Speciale I - Miljøministeriet

• Lokal bevægelse forekommer inden for et individs home range (Jongman, 2004:16). Det kan eksempelvis
være odderens bevægelse fra rasteområdet i en rørskov til fourageringsområdet i
vandløbet.
• Spredning er en envejs bevægelse af en art fra eksempelvis en oprindelig lokalitet til en ny lokalitet.
Eksempelvis klokkefrøens kolonisering af nye vandhuller.
• Migration er en arts cykliske bevægelse f.eks. fra sommer- til vinterlokalitet og tilbage igen.
(Forman, 1995:365). Dette omfatter eksempelvis klokkefrøens bevægelse fra overvintringsområde
til forårsvandhul, videre til egnet ynglevandhul, evt. videre til fourageringsvandhul og tilbage
til overvintringsområdet.
Årsagen, til individers bevægelse kan være, at kårfaktorerne ikke tilgodeser alle i populationen.
Det kan bl.a. skyldes manglende ressourcer på grund af en øget inter- og/eller intraspecifik
konkurrence f.eks. forårsaget af fragmentering af en populations habitat eller
ødelæggelse af dens habitat. Samtidig er der en naturlig drift hos individer, så de søger
mod områder, hvor kårfaktorerne er tilstrækkelige (Jongman, 1994:309). Dermed er individers
overlevelse og bevægelse både afhængig af nuværende og fremtidige habitater. Endelig
er det selvfølgelig også en forudsætning, at individer har mulighed for at bevæge sig
mellem egnede habitater. Bevægelse kan således være forbundet med risiko for, at det enkelte
individ dør mellem to forskellige områder pga. barrierer. Det kan eksempelvis skyldes,
at afstanden er for stor, prædation under bevægelsen, eller at individet bliver dræbt,
når det krydser en vej. Mange af de nuværende landskabelige strukturer, f.eks. levende
hegn, vandløb og vildtremiser, der fungerer som spredningskorridorer, tilgodeser ikke
nødvendigvis alle arters spredningsbehov, og mange af dem er påvirket af landbrugsdrift.
Derfor kan det være nødvendigt at forbedre spredningsmulighederne for nogle arter.
Som der er redegjort for, er naturområder blevet fragmenteret med negative konsekvenser
for bl.a. populationers genetiske variation. På den baggrund er det relevant at inddrage teori,
der kan forklare, hvordan populationer organiserer sig i sådan et landskab.
3.4 Øbiogeografi
Teori om øbiogeografi blev først fremført af Preston i 1962 samt MacArthur & Wilson i
1967 (Hammershøj & Madsen, 1998:14). Den er udviklet på baggrund af observationer af
arters spredning fra fastland til øer. På den baggrund blev det konstateret, at en ø’s størrelse
og dens afstand til fastlandet, hvorfra arten spreder sig, er afgørende for artsantallet på
øen. (Forman, 1995:56). Denne sammenhæng er illustreret i figur 3.2.
35