
i naturpolitikken kan således henføres til ændringer i menneskets natur- og værdiopfat-
119

telse, normer og interesser, som netop er et resultat af samfundsudviklingen (Holten-
Andersen, et al., 2000:19). Derved kan skift i menneskets naturforståelse og den deraf følgende
naturpolitik forstås som værende bestemt af forskellige tiders materielle forhold i
form af produktions- og forbrugsmønstre samt forskellige kulturelle normer og immaterielle
forhold, der hviler på tidens dominerende tanker og værdier. Det samme gør sig gældende
for den danske naturbeskyttelsestradition, som tidligere har været præget af andre forvaltningsrationaler
end dem, der er fulgt med Habitatdirektivets vedtagelse og delvise implementering
herhjemme (Agger, 2003:4).
Siden mennesket gradvist opgav livet som jæger/samler og blev bonde, har landskabsbilledet
til stadighed ændret sig som følge af menneskelige aktiviteter bl.a. i form af opdyrkning
og byudvikling. Disse aktiviteter medførte op gennem historien en forringelse og tilbagegang
af naturen, som i slutningen af 1800-tallet bevirkede en stigende bekymring hos
videnskabsmænd og intellektuelle (Nielsen, 1981:28ff og Hald-Mortensen, 2000:39). Bekymringen
førte til vedtagelsen af den første naturfredningslov i 1917, som bl.a. havde til
formål at frede visse naturområder, flora og fauna for derved at bevare dem (Lov nr. 245,
1917:§ 1). Bortset fra enkelte mere omfattende fredninger af bl.a. heder var de første naturfredninger
i høj grad kendetegnet ved blot at frede enkelte interessante landskabselementer
såsom mindre søer, træer og udsigter. Større landområder, som disse landskabselementer
var en del af, eller hvis strukturmæssige beskaffenhed de ligefrem var afhængige af, blev
sjældent fredet. Årsagen var formentlig myndighedernes manglende vilje til at anvende de
nødvendige økonomiske midler til erstatningsydelser, hvis fredningen medførte
ekspropriative indgreb. (Holten-Andersen, et al., 2000:23 og Nielsen, 1981:28ff) Der
fandtes derimod midler til at vedtage en afvandingslov i 1940, der gav støtte til afvanding,
en lov som først blev ophævet i 1970 (Hansen, 2003:51). Der var også midler til udretning
af vandløb og landindvinding for at øge korn- og foderproduktionen (Brix, 2004:153).
Udviklingen efter 2. verdenskrig
Efter 2. verdenskrig foregik en øget industrialisering af samfundet herunder en mekanisering
af landbrugsdriften. Samtidigt steg behovet for at inddrage nye arealer til bl.a. landbrug,
byudvikling, sommerhusområder samt råstofudvinding, hvilket medførte interessekonflikter
i forhold til arealanvendelsen. Byernes hastige vækst medførte behov for en mere
gennemgribende fysisk planlægning og regulering af arealanvendelse, da den klare adskillelse
mellem byplanlægning og naturbeskyttelse ikke gav de nødvendige forudsætninger
for at sikre de forskelligartede interesser i det åbne land. I 1950’erne og 60’erne blev
de to forvaltningsområder derfor i stigende grad tilpasset hinanden i miljøforvaltningen. I
samme periode udvikledes i byplanlægningen tankerne om en zoneopdeling af arealer for
at adskille aktiviteter, der var i indbyrdes konflikt. I 1969 blev et landsdækkende zoneopdelingssystem
i form af en by- og landzone lov vedtaget. Landet opdeltes i byzoner, land-
120

zoner og sommerhusområder for at kontrollere byvæksten og samtidig friholde landzonen
fra andre aktiviteter end det primære landbrugserhverv. (Holten-Andersen, et al., 2000:24f)
Der skete i denne periode en yderligere tilbagegang i antallet og udbredelsen af egentlige
naturområder, hvorved hovedparten af agerlandets småbiotoper eksempelvis vandhuller,
levende hegn og mindre trægrupper efterhånden blev fjernet. Resultatet blev ensartede
sammenhængende dyrkningsflader præget af monokulturer, hvilket stadig karakteriserer
landskabsbilledet i dag. (Holten-Andersen, et al., 2000:24 og Caspersen, 2002:97). I løbet
af 1950’erne blev der rejst mange fredningssager for at hindre nye udstykninger og bebyggelser,
der kunne true de tilbageværende naturarealer. Succesraten for fredningssagerne var
dog begrænset. Hovedsageligt på grund af de private ejeres ret til at disponere over egen
ejendom og de begrænsede midler til erstatninger i de tilfælde, hvor der foregik ekspropriative
indgreb i rådighedsretten. Under disse forhold var fredningsinteressernes muligheder
for at vinde indflydelse på udviklingen simpelthen utilstrækkelige. (Nielsen, 1981:28ff)
Fra 1970’erne kom der øget fokus på natur- og miljøproblemerne. De opfattedes ikke længere
alene som lokale problemer, men også som grænseoverskridende problemer. Endvidere
erkendtes problemernes kompleksitet og også nødvendigheden af at løse disse (Hald-
Mortensen, 2000:26f). I 1971 blev Ministeriet for Forureningsbekæmpelse oprettet, som i
1973 ændrede navn til Miljøministeriet, hvor der samtidig skete en samling af offentlige
instanser, der hidtil havde forestået forvaltningen af arealregulering, naturbeskyttelse,
sundhed og miljø. Ministeriet skulle ved hjælp af en række administrative styrelser varetage
den fysiske planlægning. Oprettelsen af det ny ministerium var et led i en omstruktureringsproces
af de institutionelle rammer på natur- og miljøområdet. Det integrerede forvaltningsapparat
var bl.a. et udtryk for en større helheds- og systemforståelse og et forsøg
på at effektivisere forvaltningen. (Holten-Andersen, et al., 2000:28 og Nielsen, 1981:28ff)
I takt med den internationale udvikling på natur- og miljøbeskyttelsesområdet, som bl.a.
skyldes miljøproblemers grænseoverskridende karakter, skiftede den danske naturbeskyttelsesindsats
gradvis karakter. Fra at være en meget fredningsorienteret indsats kendetegnet
ved beskyttelse af skønne og særprægede lokaliteter blev fokus flyttet til en mere biologisk
orienteret indsats, hvor truede dyr og planter blev fredet. Udviklingen fortsatte endvidere
hen imod en mere helhedsorienteret økologisk indsats, hvor dyrenes habitater også søgtes
beskyttet. Dette skift forløb samtidig med, at Danmark underskrev forskellige internationale
forpligtigelser, bl.a. Ramsarkonventionen i 1977 (om beskyttelse af vådområder af international
betydning navnlig som levesteder for vandfugle), EF-Fuglebeskyttelsesdirektivet i
1979 (om beskyttelse af vilde fugle), Bernkonventionen i 1983 (beskyttelse af Europas vilde
dyr og planter samt naturlige levesteder) og Biodiversitetskonventionen i 1992 (om biologisk
mangfoldighed). (Holten-Andersen, et al., 2000:29)
121

Som en konsekvens af den indflydelse landbruget gennem historien har haft på landskabets
beskaffenhed og de deraf medfølgende naturmæssige og økologiske problemer, kom der i
1980’erne øget fokus på udledningen af kvælstof, fosfor og pesticider og den skadelige
virkning herfra (Moe, 2000:77). Helhedstænkning med økologi i centrum, hvor natur, miljø
og landskab blev forstået gennem deres interaktion, fik således større og større gennemslagskraft
i 1980’ernes Vandmiljøplan I (som gennem forskellige tiltag bl.a. skulle mindske
tilførslen at kvælstof til vandmiljøet), NPO-redegørelsen og marginaljordsstrategien
samt en stigende fokus på naturgenopretning og naturpleje sidst i 80’erne. Endvidere blev
naturpolitikkens fokus på fredning reduceret, og i 1992 forsvandt begrebet helt fra lovtitlen
til fordel for naturbeskyttelse. (Holten-Andersen, et al., 2000:29)
Formålet i Naturfredningsloven af 1917 er blevet videreført i de efterfølgende naturfredningslove/naturbeskyttelseslove.
Det ses bl.a. af Naturfredningsloven fra 1984, hvor
formålet bl.a. var ”…at bevare og pleje områder, planter og dyr…” (Lbk. nr. 530, 1984:§
1, stk. 2, pkt. 2). Dette går igen i Naturbeskyttelsesloven fra 2004, hvor ”Loven tilsigter
særligt…at beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter samt deres levesteder…”
(Lbk. nr. 884, 2004:§ 1, stk. 2, pkt. 1).
Udover fredninger blev der med Bekendtgørelse af lov om naturfredning i 1978 vedtaget
en generel fredning af søer og moser på over 2.500 m 2 (Moe, 2000:155). Senere blev arealgrænsen
for søer nedsat til 100 m 2 . Denne beskyttelse af lysåbne naturtyper er gradvist
blevet skærpet ved efterfølgende lovændringer. På baggrund af Naturbeskyttelseslovens
vedtagelse i 1992, blev følgende lysåbne naturtyper tilføjet den generelle fredning i lovens
§ 3, når de er over 2.500 m 2 ; heder, strandenge, strandsumpe, ferske enge og overdrev 11 .
Derudover blev vandløb, som var udpeget af ministeren, beskyttet, men vedligeholdelsesarbejde
er fortsat tilladt. (Lov, nr. 9, 1992:§ 3) Derved er mere end 4.000 km 2 § 3-områder
blevet beskyttet siden 1978. I disse områder må der i henhold til Naturbeskyttelseslovens §
3 ikke foretages ændringer i tilstanden, medmindre kommunalbestyrelsen meddeler dispensation
fra beskyttelsen i henhold til § 65, stk. 3 (Lov nr. 567 af 24. juni 2005). De generelle
beskyttelsesforanstaltninger i § 3-beskyttelsen er blevet et centralt omdrejningspunkt
i den danske naturbeskyttelse. Rationalet bag arealbeskyttelse var, at der var omsonst
at frede truede dyr og planter, hvis deres habitater alligevel forsvinder. (Moe, 2000:155)
§ 3-beskyttelsen er en generel erstatningsfri fredning, da den hidtidige anvendelse af områder
fortsat er tilladt. Reguleringsformen er derfor ikke forbundet med udgifter til udbetaling
af erstatninger. Dvs., at området f.eks. stadig kan gødskes og sprøjtes. Det er dog ikke
tilladt at intensivere eller påbegynde en ny aktivitet, som eksempelvis gødskning af en § 3-
11 På baggrund af en afgørelse fra Naturklagenævnet i 2001 blev det afgjort, at det kun var historiske overdrev,
der var beskyttet af gældende lov (Naturklagenævnet, 2001). Derfor blev § 3 ændret i 2004, så betegnelsen
”overdrev” blev ændret til ”biologiske overdrev”.
122

eskyttet eng. Dette er forskelligt fra en specifik fredning, som ikke nødvendigvis er en
erstatningsfri regulering, fordi der kan stilles krav om, at en bestemt aktivitet ikke længere
er tilladt. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at der i § 3-beskyttelsen ikke er
noget krav om aktiv forvaltning, som bl.a. medfører, at der ikke er krav om pleje. Dette er
problematisk, da de lysåbne naturtyper er betinget af kontinuerlig pleje 12 , og hvis der ikke
foretages pleje kan et hidtil § 3-beskyttet område vokse ud af beskyttelsen. Imidlertid er
Lov om drift af landbrugsjorder nr. 434 af 9. juni 2004 blevet vedtaget. Heraf fremgår det i
§ 5, at der er rydningspligt, for bl.a. § 3-beskyttede arealer. Derfor skal der mindst hvert 5.
år foretages rydning af opvækst af træer og buske, som er fremkommet efter september
2004 (Plantedirektoratet, 2006:6) Dermed er der mulighed for, at § 3-beskyttede arealer,
som i øjeblikket er lysåbne, også vil være det i fremtiden.
På trods af et øget fokus på naturbeskyttelse i det 20. århundrede, har udviklingen dog ikke
været større end, at Wilhjelmudvalget i 2001 kunne konkludere, at ”kvaliteten af Danmarks
natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe.” (Wilhjelmudvalget, 2001:5).
Opsummering
På grund af en stigende bekymring for naturen bl.a. som følge af landbrugets pres på naturområderne,
blev den første naturfredningslov vedtaget i 1917. Denne tendens er forsat,
så vedtagelse af nye naturbeskyttelsesforanstaltninger er sket i takt med forringelsen af naturen.
Dermed er generelle fredningstiltag, eksempelvis § 3-beskyttelse og specifikke fredningstiltag
omdrejningspunktet for den danske naturbeskyttelse. § 3-beskyttelsen er dog
ikke nødvendigvis tilstrækkelig til at sikre naturområdernes bestående, og den hindrer ikke
hidtidige lovlige aktiviteter, som kan have en negativ indvirkning på områderne. Spørgsmålet
er, om Habitatdirektivet giver en bedre beskyttelse af naturtyper og arter og dermed
mulighed for at sikre dem en gunstig bevaringsstatus.
9.2 Danmarks implementering og forvaltning af Habitatdirektivet
I kapitel 7 og 8 blev det konkluderet, at ikke alle odderens og klokkefrøens habitat- og
spredningskrav er opfyldt og ydermere, at ingen af dem har en gunstig bevaringsstatus i
habitatområderne. Danmark er flere gange blevet kritiseret for, at implementeringen af Habitatdirektivet
er mangelfuld, og derfor er spørgsmålene, hvilke årsager der er til dette, og
hvilken indvirkning det har på odderens og klokkefrøens bevaringsmuligheder.
Formål med Habitatdirektivet
I 1992 blev Habitatdirektivet vedtaget, og det bidrager bl.a. til opfyldelse af forpligtigelserne
i Biodiversitetskonventionen (Diaz, 2001:287).
12 Undtagelsen er dog klitheder, som på grund af vindbrud naturligt holdes lysåbent.
123

Formålet med direktivet fremgår af art. 2:
124
Formålet med dette direktiv er at bidrage til at sikre den biologiske diversitet ved at bevare naturtyperne
samt de vilde dyr og planter inden for det af medlemsstaternes område i Europa,
hvor Traktaten finder anvendelse.
De foranstaltninger, der træffes efter dette direktiv, tager sigte på at opretholde eller genoprette
en gunstig bevaringsstatus for naturtyper samt vilde dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning.
De foranstaltninger, der træffes efter dette direktiv, tager hensyn til de økonomiske, sociale og
kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg.
(Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 2)
Dermed skal biodiversiteten inden for EU sikres ved at opretholde eller genoprette gunstig
bevaringsstatus for naturtyper og vilde dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning.
Af direktivets artikel 1, litra g fremgår det, at en art er af fællesskabsbetydning, hvis den er
truet,
sårbar,
sjælden eller
endemisk.
En sådan art, der opfylder disse kriterier, er opført eller vil kunne opføres på direktivets bilag
II (Dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis bevaring kræver udpegning af
særlige bevaringsområder) og/eller bilag IV (Dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning,
der kræver streng beskyttelse) eller bilag V (Dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning,
hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger).
(Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 1, litra g). Bilagene er ikke endelige, så nye
arter kan tilføjes, hvis de kommer i ugunstig bevaringsstatus, eller der er risiko herfor. Det
kræver dog Ministerrådets vedtagelse (Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 19).
Som sidste stykke i art. 2 skal der ved bevarelsen af naturtyper og arter af fællesskabets betydning
bl.a. også tages hensyn til økonomiske, sociale og kulturelle behov (Dir.
92/43/EØF, 1992:art. 2, stk. 2). Denne afvejning fremgår også af art. 6, stk. 4.:
Hvis en plan eller et projekt, på trods af at virkningerne på lokaliteten vurderes negativt, alligevel
skal gennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder
af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, træffer medlemsstaten
alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng
i Natura 2000 beskyttes. Medlemsstaten underretter Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger
der træffes.
Hvis der er tale om en lokalitet med en prioriteret naturtype og/eller en prioriteret art, kan der
alene henvises til hensynet til menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed eller væsentlige
gavnlige virkninger på miljøet, eller, efter udtalelse fra Kommissionen, andre bydende nødvendige
hensyn til væsentlige samfundsinteresser.
(Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 6, stk. 4)

På baggrund af ovenstående ses det, at der skal være vigtige samfundsinteresser tilstede,
for at en plan eller projekt kan gennemføres på trods af negativ indvirkning på et habitatområde.
Et vigtigt forhold ved Habitatdirektivet er den store vægtning af naturen og naturvidenskabelige
data til fordel for ovenstående behov. Dette uddybes i det nedenstående
bl.a. i forbindelse med en af EF-Domstolens afsagte domme, First Coporate Shipping.
I direktivet er der to overordnede virkemidler til sikring af fællesskabets naturarv:
• Områdebeskyttelsen, som sker ved udpegning af habitatområder for naturtyper, der er nævnt på
bilag I og habitater for de arter, der er nævnt på bilag II. Bestemmelserne findes i direktivets art.
3-11.
• Artsbeskyttelsen af de arter, der er nævnt på bilag IV og V, og som er beskyttet, hvor de end forekommer
og dermed ikke nødvendigvis er omfattet af områdebeskyttelsen. (Anker, 2003:9f og
Rudfeld, 2003:28f). Bestemmelserne findes i direktivets art. 12-16.
Samlet betegnes habitatområder og fuglebeskyttelsesområder 13 som Natura 2000-områder.
I henhold til Habitatdirektivets art. 3, stk. 1 skal disse to områdetyper udgøre det sammenhængende
europæiske økologiske net, der betegnes Natura 2000 (Dir. 92/43/EØF,
1992:art. 3, stk. 1).
9.2.1 Implementeringen af Habitatdirektivet
Grundlaget, for at Danmark kan underskrive overnationale aftaler, er Grundlovens § 20,
stk. 1, hvoraf det fremgår, at:
Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere
bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst
med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
(Lov nr. 169, 1953:§ 20, stk. 1)
I henhold til EF-Traktatens art. 249 er der krav om at implementere direktiver i den nationale
lovgivning (EF-traktaten, 1958:art. 249). Når Danmark underskriver et direktiv, bliver
der afgivet suverænitet, og Danmark mister højhedsretten inden for specifikke områder.
Ved tilslutning til Habitatdirektivet afgives suverænitet over bl.a. udnyttelsen af naturressourcer.
Direktiver er retligt bindende overfor medlemslandene og dermed myndighederne, men
som oftest gør det sig ikke gældende overfor privatpersoner. Derfor er det eksempelvis
forkert at sige, at landmanden ikke må opfylde et ynglevandhul for klokkefrø på under 100
m 2 , fordi der i Habitatdirektivets art. 12, stk. 1 litra d fremgår, at yngleområder for bilag
IV-arter ikke må ødelægges (Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 12, stk. 1 litra d). For at privatpersoner
kan forpligtes af direktivets bestemmelser, skal de implementeres i den nationale
13 Udpeget i henhold til Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle med
senere ændringer (Fuglebeskyttelsesdirektivet).
125

lovgivning enten ved lov af Folketinget eller som bekendtgørelse af den relevante minister
14 . Det er op til medlemslandene selv at bestemme, hvordan implementeringen af direktiver
skal foregå og hvilke midler som anvendes, men der skal sikres en målopfyldelse.
Diskussion af implementeringen i Danmark
Efter vedtagelsen af Habitatdirektivet i 1992 skulle det være implementeret i national lovgivning
to år efter (Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 23, stk. 1). De fleste EU-lande har dog ikke
overholdt denne tidsfrist samtidig med, at implementeringen har været utilstrækkelig
(Diaz, 2001:292). Det gør sig bl.a. gældende for Danmark. Der blev i 1994 ikke foretaget
ændringer i den eksisterende lovgivning, da især Naturbeskyttelsesloven herunder § 3områderne
på daværende tidspunkt ansås som værende dækkende for implementeringen af
direktivet. Hos Skov- og Naturstyrelsen fremgik det, at der ikke er
126
… lavet nye love for at beskytte Natura 2000 områder. Områderne beskyttes efter de love, der
allerede findes f.eks. lovene om naturbeskyttelse, vandløb, råstoffer og skovloven.
(Pagh, 2001:31)
Senere er udmeldingen blevet ændret til, at myndighedernes implementering er i en proces,
men ifølge Pagh er dette ikke tilstrækkeligt, når den endelige implementeringsdato var
1994 (Pagh, 2006, pers. komm.). Denne kritik findes berettiget, da det ikke fremmer vilde
dyr og planters bevaringsmuligheder, at implementeringen af direktivets bestemmelser stadig
er i en proces, når de for længst skulle være implementeret.
Den manglende forståelse af direktivets bestemmelser, og at det udgør en væsentlig ændring
af den hidtidige naturbeskyttelsestradition, sås tydeligt, da Skov- og Naturstyrelsen
skulle foreslå lokaliteter af fællesskabsbetydning til Kommissionen, f.eks. ved høringen i
forbindelse med udpegning af Habitatområde nr. 142 Sø Torup Sø og Ulse Sø. Ulse Sø er
på flere sider omgivet af intensivt dyrkede marker og bliver i høringsmaterialet betegnet
som naturtypen 3150 Naturlige eutrofe søer og vandhuller med bevoksning af typen Magnopotamion
eller Hydrocharition 15 . I rapporten Kriterier for gunstig bevaringsstatus fremgår
det, at ”Den vigtigste trussel mod naturtypen er eutrofiering.” Selv om denne rapport er
udgivet efter høringsmaterialet, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at Skov- og Naturstyrelsen
oplyser, at
Generelt kan siges, at den hidtidige arealanvendelse ikke berøres. Marker, som i dag lovligt er
under intensivt drift, kan fortsat dyrkes intensivt, og udpegningen indebærer ikke begrænsninger
med hensyn til gødskning og sprøjtning.
(Skov- og Naturstyrelsen, 1998b:24)
14 Selv om et direktiv ikke er implementeret i national lovgivning, kan det give EU-borgerne rettigheder. Det
er bl.a. set i EF-Domstolens afsagte dom i sagen Van Duyn (EF-Domstolen, 1974).
15 Senere er denne naturtype ændret til betegnelsen 3150 - Næringsrige søer og vandhuller med flydeplanter
eller store vandaks.

Selv om Skov- og Naturstyrelsen anvender ordet ”Generelt”, må besvarelsen i henhold til
direktivets art. 6, stk. 2 betegnes som direkte forkert og dermed vildledende for borgere.
Kritikken af den danske implementering af Habitatdirektivet, er bl.a. blevet fremført af Peter
Pagh i eksempelvis (Pagh, 2001, Pagh, 2005 og Pagh, 2006, pers. komm.), hvor kritikken
bl.a. har vedrørt manglende beskyttelse af bilag IV-arter og statens manglende forståelse
af, hvilke planer og projekter der kan gives tilladelse til. Derudover har Veit Koester
(tidligere kontorchef i Skov- og Naturstyrelsen) udarbejdet et notat til Wilhjelmudvalget
om Danmarks internationale forpligtigelser (Koester, 2001). Heraf fremgår det, at der findes
mangler i den hidtidige gennemførelse af Habitatdirektivet bl.a. ved regulering af ændrede
landbrugsaktiviteter, der ikke kræver tilladelse. Kritikken af Habitatdirektivets gennemførelse
i Danmark medførte, at Kammeradvokat Hagel-Sørensen af Skov- og Naturstyrelsen
blev anmodet om at vurdere, hvilke forpligtelser direktivet pålægger EU-landene
(Hagel-Sørensen, 2002). På baggrund af en gennemgang af direktivet og dets forpligtigelser
er Kammeradvokatens sammenfattende konklusion,
…at habitatdirektivet må antages at pålægge EU's medlemsstater ganske vidtrækkende forpligtelser
i relation til opnåelse af direktivets formål om at bevare naturtyperne samt de vilde dyr
og planter, herunder opretholdelse eller genopretning af en gunstig bevaringsstatus for disse.
(Hagel-Sørensen, 2002:34)
Også Kommissionen har været opmærksom på den manglende danske implementering af
Habitatdirektivet, og i 2003 modtog Danmark en åbningsskrivelse for bl.a. mangelfuld
gennemførelse af art. 6, stk. 2, stk. 3 samt stk. 4 og mangelfuld anvendelse af art. 6, stk. 2
(Miljøministeriet, 2003:1). Åbningsskrivelsen og den fortsatte udvikling i EF-domstolens
afsagte domme bevirkede, at Habitatdirektivets vidtrækkende konsekvenser for alvor gik
op for myndighederne, og lovgivningen blev ændret (Rudfeld, 2006, pers. komm.).
I juni 2006 sendte Skov- og Naturstyrelsen et udkast til ændring af Bekendtgørelse om afgrænsning
og administration af internationale naturbeskyttelsesområder med senere ændringer
(EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder) nr. 477 af
7. juni 2003 16 i høring. Af høringsbrevet fremgår det, at
Revisionen sker dels for at imødekomme kritik fra Kommissionen af den danske gennemførelse
af artikel 6, dels for at opdatere bekendtgørelsen, dels for at forbedre den danske gennemførelse
af artikel 12-13.
(Skov- og Naturstyrelsen, 2006a)
Denne revision blev dog overhalet, da Kommissionen i juli 2006 sendte endnu en åbningsskrivelse
om mangelfuld implementering af Habitatdirektivet til Danmark og syv andre
medlemslande, 12 år efter at direktivet skulle være implementeret i national lovgivning. Ud
over Danmark drejer det sig om landene Cypern, Tjekkiet, Grækenland, Malta, Polen, Slo-
16 Ved undersøgelsens afslutning var den reviderede bekendtgørelse dog endnu ikke blevet udgivet.
127

venien og Slovakiet. (Kommissionen, 2006) Af de medlemslande, der var med til at vedtage
Habitatdirektivet, er det således kun Danmark og Grækenland, der har modtaget en åbningsskrivelse.
Kritikken retter sig blandt andet mod mangelfuld implementering af art. 6,
stk. 3, art. 12, stk. 1 og art. 12, stk. 4. I Danmarks svar til Kommissionen fremgår det, at
128
Regeringen anerkender imidlertid på baggrund af Kommissionens kritik og i lyset af især de
seneste års praksis fra EF-domstolen, at der er behov for at revurdere det danske regelsæt.
(Skov- og Naturstyrelsen, 2006b:2)
På baggrund af Kommissionens åbningsskrivelse og Danmarks svar på denne, kan der forventes
yderligere tiltag for at gennemføre implementeringen af direktivet.
Det er ikke alene den juridiske implementering af Habitatdirektivet, der har været problematisk.
Det er også spørgsmålet om, der er afsat tilstrækkelige økonomiske midler til implementeringen
og forvaltningen af direktivet. Skov- og Naturstyrelsen fik i 2003 udarbejdet
en rapport, hvor det fremgår, at de estimerede udgifter til forvaltningen af Natura 2000
er 166-258 mio. kr. årligt. De faktiske udgifter må dog forventes at være højere, da eksempelvis
forvaltningen af marine områder og reduktion af diffus deposition af kvælstof ikke
er medtaget i rapporten. (Skov- og Naturstyrelsen, 2002:2) WWF fik i 2004 udarbejdet en
rapport, som bl.a. omhandler Danmarks samlede udgifter til naturforvaltning. Heraf fremgår
det, at udgifterne i 2007 er beregnet til 196 mio. kr. (Deloitte, 2004:21). Dermed er udgifterne
indenfor rammerne af de estimerede udgifter til forvaltning af Natura 2000, hvis
der ses bort fra meromkostningerne ved at inkludere marinforvaltning og kvælstofdeposition.
Regeringens ”miljømilliard”, EU’s landdistriktsprogram og LIFE-midler vil dog øge
de økonomiske midler til forvaltningen af Natura 2000, der prioriteres højt i den samlede
danske indsats for beskyttelse af naturen og dens biodiversitet (Miljøministeriet, 2004:9).
Det er samlet vanskeligt at vurdere, om der er sat tilstrækkelige økonomiske midler af til
Natura 2000, men det er særdeles tvivlsomt, om der også er tilstrækkelige midler til at beskytte
naturen udenfor Natura 2000-områderne, da Naturrådet vurderer, at de samlede udgifter
til naturområdet vil være på 800-1.000 mio. kr. årligt (Agger, et al., 2005:98f).
Det kan således konkluderes, at den danske implementering har været langsom og fortsat
er utilstrækkelig. Modsat mange andre EU-lande er Danmark dog ikke blevet dømt ved
EF-Domstolen for overtrædelse af Habitatdirektivet. Derudover er det nødvendigt at være
opmærksom på, at der sandsynligvis ikke er afsat tilstrækkelige økonomiske midler til både
at forvalte Natura 2000 og naturen udenfor Natura 2000-områderne.
9.2.2 Udpegning af habitatområder for bilag II-arter
Et centralt element i Habitatdirektivet er bestemmelsen om udpegning af særlige bevaringsområder
for naturtyper opført på bilag I og arter opført på bilag II for at kunne opretholde
eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for disse.

Kriterierne for denne udpegning er beskrevet i direktivets art. 4 og præciseret i bilag III.
For at kunne vurdere en lokalitets betydning for en bilag II-art, er det nødvendigt med detaljerede
oplysninger om bl.a.:
Artens populationsstørrelse og tæthed.
Bevaringsgraden af og retableringsmuligheden for habitater, der er vigtige for arten.
Isoleringsgraden af artens population. (Dir. 92/43/EØF, 1992:bilag III)
Af art. 4 fremgår det, at medlemslandene senest 3 år efter direktivets vedtagelse skal foreslår
lokaliteter af fællesskabsbetydning (Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 4, stk. 1). Af EF-
Domstolens afsagte dom i sagen First Corporate Shipping, fremgår det, hvilke hensyn der
må inddrages ved udpegningen.
artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt
vilde dyr og planter skal fortolkes således, at en medlemsstat ved valget og afgrænsningen af
lokaliteter, som den skal foreslå Kommissionen som lokaliteter, der kan udpeges som lokaliteter
af fællesskabsbetydning, ikke må tage hensyn til økonomiske, sociale og kulturelle behov
og til regionale og lokale særpræg, som nævnt i direktivets artikel 2, stk. 3.
(EF-Domstolen, 2000)
Denne tolkning af art. 4, stk. 1 skal sikre, at Kommissionen har en udtømmende liste af lokaliteter
for at kunne oprette ”et sammenhængende europæisk økologisk net af særlige bevaringsområder”,
som der kræves i henhold til direktivets art. 3, stk. 1.
På baggrund af art. 4, stk. 2 opstiller Kommissionen i forståelse med medlemslandene en
liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning seks år efter direktivets vedtagelse (Dir.
92/43/EØF, 1992:art. 4, stk. 2). Dermed er det Kommissionen, som i sidste ende afgør,
hvilke lokaliteter af fællesskabsbetydning der skal udpeges og ikke medlemslandene. Dette
har dog været en langsommelig proces, og ingen lande har overholdt denne tidsfrist. Først i
efteråret 2006 har de sidste lande fået godkendt deres forslag til lokaliteter af fællesskabsbetydning.
Et medlemsland behøver ikke at foreslå alle lokaliteter, hvor der findes naturtyper fra bilag
I og arter fra bilag II. Hvis medlemslande har foreslået, at der skal udpeges lokaliteter af
fællesskabsbetydning, som udgør mere end 60 % af en naturtypes areal eller en arts populationer
indenfor en biogeografisk region, så vurderes det som oftest at være tilstrækkeligt
til at kunne opnå gunstig bevaringsstatus. Er der udpeget mindre end 20 % indenfor en biogeografisk
region, vil det som oftest blive undersøgt, om der bør udpeges mere for arten
eller naturtypen. Har medlemslande udpeget mellem 20-60 % for naturtypen eller arten indenfor
en biogeografisk region, vil det i hvert enkelt tilfælde blive undersøgt, om dette er
tilstrækkeligt til at kunne opnå gunstig bevaringsstatus. (The European Topic Centre for
Nature Conservation, 1997:3)
129

Når Kommissionen har godkendt et medlemslands foreslåede lokaliteter, er det usikkert,
om direktivet formelt giver grundlag for supplerende udpegning. I Kammeradvokatens notat
fra 2002 om Habitatdirektivet fremgår det ikke klart, om der kan foretages en senere
udpegning, fordi der først bemærkes at, ”Direktivet behandler ikke spørgsmålet om, hvorvidt
der kan ske efterfølgende udvidelse af antallet af lokaliteter, efter at udpegningsproceduren
i artikel 4 er afsluttet.” (Hagel-Sørensen, 2002:7). Senere fremgår det at,
130
Det kan i denne forbindelse næppe antages, at det forhold, at medlemsstaten først på et senere
tidspunkt er blevet klar over, at et område skulle have været udpeget, fritager medlemsstaten
for ansvar - eller for pligten til at udpege det pågældende område.
(Hagel-Sørensen, 2006:9)
Pagh er dog mere klar i sit svar og fremfører, at Habitatdirektivet ikke giver grundlag for
udpegning af ekstra områder, når udpegningsprocessen først er overstået (Pagh, 2006, pers.
komm.). Den samme holdning har Lars Rudfeld, som bemærker at ”Hvis man ser meget
hardcore på formuleringerne i Habitatdirektivets udpegningsbestemmelser, så er der ikke
pligt til det [at udpege], efter man har lukket listen” (Rudfeld, 2006, pers. komm.). I Agger
(et al. 2005:22) er holdningen dog, at der kan udpeges områder, ”hvis det er væsentligt for
naturtypens eller artens overlevelse.”. Samlet set er der uenighed om muligheden for ekstra
udpegninger, men det formodes, at en professor i miljøret og en fuldmægtig i Skov- og
Naturstyrelsen har kendskab til, om der er mulighed for ekstra udpegninger, hvilket der
ifølge dem altså ikke er i direktivets nuværende bestemmelser.
Danmarks udpegning af habitatområder for bilag II-arter
For at beskytte bilag II-arter, skal der udpeges særlige bevaringsområder for dem. I den
danske implementering af habitatdirektivet er arterne opført på udpegningsgrundlaget for
de enkelte habitatområder. Selv om en bilag II-art findes i et habitatområde, skal den ikke
nødvendigvis opføres på udpegningsgrundlaget, hvis dens forekomst er ubetydelig (i forhold
til dens samlede forekomst), og dermed er den ikke beskyttet af habitatdirektivet,
medmindre den samtidig er på bilag IV. Bilag II-arter er tilsvarende heller ikke beskyttet,
hvis de forekommer udenfor et habitatområde.
Det retlige grundlag for udpegning af habitatområder i Danmark er Miljømålslovens § 36,
stk. 1, som blev vedtaget i 2003. Indtil da var Planlovens § 3, stk. 2 anvendt til at udlægge
habitatområder, og efterfølgende blev de opført i Habitatbekendtgørelsen for at få retsvirkning.
Danmark indsendte i 1995 forslag til udpegning af 194 lokaliteter af fællesskabsbetydning
til Kommissionen, men forslaget blev erklæret utilstrækkeligt, fordi nogle arter og naturtyper
ikke var fyldestgørende dækket af udpegningen. Da Kommissionen skulle vurdere forslagene,
lagde de bl.a. vægt på, at lokaliteterne var sammenhængende og ikke kun udgjorde
habitatnaturtyperne eller bilag II-arternes habitater. Efter Kommissionens kritik blev der

i perioden 2001-2004 foretaget en mere målrettet udpegning af de naturtyper og arter, hvor
Danmark havde mangler. I 2004 blev Danmarks 254 foreslåede lokaliteter godkendt med
forbehold, da der fortsat mangler at blive udpeget lokaliteter af fællesskabsbetydning på
havet. Derfor skal Danmark foreslå flere marine lokaliteter inden 2008. (Rudfeld, 2006,
pers. komm.) Endvidere skulle der foretages supplerende udpegning ved Vidå og Brede Å,
hvilket er blevet gjort. (Skov- og Naturstyrelsen, 2006c)
På baggrund af Kommissionens udpegning findes der i Danmark 254 habitatområder med
et samlet areal på 11.136 km 2 . På land svarer udpegningen til 7,4 % af Danmarks samlede
landareal. (Skov- og Naturstyrelsen 2006d)
Diskussion af udpegningen i Danmark
Der har fra flere sider været kritik af den danske udpegning af habitatområder. Det er bl.a.
sket i Pagh, 2006, pers. komm., Aaby, 2003 og Agger, et al. 2005. Kritikken af udpegningen
skyldes bl.a., at den blev foretaget på et mangelfuldt vidensgrundlag, da overvågningen
var begrænset. Det har medført, at der har manglet viden om arters udbredelse og præcise
forekomst (Agger, et al. 2005:76f). Rudfeld nævnte i den forbindelse, at der var ”områder
der ikke blev udpeget eller taget ud af forslaget, fordi vi ikke havde kendskab til, om
arter var til stede” (Rudfeld, 2006, pers. komm.). Utilstrækkelig overvågning kan således
have haft den konsekvens, at særligt betydningsfulde områder for en arts samlede bevarelse
ikke er udpeget.
I forbindelse med at Danmark skulle foreslå lokaliteter af fællesskabsbetydning, blev der
foretaget høringer. Dette er i princippet ikke ulovligt i henhold til Habitatdirektivet, og fordelen
kan bl.a. være, at der opnås information om arter og naturtyper. Samtidig kan det dog
ikke undgås, at en modvilje mod udpegning af et givent habitatområde, kan have haft indflydelse
på, hvilke områder der efterfølgende blev foreslået til Kommissionen. Det blev
også forsøgt undgået at udpege områder, som tilhørte store godser (Agger, 2007, pers.
komm.). Endvidere opstillede Skov- og Naturstyrelsen ved udpegningen ikke kun biologiske
kriterier, men der blev også lagt vægt på, om områderne i forvejen var beskyttet som
eksempelvis vildtreservat eller fuglebeskyttelsesområde (Aaby, 2003:49f). I henhold til
Habitatdirektivet er en sådan tilgang ikke juridisk ulovligt, og det må også antages, at de
arealer, der i forvejen er beskyttet, udgør de vigtigste naturområder i Danmark. Der er dog
forhold, som indikerer, at der måske er blevet lagt for stor vægt på eksisterende afgrænsninger.
Det ses ved udpegningen af Habitatområde nr. 145 Holmegårds Mose. Ved høringen
anbefalede Storstrøms Amt, ”at ændre afgrænsningen, således at de nordlige moseområder
indgår i området. Disse mosearealer har lignende kvalitet som det fredede areal.”
Skov- og Naturstyrelsens svar er, at ”Det nordlige moseområde, d.v.s. Tyvekrog og den
nordlige del af Holmegårds mose er ikke medtaget i Skov- og Naturstyrelsens forslag, idet
131

der er valgt sammenfaldende afgrænsning med den eksisterende fredning.” (Skov- og Naturstyrelsen,
1998b:28f). (Forfatternes understregning).
Desværre er ovenstående eksempel på problemer i udpegningsprocessen ikke enestående.
Ved udpegningen af Habitatområde nr. 148 Havet og kysten mellem Karrebæk Fjord og
Knudshoved Odde, bemærkede Nordisk Herpetologisk Forening ved høringen, at det ikke
var tilstrækkeligt kun at udpege to vandhuller for Klokkefrø på Enø, men at fire andre ligeledes
skulle udpeges, for at populationen kunne være levedygtig på lang sigt (Skov- og Naturstyrelsen,
1998b, 32). Skov- og Naturstyrelsens svar var, at ”De 4 vandhuller med forekomst
af klokkefrø på Enø, som ikke er medtaget i det foreslåede EF-habitatområde, ligger
i et lokalplanlagt sommerhusområde, og eksisterende lokalplanlagte sommerhusområder
medtages ikke i EF-habitatområderne.” (Skov- og Naturstyrelsen, 1998b:33)
Samlet set viser citatet fra Rudfeld 2006 og eksemplerne, at den fremførte kritik af udpegningen
har været berettiget. Den manglende viden om artes tilstedeværelse, kan have medført,
at der ikke er udpeget tilstrækkeligt med områder i forhold til de opstillede procentkriterier
for naturtyper og arter. Et andet problem er inddragelse af andre kriterier end rent naturvidenskabelige.
Disse principper afviger fra Habitatdirektivets kriterier for udpegning
og den afsagte dom, First Corporate Shipping, hvor det meget klart fastslås, at der kun må
inddrages naturvidenskabelige kriterier, når medlemslandene foreslår lokaliteter til Kommissionen.
Samlet set er det derfor tvivlsomt, om Kommissionen har haft en udtømmende
liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning, som det kræves i henhold til Habitatdirektivets
art. 4, stk. 1. Det er ellers nødvendigt for, at Kommissionen kan oprette et sammenhængende
net af habitatområder. Derfor er det problematisk, at Habitatdirektivet ikke giver
mulighed for at supplere udpegningen, når udpegningsprocessen er afsluttet. Til Skov- og
Naturstyrelsens forsvar skal det dog bemærkes, at ovenstående dom først blev afsagt i
2000. Imidlertid havde EF-Domstolen allerede i 1996 afsagt en lignende dom i sagen Lappel
Banks, der vedrører udpegningen af fuglebeskyttelsesområder i henhold til fuglebeskyttelsesdirektivet.
Af dommen fremgår det, at ”en medlemsstat ved valget og afgrænsningen
af et SBO [Særligt Beskyttet Område] ikke er beføjet til at tage de økonomiske hensyn, der
er nævnt i direktivets artikel 2, i betragtning.” (EF-Domstolen, 1996:C-44/95). Dermed
burde Skov- og Naturstyrelsen have været opmærksom på, at der kunne være problemer
ved at inddrage andre hensyn end naturvidenskabelige.
På baggrund af tilgængeligt materiale kan det ikke påvises, at udpegningen af habitatområder
for odder og klokkefrø har været lige så fejlbehæftet som i det ovenstående, men udpegningen
kunne have været bedre, så det var lettere at bevare i hvert fald klokkefrøen.
I forbindelse med udpegningen af habitatområde nr. 102 bemærkede Nordisk Herpetologisk
Forening følgende: ”For at etablere en sammenhængende og levedygtig metapopula-
132

tion af klokkefrø på Østfyn må det østfynske habitatområde være sammenhængende”
(Skov- og Naturstyrelsen, 1998a:11). Skov- og Naturstyrelsens svarede:
Styrelsen har i samarbejde med Fyns Amt foreslået udpeget to EF-habitatområder for klokkefrø
på Østkysten af Fyn. De to områder er kerneområder for arten på Østfyn, så med dette forslag
til udpegning mener styrelsen at have gjort sin udpegning repræsentativ og dækkende vedrørende
Østfyn. Udpegning af EF-habitatområder omfatter som hovedregel ikke potentielle levesteder
for arter.
(Ibid.)
Et lignende problem gjorde sig gældende for odderen ved udpegningen af habitatområde
nr. 137 Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å. Ved udpegningsprocessen bemærkede
Skov- og Naturstyrelsen at, ”Det er Skov- og Naturstyrelsens vurdering, at der under hensyn
til målsætningen om bevaringen af odderen på Sjælland er foreslået et passende EFhabitatområde.”
(Skov- og Naturstyrelsen, 1998b:18f)
På baggrund af de to eksempler ved udpegning af habitatområder for klokkefrø og odder,
kan det ikke konkluderes, at Skov- og Naturstyrelsen har handlet ulovligt, men det viser, at
tanker om metapopulation, sammenhængende naturområder og levedygtige populationer
ikke har været fremherskende ved de to udpegninger. Det medfører dog ikke, at det er
umuligt at opnå gunstig bevaringsstatus for de to arter, men det er nødvendigt med tiltag
udenfor habitatområder, som Habitatdirektivet også giver mulighed for, men spørgsmålet
er dog, hvilke muligheder Danmark giver for dette.
Som tidligere nævnt er de enkelte dele af habitatområdet for klokkefrø for små til, at der
kan eksistere en levedygtig population på mindst 1.000 individer. Et af kriterierne for klokkefrøen
på lokalt niveau er dog, at
Der skal være en levedygtig bestand med mindst 1.000 voksne individer. Hvis der udveksles
individer med en reservebestand, skal kravet om 1.000 individer blot gælde for de to bestande
tilsammen.
(Søgaard, et al., 2003:173)
For at sikre dette er det nødvendigt at lave tiltag udenfor områderne, så der etableres en
metapopulationsstruktur eller populationer, som består af tilstrækkeligt mange individer. Et
af virkemidlerne er afgræsning omkring vandhuller, men i hovedreglen tildeles der kun
MVJ-støtte i SFL-områder indenfor Natura 2000-områder. Dermed kan en ellers oplagt
støttemulighed normalt ikke anvendes til at sikre afgræsning omkring vandhuller, der er
beliggende udenfor det todelte habitatområde. Ydermere er det ikke længere muligt at
modtage LIFE-støtte til projekter udenfor habitatområder, en støtteordning som Fyns Amt
tidligere har draget stor nytte af (Svendsen, 2006, pers. komm.). Løsningen kunne være at
udvide habitatområdet, men der er to væsentlige problemer med dette. For det første vurderes
den politiske vilje i øjeblikket ikke at være til stede, så der kan udpeges flere habitatområder
på land. For det andet og endnu vigtigere, Habitatdirektivet giver ikke umiddel-
133

art mulighed for flere udpegninger. Derved er det vanskeligt at genetablere en gunstig bevaringsstatus
for klokkefrøen på Østfyn.
Der er endvidere vanskeligheder med at opnå gunstig bevaringsstatus for odderen indenfor
de tre habitatområder, da det ikke er muligt at sikre en tilstrækkeligt stor population, til at
den kan bevares på lang sigt. Derfor er det også for denne art nødvendigt at inddrage de
omkringliggende områder, forudsat at populationen skal indeholde mindst 1.000 individer.
9.2.3 Art. 12-beskyttelsen i Habitatdirektivet
Habitatdirektivets art. 12 indfører en streng beskyttelse af de dyrearter, der er opført på direktivets
bilag IV. Denne beskyttelse er gældende to år efter direktivets vedtagelse (Dir.
92/43/EØF, 1992:art. 23, stk. 1). For disse arter udpeges ikke habitatområder, men de er
beskyttet, uanset om de befinder sig indenfor eller udenfor habitatområder. Art. 12, stk. 1
medfører forbud mod
134
forsætlig indfangning eller drab,
forsætlig forstyrrelse,
forsætlig ødelæggelse eller indsamling af æg i naturen og
beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- og rasteområde. (Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 12, stk. 1).
Det skal bemærkes, at forbuddet i sidste punkt gælder, uanset om aktiviteten er forsætlig
eller uforsætlig (EF-Domstolen, 2006:C-98/03).
En art kan både være opført på bilag II og IV, hvilket er tilfældet for bl.a. odder, stor vandsalamander,
snæbel og klokkefrø. Det medfører, at sådanne arter både er beskyttet som bilag
IV-arter og bilag II-arter i et habitatområde (hvis de er nævnt på udpegningsgrundlaget).
Modsat bilag II-arter er der for bilag IV-arter ikke noget krav om opretholdelse eller
genopretning af gunstig bevaringsstatus (Rudfeld, 2006, pers. komm.). Endvidere er der
heller ikke noget krav om aktive bevaringsforanstaltninger for disse, men det kan selvfølgelig
gøres frivilligt (Rudfeld, (ed.), 2005:6).
Danmarks implementering af art. 12-beskyttelsen
Af parallelopstillingen, der viser Danmarks implementering af Habitatdirektivet, fremgår
det, at art. 12, stk. 1 litra a bl.a. er implementeret i § 1, 2 og 5 i Artsfredningsbekendtgørelsen
(Skov- og Naturstyrelsen, 2006e:124f). Heraf fremgår det, at klokkefrøen er fredet i alle
livets stadier og derfor ikke må indsamles eller slås ihjel (Bkg. nr. 430, 2002:§ 1). En
vigtig undtagelse i Artsfredningsbekendtgørelsen er § 6, stk. 1, hvor det fremgår, at fredningen
ikke er ”til hinder for en normal jordbrugsmæssig udnyttelse af en ejendom eller
anden lovlig udnyttelse af denne.” (Bkg. nr. 430, 2002:§ 6, stk. 1)

Som der tidligere er redegjort for, vurderer Byrnak, at især rusedrukning udgør en alvorlig
trussel mod odderen. Danmark har dog fastsat bestemmelser om anvendelse af ruser, og
der er ydermere forbud mod jagt på odder.
I den danske version af Habitatdirektivets art. 12, stk. 1 litra d er der forbud mod ”beskadigelse
eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder.” (Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 12, stk.
1, litra d) Artiklens ordlyd adskiller sig dog fra den engelske, som er ”deterioration or
destruction of breeding sites or resting places.” (Directive 92/43/EEC, 1992:art. 12, stk. 1,
litra d). Heraf kan det ses, at ”deterioration” adskiller sig fra den danske version, hvor ordet
er oversat med ”beskadigelse”. Kommissionen har dog fastslået, at man også skal forbyde
forringelse af yngle- og rasteområder (Rudfeld, 2006, pers. komm.). Forbuddet vedrører
kun yngle- og rasteområdet. I det omfang eksempelvis et fourageringsområde også er
et yngle- eller rasteområde, er det også beskyttet (Rudfeld, (ed.), 2005:6). Forringelse, der
skyldes menneskelige handlinger, er forbudt, når der kan fastslås en direkte årsag-virkning
sammenhæng mellem aktiviteten og forringelse af området (Ibid:29). Forringelse, der
skyldes naturlige processer og ikke menneskelige handlinger, er dog ikke omfattet af forbuddet
(Ibid:11f). Gradvis forringelse, der skyldes ophør af menneskelige aktiviteter, eksempelvis
afgræsning med kreaturer, er heller ikke omfattet af forbuddet, da det er undladelse
og ikke en aktiv handling (Ibid:29). Endvidere har Kommissionen fastslået, at der
skal være klar sammenhæng mellem en aktivitet og gradvis forringelse af et yngle- eller rasteområde,
før handlingen er omfattet af forbuddet (Rudfeld, 2006, pers. komm.).
Diskussion af Danmarks implementering af art. 12-beskyttelsen
Selv om parallelopstillingen viser, hvor implementeringen af art. 12 er sket, har det dog
senere vist sig, at denne implementering ikke er tilstrækkelig. Det kan ses af afsnit 9.2.3,
hvor der i høringsbrevet til revision af Habitatbekendtgørelsen nævnes, at revisionen skal
forbedre implementeringen af art. 12. På trods af de fremtidige ændringer i bekendtgørelsen,
når den træder i kraft, er spørgsmålet om, der stadig er foretaget en tilstrækkelig implementering.
Dette skal ses i lyset af undtagelsesbestemmelsen i Artsfredningsbekendtgørelsen
§ 6, stk. 1. Som der er redegjort for i det ovenstående, er der forbud mod forsætligt
drab af bilag IV-arter. En del af klokkefrøens vandhuller i undersøgelsesområdet er beliggende
på intensivt dyrkede marker, derfor kan markarbejde her medføre, at klokkefrøer bliver
dræbt, når de f.eks. vandrer fra vandhullet og til overvintringsstedet. Spørgsmålet er,
om undtagelsesbestemmelsen er i overensstemmelse med Habitatdirektivet. Dette er blevet
diskuteret med både Rudfeld og Pagh. Rudfeld mener, at ”Der skal være en helt klar årsagssammenhæng
mellem en aktivitet og en forringelse/beskadigelse/ødelæggelse, før man
kan sige, at man overskrider artikel 12.” Klokkefrøers vandring og risiko for at blive dræbt
på grund af markbearbejdning blev direkte diskuteret, men bekendtgørelsen vedrører forsætlig
handling, og Rudfeld mener, at det bestemt ikke er ”forsætligt, hvis en landmand
kommer til at køre en frø over ved drift.”. (Rudfeld, 2006, pers. komm.) Pagh er derimod
135

ikke i tvivl om, at Artsfredningsbekendtgørelsen er ”helt åbenbar i modstrid med artikel
12.” I diskussionen om klokkefrøens vandring på intensivt dyrkede marker er hans holdning
også klar. Hvis man burde vide og ikke kun ser, at klokkefrøen vandrer på denne tid
af året i området, er det strafbart at slå klokkefrøen ihjel, og man skal sikre sig, at der ikke
er nogen klokkefrøer inden markarbejde (Pagh, 2006, pers. komm.). Fortolkningen fremgår
også af 5. udkast til Guidance document on the strict protection of animal species of community
interest provided by the ”Habitats” Directive 92/43/EEC:
136
Deliberate actions are to be understood as actions by a person who knows … that his action
will most likely lead to an offence against a species, but he intends the action or consciously
accepts the foreseeable results of his action, even if not intended.
(Commission Services, 2005:38)
På den baggrund burde en landmand kunne straffes, hvis han slår en klokkefrø ihjel ved
markbearbejdning under dens vandring. Ifølge Artsfredningsbekendtgørelsen er dette dog
tilladt. Derfor er undtagelsen i § 6, stk. 1 et væsentligt problem for klokkefrø.
Undtagelsesbestemmelsen i Artsfredningsbekendtgørelsen kan dog accepteres, hvis den
svarer til undtagelsesbestemmelsen i Habitatdirektivets art. 16, stk. 1:
Hvis der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af
den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde, kan medlemsstaterne
fravige bestemmelserne i artikel 12, 13, 14 og 15, litra a) og b):
a) for at beskytte vilde dyr og planter og bevare naturtyperne
b) for at forhindre alvorlig skade navnlig på afgrøder, besætning, skove, fiskeri, vand og andre
former for ejendom
c) af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller af andre bydende nødvendige hensyn
til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social og økonomisk art, og hensyn til væsentlige
gavnlige virkninger på miljøet
d) med henblik på forskning og undervisning, genopretning af en bestand, genudsætning af disse
arter og opdræt med henblik herpå, herunder kunstig opformering af planter
e) for under omhyggeligt kontrollerede betingelser selektivt og i begrænset omfang at tillade
indsamling eller opbevaring af enheder af de arter, der er nævnt i bilag IV, i et antal, der er begrænset
og specificeret af de kompetente nationale myndigheder.
(Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 16, stk. 1)
Det er dog tvivlsomt, om dette er intentionen med undtagelsesbestemmelsen i bekendtgørelsen,
da art. 16, stk. 2 kræver, at medlemslandene hvert år sender
… en rapport til Kommissionen efter den model, som udvalget fastlægger, om fravigelserne efter
stk. 1. Kommissionen udtaler sig om fravigelserne inden for højst tolv måneder efter modtagelsen
af rapporten og underretter udvalget.
(Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 16, stk. 2)
Danmark sender dog en rapport til Kommission, men den omhandler kun de aktiviteter,
som kræver tilladelse (Rudfeld, 2006, pers. komm.), og i dette tilfælde er almindelig jordbearbejdning
ikke inkluderet. Derfor må undtagelsesbestemmelsen opfattes som et brud på

Habitatdirektivet, da det ikke sikrer en tilstrækkelig beskyttelse af klokkefrø, som der kræves
i art. 12, stk. 1, litra a.
Art. 12 beskytter ikke kun klokkefrøen i forbindelse med dens vandring, hvor forsætligt
drab ikke må finde sted, men i henhold til art. 12, stk. 1, litra d er der forbud mod ”beskadigelse
eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder.” (Dir. 92/43/EØF, 1992:art. 12, stk.
1, litra d) Som der er redegjort for under artsbeskrivelsen af klokkefrø, blev der i en undersøgelse
fundet pesticidrester i alle undersøgte vandhuller. Tilførsel af pesticider, uanset om
det er forsætligt eller uforsætligt, er forbudt jf. ovenstående bestemmelser. Derfor er det
nødvendigt med indgreb overfor sådanne aktiviteter. Allerede nu er der i henhold § 27 i
Miljøbeskyttelsesloven forbud mod at tilføre forurenende stoffer til søer (Bkg. nr. 753,
2001:§ 27). Derfor er Habitatdirektivets bestemmelse implementeret i den nationale lovgivning,
og dermed er det muligt at gribe ind overfor sådanne aktiviteter.
Den manglende implementering af art. 12 i dansk lovgivning har også konsekvenser for
beskyttelsen af odderen i undersøgelsesområdet. Artiklen trådte i kraft to år efter direktivets
vedtagelse. Den seneste officielle observation af odder i Vestsjællands skete i 1996.
Derfor var beskyttelsen i art. 12, stk. 1, litra d gældende på det tidspunkt. Amtet har imidlertid
foretaget vandløbsvedligeholdelse, og selv om vandløbsvedligeholdelsen i stigende
grad inddrager naturhensyn, er der ikke foretaget revision af vandløbsregulativerne, efter
odderen sidst blev fundet på Sjælland i 1996. Endvidere udtalte Byrnak, at der i forbindelse
med vedligeholdelsen ikke tages specielt hensyn til odderen. (Byrnak, 2006, pers. komm.)
Det er vanskeligt at vurdere, om amtets vandløbsvedligeholdelse beskadiger eller ødelægger
yngle- og rasteområder. Selv om der ikke er foretaget en implementering af art. 12 i
dansk lovgivning, er amtet dog direkte forpligtet af direktivets bestemmelser, hvorfor de
ikke må beskadige eller ødelægge vandløbene som yngle- og rasteområder.
Selv om art. 12 ikke kræver aktive bevaringsforanstaltninger for at sikre gunstig bevaringsstatus,
kan det i henhold til direktivets art. 6, stk. 1 være nødvendigt for at opretholde eller
genoprette en gunstig bevaringsstatus for arterne i habitatområderne. Disse bevaringsforanstaltninger
er ikke udelukkende afgrænset til habitatområderne. Som der er redegjort for i
kapitel 3, kan det være vigtigt for populationer, at de indgår i en metapopulationsstruktur,
hvor individer af en given art har mulighed for at sprede sig mellem subpopulationerne.
Derfor kan det være nødvendigt at iværksætte foranstaltninger udenfor habitatområderne
for at kunne opnå gunstig bevaringsstatus for arterne i habitatområderne, hvor de fremgår
af udpegningsgrundlaget.
137

Opsummering
Som der er redegjort for, har selve implementeringen af Habitatdirektivet i Danmark været
både langsommelig og mangelfuld og på baggrund af Kommissionens seneste åbningsskrivelse,
må det konstateres, at implementeringen stadig ikke er tilstrækkelig. Endvidere er
udpegningen af habitatområder ikke sket i overensstemmelse med Habitatdirektivets retningslinier,
og det har negativ indvirkning på muligheden for at sikre klokkefrø og odder
gunstig bevaringsstatus. Derudover er Danmarks implementering af Habitatdirektivets art.
12 heller ikke tilstrækkelig, og det har især negative konsekvenser for klokkefrø men også
for odder. Samlet set er der et stykke endnu, før Habitatdirektivet er implementeret korrekt,
og dermed kan fungere som et effektivt redskab til artsbevarelse. I det følgende afsnit undersøges
det, hvorfor der har været disse implementeringsproblemer, og hvori de består.
9.3 Forvaltningsmæssige barrierer i forhold til direktivets implementering
Med afsæt i de overstående afsnit og det samfundsvidenskabelige teoretiske grundlag, har
denne analysedel til formål at undersøge, hvilke forvaltningsmæssige barrierer, der ligger
til grund for problemerne med at implementere Habitatdirektivet. Teorierne anvendes både
som vidensgrundlag og til at strukturere analysen. Analyseresultatet anvendes senere som
et led i udarbejdelsen af forslag til forbedrende foranstaltninger, som kan bidrage til at sikre
odderen og klokkefrøen en gunstig bevaringsstatus, jf. kapitel 10.
Forskelle mellem de danske forvaltningsrationaler og Habitatdirektivet: I afsnittene
om udviklingen i dansk naturpolitik før Habitatdirektivets vedtagelse og Danmarks implementering
af dette, fremgår det, at de forvaltningsmæssige rationaler, som direktivet lægger
op, er væsentligt forskellige fra de rationaler, der har karakteriseret den hidtidige forvaltning.
Nogle af disse forskelle er sammenfattet i skema 9.1.
Skema 9.1: Forskelle mellem den hidtidige danske naturforvaltning og Habitatdirektivet på udvalgte områder.
Af skemaet fremgår det, at Naturbeskyttelseslovens § 3 er et passivt arealbeskyttelsesredskab,
som er en erstatningsfri og generel reguleringsform, mens Habitatdirektivet stiller
krav om en aktiv forvaltning, der kan udløse erstatning som følge af rådighedsindskrænkning
i arealanvendelse. I det omfang, det er nødvendigt med en aktiv forvaltning for at sikre
gunstig bevaringsstatus, kan Habitatdirektivet således medføre en væsentlig ændring af
138
Reguleringsform § 3-beskyttelse Habitatdirektivet
Hidtidige aktiviteter Ingen begrænsning Skal reguleres, hvis de har væ-
Aktive bevaringsforanstaltninger
sentlig negativ indvirkning
Ikke nødvendigt Skal foretages, hvis det er nødvendigt
for at opnå gunstig bevaringsstatus
Regulering Erstatningsfri regulering Regulering kan være nødvendig
og kan medføre erstatning
Påvirkning af et beskyttet om- Reguleres ikke Skal reguleres, hvis det har væråde
udefra
sentlig negativ indvirkning

den hidtidige danske naturbeskyttelsestradition. Dette kan dog først endeligt afgøres, når
der i 2009 er udarbejdet Natura 2000-planer for habitatområderne. Pga. de store forskelle
mellem § 3-beskyttelsen og Habitatdirektivet er det bemærkelsesværdigt, at Skov- og Naturstyrelsens
udmelding efter direktivets vedtagelse var, at den hidtidige lovgivning, bl.a. §
3-beskyttelsen, var tilstrækkelig til at opfylde direktivets bestemmelser, og implementeringen
således ikke ville medføre omvæltninger i den førte naturbeskyttelsespolitik.
Habitatdirektivets bestemmelser om artsbeskyttelse er også i væsentlig grad forskellige fra
den hidtidige danske beskyttelsestradition. Den danske artsbeskyttelse har generelt været
passiv og kun for enkelte arter har beskyttelsen været aktiv, eksempelvis ved udarbejdelse
af forvaltningsplaner for bl.a. odder, laks og rød glente. Den generelle § 3-beskyttelse er
med til at beskytte arters habitater, men når der ikke stilles krav om aktive bevaringsforanstaltninger,
kan der forekomme en løbende forringelse af dem. Habitatdirektivets krav om
aktive bevaringsforanstaltninger for bilag II-arter i habitatområder, hvor de fremgår af udpegningsgrundlaget,
kan derimod bidrage til beskyttelsen af deres habitater. For bilag IVarter
er beskyttelsen dog passiv, men forbudsbestemmelserne i art. 12 er strengere end den
hidtidige danske beskyttelse. Det ses eksempelvis ved forbudet mod ”…beskadigelse eller
ødelæggelse af yngle- eller rasteområder…”, hvor også uforsætlige handlinger er forbudt
(Dir. 92/43/EØF, 1992: art. 12, stk. 1, litra d).
Sporafhængighed som årsag til implementeringsproblemerne: Habitatdirektivets bestemmelser
repræsenterer formelt set et radikalt brud med den hidtidige danske forvaltningspraksis
på naturbeskyttelsesområdet. Direktivet har også i nogen grad resulteret i forvaltningsmæssige
forandringer, men det er gået langsomt, og det er tvivlsomt, om de har
været tilstrækkelige til at gøre en væsentlig forskel i beskyttelsen af arter og naturtyper.
Årsagen hertil kan være, at direktivets bestemmelser så vidt muligt tilpasses den hidtidige
forvaltningspraksis og således tvinges ind på en i forvejen udlagt udviklingsvej, skabt af
institutioner.
Tidligere forvaltningsmæssige handlinger og prioriteringer har derved sat spor i måden,
hvorpå direktivet er implementeret i dansk lovgivning samt i den praktiske håndtering af
dets bestemmelser. Dette kan betegnes som sporafhængige handlinger i og med, at de i en
vis udstrækning er historisk betingede. Eksempelvis er der i dansk naturforvaltning tradition
for, at forskellige samfundsmæssige hensyn afvejes i planlægningen inden der træffes
beslutninger om at udlægge nye naturområder (Agger, et al., 2005: 17). Denne traditionsbundne
tænkning kan genfindes i udpegningen af habitatområder, hvor der i nogen grad er
inddraget andre hensyn end rent biologiske til trods for direktivets krav om det modsatte.
139

Som der endvidere er redegjort for gennem diskussionen af udpegningen i Danmark, blev
lodsejerne vildledt, da de blev orienteret om, at udpegningen ikke ville medføre begrænsninger
i den hidtidige arealanvendelse. Dette er fuldt ud i overensstemmelse med tankegangen
bag § 3-beskyttelsen, men bestemt ikke i forhold til Habitatdirektivets art. 6, stk. 2.
Erkendelsen af, at det kunne blive nødvendigt at begrænse lodsejernes hidtidige arealanvendelse,
var tilsyneladende fraværende på daværende tidspunkt. Om dette var en bevist
vildledning eller byggede på en fejlfortolkning af art. 6 er svært at sige. Dog er det Winters
hypotese, at offentlige myndigheder ofte har modvilje mod at ændre traditioner og rutiner
samt tilhørsforhold til tidligere etablerede politikker, der evt. er i konflikt med nye. Han
peger ligeledes på, at loyalitet til traditionelle samarbejdspartnere, f.eks. interessegrupper,
også spiller en rolle i den forbindelse. Således kan der fra myndighedernes side have været
frygt for, at en ”korrekt” udlægning af art. 6’s rækkevidde ville blive opfattet som en trussel
mod landbrugsinteresser, hvilket kan være forklaringen på nedtoningen af dens betydning.
Endvidere kan dette tolkes som adfærd i henhold til en passendehedslogik på baggrund
af loyalitet til traditionelle samarbejdspartnere såsom landbrugsorganisationer m.fl.
Den traditionsbundne og rutineprægede forvaltningspraksis har haft betydelige negative
konsekvenser for klokkefrøpopulationerne på Østfyn, fordi der ikke foretages naturforbedrende
reguleringstiltag af de intensivt dyrkede arealer imellem deres habitatområder til
trods for Habitatdirektivets krav om det modsatte i art. 6, stk. 2. § 3-beskyttelsen har længe
været et meget afgørende led i den danske naturbeskyttelse og er det stadig i dag. I § 3områder
er der som tidligere nævnt ikke krav om en aktiv forvaltning, og aktiviteter udenfor
§ 3-områder, der har en skadelig virkning på selve det § 3 beskyttede område, reguleres
normalt ikke som led i beskyttelsesindsatsen. I øvrigt ”sejler” forvaltningen af § 3områder,
fordi registreringen er særdeles mangelfuld og overvågning samt håndhævelse af
paragraffen kun eksisterer i ringe grad (Agger, 2007, pers. komm.). Dette ændres formentligt
med Habitatdirektivets endelige implementering, fordi der i art. 6, stk. 1 stilles krav om
aktive bevaringsforanstaltninger, og det kan derfor blive nødvendigt at iværksætte nye foranstaltninger
udenfor selve habitatområderne.
Nogle af de rutiner og traditioner, der stadig karakteriserer dansk naturforvaltning, er anskueliggjort
gennem fremstillingen af § 3-beskyttelsen i skema 9.1. På den baggrund er det
tydeligt, at Habitatdirektivets rækkevidde og de deraf påkrævede forandringer af forvaltningspraksis,
endnu ikke i fuldt omfang er blevet erkendt af politikkerne. Det kan bl.a. ses
ved tildelingen af MVJ-støtte, som det i dag primært kun er muligt at modtage indenfor
Natura 2000-områder. Dette er et eksempel på, at politikkerne ikke har forstået nødvendigheden
af forvaltningsmæssige tiltag udenfor områderne for at kunne sikre en art som klokkefrø
en gunstig bevaringsstatus. Den manglende politiske opbakning til modulation af
landbrugsstøtteordningerne er ligeledes et eksempel på en traditionel hensyntagen til land-
140

ugets kortsigtede økonomiske interesser. Derved hindres en mulig overførsel af midler
fra landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet, som MVJ-ordningen hører under.
Ovenstående eksempler viser, at de ændringer af den danske naturforvaltningstradition,
som direktivet på mange måder lægger op til skal ske, indtil videre er udeblevet. I et nyinstitutionelt
perspektiv kan dette forklares med, at de hidtidige forvaltningsmæssige traditioner
udgør et i forvejen udlagt spor, der styrer udviklingen i en bestemt retning og indirekte
begrænser handlingsrummet. Sporafhængigheden kan betegnes som en institutionel barriere,
der bevirker, at direktivet implementeres på en sådan måde, at det tilpasses de hidtidige
regler, rutiner og traditioner på naturforvaltningsområdet, og dette til trods for de betydelige
forskelle mellem den hidtidige danske forvaltningspraksis og tankegangen bag
Habitatdirektivets bestemmelser, jf. skema 9.1. Dette afstedkommer, at de forandringer af
dansk forvaltningspraksis, som direktivet både direkte og indirekte lægger op til for at bevare
arter og naturtyper, ikke sker eller sker meget langsomt.
Manglende relation mellem mål og midler: Det må formodes, at Skov- og Naturstyrelsens
tidlige udmelding om, at Habitatdirektivets implementering ikke krævede ændringer i
dansk lovgivning og naturpolitik, har haft indflydelse på tildelingen af ressourcer til implementeringen
af direktivet. Formodningen bygger på det forvaltningsmæssige rationale,
at hvis direktivet ikke medfører nogle ændringer, er det heller ikke nødvendigt at tildele
ekstra ressourcer til f.eks. Skov- og Naturstyrelsen, når direktivet skal implementeres.
Udmeldingen vækker undren i og med, at det er en uafviselig forudsætning for at kunne
udpege de mest relevante habitatområder, at der inden udpegningen foreligger en tilstrækkelig
viden om naturtyper og arter samt deres habitater. Som der tidligere er redegjort for,
er viden om den terrestriske natur i Danmark mangelfuld, da der hidtil ikke har været udpræget
tradition for systematisk overvågning af denne del af naturen. Dette forhold er i sig
selv en institutionel barriere for implementeringen af direktivet. Da monitering ofte er en
meget ressourcekrævende opgave, kan utilstrækkelige økonomiske ressourcer afsat til dette
formål være ensbetydende med manglende viden om arter, naturtyper og deres udbredelse.
Dette menes at være en væsentlig årsag til problemerne i forhold til udpegningsprocessen
og den omfattende kritik af selve udpegningerne.
Mazmanian & Sabatier peger i den forbindelse på vigtigheden af et tilstrækkeligt økonomisk
grundlag i den indledende fase af implementeringsprocessen, hvis målsætningen skal
nås og mener endvidere, at mængden af ressourcer, der allokeres til en implementering, er
en vigtig indikator på den politiske opbakning. Hvis denne antagelse er korrekt, må det anses
som et problem både i forhold til implementeringsprocessen og muligheden for en realisering
af direktivets mål, at EU’s LIFE-midler er de eneste midler, der på fællesskabsniveau
afsættes til naturbeskyttelse med direkte henvisning til Habitatdirektivet. I det samle-
141

de billede er disse midler fuldstændig utilstrækkelige. Som tidligere nævnt er det derudover
tvivlsomt, om der på nationalt niveau er afsat tilstrækkelige ressourcer til både at beskytte
Natura 2000 og områderne udenfor på ordentlig vis. Det er højest utænkeligt, at dette
vil blive ændret set i lyset af, at folketinget for nyligt afviste muligheden for modulation
af landbrugsstøtten.
Regeringens prioritering af Natura 2000-områder i beskyttelsesindsatsen og derigennem
målretningen økonomiske midler hertil bevirker, at beskyttelsen af naturen udenfor disse
områder nedprioriteres. Dette indebærer en risiko for en opdeling af naturen i en A- og en
B-natur til trods for, at tanken med Natura 2000-netværket er at skabe økologisk sammenhæng
mellem naturområder. Derved bliver det f.eks. vanskeligere at sikre sammenhæng
mellem klokkefrøens todelte habitatområde, så den kan spredes her imellem, da dette vil
kræve naturmæssige forbedringer udenfor områderne. Den manglende politiske erkendelse
af nødvendigheden af naturforbedrende tiltag udenfor habitatområderne indikerer, at den
danske implementering af direktivet ikke bygger på en gyldig kausal teori om, hvordan
målet om opretholdelse eller genetablering af en gunstig bevaringsstatus realiseres. Ifølge
Mazmanian & Sabatier er et utilstrækkeligt kausalt grundlag, her i form af en manglende
relation mellem mål og midler, ofte årsag til implementeringsfiaskoer.
I forbindelse med ovenstående må Habitatdirektivets art. 3 stk. 1 om oprettelse af Natura
2000-netværket, art. 6 stk. 1 om aktive bevaringsforanstaltninger og art. 10 om styrkelse af
økologiske sammenhænge i Natura 2000-netværket anses som et udtryk for, at direktivet
bygger på en eksplicit kausal teori om, hvad der skal prioriteres, hvis direktivets mål skal
nås. Direktivet bygger således på en økosystemtilgang, hvor der ikke skelnes mellem miljø-
og naturbeskyttelse, som der ellers er tradition for i den danske miljøforvaltning. På den
baggrund virker det som om, at relationen mellem mål og midler, langt hen ad vejen i implementeringsprocessen,
er blevet fornægtet eller ikke i tilstrækkelig grad er blevet forstået
af de politiske beslutningstagere og embedsmændene. Dette afspejles tillige af den tidlige
udmelding fra Skov- og Naturstyrelsen om dansk lovs tilstrækkelighed i forhold til implementeringen
af direktivets bestemmelser.
Implementeringens symbolpolitiske karakter: Habitatdirektivet er fremkommet i begyndelsen
af 1990’erne, hvor bæredygtighedsbegrebet var blevet institutionaliseret med
Brundtland-rapporten. Endvidere er direktivet EU’s bidrag til på fællesskabsniveau at leve
op til Bern- og Biodiversitetskonventionen. Gennem direktivets vedtagelse har EU’s politikere
vist en reel vilje til at bevare Europas biologiske mangfoldighed.
På det nationale niveau står det dog noget mere sløjt til og i lyset af problemerne med den
danske implementering af direktivet, virker det som om, den reelle politiske vilje til at effektuere
direktivets bestemmelser og opnå dets mål ikke er til stede i Danmark. Derimod
142

virker det som om, at det vigtigste for den danske stat er en minimal implementering dvs.
at implementere Habitatdirektivet, så der lige nøjagtig undgås en sag ved EF-Domstolen.
Sat på spidsen kan man sige, at der demonstreres en vilje til at handle frem for at handle i
praksis, hvilket betyder, at målsætningen om sikring eller etablering af en gunstig bevaringsstatus
for arter og naturtyper sættes i baggrunden. Derved får den hidtidige danske politik
i forhold til bevarelse af biodiversitet nærmest en symbolsk karakter.
Den danske minimumsopfyldelse af direktivets bestemmelser ses bl.a. i forbindelse med
udpegningen af habitatområder, hvor der kun er udpeget det mindst mulige areal, og at der
fra de ansvarlige myndigheders side argumenteres for, at Natura 2000-planerne først skal
være udarbejdet i 2009 og ikke i 2004, som var den oprindelige deadline i henhold til direktivet.
Forsinkelsen i forhold til udarbejdelsen af Natura 2000-planer resulterer, i samspil
med strukturreformen, i en form for forvaltningsmæssigt ”tomrum”, hvor planlægningen
nærmest ligger stille, hvilket ikke ligefrem afspejler engagement i forhold til at løse problemerne
omkring tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed. I den forbindelse antager
Winter, at det er usandsynligt, at en implementering bliver en succes, hvis politikken
alene adopteres af symbolske årsager. For politikkerne er succeskriteriet derved ændret til
at undgå påtale fra EU frem for at sikre bevarelsen af arter og naturtyper. I så fald er der tale
om en demonstration af holdninger til problemet med sigte på at opnå legitimitet i forhold
til EU og den danske befolkning.
Interessekonflikter og koordineringsvanskeligheder: Da lokaliteter skulle foreslås
Kommissionen som mulige habitatområder, deltog amterne aktivt til at begynde med, men
senere ændres deltagelsen og blev forholdsvis passiv (Rudfeld, 2006, pers. komm.). Dette
skyldtes muligvis, at man med Habitatdirektivet i højere grad bevægede sig ind på produktionsarealer
som enge og overdrev. Amtsrådsforeningen var på daværende tidspunkt domineret
af medlemmer med tilknytning til partiet Venstre, hvilket kan være en forklaring på
det manglende medspil fra amterne i forbindelse med udpegningen i 1995. I et nyinstitutionelt
perspektiv kan Amtsrådsforeningens passivitet således ses som en følge af en passendehedslogik
i henhold til varetagelsen af landbrugets interesser, hvilket der dog ikke er tilstrækkeligt
empirisk belæg for at kunne konkludere.
Ved udpegningen af habitatområdet for klokkefrø på Østfyn anførte Kåre Fog, at der burde
udpeges et samlet område for klokkefrø, men det skete dog ikke (Fog, 2006, pers. komm.).
Fog har stort kendskab til populationernes spredningsdynamik og ved, at det er nødvendigt
med ét samlet habitatområde for at kunne forvalte klokkefrøen ordentligt på Østfyn. Som
biolog og paddeekspert varetager han således naturens interesser, når han udtaler sig. Dette
afspejler en større loyalitet overfor det konkrete mål om at sikre klokkefrøen en gunstig
bevaringsstatus end eksempelvis at varetage landbrugsmæssige hensyn. Skov- og Naturstyrelsen
har derimod ikke ønsket eller haft mulighed for at udpege et samlet område for de to
143

klokkefrøpopulationer. Forklaringen på dette kan være, at styrelsen skal agere indenfor en
bestemt politisk ramme og varetage mange forskellige og ofte modstridende interesser,
hvilket begrænser deres handlemuligheder.
Skov- og Naturstyrelsen varetager den overordnede forvaltning af habitatområder, mens
MVJ-ordningen hører under Fødevareministeriet. Styrelsen har gjort ministeriet opmærksom
på problemet med, at der ikke er mulighed for at modtage MVJ-støtte udenfor Natura
2000-områder (Rudfeld, 2006, pers. komm.). Dermed modarbejder de to forvaltninger hinandens
mål i denne sag, hvor Skov- og Naturstyrelsen primært skal varetage naturens interesser,
mens Fødevareministeriet i højere grad skal varetage landbrugets interesser. Winter
peger i den sammenhæng på, at private organisationer såvel som de forskellige offentlige
myndigheder ofte har forskellige interesser at varetage, og dette kan medføre koordinationsproblemer,
forsinkelser, implementeringsfiaskoer og uhensigtsmæssig anvendelse af offentlige
midler. Endvidere ses også, at Fødevareministeriet i højere grad end Skov- og Naturstyrelsen
varetager landbrugets kortsigtede økonomiske interesser. Dette viser en traditionel
tankegang i ministeriet, hvor der ikke sker en sammentænkning af natur og landbrug,
selvom f.eks. kreaturafgræsning omkring klokkefrøens vandhuller nødvendiggør et aktivt
medspil fra Fødevareministeriet og landbrugets interesseorganisationer. Derved repræsenterer
Skov- og Naturstyrelsen og Fødevareministeriet modstridende interesser i denne sag,
hvilket udgør en institutionel barriere for, at klokkefrøen kan sikres en gunstig bevaringsstatus
på Østfyn.
Derudover kan det ifølge March & Olsen være vanskeligt for ansatte f.eks. indenfor Fødevareministeriet
at bryde med de rutiner, traditioner og omverdensforståelser, der hersker
indenfor ministeriet, også når de er uenige i den førte politik. De ansatte påtvinges eller tilpasser
sig nemlig efterhånden ministeriets interne passendehedslogik og hvis en ansat bryder
med de faste spilleregler, kan konsekvensen være fratagelse af opgaver eller fyring.
Socioøkonomiske- og jordbrugsmæssige faktorers betydning for implementeringen:
Annita Svendsen oplyste, at Østfyn er meget intensivt dyrket, og derfor er det svært at ekstensivere
landbrugsdriften. Udbetaling af erstatninger til landmænd i området, som følge af
rådighedsindskrænkninger, er således en meget omkostningstung opgave, hvilket gør at der
sjældent stilles direkte krav om ekstensivering for at sikre klokkefrøens bevaring. (Svendsen,
2006, pers. komm.) Dette er sammenfaldende med Mazmanian & Sabatiers forklaringsramme,
hvor de redegør for sammenfaldet mellem en implementerings succes og størrelsen
af de økonomiske omkostninger ved gennemførelsen af implementeringen. På den
baggrund kan det blive vanskeligt at ekstensivere landbrugsdriften på Østfyn, fordi det kan
få betydelige økonomiske konsekvenser både for de berørte landmænd og myndighederne.
Det skyldes den erstatningsforpligtigelse, der er indskrevet i Naturbeskyttelseslovens § 19f.
144

Således kan socioøkonomiske forhold på Østfyn udgøre en barriere for, at klokkefrøen kan
sikres en gunstig bevaringsstatus.
Det modsatte er imidlertid tilfældet for odderen i undersøgelsesområdet på Vestsjælland.
Her er områderne mange steder allerede ekstensivt drevet, og derfor er det mindre omkostningskrævende
at gennemføre forbedrende foranstaltninger, eksempelvis ved at udlægge
flere forstyrrelsesfrie zoner i området. Dette øger teoretisk set mulighederne for en succesfuld
implementering af Habitatdirektivet i Vestsjælland til gavn for odderen, hvis den altså
stadig forekommer i området.
9.4 Delkonklusion
På baggrund af ovenstående analyser kan det konkluderes, at implementeringen af Habitatdirektivets
bestemmelser i dansk lovgivning har været langsommelig og ufuldstændig. Det
skyldes, at udpegningen af habitatområder ikke fuldt ud er sket i overensstemmelse med
direktivets retningslinier, da Skov- og Naturstyrelsen også har lagt andre hensyn til grund
for udpegningen end rent biologiske. Endvidere er art. 12 implementeret således, at den ikke
i tilstrækkeligt omfang formår at beskytte klokkefrøen mod drab ved markbearbejdning
eller odderen mod forstyrrelser og beskadigelser af yngle- og rasteområder.
Problemerne skyldes i høj grad en væsentlig forskel mellem den hidtidige danske naturbeskyttelsestradition
og de beskyttelsesmæssige rationaler, som direktivet hviler på. Sporafhængighed
i form af traditioner har således udgjort en institutionel barriere for den danske
implementering af direktivet og har derved været en medvirkende årsag til implementeringsproblemerne,
hvilket igen udgør en barriere i forhold til bevarelsen af truede arter på
direktivets bilag II og IV. I den forbindelse kan det konkluderes, at nogle af implementeringsproblemerne
bunder i mangel på politisk forståelse for eller lyst til at erkende Habitatdirektivets
reelle rækkevidde og afledt deraf en mangel på konvergens mellem mål og
midler, hvorved implementeringen nærmest får en symbolpolitisk karakter. Implementeringen
har tillige både internt i forvaltningsapparatet og gennem interesseorganisationer
været præget af interessekonflikter, hvor det f.eks. er søgt at varetage landbrugets interesser.
Afledt deraf kan det endvidere konkluderes, at socioøkonomiske forhold i de enkelte
kommuner og tidligere amter også har haft indflydelse på direktivets implementering. Dette
har f.eks. gjort sig gældende ved udpegningen og afgrænsningen af habitatområder, hvor
det i vid udstrækning er søgt ikke at skade lokale økonomiske interesser eksempelvis i forbindelse
med landbrugsproduktion.
Der er således primært fundet væsentlige forvaltningsmæssige barrierer for klokkefrøens
mulighed for at opnå en gunstig bevaringsstatus på Østfyn. Dette skyldes hovedsageligt, at
habitatområdet er todelt med intensivt dyrkede marker imellem, hvilket fragmenterer klokkefrøens
habitater og vanskeliggør forvaltningen af det samlede område pga. interessekon-
145

flikter omkring arealanvendelsen. I forhold til forvaltningen af habitatområderne i Vestsjælland
er der ikke fundet de helt store barrierer, da der er god konnektivitet mellem de tre
habitatområder, og der endvidere findes mange naturområder samt ekstensive landbrugsområder
langs områdets vandløb, som imødekommer odderens habitatkrav. Dog er det et
forvaltningsmæssigt problem, i forhold til at leve op til Habitatdirektivets bestemmelser, at
der ikke tages særligt hensyn til odderen i amtets vandløbsvedligeholdelse, og at odderen
måske allerede er forsvundet fra de områder, hvor den fremgår af udpegningsgrundlaget,
hvilket måske kan berettige en udsætning af individer.
Afslutningsvis må det dog påpeges, at det på ingen måde kan udelukkes, at der også findes
andre årsager til problemerne med at implementere Habitatdirektivet og beskytte naturen.
Eksempelvis i forhold til; incitamentsproblemer, strukturreformen, konkurrence om ressourcer
fra andre politikområder, befolkningens og mediernes svingende interesse for naturbeskyttelse
eller manglende borgerinddragelse i en meget top-down-præget implementeringsproces.
Imidlertid er der ikke et tilstrækkeligt empirisk og teoretisk grundlag i denne
undersøgelse til at drage gyldige konklusioner omkring disse eller andre potentielle forhold,
hvorfor de ikke er inddraget i analyserne.
Gennem kapitlets analyser og konklusion er anden del af problemformuleringen besvaret.
Det følgende kapitel omhandler konkrete forslag og anbefalinger til forbedrende foranstaltninger,
som kan bidrage til, at odderen og klokkefrøen kan opnå en gunstig bevaringsstatus
i henholdsvis Vestsjælland og på Østfyn.
146

10 FORBEDRENDE FORANSTALTNINGER
Formålet med dette kapitel er at opstille anbefalinger og konkrete forslag til forbedrende
foranstaltninger, der kan bidrage til at sikre odder og klokkefrø en gunstig bevaringsstatus i
de undersøgte habitatområder og derved besvare sidste del af problemformuleringen. Der
tages afsæt i de genererede analyseresultater fra henholdsvis kapitel 7 om landskabelige
barriere, kapitel 8 om gunstig bevaringsstatus og kapitel 9 om forvaltningsmæssige barrierer.
Forslagene tager både udgangspunkt i naturforbedrende og forvaltningsmæssige tiltag.
Kapitlet er struktureret således, at der først præsenteres og argumenteres for forslag med
sigte på at øge odderens muligheder for at opnå en gunstig bevaringsstatus i Vestsjælland
og tilsvarende følger forslag med sigte på at forbedre klokkefrøens muligheder for at opnå
en gunstig bevaringsstatus på Østfyn. Afslutningsvis sammenfattes de væsentligste forslag
til at sikre arternes bevaring i habitatområderne i en delkonklusion. Perspektiverne for en
realisering af forslagene diskuteres yderligere i projektets perspektivering, jf. kapitel 12.
10.1 Forbedrende foranstaltninger til odderens bevarelse i Vestsjælland
Analysen af landskabelige barrierer for opfyldelsen af odderens habitat- og spredningskrav
har vist, at der kun findes få barrierer af en sådan karakter. I forhold til vurderingen af odderens
bevaringsstatus har det til gengæld vist sig, at den væsentligste barriere for at sikre
den en gunstig bevaringsstatus i Vestsjælland er for få eller ingen individer. Nedenstående
forslag til forbedrende foranstaltninger vil derfor først og fremmest rette sig mod tiltag, der
kan forøge individantallet og derefter tiltag med sigte på at forbedre habitatkvaliteten og
konnektiviteten på de lokaliteter, hvor der er fundet behov for dette. I den forbindelse er
indsatsområderne markeret på kortbilag nr. 18.
Forøgelse af individantallet: Det væsentligste kriterium, for at odderen kan opnå en gunstig
bevaringsstatus i de tre habitatområder, er at den stadig forekommer i Vestsjælland. Til
trods for manglen på afgørende beviser herfor har der dog været en stærk indikation på
dens eksistens i området som et resultat af Danmarks Naturfredningsforenings odderregistreringsprojekt
i 2006. Hvis odderen stadig findes i området, er den dog isoleret og forekommer
i en meget lille population. En isoleret population, der blot udgøres af få individer,
kan have svært ved at reetablere sig ved egen kraft. Derfor anbefales en udsætning af oddere
i periferien af de bedst egnede lokaliteter i habitatområderne, f.eks. i Lille Åmose og
Saltbæk Vig. Dette bør iværksættes hurtigst muligt, da der derved kan drages nytte af en
evt. eksisterende genpulje i form af tilbageværende individer.
I et notat fra 1984 har det daværende Naturfredningsråd opstillet otte principielle kriterier,
der bør være opfyldt, før udsætning af en art realiseres. Kriterierne er gengivet i et notat fra
Naturrådet fra 1998 om genindførelse af bæver i Danmark (Agger & Baagøe, 1998:3). I
147

nedenstående boks er kriterierne listet, og det diskuteres efterfølgende, om de i tilstrækkelig
grad er opfyldt, til en udsætning af odder i området kan realiseres på dette grundlag.
Kriterierne for en udsætning vurderes til at være tilstrækkeligt opfyldt i og med, at den europæiske
odder er en naturlig hjemmehørende art, og årsagen til dens tilbagegang er relativt
velbelyst. Endvidere er populationsbegrænsende faktorer i habitatområderne blevet belyst
bl.a. gennem nærværende undersøgelse, der viser, at habitatkvaliteten og konnektiviteten
i store dele af det samlede område modsvarer odderens krav og skaber de rette livsbetingelser
for en odderpopulation. Antallet af egnede habitater er derfor generelt set ikke en
begrænsende faktor for en udsætning. Der findes dog en væsentlig populationsbegrænsende
faktor i forhold til områdets potentielle bærekapacitet i form af manglen på vandområder
i Store Åmose, et problem der vendes tilbage til senere i kapitlet.
En naturlig indvandring af odderen til Sjælland er meget usandsynligt, da Storbælt udgør
en uigennemtrængelig barriere for odderens indvandring fra Jylland (Madsen, 2006a, pers.
komm.). Indvandring fra Sverige antages ligeledes som urealistisk, da odderen stort set ikke
længere findes i Skåne og er sjælden i den resterende del af landet. Derudover udgør
Øresund i sig selv en væsentlig spredningsbarriere (Randi, et al., 2003:1ff). Derved er udsætning
af odder en nødvendig foranstaltning for at øge antallet af individer.
Det er endvidere muligt at skaffe individer uden at skade andre populationer, da Ferskvandscentret
i Silkeborg tager sig af tilskadekomne oddere, som derefter genudsættes i naturen
(Hofmeister, 2006, pers. komm.). Ifølge Erik Hofmeister, der er akvariechef på
centret er det dog ikke mange oddere, der indleveres, men antallet er stigende pga. den stadigt
stigende forekomst af odder i Jylland. Derudover vurderer Madsen, at odderpopulationen
i Jylland er blevet så stor og tæt, at der kan skaffes individer herfra ved at indfange
dem i naturen. Der mangler dog stadig eksakt viden om, hvorvidt den sjællandske odder er
tættest beslægtet med den svenske eller jyske odderstamme. Man skal dog så langt op i
Sverige for at finde odderen, at slægtskabet med den sjællandske odderstamme efter alt at
dømme ikke er større her, end det er tilfældet med den jyske. (Madsen, 2007, pers. komm.)
En translokation af oddere fra Jylland til Sjælland anses derfor som den bedste løsning, og
148
• Kun hjemmehørende arter og traditionsmæssigt eller erhvervsmæssigt
betydende arter bør kunne udsættes,
• Årsagen til artens tilbagegang/forsvinden skal være vel belyst,
• Populationsbegrænsende faktorer skal ligeledes være vel belyst,
• Naturlig spredning af arten til lokaliteten skal være usandsynlig,
• Nært beslægtede individer til udsætning skal kunne skaffes,
• Og det skal kunne ske uden at skade den population, hvorfra de tages,
• Artens tilstedeværelse skal kunne accepteres i samfundet,
• Og udgifterne skal kunne holdes nede på et acceptabelt niveau.

viser det sig endvidere, at odderen allerede er forsvundet fra Sjælland, har slægtskabet stort
set ingen betydning, i forhold til valget mellem de to stammer.
Derudover burde odderens tilstedeværelse uden problemer kunne accepteres i samfundet,
da den normalt ikke er til gene for sine omgivelser, tværtimod kan odderens tilstedeværelse
i et område ses som en indikator på en høj naturkvalitet. Den skaber således ingen utilsigtede
negative økologiske effekter for allerede eksisterende vilde arter og deres habitater.
Der kan dog opstå konflikter i forbindelse med dambrug, fordi odderen kan finde på at fouragere
her, men med et fødebehov på 1-1½ kg fisk i døgnet er problemets omfang begrænset.
Desuden ligger næsten alle registrerede dambrug i Jylland, hvilket gør problemstillingen
mindre relevant på Sjælland. En undersøgelse af oddere og dambrug i Danmark fra
2000 konkluderer endvidere, at de generelt ikke udgør en trussel for dambrugenes økonomi.
(Bruun-Schmidt, et al., 2000:79ff) Der kan dog forventes nogen modstand mod en udsætning
af odder fra nogle af områdets fritidsfiskere og få erhvervsfiskere. Det vurderes
dog, at en udsætning ikke skader erhvervsfiskeriets interesser nævneværdigt, og fiskeriet
således kan fortsætte som hidtil under forudsætning af, at der anvendes stopriste. Erfaringerne
fra Danmarks Naturfredningsforenings odderregistreringsprojekt viste endvidere både
en velvillighed blandt mange af lodsejerne mht. at få adgang til deres arealer, men også
en generel modvilje overfor myndighederne (Håkansson, 2007:2 og kortbilag nr. 3). En
stor variation i holdningerne til et udsætningsprojekt må derfor forventes og en mulig
modvilje bør bearbejdes gennem dialog med ejerne af de berørte arealer og andre interessenter.
Dialogen skal fokusere på information om odderens levevis, og derved de relativt få
konsekvenser en udsætning af arten har for den fortsatte anvendelse af arealerne, som primært
udgøres af naturområder og ekstensivt udnyttede arealer.
Endeligt vurderes omkostningerne ved en udsætning samlet set at være overkommelige set
i forhold til den naturmæssige gevinst ved at bringe et af Danmarks største rovdyr tilbage
på Sjælland. Endvidere vil det formodentligt ikke medføre yderligere udgifter i forhold til
odderens efterfølgende eksistens i området, så længe dens levevilkår ikke forringes.
Danmark er juridisk set forpligtiget til at bevare odderen i habitatområderne på grundlag af
Habitatdirektivets bestemmelser. I henhold til DMU’s kriterier for gunstig bevaringsstatus
skal odderen endvidere findes på Sjælland for at have gunstig bevaringsstatus på nationalt
niveau. Uden en udsætning for at reetablere populationen er det således ikke realistisk, at
Danmark kan leve op til direktivets mål om at sikre opretholdelse eller genopretning af en
gunstig bevaringsstatus for odderen i dens naturlige udbredelsesområde.
En udsætning skal i givet fald realiseres af de relevante myndigheder og forskningsinstitutioner,
hvilket primært er Skov- og Naturstyrelsen og DMU. Det kræver dog en politisk beslutning.
Under forudsætning af at der opnås en tilstrækkelig politisk og folkelig opbakning
til et udsætningsprojekt, bør det realiseres som et led i bevarelsen af den biologiske
149

mangfoldighed, så odderen igen kan udgøre en naturlig del af den Sjællandske fauna. Det
vurderes som realistisk, at der enten er eller kan skabes opbakning til en udsætning af odderen
i Vestsjælland bl.a. på baggrund af, at arten allerede findes vildtlevende i den danske
natur, Habitatdirektivets bestemmelser og de positive erfaringer med at genindføre bæveren
på Klosterheden i Jylland efter mere end tusinde års fravær.
Forbedringer af habitatkvaliteten: Store Åmose har et stort potentiale som et fremtidigt
sourcehabitat for en metapopulation af odder. Det er et meget uforstyrret område med en
lav bebyggelsestæthed, ringe infrastruktur og god vandkvalitet, der indikerer et godt fødegrundlag.
Der findes dog en væsentlig barriere for dette områdes egnethed som odderhabitat
i form af for få vådområder, hvilket er forårsaget af tidligere tiders omfattende afvandingsprojekter.
Afvandingen af Åmosen i 1960’erne kan således have været den primære
årsag til, at odderpopulationen formentlig er kollapset og helt eller delvis er forsvundet fra
Vestsjælland i løbet af de seneste fire årtier. At bringe vandet tilbage til naturen er således
essentielt for, at odderen permanent kan genetablere sig her. Derfor anbefales det at hæve
vandstanden markant, så området igen kan karakteriseres som ét stort sammenhængende
moseområde med en mosaikstruktur bestående af vandhuller, småsøer, enge, krat- og
rørskovsområder mv. Der arbejdes allerede på at gennemføre en vandstandshævning i den
østlige del af Store Åmose. I den forbindelse har COWI, i konsulentrapporten Naturgenopretning
i Åmosen, udarbejdet fire scenarier for, hvordan det kan gøres. Scenarierne spænder
fra etableringen af nogle småsøer i landskabet til en næsten total oversvømmelse af store
dele af Åmosen (COWI, 2006:76ff). Omkostningerne ved realiseringen af projektet er
beregnet til at ligge mellem 64 og 109 mio. kr. og er således et meget ressourcekrævende
projekt, der efterhånden er meget langt fremme i planlægningen (Ibid.:142).
Habitatområdet ved Nedre Halleby Å er på nogle strækninger meget smalt og omkranset af
store ensartede dyrkningsflader, og der foregår intensiv dyrkning flere steder næsten direkte
ned til vandløbet. Derudover er bebyggelsen og den trafikale infrastruktur relativt tæt i
denne del af Vestsjælland. Dette bevirker, at der er langt mellem uforstyrrede moser og søer,
som odderen kan trække sig tilbage til i dagtimerne eller anvende som yngle- og opvækstområder
samt få muligheder for at finde skjul langs selve vandløbet. Der var fokus på
sidstnævnte problem i Vestsjællands Amt, der således har arbejdet på at etablere odderfristeder
med få kilometers mellemrum, hvor det var muligt langs vandløbet. Indsatsen i området
bør derfor være, at Kalundborg Kommune, der nu er ansvarlig myndighed for området,
fortsætter amtets arbejde med at etablere odderfristeder. Derudover ligger der på sigt
en større forvaltningsmæssig og ressourcekrævende opgave i at etablere en struktur af
uforstyrrede moser, søer og lignende, også udenfor habitatområdet, der kan sikre, at odderen
har tilstrækkelig mulighed for at bygge bo og yngle i området omkring Nedre Halleby
Å.
150

Generelt for alle vandområder i de tre habitatområder anbefales det endvidere at intensivere
forvaltningsindsatsen i forhold til monitering og håndhævelse af påbuddet om anvendelse
af stopriste i ruser, da der stadig findes ulovlige ruser samt at orientere lodsejere og jægere
om forskellen mellem mink og odders udseende for at undgå utilsigtede odderdrab.
Forbedring af konnektiviteten og reducering af risikoen for trafikdrab: Der er kun
fundet få spredningsbarrierer i undersøgelsesområdet, hvoraf tunnelen ved Bromølle anses
som den væsentligste. Det tidligere amt har i den forbindelse fået udarbejdet forskellige
scenarier for, hvordan der kunne etableres en faunapassage ved Bromølle. Et scenarium gå
på at sprænge rørlægningen væk og genetablere vandløbet. Dette er ifølge Byrnak en meget
dyr løsning, som både vil medføre et ramaskrig fra områdets lodsejere og sandsynligvis
give nogle landskabelige problemer, hvis de omkringliggende skrænter begynder at skride.
En anden mulighed er at etablere et mindre vandløb ovenpå på rørlægningen samt nogle
småsøer på strækningen i samarbejde med lodsejerne, så der fås en række af trædesten, et
tiltag som antageligt kunne realiseres for få midler, da der er tale om et relativt fugtigt område
delvist dækket af rørskov og krat. Ifølge Byrnak er incitamentet til at afhjælpe odderens
potentielle spredningsproblemer ved Bromølle dog ikke stort, så længe habitatkvaliteten
i Store Åmose ikke er bedre. (Byrnak, 2006, pers. komm.) Hvis det planlagte naturgenopretningsprojekt
i den østlige del af Store Åmose realiseres og resulterer i, at området
igen kan få en funktion som sourcehabitat for odderen, anbefales det at afsætte midler til en
forbedring af dens spredningsvilkår ved Bromølle.
Mellem Bregninge Å og Nedre Åmose Å er der ingen vandløbsmæssige sammenhæng. Der
er tale om et naturligt brud mellem to vandløbssystemer, og det mellemliggende område er
af sådan en kvalitet, at odderen burde kunne forcere det. Det anbefales derfor blot, at undgå
forringelser af dette områdes naturmæssige kvalitet.
Barriererne i området omkring Strids Mølle udgøres af en kombineret vejbro og opstemning
samt rørlægningen af to mindre vandløb under veje. Her vurderes det, at der ikke er
en rimelig sammenhæng mellem indsats og udbytte ved at etablere faunapassager. Det virker
som en relativ stor og ressourcekrævende ingeniørmæssig opgave at udvikle en funktionel
faunapassage ved Strids Mølle pga. opstemningens udformning og funktion for den
tilstødende mølledam. Endvidere er der mulighed for, at det allerede etablerede omløb af
vandløbet beregnet til fisk kan udgøre en ledelinie for odderen uden om opstemningen.
I forhold til de to vejunderføringer af vandløbet i rør vurderes det at være mest hensigtsmæssigt
at vente med at etablere faunapassager her, indtil vejen engang skal renoveres.
For at mindske risikoen for trafikdrab i dette område, kan der også anvendes andre virkemidler
end faunapassager. På den baggrund foreslås det at etablere en kombination af hastighedsnedsættende
foranstaltninger, skiltning og informationstavler. En hastighedsnedsættelse
kan effektueres ved hjælp af vejbump eller lignende, der suppleres med trafikskilte
151

i form af ”Risiko for krydsende oddere”. Skiltningen bør, på de nærliggende rastepladser,
suppleres med informationstavler om odderens økologi og levevis samt, hvorfor der tages
særlige hensyn til odderen i dette område. Et sådan tiltag medfører næppe voldsomme omkostninger
sammenlignet med de forventede omkostninger ved at gennemføre Store Åmoseprojektet
og kan evt. gennemføres i samarbejde med lokale interesseorganisationer.
10.2 Forbedrende foranstaltninger til klokkefrøens bevarelse på Østfyn
Analysen af de landskabelige barrierer har vist, at den væsentligste årsag til, at klokkefrøen
ikke har en gunstig bevaringsstatus i habitatområdet på Østfyn, er et for lavt individantal
og for få habitater til at kunne understøtte en population på mindst 1.000 individer. Endvidere
ses det, at der også eksisterer forvaltningsmæssige barrierer for at sikre klokkefrøen
en gunstig bevaringsstatus. De består primært i en for snæver afgrænsning af habitatområdet,
som medfører en anden forvaltningsmæssige barriere, at det ikke er muligt at modtage
MVJ-støtte til at etablere afgræsning udenfor habitatområdet. På den baggrund er det nødvendigt
at fokusere på en forbedring af klokkefrøens habitat- og spredningsvilkår, og hvilke
forvaltningsmæssige ændringer der skal foretages for at realisere dette.
Der vil i det nedenstående blive præsenteret to forskellige scenarier, som begge har til formål
at sikre klokkefrøen en gunstig bevaringsstatus. Det første scenarium går på at etablere
en sammenhængende habitatkorridor mellem Tårup Strand, Teglgårdshuse og Klintholm,
jf. kortbilag nr. 19. I det andet scenarium etableres to sourcepopulationer på mindst 1.000
individer, der er lokaliseret på henholdsvis Tårup Strand og Klintholm/Teglgårdshuse, jf.
kortbilag nr. 20 og 21.
Scenarium 1: Etablering af spredningskorridor mellem Tårup Strand og Klintholm
En spredningskorridor mellem Tårup Strand og Klintholm antages at kunne sikre en gunstig
bevaringsstatus for klokkefrøen i habitatområdet, hvis den består af tilstrækkelig mange
vandhuller til, at der kan eksistere en samlet population på mindst 1.000 individer. Endvidere
vil dette kunne sikre genetisk udveksling mellem lokaliteterne.
Forudsætninger for etableringen: Som det fremgår af kortbilag nr. 14, er størstedelen af
området mellem Tårup Strand og Klintholm intensivt dyrket. For at minimere erstatningsomkostningerne
ved ekstensivering af intensivt udnyttede arealer er korridoren anlagt så
kystnært som muligt. Placeringen af vandhullerne er dog ikke endegyldige, da der ikke er
taget udgangspunkt i områdets eksakte geologiske forhold. Denne unøjagtighed vurderes
dog ikke at udgøre et større problem for scenariets realiserbarhed, da selve placeringen af
korridoren er det vigtigste.
Niels Damm har oplyst, at der ikke bør være mere end 300 m mellem vandhullerne. Endvidere
bør dens spredning foregå på ekstensivt afgræssede marker. (Damm, 2006, pers.
152

komm.) Det første scenarium er således opstillet på baggrund af hans oplysninger, og derfor
foreslås etableringen af en korridor bestående af vandhuller, der er beliggende med en
afstand på maksimalt 200 m med ekstensivt afgræssede arealer imellem. Ved at vælge 200
m i stedet for 300 m tages der højde for, at nogle af vandhullerne periodevis kan være uegnet
som habitat eller trædesten.
Vandhullerne udformes, så de tilgodeser klokkefrøens forskellige habitatkrav i løbet af
dens årscyklus. Derfor er de etableret på henholdsvis 750 m 2 (14 stk.), 1.000 m 2 (24 stk.)
og 3000 m 2 (1 stk.). I alt 38 vandhuller som tilsammen udgør 37.500 m 2 vandoverflade.
Vandhullernes størrelser svarer overens med nogle af de vandhuller, der er blevet etableret
ved LIFE-projekterne. Endvidere er det nødvendigt, at der etableres overvintringssteder for
klokkefrøen i korridoren. Vandhullerne bør etableres med forskellige dybder, så de både
kan fungere i varme og nedbørsfattige somre og i kolde og nedbørsrige somre afhængig af
forholdene på den enkelte lokalitet.
I forbindelse med det første LIFE-projekt blev der fundet frem til, at 1.000 klokkefrøer skal
have adgang til et vandhulsareal på mindst 30.000 m 2 for at kunne opretholdes som en levedygtig
population. Hvis populationen findes i et intensivt dyrket område, er det derimod
nødvendigt med 60.000-90.000 m 2 . (Briggs et al. 2003:39). På Tårup Strand er der ca.
6.000 m 2 vandflade og på Klintholm knapt 60.000 m 2 , men her er én af søerne på ca.
24.000 m 2 , og det må formodes, at klokkefrøen ikke kan udnytte hele denne vandflade.
Derfor planlægges det at etablere 37.500 m 2 vandoverflade i korridoren, så der er tilstrækkeligt
med kvadratmeter til at understøtte en population på 1.000 individer. Ved at etablere
vandhullerne på ekstensivt afgræssede arealer er det heller ikke nødvendigt med så mange
kvadratmeter, som hvis de placeres på intensivt dyrkede arealer.
I Miljøstyrelsens undersøgelse af pesticider i vandhuller blev der fundet pesticidrester i alle
undersøgte vandhuller, selvom nogle havde en bufferzone på 10 m omkring vandhullerne,
og det konkluderes derfor, at en bufferzone på 10 m ikke er tilstrækkelig til at beskytte følsomme
miljøer mod atmosfærisk drift af hjælpestoffer (Briggs & Damm, 2004:60). Derfor
er vandhullerne i korridoren placeret, så der er mindst 50 m til intensivt dyrkede arealer.
Foranstaltninger til at sikre en sammenhængende korridor: På Klintholm er klokkefrøens
habitatkrav opfyldt. Det eneste problem er, at lokaliteten ikke kan rumme en
population på mindst 1.000 individer, men det løses ved at etablere korridoren. På Tårup
Strand er der flere problemer. Her er lokaliteten heller ikke tilstrækkeligt stort til, at der
kan eksistere en population på 1.000 individer, hvilket igen løses ved korridoren.
Derudover er det nødvendigt at forbedre habitatkvaliteten på Tårup Strand ved følgende
tiltag for at understøtte en større population: Mere afgræsning og helst med kreaturer, flere
vandhuller, flere overvintringssteder, fjernelse af fisk og oprensning af tilgroede vandhuller.
153

Græsset på Tårup Campingplads er en almindelig græsplæne og slås derfor hyppigt. Det
må formodes, at denne aktivitet kan udgøre et problem for klokkefrøen. En fornuftig løsning
på problemet er dog vanskelig at finde uden at skade campingpladsens interesser. Ikke
desto mindre er det i henhold til Habitatdirektivets art. 12 nødvendigt at regulere aktiviteten,
hvis klokkefrøen bliver forsætligt dræbt.
Som det fremgår af kortbilag nr. 19, skal nogle intensivt dyrkede marker i området mellem
Tårup Strand og Viemose ekstensiveres, og der skal etableres vandhuller. I Viemose er der
i forvejen en mose. Derfor indgår den i rækken af vandhuller. Mellem Viemose og Bellis
er det nødvendigt at ekstensivere nogle marker. Endvidere planlægges det i området at
etablere en subpopulation, da et større område er ekstensivt dyrket. Mellem Bellis og Teglgårdshuse
er der intensivt dyrkede marker og bebyggelse, så her er det også nødvendigt at
ekstensivere marker. For at modvirke spredningsbarrierer fra bebyggelsen placeres vandhullerne
i dette område med en maksimal afstand på 150 m. Lige syd for Teglgårdshuse er
der allerede etableret vandhuller i forbindelse med det første LIFE-projekt, og lokaliteten
vurderes til at kunne fungere som sourcepopulation for klokkefrøen.
I området mellem Teglgårdshuse og Klintholm er det vanskeligt at etablere en funktionel
spredningskorridor langs kysten pga. Bøsøre by og Bøsøre Strand Camping, som bevirker,
at en korridor vil blive meget smal. Alligevel etableres her en sekundær korridor med
vandhuller mellem Teglgårdshuse og Klintholm, hvorved der skal ekstensiveres to områder.
Den primære korridor anlægges vest for Bøsøre Campingplads og Bøsøre. Modsat den
nordlige del af korridoren er området ikke udpeget som SFL-område, og dermed er der ringe
mulighed for at modtage MVJ-støtte. Syd for Teglgårdshuse er klokkefrøen nødt til at
passere en vej, selvom den ikke er stærkt trafikeret er der dog en øget risiko for, at den
dræbes her. Mellem Teglgårdshuse og Bøsøre er det nødvendigt at ekstensivere en del arealer
for at etablere korridoren. Ved søen vest for Bøsøre, som er omkranset af mose, er
klokkefrøen igen nødt til at passere en vej. Mellem søen og Klintholm er en del af området
i forvejen ekstensivt drevet, men det findes dog nødvendigt at ekstensivere yderligere for at
sikre klokkefrøen en succesfuld spredning.
Tiltag for at realisere spredningskorridoren: Der skal ekstensiveres et areal på knapt 45
ha, som skal afgræsses med kreaturer. Den væsentligste faktor for at kunne realisere disse
to tiltag er økonomiske midler, således er det nødvendigt med forvaltningsmæssige initiativer,
der kan sikre korridorens etablering.
Ved at sammenligne kortbilag nr. 19 og 22 ses det, at størstedelen af korridoren er placeret
i SFL-området, kun hvor korridoren er vest for vejen mellem Teglgårdshuse og Klintholm,
er dette ikke tilfældet. Som tidligere nævnt er det i hovedreglen kun muligt at modtage
154

MVJ-støtte indenfor Natura 2000-områder. Dette udgør en barriere for at kunne modtage
støttemidler til ekstensivering af arealer mellem de to dele af habitatområdet og derigennem
en barriere for at realisere etableringen af korridoren. Denne politik bør ændres så det
igen bliver muligt at modtage MVJ-støtte i SFL-områder udenfor Natura 2000-områder. En
anden løsning kunne være at udpege området mellem Tårup Strand og Klintholm som habitatområde,
men det er der ikke umiddelbart beføjelser til i Habitatdirektivet.
Det vurderes, at den manglende mulighed for at modtage MVJ-støtte udgør en væsentlig
barriere for at kunne yde tilskud til lodsejere med henblik på en omlægning fra intensiv til
ekstensiv drift med kreaturafgræsning. Det vigtigste er dog, at Habitatdirektivets art. 6, stk.
1 stiller krav om aktive bevaringsforanstaltninger, og hvis MVJ-ordningen ikke er en mulighed,
er det nødvendigt at iværksætte andre tiltag, der kan bidrage til at sikre klokkefrøen
en gunstig bevaringsstatus i området. En af mulighederne kan f.eks. være ekspropriation,
men ifølge en ejendomsmægler på Fyn, der handler med landbrugsejendomme, er jordpriserne
på Østfyn ca. 200.000 kr. pr. ha (Larsen, 2007, pers. komm.) Dermed vil en ekspropriation
koste ca. 9 mio., og det vurderes som unødigt dyrt i forhold til en ændring af reglerne
for at modtage MVJ-støtte, da myndighederne årligt udbetaler gennemsnitligt 1.200
kr. pr. ha. i støtte (Skrumsager, 2007, pers. komm.), hvoraf EU finansierer 50 %. Dermed
vil udgifterne til MVJ-støtte i korridoren udgøre 54.000 kr. pr. år, forudsat at alle lodsejere
vil være med i projektet. Dette er dog langt fra sikkert, da de f.eks. ikke vil kunne opnå
samme udbytte af deres landbrugsarealer og desuden kan sælge arealerne for et betydeligt
højere beløb. Ekspropriation anses ikke desto mindre som et voldsomt indgreb i ejendomsretten,
som bør undgås så længe der forlægger alternative muligheder. Et alternativ kunne
eksempelvis være, at revidere den politiske beslutning om ikke at foretage en modulation
af EU’s landbrugsstøtte og derved frigøre midler til at ekstensivere landbrugsdriften.
Udgiften til etablering af vandhuller er bl.a. afhængig af antal og størrelse. Ved det første
LIFE-projekt var omkostningerne til at etablere fem vandhuller på 80.000 kr. og dermed
16.000 kr. pr. vandhul (Damm et al., 2006:18). Hvis dette beløb anvendes i scenariet, vil
udgifterne til etableringen af de planlagte 38 vandhuller udgøre 608.000 kr. Statens bloktilskud
til kommunerne giver mulighed for at etablere vandhuller, og over en årrække kan beløbet
anvendes til dette formål.
Etableringen af spredningskorridoren med afgræsning og vandhuller forventes at kunne
understøtte en population på mindst 1.000 individer, og den bevirker også mindre risiko
for, at klokkefrøer dræbes ved markbearbejdning. Dermed mindskes problemet med undtagelsesbestemmelsen
i Artsfredningsbekendtgørelsen, som ikke opfylder Habitatdirektivets
art. 12. Endvidere forventes korridoren at sikre en udveksling af individer mellem Tårup
Strand og Klintholm, da afstanden mellem vandhullerne er mindre end 300 m samtidig
155

med, at spredningen foregår på ekstensivt afgræssede arealer. Samlet set vil dette med stor
sandsynlighed kunne sikre klokkefrøen en gunstig bevaringsstatus på Østfyn.
Scenarium 2: Sourcepopulationer på Tårup Strand og Klintholm/Teglgårdshuse
I dette scenarium fokuseres der på etableringen af to mere eller mindre adskilte sourcepopulationer.
En på Tårup Strand og en bestående af Klintholm samt Teglgårdshuse. Begge
sourcepopulationer skal kunne indeholde mindst 1.000 individer, så de kan opretholde sig
selv på lang sigt og dermed opfylde DMU’s kriterium til populationsstørrelse.
Forudsætninger for etableringen af sourcepopulationerne: Fordi begge klokkefrølokaliteter
i habitatområdet er for små til at kunne indeholde en population på mindst 1.000 individer,
er det nødvendigt med foranstaltninger udenfor områderne.
Som tidligere forudsættes det, at 1.000 klokkefrøer skal have adgang til omkring 40.000 m 2
vandareal. Endvidere forudsættes det, at de enkelte vandhuller skal være større end 100 m 2 ,
så de er omfattet af § 3-beskyttelsen.
Det er vigtigt at vandhullerne er tæt beliggende. På Klintholm ligger de nogle steder i
clusters med mindre end 20 meters afstand, mens de ligger med nogle hundrede meters afstand
på Røsnæs, og begge steder har klokkefrøpopulationen det godt (Damm, 2007, pers.
komm.). Derfor er det valgt, at afstanden mellem vandhullerne i dette scenarium skal være
på 20-50 m. Endvidere skal der etableres overvintringssteder tæt på vandhullerne.
Etablering af sourcepopulation på Tårup Strand: Ekstensiveringen af arealet til sourcepopulationen
skal effektueres syd for Tårup Strand, fordi det er i retning mod Klintholm,
og der derfor på sigt evt. kan ske spredning hertil. På campingpladsen er der som nævnt i
det første scenarium i forvejen et vandareal på ca. 6.000 m 2 . Derfor skal der etableres yderligere
34.000 m 2 i tilknytning hertil. Niels Damm har bekræftet, at det er fornuftigt, at
halvdelen af vandhullerne etableres i størrelsesordnen 150-1.000 m 2 , mens den anden
halvdel etableres i størrelsesordnen 1.000-3.000 m 2 (Damm, 2007, pers. komm.). På den
baggrund er det i scenariet valgt at etablere dem i følgende antal og størrelser:
156
15× 150 m 2
9× 500 m 2
15× 750 m 2
11× 1.000 m 2
2× 3.000 m 2
Dermed skal der etableres 52 vandhuller, der i størrelse svarer overens med de vandhuller,
der er blevet etableret ved LIFE-projekterne. Af kortbilag nr. 20 fremgår placeringen af de
52 vandhuller i det område, der skal ekstensiveres med afgræsning. Det er nødvendigt at
ekstensivere knapt 18 ha for at kunne realisere scenariet.

En sammenhængende sourcepopulation mellem Klintholm og Teglgårdshuse: Selvom
klokkefrøen har gode levevilkår på Klintholm findes der et utilstrækkeligt antal individer,
og ligesom det er tilfældet med Tårup Strand er lokaliteten for lille til, at der kan eksistere
en population på 1.000 individer. Arealet af vandhuller og søer er dog knapt 60.000 m 2 ,
hvor én af søerne er på ca. 24.000 m 2 . Det må dog formodes, at klokkefrøerne ikke kan udnytte
hele denne vandflade. Endvidere har en del af de øvrige vandhuller ikke den rette
kvalitet. Således er lokalitetens egnede vandareal ikke tilstrækkeligt og derfor er det nødvendigt
at etablere nye habitater udenfor lokaliteten. Ca. 1 km nord for Klintholm ved
Teglgårdshuse er der i forbindelse med det første LIFE-projekt etableret en klokkefrølokalitet
ved at grave vandhuller og udsætte individer. Denne lokalitet er dog heller ikke tilstrækkelig
stor til, at der kan eksistere en population på mindst 1.000 individer. Derfor er
det en mulighed at etablere en metapopulation, der består af subpopulationerne på Klintholm
og Teglgårdshuse, hvorimellem der etableres trædestensvandhuller som muliggør en
spredning mellem de to lokaliteter. Den største hindring for dette er Bøsøre by og Bøsøre
Strand Camping.
Som der er redegjort for i det første scenarium skal spredningen mellem Klintholm og
Teglgårdshuse sikres ved at etablere en kystnær korridor og en korridor, der er beliggende
lidt inde i landet. På grundlag af vandarealet på Klintholm, Teglgårdshuse og i korridoren
sikres et tilstrækkeligt stort areal til at understøtte en population på mindst 1.000 individer.
Derved er det muligt for klokkefrøen, at opnå en gunstig bevaringsstatus på Klintholm.
Forvaltningsmæssige tiltag: Det er også ved dette scenarium nødvendigt at omlægge en
række arealer fra intensiv til ekstensiv udnyttelse i form af afgræsning. Som tidligere
nævnt er problemet bl.a., at der stort set ikke er mulighed for at modtage MVJ-støtte til
omlægningen eller mulighed for at udvide habitatområdet. Myndighederne er dog forpligtiget
af Habitatdirektivets bestemmelser til at yde en tilstrækkelig indsats i en eller anden
form, så klokkefrøen kan opnå en gunstig bevaringsstatus i habitatområde nr. 102.
10.3 Delkonklusion
På baggrund af anbefalingerne og forslagene til foranstaltninger, der kan bidrage til at sikre
henholdsvis odderen og klokkefrøen en gunstig bevaringsstatus, kan følgende konkluderes:
En udsætning af oddere i Vestsjælland anses som det væsentligste bidrag til at sikre arten
en gunstig bevaringsstatus her. Hovedargumentet for dette er, at populationen, hvis den
stadig eksisterer, sandsynligvis er isoleret fra andre populationer, er meget lille og i givet
fald sårbar. Endvidere har Danmark gennem Habitatdirektivet forpligtiget sig til at sikre
odderens bevarelse i de habitatområder, hvor den udgør en del af udpegningsgrundlaget.
Dette indebærer at der skal iværksættes de nødvendige foranstaltninger for at nå dette mål.
157

En udsætning vurderes på den baggrund som en legitim og nødvendig bevaringsforanstaltning,
der kan realiseres med relativt få ressourcer.
Derudover anbefales det, at naturgenopretningsprojektet i Store Åmose realiseres sådan, at
der opnås en markant hævning af vandstanden i området. Derved forbedres habitatkvaliteten
og således også odderens udbredelsesmuligheder. I den forbindelse bør der endvidere
afsættes økonomiske ressourcer til at forbedre odderens spredningsmuligheder ved Bromølle.
Det anbefales endvidere, at habitatkvaliteten omkring Nedre Halleby Å på sigt forbedres
ved etablering af vådområder og flere fristeder i de vandløbsnærer områder. Endeligt
bør der etableres fartnedsættende foranstaltninger på vejstrækninger, hvor det ikke
umiddelbart lader sig gøre at etablere faunapassager og derudover skal indsatsen for at
håndhæve påbudet om anvendelse af stopriste intensiveres.
Alle tiltag skal desuden ledsages af information til berørte lodsejere og andre interesserede
om odderens levevis, udseende og udbredelse mv. Dette er nødvendigt for at legitimere
indsatsen blandt befolkningen og derudover undgå at odderen forveksles med mink og derved
risikerer at blive dræbt i forbindelse med jagt på mink.
I forhold til klokkefrøens bevarelse er der opstillet to konkrete scenarier, der på forskellig
vis kan bidrage til at sikre klokkefrøen en gunstig bevaringsstatus på Østfyn.
Det første scenarium består af en sammenhængende habitatkorridor mellem Tårup Strand
og Klintholm. Korridoren udgøres af ekstensivt afgræssede områder og vandhuller, beliggende
med en afstand på mindre end 200 meter. Scenariet vil med stor sandsynlighed kunne
sikre artens bevarelse på Østfyn, da der etableres tilstrækkeligt med habitater og spredningsmuligheder,
til at der kan eksistere en population på mindst 1.000 individer.
Det andet scenarium vil med stor sandsynlighed kunne sikre eksistensen af mindst 1.000
individer på henholdsvis Tårup Strand og Klintholm/Teglgårdshuse, fordi der i tilknytning
til de to lokaliteter etableres ekstra habitater i ekstensivt afgræssede områder. I dette scenarium
er der ikke lagt vægt på at etablere en sammenhængende population. Derimod er
vægten lagt på etableringen af to afskilte sourcepopulationer, som på hver lokalitet udgøres
af mindst 1.000 individer.
Det første scenarium anses for det bedste, men også det mest omfattende og dyreste at realisere
i og med, at der skal ekstensiveres et større landbrugsareal, end det er tilfældet i det
andet scenarium. Det andet scenarium vil således berøre færre lodsejere og kan derigennem
være mere realiserbart.
På baggrund af den opnåede viden gennem rapportens kapitler og delkonklusioner, udgør
det følgende kapitel undersøgelsens samlede konklusion, og dermed besvarelsen af problemformuleringen.
Endvidere reflekteres der yderligere over realiserbarheden af ovenstående
foranstaltninger i rapportens perspektivering.
158

11 KONKLUSION
Gennem udarbejdelsen af denne rapport har der været fokus på at identificere landskabelige
og forvaltningsmæssige barrierer for at kunne opnå Habitatdirektivets mål om en gunstig
bevaringsstatus for odderen og klokkefrøen i de undersøgte habitatområder. Dette har
gjort det muligt at opstille en række anbefalinger og konkrete forslag til forbedrende foranstaltninger,
der kan afhjælpe nogle af barriererne.
Nedenstående problemformulering har således gennem hele rapporten struktureret undersøgelsen
og været afgørende for dens opbygning.
Hvilke landskabelige og forvaltningsmæssige barrierer eksisterer i forhold til
at opnå Habitatdirektivets mål om gunstig bevaringsstatus for odder i Vestsjælland
og klokkefrø på Østfyn, og hvilke forbedrende foranstaltninger kan her
iværksættes?
På baggrund af problemformuleringen og den heraf afledte undersøgelse kan følgende
konkluderes:
Konklusion i forhold til landskabelige barrierer: Intensiv landbrugsdrift er den væsentligste
barriere i forhold til at sikre odderen en gunstig bevaringsstatus i de tre habitatområder
i Vestsjælland. Barrieren har dog en indirekte karakter, da det hovedsageligt er en effekt
af den tidligere intensive arealudnyttelse, der har resulteret i en forringelse af odderens
habitater. Eksempelvis er manglen på vådområder i Store Åmose forårsaget af store afvandingsprojekter
i 1960’erne med sigte på at forøge landbrugsarealet. Den nuværende intensive
landbrugsmæssige udnyttelse af området ved Nedre Halleby Å har medført lignende
problemer. Disse områder udgør dog en begrænset del af de tre habitatområder, der samlet
set vurderes til at opfylde odderens habitat- og spredningskrav. Der er kun fundet få barrierer
i forhold til odderens migration og spredning, hvoraf den væsentligste er den ca. 900 m
lange rørlægning af Åmose Å ved Bromølle. Derudover er der fundet en række mindre betydningsfulde
spredningsbarrierer i området omkring Strids Mølle i form af vejunderføringer
af mindre vandløb, og en vejbro uden faunapassage i forbindelse med opstemningen
ved Strids Mølle.
I forhold til at sikre klokkefrøen en gunstig bevaringsstatus i habitatområdet på Østfyn, er
den intensive landbrugsdrift en mere direkte barriere for udvekslingen af individer mellem
lokaliteterne ved Tårup Strand og Klintholm. Derved er det vanskeligt at opretholde den
genetiske variation i de to adskilte populationer. Endvidere er antallet af habitater i undersøgelsesområdet
utilstrækkeligt. Dette medfører at den samlede klokkefrøpopulation ikke
rummer individer nok til, at den kan opretholde sig selv på langt sigt. Andre barrierer består
i manglen på vand i vandhullerne ved Teglgårdhuse, og at størstedelen af Tårup Strand
udgøres af en campingplads, hvor der ikke fandtes optimale livsbetingelser klokkefrøen.
159

Lokaliteten ved Klintholm er derved den eneste lokalitet, hvor habitatkvaliteten er tilstrækkelig
til at imødekomme klokkefrøens krav. Samlet er det således den intensive arealudnyttelse
mellem de to dele af habitatområdet, en utilstrækkelig habitatkvalitet på nogle af
lokaliteterne og for få habitater, der udgør de væsentligste barrierer for at klokkefrøen kan
opnå en gunstig bevaringsstatus på Østfyn.
Konklusion i forhold til forvaltningsmæssige barrierer: Hverken odderen eller klokkefrøen
har på nuværende tidspunkt en gunstig bevaringsstatus i de undersøgte habitatområder.
Dette skyldes primært et utilstrækkeligt antal individer i områderne. I forhold til klokkefrøen
på Østfyn medfører habitatområdets begrænsede størrelse at der umuligt kan eksistere
en tilstrækkelig stor population til, at arten kan opnå en gunstig bevaringsstatus i henhold
til DMU’s kriterier. Dette anses som en forvaltningsmæssig barriere i og med, at der
slet og ret er udpeget et for lille område i forhold til, hvad der er nødvendigt for at opretholde
en population, der er levedygtig på langt sigt. At habitatområdet så oven i købet er
fragmenteret i to lokaliteter uden, at der er skabt en tilstrækkelig økologisk sammenhæng
mellem dem, der kan sikre en individudveksling, gør ikke dette problem mindre.
Om samme problemstilling gør sig gældende for odderen, i forhold til individantal og arealstørrelse,
er lidt mere usikkert. I DMU’s kriterier ikke opereres der ikke med krav om en
bestemt populationsstørrelse på lokalt niveau for odderen. Endvidere er det vanskeligt at
konkludere, hvornår en odderpopulation er levedygtig på lang sigt, samt hvor mange individer
områderne i Vestsjælland egentligt kan rumme. Det er dog sikkert at populationen,
hvis den stadig eksisterer, på nuværende tidspunkt langtfra er tilstrækkelig stor til at sikre
artens bevarelse i Vestsjælland.
I forbindelse med ovenstående medfører den manglende tradition i Danmark for overvågning
af terrestrisk natur, et ringe vidensgrundlag både i forhold til udpegningen af habitatområder
og i forhold til viden om populationers udvikling.
Der findes en væsentlig forskel mellem de hidtidige danske forvaltningsrationaler på naturområdet
og de forvaltningsmæssige rationaler Habitatdirektivets bestemmelser hviler
på. Set i forhold til de fundne årsager til den langsomme og mangelfulde implementering
af Habitatdirektivet konkluderes det, at sporafhængighed i form af ”troskab” mod traditioner
indenfor naturforvaltningen udgør en institutionel barriere for at iværksætte den nødvendige
forandring af naturpolitikken til at kunne efterleve direktivets bestemmelser.
Dansk naturforvaltning menes derved præget af forvaltningsmæssige rutiner og traditioner,
der aflejrer spor i den nuværende naturpolitik og således betinger omfanget af naturpolitiske
forandringer som følge af Habitatdirektivets implementering.
Endvidere konkluderes det, at nogle af implementeringsproblemerne bunder i mangel på
politisk forståelse for eller lyst til at erkende Habitatdirektivets reelle rækkevidde og afledt
160

deraf opstår en mangel på konvergens mellem mål og midler. Implementeringen har tillige
både internt i forvaltningsapparatet og gennem interesseorganisationer været præget af interessekonflikter,
hvor det f.eks. tilsyneladende er søgt at varetage landbrugets interesser.
Endeligt kan det på baggrund af ovenstående og divergensen mellem habitatkvaliteten og
spredningsforholdene for henholdsvis odderen og klokkefrøen i de undersøgte habitatområder
konkluderes, at forskellige naturmæssige og socioøkonomiske forhold antageligt også
har haft indflydelse på direktivets implementering og deraf effekt i de enkelte landsdele.
Konklusion i forhold til forbedrende foranstaltninger: For at odderen på sigt kan opnå
en gunstig bevaringsstatus i de tre habitatområder i Vestsjælland anses en udsætning af oddere
som den primære foranstaltning, der bør iværksættes for at nå dette mål. Dette kan
ske, bl.a. fordi Naturfredningsrådets principielle kriterier for udsætning af arter er opfyldt i
tilstrækkelig grad i det samlede undersøgelsesområde til at legitimere dette. En udsætning
er nødvendig, da odderen enten er forsvundet fra området eller forekommer i så lille en population,
at den er stærkt truet af udryddelse. Endvidere er en naturlig indvandring af oddere
fra andre populationer uden for Sjælland usandsynlig.
Derudover vil områdets samlede kvalitet som odderhabitat blive betydeligt forbedret, hvis
den projekterede vandstandshævning i Store Åmose realiseres i tilstrækkeligt omfang. Da
dele af Store Åmose ikke længere har samme landbrugsmæssig interesse som tidligere,
fremmes muligheden ligeledes for en tilstrækkelig gennemførelse af naturgenopretningsprojektet.
Dette vil tillige i en hvis udstrækning kompensere for manglen på egnede habitater
omkring Nedre Halleby Å. At skabe de rette betingelser for odderen i Store Åmose giver
dog kun mening, hvis området er tilgængeligt for odderen. Derfor bør adgangsmulighederne
til området via Bromølle forbedres evt. ved at anlægge småsøer ovenpå rørlægningen
ved Bromølle. Derudover kan fartnedsættende foranstaltninger og information om odderens
tilstedeværelse i området nedsætte risikoen for trafikdrab, hvor det ikke har været
muligt at etablere faunapassager.
For at klokkefrøen på sigt kan opnå gunstig bevaringsstatus på Østfyn skal der omfattende
landskabsmæssige forandringer til. Det er således nødvendigt både at forbedre habitatkvaliteten
og konnektiviteten i store dele af området. For at kunne finansiere dette er det nødvendigt
med politiske og forvaltningsmæssige forandringer, da det kræver at relativt mange
intensivt drevet landbrugsområder omlægges til ekstensiv drift. Endvidere anses det for
uhensigtsmæssigt at den ene del af habitatområdet består af en campingplads. Derfor kan
det blive nødvendigt at udbetale erstatning til ejeren, hvis rådighedsretten over dette område
indskrænkes for at optimere habitatkvaliteten. Forhåbentligt kan dette dog også opnås
gennem dialog og frivillige aftaler med ejeren af campingpladsen.
161

12 PERSPEKTIVERING
I den afsluttende del af rapporten er det undersøgt, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes
for at sikre odder og klokkefrø en gunstig bevaringsstatus i de undersøgte habitatområder.
Spørgsmålet er dog, hvilke perspektiver der er for realiseringen. Dette er omdrejningspunktet
for denne perspektivering.
Perspektiver for at realisere foranstaltningerne for odder: De estimerede omkostninger
ved at gennemføre de enkelte foranstaltninger, der skal bidrage til, at sikre odderen gunstig
bevaringsstatus er vidt forskellige. De spænder fra mange millioner kroner for naturgenopretningen
i Store Åmose til omkostninger på under 100.000 kr. for etablering af hastighedsnedsættende
foranstaltninger ved Strids Mølle. Foranstaltningernes gavnlige effekt for
odderens bevaring er også forskellig, men de bidrager hver for sig og samlet til, at arten på
sigt kan opnå en gunstig bevaringsstatus.
De vigtigste foranstaltninger i prioriteret rækkefølge:
162
1. Udsætning af oddere.
2. Naturgenopretning i Store Åmose.
3. Forbedring af migrations- og spredningsmuligheder ved Bromølle.
4. Forbedring af migrations- og spredningsmuligheder ved Strids Mølle.
5. Etablering af odderfristeder ved Nedre Halleby Å.
Estimerede omkostninger ved de fem tiltag:
1. Udsætning af oddere. Vurderes at kunne iværksættes for under 1 mio. kr.
2. Naturgenopretning i Store Åmose. Mellem 64 og 109 mio. kr. (COWI, 2006:142).
3. Forbedring af migrations- og spredningsmuligheder ved Bromølle. Vurderes at kunne
gøres for under 1 mio. kr.
4. Forbedring af migrations- og spredningsmuligheder ved Strids Mølle. Vurderes at
kunne gøres for under 100.000 kr. alt efter, hvilken løsning der etableres.
5. Etablering af odderfristeder ved Nedre Halleby Å. Vanskeligt at vurdere, da det afhængig
af omfang.
Grundet foranstaltningernes forventede gavnlige effekt for odderen, men også andre arter,
samt de relativt begrænsede omkostninger ved at iværksætte de fleste af dem, bør de kunne
realiseres uden større vanskeligheder. Naturgenopretningen i Store Åmose er ikke des
mindre et meget ressourcekrævende projekt, hvilket kan udgøre en forvaltningsmæssig
barriere for realisering. Projektet vil dog både medvirke til at bevare unikke kulturhistoriske
værdier fra stenalderen og give værdifuld natur bedre vilkår. Dette har bl.a. resulteret i
en bred politisk opbakning og derfor ventes det at projektet gennemføres i et eller andet
omfang, til trods for lokal modvilje blandt mange af de berørte lodsejere mv.
Under forudsætning af at det juridiske grundlag er i orden og den politiske vilje er til stede,
må det forventes, at de øvrige foranstaltninger, herunder udsætning af oddere også er realiserbare.
Der ligger dog en stor opgave i at overbevise de ansvarlige myndigheder både på

lokalt og nationalt niveau om det hensigtsmæssige i at anvende ressourcer til at iværksætte
dem, da resultatet af indsatsen i nogle tilfælde ikke er direkte målbar.
Perspektiver for at realisere foranstaltningerne for klokkefrø: Som der er redegjort for
i kapitel 10 om forbedrende foranstaltninger, er der opstillet to scenarier, som hver især bør
kunne sikre klokkefrøen en gunstig bevaringsstatus på Østfyn. Begge kræver en omlægning
af arealer fra intensiv til ekstensiv udnyttelse og etablering af vandhuller. Tiltagene
kommer derved til at sætte restriktioner for lodsejeres anvendelse af deres arealer. Antallet
af berørte lodsejere er dog forskelligt i de to scenarier.
Ved at realisere det første scenarium berøres mange lodsejere, og samlet skal et område på
knapt 45 ha ekstensiveres i forbindelse med etableringen af en sammenhængende korridor.
Hvis arealet skal opkøbes, vil udgifterne være ca. 9 mio. kr.
I andet scenarium skal et område på knapt 18 ha ekstensiveres ved Tårup Strand, og kun en
enkelt lodsejer bliver berørt af dette. Den sammenhængende metapopulation, der skal kunne
leve på Klintholm og Teglgårdshuse, er lidt vanskeligere at etablere. Her skal ekstensiveres
et område på ca. 21 ha, og flere lodsejere berøres. Det er dog nødvendigt med denne
fremgangsmåde, hvis der skal sikres udveksling af individer mellem populationerne på de
to lokaliteter. Udgifterne til opkøb af arealerne vil beløbe sig til omkring 7,8 mio. kr.
Begge scenarier indskrænker lodsejernes rådighedsret over deres arealer, og er derfor omkostningskrævende,
fordi de fleste arealer er intensivt dyrket. Det er dog nødvendigt med
denne indsats, fordi det er vigtigt at bevare klokkefrøen på Østfyn ud fra et naturbeskyttelsessynspunkt,
og fordi der gennem Habitatdirektivets bestemmelser stilles direkte krav om
at sikre arten en gunstig bevaringsstatus i habitatområdet.
Andet scenarium berører færrest lodsejere og et mindre areal, derfor er det mest sandsynligt,
at dette tiltag realiseres. Det er ikke realistisk at vente på, at arealerne kommer til salg,
da især klokkefrøen på Tårup har brug for en øjeblikkelig og omfangsrig indsats, hvis den
ikke skal uddø. Endvidere er det blevet oplyst af en ejendomsmægler, at unge driftige
landmænd er med til at presse priserne på jorden op (Larsen, 2007, pers. komm.). Frivillige
aftaler om ekstensiv afgræsning med mulighed for at modtage økonomisk støtte, eksempelvis
gennem MVJ-støtteordningen, er det billigste reguleringsinstrument til at sikre klokkefrøens
bevarelse. Dette vil dog kræve, at muligheden for at modtage MVJ-støtte udenfor
Natura 2000-områder forbedres, hvilket indebærer en anden naturpolitisk prioritering end
den nuværende. En omprioritering af mulighederne for at modtage MVJ-støtte anses dog
som et politisk indgreb, der kan vindes opbakning til. Spørgsmålet er om dette er en realistisk
og tilstrækkelig løsning, da landmændene vil kunne sælge jorden til en langt højere
pris, end de på kort sigt kan opnå gennem MVJ-ordningen. Det er således kun landmænd
med interesse i naturbeskyttelse, der kan forventes at være villige til at indgå en frivillig af-
163

frivillig aftale om omlægning af deres intensivt udnyttede arealer til ekstensivt afgræssede
arealer.
Da jorden på Østfyn koster omkring 200.000 kr. pr. ha, er det endvidere meget omkostningskrævende
at ekspropriere den. Derudover er der ikke udpræget tradition for anvendelse
af dette reguleringsinstrument i dansk naturforvaltning, selvom der er hjemmel i Naturbeskyttelsesloven.
Habitatdirektivet stiller dog krav om aktive foranstaltninger, der skal
modvirke aktiviteter, som skader habitatområderne. Så selvom ekspropriation er et dyrt og
voldsomt indgreb i den personlige ejendomsret, kan dette indgreb blive nødvendigt for at
kunne efterleve direktivets krav, når alle andre muligheder er udtømt. Dette kræver, at der
er politisk vilje til at ændre traditionen på dette område.
En ændring af forvaltningstraditioner og rutiner er dog ikke lige til og foregår normalt over
et langt tidsrum. Pludselige ændringer af institutioner, her i form af traditioner, opstår ifølge
March & Olsen normalt i kølvandet på radikale forandringer i det omgivende miljø
(March & Olsen, 1989:58). Spørgsmålet er om vedtagelsen og implementeringen af Habitatdirektivet
har udgjort en sådan radikal forandring, der kan lette en ændring af traditionerne
indenfor dansk naturforvaltning. Intet tyder dog på dette.
Fælles for at kunne realisere foranstaltningerne i henholdsvis Vestsjælland og på Østfyn er
således, at de prioriteres i forvaltningen, og at politikkerne er villige til at stille de nødvendige
økonomiske ressourcer til rådighed. Realiseringen betinges endvidere af, at de ansvarlige
myndigheder løfter opgaven med at sikre arterne en gunstig bevaringsstatus i fællesskab
med lodsejere og andre interessenter. Dette kræver dog, at man er i stand til at ændre
på traditioner og rutiner blandt mange landmænd og i det administrative system, f.eks. ved
at foretage en modulation af EU’s landbrugsstøtte til naturbevarende foranstaltninger. Endvidere
kræves en generel holdningsændring til, at naturen også rummer en væsentlig
egenværdi, som i højere grad skal tages i betragtning i det samlede regnskab.
164

REFERENCER
Aaby, B. 2003: Tolkningen af direktivets naturtype- og artslister, i Reenberg, A. et al. (ed.)
2003: Wilhjelm +2 – Statuskonference 2003: Habitatdirektivet
Agger, P. et al. 2005: Skelettet i landskabet – EF’s habitatdirektiv og dansk naturforvaltning
Agger, P. 2003: Indledning til konferencen, i Reenberg, A. et al. (ed.) Wilhjelm +2 – Statuskonference
2003: Habitatdirektivet
Agger, P. & Baagøe, J. 1998: Naturrådets syn på genindførelse af bæver i Danmark
Andrén, C. & Nilson, G. 1986: Klockgrodans, Bombina bombina (L.), biologi och
nuvarande status vid sin nordvästliga utbredningsgräns, Fauna och flora, nr. 1 maj 1986,
Årgang 81
Anker, H. T. 2003: Habitatdirektivet og EU’s regulering på naturområdet, i Reenberg, A.
et al. (ed.) 2003: Wilhjelm +2 – Statuskonference 2003: Habitatdirektivet
Begon, M. et al. 1996: Ecology – individuals, populations and communities, 3. udgave,
Blackwell Science Ltd
Bennett, A. F. 2003: Linkages in the landscape: the role of corridors and connectivity in
wildlife conservation, IUCN
Briggs, L. & Damm, N. 2004: Effects of pesticides on Bombina bombina in natural Pond
ecosystems, Miljøministeriet
Briggs, L. et al. 2003: Consolidation of Bombina bombina in Denmark – Final report, Part
II, Project conclusions
Briggs, L. 1995: Biologi og bevarelse af klokkefrø (Bombina bombina), i Bringsøe, H. &
Graff, H. 1995: Bevarelsen af Danmarks padder og krybdyr
Bright, P. W. 1993: Habitat fragmentation – problems and predictions for British mammals,
Mammal Review 23: 101-111.
Brix, B. 2004: Bruddet: Focus på vandmiljøet, i Hofmeister, E. (ed.) 2004: De ferske vandes
kulturhistorie i Danmark, AQUA Ferskvands Akvarium, Silkeborg
Bruun-Schmidt, I. Ø. et al., 2000: Odder (Lutra lutra) og dambrug i Danmark. Flora og
Fauna 106 (3+4): 79-79
Bræstrup, F. W. 1969: Hvirveldyr ved de ferske vande, i Böcher, T. W et al. (ed.) 1969:
Danmarks Natur, bind 5, De Ferske Vande, Politikens Forlag
Byrnak, E. 2006: Odder i Åmosen
165

Caspersen, O. H. & Nellemann, V. 2005: Landskabskaraktermetoden – et kompendium,
Arbejdsrapport nr. 20-2005, Skov & Landskab, Hørsholm
Caspersen, O. 2002: Ændringer i arealanvendelsen mellem 1800 og 2000, i Møller, P. G.
et al. (ed.) 2002: Foranderlige landskaber, Syddansk Universitetsforlag
Christiansen, H. G. & Leth, P. 2002: Saltbæk Vigs Flora, Vestsjællands Amt, Natur og
Miljø
Commission Services 2005: Guidance document on the strict protection of animal species
of community interest provided by the ”Habitats” Directive 92/43/EEC 5. udkast
COWI 2006: Naturgenopretning i Åmosen, Skitseprojekt udarbejdet af COWI A/S
Damm, N. et al. 2003a: Consolidation of Bombina bombina in Denmark, Final report part
I, december 2003
Damm, N. et al. 2003b: Consolidation of Bombina bombina in Denmark, Final report part
II, december 2003
Damm, N. & Briggs, L. 2002: Sikring af klokkefrø i Danmark, Anden aktivitetsrapport, 1.
januar – 31. december 2001, februar 2002
Danmarks Naturfredningsforening, 2007a:
http://www.dn.dk/sw46987.asp og http://www.dn.dk/sw53759.asp
Danmarks Naturfredningsforening, 2007b:
http://www.dn.dk/sw68138.asp
Danmarks Sportsfiskerforbund, 2007:
http://ulovlige.net/index.php?id=92
Dawson, D. 1994: Are habitat corridors conduits for animals and plants in a fragmented
landscape? A review of the scientific evidence
Deloitte 2004: Offentligt forbrug på miljøområdet – en budgetanalyse for naturbeskyttelse,
grundvandsbeskyttelse og kemikaliekontrol
Diaz, L. C. 2001: The Habitats Directive Approaches its Tenth Anniversary: An Overview,
RECIEL 10 (3), 2001
Direktoratet for FødevareErhverv, 2006: Vejledning til ansøgning om tilskud til anlæg og
drift af vådområder 2006
DMU, 2007:
http://www2.dmu.dk/1_Om_DMU/2_Tvaerfunk/3_fdc_bio/projekter/redlist/data.asp?ID=296&gruppeID=10
166

DMU, 2005:
http://www.dmu.dk/Dyr+og+planter/Dyr/Oddere
Durinck, I. N. & Arildsbo, L. H. 2005: Implementation of the Habitats Directive in
Lithaunia – the case of a new EU member state, projektrapport v/ TekSam, 1. kandidatdobbeltmodul
2004/05, Roskilde Universitetscenter
Ehmsen, E. & Pedersen, L. 2006: Årsrapport for Projekt Ørn 2006, Dansk Ornitologisk
Forening
Elmeros, M. & Madsen, A. B., 1999: On the reproduction biology of otters (Lutra lutra)
from Denmark, Zeitschrift für Säugetierkunde, 64 (1999) 193-200, Urban & Fischers Verlag
1999
Fog, K. 2001: Responsum om bevaringsstatus og naturforvaltningsbehov for padder i relation
til Habitatdirektivet, Naturrådet
Fog, K. 1997: Padder, i Stoltze, M. & Pihl. S. (ed.) 1998: Rødliste 1997 over planter og
dyr i Danmark, Miljø- og Energiministeriet, Danmarks Miljøundersøgelser og Skov- og
Naturstyrelsen
Fog, K. 1993: Oplæg til forvaltningsplan for Danmarks padder og krybdyr
Fog, K. et al. 2001: Nordens padder og krybdyr, Gads Forlag
Forman, R. T. T. 1995: Land mosaics. The ecology of landscapes and regions, Cambridge
University Press
Forman, R. T. T. & Godron, M. 1986: Landscape Ecology, John Wiley & Sons
Franklin, I. R. 1980: Evolutionary change in small populations, i Soulé, M. E. & Wilcox,
B. A. (ed.) Conservation biology
fugleognatur.dk, 2007:
http://www.fugleognatur.dk/gallery.asp?mode=species&ID=3218
Fyns Amt, 2006: Natura 2000 basisanalyse, Habitatområde H102 Søer ved Tårup Strand
og Klintholm, Fyns Amt, Natur- og Vandmiljøafdelingen
Hagel-Sørensen, K. 2002: Notat om implementering af Habitatdirektivet
Hald-Mortensen, P. 2000: Naturens historie, i Holten-Andersen, J. (ed.) 2000: Dansk naturpolitik
– viden og vurderinger, Temarapport nr. 1, Naturrådet
Hammershøj, M. & Madsen, A. B. 1998: Fragmentering korridorer i landskabet – en litteraturudredning,
Danmarks Miljøundersøgelser, faglig rapport nr. 232
167

Hanski, I. 2005: The shrinking world: Ecological consequences of habitat loss
Hanski, I. 1999: Metapopulation ecology, Oxford University Press
Hartvig, P. 2000: Ekstensivt drevne naturtyper, i Holten-Andersen, J. (ed.) 2000: Dansk
naturpolitik – viden og vurderinger, Temarapport nr. 1, Naturrådet
Hansen, K. 2003: Der er et yndigt land, Gads Forlag
Holten-Andersen, J. et al. 2000: Den moderne naturpolitik, i Holten-Andersen, J. (ed.)
2000: Dansk naturpolitik – viden og vurderinger, Temarapport nr. 1, Naturrådet
Håkansson, B. 2007: DN's holdning til udsætning (translokation) af oddere fra Jylland til
Sjælland
Jensen, J. K. 1990: Danmarks padder
Jensen, A. 1964: Odderen i Danmark, Danske vildtundersøgelser, hæfte 11, Vildtbiologisk
Station
Jensen, B. 1993: Nordens pattedyr, GEC Gads Forlag, København
Jongman, R. 1994: An ecological main structure for the European Union, i Cook, E. A. &
van Lier, H. N. (ed.) 1992: Landscape planning and ecological networks, Elsevier Science
B.V.
Jongman, R. H. G. 2004: The context and concept of ecological networks, i Jongman, R. H.
G. & Pungetti, G. 2004: Ecological networks and Greenways – Concept, Design, Implementation
Knill, C. 1998: European Policies: The Impact of National Administrative Traditions,
Cambridge University Press, Jnl Publ. Pol., 18, 1, 1-28
Knill, C. & Lenschow, A. (ed.) 2000: Implementing EU environmental policy - New directions
and old problems, Manchester University Press, UK
Koester, V. 2001: Notat til Wilhjelm-udvalget om Danmarks internationale forpligtigelser
og EF-forpligtigelser på biodiversitetsområdet, og hvorledes disse forpligtigelser er/søges
opfyldt
Kommissionen 2006: Kommissionen indleder retlige procedurer for at forbedre beskyttelsen
af fugle og levesteder og standse tabet af biodiversitet i EU, Pressemeddelelse fra
Kommissionen den 3. juli 2006
Lumby, E. 2006: På sporet af odderen, Berlingske Tidende d. 27. december 2006
Madsen, A. B. et al. 2002: Barrierer i landskabet – betyder det noget for de vilde dyr?,
Danmarks Miljøundersøgelser, TEMA-rapport nr. 40/2002
168

Madsen, A. B. et al. 1999: Survey of Danish free living otters Lutra lutra – a consecutive
collection and necropsy of dead bodies, IUCN Otter Spec. Group Bull. 16(2) 1999
Madsen, A. B. 1996a: Odderens Lutra lutra økologi og forvaltning i Danmark, miljø- og
Energiministeriet, Danmarks Miljøundersøgelser
Madsen, A. B. 1996b: Otter Lutra lutra mortality in relation to traffic, and experience with
newly established fauna passages at existing road bridges, Lutra, vol. 39, 1996
Madsen, A. B. 1990: Oddere Lutra lutra og trafik, Flora og Fauna 96 (2): 39-46, Århus
1990
Madsen, A. B. & Prang, A. 2001: Habitat factors and the presence or absence of otters Lutra
lutra in Denmark, Acta Theriologica 46 (2), s. 171-179
March, J. G. & Olsen, J. P. 1994: Institutional Perspectives on Governance, i Derlien, H.-
U. 1994: Systemrationalität und Partialinteresse, 1. edition, Nomos Verlagesellschaft, Baden-Baden
March, J. G. & Olsen, J. P. 1989: Rediscovering Institutions, The Free Press
Mazmanian, D. A. & Sabatier, P. A.1989: Implementation and Public Policy, University
Press of America
Miljøministeriet, 2003: Notat til Folketingets Europa-udvalg om besvarelse af Europa-
Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2003/2070 om dansk lovgivnings manglende overensstemmelse
med habitatdirektivet (92/43/EØF)
Miljøministeriet, 2004: Handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse i
Danmark 2004-2009
Miljøportalen, 2007:
http://kort.arealinfo.dk/cbkort?profile=fyn
Moe, M. 2000: Miljøret, 4. udgave, Thomson/GADJURA.
Muus, B. 1984: Ø-teorien, i Løjtnant, B. (ed.) 1984: Spredningsøkologi, Naturfredningsrådet
og Fredningsstyrelsen
Møller, P. G. et al. 2002: Bæredygtig arealanvendelse – den kulturelle dimension i landskabet,
i Møller, P. G. et al. (ed.), 2002: Foranderlige landskaber, Syddansk Universitetsforlag
Naturrådet 2001: Naturrådets vurdering af og forslag til Habitatdirektivets gennemførelse i
Danmark, Naturrådet
169

Nielsen. A., (ed.) 2005: Institutionel teori – en tværfaglig introduktion, 1. udgave Roskilde
Universitetsforlag, 2005
Nielsen, V. 1981: Naturfredningens historie, i Nørrevang, A. & Lundø, J. (ed.) 1981,
Danmarks natur, bind 10, Mennesket og naturen, 3. udgave, Politikens Forlag.
Pagh, P. 2005: Bestemmer ejeren eller den spidssnuede frø?, Ugeskrift for Retsvæsen, nr.
3, 22. januar 2005
Pagh, P. 2001: Responsum om dansk gennemførelse af Habitatdirektivets art. 6 – Om den
danske implementering af EU’s krav til bevarings- og beskyttelsesforanstaltninger for de
særlige bevaringsområder Danmark har udpeget i henhold til fugledirektivet (74/409) &
habitatdirektivet (92/43), Naturrådet
Plantedirektoratet 2006: Vejledning om reglerne om jordressourcens anvendelse til dyrkning
og natur
Pihl, S. et al. 2000: Naturtyper og arter omfattet af EF-Habitatdirektivet. Indledende kortlægning
og foreløbig vurdering af bevaringsstatus, Danmarks Miljøundersøgelser, faglig
rapport nr. 322
Randi, E. et al. 2003: Genetic structure in otter (Lutra lutra) populations in Europe: implications
for conservation, Animal Conservation, 6: 1-10, Århus Universitet 2003
Reenberg, A. 2000: Jordbrug og natur i historisk sammenhæng, i Holten-Andersen, J. (ed.)
2000: Dansk naturpolitik – viden og vurderinger, Temarapport nr. 1, Naturrådet
Riis, N. 1983: Padder, Danmarks Naturfredningsforenings Forlag
Rudfeld, L. (ed.) 2005: Contribution to the interpretation of the strict protection of species
(Habitat Directive article 12)
Rudfeld, L. 2003: Habitatdirektivet og EU’s regulering på naturområdet, i Reenberg, A. et
al. (ed.) 2003: Wilhjelm +2 – Statuskonference 2003: Habitatdirektivet
Sand-Jensen, K. 2000: Økologi og biodiversitet, Gads Forlag
Schaffer, M. L. 1981: Minimum Population Sizes for Species Conservation, Bioscience
Vol. 31: 131-134
Siegismund, H. R. 1993: Naturbevaring og genetik, Nordisk Ministerråd.
Skov- og Naturstyrelsen, 2007a:
http://www.skovognatur.dk/Emne/Natura2000/Habitat/Arter_og_naturtyper/Dyrearter_bila
gII.htm og
http://www.skovognatur.dk/Emne/Natura2000/Habitat/Arter_og_naturtyper/Plantearter_bil
agII.htm
170

Skov- og Naturstyrelsen, 2007b:
http://www.skovognatur.dk/Emne/Natura2000/Habitat/Habitatomraader_liste/
Skov- og Naturstyrelsen, 2007c:
http://www.skovognatur.dk/Udgivelser/Reservatfoldere/tissoe.htm
Skov- og Naturstyrelsen 2006a: Vedr. høring af revideret habitatbekendtgørelse
Skov- og Naturstyrelsen 2006b: Den danske regerings svar på Kommissionens åbningsskrivelse
nr. 2006/2144 om habitatdirektivet (92/43/EØF) og nr. 2006/2134 om fuglebeskyttelsesdirektivet
(79/409/EØF)
Skov- og Naturstyrelsen, 2006c:
http://www.skovognatur.dk/Emne/Natura2000/Habitat/Udpegningsprocessen/
Skov- og Naturstyrelsen, 2006d:
http://www.skovognatur.dk/Emne/Natura2000/Fakta_om/
Skov- og Naturstyrelsen, 2006e: Parallelopstilling af implementering af Rådets direktiv
92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter på Miljøministeriets
område.
Skov- og Naturstyrelsen, 2005:
http://www.sns.dk/natur/odder/status.htm.
Skov- og Naturstyrelsen 2002: Estimation of present and future costs associated with the
designation and management of Natura 2000 sites in Denmark
Skov- og Naturstyrelsen 1998a: Besvarelse af indsigelser fra afsluttende høring over reviderede
forslag til EF-habitatområder – Høringssvar og indstillinger for områder i den
kontinentale biogeografiske region i Fyns Amt
Skov- og Naturstyrelsen 1998b: Besvarelse af indsigelser fra afsluttende høring over reviderede
forslag til EF-habitatområder – Høringssvar og indstillinger for områder i den
kontinentale biogeografiske region på Sjælland, Lolland-Falster og Møn
Skov- og Naturstyrelsen & Kulturarvsstyrelsen 2006: Teknisk sammenfatning af skitseprojekt
for østlige Store Åmose, Udarbejdet af COWI A/S for Skov- og Naturstyrelsen samt
Kulturarvsstyrelsen
Stoltze, M. & Pihl. S. (ed.) 1998: Rødliste 1997 over planter og dyr i Danmark, Miljø- og
Energiministeriet, Danmarks Miljøundersøgelser og Skov- og Naturstyrelsen
Søgaard, B. et al. 2006: Arter 2004-2005, NOVANA: Danmarks Miljøundersøgelser, faglig
rapport nr. 582
171

Søgaard, B. et al. 2003: Kriterier for gunstig bevaringsstatus – naturtyper og arter omfattet
af EF habitatdirektivet & fugle omfattet af EF fuglebeskyttelsesdirektivet, Danmarks
Miljøundersøgelser, faglig rapport nr. 457, 3. udgave
Søgaard, B. & Madsen, A. B. 1996: Handlingsplan for odder (Lutra lutra) i Danmark
The European Topic Centre for Nature Conservation, 1997: Criteria for assessing national
lists of pSCI at biogeographical level
Torfing, J. 2005: Institutionelle teorier indenfor politologi, i Nielsen, K. (ed.) Institutionel
teori – en tværfaglig introduktion, 1. udg. Roskilde Universitetsforlag
Turner, M. G. et al. 2001: Landscape ecology in theory and practice, pattern and process
Vestsjællands Amt, 2007:
http://www.vestamt.dk/nyhed/presse99/990531.htm
Vestsjællands Amt, 1998a: Regulativ for Skarresø Amtsvandløb nr. 37, J.nr. 9-21-37V-
1001-1997, 6. august 1998
Vestsjællands Amt, 1998b: Tissø Amtsvandløb nr. 18, J.nr. 9-21-18V-1001-1997, 19. marts
1998
Vestsjællands Amt, 1997: Planredegørelse og konsekvensvurdering for Nedre Halleby Åsystemet
omfattende amtsvandløbene Nedre Halleby Å – Helsinge Å- Bøstrup Å, J.nr. 9-21-
02V-1001-1997, J.nr. 9-21-03V-1001-1997, J.nr. 9-21-04V-1001-1997, 1. april 1997
Vestsjællands Amt, 1996: Planredegørelse og konsekvensvurdering for Åmose Å-systemet
omfattende amtsvandløbene Tysinge Å og Brændemølle Å, Åmose Å og Øvre Halleby, J.nr.
9-21-01-17V-0001-1993, J.nr. 9-21-01-13V-0001-1994, J.nr. 9-21-01-01V-0001-1994,
J.nr. 9-21-35-0001-1988, J.nr. 9-21-16-0001-1991, 1. oktober 1996
Vipersgarden, 2007:
http://www.vipersgarden.at/Steckbrief/pics/bombina/bomb/bomb bomb 1 seewinkel 5-
88.jpg
Werling, L. & Hansen, J. M. 2003: Odderen i Århus Amt
Wilhjelmudvalget, 2001: En rig natur i et rigt samfund
Winter, S. 2006: Implementation, i Peters, B. G. & Pierre, J. (ed.) 2006: Handbook of public
policy, SAGE
Winter, S. 2005: Implementering og effektivitet, Systime Academic
Winter, S. 1990: Integrating Implementation Research, i Palumbo, D. J. & Calista, D. J.
(ed.) 1990: Implementation and policy process: opening up the black box, Greenwood
Press
172

Lovgivning
Bkg. nr. 477, 2003: Bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale
naturbeskyttelsesområder af 7. juni 2003
Bkg. nr. 430, 2002: Bekendtgørelse om fredning af krybdyr, padder, fisk, hvirvelløse dyr,
planter m.m. af 2. juni 2002
Bkg. nr. 753, 2001: Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse af 25. august 2001
Directive 92/43/EEC, 1992: Directive 92/43/EEC on the conservation of natural habitats
and of wild fauna and flora of 21 May 1992
Dir. 92/43/EØF af 21. maj 1992: Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring
af naturtyper samt vilde dyr og planter
EF-Domstolen, 2006: Traktatbrud – direktiv 92/43/EØF – bevaring af naturtyper – vilde
dyr og planter – vurdering af visse projekters virkninger på den beskyttede lokalitet – artsbeskyttelse,
sag C-98/03
EF-Domstolen, 2000: Direktiv 92/43/EØF – bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter
– afgrænsning af lokaliteter, der kan udpeges som særlige bevaringsområder – medlemsstaternes
skønsbeføjelser – økonomiske og sociale hensyn – Severn-mundingen), sag
C-371/98 First Corporate Shipping
EF-Domstolen, 1996: Direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle - Direktiv
92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter - Afgrænsning af områder
som særligt beskyttede områder - Medlemsstaternes skønsbeføjelser - Økonomiske og sociale
hensyn - Lappel Bank., Sag C-44/95
EF-Domstolen, 1974: C-41/74, van Duyn
EF-traktaten, 1958: Traktat om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab
Lbk. nr. 884, 2004: Bekendtgørelse af lov om naturbeskyttelse af 18. august 2004
Lbk. nr. 530, 1984: Lov om naturfredning af 10. oktober 1984
Lov nr. 567, 2005: Lov om ændring af lov om naturbeskyttelse
(Udmøntning af kommunalreformen) af 24. juni 2005
Lov nr. 434, 2004: Lov om drift af landbrugsjorder af 9. juni 2004
Lov nr. 1150, 2003: Bekendtgørelse af lov om miljømål mv. for vandforekomster og internationale
naturbeskyttelsesområder af 17. december 2003
Lov nr. 114, 1997: Lov om jagt og vildtforvaltning af 28. januar 1997
173

Lov nr. 9, 1992: Lov om naturbeskyttelse af 3. januar 1992
Lov nr. 169, 1953: Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953
Lov nr. 245, 1917: Lov om naturfredning af 8. maj 1917
Personlige kommentarer
Agger, P. 2007, pers. komm.: Vejledermøde d. 8. januar 2007
Agger, P. 2006, pers. komm.: Vejledermøde d. 20. december 2006
Agger, P. 2005, Pers. komm. Intern evaluering af specialegruppe den 31. november 2005.
Andenæs, S. 2006, pers. komm.: Samtale med Svend Andenæs (lodsejer) i forbindelse med
feltundersøgelsen på Østfyn d. 27. august 2006
Aufeldt, L. O. 2007, pers. komm.: Telefonsamtale med Lasse Otto Aufeldt d. 6. februar
2007
Byrnak, E. 2006, pers. komm.: Interview på Vestsjællands Amt d. 12. september 2006. Referat
af interview, jf. bilag nr. 4, vedlagt på cd-rom
Damm, N. 2007, pers. komm.: Telefonsamtale med Niels Damm d. 15. januar 2007
Damm, N. 2006, pers. komm.: Telefonsamtale med Niels Damm d. 12. september
Fog, K. 2006, pers. komm.: Telefonsamtale med Kåre Fog d. 17. januar 2006. Referat af
telefonsamtale, jf. bilag nr. 1, vedlagt på cd-rom
Hofmeister, E. 2006, pers. komm: Telefonsamtale med Erik Hofmeister d. 22. februar 2007
Larsen, G., 2007, pers. komm.: Telefonsamtale d. 22. januar 2007 med Gudmund Larsen,
Statsaut. ejendomsmægler & valuar, EDC Svendborg
Madsen, A. B. 2007, pers. komm.: Telefonsamtale med Aksel Bo Madsen d. 22. februar
2007
Madsen, A. B. 2006a, pers. komm.: Interview på Danmarks Miljøundersøgelser, Afdeling
for Vildtbiologi og Biodiversitet, Kalø d. 7. marts 2006. Referat af interview, jf. bilag nr. 2,
vedlagt på cd-rom
Madsen, A. B. 2006b, pers. komm.: Møde på Bromølle Kro ang. Danmarks Naturfredningsforenings
odderprojekt i Vestsjælland, Bromølle d. 5. februar 2006
Pagh, P. 2006, pers. komm.: Interview på Københavns Universitet d. 15. september 2006.
Referat af interview, jf. bilag nr. 6, vedlagt på cd-rom
174

Rudfeld, L. 2006, pers. komm.: Interview på Skov- og Naturstyrelsen d. 10. september
2006. Referat af interview, jf. bilag nr. 5, vedlagt på cd-rom
Skrumsager, K. K. 2007, pers. komm.: Telefonsamtale d. 2. marts 2007 med Kresten
Skrumsager, Direktoratet for FødvareErhverv
Svendsen, A. 2006, pers. komm.: Interview på Fyns Amt, d. 28. august 2006. Referat af interview,
jf. bilag nr. 3, vedlagt på cd-rom
175

BILAG
Bilag 1-6: Findes på den vedlagte cd-rom.
Bilag 7-12: Findes på de følgende sider.
176

Bilag nr. 7: Winters implementeringsmodel
Modellen eller analyserammen illustrerer Winters forsøg på at integrere en række af de
væsentligste teoretiske bidrag til implementeringsforskningen i én samlet model.
Søren Winters integrerede implementeringsmodel.
Kilde: Gengivet fra Winter, 2005:59.
177

Bilag nr. 8: Verificering af kartografiske data og feltundersøgelse
Feltnoter Vestsjælland august 2006.
Habitatområde nr. 137 – Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å
I habitatområde nr. 137 er der udlagt 18 stationer.
Undersøgelsesstation nr. 1: Undløse Bro over Åmose Å
Vandsystem: Åmose Å.
Vandløbets bredde: Ca. 5 m.
Vandløbets dybde: < 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Slyngninger.
Faunapassage: Etableret på sider (sten).
Omgivelserne: Relativt uforstyrret område med træbevoksninger, græsarealer og
intensivt dyrket arealer.
Brinkernes bevoksning: Lav blandet urtevegetation.
Bræmmer: Ca. 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Laksefiskevand (B2) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Lokaliteten ligger lige udenfor habitatområde nr. 137, fund af potentielt odderekskrement
på faunapassagen.
Undersøgelsesstation nr. 2: Sandlyng Å (sideløb til Åmose Å) og nærliggende vådområder
Vandsystem: Åmose Å.
Vandløbets bredde: 1-2 m.
Vandløbets dybde: < 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lige.
Faunapassage:
Omgivelserne: Ekstensivt udnyttet dog spredt maskinelt høslæt.
Brinkernes bevoksning: Lav blandet urtevegetation og krat, spredte træbevoksninger
samt levende hegn.
Bræmmer: Ca. 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI ≥ 4.
Div.: Området virker relativt uforstyrret, grænser op til et større fredet område og
rummer spredte vandhuller, små moser og rørskovsarealer.
178

Undersøgelsesstation nr. 3: Fredet område og sideløb ved Kongemose
Vandsystem: Åmose Å.
Vandløbets bredde:
Vandløbets dybde:
Vandløbets fysiske forhold:
Faunapassage:
Omgivelserne: Ekstensivt udnyttet, uforstyrrede omgivelser.
Brinkernes bevoksning:
Bræmmer:
Mulighed for skjul:
Målsætning/tilstand:
Div.: Ikke muligt at få direkte adgang til lokaliteten, derfor undersøgt på afstand.
Undersøgelsesstation nr. 4: Åmose Å opstrøms
Vandsystem: Åmose Å.
Vandløbets bredde: Ca. 5-6 m.
Vandløbets dybde: > 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lige.
Faunapassage:
Omgivelserne: Ekstensivt udnyttet, uforstyrrede omgivelser.
Brinkernes bevoksning: Lav blandet urtevegetation.
Bræmmer: > 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Fik adgang af lodsejeren, stort uforstyrret område – umiddelbart med ringe
menneskelig aktivitet. Vandløbet var grødeskåret samme dag i fuld bredde fra
vandsiden. Åen virkede fuldstændig udrettet og meget gennemreguleret, hvilket
ikke er optimalt for odderen.
Undersøgelsesstation nr. 5: Skellingsted Bro over Åmose Å
Vandsystem: Åmose Å.
Vandløbets bredde: Ca. 5 m.
Vandløbets dybde: > 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lige og dybtliggende. V-profil ca. 4 m ned fra brink.
Faunapassage: Etableret på begge sider (planker).
Omgivelserne: Intensivt dyrkede marker i åbent landskab.
Brinkernes bevoksning: Lav blandet urtevegetation, krat og mindre træer.
Bræmmer: 2 m.
Mulighed for skjul: Til dels, men ikke optimalt.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Parkeringsplads ved broen. Fik her en lille snak med Amtets folk, der var her
i forbindelse med ”Naturgenopretning af Store Åmose” projektet.
179

Undersøgelsesstation nr. 6: Gangbro over Åmose Å nedstrøms Hesselberg mose
Vandsystem: Åmose Å.
Vandløbets bredde: Ca. 5-7 m.
Vandløbets dybde: >1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lige.
Faunapassage: Ikke nødvendig.
Omgivelserne: Intensivt udnyttet, dyrkede marker i relativt åbent landskab dog
med nærliggende større træbevoksning.
Brinkernes bevoksning: Lav blandet urtevegetation.
Bræmmer: 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Nærliggende mindre skov samt vandre/cykelrute (Jydestien), der krydser
vandløbet. En del rekreative forstyrrelser må derfor forventes i dagtimerne.
Undersøgelsesstation nr. 7: Bro over Åmose Å ved Bromølle
Vandsystem: Åmose Å.
Vandløbets bredde: Ca. 10 m.
Vandløbets dybde: Ca. 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Omkring kroen snoet, men rørlagt på en 834 m
strækning opstrøms Bromølle.
Faunapassage: Etableret på den ene side (planker).
Omgivelserne: Hovedsagelig skov, nedlagt tivoli og Bromølle Kro samt hotel.
Brinkernes bevoksning: Skov og levende hegn.
Bræmmer: > 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Naturvidenskabeligt interesseområde (A) og DVFI 6, målt
DVFI ≥ 6.
Div.: Vandløbet er rørlagt opstrøms Bromølle (Bromølle skov), hvilket umiddelbart
udgør en barriere i forhold til odderes spredning. For at komme til Store Åmose
fra Nedre f.eks. Åmose Å og Lille Åmose. er den nødsaget til at vandre gennem
skoven oven på tunnelrøret, hvor der dog findes en del rørskovsarealer. Der må
forventes en del forstyrrelser i området forårsaget af kroens arrangementer.
180

Undersøgelsesstation nr. 8: Udløb fra grøft ved Gryde Mølle
Vandsystem: Nedre Åmose Å.
Vandløbets bredde: < 1 m.
Vandløbets dybde: < 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Efter vejunderføringen udviklede grøften sig til et lille
varieret skovvandløb med god strøm.
Faunapassage: Ingen.
Omgivelserne: Ekstensivt udnyttet, skov.
Brinkernes bevoksning: Blandskov.
Bræmmer: > 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand:
Div.: Grøften løber under vejen via rør (ca. 75 cm Ø), odderen er derfor nødsaget
til at krydse vejen. Grøften/skovvandløbet var ikke som ventet en del af udløbet fra
Skarrasø og dets funktion i det samlede vandløbssystem kendes ikke. Vandløbet
har mere karakter af ledelinie end egentligt levested for odderen.
Undersøgelsesstation nr. 9: Udløb fra Skarresø
Vandsystem: Nedre Åmose Å.
Vandløbets bredde: < 2 m.
Vandløbets dybde: < 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Småslynget skovvandløb med stemværk.
Faunapassage:
Omgivelserne: Skov og spredt bebyggelse.
Brinkernes bevoksning: Blandskov.
Bræmmer: > 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Laksefiskevand (B2) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Stemværk, stærkt eutrofieret, tilløb til nærliggende lille sø via andet nedslidt
stemværk. Denne sø var dog indhegnet så større dyr kan have vanskeligt ved at
passere. Søen kunne have potentiale som yngleområde, hvis ikke forstyrrelsesniveauet
er for højt fra den tilstødende beboelsesejendom og hegnet ikke udgør et
problem for odderens adgang.
181

Undersøgelsesstation nr. 10: Skarresø
Vandsystem: Nedre Åmose Å.
Vandløbets bredde:
Vandløbets dybde:
Vandløbets fysiske forhold:
Faunapassage:
Omgivelserne: Skov og store rørskovarealer i tilknytning til søen.
Brinkernes bevoksning:
Bræmmer:
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Basismålsætning.
Div.: Søens areal er 194 ha., var stærkt eutrofieret, brinkerne virker meget isolerede
bortset fra ved Jyderup (nordøst), sejlads er forbudt i næsten hele søen af hensyn
til områdets havørne, en stor del af området er fredet – ingen offentlig adgang, få
stier. Virker som et meget uforstyrret område – velegnet som leve- og ynglested.
Undersøgelsesstation nr. 11: Underløb ved Gryde Mølle opstrøms Nedre Åmose Å
Vandsystem: Nedre Åmose Å.
Vandløbets bredde: Ca. 1-2 m.
Vandløbets dybde: < 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Slynget lille skovvandløb, ikke præget af regulering.
Faunapassage: Ingen.
Omgivelserne: Skov.
Brinkernes bevoksning: Blandskov.
Bræmmer: > 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Laksefiskevand (B2) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Vandløb rørlagt under vej (ca. 100 cm Ø), odderen er derfor nødsaget til at
krydse vejen. Vandløbet har mere karakter af ledelinie end levested for odderen.
Undersøgelsesstation nr. 12: Bro over Nedre Åmose Å tæt ved skellet til Øvre Halleby
Å
Vandsystem: Nedre Åmose Å/Øvre Halleby Å
Vandløbets bredde: 6-8 m.
Vandløbets dybde: Ca. 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lettere slynget med større sten stikkende op over
vandlinien og god strøm.
Faunapassage: Etableret på begge sider (sten).
Omgivelserne: Ekstensivt udnyttet, dog villahave direkte ned til vandløbet ellers
mose/sump, skov, krat og levende hegn mv.
Brinkernes bevoksning: Blandet bevoksning bestående af træer, krat og blandet
urtevegetation.
Bræmmer: 2 m og derover.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Naturvidenskabelig interesse (A) og DVFI 6, målt DVFI ≥ 6
Div.: God strøm og varieret dybde på vandløbet. Den tilstødende villa (Møllehuset)
udgør antageligvis ikke noget problem for odderes færden langs vandløbet.
182

Undersøgelsesstation nr. 13: Bro og opstemning ved Nedre Åmose Å ved Strids Mølle
Vandsystem: Nedre Åmose Å.
Vandløbets bredde: Ca. 5-6 m.
Vandløbets dybde: < 1 m nedstrøms stemværket.
Vandløbets fysiske forhold: Slyngninger med vandflade brudt af større sten og
varierende dybde, god strøm.
Faunapassage: Ingen.
Omgivelserne: Større opstemmet mølledam med store rørskovsarealer opstrøms.
Nedstrøms skov eller træer på begge sider af vandløbet.
Brinkernes bevoksning: Opstrøms rørskov med bagvedliggende skov. Nedstrøms
træer og krat på begge sider.
Bræmmer: > 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Naturvidenskabelig interesse (A) og DVFI 6, målt DVFI ≥ 6
Div.: Området har umiddelbart karakter af at være et velegnet levested for oddere.
Især vådområdet opstrøms kunne fungere som ynglelokalitet og opvækstområde.
Manglen på faunapassage ved Åvej skyldes sandsynligvis at det har været umuligt
at etablere en her uden at fjerne hele opstemningen og dermed mølledammen.
Undersøgelsesstation nr. 14: Bro over Bregninge Å opstrøms Saltbæk Vig
Vandsystem: Bregninge Å.
Vandløbets bredde: Ca. 5 m.
Vandløbets dybde: >1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lige.
Faunapassage: Faunapassage i den ene side (planker).
Omgivelserne: Ekstensivt, rørskov, spredte træbevoksninger.
Brinkernes bevoksning: Lav blandet bevoksning med enkelte træbevoksninger.
Bræmmer: 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Vandløbet løber ud i Saltbæk Vig, som er et stort fredet og meget uforstyrret
område uden offentlig adgang.
Undersøgelsesstation nr. 15: Område ved Løgved Plantage og Bregninge Å
Vandsystem: Bregninge Å.
Vandløbets bredde:
Vandløbets dybde:
Vandløbets fysiske forhold:
Faunapassage:
Omgivelserne: Ekstensiv eller slet ingen udnyttelse af området, ingen jordbrugsmæssig
dyrkning, lav blandet vegetation.
Brinkernes bevoksning:
Bræmmer:
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Umiddelbart ingen udnyttelse området, ingen jordbrug.
183

Undersøgelsesstation nr. 16: Bro over Bregninge Å opstrøms Løgved Plantage
Vandsystem: Bregninge Å.
Vandløbets bredde: Ca. 2 m.
Vandløbets dybde: > 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lige.
Faunapassage: Faunapassage i begge sider (planker).
Omgivelserne: Både intensivt og ekstensivt udnyttelse af området.
Brinkernes bevoksning: Blandet bevoksning med overvægt af træbevoksning på
den ene side. På den anden side var alt vegetation fjernet i et 3-4 m bredt bælte.
Bræmmer: > 2 m.
Mulighed for skjul: Ja, træbevoksning.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Nedstrøms findes der råstofgravning. Selvom al vegetation i et bredt bælte
var fjernet på den ene side af åen fandtes der stadig gode betingelser for skjul på
den modsatte side.
Undersøgelsesstation nr. 17: grusgrav ved motortrafikvej og Bregninge Å
Vandsystem: Bregninge Å.
Vandløbets bredde:
Vandløbets dybde:
Vandløbets fysiske forhold:
Faunapassage:
Omgivelserne: Intensivt, råstofgravning, motortrafikvej- og bane, søer og vandhuller.
Brinkernes bevoksning:
Bræmmer:
Mulighed for skjul: Nej.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Aktiviteterne i forbindelse med råstofgravning, motortrafikvej- og motorbane
medfører antageligvis forstyrrelser. Kvaliteten af områdets søer var svær at bedømme,
da lokaliteten blev besigtiget kørende fra vejen.
Undersøgelsesstation nr. 18: Bro over Bregninge Å ved Stenrand Enge
Vandsystem: Bregninge Å.
Vandløbets bredde: 1-1,5 m.
Vandløbets dybde: Ca. 0,5 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lige.
Faunapassage: Ingen, rørlagt under vej.
Omgivelserne: Intensivt, mindre industriområde.
Brinkernes bevoksning: Tæt og høj krat og træbevoksning.
Bræmmer: Ca. 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Vandløbet er rørlagt under vejen (ca. 100 cm Ø). Der er spredt industriel bebyggelse
og et vandværk på lokaliteten. Området var præget af en vis aktivitet
f.eks. i form af tung trafik i forbindelse med de nærliggende virksomheder.
184

Habitatområde nr. 138 – Åmose, Tissø, Halleby Å og Flasken
I habitatområde nr. 138 er der udlagt 14 stationer.
Undersøgelsesstation nr. 19: Lille Åmose og Madesø
Vandsystem: Øvre Halleby Å.
Vandløbets bredde: 4-5 m.
Vandløbets dybde: Ca. 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Slyngninger.
Faunapassage:
Omgivelserne: Stort ekstentsivt udnyttet område, præget af store uforstyrrede
rørskovsområder, afgræssede enge, moser, vandhuller, lav skov og krat mv.
Brinkernes bevoksning: Rørskov, græs og spredt træbevoksning.
Bræmmer: > 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: I forbindelse med deltagelsen i Danmarks Naturfredningsforenings odderregistreringsprojekt
fik vi mulighed for at undersøge en større del af området relativt
grundigt over 3 omgange. Området vurderes som potentielt sourcehabitat grundet
dets opfyldelse af alle de opsatte kriterier for et typisk odderhabitat og egnet som
lokalitet i forbindelse med en eventuel genudsætning af oddere.
Undersøgelsesstation nr. 20: Udløb fra Madesø til Øvre Halleby Å samt Madesø
Vandsystem: Øvre Halleby Å.
Vandløbets bredde:
Vandløbets dybde:
Vandløbets fysiske forhold:
Faunapassage:
Omgivelserne: Uforstyrret ekstensivt udnyttet område med store rørskovsarealer.
Brinkernes bevoksning:
Bræmmer:
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Basismålsætning.
Div.: Søens areal er på 30 ha. Har potentiale både som yngle-, opvækst- og fourageringsområde
pga. områdets uforstyrrethed, strukturer og funktioner.
185

Undersøgelsesstation nr. 21: Bro over Øvre Halleby Å ved udløb til Tissø
Vandsystem: Øvre Halleby Å.
Vandløbets bredde: Ca. 5-6 m.
Vandløbets dybde: Ca. 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Først lige siden hen slynget.
Faunapassage: Etableret på begge sider (planker).
Omgivelserne: Både intensivt og ekstensivt udnyttet. Spredt bebyggelse direkte
ned til vandløbet nær broen, lokal sejlklub og rasteplads med borde og bænke men
også træbevoksninger og krat.
Brinkernes bevoksning: Rørskov, spredt både høj og lav blandet vegetation.
Bræmmer: 2 m dog et sted en villahave direkte ned til vandløbet uden nogen form
for bræmme.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4
Div.: Tissø er en stor sø med et areal på 1233 ha. Flere dele af søen og de tilhørende
søbredder er fredet og sejladsen på søen er derfor stærkt reguleret. Søen og dens
nære omgivelser vurderes derfor som et velegnet levested for oddere.
Undersøgelsesstation nr. 22: Lille Fuglede (fugletårn & naturcenter) ved Tissø
Vandsystem: Tissø.
Vandløbets bredde:
Vandløbets dybde:
Vandløbets fysiske forhold:
Faunapassage:
Omgivelserne: Intensiv dyrkning og ekstensiv afgræsning.
Brinkernes bevoksning: Rørskov og træer og krat.
Bræmmer:
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Basismålsætning.
Div.: Fik et godt view over Tissø-området oppe fra fugletårnet.
Undersøgelsesstation nr. 23: Vasebro over Børstrup Å ved Ulstrup mose
Vandsystem: Bøstrup Å.
Vandløbets bredde: Ca. 5 m.
Vandløbets dybde: < 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lige.
Faunapassage: Etableret i begge sider (planker).
Omgivelserne: Blandet intensivt landbrug og ekstensive afgræsningsarealer,
spredte træbevoksninger og mange levende hegn.
Brinkernes bevoksning: Lav blandet urtevegetation, krat og spredte træer.
Bræmmer: 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI ≥ 5.
Div.: Området på denne side af Tissø virker generelt mere åbent og intensivt udnyttet.
Parkeringsplads etableret i forbindelse med broen.
186

Undersøgelsesstation nr. 24: Vådområde ved Bøstrup Å, hvor jernbanen krydser
vandløbet
Vandsystem: Bøstrup Å.
Vandløbets bredde:
Vandløbets dybde:
Vandløbets fysiske forhold:
Faunapassage:
Omgivelserne:
Brinkernes bevoksning:
Bræmmer:
Mulighed for skjul:
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI ≥ 5.
Div.: Lokaliteten ikke undersøgt pga. dårlige adgangsvilkår. Jernbanen, der var
målet, er nedlagt og omlagt til cykelrute, derfor intet behov for faunapassage.
Undersøgelsesstation nr. 25: Tranevejle Bro over Børstrup Å
Vandsystem: Bøstrup Å.
Vandløbets bredde: 1-2 m.
Vandløbets dybde: < 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Lige.
Faunapassage: Ingen.
Omgivelserne: Blandet intensiv og ekstensiv udnyttelse, levende hegn, forholdsvis
fladt og åbent landskab.
Brinkernes bevoksning: Lav blandet urtevegetation.
Bræmmer: 2 m.
Mulighed for skjul: Nej stort set ikke lige her.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Ligger lige udenfor habitatområde 138, vejen er smal, broen gammel og slidt,
hvilket indikerer en relativ lav trafikintensitet. Desuden er vandløbet så smalt at det
kan være svært at få plads til en faunapassage uden at komme i problemer medl
vandløbsregulativerne. Dette kunne være årsager til manglen på faunapassage.
Undersøgelsesstation nr. 26: Vådområde ved Åenge og Flasken
Vandsystem: Nedre Halleby Å.
Vandløbets bredde:
Vandløbets dybde:
Vandløbets fysiske forhold:
Faunapassage:
Omgivelserne: Ekstensive græsarealer, rørskov, vådområde, åbent vandspejl.
Brinkernes bevoksning:
Bræmmer:
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand:
Div.: Virker som et relativt uforstyrret område, der vurderes til at have potentiale
som yngle-, opvækst- og fourageringsområde.
187

Undersøgelsesstation nr. 27: Bro over Nedre Halleby Å opstrøms Åenge
Vandsystem: Nedre Halleby Å.
Vandløbets bredde: 6-7 m.
Vandløbets dybde: > 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Slyngninger.
Faunapassage: Etableret i den ene side (planker).
Omgivelserne: På kanten til et større sommerhusområde og spredt bebyggelse direkte
ned til vandløbet, rørskov, småskove eller træbevoksninger.
Brinkernes bevoksning: Både høj og lav blandet vegetation.
Bræmmer: 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Pga. sommerhusene i området og de deraf afledte aktiviteter må det forventes
at der finder en del forstyrrelse sted i området i sommerperioden.
Undersøgelsesstation nr. 28: Bro over sidekanal til Nedre Halleby Å ved Osen
Vandsystem: Nedre Halleby Å.
Vandløbets bredde: Ca. 10 m.
Vandløbets dybde: > 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Snorlige i og med at det er en gravet kanal.
Faunapassage: Ingen.
Omgivelserne: Midt i sommerhusområde.
Brinkernes bevoksning: Høj træbevoksning.
Bræmmer: > 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Ikke målsat eller målt.
Div.: Lokaliteten ligger uden for habitatområdet. Kanalen er i sin tid gravet med
henblik på afledning af processpildevand fra en sukkerfabrik. Området bærer formentlig
præg af stor forstyrrelse i sommerperioden. Sandsynligvis uegnet som levested,
men kan evt. fungere som fourageringsområde særligt i vinterhalvåret.
Undersøgelsesstation nr. 29: Vådområde ved Bjerge Enge
Vandsystem: Nedre Halleby Å.
Vandløbets bredde:
Vandløbets dybde:
Vandløbets fysiske forhold:
Faunapassage:
Omgivelserne: Både intensivt og ekstensivt udnyttet, men hovedsageligt vådområde
med direkte grøft ned til Nedre Halleby Å.
Brinkernes bevoksning:
Bræmmer:
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Virker som et relativt uforstyrret vådområde.
188

Undersøgelsesstation nr. 30: Ågerup Bro over Nedre Halleby Å
Vandsystem: Nedre Halleby Å.
Vandløbets bredde: Ca. 10 m.
Vandløbets dybde: > 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Slyngninger.
Faunapassage: Etableret i den ene side (planker).
Omgivelserne: Spredt bebyggelse i åbent område, lokaliteten er hovedsageligt
omgivet af intensivt dyrkede arealer, rundt om broerne dog tæt høj trævegetation.
Brinkernes bevoksning: Høje træer og krat.
Bræmmer: 2 m.
Mulighed for skjul: Ja.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Der er to broer på lokaliteten. Ved broen over den mest trafikerede vej er der
etableret faunapassage. Under den anden ingen faunapassage, hvilket formentlig
skyldes at lokaliteten udgøres af en rasteplads, hvor farten ikke er særlig høj.
Undersøgelsesstation nr. 31: Vådområde ved Tystrup
Vandsystem: Nedre Halleby Å.
Vandløbets bredde:
Vandløbets dybde:
Vandløbets fysiske forhold:
Faunapassage:
Omgivelserne: Overvejende intensivt udnyttet område i meget åbent landskab
med spredt bebyggelse. Et enkelt mindre område af ekstensivt udnyttet karakter.
Brinkernes bevoksning:
Bræmmer:
Mulighed for skjul: Nej stort set ikke.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Meget åbent landbrugsområde uden særlig interesse som odderlokalitet.
Undersøgelsesstation nr. 32: Bro over Nedre Halleby Å ved Kalmargård nedstrøms
udløb fra Tissø
Vandsystem: Nedre Halleby Å.
Vandløbets bredde: Ca. 5 m.
Vandløbets dybde: > 1 m.
Vandløbets fysiske forhold: Slyngninger.
Faunapassage: Etableret i begge sider (planker).
Omgivelserne: Overvejende intensivt dyrkede marker. Få træer.
Brinkernes bevoksning: Lav blandet urtevegetation.
Bræmmer: > 2 m.
Mulighed for skjul: Ja, men meget få træbevoksninger.
Målsætning/tilstand: Karpefiskevand (B3) og DVFI 5, målt DVFI = 4.
Div.: Der er to broer på lokaliteten. Ved broen over den mest trafikerede vej er der
etableret faunapassage. Under den anden ingen faunapassage, hvilket formentlig
skyldes at lokaliteten også her var en rasteplads, hvor farten ikke er særlig høj.
189

Bilag nr. 9: Fredning af lokalitet ved Tårup Strand
190

Bilag nr. 10: Kriterier for gunstig bevaringsstatus på nationalt niveau
Tabellen viser kriterierne for gunstig bevaringsstatus for odder på nationalt niveau.
Kilde: Tabellen er gengivet fra Søgaard, et al., 2003: 159.
191

Tabellen viser kriterierne for gunstig bevaringsstatus for klokkefrø på nationalt niveau.
Kilde: Tabellen er gengivet fra Søgaard, et al., 2003: 159.
192

Bilag nr. 11: Ortofoto af lokalitet ved Bøsøre
Kortudsnit fra Østfyn.
Kilde: Gengivet fra Miljøportalen, 2007.
193

Bilag nr. 12: Besvarelse af henvendelse til Fiskeridirektoratet
Henvendelse ang. registrering af anvendelse af stopriste i Vestsjællands Amt.
Fiskeridirektoratet
Nyropsgade 30
1680 København V.
Vedr.: Odderriste på Sjælland
Ved at henvise til mail fra direktoratet, bilagt mail fra Danmarks Naturfredningsforening,
om fiskeridirektoratets håndhævelse af kravet i rekreativbekendtgørelsen om brug af stopnet/odderrist,
skal man herved oplyse følgende:
Fiskeridirektoratet har gennem de sidste mange år konstateret overtrædelser af nævnte
bekendtgørelser, herunder om brug af stopriste. En konkret opgørelse om stopriste findes
ikke, men vi har ved gennemgang af nogle af de seneste årgange oplevet, at der i omkring
65% af de konstaterede overtrædelser også indgår mangel på stoprist.
I året 2003 kontrollerede vi kontinuerligt i vandløb og søer fra begyndelsen af marts til
starten af december og konstaterede ferskvandsovertrædelser ved brug af ruser i 20 tilfælde.
I året 2005 kontrollerede vi kontinuerligt i vandløb og søer fra begyndelsen af maj tilbegyndelsen
af november og konstaterede ferskvandsovertrædelser ved brug af ruser i 21 tilfælde.
Det er ikke fiskeridirektoratets opfattelse, at manglende brug af stopriste er
i stigning, snarere mere konstant, uagtet ristene er udleveret gratis af Vestsjællands Amt
igennem en årrække. Måske er der nu behov for mere ”PR” om, hvorfra stopriste gratis
kan rekvireres.
Fiskeridirektoratet har aldrig konstateret oddere i de ulovligt udsatte ruseredskaber, hverken
levende eller døde.
I vandløbene udføres kontinuerligt eftersyn af redskabsfiskeri i perioden fra 1. juni
til 30. november.
I søerne er der håndhævelse af nedgarnsforbudet i månederne april og maj af hensyn
194
Dato: 15. februar 2007
Ref.: Birgit Bolgan
J.nr.:

til dels geddefredningen og dels sandartfredningen samt i den øvrige tid mindstemaskemålsbestemmelser
på de 122 mm.
I alle søer over 10 ha håndhæves fredningsbælter på 50 m til alle sider udfor såvel åers ind-
og udløb af søer.
Derudover har vi et fint samarbejde med såvel amtslige og kommunale vandløbsmyndigheder,
vi udveksler erfaringer og samarbejder på flere planer, fiskeridirek-
toratet giver en hjælpende hånd med ved uddannelse af amtskommunernes åmænd,
ligesom den indbyrdes kontakt holdes ved lige via fyraftensmøder o.l.
Med oprettelse af de 7 nye miljøcentre i Danmark, har vi så småt indledt et samarbejde, der
vil blive udbygget i den nærmeste fremtid. Inspektorat Øst grænser direkte op til de 5
centre, men vil kontinuerligt samarbejde til alle sider, og her ikke mindst med
de nye kommuner.
Med venlig hilsen
Lasse Otto Aufeldt
Fiskerikontrollør
195

Bilag nr. 1: Referat af telefonsamtale med Kåre Fog
RUC (TekSam) den 17. januar 2006.
Først blev der introduceret til specialet og forklaret om vores interesse for Habitatdirektivet,
sammenhængende naturområder og ønsket om at illustrere en eventuel manglende
sammenhæng ved hjælp af arterne odder, klokkefrø og stor vandsalamander. Vi havde
overvejet at arbejde med habitatområdet nr. 135 Sejerø Bugt og Saltbæk Vig, fordi alle tre
arter er på udpegningsgrundlaget, men vi ville gerne høre, om han syntes, det var en relevant
problemstilling.
Han sagde, at klokkefrøen findes på Agersø og Nekselø (to forskellige habitatområder
henholdsvis nr. 143 Skælskør Fjord og havet og kysten mellem Agersø og Glænø og nr.
135 Sejerø Bugt og Saltbæk Vig). For at bevare disse populationer har man udsat klokkefrøer
på henholdsvis Asnæs og Røsnæs for at sikre generne fra de oprindelige populationer,
hvis disse skulle gå til grunde eksempelvis på grund af sprøjtegifte. Klokkefrøerne på
Agersø og Nekselø kan ikke sprede sig yderligere på øerne, men dubletpopulationerne er i
gang med at sprede sig, hvor de er blevet udsat. Bestanden på Nekselø var på cirka 150
dyr, da der blev foretaget en redningsaktion. Med 150 dyr vil bestanden sandsynligvis ikke
være hårdt ramt af indavl. Redningsaktionen for klokkefrøer på Agersø og Nekselø har været
en succes, og derfor vil det ikke være så relevant at undersøge disse områder. Årsagen,
til det går så godt på de to øer, skyldes formegentligt fraværet af hejrer, som præderer på
klokkefrøer.
I øjeblikket foretages en genundersøgelse af klokkefrøernes gener for at konstatere, hvor
indavlet populationerne er. Der bliver blandt andet undersøgt for MHC for at undersøge,
hvor godt klokkefrøerne vil kunne modstå sygdomme.
Syd for Nyborg findes habitatområde nr. 102 Søer ved Tårup og Klintholm, der består af to
separate områder, hvor klokkefrøen er opført på udpegningsgrundlaget for området. Da arbejdet
med at udpege habitatområder begyndte, ønskede Fog, at der skulle være ét sammenhængende
habitatområde, men det skete dog ikke, så i dag er der kun to små habitatområder
med 7 kilometers afstand, der ikke er sammenhængende. Et LIFE-projekt har
skullet forbedre forholdene for klokkefrøerne, og der er oprettet vandhuller mellem de to
habitatområder, hvor der er klokkefrøer. Det er i midlertidigt tvivlsomt, om der foregår en
udveksling af individer mellem de to populationer. På den baggrund vil det være relevant
at undersøge, om klokkefrøerne har mulighed for at sprede sig mellem de to habitatområder,
eller det er nødvendigt med en aktiv forvaltning for at sikre sammenhæng mellem de
to områder for derved at sikre gunstig bevaringsstatus for de to populationer af klokkefrøer.
1

Amphi Consult på Fyn har udarbejdet en rapport i forbindelse med LIFE-projektet, der
havde til hensigt at forbedre forholdene for de to populationer af klokkefrøer syd for Nyborg.
I den forbindelse kan det muligvis være relevant at tage kontakt til Niels Damm, der
har arbejdet med projektet for at få fat i den rapport, der er udarbejdet i forbindelse med
projektet.
I forhold til odder på Sjælland er det jo tvivlsomt, om den findes. Ikke desto mindre finder
Fog det relevant at undersøge, hvilke mulighederne den har for at sprede sig, blandt andet
hvis odderen på et tidspunkt skal (gen)udsættes. I øjeblikket kan den ringe vandkvalitet
være et problem for odderen, derfor er det vigtigt med øget rensning. Fog har for cirka 10
år siden undersøgt mulighederne for at anlægge vandhuller langs vandløbene for at forbedre
forholdene for padder generelt. Dette vil også være med til at forbedre fødegrundlaget
for odder. I den forbindelse kan det være relevant at tage kontakt til Erik Wederkinch fra
Vestsjællands Amt for at få fat i Fogs forslag til vandhuller. Hvis odderens spredningsmuligheder
skal undersøges, vil det være relevant at se på, om der er tilstrækkelige faunapassager
under broer, og om der er stopriste i ruser.
Stor vandsalamander er relativt udbredt i Danmark. På de oprindelige udpegningsgrundlag
for habitatområderne blev stor vandsalamanders forekomst opført, selv om det senere har
vist sig, at den i nogle habitatområder ikke fandtes, og i andre områder var den til stede
men ikke på udpegningsgrundlaget. Dette er senere blevet ændret, så de fleste udpegningsgrundlag
nu afspejler den faktiske tilstedeværelse af stor vandsalamander.
Tyske mærkninger af stor vandsalamander har vist, at den maksimalt kan sprede sig cirka 1
kilometer. I forbindelse med habitatområderne syd for Nyborg er stor vandsalamander også
opført på udpegningsgrundlaget for de to habitatområder. På den baggrund kan det være
relevant at undersøge, om der er mulighed for, at de kan sprede sig mellem de to habitatområder,
da der er blevet lavet vandhuller for klokkefrøen. Det kan muligvis også være relevant
at undersøge stor vandsalamanders udbredelse og muligheder for spredning i andre
habitatområder, eksempelvis i forbindelse med odderen i Vestsjælland. Det skyldes, at Fog
som tidligere nævnt har foreslået, at der bliver etableret vandhuller langs vandløbene.
Hvis vi ønsker at foretage feltarbejde, vil det være oplagt at undersøge udbredelsen/tilstedeværelsen
af stor vandsalamander i et habitatområde for derefter at undersøge,
hvilke muligheder den for at sprede sig.
2

Bilag nr. 2: Transskriberet interview med Aksel Bo Madsen
DMU (Kalø) den 6. marts 2006.
Vil en landskabsanalyse af odderens habitatkrav og spredningsmuligheder, som vi laver,
være relevant, og er der lavet noget lignede? Det vil den helt sikker. Der er lavet en landskabsanalyse
på bæveren og dens spredning. Den passer dog ikke helt i forhold til deres
nuværende spredning men passer i andre sammenhæng. Det afhænger af de faktorer, der
bliver anvendt. Jeg har været med til at skrive en artikel om odderens habitatkrav, hvor vi
har anvendt data fra en landsdækkende undersøgelse i 1991 af odderen. I den forbindelse
er der udpeget 1254 lokaliteter i Danmark. Registreringsmetoden er blevet anvendt i England,
hvor man udpeger nogle steder på vandløbet, hvor man har en formodning om, at dyrene
markerer deres territorium. Odderens lorte er meget vigtige i forbindelse med kortlægning.
På et vandløbssystem er der nogle centrale steder, som man udpeger. Det er
blandt andet, hvor vandløbet munder ud på kysten eller, hvor vandløb mødes. Man skal
regne med, at søer og åer er lige så vigtige for odderen, som vejene er for mennesker. Afstanden
mellem registreringspunkter er normalt 5-8 kilometer. Det har nemlig noget med
deres territoriumstørrelse at gøre. Hvis man skal kunne konstatere, om der er flere individer,
skal registreringen udlægges med denne afstand. Logistikken er vigtig i forbindelse
med odderregistrering, da 1.254 lokaliteter skal besøges. Man skal registrere, om der er
odder men også andre forhold. Under broer kan der være fodspor af odder, som kan anvendes
i registreringen, men 90 % af gangene er det lorte, som registreres, fordi der skal
være specielle omstændigheder til stede, for at sporene er synlige, da de forsvinder ved
regn, eksempelvis at de er sat under en bro. Begge dele er dog godkendte, som spor efter
odder. Det er dog svært at finde ud af, om det er odderspor. Stationerne er udvalgt på forhånd,
der skal være 5-8 kilometer i mellem, og logistikken skal være i orden, da undersøgelsen
skal gøres i løbet af kort tid. Normalt gøres det i marts-april, da markeringsaktiviteten
er størst på dette tidspunkt. Markeringsaktiviteten er stigende fra oktober til marts-april,
hvorefter den begynder at falde igen. Aktiviteten er afhængig af føde. Man skal sikre sig, at
man kan få noget at spise især i perioder, hvor føden er knap, eksempelvis hvis der ligger
is og sne. Ca. 98 % af odderens føde er fisk, og hvis søer og nogle vandløb fryser til, bliver
der færre steder, hvor der kan søges føde. Minken kan til dels konkurrere med odderen om
fødepladserne, og dermed bliver der kamp om føden. Kun i perioder, hvor der er kamp om
ædepladserne, vil odderen og minken konkurrere, ellers vil der ikke være konkurrence. Der
er dog ingen tvivl om, at odderen dominerer på grund af dens størrelse. Der vil nok ikke
være konkurrence mellem odder og mink om habitater men kun omkring føden.
Odderens markeringsaktivitet vil gøre, at lortene ophobes indtil foråret. Derfor vil der være
flest lorte i marts-april. I foråret vil antallet af markeringer falde, da der ikke er problemer
med føde. Derfor vil en national monitering være bedst i marts-april, og det er gjort fire
1

gange. På hver station går man cirka 300 meter ud til hver side. Man vil normalt vælge de
bredder, hvor der støder åer sammen og er træer, men man kan i princippet går på fire
bredder, men metoden beskriver ikke hvilke, men at man sammenlagt skal gå 600 meter,
Dermed er der 93 % sandsynlighed for, at man finder lortene, hvis de er til stede. Metoden
er beskrevet i de tekniske anvisninger til overvågning af odderen. I 1991 indsamlede vi udover
data om tilstedeværelsen af odder også data om forskellige landskabskarakterer, og
det kan ses på side 173 i artikel Habitat factors and the presence or absence of otters Lutra
lutra in Denmark. Karaktererne er vandbredde, vanddybde, er vandløbet hurtigt eller stillestående,
bundforhold, er der vegetation som træer, buske og dunhammer til stede eller ikke,
da dette kan have betydning for tilstedeværelsen af odder, da det kan give skjulemuligheder.
Derudover ses der på de nærliggende arealer, er der skov, naturarealer, græsset eller
ikke-græsset. Hvad er markeringsmulighederne, eksempelvis hvis vandløbsbredden er meget
stejl, så det er vanskeligt at komme op og markere. Så kan det være forklaringen på, at
der ikke er markering og ikke attraktivt at være der. Så kigger vi på humane forstyrrelse,
det vil sige, er der huse ud fra den betragtning, at der også er sandsynlighed for flere mennesker
end steder, hvor der ikke er huse. Vi har kigget på bådeaktiviteter, det vil sige, er
der både i vandet eller på land, så indikerer det, at det er mere forstyrret end andre områder.
Vi har ikke set på antallet af mennesker eller både, men om de er til stede eller ej. Vi
har også set på rusefiskeri, fordi det vil øge antallet af mennesker. Vi har set på pH, det
skyldes, at man i Sverige har ment, at forsuring har haft negativ indvirkning på fisk og
dermed også på odder. De indsamlede data er brugt i et forsøg på at forklare, hvorfor odderen
er på nogle vandløbsstrækninger og ikke på andre. På baggrund af dataene er der på
side 175 vist, at i Danmark så er en typisk odderlokalitet et vandløb med vanddybder på
mere end 1 meter, varierede bundforhold, pH > 7, saprobien-index på 2-3, og det indikerer
jo ikke et rent vandløb men en mellemting. Det skyldes nok, at odderen jo ikke primært
spiser laksefisk, men det der er. I et vandløb med denne forureningsgrad er der rimeligt
mange arter af fisk, det vil sige en rimelig produktion af fisk. Træer er ikke afgørende for,
om odderen færdes på strækningen. Niveauet af menneskelige forstyrrelser har ikke vist
nogen indflydelse på odderens tilstedeværelse, hvor det er blevet undersøgt, om de var der
eller ikke, det har ikke vist nogen effekt. Dermed er forstyrrelse som sådan ikke afgørende.
Det kan selvfølgelig godt være, at mængden af forstyrrelse er afgørende, det har vi dog ikke
målt. 300 mennesker kan nok godt have en indflydelse på odderen, men overordnet er
det ikke afgørende. Det vil sige, at odderen kan godt være til stede, selvom der er en vis
form for menneskelig forstyrrelse. Det var heller ikke afgørende for odderen, om der var
skov på de nærliggende arealer, dyrket mark eller andet. Det skyldes nok, odderen som udgangspunkt
ikke færdes særlig langt væk fra vandløbet. Dens territorium er knyttet til
vandløb og lige i dets nærhed. På grund af odderens territorium er det derfor lige meget,
om der er skov eller mark ved vandløbet. Det vigtige er, hvordan brinkerne ser ud. Derudover
er det også vigtigt med ynglesteder. Det ideelle vandløbssystem for odderen er, hvis
vandløbet ender op i en sø, hvor der måske ikke kommer så mange mennesker eller vand-
2

løb, hvor der ligger søer tæt på vandløbet eksempelvis et moseområde. Da undersøgelsen
har vist, at forstyrrelse ikke er en afgørende faktor for odderens tilstedeværelse, så vil det
ikke være et problem, hvis der er rekreative aktiviteter langs vandløbet i dagtimerne, så
længe odderen har mulighed for at trække sig tilbage i boet i dagtimerne, hvor den kan ligge
og sove. Sportsfiskeri foregår dog også om natten, men hvis der ikke er for mange fiskere
på strækningen, så passerer dyret på den modsatte side af, hvor fiskeren står. Det afgørende
er derfor ikke hvor mange forstyrrelser, der er på et vandløbssystem, men mere at
odderen har nogle muligheder for at trække sig tilbage i nogen uforstyrrede områder, hvor
blandt andet ungerne kan være uforstyrrede. Hvad så hvis der er jagt i de områder? Det
afhænger af hvilken form for jagt, der er. Der er jo ikke jagt på oddere, selv om vi har fundet
oddere med hagl i. Det afhænger nok af, hvor meget jagt man driver. Hvad nu hvis man
opdrætter ænder, og man er nede for at fodre? Det er svært at sige, hvor stort problemet er,
men det er noget, vi vil undersøge. Det afhænger selvfølgelig af, hvor mange ænder man
opdrætter. Hvis man sætter 200 ænder ud i en sø, så sker der nok noget med næringsstofkoncentrationen
i søen. Derved kommer søen ud af balance, og det gør også fiskene, og
dermed påvirkes odderen indirekte, fordi fødegrundlaget ikke er til stede. Kan problemet
også være, at sigtbarheden i vandet bliver så lavt, at odderen ikke kan se? Ja, det kan godt
blive et problem, men odderen bruger både synet og knurhårene. Det er dog klart, at det
ikke vil være med til at gøre det bedre for odderen med lav sigtbarhed.
Det er meget vigtigt, at der er fjorde og søer i forbindelse med vandløb, da det er odderens
bevægelsesvej. Derudover er der mange eksempler på, at oddere bevæger sig på landjorden
for at komme fra et vandløbssystem og til et andet, og det er altid på den korteste strækning.
Det har vi fundet ud af, ved at der er blevet indleveret mange trafikdræbte oddere. I
perioden fra 1995-2005 er der indleveret ca. 400 døde oddere, og hovedparten er trafikdræbte.
Mange af dem er omkommet på det korteste stykke mellem to vandløbssystemer.
Hvordan kan odderen vide, at der er et vandløb, når de spreder sig på landjorden? Nogle
mener, at de lugter sig frem. Hvis de kender vandløbssystemet godt, kan de benytte de tilknyttede
arealer, fordi det er hurtigere end at bevæge sig i vandløbet. Det kan give tydelige
veksler med markeringer.
Illustration af odderens mulige bevægelsesrute i et velkendt landskab.
Vandløb:
Bevægelsesrute:
3

2/3 af de trafikdræbte oddere er hanner, der ofte er flere år gamle. Det hænger sammen
med, at hanner bevæger sig længere væk, og de har opnået en erfaring, så de ved, hvor de
skal bevæge sig hen. Odderen har nok også en fornemmelse af landskabet. Da vandløbets
begyndelse ligger i et lavtliggende areal er det naturligt at bevæge sig videre over i det næste
vandløb, som også er lavtliggende. Dermed har topografien også betydning.
I jeres landskabsanalyse er det vigtigt, at I ser på et sammenhængende vandløbssystem,
hvor der skal være ynglemuligheder med mindre forstyrrede områder. Det er også nødvendigt,
at der er fødemuligheder. Hvis ikke der er noget at æde, er der ikke mange rovdyr, da
føden driver rovdyr rundt. Vi kunne måske anvende pH og DVFI, som indikatorer for fødegrundlag?
Det kan man godt, men derudover ligger der også fiskedata. Vi har tidligere forsøgt
at anvende fiskedata, men problemet var, at dataene ikke var gode nok, fordi de var
relateret til fedtfinnefisk, og det fortæller jo ikke noget om, hvad der er af fisk at æde. Det
ville være noget andet, hvis man havde en art, der kun åd laksefisk. Jeg ved ikke, om fiskedataene
er blevet bedre. Hvis I ikke kan få ordentlige fiskedata, så skal I måske bruge
indirekte data.
Man kan godt bruge nogle af de forhold, som er beskrevet i artiklen om odderens habitatkrav.
Det betyder dog ikke, at det ikke er interessant at være odder i mindre vandløb, men
mest interessant er det i hovedløbet. Hvis vandløbet nedstrøms er frosset til, vil odderen
bevæge sig opstrøms, hvor det sjældent fryser til. Her vil der ofte være padder, som sidder
og overvintrer. Det vil være frisk føde for odderen. Det kan være opstrømskanaler, som ikke
er bredere end 40 centimeter. Hvordan ser afføringen ud, hvis odderen har spist padder?
Så er den sort med paddeknogler i, og de er hule, gule og næsten koniske.
Vil der være odder på kyststrækninger? Ja, men de vil sjældent være interessante som bosteder,
og det skyldes, at de danske kyster er meget åbne og eksponerede. I Limfjorden vil
odderen fouragere på strækninger langs kysten på lav dybde, fordi det er sværere at fange
fisk i åbent vand. Da vi har fået indleveret druknede oddere, har vi fundet ud af, at den
maksimale druknedybde er omkring 3 meter. Det hænger selvfølgelig også sammen med,
at de skal have luft. Den information har vi anvendt til at sige, hvor man skal anvende stopriste
ved rusefiskeri.
Er der nogen fordeling mellem hvor mange oddere, der er saltvands- og hvor mange, der
er ferskvandsoddere? Jeg tror ikke, man kan opdele det på den måde. Herhjemme er der
nok en tendens til, at de primært holder til i ferskvand men færdes også i saltvand. På
Nordmors, hvor der ikke kommer mange mennesker, kan man ikke udelukke, at der er
nogle steder, hvor de udelukkende færdes på kysten. Typisk er det dog inde i fjordområder.
I gamle dage så man odderen på østkysten af Jylland, men det ser man ikke mere. I Skotland
lever den samme art af odder, som den danske. Den lever nogle steder udelukkende i
4

saltvand. Man har snakket om, at odderen skal have ferskvand til pelspleje, er det rigtigt?
Den skal ikke have ferskvand til pelspleje men til at drikke, da den ikke kan leve af saltvand.
På Hebriderne har de deres bo på kysten men så højt, at de ikke bliver oversvømmet
af tidevandet. Da der ikke kommer så mange mennesker langs kysten, har de ikke i samme
grad som danske oddere behov for at gemme sig. De fouragerer, når det er højvande, fordi
derved kommer fiskene med ind, og dermed bliver det lettere at få fat i føde. Når det er
lavvande, sover de normalt. For at få ferskvand drikker de af pytter i sten eller i lavninger,
hvor der er samlet ferskvand.
De skånske oddere er gået lige så meget tilbage som de danske. Det billede som Anne-Lise
Jensen så i Danmark, har vi også set i Skåne. Så sandsynligheden for at den er kommet fra
Skåne til Danmark, anser jeg for at være lig nul. I 60’erne blev der skudt odder mange steder
i landet. Bestanden på Fyn har aldrig været særlig tæt, hvis vi skal tro på et kort over,
hvor der er skudt oddere i Danmark. Når jeg ser på området ved Bromølle og Åmosen, så
forstår jeg ikke, hvorfor den ikke er der. Hvad der har knækket bestanden, er et godt
spørgsmål. Det vil sige, du vil vurdere, at landskabet er tilstrækkeligt? I hvert fald det jeg
har set af Vestsjælland, så burde det være muligt, fordi det ser ikke ud som om, der er noget,
som er forskelligt fra nogle af de vestjyske vandløb.
Odderlorten er på størrelse med en lillefingertykkelse, men den ligner ikke andre rovdyrs
lorte, som er pølseformet og spidser ud i den ene ende. Der er mere klat, end der er rigtig
ekskrement i en odderlort. Hvis man sammenligner odderens udbredelse med, hvor der er
blevet indleveret døde oddere for de samme perioder, så er det samme billede. Den sidste
odder indleveret fra Sjælland er fra 1967, vist nok Åmose-området. Den sidste indleverede
odder fra Fyn er fra 1979. Så det passer godt med, at vi ikke finder noget på Sjælland, men
sandsynligheden for at køre en odder ned på Sjælland er selvfølgelig også lille i forhold til
Jylland.
Grunden til at de tidligere eftersøgninger af odderen på Sjælland ikke har fundet spor efter
den kan muligvis skyldes, at markeringsaktiviteten har været lav, fordi det ikke har været
nødvendigt at markere, da der har været begrænset konkurrence fra andre oddere.
Når man skal beregne antallet af individer, anvender man UTM-kvadratet på 10× 10 km. I
et gennemsnitskvadrat er der 4-5 oddere i hver kvadrat, hvor der er odder. Det er det bedste
bud på antallet af oddere. Antallet af stationer varierer fra kvadrat til kvadrat, fordi i de
kvadrater, hvor der ikke er vandløb, er der ikke grund til at søge efter odder. Derfor er der
nogle øer (eksempelvis Bornholm) og kvadrater, der aldrig bliver undersøgt for odder.
I en landskabsanalyse kan det være relevant at inddrage, hvor mange veje der er i et område,
da det er et problem for odderen, hvis der ikke er faunapassager. Vestsjællands Amt har
5

lavet faunapassager nogle steder. Det vil også være oplagt at anvende kriterierne i
KGB’erne i en landskabsanalyse af odderen. Er stopriste og faunapassager de primære
virkemidler til at sikre odderen? Jeg er ikke i tvivl om, at det har vendt den udvikling, som
odderen har været igennem. Der er ikke andre forhold, der er ændret så markant i de sidste
20 år. Allerede i 1991 begynder arten med at sprede sig ned gennem Jylland. Vandløbene
er ikke blevet ændret til at være nogle fantastiske vandløb med blandt andet fantastiske fiskebestande.
Man troede på et tidspunkt, at miljøgifte var et problem, det er dog ikke tilfældet. Derimod
er det et problem i Sverige, da man har mindre næringsrige vandløb, så koncentrationen af
miljøgifte bliver større modsat vandløbene i Danmark, som er mere næringsrige. Det skyldes,
at opkoncentrationen i en art som odder vil være betydelig større i et rent vandløb i
Sverige end i et meget produktivt vandløb i Jylland, fordi koncentrationen i de forholdsvis
få arter, der er til stede i det næringsfattige vandløb vil blive større end, hvis miljøgiftene
bliver spredt på flere arter. Derfor vil koncentrationen i den sidst art i fødekæden også blive
større.
57 habitatområder er udpeget for blandt andet odder ud af 254 habitatområder i Danmark.
Da man fandt spor efter odder i 1995, var det naturligt også at tage området omkring Åmosen
med, da der skulle udpeges habitatområder.
Der er blevet lavet genetikundersøgelse på 70-80 individer ved Limfjordsområdet, og man
fandt ud af, at den genetiske variation var meget lav. Det har dog ikke været på grund af
indavl, da der også er fundet lav genetisk variation i en stor og tæt bestand af odder i det
tidligere Østtyskland. Så kiggede man på den genetiske variation på oddere fra 1800-tallet
og fandt ud af, at den genetiske variation også var meget lav på det tidspunkt. Det har vist
sig, at odderen som udgangspunkt har meget lav genetisk variation. Derfor er meget lav
genetisk variation afhængig af hvilken art, der er tale om. Nogle arter kan modstå lav genetisk
variation i princippet, mens andre ikke kan. Der blev også kigget på den genetiske variation
fra Nordvestjylland, Sønderjylland og Fyn samt fra Sjælland. Det viste sig, at oddere
fra Nordvestjylland var signifikant forskellige fra Sønderjylland, Fyn og Sjælland. Det
viste også, at den øgede fragmentering i nyere tid ikke forklarer, at den genetiske variation
er lille, da den som udgangspunkt altid har været sådan. Fragmenteringen som sådan, kan
vi ikke dokumentere, har været forklaringen på, at odderen er gået tilbage. Derfor bliver
det interessant at vide, hvorfor den genetiske variation er lille. Vores teori er, at når der er
så stor forskel genetisk, så må vi gå tilbage til efter istiden og tro på, at indvandringen af
odder er sket af to omgange. Første omgang, hvor isen afsmelter, og de etablerer sig i
Nordjylland, mens de i anden omgang slår sig ned i Sønderjylland. Så odderen på Sjælland
er genetisk forskellige fra dem i Nordjylland, mens der ikke er så stor forskel til dem i
Sønderjylland.
6

Den nordjyske odder spreder sig ned gennem Jylland og er på vej til Tyskland. 50-60 kilometer
syd for grænsen er den tyske bestand af oddere. Efter istiden spredte odderen sig
nordpå, mens den nu spreder sig syd på. Det skyldes jo også to forskellige faktorer, isens
afsmeltning mens spredningen sydpå skyldes forbedrede levevilkår, da menneskets påvirkning
er mindre. Ja. Odderen har endnu ikke spredt sig helt ud til Østjylland, her er også den
største infrastruktur i Jylland. Det har nok ikke noget med forstyrrelse at gøre men infrastruktur,
da der er barrierer som motorvej og byer, der skal overstiges. Det vil sige, at odderen
er ret tolerant? Det der kan være forklaringen er aktivitetstidspunktet, hvor de har
tilpasset sig til at være aktive om natten, hvor mennesker er mindre aktive.
Indtil udsætningen af bæver har det offentlige system været meget puritansk omkring udsætning.
Dog ikke i forhold til udsætningen af fisk og fasaner, det har været ok på grund af
kulturhistorie. Jeg tror ikke, odderen vil kunne sprede sig til Sjælland, selv om den kom til
Fyn. Det skyldes den spredningsafstand, der er set i Skotland, og der er vi på grænsen i
forhold til afstanden mellem Sjælland og Fyn. Så hvis den skal sprede sig til Sjælland, kan
den måske komme fra Sverige, men jeg ved ikke, hvor langt nede den er i Sverige, eller
den skal udsættes på Sjælland. Der kan være nogle videnskabelige forfængeligheder med,
at det er dårligt, fordi det ikke er foregået naturligt. Jeg tror ikke på, at odderen vil kunne
nå Sjælland fra Jylland, fordi spredningsafstanden er lang.
Med odderens nuværende fremgang er der ikke chance for, at den uddør indenfor de næste
50-100 år, men for 10-15 år siden kunne det lige så godt være gået galt. Så dengang var argumentet
større for at flytte den til Sjælland. Så genetisk for at bevare noget er der ikke
noget argument. Men kunne der ikke være en mening med det, fordi vi har en genetisk bestand
i Sønderjylland og en anden i Nordjylland? Jeg tror ikke, der er noget argument i
forhold til at bevare den, da odderen er sikret i Jylland. Så skulle man gøre det i forhold til
at kunne bevare en pulje, som man kunne få brug for senere. I KGB’erne står der, at odderen
skal findes i alle 20 interesseområder for odder, betyder det, at den også skal være på
Sjælland? Det vil det jo så gøre. Så skal der jo gøres et eller andet, og så vil man kunne tage
fra den nærmest kendte bestand, og der bør man undersøge genetikken i Sverige, for at
se om de sjællandske odder ligner de svenske mest i forhold til Jylland, da spredningsafstanden
ikke er stor. Det har man gjort med bæveren, hvor de er taget fra Elben i stedet for
Sverige, hvor de er tættere på.
Kan man risikere, at udpegningsgrundlaget bliver revideret, hvis man om 5 år endnu ikke
har fundet odderen på Sjælland?. Det kan man godt. Det har man dog ikke prøvet endnu,
men det skal godkendes af EU først.
7

Hvis man finder en lille bestand på Sjælland, så bliver man vel nødt til at supplere bestanden?
Hvis man finder nogle individer, så er man nødt til at sikre dem, og der kan det godt
være, at man er nødt til at gå på kompromis, fordi man ikke har tid til at lave analyser, og
derfor er nødt til at tage individer fra Jylland.
Hvor stor er den samlede bestand af oddere i Danmark? En undersøgelse af Anne-Grethe
Simmer i 1980 viste, at der var cirka 200 dyr tilbage. I forhold til deres territorium og hvor
mange steder de findes, så er der cirka 1.200-1.500. Det vil sige, at der ikke længere er fare
for indavl? Ja. Der er selvfølelig stadig nogle problemer i forhold til habitatdirektivet. Det
samme antal vil man formegentligt aldrig få på Sjælland. Men bestandsstørrelsen, der skal
være til stede, er jo en teoretisk beregning. Det ses jo også i KGB’erne, hvor bestandsstørrelsen
jo kun er beskrevet for Jylland. Lige præcist. Derfor er Sjælland meget svær at
håndtere i denne sammenhæng, fordi med habitatdirektivet har man pligt til at oprette et
habitatområde, men man har store problemer med at følge retningslinjerne, der er angivet
for at kunne blive ved med at have arten. Er det så næsten umuligt at nå målet om gunstig
bevaringsstatus på Sjælland? Det vil det næsten være. Sverige er også relevant i denne
sammenhæng, da man for at kunne have en fornuftig bestand på Sjælland, så er man også
nødt til også at have en bestand i Skåne, da Storebælt nok er grænsen for odderen på Fyn.
Men man har også en stor barriere nord for København med byer og infrastruktur. Det må
man nok sige.
Er der sammenhæng mellem den tyske og danske odderbestand? Nej, den tyske er 50 kilometer
fra den dansk-tyske grænse. Vil de snart mødes? Ud fra beregninger vil de mødes
om 5 år, da det har vist sig i Jylland, at de har spredt sig med gennemsnitligt 10 kilometer
om året. Nogle oddere spreder sig dog meget længere.
Vi søger et referenceområde i Jylland med odder, der ligner Åmosen, har du nogle forslag?
Skals Å, Karup Å og Nørreå. Vi har arbejdet en del med de områder og har derfor en
del materiale.
Viborg Amt, Århus Amt, Ringkøbing Amt, Nordjyllands Amt har især været aktive med at
skabe faunapassager. Vestsjællands Amt har også lavet faunapassager, som de har fået LI-
FE-midler til. Vejle Amt har lavet en smule.
Kan odder tage fiskehejre? Det tror jeg ikke.
Hvilke landskabelige strukturer og elementer skal være til stede, for at odderen kan leve og
sprede sig? Jeg vil anvende dem, som står i artiklen om odderens habitatkrav som udgangspunkt.
Infrastrukturen vil også være oplagt at inddrage, da det også er en barriere,
hvis der ikke er faunapassager eller andre muligheder for at passere. Hvad med vandløbs-
8

spærringer? Rørlægning på en kilometer af vandløb kan være et problem, men almindelig
spærring for at få vand ind på et dambrug er ikke noget problem heller ikke opstemning.
Måske tværtimod, da der kan stå fisk i sådanne bassiner, og de kan have problemer med at
komme væk. Det kan også ses på Klosterheden, hvor der ligger odderlorte på bæverdæmninger.
Hvad er årsagen til, at odderen er gået tilbage på Sjælland og måske forsvundet, hvis de
landskabelige strukturer og elementer er til stede? Odderen bestod i Nordjylland, fordi der
er mange vandløb og søer, der er knyttet til Limfjordsområdet, og afstandene er ikke større,
end det er muligt at sprede sig fra den ene side og til den anden. Sådan et område findes
ikke i samme grad på Sjælland, og derfor er bestanden også mere sårbar. Åmosen, Saltbæk
Vig, Halleby Å ligner til dels Limfjordsområdet, og det er måske forklaringen på, at de seneste
spor fra odder blev fundet her.
Det vil sige, at amterne i Jylland og Vestsjællands Amt har gjort meget for odderen og har
haft en faglig kapacitet? Ja, og ildsjæle der interesserer sig fra odderen. Odderen er en god
historie, da en indsats har hjulpet. Er der nogen risiko for, at kommunalreformen kan have
en indflydelse på odderens fortsatte fremgang, hvis ildsjæle bliver spredt eller går på pension?
Det kan man godt forestille sig, fordi hvis én kommune vælger at gøre en indsats for
odderen, er det ikke ensbetydende med, at andre kommuner også gør det. Naturforvaltningen
bliver i fremtiden mere politisk, fordi den kommer tæt på de lokale. Samtidig kommer
der nok også en statsstyring over habitatområderne. Men det nytter ikke kun at bevare odderen
i habitatområderne, der skal mere til. Man frygter, at der kun kommer en indsats i
habitatområderne, men det er alt naturen omkring, der binder det hele sammen.
Har amternes regionplaner været med til at forbedre spredningsmulighederne for odder?
Ja, i de amter jeg kender til, har spredningskorridorer og regionplaner været begrundet i at
skabe sammenhæng mellem naturområder blandt andet for odder. I Århus Amt har man
kortlagt spærringer og derefter forsøgt at fjerne spærringer. Så stregerne på kortet er omsat
til handling.
Burde odderen have fremgået af udpegningsgrundlaget for flere habitatområder? Nej, på
tidspunktet for udpegningen var det tilstrækkeligt. Der skal ikke udpeges områder, hvor
den muligvis kan komme i fremtiden. Man kan håbe på, at der i fremtiden bliver suppleret,
så odderen fremgår af flere habitatområder, men det er måske ikke realistisk med den
fremtidige struktur.
Er vandløbsregulering et problem? Nej ikke direkte, men hvis det indirekte medfører mindre
fødegrundlag, så vil det være et problem. Det maskinelle er ikke et problem, for når der
er etableret faunapassager, så allerede næste dag kan der ses spor efter odder.
9

Der er blevet trafikdræbt en odderen ved Ålborg Universitet, og den ses også inde i Århus
og Varde, så de er inde i nogle byer.
10

Bilag nr. 3: Transskriberet interview med Annita Svendsen
Fyns Amt den 28. august 2006.
Hvor lang tid har du været ansat i Fyns Amt? Det har jeg siden 1993. Jeg har siddet med
forskellige opgaver, blandt andet registrering af naturområder, planlægning, naturforvaltning,
naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttet natur, NOVANA-overvågning
og nu større naturfredningsprojekt, så det har været meget bredt. Det bliver noget andet efter
årsskiftet, når det hele bliver spillet op i atomer. Naturområdet bliver meget hårdt ramt,
fordi det hele bliver fuldstændig fragmenteret, så det er noget skidt, og man kan kun følge
en lille del af de opgaver, man har haft, uanset hvor man kommer hen. Når man snakker
klokkefrø, så kommer den også til at lande mellem en masse stole. I øjeblikket laver vi en
helhedsorienteret forvaltning. Vi kører dels LIFE-projekter, dels generel naturforbedring,
og de strategier vi har går jo i samme retning. Vi bruger LIFE-projekterne til at bakke op
om initiativer, vi gerne vil løse. Men fremover bliver det jo egentligt kommunerne, der
kommer til at lave den daglige forvaltning. Det bliver den nye Nyborg Kommune. På
Landsdelcenter Fyn kommer LIFE-projektet til at ligge, og det er lidt isoleret fra den indsats,
der i øvrig kommer til at foregå. Overvågningen kommer til at ligge her i Miljøcenteret.
Så det er en lidt spøjs situation, og man kan næppe forestille sig, at man kan stå stærkere
med naturforvaltningen, når der er så mange statslige institutioner, der skal ind over. Det
må være svært at vide, hvad den ene hånd laver? Det er også svært at få det hele til at passe
ind i den samme strategi, når det er tre forskellige instanser. Nogle samler data ind og
skriver om alle de behov, der er. Kommunen skal tage sig lidt af dagen og vejen, eksempelvis
hvis der er et hegn, der er gået i stykker eller et vandhul tørrer ud, så er det dem, der
skal på banen. Staten kan så have de mere overordnede ting med nogle konkrete projekter.
Men de kan jo ikke komme ind i øvrigt, hvis der er et problem med en eller anden detalje.
Hvor vi i øjeblikket er hele tiden er inde over, uanset om det er naturforvaltningsmidler, eller
det er LIFE-penge. Så er det en del af målet, og vi har bare forskellige pengekasser til at
opnå målet. Men sådan bliver det ikke på den anden måde. Man kan vel heller ikke forestille
sig, at Nyborg Kommune begynder et LIFE-projekt. Nej, man kan næppe forestille sig, at
de er direkte ansøger, men jeg tror, man forestiller sig, at kommunerne kan komme ind,
som en slags sparringspartner til Landsdelcenter Fyn under Skov- og Naturstyrelsen, som
skal stå for naturforvaltningen ved de store projekter, eksempelvis LIFE. På de kommunalt
ejede arealer? Ja, men også de privatejede arealer. Så det er en mystisk konstruktion, men
man må forsøge at bringe folk på den samme bane og i spil, men det bliver lige pludseligt
kompliceret med så mange instanser.
Hvem var det du sagde, der fik overvågningen? Det gør miljøcenteret. Der kommer et miljøcenter
her i Odense, og de skal også have en afdeling i Fåborg. Så for det første deler
man miljøcenteret i to adresser. Derudover har man lidt nord for Fåborg Fyns Statsskovdi-
1

strikt, som er Landsdelcenter Fyn, og de skal have, de store naturforvaltningsopgaver, eksempelvis
alle LIFE-projekter. Splitter man så ikke også Habitatdirektivet lidt op, for
kommer der ikke også noget til at ligge i Miljøcenteret? Jo, man skal lave nogle Natura
2000-planer. Vi er i gang med at lave nogle basisanalyser. Dem afleverer vi indenfor 14
dage. Der er kun lavet en foreløbig trusselvurdering, der er ikke lavet en endelig trusselsvurdering.
Jeg ved ikke, om man ikke har turde, eller at man fra statens side godt vil have
lidt hånd i hanke med konsekvenserne af en sådan trusselsvurdering. Så vi er blevet bedt
om at lave en foreløbig trusselsvurdering. Miljøcenteret får vel til opgave at arbejde med
den egentlige trusselsvurdering sammen med Skov- og Naturstyrelsen, det kunne jeg i
hvert fald forestille mig. Men så skal de lave de her Natura 2000-planer. Det vil sige, at
man i Miljøcenteret laver nogle overordnede planer. Man har endnu ikke besluttet, om det
er helt nede på matrikelniveau. Men så skal der eksempelvis laves en plan for, hvordan
man sikrer klokkefrøen for eksempel på Østfyn. Det er så op til kommunen efterfølgende
at realisere planen. Men skal der ikke være to planer, både en på regionalt niveau og lokalt
niveau for hvert vandhul? Det er faktisk besluttet at for hvert habitatområde, der laver man
en plan, og det gør jo, at hvis man ser på klokkefrøen, så er det nødvendigt med en helhed,
tingene hænger jo sammen. Hvordan man løser det, tror jeg ikke, man er helt klar over.
Men det er planen, at man i princippet for hvert habitatområde laver en plan. Så er der indenfor
nogle habitatområder forskellige kommuner, der skal ind og agere. Der er det så
blevet aftalt, at de kommuner hver skal have en pakke, der siger hvad de konkret står for.
Men der er jo en masse koordinering. Det nytter jo ikke, at én kommune gør en ting, mens
en anden gør noget andet. Man er nødt til at lave en fælles indsat, ellers kan det blive lidt
svært. Men hvordan det skal koordineres, er der ingen der ved. Vi har nok at gøre med at få
kommunalreformen realiseret. Men det bliver ikke lettere at skabe sammenhænge, det er
der ingen tvivl om, og når der været problemer med at nå den naturforvaltningsindsats, der
er nødvendig for den danske natur, så er der igen tvivl om, det ikke bliver lettere med denne
reform. Man er også meget i tvivl om, for eksempel hvad for nogle penge kommunerne
får til at lave naturforvaltningen. Jeg tror, vi har fået omkring 4 mio. kr. om året fra staten
til at lave naturforvaltning her i Fyns Amt, og de penge har vi så prioriteret i forhold vores
naturkvalitetsplan. Vi har meget styret vores naturforvaltningsmidler derhen, hvor vi har de
vigtigste naturværdier og hele tiden målrette mod de vigtigste værdier. Det har så dels været
mindre projekter, hvor man har hegnet og skaffet kreaturer til afgræsning. Det kan også
være store naturgenopretningsprojekter, hvor man har været inde og hæve vandstand eller
nogle andre ting, hvor man har store områder i spil. Så det har man kunne gøre meget målrettet,
men jeg tror, man stadig er meget i tvivl om, hvor mange penge der ryger ud til
kommunerne. Man kan også sige, hvis nu 4 mio. kr. skal deles på 10 kommuner, og Odense
Kommune er næsten halvdelen. Så det vil sige, hvis de skal have penge, som man har
fordelt ressourcerne på, så er man i den situation, at Odense Kommune, som næsten ikke
har noget natur, skal have hovedparten af pengene og så skal, lad os sige, 2,5 mio. kr. fordeles
på de 9 øvrige kommuner. Man får måske et par hundredetusinder, hvis pengene bli-
2

ver delt ud, og det er der også tvivl om. Det er jo en kæmpe naturforvaltningsopgave, man
står med i kommunerne, og man har måske ingen penge at gør det for. Man kan også se, at
forhandlingerne om de nye kommunale budgetter er startet, og det er jo massive besparelser
der er, og når skoler- og ældreområdet er i spil på denne måde, at det skal skæres ned til
et niveau, der er hidtil uset, så kan naturen slet ikke komme på dagsordenen. Det vil sige,
at din holdning til strukturreformen er forholdsvis negativ? Det er jo også klart, fordi jeg
sidder og føler, vi har en helhed i dag. Er med til at forvalte ud fra en helhedsbetragtning.
Hvor man har et overblik, fordi man både er ude i marken, samler data ind, ser hvordan det
er, taler med lodsejeren, træffer beslutninger sammen med lodsejere, så det kan ikke gøres
bedre. Nu snakker man om stordriftsfordele og mest miljø for pengene, så det er egentligt
utroligt, at man skal fragmentere naturområdet på denne måde, når alle områder er gået den
anden vej. Vi har jo fået denne reform, fordi sygehusene skulle stå stærkere og større
sammenhænge. Man kunne godt se, at det ikke gik med at spalte det op, man var nødt til at
have nogle sammenhænge, da det er så kompliceret fagligt. Skatteområdet, her har de flyttet
rundt på alle medarbejderne for at stable nogle store centre på benene, så man kan ligne
nogle andre end bare os andre, hvor de kan måle, om vi har kørt x antal kilometer om året.
Og natur- og miljøområdet er bestemt ikke blevet mindre kompliceret gennem de senere år,
tværtimod. Der er også mange forskellige kommunale interesser, der kommer ind og konkurrerer.
Det er jo det. For det første har man den direkte omsorg. Jeg kan næppe forestille
mig, at der kan spares mere på ældre- skole- og børneområdet. Det er jo allerede alt for
ringe, og så skal der skæres endnu mere, og så kan naturen jo ikke komme på dagsordenen.
Og så er spørgsmålet, hvis der er pengestærke interesser, kan man så stå imod. Det er meget
svært, og selv for et amt har det været svært at stå imod erhvervsinteresser. Det er jo altid
naturen, der må vige, eller sådan er det tit. Ofte er det sådan, at det finder vi vel ud af.
En erstatningsbiotop her og der.
Hvordan ser det så id i forhold til, at man kan blive slæbt for EF-Domstolen, hvis ikke man
lever op til gunstig bevaringsstatus? Det er jo så en interessant aspekt, hvordan man vil se
på det. For der er jo ikke tvivl, om at vi skal have givet de habitatområder om ikke andet så
et løft. Det må man så håbe, at man vil. Men man skal også huske på, at det kun er en meget
lille del af Danmarks natur, der er udpeget. Netop fordi man ikke har kunnet komme
igennem med at udpege mere, fordi man ikke ville genere landbruget for meget. Der skulle
jo udpeges mere – det er der jo ikke tvivl om. Hvis vi kun vil forvalte den natur, der ligger
indenfor de streger, så skulle der være udpeget meget mere. Hvis det er meningen, at alt
natur udenfor skal sejle nu, at det er der ikke ressourcer til. Vi er ved at få en A- og en Bnatur.
Vi må håbe, at det kan lykkes at håndhæve de interesser, der ligger indenfor. Det må
man jo håbe, at der er vilje til. Men man skal også huske på, at spørgsmålet om hvad der
skal til at sikre gunstig bevaringsstatus jo ikke er en entydig størrelse. Hvor vil man lægge
niveauet, det bliver jo også spændende at se. DMU har jo udviklet kriterier for gunstig bevaringsstatus,
men de er jo ikke entydige på nogen måder, og de er foreløbige. De er også
3

meget generelle. Man mangler at få dem udmøntet. Når man skal vurdere, hvor langt man
er fra gunstig bevaringsstatus har DMU udviklet en model, så man i princippet putter alle
de data, man har på naturområdet ind i, og så får man et eller andet tal ud. Den kører fra 0
til 1, og jo tættere man er på 1, jo mere sikker er du på, at du har gunstig bevaringsstatus.
Så er der så noget med, hvor kan du så tillade dig at gå ned, så det stadig er acceptabelt og
for det andet, hvilke kriterier har du puttet ind i modellen. Man får jo det svar man gerne
vil have, da det er afhængigt af modellen. Jeres basisanalyse er jo ikke for alle Natura
2000 naturtyper, det er jo kun for udvalgte arter og naturtyper. Ja.
I forhold til udpegningen, der burde man vel ideelt set have udpeget, så de to habitatområder
for klokkefrø på Østfyn var ét sammenhængende habitatområde. Ja, det burde man.
Men den mellemliggende natur er vel forholdsvis dårlig, da meget af det er intensivt dyrkede
marker. Ja. Vi har jo haft en strategi om at skabe forbindelse mellem de to bestande,
og det har vi jo gjort ved, når det har været muligt at skabe nogle vandhuller, og hvis det
for eksempel har været muligt at indgå en MVJ-aftale med lodsejeren eller ekstensivere
driften omkring vandhullerne eller eksempelvis græsning omkring vandhullerne. Men det
ville jo være nemmere, hvis det var et stort sammenhængende habitatområde, så var målsætningen
ligesom lagt. Men det har der ikke været vilje til at udpege mere. Men er det ikke
også problematisk at udpege natur, som består af intensivt dyrkede marker? Jo det kan
man godt diskutere, men hvis man skal forvalte en art som klokkefrø, der er man nødt til at
få ekstensiveret arealerne. I det første LIFE-projekt forsøgte man at sammenligne områderne
for klokkefrø, for der er stor forskel på, hvor intensive områderne er. Østfyn er noget
af det mest intensive, og på nogle af de små øer, er det noget mere ekstensivt. Det viser sig,
at overlevelsen for klokkefrø i de intensive områder er meget ringere. Det er meget sværere
at få gang i en bestand i de intensive områder. Selv om ynglevandhullerne er optimale, kan
det være, at fourageringsmulighederne ikke er optimale, dårlig foderkondition, dårlige
overvintringsforhold eller de skal gå for langt. Så generelt for mange uhensigtsmæssigheder,
når det er intensivt dyrket. Hvis man udpegede hele området, så ville det være intensivt
dyrket, men der ville være mulighed for at få støtte til at ekstensivere. For at få MVJstøtte
skal arealet være indenfor et Natura 2000-område, hvis man skal motivere landmanden
til at omlægge driften. Så nå udpegningen er så snæver, så er der ikke mulighed for at
få gang i noget. Blandt andet fordi der ikke er penge til området udenfor Natura 2000. Tidligere
havde amtet udpeget MVJ-områder i hele korridoren, som vi oprindeligt arbejdede
med, som skulle være med til at skabe sammenhænge, men nu får man ikke støtte udenfor.
Så det er ekstra svært at motivere lodsejere til at ekstensivere, og det har klokkefrøen brug
for. Det har ikke været tilstrækkeligt kun at lave vandhuller, da klokkefrøen lever meget
udenfor vandhullerne. Derfor er det nødvendigt med ekstensivt græsset areal, for det kan
være optimalt, hvor der heller ikke må gødskes og sprøjtes. Det vil sige, det er nødvendigt
med en korridor bestående af ekstensive arealer? Det vil det være. Så sent som i midten af
80’erne var der to forskellige bestande på Østfyn ved Klintholm og Tårup, og de har selv-
4

følgelig tidligere været én bestand. Vi ved ikke, hvor forskellige de var. I midten af 80’erne
fandt man ud af, at man skulle have en losseplads på Klintholm oven i klokkefrøens levested,
og det var ikke muligt for biologer og naturorganisationer at overbevise folk om, det
ikke var smart at ligge en losseplads der. Så der blev lagt en losseplads, og klokkefrøen
uddøede, fordi dens levesteder blev fyldt op. Omkring 90’erne fandt man ud af, at det nok
ikke var den måde man handlede på, og man fik mulighed for at lave noget erstatning derned.
Det vil sige genudsætte klokkefrøen fra Tårup og så lave afgræsning omkring de gamle
grave. Vi har også inddraget nogle kommunale arealer for at forsøge at skabe et levested
igen. Det går meget godt med klokkefrøen på Klintholm, men derimod på Tårup er de ved
at dø ud, hvis der ikke snart bliver gjort noget rigtigt intensivt. Det er i takt med, at jo flere
stjerner campingpladsen får, jo færre klokkefrøer bliver der, fordi området bliver udnyttet
meget intensivt. Der er selvfølgelig afgræsning omkring vandhuller, men tidligere var det
meget mere ekstensivt, og græsarealet var meget større. Vandhullet der ligger ved kontoret
er fyldt med andemad. Ja, det vandhul har aldrig kørt særlig godt. Det kan ikke være et
ynglevandhul, men det kan godt være et fourageringssted. I det store vandhul på midten af
campingpladsen, mener vi der er fisk i. Det er den oprindelig lergrav, som klokkefrøen var
tilbage i på Østfyn samt bestanden på Klintholm. Lergraven var det eneste leve- og ynglested,
men der kom fisk i den, og sidst i 80’erne lavede vi den første oprensning og fiskene
kom væk, men nu er der kommet fisk igen. Det betyder selvfølgelig, at det ikke kan anvendes
til ordentligt ynglevandsted. Vi har gravet fire vandhuller til på campingpladsen.
Det lille vandhul er fuldstændigt tørret ud og tilgroet. Ja. Det har også været større, men
altid mindre end 100 m 2 . Da campingpladsen skulle have flere stjerner, blev vandhullet
gjort mindre, og der blevet lavet pladser omkring. Det er jo heller ikke smart at have klokkefrøer
på en campingplads. Vi håber i det nuværende LIFE-projekt at få fjernet fiskene,
fjernet slam fra bunden, ryddet på skråninger og i det lille vandhul fjerne alt det der er groet
til og lave en oprensning. Er det ikke problematisk at indskrænke vandhullet, når klokkefrøen
også er udpeget som bilag IV-art og dermed kræver streng beskyttelse? Det er jo
svært, fordi det også er et vandhul, der er blevet gravet i samarbejde med campingpladsen,
så det er altid en balance, men det er også det muliges kunst at få et samarbejde i gang. Vi
er jo kun interesseret i at få et godt samarbejde med campingpladsen, så de plejer omkring
vandhullet og gider have dyrene der. Derudover har det lille vandhul aldrig været utrolig
godt for klokkefrøerne. Det er også svært at fastholde vandhullerne i den rigtige situation,
med tilpas mange vandplanter, med de rigtige vandplanter og græsning omkring. Selv om
et vandhul er godt ét år, så skal der nogle år senere foretages ændringer ved det, for at det
kan blive godt igen. Tidligere levede klokkefrøen i vandingshuller til kreaturer, og dem var
der altid gang i, fordi de blev renset op med jævne mellemrum for at uddybe. Det sker jo
ikke i dag, fordi de skal ikke bruges til noget. Så det er ikke så underligt, den er så sjælden
og nok altid har været sjælden, fordi den stiller så mange krav. Den er svær at skabe de optimale
betingelser for, når man skal pleje for den. I Bekendtgørelsen om fredning af blandt
andet krybdyr og padder fremgår det, at fredningen ikke er til hinder for en normal jord-
5

ugsmæssig udnyttelse. Er det ikke et problem, at man eksempelvis må pløje, når klokkefrøen
skal sprede sig over intensivt dyrkede marker samtidig med, at den er bilag IV-art?
Jo, det er et problem, vi har ikke noget sted, hvor vi kan håndhæve beskyttelsen. Vi mangler
et ophæng i lovgivningen, så der kommer en korrekt forvaltning. Danmark er jo blevet
klandret for ikke at have implementeret Habitatdirektivet ordentligt, det var derfor der kom
en ændring af naturbeskyttelsesloven, men jeg mener stadig ikke, man har sikret tingene
ordentligt. Jeg mener heller ikke bilag IV-arterne er sikret ordentligt. Hvis man ser på
klokkefrøen, så findes den meget spredt, og man er nødt til at tage udgangspunkt i delbestandene,
fordi de ikke er sammenhængende. Der er ingen tvivl om, den har det svært i det
moderne danske samfund, og så nytter det ikke, at man lægger dens forekomst sammen, og
så forekommer den i så stort et område, så alting derved er godt, som det er blevet gjort i
rødlisten. Det nytter jo ikke noget, fordi delbestandene kan ikke kommunikere med hinanden,
som det er i dag. Derfor kan tildelingen af værdi i rødlisten heller ikke være hensigtsmæssig.
Når vi i specialet fokuserer på at skabe sammenhænge mellem bestandene i Tårup
og Klintholm, så er løsningen vel vandhuller, der er beliggende i ekstensivt dyrkede marker?
Der skal være et netværk af vandhuller og ekstensivt dyrket arealer, der forbinder de
to hovedbestande. Må der foregå gødskning og pesticidanvendelse på ekstensivt dyrkede
arealer? Nej det må der ikke, da det ikke er godt for klokkefrøen. Det er mest optimalt,
hvis der foregår afgræsning og trampning rundt om vandhullet, men hvis der er et par slåede
arealer, som er ekstensive, så kan det vel også gå, da det er bedre end ingenting. Er det
et problem for klokkefrøen at krydse vandløb på Østfyn? Nej, det tror jeg ikke, da de er
meget små, og i sommerperioden er der næsten ikke noget vand.
Er det din vurdering, at det i fremtiden vil være vanskeligere at kunne opnå gunstig bevaringsstatus
for klokkefrø? Det kommer an på, om miljøcentrene får mulighed for at skabe
helhed i Natura 2000-planerne. Hvis det ikke bliver muligt, og der kun skal arbejdes med
dem i de enkelte områder, så kan det blive vanskeligt at sikre en helhed. Og når det er arter,
som findes i flere amter, så kan det være nødvendigt at se på tværs af amterne. Derfor
har vi også ved de andre LIFE-projekter samarbejdet med de amter, der har klokkefrø. Det
giver mulighed for at se på forskellige bestande og prøve at lave nogle ensartede principper
for, hvordan det forvaltes godt. Der er jo en risiko for, at det falder lidt fra hinanden når der
er mange forskellige aktører på banen. For nogle år siden var der en italiener, der stod ude i
receptionen, som ville tale med mig. Han arbejdede med klokkefrø omkring Rom havde
læst på EU’s hjemmeside, at vi havde et LIFE-projekt. Han fortalte, at nogle af de største
problemer, de havde i Italien med at skabe et ensartet grundlag var, at alle kompetencerne
lå ude i kommunerne. Han syntes det var genialt, at vi havde et regionalt perspektiv på tingene.
Fordi i Italien interesserede nogle kommuner sig for det, mens andre ikke gjorde, så
det var ikke til at styre. I Danmark har det da også været svært at få 14 amter til at gå i
samme retning, men man kan næppe tro, at 100 kommuner skulle blive enklere. Det er jo
heller ikke store kommuner, vi får på Fyn. I dag i amtet er der to som sidder og forvalter
6

klokkefrø, men de medarbejdere kommer slet ikke ud i kommunerne. Det bliver et helt
fremmed område for kommunerne, og de får en masse andre problemer, som de skal tage
stilling til og har ingen penge. Så klokkefrøen kan ikke komme på dagsordenen på samme
måde. Derfor kan det være vanskeligere at skabe en ensartet forvaltning.
Hvad er de største barrierer for, at klokkefrøen kan sprede sig mellem de to habitatområder,
er det de intensivt dyrkede områder? Det er mangel på levesteder, at der ikke er nok
vandhuller, nok fourageringsområder og nok overvintringsområder i landskabet, som det
ser ud i dag. Man er nødt til at lave en korridor. Det kan så altid diskuteres, hvor bred den
skal være afhængig af ambitioner, men man er nødt til at have en korridor, så der er sammenhænge
mellem de rigtige arealer og den rigtige arealanvendelse med vandhuller mellem
de to områder, for ellers kan det ikke lade sig gøre for arten at sprede sig. Der er jo
grænser for, hvor langt de kan sprede sig, så det er nødvendigt med vandhuller, hvor de
kan slå sig ned og etablere sig for at komme videre. De går normalt ikke flere kilometer.
Vi har både set geder, får og køer, der har græsset omkring vandhuller, men hvad er
bedst? Det bedste er kreaturer. Derfor har vi også snakket med campingpladsen på Tårup
om, de skal have nogle køer, fordi de har haft får, heste, æsler og alt muligt andet. Problemet
er, at får sjældent går ud i vandet, og de er heller ikke så tunge, så de kan ikke trampe
op, og hvis dyrene går helt ud i vandet, som kreaturer gør, så æder de en hel masse af vegetationen,
eksempelvis tagrør, siv og kogleaks, der kan stå i vandkanten og som er en stor
barriere for klokkefrø, da der ikke kommer meget lys ned i kanten. Og i de trampehuller,
som kreaturer laver, kommer der en masse små lommer og en masse små pools, hvor der er
god varme og måske masser af føde til yngel. Så det er dynamikken mellem kreaturer og
vandhullet med en masse optrædning, der gør, at man kan få de rigtige forhold. Vandhullet
der ligger nede ved strandkanten ved Revsøre er forholdsvist tilvokset med dunhammer.
Når der kun går får, så er der risiko for tilgroning, fordi det ikke er kreaturer. Det, man kan
gøre i sådanne vandhuller, er at hive tagrørene op, det er ret let, og det må man så gøre for
at lave en vedligeholdelse, så dunhammerne ikke kommer til at stå hele vejen rundt, så
vandhullet er tilgroet. Men det er heller ikke sådan, at alle vandhuller behøver at være ynglevandhuller,
der skal bare med en hvis afstand være nogle gode ynglevandhuller. Fordi
bare de kan bruges til at leve i, så er det jo også et formål. Efter hvor tørt det er i en sommer,
så er et vandhul måske godt i ét år, mens det i andre år er mindre godt, så der skal være
nogle at vælge imellem. Det var også tydeligt at se, at der var forskellige dybder på
vandhullerne, der var etableret. Tit så laver man egentlige ynglevandhuller meget lavvandet,
så man er sikker på de tørrer ud om sommeren, når ynglen er gået på land, for så undgår
man at der kommer fisk i det, og det begrænser tilgroningen. Så det er lodsejerne, der
står for vedligeholdelsen? Hvis det er muligt, men i aftalen står der ikke, at de skal vedligeholde
det, men at de skal give os adgang til at vedligeholde. For det ligger nok lidt ud
over deres idealisme at skulle vedligeholde dem. Så indtil nu har det været os, der har stået
7

for at vedligeholde dem, når der har været behov for det. Det er dog sket, at nogle lodsejere
selv har gjort noget, men en landmand har jo i dag travlt og ikke tid til at komme ud i hjørnerne.
Hvor mange er fritidslandmænd, og hvor mange er fuldtidslandmænd, som indgår i projektet?
Jeg tror, der er en overvægt af folk, som ikke har landbrug som deres hovederhverv.
De har bedre rum, og de har heller ikke jorden, fordi de skal udnytte hver kvadratmeter og
har også en anden indtægt. De har måske nogle andre interesser. Hvis man graver vandhuller
på 300 m 2 , så mister man 300 m 2 støtte. Det kan jo også gøres op i kroner. Omvendt synes
jeg også der er folk, som har intensivt landbrug, og som også er med i projektet. Men
det er tit idealisterne.
I det første LIFE-projekt virkede det som, I var overrasket over, der var så mange landmænd,
der var positive. Jeg synes også generelt, vi har mødt en velvilje. Hvis vi ser på naturforvaltningen,
så er etablering af vandhuller også noget man har gjort længst, så det ligger
ikke så langt væk fra landmanden. Og det første LIFE-projekt havde meget fokus på at
lave vandhuller. Vi får dog ikke altid bestanden op, fordi man laver vandhuller, og derfor
tænker vi et skridt videre. Derfor får man mere fokus på, at det betyder noget, hvordan det
samlede landskab ser ud, at der er helhed i landskabet, og at der er andre krav, som også
skal opfyldes. Det er så det, vi prøver at sætte fokus på i det andet projekt. Men at skulle
omlægge god agerjord til græsning, hvor man ikke engang må gøde, det er en større barriere
for dem. Det vi prøver i dette projekt er så at finde ud af, om det kan lade sig gøre nogle
steder, og så udbetaler vi så en erstatning. Vi finder så ud af, hvad jorden er værd, hvis den
skal dyrkes intensivt, og hvis den skal drives ekstensivt uden sprøjtmidler, hvad er den så
værd. Den forskel kan man så udbetale som erstatning, og det er typisk omkring 50.000 kr.
pr. ha, og så tinglyser man rådighedsindskrænkningen på arealet, så det ikke i fremtiden
kan dyrkes intensivt. Det er lykkedes at få nogle landmænd med på det i nogle områder.
Det gjorde vi også lidt i det første projekt, med det som hed bufferzoner. Er det det samme
som 10-meter bræmme? Normalt, når vi graver et vandhul, så skriver vi i den aftale, at en
zone på 10 meter skal være ekstensiv, det vil sige uden gødskning og sprøjtning. Det er en
betingelse, som vi bare lægger ned i aftalen, og som ikke giver erstatning, og det bliver
heller ikke tinglyst. Ligger der noget videnskabeligt bag de 10 meter? Alt andet lige er det
vel bedre, at jordbearbejdningen ikke foregår direkte ved vandhullet, men omvendt hvis det
er en meget stor dyrket mark, og de har et kæmpe apparatur i gang, når de skal sprøjte og
gødske, så er 10 meter ingenting. Det kunne jo godt være, at 100 meter var det optimale.
Jeg tror bestemt 100 meter ville være super, men så er det mere bufferzoner, hvor der skal
gives erstatning, og det skal tinglyses. Det har vi også gjort. Men selvfølgelig bør man ekstensivere
mere end 10 meter, hvis man kan komme til det.
8

Hvordan har I fået landmændene til at indgå i projekterne? Vi har jo et samarbejdet med
firmaet Amphi Consult og lederen Lars Briggs. Det er faktisk hans fortjeneste, at klokkefrøen
stadig findes på Fyn. Hvis han ikke selv havde lavet et arbejde, så var der ikke nogle
klokkefrøer at forvalte, men det har været hans mission, siden han gik i gymnasiet. Derfor
har han et kæmpe netværk og kender en masse til klokkefrøer og deres levesteder, og han
kender selvfølgelig også lodsejerne, fordi han har været i dialog med dem. Han har gået
rundt og talt med folk om, hvor vi kunne komme i gang med noget, og så trækker vi på det.
Og så er der også andre, som gerne vil være med og på den måde, spredes det som ringe i
vandet. Men det klart, at hvor der er størst pres på landbrugsjorden, er det sværest at gøre
noget. Det er sværest at ekstensive på Østfyn. På Avernakø er vi kommet meget langt med
at ekstensivere, fordi der ikke er det samme pres på jorden. På Østfyn har vi haft meget fokus
på de kystnære arealer, hvis det var muligt at lave en zone, som er mere eller mindre
bred. Man kunne opgøre det hektarmæssigt for at se, hvor meget der skal ekstensiveres, og
hvad koster det. Jorden koster nok omkring 100.000 kr. pr. ha. I kan jo prøve at kontakte
en ejendomsmægler for at høre, hvad arealerne normalt koster i området. Vi siger normalt,
når et areal er omlagt til ekstensiv, så er det mellem 30.000-50.000 kr. værd pr. ha. bagefter.
Der kan jo være noget med herlighedsværdi, jagt eller noget andet man kan lægge
oveni. Hvis jorden er 100.000 kr. værd, så er erstatningen i hvert fald på 50.000 kr. pr. ha.
Men det er omkring 50.000, vi har ligget på i de sager. Men ved nogle vådområde projekter
er der betalt mere end 50.000 kr. Hvis nogle arealer ligger mærkeligt for landmanden,
så kan det være nødvendigt at yde erstatning på hele jorden, for det kan være attraktivt for
ham. Så det er ikke billigt at gennemføre, og det skyldes alle støttekronerne, der ligger i
jorden. Hvis man fjerne dem, så man ikke bare får 2.500 kr. for at dyrke det, og det ville
også komme til at mærkes på jordpriserne.
Er der nogen udsivning fra lossepladsen til klokkefrø området ved Klintholm? Jeg mener,
at der lige er blevet lavet afværgeforanstaltninger for at sikre mod udsivning. Men det er
ikke mit indtryk, at lossepladsen påvirker klokkefrøens levesteder. Det meget kuperede terræn
skyldes, at der er blevet gravet kalk i området. I et område syd for lossepladsen har vi
aftalt med kommunen, at arealet skal indgå i græsningen, som en buffer. De har fået 3 galloway
køer, så der kan laves supplerende afgræsning, hvis den nuværende afgræsning ikke
er optimal, da galloway køerne kan gå ude hele året.
I søerne på Klintholm kan klokkefrøerne ikke yngle, men nogle af dem kan dog bruges til
fouragering. Problemet er dog, at der i nogle vandhuller er fisk, og i dette LIFE-projekt
skal fiskene fjernes, så de kan fungere som ynglevandhuller. De fleste tror, at klokkefrøerne
bor sammen med en losseplads, men faktisk er det lossepladsen, der ligger ovenpå deres
levesteder, og så har de senere fået lov til at få nogle gamle grave. Tidligere var der jo ikke
nogen lov, der beskyttede deres levesteder. Kommunekemi havde dengang store interesser
i at lave lossepladsen, og så blev det gjort, selv om der levede klokkefrøer. Men det går
9

meget godt på Klintholm. Der er her 235 voksne dyr men kun 15 voksne dyr på Tårup, og
bestanden er nok længere nede nu. Man kommer aldrig op på 1000 dyr med den form for
levested, der er i øjeblikket, det kan ikke lade sig gøre. Der skal meget mere areal til. Jo
mere intensivt området drives, jo mere areal skal bruges. På Avernakø har vi et areal på 8
ha, og selv om det er super optimalt, er der kun omkring 200 voksne dyr. Så der skal noget
plads til.
Vi har snakket om habitatudpegningen på Avernakø for klokkefrø, da den ikke er optimal,
fordi en meget stor del af bestanden findes udenfor habitatområdet. Hver gang man skal
gøre en indsats, der ligger udenfor, så kan man ikke søge et LIFE-projekt eller nogle støttekroner
til at ekstensivere for, så det er ikke holdbart. Der kan man jo sige, at både Avernakø
og Korshavn, der hænger sammen med en dæmning, burde være habitatområde. Så
der er ikke så meget fordel ved at være bilag IV-art? Det kan godt være, man ikke må ødelægge
et levested, men det der sker, hvis man ikke har penge til at komme ud og gøre noget
ved vandhul, hvor der er ikke afgræsning omkring og det ligger på en dyrket mark, så vil
der ikke gå særlig lang tid, før det ikke er egnet for en klokkefrø længere. Tiden ødelægger
selv levestedet. Det samme er problemet med § 3 beskyttede naturtyper. Når man har stor
en bestand af klokkefrøer, som er udenfor habitatområder, så er spørgsmålet, hvad man gør
ved dem. Man har ikke i Danmark særlig godt implementeret artsbeskyttelsen. Men I har
heller ikke Natura 2000-planen, så I ved ikke, hvad der skal styres efter. Det er jo det, men
vi er ikke særlig gode til at forvalte for arter, der ligger udenfor habitatområder. Man er
blevet mere opmærksom på at kigge efter stor vandsalamander, hvis man skal lave et eller
andet projekt. Men hvad noget kan have af indirekte betydning for levesteder, der ligger
udenfor et habitatområde, det har man ikke særlig godt blik for. Det står heller ikke særlig
klart, hvad man skal gøre eller ikke gøre.
Et paradoks er jo, at man i Habitatdirektivet snakker sammenhængende natur og spredningsmuligheder.
Lige præcist. For hvis man havde nogle vandhuller, der var levesteder
for klokkefrø, og som lå udenfor habitatområdet, dem burde man også skulle drive på en
bestemt måde. Det vil være utraditionelt at komme med sådan et synspunkt. I virkeligheden
kan man sige, at det er levestedet, der skal beskyttes, det er ikke kun vandhullet men
også hegnene omkring.
Hvem har I ellers været i kontakt med i forbindelse med habitatdirektivet? Vi skal tale med
Peter Pagh og muligvis nogle i Skov- og Naturstyrelsen. Jeg synes nogle gange dem i
Skov- og Naturstyrelsen er meget glatte. Man får dem ikke til at sige, hvor problemet er.
De vil ikke sige, hvor der er nogle sprækker, de vil gøre alt for at dække dem til. Det er vel
også interessant at have styrelsen på den ene side og Peter Pagh på den anden. Ja meget.
10

Jeg vil sige, at der er brug for, at man kan stille krav om en aktiv forvaltning også af de
vandhuller og andre levesteder, der ligger udenfor habitatområder. Det bliver man nødt til,
hvis man ikke vil sprede netværket ud. Hvis det skal give mening, så er man nødt til at stille
de samme krav udenfor, som der bliver stillet indenfor habitatområder. Det er helt sikkert,
at de streger, der er tegnet på kortet et meget snævre. Det er en gammeldags forståelse
fra dengang man fredede. Det kan ses fra de gamle fredninger af vandhuller, som er fredet
af hensyn til klokkefrøen, og de har måske ikke været der de sidste 50 år. Det er jo også en
illusion, når man har fredet et vandhul at tro, klokkefrøen derved ville være beskyttet. Sådan
er det jo ikke, hvis der ikke er nogen som sikrer, at omgivelserne er som de skal være,
fordi stille og roligt er det ikke mere et levested, uanset hvor meget man freder. Fredning er
sådan en statisk forståelse af tingene. Speciel for klokkefrø er det nødvendigt med pleje,
det vil sige omlægning af drift, for det kan være fornuftigt.
Det virker lidt som om, du er frustreret over Habitatdirektivet. Jeg vil sige, man skal være
rigtig glad for Habitatdirektivet, for hvor var vi så i dansk naturforvaltning. Det der piner
mig er, at der er så mange vigtige områder udenfor habitatområderne, som kommer til at
sejle, og det kan vi allerede nu se. Der bliver ingen bevågenhed af de områder og ingen
ressourcer. På Fyn er det en forsvinden del af vores naturtyper, der ligger indenfor habitatområder.
Vi er et de amter, der har mange rigkær, og vi har store problemer med, at de ikke
bliver afgræsset. Det er nok 80-90 % af dem, der ikke er i optimal tilstand. Så er der en lille
del af rigkærene, der ligger i habitatområder, og så kan man så håbe på, at de kommer til at
blive græsset på den rigtige måde. Men der er mange andre lokaliteter, som ligger udenfor.
Man har også lavet en flot konvention om, at der ikke må forsvinde flere arter, men det er
bare ikke det, som sker ude i landet. Vi mister arter hele tiden, eller som forsvinder fra områder.
Det er næsten ikke til at opdrive arter, der tidligere var meget almindelig i græsset
enge for ganske få år siden.
Føler du, at I er klædt godt nok på til at efterleve Habitatdirektivets bestemmelser? Ja, jeg
synes vi ved rigtigt meget om vores habitatområder her på Fyn. Men vi har også været heldige
og haft en god kortlægning. Hvad med viden om bilag II-arter? Vi er heldige med
klokkefrøen, for den ved vi meget om, så den er vi godt klædt på til at forvalte efter. Der
kan så være andre arter. Vi har for eksempel også Mygblomst, og vi har nok også en fornemmelse
af, hvad problemet er. Problemet er også, når forvaltningen af disse arter komme
ud på kommuneniveau fremover, hvor man ikke har den samme viden, og det heller ikke er
dem, der er ude og overvåge området. Det er ikke kommunerne, der sidder med data og har
set, hvordan det ser ud. Det er tit, når man er ude og samle data, så ser man, at der ikke er
nogen køer på et område, og hvorfor er der så ikke det. Så ringer man og hører, hvad årsagen
er. Den samme kommunikation har man ikke i fremtiden. Når man er ude og overvåge,
kan man så ringe til kommunen og sige, at der ikke er græsning på et areal? Der vil ikke
længere være nogen sammenhæng mellem dem, der overvåger og dem, der skal forvalte.
11

Det er ikke godt for de sidder med nogle andre problemstillinger. Det er svært at få helheden.
Så kommunalreformen udgør en barriere? Ja, jeg tror bestemt det er en barriere for at
skabe en helhed.
Har I indarbejdet tiltag fra LIFE-projektet i regionplanen, så de også er sikret i fremtiden?
Det giver lidt sig selv, fordi I vores regionplan er de områder netop udpeget som nogle
særlige vigtige kerneområder, så på den måde har vi styr på det. Der kan være noget græsningsaftaler
for de tinglyses ikke som udgangspunkt. De er jo kun midlertidig, så der har
man ikke styr på, at det ikke kan gå den anden vej. Det er kun tinglyste aftaler med bufferzoner
eller de arealer, vi har selv haft købt op, der er sikret 100 %. Det andet er ikke sikret.
Indsatsen udenfor Natura 2000-områder, hvor landmanden hidtil har fået MVJ-støtte, den
aftale bliver jo ikke forlænget, som det ser ud nu. Så man kan risikere, at den indsats er
tabt. Hvis det er højt målsat natur, det er foregået på, så er der en sandsynlighed for, at der
vil være fokus på det, men hvis det har været en dyrket mark, hvor der er blevet tildelt støtte
for at tage det ud af drift og etablere græsning og det stopper, fordi der ikke er støtte, så
er der ikke nogen sikring, og arealet kan derfor gå tilbage til landbrugsdrift. Hvis man skal
have styr på det, så skal der laves en tinglyst aftale på arealet. Det vil vel være omkostningskrævende
for jer? Ja, fordi det ville kræve erstatning og spørgsmålet er, om landmanden
vil være med til det, da de gerne vil beholde deres frihed. Man kan ikke kræve, at
landmanden altid i fremtiden skal sikre afgræsning, men man kan i en aftale give myndighederne
en plejeret. Så hvis landmanden ikke sikrer græsning, så kan de gå ind og sikre
græsning, og det skal landmanden acceptere. Det har vi gjort i de aftaler, der er tinglyst. Så
bufferzoner er tinglyst, men det er 10-meter bræmmer ikke? Det er ganske rigtigt. Så der er
ikke nogen, der håndhæver det, hvis han dyrker tættere på end de 10 meter. Man kan selvfølgelig
køre en retssag, men det gør vi ikke. Jeg synes alligevel, det virker som at de steder,
hvor der er blevet lavet vandhuller, at det fungerer godt, og bufferzoner bliver respekteret.
Vi prøver også at lave vandhuller, hvor der i forvejen er græsning, fordi det fungerer
meget bedre. Føler lodsejere sig også forpligtet til at gøre noget? Nej, men de ringer herind,
hvis de kan se, at det er ved at gro til. Vi har også en aftale med Niels Damm [Amphi
Consult], så han kan tage ud og vurdere det. Vi har haft 300.000 kr. til akutte projekter, og
der har man lavet en liste over vandhuller, der har haft behov for pleje og taget dem efter
tur. Efter kommunalreformen er det så kommunerne, der skal står for sådanne tiltag. Det er
nok svært for dem at få ressourcerne. Det er vel lidt lige som med campingpladsejerne,
hvis man lavede en retssag mod dem? Ja, det er en utrolig balancegang. Man kunne jo prøve
at høre en af de kommuner, der skal overtage forvaltningen af klokkefrøen for at fornemme,
hvor meget de ved om det. Jeg er sikker på, at de ikke ved noget om det og heller
ikke har overblik over de opgaver, der skal varetages. De vil fokusere på lovgivningen, det
vil sige naturbeskyttelsesloven, som de skal håndhæve. Naturforvaltningen står jo ikke og
råber, det er mere i det skjulte, at der ikke sker noget.
12

Har I nogen spredningsøkologiske betragtninger som øbiogeografi og metapopulationer i
forbindelse med forvaltningen af klokkefrø? Vi har prøvet at tænke sammenhænge, men
det kan være svært på nogle af øerne, hvor der ikke kan foregå spredning til eller fra. På
Hjortø går det skidt for klokkefrøen og kun få tilbage, og vi ved ikke helt hvorfor. Vi har
lavet tiltag, og det er meget ekstensivt drevet. Vi har opformeret klokkefrø på Hjortø og
udsat på Birkholm. Der går det rigtig fint. Man har haft klokkefrøer på øen tidligere, men
de uddøede i ca. 40’erne. Så Birkholm er en reservebestand for Hjortø. Hvis vi ikke havde
overført klokkefrøer fra Tårup til Klintholm, så ville der kun være 14-15 voksne dyr tilbage.
I forbindelse med det første LIFE-projekt, blev der lavet reservebestande for alle de oprindelige
bestande. Derudover er der udsat på tidligere lokaliteter, og hvor man mener at
kunne lave en forvaltning, der vil være optimal for dem. Eksempelvis på Sydlangelang er
det på statens jorde, så der må man mene, at de har en forpligtigelse til at bevare den. Eller
på Skovsgaard, som er Danmarks Naturfredningsforenings arealer. Der går det rigtig godt.
På Østfyn har vi prøvet at tænke i spredningskorridorer og lagt vandhuller i korridoren.
Har I startet i hver ende? Det er det muliges kunst. Man har lavet vandhuller, hvor man
har forventet, de ville ligge godt. Man kunne også godt tænke i øer i mellem de to habitatområder?
Det har vi også gjort eksempelvis omkring Bøsøre, hvor der er en rimelig koncentration
af vandhuller. Så det er stadig to separate bestande? Ja, der er ingen kommunikation
i dag, men generne er de samme. Vi har i det andet LIFE-projekt fået lavet en genetisk
undersøgelse, og den viser at delbestandene, der er tilbage, er meget forskellige. Det
kan man næsten sige sig selv, når bestandene har været så isolerede i så mange øer. Det har
også været spændende at se, hvor stor genetisk variation man har fået bragt videre eksempelvis
fra Tårup til Klintholm, og det har faktisk vist sig, at det er lykkes rimelig godt. Så
derfor repræsenterer bestanden på Klintholm rimelig godt den genetisk variation på Tårup.
Man kan også se, at bestandene har været nede på meget få dyr. Derfor er der sket en indavl,
så mange alleler er nulstillet, så der ikke er en variation mere. Det kan man også se på
bestandene, at de har været igennem sådan nogle kriser, så den genetiske variation er meget
lille. Jeg ved ikke, hvornår arbejdet bliver skrevet færdigt. Hvem står for det? Det er
nogle tyske forskere i Kiel, der har lavet analysen. En sådan undersøgelse har også betydning
for, hvordan vi skal forvalte. Lars Briggs har altid haft en fornemmelse af, at man ikke
skulle pulje alle frøerne, og sætte dem ud, hvor de ikke var tilhørende. Derved har det
været muligt at sikre, hvis de var genetisk tilpasset et område, at det fortsat var tilfældet.
Har I sat yngel ud på Hjortø, der er blevet opformeret? Ja. Hvis man har 100 æg, så vil
man måske kun få 1-2 klokkefrøer og det er få, hvis bestanden ikke er særlig stor. Så hvis
man beskytter ynglen, så den er i nogle burer, eksempelvis på Klintholm. Der beskytter
man æggene, så de ikke kan blive ædt. Derfor er der en forholdsvis større del, der udvikles
til yngel og hvis man også passer på den, kan der komme flere klokkefrøer ud af det. Man
kan være heldig og få 50 klokkefrøer ud af det. Fordi flere overlever kan man så udsætte
nogle af dem i andre områder. Jeg mener, at nogle af Hjortø dyrene er inde i Zoologisk
13

Have, så de kan opdrættes optimalt. Så er tanken, at de kan sættes ud igen. Det er ikke kun
gjort på Hjortø men også Birkholm, og der går det rigtig godt, og de yngler også. Man ved
ikke hvorfor det er tilfældet, men det kan eksempelvis skyldes større prædation på Hjortø.
Giver det en bedre succes, hvis man opvokser dem i vandhullet end i akvarium? Det er vel
ud fra en betragtning om, at det bedst at holde dem så tæt på de oprindelige betingelser
som muligt. Det er lidt af en nødløsning, når vi har dem til at gå i akvarier, men det gør
Amphi Consult også. Alle muligheder bliver brugt. Klokkefrøen er jo langsom voksende,
så der går flere år inden den yngler selv, og den lægger ikke så mange æg. Til gengæld lever
den i rigtig mange år. Hvis der er nogle voksne individer tilbage, så er der mulighed for
en indsats kan hjælpe.
Der har været to LIFE-projekter i Danmark? Ja, det første hed Sikring af klokkefrø i Danmark,
og det var et akut projekt med etablering af vandhuller, oprensning og reservebestande.
Udlægning af ekstensiv afgræsning var ikke så fremme i projektet. I det næste LI-
FE-projekt har vi lavet et samarbejde med andre lande omkring os, eksempelvis de baltiske
lande som også har klokkefrø. Der er forskellige problemstillinger med klokkefrø, så vi
kan udveksle viden. Vi sikrer også mere afgræsning i dette projekt, så det bliver mere ekstensive
landskaber i udvalgte områder og ikke fokuserer så meget på at lave nye vandhuller.
Der hvor vi gør noget, er det mere restaurering af eksisterende vandhuller. De tiltag,
der blev gjort før 1999, hvad var det så? Det var i eget regi. Vi har altid gjort en indsat for
padder, og nogle af naturforvaltningsmidlerne har været brugt til blandt andet at grave
vandhuller for blandt andet klokkefrø og andre padder. Det nye LIFE-projekt, som Tyskland
er leder på, har også egen hjemmeside, der hedder www.life-bombina.de.
Jeg synes, der er en manglende erkendelse fra dansk side, at man måske ikke er så langt
med at gennemføre Habitatdirektivet. Det er godt, at der noget som går ud over den nationale
naturbeskyttelse, da jeg ikke synes der en national vilje til at være særlig ambitiøs.
Habitatdirektivet er jo forholdsvist kompliceret, og så laver man et kludetæppe af love og
bekendtgørelser, så man fuldstændig mister overblikket. Ja, hvorfor samler man ikke det
hele, så man ved hvilke indgange der er.
Bruger klokkefrøen små skove som overvintringssted? Det kan de faktisk godt. I Polen findes
de meget i skovlysninger, men det er det også anderledes, fordi skovene ikke er så regulerede.
14

Bilag nr. 4: Transskriberet interview med Eilif Byrnak
Vestsjællands Amt den 12. september 2006.
Hvad er din rolle i forbindelse med beskyttelsen af odderen og dens levesteder i Vestsjællands
Amt? Vi er to biologer, der har arbejdet med odderen med spredt fægtning de sidste
ti år. En biolog, der hedder Peter Leth, som er tovholder på selve oddersagen men er dybt
optaget af NOVANA-overvågningen i øjeblikket. Grunden til at Peter og jeg kom op af
stolene var, at der blev lavet en forvaltningsplan for odder i begyndelsen af 90’erne med
udgangspunkt i, at der kun var odder i Nordjylland, og det mente vi ikke var rigtigt ud fra
det, vi havde hørt rundt omkring i Vestsjælland og vores kontakter til godserne, skytterne
og lystfiskerne. For at odderen og Vestsjælland kunne komme på banen, så skulle der enten
lig på bordet eller dokumentation for, den var her. Derfor kom vi ud i felten for at lede efter
odderlorte og odderspor og brugte vores kontakter derude for at finde ud af, hvor der
var største chance. Det førte til, at vi fandt nogle ekskrementer i Åmose Å systemet og Øvre
Halleby Å, hvor de blev fundet lige inden indløbet i Tissø. Vi sendte dem over til Aksel
Bo Madsen. Han bekræftede så, at det var odder og sendte nogle folk over til os, Birger og
Anne Lise Jensen, og de fandt også odderekskrementer. Derfor havde vi dokumentation
for, at vi havde en lille bestand herover i Bregninge Å, Åmose Å og Halleby Å. Så har vi
efterfølgende haft andre specialestuderende, der gerne ville lave noget om odderen i Vestsjælland.
Der har været en KU specialestuderende, der har arbejdet med overvågningen og
var også ude for at se efter odder og fandt ekskrementer oppe i Lammefjordskanalen. Så
har vi haft en KVL specialestuderende, der har lavet noget lignende jer, nemlig den mere
praktisk orienterede naturforvaltningspraksis, om hvor burde man gøre noget, hvad kan
man overhovedet gøre, og hvor kunne man lave bedre faunapassager, spredningskorridorer
og fristeder til odderen. Så der er lavet lidt på den vestsjællandske odder. Hvornår fandt I
ekskrementerne og fik dem verificeret? Det må ha’ været i midten af 90’erne. Da vi havde
gjort fundene, lavede vi en artikel til bladet Flora & Fauna, hvor metoden til overvågningen
er beskrevet, hvad vi fandt og dokumentation for det. Vi startede i 94-95, fordi der
kom udkast til forvaltningsplan for odder, hvor den blev erklæret for uddø på Sjælland.
Hvornår har I senest fundet spor efter odderen? Der blev fundet nogle ekskrementer, som
først blev bestemt til odder men senere til ilder og mink. Det var i 2004, hvor der var NO-
VANA-overvågning, som foregår ude i amterne, men ofte hyrer man nogle folk fra DMU
til at lave det. Peter og jeg havde ikke tid til at lave odderovervågning i 2004, så vi gik med
på vognen og lod DMU stå for overvågningen. De havde to folk herover og lave overvågning,
og de mente, at de havde fundet odderekskrementer. De blev senere dømt ude, at det
ikke var odder. Hvornår er der så senest fundet spor efter odder? Med den polemik, der
har været omkring dokumentation af odder, hvad er dokumentation så, for at der er odder?
Er det nok, vi siger det, er det nok, vi siger det, og DMU har godkendt dem, eller skal der
1

et tredje led på, så de også skal DNA testes, så man kan være 100 % sikker? Hvis det skal
være DNA testet, så skal vi måske 10 år tilbage. Hvis vi accepterer, at Aksel Bo Madsen
har nikket til det og sagt, det var odder, så skal vi vel ca. 5 år tilbage. Vi har sagt, at nu er
der NOVANA-overvågningen, så er det ikke nødvendigt, at vi selv går ud og kigger, og vi
har heller ikke ressourcerne til det. Så Peter og jeg har ikke været ude og se efter odder de
senere år. Vi får jævnligt meldinger ind omkring odder. Så sent som for en uge siden, var
der melding om en svømmende odder i Nedre Halleby Å. Meget tit, så tænker vi jo, at det
er mink, som folk ser. Men i dette tilfælde var det et meget bredt hoved, og de havde set
odder før, og de var helt sikre på, det var odder. Hvis vi er på det niveau, at vi næsten skal
have DNA testet tingene, så er sådanne meldinger ikke dokumentation. Vi kan bruge dem
som indikation, og hvis vi havde tid til det, ville vi selv tage derud og se, om vi kunne finde
fodaftryk eller ekskrementer efter den.
Er der plads til en effektiv population på 500 individer, som der er krav om i KGB-erne?
Jeg tror ikke, der er plads til 500 individer.
Hvor mange kilometer vandløb er der i amtet? Vi har 1.200 kilometer, som amtet er recipientmyndighed
for, det vil sige målsatte vandløb. Derudover er der nogle, som ikke er
målsatte. Det kommer helt an på, hvor langt du går ned i niveau, om du går ned på de små
vandløb, de private eller grøfter.
Hvor mange kilometer vandløb er der i de tre habitatområder? Det tør jeg ikke svare på.
Hvis I skal vide det mere præcist, kan I se de i vandløbsplanerne, hvor der står, hvor meget
der er i de store vandløbssystemer. Hvis man tar’ habitatområderne alene, så er det Åmose
Å, Halleby Å og Bregninge Å. Hvis det er der, hvor der er dokumenteret odder, så skal vi
også have en del af Lammefjordskanalen med. Åmose Å er jo det andet største vandløbssystem
på Sjælland, så det er en anselig størrelse.
Er der forbud mod sejlads på de store vandløb? Nej, i henhold til vandløbslovens § 4 er
der åbent for sejlads på vores vandløb, med mindre man beslutter noget andet i regulativerne.
Men er Øvre Halleby Å ikke lukket for sejlads? Jo, vi har forsøgt – også med henvisning
til odderen – at holde nogle af systemerne lukket, således at der fra Bromølle og til
Tissø er friholdt for sejlads. Det er et kerneområde for os, så der vil vi gerne have fred og
ro. Det er et lækkert område med masser af rørskov, store moseområder og rimelig fred og
ro, selv om der er mange lodsejere. Det er kun lodsejere, jægere og eventuelt fiskere, der
kommer derned. Kan der være et forstyrrelsesproblem fra jægere? Det kan der godt, men
erfaringer fra blandt andet udlandet viser, at det ikke er de væsentligste årsager. De store
dødsårsager for odder er trafik og ruser, der er de helt store problemer. Vurderer du, at levevilkårene
er tilstrækkelige til, at odderen kan eksistere i de tre habitatområder, eller er
der så store problemer med trafik og ruser? Der er meget store problemer med især ruser.
2

Da vi fandt spor efter odder i 90’erne, måtte vi gøre noget for odderen, og der tog vi fat i
trafik og ruser. Vi lavede pjecer om ruser, hvor det blandt andet fremgik, at odderen skal
reddes, og det er lovpligtigt at bruge stopriste i ruserne, og vi fik politikerne med til at uddele
dem gratis, så vi opkøbte et større lager og har uddelt dem gratis lige siden. Det havde
vi håbet på var tilstrækkeligt til at få så meget fokus på odderen i habitatområderne, at folk
benyttede stopristene, og vi udleverede rigtig mange. Vores åmænd kan i vores amtsvandløb
holde styr på, hvad der er af ruser og stopriste i ruserne. Det er meget sjældent, vi finder
ruser med stopriste. Vi har fået Fiskerikontrollen, som jo er myndighed på området, til
lave razziaer en gang imellem. Deres fornemmelse er den samme som vores, at udover at
de står ulovligt og har ulovlige netmasker, så har de heller ikke stopriste. Undersøgelser
siger da ellers, at det ikke betyder det store for fangsten. Det kommer lidt an på, hvad du
ønsker at fange. Hvis du ønsker at fange ål, så er der ikke nogen problemer, hvis du vil have
bifangst af karper eller andre karpefisk, så kan det sikkert være et problem. Stopriste
findes både i jern og plastisk, som man syer ind i indgangen. Så det har ikke fungeret optimalt.
Det har fungeret bedre med trafikken. Noget af det første vi gjorde var at gå igennem
alle de kritiske passager i habitatområdet og få lavet odderpassager under broerne. Vi
har vist været samtlige broer igennem for at undersøge faunapassagerne, men vi har ikke
kunne komme til jernbanerne blandt andet en syd for Tissø. Det er en nedlagt jernbane, så
der er ikke andet end gående og cyklende trafik på den, så der er ikke nogle problemer for
odder. Jeg tror heller ikke, der er noget problem med jernbanen ved Svebølle, da den krydser
på et sted, hvor der ikke er noget vandløb. Det er biltrafikken, der slår odderen ihjel.
Har Skarresø potentiale som levested for odderen? Da vi var ved søen, var der mange alger
i vandet. Søen er i bedring, og den har helt klart potentiale. Det er også en af grundene
til, at vi har lavet et nyt regulativ for den, hvor vi har været meget restriktive med hensyn
til sejlads på søen. Det har dog ikke været med henvisning til odderen men til ynglende
havørn på Magleholm i Skarresø. Adgangsbegrænsningen er dog anket til Skov- og Naturstyrelsen,
fordi det er efter vandløbsloven. Vi har også haft en sag ved Tystrup Sø, som også
blev anket, fordi vi lukkede en skov også af hensyn til ynglende havørn. Den sag ryger
til Naturklagenævnet, fordi det er en sag efter naturbeskyttelsesloven. Så vi ved ikke, hvad
der sker, men i øjeblikket er der meget lidt sejlads på Skarresø. Det vil vi gerne fastholde
også af hensyn til odderen. Det er et meget fredeligt område, fordi der kun er 3-4 godser,
der har jord ned til. I den fjerneste ende hvor byen er, er der en lille arm på søen, og der har
vi ikke noget imod, der bliver sejlet men ikke i selve den store del af søen. Rørskovsområdet
ved søen kunne vel også være et yngleområde for odderen? Det kunne det faktisk godt.
De store godsområder er områder, der er potentielle for odder, der er fred og ro. Også området
fra Bromølle og gennem skovområdet og ned til Lille Åmose er ejet af ganske få
lodsejere. Der er faktisk meget fred og ro på hele den strækning.
3

Vi er lidt i tvivl om, hvor Bregninge Å begynder? Det gør den i nogle moser omkring Avnsøgård.
Det gør også, at de to spredningskorridorer hænger meget godt sammen. Odderen
kan færdes i Bregninge Å og ud til Saltbæk Vig, som er det mest fredelige område vi har
og virkelig burde være et kerneområde for odderen. Når de skal sprede sig derfra og ind i
Åmose Å systemet, så er Bregninge Å en meget vigtig korridor. Men der er ikke sammenhæng
mellem vandløbssystemerne? Nej. Hvor stor afstand er der? Jeg tror ikke, det er noget
problem, der er måske ikke engang en kilometer. Det er jo ikke noget problem for odderen,
hvis den skal passere ind over noget moseområde eller en anelse skov eller en mark.
Er det også det samme, I er kommet frem til ved rørlægning ved Bromølle Kro, der er jo
ca. 800 meter? Vi har bedt Hedeselskabet om at lave forskellige scenarier for, hvordan der
kan laves bedre faunapassage ved Bromølle. Det bliver meget dyrt. Det sjovest ville jo være
at sprænge det hele væk og reetablere åen, men det er ikke så nemt at lave den løsning.
Åmose Å er jo blevet reguleret i to omgange, i 30’erne og i 50’erne, hvor Store Åmose er
blevet sænket ca. 1,5 meter hver gang, så hvis I har været ude i området, har I kunne se
nogle frygtelige skrænter og vandløbsprofiler. Når man kommer hen til kanten kigger man
ned i et V-profil og i bunden løber åen. Så det er virkelig et vandløb, der er blevet voldtaget
oppe i den ende. Det gør sig blandt andet gældende ved Skellingested Bro, hvor den er
gravet meget dybt. Hvis man sprængte det hele væk ved Bromølle og forsøgte at genskabe
åen, ville man få et ramaskrig fra lodsejerne ude i området, og vi ville sandsynligvis få
nogle naturmæssige problemer, fordi grunden til man var nødt til at rørlægge åen, og ikke
lige som andre steder bare gravede et større V-profil, var at der ligger nogle lerformationer
i de stejle skrænter ned til, som ville begynde at skride. Det var grunden til, man har lavet
det så armeret. Dengang man ville regulere i 50’erne, begyndte det at skride for dem, så de
var nødt til at rørlægge åen, hvis de skulle gennemføre det store dræningsprojekt. Så den er
ikke nem at komme af med. I stedet for at sprænge den væk har vi snakket om at lave noget
vandløb ovenpå på røret og lave nogle småsøer derhen ad og snakke med lodsejerne
om det. I og med der på Rangle Mølle siden er nogle småsøer og moseområder, også på
Kattrup siden er der søer, så man kan sige, at der er en perlerække af trædesten derhen ad.
Indtil videre vil vi ikke gøre noget, før der kommer det helt store – forhåbentligt – naturgenopretningsprojekt
i Åmosen. Som nu er udgivet og hedder Naturgenopretning i Åmosen,
som er en foreløbig konsulentrapport fra COWI, om hvordan man kan gøre det med fire
forskellige scenarier fra man totalt oversvømmer Store Åmose, til at man laver nogle
småsøer i systemet. Incitamentet til at gøre noget ved Bromølle er ikke særligt stort, fordi
der er ikke specielt meget at komme op til i Store Åmose. Som det er i øjeblikket, er det
ikke særligt attraktivt for odder. Der skal virkelig laves noget, for at det bliver attraktivt.
Hvis man får lavet en mosaik af sølandskab i Åmosen ved et stort naturgenopretningsprojekt,
så bliver der potentiale for odder. Skov- og Naturstyrelsen har en hjemmeside om naturgenopretningsprojektet
i Åmosen, hvor der er skrevet om projektet, og jeg har også
skrevet et notat om odderen, og hvad det vil betyde for den, hvis man lavede projektet.
4

I jeres handlingsplan skriver I, der er problemer med at komme fra Øvre Halleby Å og til
Saltbæk Vig via Bregninge Å, har I fået gjort noget ved det? Vi har dels lavet faunapassager
i Bregninge Å systemet. Der er masser af råstofgrave i hele det system og meget tæt på
Bregninge Å. Nogle gange har vi været benspændere i denne her afdeling ved at sige, at
der ikke må graves i det her område eller sige, at her må der godt graves, hvis det bagefter
laves til sølandskab til gavn for odder. Ikke noget med at efterbehandle til landbrugsformål
eller støjende fritidsanlæg. Det er jo et habitatområde, og hvis I skal have lov til at grave
her, så bliver det på de her præmisser. Det samme gør sig gældende med infrastrukturen i
området, hvor vi prøver at lægge den, så vi ikke krydser for meget og ødelægger for meget.
Det er faktisk et stort diskussionspunkt lige i øjeblikket ved en af de store råstofgrave, om
de skal have lov til at krydse Bregninge Å. I tilfælde af de skal have lov til det, hvordan
skal det så ske uden at genere odder.
Mener du stadig, der er odder, eller det svært at sige? Det er svært at sige, men jeg tror
stadig på, der er odder i området. Jeg har været med i andre rovdyrprojekter blandt andet
skovmårprojekt, og når man tænker på, hvor mange skovmåre der er i forhold til odder på
Sjælland, og hvor mange der har set en skovmår, som også er et natdyr og også rimelig
sky, og det vil være lidt usandsynligt, hvis man så odder hele tiden. En bestand på 10-20
stykker kan sagtens skjule sig. I virkeligheden skal der en utrolig effektiv overvågning til
at dokumentere det hver gang. Vi var ude og dokumentere det i 90’erne, og vi har ikke det
store behov for at dokumentere det yderligere, så vi tror stadig på, der er en bestand og
bruger ikke vores ressourcer på at besvare det evindelige spørgsmål, om den er der men
mere spørgsmålet, hvad der kan gøres for den. Vi tænkte også på, om det rent politisk kunne
være svært at afsætte ressourcer til det, når det er så usikkert. Men nu har vi Habitatdirektivet
og forpligtigelsen internationalt, så der er ikke det store politiske råderum til at
komme udenom beskyttelsen af odder.
Er den nuværende forvaltning tilstrækkelig til at sikre gunstig bevaringsstatus, som der
kræves? Det tør jeg ikke sige. Hvad er de største barrierer i så fald? Ruserne og den
manglende brug af stopriste er en væsentlig barriere. Det sidste vi har gjort er at sende en
pressemeddelelse ud for et par måneder siden, da rusesæsonen begynder igen i juni måned,
hvor man må sætte åleruser ud. Det gjorde vi, fordi man skal passe på odderen, og derfor
kan man gratis få udleveret stopriste i Vestsjællands Amt. Vi beder også Fiskerikontrollen
om at være meget opmærksomme på det. Jeg opfatter stadig bilerne og ruserne som den
væsentligste dødsårsag. I efteråret har vi afsat ressourcer til at lave odderfristeder og flere
vandhuller i Åmosen. Vi giver ellers ikke tilskud til, at folk kan grave vandhuller, med
mindre det er nogle sjældne padder på vores øer, hvor vi for eksempel har klokkefrøer.
Men i år har vi sagt, at hvis du vil lave et vandhul i dette habitatområde, så kan vi godt give
dig tilskud til det og har efterlyst folk, der gerne vil ha’ lave odderfristeder. Så dem laver vi
nogle stykker af her i efteråret.
5

Hvad med vandløbene har de en tilstrækkelig god kvalitet til, der kan være et fødegrundlag
for odder? Jeg er ikke bange for fødegrundlaget, da vandløbene enten er ørredvandløb eller
karpevandløb og i forhold til odder, er karpevandløb lige så gode som ørredvandløb. Karpefisk
ned til hundestejlere er glimrende fødegrundlag til odder, og jeg tror en af grundene
til, vi har fundet den i Lammefjordssystemet, er et meget godt fødegrundlag. Det er utroligt,
hvad der er af skidtfisk i kanalerne. Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, om det
var et godt sted for odder, så ville jeg havde sagt, at der aldrig ville komme odder på det
kunstige sted. Så lige pludselig er der en biologistuderende, der finder den på baggrund af,
at en af vores åmænd har set den en tidlig morgen. Grunden til den kan være deroppe er et
meget godt fødegrundlag og de store rørskove, så den kan gemme sig og skal bare stikke
snuden ned i vandet, så er der mad. Så jeg tror ikke fødegrundlaget er nogen barriere.
Bliver der taget specielt hensyn til odderen i forbindelse med vandløbsvedligeholdelse?
Hele udviklingen på vandløbsvedligeholdelsesområdet går jo i en mere miljøvenlig retning,
mere nænsomt, mindre brug af maskiner, mere håndholdt og så videre. Hele den udvikling
er jo for at tilgodese fiskene og også odder i sidste ende. Slår I også brinkerne?
Kun hvis det står i regulativerne. Jeg har ikke styr på, hvordan vedligeholdelsen er i alle
vandløb. Men der bliver ikke taget specielle hensyn til odderen. Hvis vi lige ved, at der er
rigtig god mulighed for odderbo eller lignende, så lader vi være med at køre på de brinker.
Men ellers foregår vandløbsvedligeholdelsen, som vi er blevet enige om at gøre på en miljøvenlig
måde. Det er ved at lade åerne arbejde så meget selv som muligt og lave strømrendeskæring
i vandløbene. I nogle af de store vandløbssystemer som Halleby Å, kan man
kun vedligeholde ved hjælp af båd.
I jeres handlingsplan skriver I, at vandløbsregulativerne skal revideres, er det blevet gjort?
Nej, det er de ikke. Det har været et spørgsmål om ressourcer. Jeg tror først, de bliver revideret,
når de kommer ud i kommunerne.
I handlingsplanen fremgår det, at der skal laves spredningskorridorer i tre områder, mellem
Lille og Store Åmose, mellem Øvre Halleby Å og Saltbæk Vig samt mellem Tissø og
Flasken, hvad er der gjort i den forbindelse? Ikke andet end hvad jeg sagde før, at vi i administrationen
og planlægningen sørger for at give mulighed for skovrejsning, hvis det kan
lade sig gøre, mulighed for at lodsejere kan plante langs vandløb ved eksempelvis at give
tilskud, give tilskud til vandløbsrestaurering, hvor der kan være barrierer. Hvis det over en
længere strækning er problematisk for odder, for eksempel fordi landbrugsarealer går helt
ned til vandløbet, så lægger vi fokus på, om der kan plantes langs med eller skabes remiser
langs vandløb. Det virker som om, I har et godt samarbejde med lodsejere? Det har vi
mange steder. Specielt lodsejere ned til ådalene er klar over, at dyrkningsgrundlaget er
6

enormt usikkert, så mange har allerede lagt deres arealer brak der nede eller har ekstensiveret
arealerne så meget, at det reelt er blevet til noget, de har som natur eller jagtområde.
Mellem Tissø og Flasken virker det forholdsvis præget af intensiv landbrug? Ja, og det vil
være et godt sted at lægge odderfristeder for på den måde at få det ekstensiveret. Jeg sidder
dog ikke mere i driftgruppen, der laver den praktiske naturpleje, jeg sidder mere på beskyttelsessiden,
så jeg har ikke helt styr på, hvor fristederne præcist bliver lavet.
I handlingsplanen fremgår det, at der ikke skal foregå rørhøst, så tagrør fjernes fuldstændigt
i et område, lykkes det? Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror i virkeligheden ikke, der er
meget rørskæring i området, hvis der er noget, så det er nok kun på Tissø.
Hvordan tror du, det bliver i fremtiden, når kommunerne skal overtage forvaltningen, tror
du, de er klædt på til det? Det er de selvfølgelig ikke. Det er da ikke godt for odderen, at
strukturreformen er kommet. Det kan da kun føre til en mere fragmenteret natur og mere
spredt fægtning. Så det er ikke kun fragmenteret natur men også en fragmenteret forvaltning?
Ja. Der bliver ikke det samme helhedssyn. Indtil nu har amtet kunnet ha’ et helhedssystem
på Åmosen Å, fordi man har haft vandløbssystemet i sin helhed. Det er lidt uheldigt
i forbindelse med implementeringen af Habitatdirektivet. Det er meget uheldigt. Så
hvis man skulle være positiv et øjeblik, så ville man håbe på, at der kom nogle ordentlige
naturplaner og vandplaner fra Miljøcentrenes side, som er så forpligtigende og detaljeret, at
kommunerne ud fra det direkte kan lave deres handlingsplaner, eller de er så forpligtigende,
at de kan gå til deres politikere og sige, at det skal vi gøre og ikke kan komme uden om
det. Lidt lige som Habitatdirektivet har virket på nationalt niveau. Ja, det er jo lidt uhyggeligt,
at man skal hælde sig til international lovgivning for, at der reelt sker noget på natursiden.
Hvordan bliver jeres basisanalyser i forhold til odderen? Jeg har ikke styr på Habitatdirektivets
basisanalyser, da det er Peter, som sidder med dem. Jeg sidder på Vandrammedirektivet,
hvor vi har lavet to basisanalyser. Jeg ved Peter lige har haft den omkring det politiske
udvalg.
Har I overvejet at supplere bestanden for at kunne leve op til kriteriet om gunstig bevaringsstatus?
Det ville i givet fald ikke være vores bord at genudsætte odderen, men det er
ikke nogen fremmed tanke for mig. Vi har plejestationen i Silkeborg, hvor tilskadekomne
oddere og tiloversblevne odderunger kommer ind og bliver sat i pleje, og hvor konceptet
er, at skal de sættes ud, når de kan klare sig selv. Det skal selvfølgelig ske i periferien af
kerneområderne i Danmark. Ud fra den devise ville det være oplagt at sætte dem ud på
Sjælland og supplere de få individer, der er i habitatområderne. Aksel Bo Madsen var inde
på, at det var vigtigt at finde ud af, om det var den skånske bestand eller den jyske bestand.
7

Der kan være nogle genetiske argumenter i det her, hvor man siger, at der er meget, som
tyder på, at det zoogeografisk er to forskellige bestande, hvor vi har en jysk, der stammer
fra Nordtyskland og en sjællandsk, der måske stammer fra den skånske. Så vidt jeg kan se,
er der gode argumenter for både at sige nej og ja. Hvad sker der med at blande dem? Ideelt
set svømmer de vel sammen på et eller andet tidspunkt hen over Fyn, så hvorfor problematisere
det? Jeg kan ikke se nogle problemer i at supplere den lille bestand, vi har herover
med yderligere individer. På sigt kan det vel være nødvendigt? Det vil jeg tro. Spørgsmålet
er, om man strategisk vil sige, at man gør det nu for at redde den rest, der er tilbage herover,
eller vi vil vente til den rest er uddød og så genudsætte den. Der synes jeg ikke, der er
den store grund til at vente.
Mener du, at naturgrundlaget generelt for odderen er blevet forbedret i den tid, du har arbejdet
med den? Når jeg kigger tilbage og ser på den udvikling, jeg har oplevet også fra
min RUC-tid med det åbne land, og hvad der er sket de sidste 100 år og op til 80’erne og
90’erne, hvor det bare gik tilbage, så kan jeg godt se, det er vendte mange steder. Specielt i
ådalene er der kommet meget mere natur, meget mere ekstensiv arealanvendelse. Det ser
jeg som nogle muligheder, at der faktisk er kommet nogle spredningskorridorer for blandt
andet odder. Man kan altid diskutere, om naturgrundlaget på Sjælland er godt nok til, at
man kan sætte odder ud. Man skal have en kombination med, at der skal være mad nok,
fred og ro og virkelig nogle større uforstyrrede områder, hvor de kan yngle, og det skal ikke
være midt i Nordsjælland, hvor der er alt for meget publikumstryk på. Jeg mener egentligt
at sådan, som det ser ud nu, så er der basis for at ha’ en odderbestand. Tør du sige noget
om dens størrelse? Det tør jeg ikke sige noget om. Det er nogle skrappe kriterier for
individantal, DMU opsætter i deres KGB-rapport. Som naturgrundlaget er nu, tror jeg ikke,
der kan være 500 individer på Sjælland. Så skal der ske meget med naturen, for at det
kan lade sig gøre.
Har I etableret faunapassager i hele amtet, eller er det kun i habitatområderne? Vi har
sagt, at det er vigtigst i habitatområderne, men hver gang vi har ansøgninger fra vejmyndigheder
som Vejdirektoratet eller kommuner, der ønsker at ændre deres vejbroer, så sætter
vi vilkår om, der skal være faunapassager. Det er uanset, om det ligger i habitatområderne
eller ikke for på den måde at forberede, at der i fremtiden kan være en større bestand af
odder, der ikke kun er knyttet til habitatområderne. Med det in mente at man pludselig finder
odder i Lammefjordskanalen, er det så Suså næste gang? Hvis det begynder at gå frem
med bestanden, som det sker i Jylland, så er det vigtigt at fremtidssikre vejene. Det er
enormt svært at komme bagefter og sige, at der skal laves en stenbro, hvis der ikke plads til
det. Så er det bedre at stille kravet allerede nu, og hvis de siger, at der ikke er odder, men
det kan vi jo ikke udelukke, der kan komme, og mange andre organismer kan også bruge
faunapassagen. Det virker forholdsvist simpelt at lave en faunapassage. Det er det også,
8

ingeniørerne skal bare lære at tænke i de baner, så der kan laves nogle banketter eller lægges
nogle sten i kanterne på begge sider i underløbet.
Nu sagde du Saltbæk Vig burde være kerneområde, men I lægger mest indsatsen omkring
Øvre Halleby Å. Det er jo klart, fordi i Saltbæk Vig er der ikke de store trusler. Der er fred
og ro, masser af mad, og der er ikke brug for faunapassager. Det er lukket for offentligheden?
Ja, det et stort lukket område, som er privatejet. Det er jo lidt fantastisk, at man i
Danmark kan have så stort et område liggende og ha’ gennemført en fredning, hvor der er
så lidt offentlig adgang. Der er selvfølgelig også pres på for at få revideret fredningen. Det
er jo et fantastisk fuglebeskyttelsesområde, og der kan måske nogle enkelte steder laves
stier nogle hundrede meter ind til et fugletårn, hvor man kunne kigge, uden man fik forstyrret
alt for meget, fordi det er jo et fladt område. Der er faktisk en lille flyveplads der
oppe ved Kaldred, hvor der er start og landing ind over noget af habitatområdet, og der ser
ud til, at gæssene vender sig til det.
Hvornår er der sidst indleveret en trafikdræbt odder? Det tror jeg ikke, der er i 90’erne eller
senere. Der er fanget en del i ruser, som bare ikke kommer frem til offentligheden. Vi
har fået rimelige pålidelige meldinger om rusedruknede oddere både unge og gamle, men
dem der har gjort det vil selvfølgelig ikke stå frem.
Hvis odderen skal sprede sig fra Vestsjælland til Roskilde Amt, er det oplagt, at det sker i
Tuse Å og i Elverdamså. Vi har prøvet at lave nogle koblinger mellem Åmose Å systemet
og Suså systemet og lavet en del naturgenopretning i den forbindelse, hvor vi har undersøgt
forbindelsen mellem de to systemer. Suså systemet er selvfølgelig også et potentiale
for odder, og det er ikke mange år siden, der har været odder. Suså systemet går jo op til
Sorø søerne, og der er Tude Å systemet. Der har vi også lavet naturgenopretning med nogle
trædesten.
Men de store regionale naturforvaltningshensyn kan let forsvinde med strukturreformen,
hvis ikke staten kommer på banen og er stærk. Men de har jo ikke myndigheden. Ikke naturbeskyttelsesmyndigheden
men de har jo myndigheden til at lave naturplanerne. Man må
håbe, de tænker lidt større end kun i habitatområder, for hvem skal ellers tage de større
hensyn. Når amterne bliver nedlagt efterlyser vi, at der kommer helhed i naturplanerne, og
man ikke kun fokuserer på de nationale frimærker, for eller er det ikke noget værd.
9

Bilag nr. 5: Transskriberet interview med Lars Rudfeld
Skov- og Naturstyrelsen den 10. september 2006.
Hvad var Skov- og Naturstyrelsens rolle i forbindelse med udpegningen af habitatområder,
har der været input fra amterne, og er det sket i samarbejde med amterne? Den oprindelige
udpegning begyndte i 1994 og fortsatte ind i 1995, hvor de første forslag kom frem. Jeg
var ikke selv med på det tidspunkt, men det jeg har forstået og hørt var, at man lavede første
udkast til lister og sendte dem rundt for at få dem kvalificeret og bekræftet eller afkræftet
hos blandt andet amter og på universiteter. På et tidspunkt stod Amtsrådsforeningen af,
det vil sige, amterne fik politisk pålæg om kun at deltage i processen i meget begrænset
omfang. Der var ikke noget aktivt medspil i den første fase, sådan som jeg har forstået det.
Hvad var årsagen til, at Amtsrådsforeningen kom med den udmelding? Jeg tror – og det er
kun gisninger – at det hang sammen med den meget omfattende debat, der kom om arealudpegning
og arealregulering i kølvandet på naturbeskyttelseslovens vedtagelse i 1992.
Fuglebeskyttelsesområderne var bare blevet udpeget og tilføjet regionplanen. Med udpegningen
af habitatområder kom der en kraftig modvilje mod endnu et lag, hvor man bevægede
sig endnu mere ind på produktionsarealer. Man holdt sig ikke længere til vandhuller,
vandløb og heder, men med loven i 1992 bevægede man sig også ind på overdrev og ferske
enge, hvor man kommer nærmere det egentlige produktionsareal. Hele den politiske debat
gav også politisk genlyd i amterne, da de jo konkret har siddet med i forbindelse med arealudpegningen,
både fordi de registrerer § 3, laver regionplaner, hvor de lavede udpegning
af naturinteresseområde, områder til naturgenopretning og andre områder. Så det var en
politisk stillingtagen, formegentligt fordi Amtsrådsforeningen på det tidspunkt også var
venstredomineret. Så der var ikke et voldsomt aktivt medspil fra amterne i forbindelse med
udpegningen i 1995, som var den første grundlæggende. Hele diskussionen om udpegningen
gjorde også, at man lagde habitatudpegningen ovenpå eksisterende udpegninger og
kun i begrænset omfang gik udenfor. I forbindelse med høringen i 1995 kom der så mange
indspark, at hvor man startede med en liste på 175 områder, fik vi en liste på 194 områder i
1998, da den første formelle udpegning skete med den første bekendtgørelse. Så Skov- og
Naturstyrelsens rolle har været at basere os på den eksisterende viden om forekomst af naturtyper
og arter i det omfang, vi har kunnet få dem og forsøgt at kvalificere dem ved at
indhente oplysninger hos forskellige interessenter og lagt det i en offentlig høring hos en
bredere kreds at interessenter, fordi vi var jo ikke ude og spørge DN som organisation om
yderligere oplysninger. Der var mange fagfolk, som blev spurgt, der også havde en tilknytning
til DN, men det var på grund af deres faglige viden, at de blev inddraget. Var det kun
en høring, der inddragede naturvidenskabelige kriterier, for der må jo ikke indgå andre
kriterier i forbindelse med en udpegning? Det er rigtigt, at det er hovedprincippet i udpegningen.
Det siger flere EF-domme. Vores udgangspunkt har været, at udpegningen skete på
baggrund af vores kendskab til arternes forekomst på det tidspunkt, så på den måde er der
ikke noget i vejen med kriterierne. Omvendt er det også sådan, at der ikke er nogen forplig-
1

tigelse til at udpege det hele. For udpegningen af habitatområder ligger der et kriteriepapir,
som siger noget om spændevidden. Papiret er man blevet enige om i habitatkomiteen, som
er forvaltningskomiteen under Habitatdirektivet, der rådgiver Kommissionen. Hvis det er
almindelige arter, så skal man have udpeget mellem 20-60 % af levestederne, og hvis det
er prioriterede arter, så er man i mål, hvis man som minimum har udpeget 60 %. Papiret er
offentliggjort i forbindelse med en folketingsbesvarelse, så det kan I få. Når vi ikke er forpligtet
til at udpege det hele, så er det klart, at der foregår en prioritering af, hvad vi så udpeger,
fordi et af kritikpunkterne dengang var, hvorfor det kun var statsejede arealer, der
bliver udpeget og ikke de arealer, hvor man kommer i konflikt med private lodsejere. Der
er jo ikke andet at sige end, der hvor man kendte forekomsten på statsejede arealer, så blev
de udpeget. Den offentlige høring betød dog også, at der blev pillet områder ud. Ved udpegningen
var der forskellige kriterier:
2
1. Der skulle være en forekomst af arter og naturtyper i de områder vi udpegede.
2. Vi holdt os så vidt muligt indenfor allerede udpegede eller beskyttede områder.
Områder som enten lå på statsejede arealer, områder som var § 3-beskyttede eller
områder som var fredede eller udpeget som fuglebeskyttelsesområder i forvejen.
I forbindelse med høringen var der blandt andet landbrugsorganisationer i Sønderjylland,
der pegede på, at der var foreslået at udpege habitatområder, som overhovedet ikke indeholdt
noget som helst. Det var også rigtigt i forhold til Habitatdirektivet. I Sønderjylland
har vi efter fuglebeskyttelsesdirektivet udpeget store vedvarende græsarealer, som efter
Habitatdirektivet overhovedet ikke har interesse. Dem pillede vi ud efter høringen, fordi
det er et sagligt argument, da de ikke indeholder arter og naturtyper efter Habitatdirektivet.
Der var områder, der ikke blev udpeget eller taget ud af forslaget, fordi vi ikke havde
kendskab til, om arter var til stede. Efterfølgende kom der en proces, hvor vi indsendte de
194 områder til Kommissionen og kom igennem en mølle, hvor man vurderede på nogle
biogeografiske seminarer med blandt andet ekspertbistand og NGO’er, om hvert enkelt
medlemslands udpegning var i orden, art for art og naturtype for naturtype. I den sammenhæng
fik vi så nogle smæk, lige som alle andre lande gjorde, fordi udpegningen ikke var
tilstrækkelig. Efter 1. runde i de biogeografiske møder blev der listet en række arter og naturtyper,
hvor vores udpegning var utilstrækkelig.
Havde I nogen særlig netværkstankegang i forbindelse med udpegningen? Nej, det var der
ikke, men man skal også se det i sammenhæng med, hvordan udpegningen er foregået. For
mange af områderne er der udpeget relativt store områder. Det vil sige, det er mange forskellige
naturtyper og levesteder, der er uvedkommende i forhold til Habitatdirektivet. I
Sønderjylland blev vi gjort opmærksom på det, men der er stadig mange områder, hvor der
ligger landbrugsarealer i habitatområder, fordi vi har taget den store pen og tegnet omkring
områderne. Det betyder, at der er bedre mulighed i forvaltning for at lave noget indenfor

områderne end, hvis man bare havde udpeget klatten, hvor eksempelvis klokkefrøen forekommer.
Det er modsat vores caseområde for klokkefrø, hvor habitatområdet er to separate
områder, og vi har talt med Niels Damm fra Amphi Consult, som har sagt, der ikke kan
eksistere en tilstrækkelig stor bestand, så den kan eksistere på langt sigt, det vil sige en effektiv
population på 500 individer. Jeg kan godt se dilemmaet med at skulle udpege intensive
landbrugsarealer, men lige i øjeblikket er der problemer med at kunne bevare den.
Det er mærkeligt, at området er godkendt af Kommissionen, fordi udgangspunktet er, at de
ikke vil have schweizeroste. I forbindelse med udpegningen slog de ned på medlemslande,
hvor de kun havde udpeget de præcise naturtyper eller levesteder for arter uden at gøre det
til ét samlet habitatområde. Det har man praktiseret meget i England, fordi de allerede havde
nogle beskyttede områder, som svarer til vores § 3-områder. Det vil svare til, at vi havde
benyttet vores § 3-registering som kriterium for udpegningen, så var vi også endt med
småpletter. Endnu værre havde været i skoven, hvor vi ville have endt med litra med eksempelvis
bøgeskov i Rold Skov i stedet for at udpege hele Rold Skov. Det er meget få habitatområder
som jeres, hvor det er opdelt, så I har været heldige at finde et område, hvor
der måske ikke har været helt rent i travet i forhold til udpegningen. Det ændrer dog ikke
ved at i den fremtidige forvaltning – og det fremgår også af den lovgivning, der er kommet
efterfølgende – at hvis det er nødvendigt at lave noget udenfor områderne for at sikre bestandene,
så må man indtænke det i forbindelse med Natura 2000-planerne, og der er redskaber
i naturbeskyttelsesloven til at gennemføre en indsats udenfor områderne. Men lige i
øjeblikket har man problemer med at få MVJ-støtte til græsning udenfor habitatområder,
og det er nødvendigt for klokkefrø. Det er rigtigt, og det er en særskilt problemstilling. Der
foregår et arbejde med at finde ud af, hvordan de fremtidige MVJ-ordninger skal se ud.
Udgangspunkt er, at man kan få MVJ-støtte indenfor Natura 2000-områder men ikke udenfor,
og det har vi påpeget overfor Fødevareministeriet, som administrerer ordningen, at der
er et problem, og det kan især opstå på længere sigt. Men det er jo ikke kun MVJordningen,
der skal løse sådan problemer, der er eksempelvis også naturgenopretningsprojekter,
men det er oplagt, når vi snakker spredningskorridor for eksempelvis klokkefrø, så
ville udlægning af vedvarende græsarealer være oplagt. Finansielt ville det også være oplagt
at bruge MVJ-ordningen til det og ikke tære på naturgenopretningsmidler, som gerne
skulle bruges til noget andet eksempelvis at grave vandhuller. Ifølge amtet er det et af de
mest intensivt dyrkede områder på Fyn. Det er jo en af de problemstillinger, der skal tages
hånd om, når Miljøcentrerne skal lave Natura 2000-planer. I forbindelse med idefasen, håber
jeg, det vil blive påpeget, at der er problemer for klokkefrøen. De stakkels amtsmedarbejdere
bliver jo spredt rundt omkring i kommuner og miljøcentre, så det er ikke nødvendigvis
dem, der kommer til at gøre det. Jeg går da ud fra, at jeres speciale vil kunne bruges
af DN til at argumentere for, at områderne kobles sammen.
Hvad hvis klokkefrøen uddør fra Tårup Strand men stadig er på Klintholm, vil det så være
en overtrædelse af Habitatdirektivet. Det kommer an på, hvis grunden til den uddør er en
3

egentlig dårlig forvaltning, så vil Kommissionen have en god sag, hvis den kommer for
domstolen. Vi har nogle andre situationer, hvor udpegningsgrundlaget er forsvundet, hvor
man kan diskutere, om det overhovedet var relevant, at man udpegede det på det tidspunkt.
Eksempelvis udpegning af områder for tinksmed i Midtjylland, blandt andet Uldum Kær,
og den var der måske slet ikke på det tidspunkt, hvor man udpegede området. Det er problemet
med forskydning af de oplysninger, man bruger. Det er jo ikke tilfældet med jeres
case, og hvis den forsvinder, fordi man ikke har gjort tilstrækkeligt, det vil sige, hvis man
ikke kan argumentere for, at man ikke kunne gør noget for at forhindre, at eutrofieringen
fortsatte, fordi der var udledt nogle ting før udpegningen. Hvis man kan sige, at man ikke
kunne gør noget for at forhindre forholdene, eksempelvis hvis det er en naturlig udvikling.
Omvendt er der forpligtigelsen til en aktiv forvaltning, som formegentligt vil slå igennem
her. Med mindre man kan påvise, at bestanden på det tidspunkt var så lille, at den ikke
havde nogen funktion. Der har vi så valgt at udpege området for klokkefrø alligevel, og at
der skal gøres en indsats. Det må man også sige, at amtet har gjort. Der er jo sket noget.
Hvis den uddør i et område, er det sandsynligvis fordi, der ikke kan komme nye individer
til, fordi området er så fragmenteret. Og der kan man sige, at man måske har misligholdt
forpligtigelsen til at sikre en sammenhæng mellem områderne, og jeg vil ikke udelukke, at
man ville kunne sige det fra Kommissionens side.
Problemstillingen med tinksmed, gør den sig også gældende for odderen på Sjælland? Den
blev jo også set sidste i 1995. Der er sket forbedringer i blandt andet vandløb og søer, og
området er formegentligt forbedret siden den sidste sikre observation af odder, det er i
hvert fald den generelle udvikling, og hvis den alligevel uddør, fordi populationen på det
tidspunkt har været så minimal, at den ikke kan overleve. Jeg ved ikke, hvad man så gør.
Der er mulighed for at overveje at udsætte den. Man er i den samme situation i Sydeuropa,
hvor den pyrenæiske stenbuk er uddøet, imens vi har udpeget områder. Den iberiske los vil
formegentligt også uddø inden for ganske få år på grund af fragmentering og manglende
fødegrundlag, fordi der har været problemer med dens vigtigste fødegrundlag.
Når økonomien ikke er tilstrækkelig, har man så udpeget tilstrækkeligt med områder i forhold
til diskussionen om A- og B-natur? Vi har slet ikke forholdt os til A- og B-natur. Det
er to forskellige diskussioner. Kritikken går på, at vi alene har udpeget områder, der indeholder
nogle særlige værdier, og det er også rigtigt, da det er vores forpligtigelse, fordi de
indeholder bestemte arter og naturtyper. Det har været sammenfaldende med – og det er jo
ikke underligt – de områder som har A-status, eksempelvis Vejlerne og Møns Klint, alle de
store områder. Diskussionen om A- og B-natur – som jeg ser den – vi kommer ikke uden
om at skulle forvalte og prioritere A-naturen. Alt andet så er det jo vores vigtigste naturområder
og dem med den højeste biodiversitet. Hvis vi vil bevare den, så må vi gøre en indsats
der. Der kan så være en diskussion, om der skal gøres en indsats for B-naturen – som
er udenfor de særlige bevaringsområder – af hensyn til A-naturen. Den anden diskussion
4

kan være, om vi samfundsmæssigt vil prioritere B-naturen, og det er ikke noget, vi har
blandet os i. Der er klart problemer i forhold til den bredere landskabsdiskussion, at Bnaturen
nedprioriteres. Billedet er dog ikke entydigt, da det kommer an på, hvor man ser
hen. På statsskovene sker der jo en udvikling mod naturnær skovdrift, som styrker naturindholdet
i skovbilledet, det får formegentligt også afsmittende effekt på det private skovbrug.
Men skelnen mellem MVJ-ordning indenfor og udenfor er klart noget, der trækker
den anden vej. Det er i sidste ende en politisk prioritering af, hvor mange penge vi vil afsætte,
og hvor de skal kanaliseres hen. Den politiske beslutning er indtil videre, at vi bruger
de penge til at opfylde forpligtigelserne, der ligger i de store områder. Jeg har hele tiden
den holdning, hvad er alternativet? Fordi hvis vi ikke redder A-naturen, så har vi kun den
flade natur tilbage, så er kerneområderne ikke tilbage og biodiversiteten, og så har de ikke
mulighed for at sprede sig. Politisk er beslutningen, om man også vil løfte B-naturen, og
der har man foreløbigt sagt, at det ikke er dagsordenen. B-naturen kan så være nødvendig
for at bevare arterne i A-naturen. Det er en hel reel diskussion, og den diskussion er forsvundet.
Dem, der råber A- og B-natur, er nok ikke klar over, hvor stærkt et instrument habitatområderne,
også i forhold til den del, vil kunne være. Det vil sige, at man sikrer natur
og skal lave nogle indgreb udenfor områderne for at kunne sikre selve områderne. Diskussionen
om næringssalte kommer også ind i den sammenhæng. Hvor det forhold at man griber
ind over næringssalte udenfor områderne for at begrænse næringssaltbelastningen inden
i områderne. Det har jo også betydning for naturen udenfor. Men hvor stærkt er Habitatdirektivets
art. 10 egentligt? Art. 10 er ikke speciel stærk, men art. 6 er stærk, og det vil
sige, hvis det er nødvendig for at sikre bestandene i habitatområderne, at man skaber sammenhænge
mellem det, så er det art. 6, der spiller ind som førsteprioritet i sammenhæng
med art. 10, der kan være et hjælpemiddel. Art. 10 rummer ingen bindinger og er en mulighed,
hvis man har lyst.
Udviklingen fra de 194 habitatområder til de 254 skyldtes kritik fra Kommission, som
gjorde, at vi lavede en meget mere målrettet udpegning i perioden 2001-2004, hvor vi i
mindre grad satte store streger rundt omkring nogle områder, men mere målrettet gik ud og
fandt naturtyperne og arterne, som der var krav om, der skulle udpeges. Det vil sige, det
procentvise krav for disse var ikke opfyldt. Ikke fordi vi lavede schweizeroste, men hvis
man ser på størrelsen af habitatområderne, så er de udpeget mere præcist for nogle bestemte
skove og ikke en ring omkring en masse skove, og vi har også mere præcist udpeget
nogle mindre rigkær. Så det er en blanding af store og små habitatområder. Det var især
skovtyper, der manglede at blive udpeget, og der har vi været ude og udpege i private skove,
som især har været små skove. Det kendetegnende for de sidste udpegninger er, at de
ligger på private arealer. Kan man forvente, at der kommer flere udpegninger? Formelt er
processen på land færdig. Der foregår dog i øjeblikket en diskussion i EU kredsen, på baggrund
af medlemslandenes 6-årige rapporter efter art. 17 i direktivet, om netværket er tilstrækkelig
til at sikre bevaringsstatus for arter og naturtyper. Det bliver en mere overordnet
5

etragtning på tværs af medlemslandene, og der er ikke taget endelig stilling til, om der er
en egentligt juridisk pligt til at udpege. Hvis man ser meget hardcore på formuleringerne i
Habitatdirektivets udpegningsbestemmelser, så er der ikke pligt til det, efter man har lukket
listen. Der er mulighed for, at man kan udtage noget på baggrund af naturlige ændringer,
det står i art. 9. Der står også, at man skal tilpasse listen, men sådan som det er, så er det
medlemslandenes foreslåede liste – i henhold til art. 4 – og det er før den endelige liste foreligger.
Så egentligt – og det kan man kritisere direktivet for – er der ikke lagt op til, at
man skal kunne revidere listen og udpege mere. Vi har selv talt om art. 9. Hvad er den naturlige
udvikling? Er det fordi, der er en naturlig udvikling, der gør, at arten ikke længere
er tilstede eksempelvis odder, og dermed skal området ikke længere være udpeget som habitatområde?
Det helt absurde eksempel er, hvis man har en art der forsvinder fra området
af naturlige grunde. For eksempel i forhold til fuglebeskyttelsesdirektivet, der har vi et område
i Lillebælt, som har været udpeget på grund af massive forekomster af bjergænder,
som tilfældigvis var der nogle år før udpegningen fandt sted. Nu er de væk. Spørgsmålet er
så, om det er naturligt eller ej, men der er ingen grund til, at området er udpeget for bjergænder.
Der kan komme en diskussion, om arters forsvinden skyldes naturlige ændringer eller
ej. Men jeg tror, det vil være svært at fjerne områder helt fra listen. For det bliver meget
svært for medlemslandene at godtgøre, at det er naturlige udviklinger og ikke udviklinger,
der er forårsaget af den omkringliggende arealanvendelse eller andet. Der kommer så en
helt overordnet diskussion, om klimaændringer er naturlige eller ej, så jeg tror ikke man
kommer i en situation, hvor den artikel er særlig relevant i forhold til at udtage områder.
Hvad så, hvis man får odderen i hele Jylland, og der kommer jagttid på den, vil man så pille
den af? Det gør der ikke, fordi den er også bilag IV-art. Så skal det være fordi, den gør
skade. Hvis den nu er i så store forekomster? Jeg tvivler på, at man kan betegne odderen
som et skadedyr, selv om den bliver meget almindelig. Der kan selvfølgelig være noget
omkring dambrug, men det er en helt særskilt problemstilling, og der kan de få en tilladelse
til at regulere. Inden man kan komme så langt, at en art forsvinder, så kunne det vil også
være relevant at inddrage art. 6, stk. 2? Det er klart. Så der kunne komme en åbningsskrivelse,
hvis medlemslandene ikke overholdte forpligtigelserne? Ja. I 2003 fik Danmark en
åbningsskrivelse, som dels gik på art. 6 og Tøndermarsken. I den sammenhæng var det
klart, at Kommissionen sagde, at Danmark ikke havde levet op til – i første omgang forpligtigelserne
i fuglebeskyttelsesdirektivet – og nu i henhold Habitatdirektivets art. 6 til at
sikre mod nedgang i antallet af fugle. Det er sådan, at art. 6 har afløst fuglebeskyttelsesdirektivet
art. 4, stk. 4. Art. 6, stk. 2-4 gælder også for fuglebeskyttelsesområder i henhold til
Habitatdirektivets art. 7. Der er mange eksempler på krænkelser efter art. 6. Det var også
efter den artikel, Irlandsdommen gik på, hvor Irland blev dømt for ikke at have grebet ind
over for en intensivering i fåregræsning, som gjorde, at nogle fuglearter forsvandt. Dommen
er meget principiel og var blandt andet en af grundene til, at vi lavede ændringer i
lovgivningen i 2003/2004. Så der er ingen grænser for, hvad Kommissionen kunne finde
på at tage op i denne sammenhæng. Hvad nu, hvis klokkefrøen får et kerneområde mellem
6

de to habitatområder? Så er det bilag IV, og den gælder under alle omstændigheder, men
der ikke krav om at sikre gunstig bevaringsstatus for bilag IV-arter, men du må ikke ødelægge
eller beskadige yngle- og rasteområder, så der er en vis beskyttelse udenfor. Så i
forhold til de arter, som I har valgt, som begge er bilag IV-arter, er der også en vis beskyttelse
udenfor. Den er godt nok passiv men alligevel ret streng.
Hvad med forringelse for bilag IV-arter, det fremgår ikke af art. 12? Nej, det gør det ikke
men på engelsk. Men Kommissionen har slået fast, af forringelse er omfattet. Forstået på
den måde at man skal i princippet også forbyde forringelse af yngle- og rasteområder. I
forbindelse med et EU-arbejde har vi slået nogle principper fast i forståelsen af forringelse.
Hvis man undlader at gøre noget, for eksempel hvis en landmand tar’ køer af et græsareal,
og det gror til, så yngleområdet for den sortplettet blåfugl forsvinder, så er det ikke omfattet
af forbuddet, for man kan jo ikke forbyde træerne at gro op. Det er ikke en aktiv handling.
Det er det selvfølgelig, at landmanden tar’ køerne af græs, men det er ikke omfattet.
Det er heller ikke omfattet, at et skur, hvor der er flagermus, falder sammen. Hvad med
landbrugsdrift er det en aktiv handling? Det er så en anden diskussion og et andet princip.
Der skal være en helt klar årsagssammenhæng mellem en aktivitet og en forringelse/beskadigelse/ødelæggelse,
før man kan sige, at man overskrider art. 12. Der er så et problem
i forhold til eutrofiering, for hvordan finder du den direkte årsagssammenhæng til
forringelsen i det pågældende vandhul. Kan du forbyde en landmand i dag at udbringe sin
gødning på arealerne omkring, fordi han bidrager til at forringe et vandområde, der i lang
tid før direktivet trådte i kraft, har modtaget det samme pulver. Selv om du gik ud og forbød
landmanden at udbringe gødning, ville eutrofieringen fortsætte, og udviklingen mod
tilgroning ville fortsætte, uanset om han ophørte med brugen af gødning eller ej. Det er
desværre tilfældet med mange af de søer, vi har med at gøre, fordi de har fået tilført kvælstof
over en lang årrække. Tilgroningen vil også ske i langt de fleste tilfælde, uanset om
man gødsker eller ej. Det er et selvstændigt problem, som i givet fald vil kræve aktiv pleje,
som ikke er art. 12’s problem. Der har man fra Kommissionens side tilkendegivet, at hvis
det er umuligt at skabe en direkte årsagssammenhæng mellem at landmændene gødsker i
dag, og det der er forhistorien, og landmand i øvrigt overholder andre regler, der følger af
andre EU-direktiver, så er det ikke noget, der normalt vil være omfattet af art. 12. Forstået
på den måde, at hvis man overholder for eksempel Nitratdirektivet og de udbringningsregler
som den danske lovgivning fastligger, så vil den udsivning, der følger af normal praksis
ikke være omfattet. Så forringelse kan være omfattet, for eksempel hvis man gradvist hugger
skov ned, og konverterer det til nåleskov i et løvskovsområde, hvor der er hasselmus,
så er det en gradvis forringelse over en årrække. Kommissionen nævner nogle andre eksempler,
hvor man gradvist fylder nogle vandhuller op, det er i øvrigt forbudt i Danmark
efter naturbeskyttelseslovens § 3, så der har vi forbuddet på plads, så er det også en gradvis
forringelse, selv om man ikke ødelægger hele yngle- og rasteområdet. Vel kun hvis vandhullerne
er over 100 m 2 ? Ja, men der er et selvstændigt element i VVM-reglerne, som I og-
7

så kan overveje. I VVM-reglerne er der nogle specielle screeningskriterier. Hvis man er
ude på landbrugsarealerne og for eksempel vil nedlægge et vandhul af hensyn til intensivering
af landbrugsdriften, så er det faktisk sådan, at vandforvaltningsprojekter inden for
landbruget herunder vandings- og dræningsprojekter er screeningspligtige. Det vil sige,
dræning af selv små vandhuller under 100 m 2 kan komme ind i VVM-møllen, hvis der kan
være en beskyttet art. Så der er et element, som kan beskytte. Sammenholdt med at vi har
lavet nogle regler, hvor vi har koblet alle de eksisterende miljøregler sammen med art. 12beskyttelsen,
eller det er vi gang med, der ligger et udkast til en bekendtgørelse, som siger,
at når du administrerer alle slags miljøregler, så skal du tage hensyn til art. 12. Det gælder
også VVM-reglerne. Det er meget tricky, men det kan have betydning for nogle af de
vandhuller, der er under 100 m 2 . For arter som klokkefrø og løgfrø, som er sjældne, er lagt
de fleste vandhuller større end 100 m 2 . Jeg ved ikke, om I er støt på vandhuller for klokkefrø,
der er under 100 m 2 ? Så er det mere i deres funktion som trædestensvandhul. Der kan
selvfølgelig være en situation, men så kan de selvfølgelig også være landskabsfredede,
hvor der er forbud mod terrænændringer i landskabet. Hvis der bliver fyldt jord i et vandhul,
så er det en terrænændring, men i mange landskabsfredninger er der også et afsnit om,
at det ikke er til hinder for almindelig landbrugsmæssige drift, der er man så i et dilemma,
for hvad er det. Hvad så med bekendtgørelsen om fredning af blandt andet padder og
krybdyr. Heri er der en paragraf 6, stk. 1. I hvor høj grad er den i overensstemmelse med
beskyttelsen af bilag IV-arter? Artsfredningsbekendtgørelsen har alene til hensigt at beskytte
arter som individer, den har intet med beskyttelsen af deres yngle- og rasteområder.
Ja, men ofte spreder klokkefrø sig om efteråret på marker, og dermed er der risiko for, at
de kan blive slået ihjel ved markbearbejdning. Man skal være opmærksom på, at man i bekendtgørelsen
snakker om forsætlige handlinger, og det er bestemt ikke forsætligt, hvis en
landmand kommer til at køre en frø over ved drift. Ved individbeskyttelsen skal det være
forsætlig drab eller forstyrrelser. Så det forhold at en frø bliver kørt over eller en hund
æder en, det tvivler jeg på, man kan betegne som forsætlig, mens den begrænsning ikke er
på, når man snakker yngle- og rasteområder. Så det forhold at landmanden kører sin sprøjtebom
ind over vandhullet og siger, at han ikke vidste, der var klokkefrøer i, så vil han alligevel
ha’ gjort noget strafbart. Man skal være opmærksom på, at undtagelsen ikke gælder §
5. Undtagelsen i § 6 gælder kun de arter, der ikke er omfattet af Habitatdirektivets bilag
IV-arter. § 2 siger, at arterne ikke må indsamles eller slås ihjel.
Vedrører bilag IV kun yngle- og rasteområder? Ja.
I den foreløbige vejledning til fortolkning af bilag IV-arter fremgår der økologisk funktion,
hvad dækker det over? I Danmark har vi haft en praksis, som i forbindelse med § 3beskyttelsen
siger, at det kan være ok at nedlægge et vandhul under forudsætning af, der
bliver oprettet et nyt. Hvis man ser meget stringent på art. 12, stk. 1, litra d, så er det ikke
muligt. Det er ikke muligt at nedlægge et vandhul, hvis det er et yngle- eller rasteområde.
8

Ud fra den praksis der har udviklet sig i Danmark, synes vi, det er forkert. For det første
fordi mange af vandhullerne, der bliver nedlagt, er af en ringere kvalitet end dem, der bliver
genoprettet, og ofte får man flere ud af det, fordi der er mange amter, der siger, at det
er i forholdet 1:2 eller 1:1,5 genoprettet vandhul. Så begrebet økologisk funktion har vi
drøftet i EU kredse og fundet ud af, det er acceptabelt, at man nedlægger et vandhul under
forudsætning af, at man opretholder den økologiske funktion for et bestand ved at genoprette
et vandhul et andet sted, og uden det skader yngle- og rasteområdet. Det vil sige, vi
har fået en accept af, at man anlægger en bredere økologisk forståelse i administrationen.
Kommissionen har accepteret forståelsen, men spørgsmålet er, om EF-Domstolen også vil
gøre det. Omvendt, hvis man anlægger en vej midt gennem et yngle- og rasteområde, så
har man ødelagt området som sådan, fordi det er blevet fragmenteret af en vej, selv om du
laver et nyt vandhul. Med mindre du kan lave et effektivt net af faunapassager, som gør, at
der stadig er forbindelse, og du genopretter det ødelagte vandhul og dermed kan opretholde
den økologiske funktionalitet. For sjældne arter som klokkefrø mener jeg ikke, det er aktuelt
at snakke om dette her, fordi bestanden er så langt nede, og nedlæggelsen af et af dens
vandhuller kan være helt afgørende for bestandens bestående både lokalt og nationalt. Hvis
man derimod snakker odder, så kan det være mere relevant. Der er diskussionen om veje,
fragmentering og faunapassager under veje. Der kan man sagtens opretholde den økologiske
funktionalitet af nogle odderbestande forudsat, at man laver faunapassager under broer.
Hvis man forestillede sig den teoretiske situation, at man nedlagde et vandløb, så kunne jeg
forestille mig, at man kunne opretholde den økologiske funktionalitet, ved at man genoprettede
et dårligt vandløb i en anden del af vandløbssystemet, så man stadig var indenfor
den samme bestands område og sikrede, at den samme kvalitet og kvantitet af yngle- og rasteområder
blev opretholdt. Det er et forsøg på at ha’ en smidig administration, der samtidig
bibeholder det overordnede sigte med, at man ikke må ødelægge eller beskadige, og i
praksis – for mig at se – vil medføre forbedringer for arten. Og ikke mindst en større accept
af at man har de her regler, fordi de faktisk også kan administreres med en vis fleksibilitet,
specielt når vi snakker de udbredte arter. Hvis man tog den fulde konsekvens af ordlyden i
art. 12 og ser på nogle af de arter, der er på bilaget, blandt andet odder, men nok især nogle
af de andre arter som spidssnudet frø og stor vandsalamander. Så vil man have overordentlig
svært ved at have bevægelser i det danske landskab. Derfor er det nødvendigt, at man
indfører et administrationsgrundlag, som selvfølgelig samtidig respekterer direktivets beskyttelsesforpligtigelser.
I den foreløbige vejledning til bilag IV-arter står der også præcist,
hvad forringelse er. Hvad med pesticider i forhold til fødegrundlaget for yngel i vandhullet?
Det er forbudt at udlede pesticider til vandhuller. Ja, men der er også en drift, som kan
påvirke fødegrundlaget. Jo, men de pesticider bliver håndteret efter regler, men ja, det kan
ikke udelukkes. Det er også sådan, at den almindelige drift og den almindelige anvendelse
af gødning, selv om den overholder alle mulige EU-normer og alt muligt i sig selv kan
medføre nogle forringelser på sigt. I den forbindelse er det nødvendigt at se på nogle generelle
regler i forhold til beskyttelsen frem for, det er de specifikke regler i Habitatdirektivet,
9

der skal løfte den situation. Det er godkendelsessituationen for pesticider – som også er
meget EU-reguleret, da det handler og handel på tvært – og landbrugsregler, som Nitratdirektivet
foranlediger. For mange pesticider er der også – hvis de er farlige for vandorganismer
– specifikke afstandskrav. Om de så bliver overholdt, er en hel anden situation.
Håndhævelse er en hel anden diskussion, eksempelvis om afstandskrav bliver overholdt,
eller bommen bliver svinget ud over, eller de holder afstanden på 15 meter til vandområder,
og nogle steder er det 30 meter, og det er uanset, om det er vandhuller eller vandløb.
Hvis klokkefrøen findes indenfor et habitatområde, så er den både beskyttet som bilag II-
og bilag IV-art? Ja.
Skal Natura 2000-netværket ses på fællesskabsniveau, nationalt eller lokalt niveau? Det
skal ses på fællesskabsniveau, det er et EU-netværk. Man kan diskutere, om det giver mening
for alle de arter, der er på bilaget at snakke om netværk. Hvordan kan man lave et
netværk for skæv vindelsnegl. Hvis det skal være et egentligt netværk, der hænger sammen
i forhold til sådan en art, så er det i givet fald hele landskabet, vi snakker om, og der har
man valgt at sige, at man vil koncentrere sig om nogle konkrete områder. Det vil sige, de
konkrete områder skal binde netværket sammen på fællesskabsniveau? Det er jo intensionen.
Natura 2000-netværket har også væsentlig funktion i forhold til de emigrerende arter,
og der har det væsentlig funktion på fællesskabsniveau specielt for fugle. Det bliver lidt
mere mudret med de arter, der har meget lille home-range, så er det en lidt anden situation,
og man skal se det mere på nationalt niveau og også nogle gange på lokalt niveau. Der
kommer så spillet ind i forhold til sammenhængen mellem områder indenfor eller udenfor
og sammenhængen mellem udpegede områder. Under alle omstændigheder kan vi ikke lave
sammenhænge mellem de fynske og sjællandske bestande af klokkefrø.
Det er ikke noget problem, at art. 10 er så svagt formuleret, når der også skal ske en inddragelse
af art. 6, stk. 2 om gunstig bevaringsstatus? Nej, fordi vi har med vores Natura
2000-planlægning valgt at lave en hybrid løsning, hvor vi går ind og vurderer, hvad der er
for behov for at gribe ind og lave bevaringsforanstaltninger for at sikre denne art på lang
sigt. Det kan være bevaringsforanstaltninger, der har karakter af art. 6, stk. 2 indgreb, eksempelvis
indgreb mod at man skal undgå forringelser og forstyrrelser, eller det kan være
fremadrettede forbedringer for arten ved eksempelvis at udvide yngleområde. Så i den danske
lovgivning er der faktisk taget højde for, at det aspekt indgår. Om det så bliver realiseret
i planerne, er der arbejdet forestår. Men i lovgivning har man forudsat, at der også kan
blive behov for at planlægge foranstaltninger udenfor. Det står både i bemærkninger til
miljømålsloven og i bemærkningerne til de vigtigste sektorlove, hvor man skal hente redskaberne
til at gennemføre planen nemlig med naturbeskyttelsesloven og skovloven.
10

Er art. 10 så vag formuleret, fordi man skal opfatte netværket på fællesskabsniveau? Nej
art. 10 retter sig egentligt mod medlemslandene og siger, at medlemslandene kan sikre
sammenhænge, hvor de finder det nødvendigt. Den fortolkes både på medlemslandsniveau
men også på EU niveau. Men på EU niveau kræver det jo et samarbejde. Art. 10 er nu blevet
aktualiseret på EU niveau af diskussionen om klimaforandringer, fordi den formegentligt
vil presse en række arter, mere end man havde forudset, da man lavede direktivet. Derved
kan der komme yderligere fokus på, at man giver arterne mulighed for at sprede sig til
nogle andre områder. Det har man faktisk åbent i naturdirektør kredsen diskuteret, om der
er behov for – også på ministerniveau – at øge opmærksomheden på art. 10 som et redskab
til at gøre bestandene mere robuste i lyset af især klimaforandringer.
Vi har lidt forståelsesbesvær med direktivet. Det har jeg også… Hvad er forskellene på
”lokalitet”, ”lokalitet af fællesskabsbetydning” og ”særligt bevaringsområde”? Lokalitet af
fællesskabsbetydning er et område, der indeholder nogle af de arter, som medlemslandene
forslår til Kommissionen. Vi kalder det habitatområder på dansk, men i dag hedder det
pSCI på engelsk, proposed Sites of Community Importance. Det er den proces, der lige er
overstået. Kommissionen har en liste over pSCI’er, som er blevet til SCI, Sites of Community
Importance, det er den liste som Kommissionen har vedtaget på baggrund af medlemslandenes
forslag. Medlemslandene har så 6 år fra listen er vedtaget til at gennemføre de
nødvendige foranstaltninger efter art. 4, stk. 4, hvor der står. ”Når en lokalitet af fællesskabsbetydning”,
det vil sige, den der er vedtaget af Kommission, som værende sådan er
udvalgt, udpeger medlemsstaten så efterfølgende inden for 6 år området som et særligt bevaringsområde,
hvor man samtidig har fastsat prioriteringen, herunder hvad for nogle foranstaltninger,
der skal laves i området. Efter art. 6, stk. 1? Ja, det kan du sige, og hvor man
har prioriteret hvad for en indsats, der skal gøres. I det øjeblik man har gjort det, kan medlemslandene
transformere området til det, der hedder særligt bevaringsområde, SAC, Special
Areas of Conservation. Jeg har også brugt lang tid på at finde ud af forskellene. Men
det er spørgsmålet om forskellige betegnelser på forskellige tidspunkter i proceduren for
udpegningen, og på EU niveau er vores områder formelt ikke habitatområder før indsatsen,
og prioriteringen er fastsat i området. Det vil sige først i 2009? Ja, og der er vi så heldige,
at vores lovgivning passer sammen. Listerne blev vedtaget i 2004, det vil sige 6 år fra det
år, skal vi ha’ lavet planer og prioriteringer for områderne. Det passer perfekt med miljømålsloven.
Så i 2010, når handleplanerne er færdige, kan vi tillade os at sige overfor
Kommissionen, at vi har det hele på plads. Er det så først derfra, vi skal styre efter gunstig
bevaringsstatus? Nej. Gunstig bevaringsstatus er jo et omdrejningspunkt, der både gælder i
forhold til den aktive forvaltning, som vi først samlet får på plads i 2009-2010, når man har
været igennem hele planlægningen. Der bliver det pejlemålet for den aktive forvaltning,
men samtidig er det også jo pejlemålet for administrationen af områderne hele tiden. Det
vil sige, når der bliver søgt om noget i områderne, der kan påvirke områderne, så må det
ikke forhindre muligheden for at opnå gunstig bevaringsstatus, og man må ikke påvirke ar-
11

tens bevaringsstatus. Men, hvordan gør man det, når man ikke har målsætningen? Så må
du jo sætte den højeste målsætning, som er gunstig bevaringsstatus, der er defineret i direktivet
ud fra kriterier. Dem har vi så fået DMU til at omsætte til kriterier for gunstig bevaringsstatus.
Det er jo så den højeste fællesnævner i dag, fordi det er dem, vi må bruge, så
længe vi ikke har nogen konkrete mål. De kan jo godt pege i forskellige retninger, fordi der
i de enkelte områder godt kan ske en forskellig prioritering. Der kan blive nedprioriteret
nogle arter og naturtyper, men når vi ikke har planerne, kan vi ikke tage det som udgangspunkt.
Indtil da er det definitionen på gunstig bevaringsstatus i art. 1. Så gunstig bevaringsstatus
er der hele tiden som et omdrejningspunkt for administrationen og den passive beskyttelse
og den indsats, der foregår frem til da. Der forgår jo også en naturforvaltning, der
går mod gunstig bevaringsstatus, eksempelvis naturgenopretningsprojekter selv om planer
ikke er fastlagt. Det var bare for at se, om amterne styrede mod det samme, og det gør de
jo. Det er jo i princippet fastlagt i habitatbekendtgørelsen, at de skal styre efter det i deres
administration, og efter kommunalreformen er det kommunerne.
12

Bilag nr. 6: Transskriberet interview med Peter Pagh
Københavns Universitet den 15. september 2006.
Nogen vedtager en lovtekst, det er Habitatdirektivet. Dem der vedtager det ved vist ikke
helt, hvad de vedtager, i hvert fald ikke de danske deltagere. Derefter er opgaven jo at udfylde
den. Det først man skal finde ud af er, hvad er gunstig bevaringsstatus. Hvis man
tænkte sig lidt om, så stillede man spørgsmålet, ”Hvad vil vi egentligt opnå indenfor de
kriterier, der ligger?”. Det har man dog ikke gjort, man er startet et helt andet sted. Vi havde
tiltro til rødlistesystemet og alt muligt andet rod. Der er ikke nogen, der sætter sig ned
og siger, hvad er egentligt meningen. Vi har ikke taget stilling til, hvad vi egentligt skal
bruge områderne til, hvad der er endnu mere absurd. Vi har udpeget nogle områder men
ikke sagt, hvad vi vil opnå, det har man aldrig gjort. Men målet er vel stadig opnåelse af
gunstig bevaringsstatus? Det siger ingenting, det er jo fuldstændig tomt. Man kunne lige så
godt gå i kirke om søndagen, du siger ikke en skid, det lyder vældig godt, men det siger ingenting.
Fordi du kan ikke i et Natura 2000-område sige gunstig bevaringsstatus. For
hvad? Hvis du gavner den ene, så skader du den anden. Det er jo kompleksiteten, man må
tage stilling til, hvad vil vi opnå her? Og det burde man jo gøre, når man udpegede frem for
at begynde at overveje det bagefter, fordi det er det, det hele går ud på. Denne simple betragtning
at man skal vide, hvorfor man gør, inden man gør. Man handler modsat, man
handler først og bagefter finder ud af, hvorfor man gør. Det giver et gab fra begyndelsen.
Artsbeskyttelsen har vi jo aldrig lavet, og jeg tror heller ikke, de har planer om at lave den.
Er der ikke en beskyttelse af arter? Ikke en beskyttelse der svarer til Habitatdirektivet,
overhovedet ikke. Den kommer vel nu? Nej, det tror jeg ikke. Heller ikke med revisionen af
habitatbekendtgørelsen. Det er jo bare Natura 2000. Nu overvejer de at gennemføre den
del, og det gør de sikkert heller ikke. De kommer tættere på med det seneste udkast, men
det er kun Natura 2000. Det har slet ikke noget med arterne at gøre. Artsbeskyttelsen ligger
udenfor. Den ligger vel både udenfor og indenfor? Nej, for det er to helt forskellige koncepter.
Fordi det der ligger i Natura 2000-konceptet, det er naturtyper og arter af europæisk
betydning, som et integreret net. Det vil sige, når vi er i Natura 2000, så er det helt oplagt,
så er der kun et overordnet, hvad er den samlede helhedsbetragtning, der styrer udfyldningen
af gunstig bevaringsstatus. Så skal man tage konkret stilling til de enkelte steder. Hele
den øvelse er slet ikke lavet. Og der sidder man og laver noget nu, man sidder og laver
nogle målinger på DMU-basis, som er en katastrofe, fordi man aldrig har fattet en skid af,
hvad det her går ud på. Jeg har lige siddet og kigget i et speciale, hvor de har gennemgået
den forfærdelige manual [KGB-rapporten], som bare er noget, man blander sammen. Man
blander alt muligt sammen. Man er åbenbart ikke i stand til at læse en regel, så det fungerer
simpelthen ikke. Det hele sejler. Derfor er det meget vigtigt, om I er i artsbeskyttelsen eller
i Natura 2000, fordi art. 10 ligger i Natura 2000-teorien. Der er vel to ting i Natura 2000,
1) at udpege området og 2) udpege habitaten for at beskytte arten, og man udpeger ikke
1

arten for at beskytte den? Det er rigtigt, men hvis der var nogen, som havde orket at læse
direktivet. Bilag III er svaret, og det har det altid været. Kender I nogle i DMU, der kender
bilag III? Vi har en dom, First Corporate Shipping, der siger det. Den siger, hvilke kriterier
du må lægge vægt på, når du udpeger. Og hvis du skal lægge vægt på dem, så er du nødt til
at vide, hvorfor du udpeger. Man kan fandeme ikke opfylde det, uden man ved, hvad der
er. Og hvis man gør det, så tager man stilling til og siger, ”Vi udpeger det på grund af det
og det, fordi vi vil opnå det og det”. Men det har man bare ikke gjort. Fordi her i landet interesserer
man sig ikke for den del. Man interesserer sig for, hvordan man kan komme i
avisen, hvordan man kan sige, man har gjort det og sige, at vi har så og så mange streger på
et kort. Hovedløst, uden hoved og hale. Ved en af de store motorvejsforbindelser ved jeg,
at man har udpeget området, fordi man vidste, der skulle være en motorvejsforbindelse, og
man har udpeget noget, som ikke var særlig nyttigt og lod være med at udpege det, der
skulle have været udpeget. Men man har jo slet ikke brugt de her kriterier. Og der starter
problemet. Det hævder man, at man har, men det er meget svært at se, fordi hvis man havde
gjort det, så kunne man ikke få de spørgsmål. Så kunne man besvare de spørgsmål, som
man nu ikke kan besvare. Man sagde bare, at ”Vi skal ha’ sat nogle streger”. Nå ja, der er
nogle arter, ”Jeg har hørt” og nogen ved. Det er fuldkommen på må og få. Det er fuldstændig
Hjallerup Marked. Det er vel fordi, vi ikke har haft den kultur i overvågningen, den har
jo bygget på vandmiljøet og ikke på de terrestriske områder? Det kan du jo sige, men det
skyldes nogle helt tilfældige fagfordelinger, fordi det er den faglige baggrund i amterne og
i DMU, der bestemmer, hvad de evner, og det er helt vilkårligt og helt tilfældigt. Det har
intet med et fælles grundlag at gøre. Det forekommer mig ret simpelt at forstå, at man ikke
bare skal udpege noget ”fordi”, men fordi der er en begrundelse, og de begrundelser er i bilag
III, og det kan godt være, vi skal udpege mere, men det er, hvad det er, men vi må vide,
hvorfor vi udpeger, og det må vi fra begyndelsen gøre klart, fordi det er umuligt at tage
stilling til konsekvenserne af udpegningen. Vi kan heller ikke tage stilling til den negative
beskyttelse af udpegningen, uden vi ved, hvorfor vi har udpeget.
Men hvilke kriterier har der ligget til grund for den nuværende udpegning? Jeg tror, mere
du er over i et psykologisk og politologisk studium end i et naturvidenskabeligt studium.
Først og fremmest politisk opportunisme iblandet, hvad man nu vidste og syntes, inklusiv
alt godt fra havet af subjektivitet. Jeg tror ikke, du kan finde noget overordnet flow. De
havde en forståelse af, at nu skal vi ud og forklare det her. Det største problem var, at da de
skulle ud og forklare, hvorfor de udpegede områderne, så var – de har jo en troværdighed,
der er langt under minus – alt hvad de sagde om konsekvenserne af udpegningen jo positivt.
Hvis du er biologi, så ved du en masse om orkideer, og så siger du, at der er noget her,
og det er nok vigtigt. Man skal huske, hvad det er for nogle mennesker, man sætter i den
centrale administration af biologer. Det er typisk ikke de bedste biologer men nok mere de
bedste politiske dyr. De sidder der ikke, fordi de er specielt indsigtsfulde i orkideer. Det er
faktisk det, der er problemet, hvis vi har en skævvridning, når de såkaldte faglige folk fra
2

centraladministrationen udtaler sig, de er fandeme meget lidt faglige, de er meget politiske
dyr. Men det skal de vel også være, det er vel DMU, der har den biologiske fagviden? Problemet
er jo, at DMU har kørt noget af det samme. De har trods alt haft en forskningsmæssig
profil. I princippet var der ikke noget i vejen for, at DMU kunne ha’ gjort det ordentligt,
men jeg tror aldrig, de fattede, hvad det gik ud på. Det er jo helt fremmed for dansk
kultur, at man først vælger, hvad man gør, og bagefter gør det. Vi gør jo det modsatte. Du
kan sige, at den administrative og politiske kultur er meget bondsk, og derfor er det jo unaturligt
for os, at man først skal tage stilling og undersøge og derefter beslutte. De fleste ting
beslutter vi jo først, og så laver vi en undersøgelse bagefter, der siger, det kan vi godt. Det
er jo helt klassisk i et bondesamfund, der er det jo helt naturligt at handle sådan, i hvert fald
hvis det er et lavt udviklet bondesamfund. Så der er noget intellektuelt overensstemmelse i
vores mangel på evne til at kunne kapere det her. Men nu bliver vi vel nødt til at foretage
nogle ændringer? Jo, men problemet er jo bare, at det bliver et mærkeligt projekt, fordi nu
har vi haft udpeget det i en kortere eller længere periode, og så skal vi finde ud af, hvorfor
vi udpegede det. Det store problem er jo direktivets konstruktion på Natura 2000-området,
når du har udpeget noget, så er det jo museum. Det, kan man jo også sige, er et mærkeligt
natursyn, og jeg tror heller ikke, det har den største fremtid foran sig, men det er nu engang
det, der står i direktivet. Det, der er gunstig bevaringsstatus, skal bare bevares uanset hvad.
Der er ikke nogen fravigelse. At tingene ændrer sig er jo bare ærgerligt, så må vi jo lave
det om. Så må vi beskytte mod de her naturændringer. Den dynamik, der normalt er i naturen,
de biologiske processer, der er over tid, skal standses, så vi kan bevare det her sted,
som det nu er. Det er filosofien i direktivet. Der er faktisk ikke engang muligt at lave en
anden udpegning, jeg ved ikke, hvad fanden de forestiller sig. Det bliver de så nødt til – det
kan man jo regne ud – for verden vil jo ændre sig. Men derfor er det jo helt essentielt at fra
det øjeblik, hvor det er udpeget, så indtræder den negative beskyttelse, men den negative
beskyttelse af hvad? Det er jo af den gunstige bevaringsstatus, men så må man jo vide,
hvad gunstig bevaringsstatus er, man kan jo ikke lave en negativ beskyttelse af noget, jeg
ikke ved, hvad er. Hvad er negativ beskyttelse? Det er beskyttelsen om, at du ikke må lave
skadevirkninger på, mens den positive forpligtigelse i art. 6, stk. 1, er at du skal lave aktive
bevaringsforanstaltninger for at forbedre, som er noget andet. Retter den negative beskyttelse
sig mod art. 6, stk. 2? Det er både art. 6, stk. 2 og stk. 3. Art. 6, stk. 3 er jo nye projekter,
det vil sige, alt hvad du laver af nyt, inklusiv gødskning på nye områder. Art. 6, stk.
2 er de eksisterende aktiviteter i det omfang, vi er nødt til at stoppe dem. Så det går jo meget
vidt. Og stk. 2 og 3 gælder jo, når Kommissionens udpegning er på plads, og den er jo
på plads, da Kommissionen har bekræftet udpegningen. Skulle den egentligt ikke gælde fra
1994? Nej, det er helt specielt. Efter reglerne så skulle direktivet gælde fra 1994, det fattede
vi ikke en brik af herhjemme, vi mente, at der var nogle frister, så vi skulle ikke foretage
os noget. Det er grunden til, at vi aldrig har lavet art. 6, stk. 1, fordi så skulle vi ha’ implementeret
det i maj 1994, så vi havde et formelt lovgrundlag at handle administrativt på.
Selv om vi ikke er forpligtet til at opfylde det, før gud ved hvornår. Så er den næste frist i
3

1995, hvor medlemslandene skulle have udpeget – det gjorde ingen, og det skete kun efterhånden.
Så siger direktivets frister, at i 1998 skulle Kommissionen bekræfte, det har den jo
først lige gjort her i 2004, og vi har ikke alle biosfære på plads i hele Europa, men Danmark
er på plads. Direktivet siger, at i 2004 – altså 6 år efter 1998 – der skulle være ”reconfirmation”,
og så går art. 6, stk. 1 ind, og så går den aktive bevaringsforpligtelse i gang.
Men hele systemet er skudt, og domstolen har ikke taget stilling til det sidste, om vi også
har skudt den aktive bevaringsforpligtigelse. Det er først, når Kommissionen har udpeget
området, at den fulde beskyttelse i art. 6, stk. 3, det vil sige den negative beskyttelse, træder
i kraft. Men alt andet lige, så er det ligegyldigt, for vi kan slet ikke have den negative
beskyttelse, uden jeg kan besvare, hvad fanden det er, jeg beskytter. Det er jo tomgang
uden. Det vil sige, KGB-kriterierne er ikke tilstrækkelige? Nej, det er de jo ikke, jeg er jo
nødt til vide, hvad jeg beskytter. Det er helt afgørende. I kan jo bare selv praktisk overveje,
må jeg bygge en motorvej, når der er noget i et område? Det kan jo være katastrofalt, men
det kan også være fuldkommen ligegyldigt. Det siger jo ikke noget som helst. Det hjælper
heller ikke at sige, der er forskellige arter. Ja, men jeg er jo nødt til at vide, hvad jeg vil opnå
med de arters balance. Det står jo i kriterierne. Nej, det står jo ikke i kriterierne, jeg kan
ikke finde svaret. Der står jo, at der skal være så og så mange individer? Det kriterium er
for, om de er udpeget og overordnet for, hvor meget der skal bevares, og så skal de kunne
bidrage til den europæiske. Hvis jeg har det synspunkt, så tar’ jeg op til Lille Vildmose.
Der har jeg et kongeørne par, det eneste vi har i Danmark. Det skal beskyttes, og det behøver
jeg sådan set ikke slå op i nogen bøger efter. De er beskyttet, da de er en del af udpegningsgrundlaget.
Mit problem er så, at jeg skal sige, hvad er det, der er afgørende her. De
kan ikke tåle forstyrrelse, der skal sådan set ingenting til, for at vi ødelægger hele systemer,
og derfor ved vi, at de er meget følsomme. Det vil sige, jeg ved, at der er noget, der er følsomt
over for enhver påvirkning, og det vil sige, jeg skal fjerne enhver påvirkning, og det
er relativt nemt i Lille Vildmose. Men sjovt nok, hvad var Skov- og Naturstyrelsen aktive
bidrag sammen med Hr. Auken og Danmarks Naturfredningsforening, det var at sørge for,
at offentligheden kunne komme ind og kigge på de små pipfugle. Man er jo rigtig klog.
Hvad der er helt klart i modstrid, men man har så lavet et kompromis, der ikke er helt håbløst,
hvor man dog bevarer nogle ture. Som jo helt åbenbart – i betragtning er den størrelse
natur vi har – er tåbelig. Fordi du mener, det er en væsentlig påvirkning? Fordi jeg ved, at
jeg sådan set ikke skal se, om det er en væsentlig påvirkning, da de skal have videnskabelig
vished for, at det ikke kan påvirke, og det har de ik’. Det behøver jeg ikke overveje ret meget.
Og det er Waddenzee-kravet [Også kaldet Muslingedommen EF-Domstolen dom C-
127/02 i 2002,], og det kan de ikke opfylde. For at kunne besvare det er jeg altid nødt til at
besvare, hvorfor? Og det kan jeg ikke, det er det, man sidder og hakker med nu, og hvor
man siger, at det satser man på at være færdig med i 2009. Hvad begrundelsen er for 2009
er fuldstændig vilkårlig og arbitrær. Der er ikke nogle steder hjemmel til at udskyde det
spørgsmål til 2009. Men har Skov- og Naturstyrelsens argumentation ikke været, at Natura
2000-planerne først skulle foreligge 6 år efter, Kommissionen havde godkendt udpegnin-
4

gen af habitatområderne? Jo, men det er sådan set et andet spørgsmål, fordi en plan er ikke
det samme som et mål. Der står slet ikke, at der skal laves planer. Der står i art. 6, stk. 1, at
der skal laves aktive bevaringsforanstaltninger, hvornår man har lavet planerne, det kan
man ha’ lavet 20 år før, det er fucking ligegyldigt. Tidspunktet er seks år efter Kommissionens
udpegning, med mindre domstolen siger, at nu må medlemslandene straffes, fordi de
har været så langsomme om det, og det kan de også godt finde på. Men det er slet ikke derfor,
man har gjort det. Problemet er, at man ikke har forstået det helt simple koncept, og
det er der, hvor jeg siger, det kan man ikke forklare dem, fordi det er intellektuelt uden for
deres evner. Det er, at de ikke kan fatte, at når man udpeger et område, skal man tage stilling
til, hvorfor det er udpeget. Og hvis man gør det, skal man derefter stilling til, hvordan
opfylder jeg det, og det skulle man ha’ lavet et legislativt grundlag for i 1994, så man skulle
tage stilling til, ”Hvorfor” og ”Hvad så”. Så er det rigtigt nok, at art. 6, stk. 1, er forpligtigelsen
til at igangsætte de aktive bevaringsforanstaltninger, det kunne ligge hinsides
fremme, det er også ligegyldigt, så kunne man også sige, at så var der ingen grund til lave
plan, det er også i orden, men man var nødt til at besvare, hvad den gunstige bevaringsstatus
var, for man kunne ikke opfylde resten uden det. I øvrigt kunne man spørge, hvorfor
udpeger man noget, hvis man ikke ved, hvorfor man har udpeget det. Det ved vi godt,
hvorfor det gøres, det er jo fordi, vi kommer i avisen, men det er jo i hvert fald ikke den
formelle og saglige begrundelse for at udpege. Men er en del af den saglige begrundelse
ikke, at der er arter og naturtyper tilstede? Jo, men jeg kan jo ikke bare sige, der er nogle
arter og naturtyper, jeg skal jo tage stilling til, hvad for en balance der skal være. Hvad for
en artssammensætning, der skal være? Yes. Det må jeg skulle, for hvis jeg fremmer den
ene, så kan jeg reducere den anden, og jeg kan får hele naturområdet ødelagt ved at fremme
skarven. Du kan jo fremme et stykke vild natur og fuldkommen ødelægge naturen, det
er jo ikke særligt svært. Det kommer an på, hvad du gør. For eksempel for at få tingene til
at fungere, hvis du har den type dyr, så kan du være tvunget til at sørge for en tilstrækkelig
jagt for at have balance i regnskabet. Du kan ikke bare sige, at ”Så kører det”. Gu’ gør det
ej, det passer ikke. Det er man sku’ da nødt til at have nogle overvejelser om, det andet er
jo ren tomgang. Det er pixibog, det er nede i kirken, vi er gode alle sammen, ja fuck, men
hvad vil de? Og det har man ikke besvaret, fordi man øvrigt også er mest interesseret i at
fortælle, man er god. Det her er en udstilling af, hvor intellektuel åndelig dum man er, og
hvad man egentligt interesserer sig for. Hvis man interesserede sig for det, så ville man jo
besvare spørgsmålet. Det forekommer mig at være det meste oplagte spørgsmål at besvare.
Og det har man ikke gjort til at begynde mig? Nej, det har man jo ikke. Og det burde man?
Ja, det er jo derfor, jeg har svært ved at tage dem særlig alvorlig også fra deres eget faglige
synspunkt, for jeg er ikke biolog, jeg har ikke forstand på de dele. Men jeg vil da undre
mig over, hvis man er biolog, at man ikke har taget stilling til, hvorfor man har udpeget
det, det må da være noget, man kan besvare. Det kan godt være de ikke kan forstå juraen,
det er helt i orden, men det her må de da for fanden kunne forstå, men det kan de åbenbart
heller ikke, og det må jo være der, hvor man starter. Hvis du er landmand, og nogle siger,
5

nu skal man udpege de områder, og der er nogle søde arter, so what? Det er da så simpel en
problemstilling. Skal de være her for altid? Hvor mange skal der være? Man er nødt til at
besvare de rationelle spørgsmål, det er dynamisk natur. Det er nødvendigt at besvare, hvor
meget skal det vokse, hvad skal vi ha’? Og det har de udskudt til 2009? De har simpelthen
et helt andet natursyn. Det danske § 3-natursyn – man kunne næsten sige, det er tænkt i Finansministeriet
– det er Danmark intellektuelt, det er, du må ikke ændre den bestående tilstand,
så kan naturen vokse ind eller ud. Og det mente man jo var nok til at klare beskyttelsen
og Habitatdirektivet, for i virkeligheden siger det meget mere end resten. Fordi synspunktet
var, hvis der var et stykke pæn natur, når vi hidtil havde gjort sådan, så kunne det
også være der bagefter og derfor berørte det ikke den hidtidige anvendelse, og det havde
den fordel, at så skulle man ikke betale ekspropriationserstatning. Det er jo derovre, du
henter tankegodset, det har sku’ da ikke noget med natur at gøre. Det er der, hvor jeg står
af, fordi man kommer med en fortælling, der bare ikke er rigtig. Er det ikke også to vidt
forskellige tankegang, der er i § 3- beskyttelsen, hvor man siger, det bevarer tilstanden,
men det vokser faktisk ud og modsat Habitatdirektivet, hvor man siger, der skal være gunstig
bevaringsstatus og dermed status qua? Jo, det er helt forskelligt. Fordelen ved § 3 er,
at der er plads til en vis bevægelse. Det der er problemet ved Habitatdirektivet, særligt det
synspunkt at den ikke tar’ stilling, dens begrundelsen er jo, at jeg kunne så sige, så kan tingene
bare være, som de er. § 3 beskyttelsen er vældig godt tilpasset et samfund, der ikke
udvikler sig. Problemet er, hvad er ændret anvendelse? Der er for helvedet ikke nogen, der
tror, at landmanden bruger den samme traktor i dag, som han gjorde for 50 år siden. Han
bruger anden plov, han pløjer dybere. Der skal ganske små ændringer til, men det er det,
han tjener penge på. Det er jo et samfundssyn, der er tilpasset et lavt udviklet samfund,
hvor man ikke ændrer sig ret meget. Derfor er § 3 ganske udmærket i sådan et samfund,
men det er fuldkommen uegnet til at håndtere det nuværende. Derfor er der også det problem,
at den er matrikulær, det vil sige, at det er en todimensional beskyttelse. Man forstod
jo heller ikke en skid af habitatdirektivet, tænk at man beskyttede mod aktiviteter udenfor
området. Det er sådan set klart, da det er der, de fleste påvirkninger kommer, men det var
fuldkommen ubegribeligt for dem. Man skal jo frem til 2002/2003, før det endelig trænger
ned i Naturklagenævnet. Hvis du tar’ til Tyskland, så vil de jo ryste på hovedet. Det er jo
fordi, vi er et bondeland. Hele vores lovgivning er i den grad præget af meget meget lavt
intellektuelt niveau, meget lidt dynamik, meget lidt forståelse.
Der ligger vel ikke noget statisk i gunstig bevaringsstatus? Næ, men der ligger en stilling,
og du kan sige, det er vigtigt at udfylde den. Rent biologisk skal der vel bare være en vækst
i de bestande der er udpeget? Nej, der skal ikke bare være en vækst, for der er jo ikke en
ubegrænset vækst. Jeg skal jo præcist sige ”Hvor meget”, fordi det er Natura 2000, og jeg
skal have et integreret netværk af områder, hvor jeg kan sikre en biologisk mangfoldighed
af de arter, der kan være i Europa, og at de har nogle livsbetingelser, som sørger for, jeg
bevarer den smule wild life, der vil være tilbage på de vilkår. Det vil sige, den effektive be-
6

standsstørrelse, man opererer med, siger ikke det? Det overordnede perspektiv i Natura
2000 er et europæisk perspektiv, det er ikke et nationalt perspektiv. Vi har ikke nogle af de
områder, det er ikke danske områder, det er europæiske områder. På fællesskabsniveau?
Ja, det er det, der er hele filosofien i det. Det vil sige, skal Natura 2000-netværket forstås
på fællesskabsniveau? Det mener jeg, det er jo det, der står det er. Det er et integreret. De
hedder jo direkte lokaliteter af betydning for den europæiske kulturarv, eller hvordan det
nu er. Det er et europæisk projekt, det er ikke et nationalt projekt. Men man kan vel ikke
lave det store net, hvis det ikke er i orden nede i det lille? Nej, det kan man selvfølgelig ikke,
men det er derfor, det er de store, der bestemmer, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke
er vigtigt. Den prioritet kan ikke ligge lokalt eller nationalt. Vi skal kun udfylde og handle,
vi har ikke nogle beslutninger. Ellers bryder systemet sammen, så er det ikke et europæisk
netværk. Du går jo ind på det tunge område, det er jo højhedsret, så det vil noget. Grundlæggende
kunne du jo lige så godt sige, at det er lige som amerikanske nationalparker, det
er også føderalt, det er jo det, der er filosofien i det men med mere vidtgående konsekvenser,
fordi – det kan man sige, man også har i amerikansk lovgivning – de her områder skal
bevares på den og den måde, det er medlemslandenes forpligtigelser, de skal bare sørge
for, det er i orden. Det går tilbage til Bern-konventionen fra 1979, som grundlæggende siger
det samme, men som får et mere avanceret administrativt forvaltningssystem i Habitatdirektivet.
Det store problem er jo, at det er der ikke nogen, der bryder sig om. Fordi, er der
noget folk vil, så er det selv at bestemme. Der er jo et enormt stærkt kærlighedsforhold til
den bengalske tiger, fordi vi ikke bor så tæt på den, så vi har ingen problemer med at sige,
at den må man frede. Og folk dør på grund af vores lyst til at beskytte den bengalske tiger.
Den skal de sandelig passe på. Men man skal huske, at det går den anden vej. Og ikke bare
på folkeretligt niveau, men på EU-ret – de har magten til at bestemme og har også truffet
beslutningerne. Det er den enorme konflikt, og det er svært at sælge ude i Haraldsgade. Det
vil sige, der er en konflikt mellem det fællesskabsmæssige og så forvaltningen i Danmark?
Det er der jo klart, fordi de siger, vi skal gøre sådan og sådan. Og så siger vi, vi er på vej.
Forestil dig, at du bliver stoppet for at køre for stærkt, ”Jamen jeg er ved at nærme mig den
rigtige hastighed”. For fanden, det er jo ikke engang et seriøst argument. Det er fuldkommen
uvederhæftigt. Enhver idiot kan jo læse, at det er loven. Det er bare ikke tilstrækkeligt.
Enhver idiot kan jeg se, det ikke er tilstrækkeligt, det er ikke særlig svært at konstatere.
”Men vi er ved at gøre det”, ”Vi er i en proces”. De gik over til at formulere det, ”Vi er
i en proces”. I en lang periode hævdede de, at det var implementeret. Så gik de over til en
anden sprogbrug. ”Vi er en i en proces”. Men problemet er, at enhver, der gider slå efter i
direktivet, kunne jo læse, at det skulle være gennemført i maj 1994, så det er åbenbart en
meget langstrakt proces. Og alt hvad der ligger efter maj 1994 er jo for sent. Man kan vel
ikke bare sige, at 1994 er deadline, for overvågningen eksisterede jo ikke? I praktisk retsanvendelse
er det jo kun fuglebeskyttelsesområder, der skulle være beskyttet fra maj
1994, men de var jo mere vidtgående beskyttet før. Man skal huske, der er sket en lempelse
af beskyttelsen af fuglebeskyttelsesområder. De er kommet under Habitatregimes mulighed
7

for fravigelse, som der ikke var før. Der var ikke art. 6, stk. 4 undtagelsen, den kom først,
da fuglebeskyttelsesområderne kom under Habitatdirektivet. Loven siger jo ikke, at du skal
gøre noget, du ikke kan, loven siger, du skal gøre det, du kan, men vi har slet ikke gjort
noget af det, vi kan. ”Vi udpegede området af de og de grunde”. Der er ikke noget, der har
forhindret os i at gøre det, jeg siger, intet. Det kan godt være, at det ikke var rigtigt, og det
kan også godt være, der var noget, vi havde overset. Det er der i øvrigt en rimelig lang proces
til at reparere på, så det havde ikke været noget problem. Hele problemet er, at man aldrig
nogensinde loyalt har forfulgt de anvendte kriterier. Man har anvendt nogle helt andre
kriterier. Min påstand er, at man dels ikke fattede det, og det er altid meget svært at finde
ud af, hvor meget det bare er fordi de er anløbne og uhæderlige, og hvor der er, fordi de er
dumme. Det kan jeg sgu ik’ bedømme. Jeg kan se, det er en blanding af begge dele, jeg kan
ikke se, hvad der er hvad, præcist. Jeg kan se og dokumentere, at de ikke fattede, hvad der
stod. Det havde de jo ubredt sig rigt og bredt om, så det er ikke så svært at dokumentere,
og så kan jeg se, når de får det at vide, så kan jeg, de snyder. Nogen ting forekommer så
indlysende, at den køber jeg ikke, godt nok er man dum, men så dum kan man ikke være.
Det er det, der er sket, og som vi stadig er fanget i. Og det bliver vi fanget i, indtil man siger,
vi har udpeget det her område, det har de og de konsekvenser, det betyder det og det
for de mennesker, der er her. Det er nogle meget simple spørgsmål, man må besvare. Og
henskyde det ud til tågernes mørke og meget ubestemmelige videnskabelige data, den køber
jeg ikke. Det kan godt være, det ikke er perfekt, men man må kunne fortælle folk, hvad
der gælder. Det duer jo ikke, at du siger til folk: ”Du skal beskytte, her er en meget stor og
tyk bog prøv at læs den, så kan du måske få en fornemmelse af, hvad du skal beskytte den
lille frø med”. Det duer bare ikke.
Det er vel ikke kun Danmark, der har haft det problem? Nej, det har alle. Ku’ der så ikke
være et forståelsesproblem i direktivet? Nej, det er der ikke. Der er det store problem, at
politikere for nogle år siden holdt op med at lave love og gik over til at drive spinprogrammer.
Men det ændrer jo ikke på, at i mit system, som jeg arbejder med, så gælder loven,
og hvis man synes, det er dårlig lov – jeg kan godt se, at der er visse elementer af den
lov, man nok burde skrive om, men så er der en meget simpel løsning på det. Hvis man ikke
bryder sig om en lov herhjemme, så kan man ikke sige, at den ikke gælder, fordi det er
en dårlig lov, så ville det være svært at overholde ret mange love herhjemme, hvis det skulle
være kriteriet. Så alle de gode argumenter, man har for ikke at overholde Habitatdirektivet,
hvis det et argument for ikke at overholde loven, så er der ikke ret meget lov tilbage.
Så kunne man lige så godt opgive systemet. Derfor er vi nødt til at fastholde, at hvis noget
er skidt, så må man lave det om. Det har lovgiver jo klart taget stilling til, og det EF-
Domstolen gør, det er jo bare at citere, hvad lovgiver siger. Det er jo muligvis, noget forfærdeligt
sludder lovgiver siger, men det er jo ikke EF-Domstolens opgave at lave det om.
Det er det legislative system, så det kræver bare, at Parlamentet og Rådet vedtager nogle
ændringer af direktivet. Der er den politiske realitet, at det er her spinprogrammerne kom-
8

mer ind, for det er ikke rigtigt noget, der er salg i. Hvordan tror I, reaktionen er herhjemme?
I kan jo forudsige den. ”Nå skal de nu til at lempe EU’s naturbeskyttelse, det er sikkert
ikke godt i forvejen, og nu bliver det endnu værre”. Det vil være reaktionen, der er ingen
der ved, hvad det handler om, og det er fuldkommen galmandsværk, man har lavet.
Man er ikke i nærheden af det og kommer aldrig i nærheden af den beskyttelse. Generelt er
der en forståelse af, at grundideen er rigtig. Der er et problem med ekspropriationsdelen,
som man diskuterer i alle stater på forskellig vis. Den danske løsning er, at vi siger, det giver
erstatning, og så gør vi ikke en skid, fordi så snyder vi resten af vejen, fordi forvaltningen
er uvederhæftig. Det er kun bananrepublikker. De fleste lande kan jo ikke lave sådan et
system, hvor du først siger noget i loven, og gør det stikmodsatte. Det kræver en meget anløben
forvaltning. Og det mener du, der er i Danmark? Ja, det er der, ellers kan det sgu’
ikke lade sig gøre. Folketinget vedtager en ændring i 2004 af naturbeskyttelsesloven, enhver
kan da læse, hvad der står i § 19, stk. g, fuld erstatning for ethvert tab. Der er udbetalt
en eller to. Og du mener, der er sket større tab? Nej, for hele pointen er, at enhver ved, at
vi skulle ha’ stoppet alt muligt. Og så siger de, vi ikke må lave udvidelser. Det er da fuldstændig
ligegyldig, og udvidelserne er en mindre påvirkning end det, der er. Det er da fint
nok, men så skal jeg da lige ha’ stoppet det, der er. Sagen er, at man prøver at snyde. Det
kan du jo kun gøre, hvis du har en tilstrækkelig anløben forvaltning, hvor alle har en forståelse
af, at vi gerne må gøre sådan noget. Så er det klart, at du kan gøre sådan noget. Men
det kan du jo ikke i mere civiliserede samfund, der vil du ikke kunne styre en sådan proces.
De andre lande har jo ikke lavet en så åndssvag regel, som vi har. Vi har lavet den mest
vidtgående erstatningsbestemmelse. Når jeg fortæller den på internationale konferencer,
”Så meget skal man da ikke give i erstatning”. Det er bare fordi, de tror, at når det står i loven,
så gælder det, men det gør det bare ikke her. Det har de svært ved at forstå udenfor.
Du skal have en mere gennemgribende rådden forståelse i forvaltningen, for at det kan lade
sig gøre. Det er jo stikmodsat af, hvad man har sagt, og hvad man gør. Jeg er ikke helt med.
I § 19, stk. g taler du om fuld erstatning, men der bliver ikke udbetalt erstatning? Nej, der
bliver ikke grebet ind. Problemet er jo, at der skal gribes ind, men fordi man har givet fuld
erstatning, bliver der ikke grebet ind. Det er en rigtig dansk profil. Der er intet af det, vi siger,
vi mener. ”Vi griber ind, vi skal sikre naturbeskyttelse”, det er jo solgt. ”Det er synd
for landmændene, for det berører dem”. I nogle tilfælde er det klart, at det er ekspropriation,
og der skal betales erstatning. Spørgsmålet er bare hvornår og stille nogle kriterier op.
Men i stedet for at gå ind i den diskussion og sige, at noget kan man leve med, det er ikke
alt men finde en løsning, lave en taksation, få det afregnet. Det er den eneste erstatningsregel,
der er lavet sådan. I den almindelige rådighedsbegrænsning griber du ind, så siger du,
”Du må ikke mere” – det kræver så, at du har taget stilling til, hvorfor du har beskyttet det
– og så siger du, ”Det får du en erstatning for, en gang for alle, og du må selvfølgelig leve
med lidt”. Punktum, slut, så er du færdig. Og så er den afregnet en gang for alle. Det gør vi
ikke her, nej nej, fuld erstatning og indgreb over det hele. Men der sker ikke en skid, for
hvis du går ud og er amtsmedarbejder og skal holde øje med eksempelvis Odense Å og til-
9

løbene, så kunne du jo bare gå rundt og sige, ”Det må du ikke, det må du ikke” og så kan
du gå hjem. Du kan godt regne ud, hvor lang din fremtid er i amtet, den slutter ret hurtig,
for det eneste du kan sige til dine folk derude er, ”Nå I har regninger med hjem”. Så det er
situation. Og det er så gennemgribende uhæderligt, og når jeg forklarer det på en international
konference, kan de ikke forstå, at man kan lave det.
Hvad er det egentligt for en artikel, der siger, at der skal opnås gunstig bevaringsstatus, er
det art. 3, stk. 1? Altså art. 6, stk. 1 siger, at der skal være gunstig bevaringsstatus, det er
det aktive. Art. 6, stk. 2 siger, du ikke må skade. Den er afgørende for at gribe ind i bestående
forhold. Den siger, du ikke må skade eller forstyrre, ting, der kan have betydende
skadende virkning, skal standes. Det er samme tærskel, der bliver lagt ind i miljøansvarsdirektivet.
Det vil sige, kravet om at opretholde eller genoprette gunstig bevaringsstatus er i
henhold til art. 6, stk. 2? Ikke om at opnå, men om at hindre. Det store problem er, at hele
konstruktionen, både for at gøre mere for gunstig bevaringsstatus, art. 6, stk. 1 og for at
hindre skade på, art. 6, stk. 2 og 3, det forudsætter et spørgsmål at besvare – det har vi naturligvis
ikke besvaret herhjemme – nemlig, hvad er gunstig bevaringsstatus, konkret og
ikke abstrakt. Det vil sige konkret i forholdt til at ”Dette område, det vil vi, det skal der
opnås, der skal være de antal af dit og dat”. Det er konkret, det andet er bare en masse manualer.
Problemet er, at man skal gå fra manualerne ud og ta’ stilling, og det må man gøre
efter bedste evne, og det er jo ikke fordi, at de valg nødvendigvis er perfekte, men så ved
jeg sku’, hvad jeg skal rette mig efter. Så kan man sige, hvis man mener, valget er forkert,
så kan man diskutere det, men man må træffe det. Man må ikke henskyde det.
I forhold til vores konkret caseområde på Østfyn for klokkefrø, der består af habitatområdet
nr. 102 af to separate habitatområder beliggende med en afstand på ca. 7 kilometer.
Habitatområderne er så små, at der ikke kan opnås gunstig bevaringsstatus for populationerne?
Og områderne er for små? Der kan ikke opnås en effektiv bestand på 500 individer,
som er kravet for, at den kan bevares på lang sigt. Så må de lave et større område, men det
kan de ikke. Det vil sige, I kan skyde deres biologiske vrøvl ned, det er da fint. Du har tidligere
skrevet, at når udpegningsprocessen er overstået, så kan der ikke udpeges flere områder.
Det er fuldkommen rigtigt. Kammeradvokaten har en anden udlægning. Han er lidt
mere forsigtig. Jeg diskuterede det med tyskerne i en gruppe, jeg sidder i. Der siger de, at
”Man jo er nødt til …”. Ja, det er jeg enig i, men det står ingen steder, vi har intet grundlag.
Kommissionen er begyndt nu, fordi de er blevet fanget i det. Kammeradvokaten ligger sig
op ad det, jeg kalder en politisk betragtning. Jeg er enig i, det er tåbeligt, og jeg er også
enig i, at man er nødt til at lave det om, men så må man bare lige skrive direktivet om, fordi
det er ikke det, der står. Der er ingen mulighed for at fravige i forhold til teksten. Jeg kan
godt se, det er noget vrøvl, men det er noget andet. ”Så må I lave det om, for I har lavet det
sådan”. Der er nemlig også kommet ønsket fra de grønne organisationer, ”Vi er nødt til at
have en ekstra udpegning”. På fuglebeskyttelsesområdet er der dynamisk udpegning, så de
10

skal udpeges løbende. Man er nødt til at finde en anden løsning i Habitatdirektivet. Men
det er vel et konkret problem? Helt enig. Men det store problem er, hvis I direkte kan sig,
”Det der kan ikke lade sig gøre”. Er det det eneste? Nej, vi arbejder også med odderen i
Vestsjællands Amt, og der kan det heller ikke lade sig gøre at opnå en effektiv bestand på
500 individer. Men den kan godt gå uden for? Ja, men der er slet ikke så mange kilometer
vandløb på Sjælland, så der kan være en effektiv bestand på 500 individer. Og der skal være
en bestand på 500? Ja, det fremgår af KGB-rapporten, for at den kan eksistere på langt
sigt. Det sjove er, hvis det ikke kan lade sig gøre, så må man sige ”Hvorfor så?”. Det vil
sige, man kan slet ikke opnå gunstig bevaringsstatus? Man ved jo ikke, om tallene passer i
virkeligheden. Det er selvfølgelig rigtigt. Men kriterierne har jo ingen retsstatus, de har slet
ikke den lødighed. Det er sådan noget anløben. Og det bruger man nu som en bibel? Ja.
Det vi kunne forstå på Skov- og Naturstyrelsen, så det er det bedste, vi har. Og det er det,
der bliver ved med at gå galt, fordi DMU har overhovedet ikke forstand på forvaltning. De
har stillet de kriterier op, som er mere eller mindre vilkårlige. Det, jeg kan bedømme, er,
når de beregner skade på gunstig bevaringsstatus på nitratpåvirkningerne. Kriterierne har
ikke én dags overlevelse i EF-Domstolen. Det ligner vores jordforureningskriterier lidt for
meget, hvis du skal have en sandsynlighed for at komme op på til en 1:1.000.000 for at dø
af jord, så skal du æde jord hele livet for bare at komme op på en risiko på 1:1.000.000. De
ganger bare løs. De ganger faktorer ind flere gange, og så får man bare nogle tal, som man
tror er sande. Gu er det ej sandt. Hvad er så begrundelsen for det? Det er vel politisk fastsatte
grænseværdier? Præcist, men det mener DMU jo man kan, og det mener miljøministeriet,
man kan. Det siger domstolen, man ikke kan. Jeg vil faktisk mene, at kriterierne til
dels er videnskabelige. Bestandskriterierne på 500 er begrundet i genetik for at sikre en
høj genetisk variation. Det kan jeg godt følge, men det er grundlæggende ikke dem, der
skal udfyldes. Det er gunstig bevaringsstatus, fordi det er EU, som definerer det. Jeg er ikke
klar over, om de har tænkt sig at flyve frøer rundt i Europa for at sikre, at de bliver
blandet genetisk. Principielt er det et europæisk projekt. Det vil sige, der burde være blevet
lavet KGB’er på fællesskabsniveau? Ja, det her skulle besvares på fællesskabsniveau. Men
sådan som jeg forstod dig, så skulle kriterierne ned på lokalitetsniveau. Det er der, hvor
jeg starter et helt andet sted. Problemet er, man sidder og gerne vil ha’ beskæftiget en masse
mennesker, og det får man så også. Jeg siger, ”Her er et stykke jord, hvad vil jeg beskytte
her”. Det skal jeg have et svar på. Der starter jeg. De gør de ikke, de starter et helt andet
sted. De starter i nogle tykke bøger, og der kan vi så forholde os i 20 år. Jeg er stadig ikke
kommet ud på marken. Hvad er så udpegningsgrundlaget? Efter bilag III-kriterierne skal
vi sige ”Er vi indenfor, skal området udpeges?”. Så er det i sidste ende Kommissionen, der
afgør, om det skal udpeges. Hvis de siger det, så er det det. Vi skal sige, hvad vi udpeger
for, og det gør vi ikke ved at sidde og kigge i manualer men ved at sidde og besvare det
meget mere enkle spørgsmål, ”Hvorfor har jeg udpeget det her område, og hvad vil jeg opnå
med det”. Men siger de ikke, at vi udpeger det her område, fordi der er en art tilstede?
Nej, fordi det er ikke nok. Vi må sige, hvad vil vi opnå, fordi der er flere arter tilstede,
11

hvilken art er det for. Det, de gjorde i første omgang, var at lave lister over det, de mente,
der måske var, noget var der så, og noget var der slet ikke, så var der andre ting, de ikke
opdagede. Det er jo bare en liste, det siger ingenting. Det vil sige, målet skal med ind? Ja,
ellers ved jeg ikke, hvorfor det er udpeget, det er stadig ikke forklaret. Vi skal sige, ”Der er
de og de arter, vi foreslår disse på grund af det formål”, og det må man så tage stilling til.
Hvis ikke jeg får besvaret det spørgsmål, så bliver jeg ved med at sidde. Vi kan hælde
tonsvis af rapporter i hovedet på hinanden, der er ingen, der aner, hvad der gælder. Og det
er rent teoretiske beregninger, der ikke siger noget som helst. Jeg skal ud og have det anvendt.
Jeg har fået et projekt, der beskæftiger en masse mennesker, men der bliver ikke mere rent,
og der kommer ikke mere wild life. Kan man ikke sige, at 2010-målet om at stoppe tilbagegangen
i biodiversiteten er et styrende mål? Jo, det kan man sagtens, men problemet er,
at hele figuren lever som militære strategiske synspunkter eller spin, det er ligegyldigt, for
resultatet er det samme. Der er ingen konkret stillingtagen, der er jo ikke noget liv under.
Det lever i sit eget tomme univers. Det gik også meget godt indtil, der var nogle, der sagde,
”Vi skal jo beskytte de her områder, det gør landmanden fandeme ikke”. Indtil, der var
nogle der mente, at det havde betydning, så skete der jo intet, det var fuldkommen ligegyldigt.
Du bevarer ikke noget, hvis du ikke er i stand til at forholde dig til, ”Hvad ideen er
med det”. Og hvad er ideen med det der? Det er at sige, ”Jeg vil ha’ besvaret”. Og det er
der jeg siger, du ikke kan bruge videnskab på den måde, fordi hvad laver videnskab? Videnskab
skal ikke beskæftige sig med, hvad der er det politiske rigtige svar, det er ikke videnskabens
opgave – videnskaben skal sige, ”Vi mener det er sådan og sådan”. I en forvaltningskontekst
skal jeg tage stilling til, hvordan jeg skal anvende det, det er en helt andet
problemstilling, og den har en helt operationel karakter, der er det rart at have videnskab.
DMU kan ikke lave en forvaltningsmanual. Hvis de kan det, så er det ikke et videnskabeligt
institut, de to ting lader sig ikke forene. Det burde vel ligge hos Skov- og Naturstyrelsen?
Ja, hvis der var nogen, der skulle lave en forvaltningsmanual, så måtte det være
Skov- og Naturstyrelsen, det må være et forvaltningsorgan og ikke en videnskabelig forskningsinstitution,
den skal sige, ”Hvad er der?”. Problemet er, at medarbejderen i Skov- og
Naturstyrelsen heller ikke ved meget om forvaltning, men de kan måske læse nogle manualer,
som de sender videre ud, det er det, man har gjort. Man har bare ladet DMU manualerne
køre igennem, og dem der sidder ude i sidste led, hvad er deres baggrund? De er biologer,
det er fascinerende. Vi har ingen, der ved noget om forvaltning, men det er også ligegyldigt.
Det gør også, at jeg ikke kan få det operationaliseret, biologer kunne måske godt
gøre det, men jeg skal have nogle til at transformere det. For det er to forskellige spørgsmål.
Det ene er, hvordan vil jeg videnskabeligt forsøge at besvare, det andet er, ”Hvad
gælder der her”, det er to vidt forskellige spørgsmål, og det er dem, de vil prøve at koble. I
illustrerer udmærket overgangen. Der er udpeget to områder for en frø, og I siger, det kan
ikke lade sig gøre. Hvad så? Hvad gælder så? Umiddelbart skulle man tro, at habitatområ-
12

det skulle udvides, men det må man ikke? Men der er nogle, som har udpeget det, det er
der, hvor jeg starter, ”Hvad vil I med det?”. Vi skal altså sørge for, at de her bevares, og
hvis I siger, at det betyder at man ikke langsigtet kan gøre det, så må jeg jo for eksempel
flyve dem ind, det kommer ikke sagen ved, det er der ikke noget i vejen for, jeg kan jo godt
blande populationen. Det vil kræve noget på de aktive bevaringsforanstaltninger, men det
er det. Det skal jeg ikke lade mig slå ud af, fordi jeg skal ikke forholde mig til det, jeg skal
bare sørge for, at det skal være sådan, men det er klart, at sårbarheden af populationen er
meget større, når vi er under den normale mindstegrænse, og så er det det. Sådan vil jeg se
på det ud fra et forvaltningsmæssigt synspunkt. Det betyder ikke, at det kan være urigtigt at
sige, at der skal være 500 individer, men det kommer sådan set ikke sagen ved, fordi det
havde været meget fornuftigt, hvis de sagde det, dengang de udpegede det. Så kunne man
måske ha’ tænkt lidt mere i afgrænsning af området. Yes, de kan også frede noget mere,
det kan være, det er billigere end at flyve frøerne ind, hvad ved jeg, men det må de tage
stilling til. Der er ikke noget, der forhindrer dem i at de får fredet et ekstra område, så der
er et tilgrænset område, som gavner den samlede bestand, det må de godt i den aktive bevaringsforanstaltning.
I området på Tårup Strand er der kun 14-15 individer tilbage, hvad nu hvis de uddør, men
der stadig er en population tilbage på Klintholm, de to områder udgør jo et samlede habitatområde?
Det er en overtrædelse, det skulle jo være stoppet for længst. Det er jo art. 6,
stk. 2 beskyttelsen. Der behøves ikke nogen forklaring, her kan du jo uden videre sige, at
Fyns Amt skulle have grebet ind for meget længe siden og sørget for at sætte et overrislingsanlæg
i gang, flyve flere frøer ind og give dem sutte flaske. Det er amtets problem. Er
det en overtrædelse, når den stadig er tilbage på den ene lokalitet? Det er en betydende
forstyrrelse.
Hvad så med odderen, den blev sidst observeret i 1995, og siden er den ikke registreret,
hvad nu hvis den er uddød, er det også en overtrædelse af habitatdirektivet? Det er et godt
spørgsmål. Startede forpligtigelsen ikke fra maj 1994? Nej, det er faktisk i det her tilfælde
endnu senere, men ondskabsfulde folk kunne godt finde på noget sjovt at sige. Hvis vi ser
på Habitatdirektivet, der er 1995 tidspunktet for, hvornår områderne skulle være udpeget.
Fra det tidspunkt, hvor vi laver forslaget til udpegningen, der siger domstolen i en dom fra
1992, at der indtræder en generel forpligtigelse til at undgå forringelser, ikke en art. 6, stk.
2 og 3 beskyttelse, men noget der er lidt derhen ad. Det er først, når Kommissionen udpeger.
Ikke at vi kommer nogle vegne med det synspunkt, men der er nogle andre synspunkter.
Fordi odderen også en bilag IV-art, det vil sige, det er en krænkelse af art. 12, og det er
også en krænkelse af Bern-konventionen, som EU har ratificeret, hvilket betyder, at det er
en umiddelbar gældende ret, for odderen er også på Bern-konventionen. Så vidt jeg husker
er art. 12-beskyttelsen lidt skrappere end Bern-konventionen. Det vil sige, art. 12 er overtrådt
men ikke art. 6. Det er ikke Natura 2000-område. Hvorfor er art. 12 overtrådt, der er
13

jo ikke krav om aktive bevaringsforanstaltninger? Argumentet skulle være, at vi ikke har
sikret dens ynglesteder, og vi har forstyrret den, fordi tærsklen ikke bare er – på fuglene er
den jo forsætlig – men Tyskland er lige dømt for, at den er uagtsom, at det er en uagtsomhedstærskel,
det vil sig, kriteriet vil her være – det er forudsætningen for, vi kan dømmes
efter art. 12 – at vi ikke har forbudt handlinger, som man burde vide kunne skade odderens
levesteder, og man kan sige, det er meget simpelt, for vi har slet ikke forbudt noget som
helst, så det er relativt nemt at dokumentere. For mange år siden blev Tyskland dømt for, at
de tillod landmænd at fjerne fuglereder i den almindelig landbrugsmæssige drift. Tyskland
blev i januar dømt i dommen C 98/03 fordi, de kun havde kriminaliseret forsætlige forstyrrelser
af ynglesteder og rastepladser, og der sagde domstolen, at det ikke var nok, man
skulle også sørge for at straffe uagtsomme overtrædelser. Det betyder, vi skal skrive hele
habitatbeskyttelsen af gunstig bevaringsstatus for arterne ind i vores kemikalielovgivning,
det er ikke nok, at der står, at vi beskytter miljø og sundhed. Det gjorde der også i den tyske
lov. Men jeg synes, I har en meget god pointe med habitatområdet med hullerne. Hvorfor
får I ikke nogle i Folketinget til at stille et spørgsmål, om hvordan man kan udpege et
område, der er så lille, hvor det ikke er muligt? Vi har snakket med Skov- og Naturstyrelsen,
og de siger, at det måske ikke er det smarteste at udpege så lille et område, også fordi
Kommissionen normalt ikke godkender sådan nogle områder, fordi de ikke vil have
schweizeroste, som består af prikker? Nåh ja, det vil jo sige, at hullet forsvinde nu. Man
skal lave et sammenhængende område. Ja, det er nok det eneste, de er sikre på at få, det vil
Kommissionen nok kræve, når opdager den. Så det vil han helst ikke tale om, og det er noget,
vi forbigår og satser på, at Kommissionen ikke kommenterer det spørgsmål. Det kan
godt være, det er den holdning. I må da sku’ selv kunne høre, hvad de siger, det er kraftedemer
et anløbent foretagende.
I forhold til art. 12 og odderen vil du så sige, at landbrugsdrift er en påvirkning af? Der er
jo foregået dræning og vedligeholdelse af vandløb. Vandløbsregulativerne har jo overhovedet
ikke taget højde for det, det hører jo under vandløbsloven, som kun interesserer sig
for at komme af med vandet. Så du kan finde mange ting, der fortæller dig, at der er gjort
næsten alt, hvad man kan for at jage den odder ud. Men så har vi jo et kæmpe problem i
Danmark generelt. Jamen, kig dog på alle vandløbsregulativerne, fordi det ligger i en anden
lov, nemlig vandløbsloven. Det her system er så kvajet lavet, og der er hverken hoved
eller hale i det. Jeg kan bare tage den ene, så få jeg et resultat, og hvis jeg tar’ den anden,
så får jeg et andet resultat. Der lever jo nogle mennesker her, hvad skal vi gøre? Det er ikke
acceptabelt. Men giver det erstatning? Det kommer an på. Du har skrevet en artikel om
den spidssnuede frø. Det var Bestemmer ejeren eller den spidsnuede frø, som var 19 g situationen,
så har vi nogle andre. Der er lige kommet en Højesteret dom i foråret, hvor de
sagde nej efter naturbeskyttelseslovens paragraf 3, stk. 2 – det mener jeg så var forkert. Det
ligger meget og vipper i øjeblikket. Nogle gange er det for indgribende, folk bliver jo rui-
14

neret, men det betyder jo ikke, at du skal have erstatning hver gang, der sker et lille slag i
bolledejen.
Hvis vi nu går tilbage til odderen. I art. 9 er der noget med, at statussen for et særligt bevaringsområde
kan ophæves. Kammeradvokaten har tidligere udtalt sig om artiklen. Hvad
går artiklen ud på, og hvad er naturlig udvikling? Den er lidt mere tricky. Jeg skal faktisk
slet ikke besvare artiklen, fordi det der står er, at ”Kommissionen beslutter”. Derfor stopper
jeg. Hvis der er nogle, der synes det, så skriv ned til Kommissionen. Medlemslandene har
ingen beføjelser. Der er kun én, der har den beføjelse i art. 9, og det er Kommissionen.
Hvornår kunne man forestille sig, at Kommissionen ville ophæve et områdes status? Det er
meget svært at forudsige, for Kommissionen er på den måde meget politisk. Hvis arten forsvinder
fra et område, så er det en overtrædelse af art. 6, stk. 2. Det er rigtigt, men der er
fornuft i art. 9. Lad os forestille os, hvis vi får en større naturkatastrofe, som fjerner alt, så
der ikke er noget tilbage. Det er jo rationalet i det, men du kan jo være nogenlunde sikker
på, at Kommissionen har det synspunkt, at medlemsstaterne snyder, og det har den fuldkommen
ret i. Det der loyale samarbejde kan den glemme alt om, der er ingen, der gør det
her aktivt. De gør kun, hvad de stort set er pisket til, og de snyder hele tiden. Hvis Danmark
siger, at vi vil have et område fjernet, så siger Kommissionen ja eller nej. Art. 9 er jo
retlig prøvelse, og hvis Danmark vil prøve at anfægte Kommissionens afslag – som er det
mest sandsynlige – så kan vi anlægge sag mod Kommissionen. Vi kan ikke få tilladelsen,
men vi kan få underkendt gyldigheden af afslaget. Det betyder ikke, vi har fået lov, men
det betyder, at vi kan få kriterierne for, hvad Kommissionen skal lægge vægt på. Så kan de
indirekte være tvunget til at give en tilladelse. Domstolen kan ikke give os ret men kun underkende
Kommissionens afslag, det kan ikke give os tilladelse. Jeg vil ikke interessere
mig for andet i art. 9, end at sige, det gør Kommissionen, og det vil den formegentligt næsten
aldrig gøre, og hvis den gør, vil det nok være meget meget velbegrundet. Jeg vil anse
det for fuldkommen spild af penge at anlægge en sag ved EF-Domstolen mod Kommissionens
afslag efter art. 9. Hvis man tar’ EF-Domstolens praksis, den er jo endnu mere vidtgående
end Kommissionens, så det forekommer mig ikke sandsynligt.
Hvis vi går videre til art. 10. Den er meget fleksibel og overlader skøn til medlemslandene.
Et betydeligt skøn. Hvad nu hvis sammenhængende områder er nødvendig, for at en art
kan opnå gunstig bevaringsstatus, hvor stort er skønnet så? Det burde jeg kunne svare dig
lidt bedre på. Der er retlig forpligtigelse, og jeg kan godt se, for jeres problemstilling er
den meget relevant. I kan bare køre løs med art. 11, for hvis odderen er væk, og den var der
i 1995, så har du tilsidesat din overvågning. Men den er måske smuttet fra dem? Problemet
er, hvis der kun er få oddere tilbage, så markerer de ikke så meget, og det er den måde, de
bliver overvåget på.
15

Hvor stort skøn er der for et medlemsland, hvis sammenhængende natur er nødvendig for
at kunne sikre gunstig bevaringsstatus for en art? Mit gæt er, hvis der er nogle, der rejser
en sag, og der er substans i sagen som i jeres tilfælde, der vil man nok gå rimelig langt. Så
er der selvfølgelig skønnet. Man kan læse artiklen meget bogstavnært, så står der, at ”Hvis
de synes de skal, så kan de gøre alt det, de synes de skal”. Jeg vil lige tjekke den engelske,
for der er så mange fejl i den danske. I art. 6, stk. 2 og 3 er der problemer. Ordet væsentlig
er forkert. Der står ”betydelig” i art. 6, stk. 2, og der står ”væsentlig” i art. 6, stk. 3, men
det er det samme ord, ”significant”, og ”significant” er formegentligt hverken ”væsentlig”
eller ”betydelig”. Det er en lille smule vager. Det samme ord er oversat med forskelligt
indhold, man er nødt til at tjekke efter i den engelske version. Den engelske version af art.
10 er også meget bred, den giver samme resultat. Man vil nok kunne finde situationer, hvor
der er en forpligtigelse, selv om det lyder som om, der slet ikke er nogle forpligtigelser i
artiklen, men det tror jeg dog ikke på. Man kunne selvfølgelig sige lidt mere frisk, hvis
man holder fast i det første, så står der ”Medlemslandene skal”. Det vil sige, medlemslandene
skal i den nationale lovgivning sørge for, at der i forbindelse med det her, inddrages
det her element. Når man inddrager fysisk planlægning, når man udpeger de her områder,
så skal man sørge for, at den fysiske planlægning kan understøtte og ikke direkte skade og
nogle gange frem for alt, der hvor der er brug for korridorer til emigrerende arter, som har
betydning. Det vil der jo være i nogle tilfælde, der må forpligtigelsen være, at medlemslandene
i hvert fald skal have en regel om det. Jeg tror faktisk, vi har vide muligheder for,
hvordan vi udformer det, men vi skal altså have en regel om, at vi tager det hensyn. Det
står der vel også noget om i planloven. Der er vel krav om, at amterne udlægger spredningskorridorer?
Så kan du sige, at den betingelse er opfyldt, det vil jeg mene. I artiklen er
der en pligt til, at vi har en national konstruktion, der håndterer det her og så selvfølgelig –
under censur – et meget vidt skøn. Men spørgsmålet er, hvor vidt det skøn bliver, fordi
umiddelbart kan man vel også fortolke det, at det kræver aktiv forvaltning, når der står
”afgørende betydning for vilde dyr og planter”. Det er jo ikke tilstrækkeligt bare med en
streg på et kort. I artikel står der ”bestræbe sig på at fremme”, men i den engelsk står der
”with a view to improving”. I virkeligheden skulle der bare stå ”med henblik på at fremme
forvaltningen af de elementer” og ikke ”bestræbe sig på”, som gør den endnu svagere. Så
der er en forpligtigelse, men jeg vil alligevel mene, at den er rimelig bred. Men i vores tilfælde
med klokkefrø? Jeg tror, Kommissionen vil mene, at der skal udpeges nyt. De har jo
taget forbehold for udpegningen, selv om de har sagt, den er lukket, så har de et par udestående.
Der er to muligheder, enten åbner de og tager et slagsmål på det, og det vil de
kunne gøre på denne her sag for at få fjernet hullet, eller også siger de, der skal laves nogle
aktive bevaringsforanstaltninger unde art. 10. Kommissionen vil være rimelig sikker på at
vinde en sag, hvis de har faktum under. De kunne også tabe den, fordi de kunne nemlig
godt sige, der er bare en pligt, fordi der er to områder her og så argumentere abstrakt, og så
vil de tabe sagen. Hvis de gør det rigtigt, vil jeg tro, de er rimelig sikker på at vinde den
ved EF-Domstolen. Det kræver så, at de beslutter at gøre det, og det er så sin sag. Kan man
16

sige, at art. 10 har en juridisk betydning? Ja, den er bindende. Punkt et, der er krav om, at
der er regler om, hvordan man sørger for at forbinde udpegningen af beskyttelsen af emigrerende
arter med fysisk planlægning, så i den forstand er den helt klart bindende. Derudover
siger den jo også i kriteriet ”with a view to improving”, at ”med henblik på at fremme”,
det vil sige forpligtigelsen til at gøre det, men der er ikke taget præcis stilling til at
skulle gøre det på en bestemt måde. Det vil sige, hvis Danmark i forbindelse med det her
sagde, at vi vil lave en korridor, der ser sådan ud, så tror jeg vil, man vil få svært ved at sige,
at man har overtrådt art. 10. Man kunne sige, at det er uforeneligt med den gunstige bevaringsstatus
og i virkeligheden ikke vil være tilstrækkelig i henhold til art. 6, stk. 1, fordi
det er en utilstrækkelig aktiv bevaringsforanstaltning, det ville være en argumentation på
art. 6, stk. 1. Man kunne også sige, at vi er på beskyttede arter, det vil sige, det er utilstrækkeligt,
men der er ikke den samme aktive handleforpligtigelse, selvfølgelig er der reglen
om emigrerende arter, og det hjælper selvfølgelig ikke, at vi har givet dem et område,
og så kan de ikke komme ud. Det er klart, at du ikke kan have et område, og så er de nødt
til at blive derinde, fordi i henhold til art. 12 skal du kunne bevæge dig, men der er formegentligt
en aktiv bevaringsforpligtigelse i henhold til art. 10, og den er defineret afgrænsningsmæssigt
af art. 6, stk. 1, sådan vil jeg tro. Er det et problem, at art. 10 er så vagt formuleret?
Nej, det tror jeg ikke, fordi det er meget svært at lave – der er rigelige problem
med det andet – du skal have det ind i fysisk planlægning, som er udformet forskelligt i de
enkelte medlemsstater. Jeg mener ikke, det er særligt afgørende, hvordan man gør det, det
afgørende er, at man kigger på det, der er tanken i det, der er resultatforpligtigelse i det, det
vil sige, du må i hvert fald ikke spærre dem inde. De skal altså kunne komme ud på så rimelig
let måde, men hvordan man vil putte det ind i en fysisk planlægning, det tror jeg ikke,
man skal skrive ind i et direktiv. Bare man sikrer sig målet. Det vil sige, det er ikke et
problem, at den er så vagt formuleret? Det, der er vigtigt, er at du skal sige, hvad er konsekvenserne
af det her. Jeg kan bestemme, hvad jeg skal opnå, og hvis bestanden er emigrerende,
så skal den kunne komme ind og ud, sådan som den normalt vil gøre. Det skal jeg
sørge for. Det vil sige, art. 10 bliver et redskab til art. 6, stk. 1? Det kan du sige. Den forpligtigelse
er der under de aktive, men du kan sige, at den allerede ligger der, så du i god
tid skal sørge for, at planerne tager det hensyn. Men om du skal bygge en korridor under,
eller hvordan du præcist skal gøre det, det tror jeg ikke, du kan stille op i en regel.
Er bekendtgørelsen om fredning af blandt andet padder og krybdyr et problem i forhold til
bilag IV-arter? Ja, det er den. Jeg opdagede den, fordi der var en sjov sag på Bornholm,
som jeg blev spurgt om. Det bornholmske vejvæsen kørte løvfrøer over, når de slog vejgrøfter.
De blev anmeldt til politiet. Statsadvokaten forelagde sagen for Skov- og Naturstyrelsen,
og de sagde, at det var helt lovligt, fordi efter paddebekendtgørelsen griber beskyttelsen
ikke ind i den hidtidige lovlige anvendelse af ejendommen, og det er lovligt for vejvæsenet
at slå græsset, så det kan de blive ved med, og så vil der ikke være så mange løvfrøer,
når man har slået. Jeg blev så spurgt af statsadvokaten, om det var rigtigt, og det
17

måtte jeg så give ham ret. Det var også det svar, vi fik, da vi spurgte styrelsen? Det er også
rigtigt. Men er det ikke et problem? Jo, den er klart i modstrid med art. 12, den er helt
åbenbar i modstrid med art. 12. Hele vores artsbeskyttelsen er i modstrid med art. 12. Det
er helt indlysende. Igen skal du jo bare tilbage til dengang, vi var bønder og havde en hest
hver og gik bag en plov. Det er det natursyn vi har. Er I klar over, hvordan paddebekendtgørelsen
er blevet lavet? Nej. Den er lavet fordi – og det er fuldkommen absurd – små børn
ikke skal løbe ned til mosen og sidde og fange haletudser. Det er jo ikke det, der primært
har bragt frøernes bestand ned. Det er det, der er blevet sat ind over for. Man har virkelig
vist, hvordan man skulle prioritere sin indsats.
Der er ikke krav om en aktiv handlen i art. 12? Der er ikke nogen aktiv handlen kun en negativ.
Den siger, du skal forbyde uagtsom forstyrrelse af deres bevægelser. Så er spørgsmålet
bare, hvad så når frøer vandrer og bevæger sig ud på veje, skal vi så lukke vejene? Der
er en undtagelse i art. 16, og man kan diskutere om, man skal putte den ind under. Vores
problem er, at vi aldrig har implementeret art. 16, og domstolen har fastsat, at hvis du ikke
har implementeret undtagelsen, så kan du ikke bruge den. Hver gang du skal bruge alle
undtagelserne i direktivet, så står der, at det skal sikres på streng kontrolleret vis, og der
skal være nogle kontrolforanstaltninger. Det er en betingelse, at det er opfyldt, det vil sige
etableret kontrolforanstaltninger. Vi har jo ikke gjort noget som helst. Vi har paddebekendtgørelsen,
vi er hinsides.
I forhold til art. 12, litra d er spørgsmålet, om landbrugsdrift er direkte påvirkning af områderne?
Beskadigelse af yngle- eller rasteområde er uagtsomt. Men hvis de sidder og diskuterer,
om landbrug skal medtages, så kan de godt stoppe det, alt skal med. Det er uagtsom
forstyrrelse. Dommen, hvor Tyskland i januar blev dømt, er meget vidtgående. Det er
vel ikke forsætligt, hvis du kører med en bil på en vej og slår en frø ihjel? Nej, det er det
ikke. Du skal vide, at den er der, og du kan ikke nå at bremse op. Den tror jeg ikke engang,
de vil forsøge nede ved domstolen. Hvad så hvis du kører og harver om efteråret, hvor frøerne
vandrer? Det er klart, at hvis du harver lige der, hvor de vandrer, så må du stoppe, så
de kan få fred og ro og komme videre. Det vil sige, ikke bare hvis du ser, men hvis du burde
se. Det vil sige, hvis du burde se, fordi du ved, at det er denne årstid de går – det må vi
ligge til grund – fordi det har du vist de sidste 10 år, og du godt ved det. Så er du i en
”Burde vide situation”, fordi du ved, det er her omkring, så ”Burde du vide at”, og så er det
strafbart, så må du stoppe og vente for at se, om de er derude. Hvad så med brug af kunstgødning
og pesticider, vil det også være en påvirkning? Yes, det siger de nemlig i dommen
C 98/03, fordi der står ikke i den tyske lov om pesticider. Art. 6, stk. 2 skal faktisk skrives
ind i loven. Så det kan man ikke bare sådan. I vejledningen om bilag IV-arter står der, at
der skal være en årsagssammenhæng. Det er fordi, Skov- og Naturstyrelsen ikke abonnerer
på afgørelser fra EF-Domstolen, de læser tilsyneladende ikke, det der står, jeg ved, at Miljøstyrelsen
ikke gør, og Skov- og Naturstyrelsen gør tilsyneladende heller ikke. Det står i
18

dommen, og I må læse den igennem. Når jeg har været efter Skov- og Naturstyrelsen, så er
det sådan set bare fordi, jeg blot abonnerer på de domme, der kommer fra EF-Domstolen,
det er ikke satans svært.
Naturklagenævnet har ikke forstået, og når de endelig har forstået lidt, så forstår de det alligevel
ikke. Da de endelig fandt ud af, at art. 6, stk. 3 var en rigtig regel, så blandede de
den ind i VVM, og det har ikke en skid med VVM at gøre. Art. 6, stk. 3 undersøgelser har
ikke en skid med en VVM-undersøgelse at gøre. Det er to forskellige ting. Men de siger, at
den udløser VVM-pligt, gu’ gør den ej. Og der er slet ikke grund til at lave en VVM, hvis
man får nej under art. 6, stk. 3, fordi så er det spild af penge at lave en undersøgelse til flere
hundredetusinder kroner. Fordi art. 6, stk. 3 er jo ja eller nej. Så har Naturklagenævnet
fået den sindssyge ide, at det også gælder artsbeskyttelsen, og det gør det jo ikke men prøv
at forklar Lars Busck det. De har det jo også svært med alle de mange regler. Der kører i
øjeblikket en sag, kaldet ”Pakke gær”. Efter VVM er der pligt til at tage kumulerede effekt
med, det er jo helt klart, og det er der meget grund til. Det, jeg skal tage stilling til er, om
noget har væsentlig virkning. Der er jeg nødt til at vide, at den bevæger sig i spring. Om
der er væsentlig virkning er, hvis den passerer de her tærskler, og det er det, jeg skal tage
stilling til, og man skal se den samlede påvirkning, fordi nogle gange kan der komme mange
små projekter. Det er synspunktet bag VVM-kumulationen. Sagen drejer sig om, at der
er en påvirkning på et ekstrem rigkær, som svarer til 80 g kvælstof pr. hektar pr. år. I virkeligheden
svarer det til to muselorte eller sådan noget på en hektar. Det er meget, hvis en
påvirkning på to muselorte på en hektar udløser et vurderingskrav. Den tror jeg ikke på.
Det bør det da. Jeg ved godt, det bør det efter deres manual, men den er jo hjernedød, hvis
det er tilfældet, hvad er det så jeg undersøger? Det vil sige, jeg skal sørge for, at en mus ikke
må lægge to lorte på et år. Vi er nede i noget fuldstændig ekstremt lavt. Burde man ikke
i stedet for tage stilling til den diffuse kvælstofdeposition? Det er ikke det, det handler om.
Det handler om, at jeg skal tage stilling til et projekt, og hvis det ikke medfører en påvirkning
større end 80 g, så skal jeg sige, om det har en væsentlig virkning. Nej, det har det ikke,
det behøver jeg ikke lave tykke bøger om. Det er jo ikke et beskæftigelsesprojekt for
ingeniørfirmaer. Der er ikke noget at undersøge. Alle ved godt, at 80 g ikke kan medføre
nogen væsentlig virkning. Med mindre jeg har en indikation for, at vi er ved kanten af bægeret.
Hvad ved jeg om det? Jeg ved i dette tilfælde, at tålegrænsen er 10-15 kilo, det er en
ret stor usikkerhed at angive tålegrænsen med, og de ved, at den nuværende belastning er
21,4 kg. Men hvis jeg ved det, så ved jeg ikke, om den er 80 g mere eller mindre. Hvis jeg
ikke engang er i stand til at angive påvirkningen på nuværende tidspunktet med større nøjagtighed
end det, som er den teoretisk beregnet påvirkning, så ligger den under. Hvis den
ikke ligger under, så eksisterer der ikke nogen ”diminish” grænse. Der er jo intet menneske,
der komme videre af det her. Hvad er problemet, hvorfor gør man det her herhjemme?
Hvad er problemet her i denne sag, og dem har vi tusinder? Alle kan godt se, hvis jeg går
ned i børnehaven og spørger, er problemet det, at jeg har et ekstrem rigkær, der kan tåle
19

10-15 kg, og det får 21,4 kg. Er problemet, at det får 21,4 kg eller de 80 g? Alle kan finde
ud af, hvis de er nået til anden klasse, at det er 21,4 kg. Hvad er så problemet? Hvis jeg
skal gøre noget ved de 21,4 kg, så skal jeg til lommerne. Så i stedet for at interesse mig for
det, der er problemet, så kan jeg genere folk ved at lave undersøgelser på 80 g. Det får jeg
ikke løst nogle problemer af. Jeg bevarer en masse gammel lort og bevarer en masse ødelæggende
virkninger, som jeg beskytter for at spare min tegnebog og plager livet af folk,
der prøver at komme videre. Den her sag findes kun herhjemme. Jeg har snakket med de
grønneste i Tyskland, de sagde til mig, ”Det mener du ikke alvorligt?”. ”Jo, det kører ved
landsretten”. Det er kun her i landet, og det er kun fordi, vi har den sammensætning af de
mennesker. Det er simpelthen så vanvittig en tanke. 80 g er fucking ligegyldigt. Jeg skal
have en betydende påvirkning. Har jeg det? Nej. Den eksisterende påvirkning har kun betydning,
hvis den berører sådan, at det giver en ekstra påvirkning. Hvis vi er ved bægerets
kant, så er det fuldkommen rigtigt at den allersidste dråbe, der kan de 80 g godt være relevant,
men kun i den situation, ellers er det irrelevant. Hvad hvis du er over kanten? Så er
det fuldkommen ligegyldigt, så er der ingen betydende påvirkning. Hvis jeg i forvejen er
over kanten, så løber det jo bare over. Problemet er, om 80 g gør nogen forskel. Og det er
hele min pointe, det gør 80 g ikke, og det kommer det aldrig til, og det ved alle godt. Men i
det her land, som er det eneste i Europa, hvor man undersøger det her. Der gør man det her,
for hvem fanden lever af det her? Jeg har så mange mennesker, der er jo kontorpaladser, de
lever af det lort. Fordi ethvert rationelt menneske ville sige, ”80 g nu må i kraftedemer
stop, på en hektar”. Prøv at fortynd den I kan ikke engang få den i tusindedele millimeter
papir på et år! Det er jo meningsløst. Der er igen, der har glæde af det her, og det ved folk
godt. Der er intet rationelt i det her. Det er fordi, man fuldstændig har forladt virkelighedens
verden. Ekstrem rigkæret er fuldkommen upåvirket af det her. Men det er ikke upåvirket
af 21,4 kg? Nej, det er jeg helt enig i, men det har vi endda regler for at gøre noget
ved. Det er art. 6, stk. 2. Ja, og vi har også paragraf 19, f i naturbeskyttelsesloven, bare gå i
gang. Men hvorfor sker der ikke noget? Fordi det koster penge, fordi det er en helt anden
interesse, man varetager. Man har aldrig været interesseret i naturbevaring. Først er der,
hvor mange penge har vi som institution, og hvor mange skal vi ikke af med, og hvor meget
magt har vi. Når disse tre ting er besvaret positivt, så kan vi interessere os for resten.
Men der er jo masser af rigkær, højmoser og heder, der får for meget kvælstof, hvorfor er
der ikke nogen privatpersoner eller organisationer, der lægger sag an og siger, ”Det her
er ikke i overensstemmelse med Habitatdirektivets art. 6, stk. 2? Danmark Naturfredningsforening
lægger ikke sag an, fordi de lever af at drive spin og være på de bonede gulve, og
hvis man lægger sag an mod Miljøministeriet, så forsynder du. Du er nødt til at vælge,
hvor du vil være. Danmarks Naturfredningsforening fører kun sager ved klagenævn, aldrig
rigtige sager, de har aldrig ført en sag, ganske fascinerende. Men det gør små organisationer.
Ville man have en god sag? Klart, men problemet er, at du har Danmarks Naturfredningsforening,
som gør, hvad de kan for at forhindre det og ikke ønsker at føre de her sager.
Derfor er vi igen lidt aparte. Fordi, hvis jeg tar’ til lande, så er det ikke lige den måde,
20

de grønne organisationer opfører sig på. De er lidt mere interesseret i det, de siger, de
kæmper for. Det er der, hvor vores system er så mærkeligt. I virkeligheden skal de små organisationer
ikke interessere sig for, om det er rigtigt, de skal interessere sig for det, de synes
er rigtigt, og ikke politisk rigtigt. De er ikke sat til at være dommere, de skal slet ikke
være dommere eller lovgivere. De skal slås for deres synspunkter, det er fint, så må nogen
tage stilling til det. Men de vil hellere være med og være indflydelsesrige. Men det har
konsekvenser. Det er klart, det gør jo, at Danmarks Naturfredningsforening er en meget
stor skurk i hele relationen til vores deltagelse og opfyldelse af EU’s naturbeskyttelse og i
øvrigt aldrig har fattet, hvad lortet går ud på. De snakker om A- og B-natur, og det kun er
EU-kravene, der er A, og alt det gamle var B. Det gamle har aldrig nogensinde fungeret alligevel,
det er det rene pladder. Men det har jo været vigtigt for dem, at det er sådan. Hvis
du tar’ vandmiljøhandlingsplanerne, for fanden, vi skulle ha’ gjort det længe før, hvis vi
ville overholde EU-kravene. Men det tjener Danmarks Naturfredningsforening ikke kontingentkroner
på. Er det dem, eller er det i lige så høj grad landbrugsorganisationerne, der
er gode til… Det er klart, at landbrugsorganisationerne og industrien også gjorde det tidligere.
De har deltaget på samme måde og sagt, at vi har en høj beskyttelse. Gu’ har vi da ej,
men det er begges diskurs og politikernes diskurs. Så alle deltager i noget, der ikke er rigtigt,
men det er klart, at alle har en interesse i at holde showet kørende. Landbruget siger jo
”Høje danske krav”. Gu’ er det ej høje danske krav, det passer ikke. Det er ikke det, der er
problemet. Problemet er noget helt andet. Men det vil man jo gerne synes herhjemme, ”Vi
er så glade for os selv”.
Det store problem for vores embedsstand og DMU er den totale mangel på integritet. Alle
kan lave fejl, men det er deres ulidelige begejstring for at være en del af vigtige og betydningsfulde
personer, der er indflydelsesrige. Det kan jeg ikke snuppe. Det, vi har brug for,
er integritet. Politikerne må beslutte, hvad de har lyst til, jeg er sku’ lige glad. Det kan jeg
have en personlig mening om, men jeg må som rådgiver ikke blande det inde. Jeg skal ikke
forsøge at sige det, han gerne vil høre, eller det han gerne vil have. Jeg skal sige det, så
godt jeg kan, og så må han træffe sin beslutning, og den kan jeg synes, er ravende vanvittig,
det er ikke mit problem. Jeg skal sørge for, han har et ordentligt beslutningsgrundlag.
Problemet er her, at man er mere interesseret i, hvad resultatet er end at oplyse sagen bedst
mulig, og så bryder systemet af. Men det er jo en del af at være de betydningsfulde folk.
Jeg har både sager fra de grønne, landbruget, industrien og faktisk alle. Hvis jeg ikke havde
den kontakt og henvendelse … jeg har brug for modsynspunkter. Er du en form for rådgiver?
Jeg rådgiver i nogle sager. Jeg rådgiver selvfølgelig ikke i samme sag på begge sider,
det kan man jo ikke. Man får nogle vinkler, man ellers ville ha’ overset. Det er det, jeg
savner i vores system, der er det hele væltet sammen i en dej inde på midten. Du får vel
også den praktiske forståelse? Ja, den praktiske forståelse af det virkelige liv, man kan ikke
bare sidde og skrive en generel regel. Alt handler jo om derude, hvor mennesker lever,
det er trods alt der, hvor vi skal leve med det. På den måde mener jeg også, det er vigtigt.
21

Og så tror jeg, det er vigtigt, at man ikke ligger sig i den ene eller anden politiske gade. Der
er jo ikke noget galt i at mene det ene politiske eller det andet.
22