Se Pdf - wanted for good

ter og deres kompetencer i forhold
til at fastholde fagets eksistentielle
dimensioner.
Erik Svendsen mente bestemt at også
fremtidens kandidater vil være kompetente
på det område.
– Jeg kan jo ikke med 100% sikkerhed
sige det, for der er også forskel
på de kandidater man uddanner på
de forskellige universiteter. Men den
pointe jeg havde med hvad er det for
nogle elever man har, og hvad det er
for et livsperspektiv de har når de
går i gymnasiet – det er jo lige før
jeg vil sige, at det er nogenlunde det
samme når de kommer på universitetet.
Folk der læser dansk, har sådan
en form for filosofisk, hermeneutisk
selvrefleksion og omverdensrefleksion.
Der er selvfølgelig kandidater
som er teknokratisk sprogligt interesseret,
men når de ser hvad de skal
lave i gymnasiet, så får de sved på
panden, for der er rigtig meget litteratur,
og det er slet ikke det de er
kommet på universitet for.
Så jeg tror ikke der kommer særlig
mange teknokrater ud i gymnasiet,
fordi et gymnasiefag er – undskyld
mig – et pigefag! Det er noget med
mennesker, og det er noget med at
være opmærksom på at der ikke er
et entydigt facit, det er evigt processuelt,
og det er noget hvor man skal
indgå i rigtig mange samarbejdssi-
tuationer. Problemet har været at det
i nogle år ikke har været særlig sexet
at blive gymnasielærer. Måske fordi
der ikke i offentligheden har været
særlig mange jobs, så derfor har de
ikke tænkt på det som en del af deres
virkelighed.
Og når jeg står og fortæller om hvor
fantastisk det er, så kan jeg pludselig
se, at hos os i hvert fald – jeg kan
ikke vide noget om hvordan det er
på KUA og de andre universiteter –
men altså hos os er der sket en drejning
i modsætning til da jeg startede
på RUC hvor de var meget sprogligt
og kommunikativt orienterede og
ikke særlig litterære. Hvis der var 80
der startede, så var de 30 litterære,
og resten var sproglige. Nu er det 60
litterære, og resten sproglige. Og det
tror jeg er fordi mange vil være gymnasielærere,
forgymnasiet forbinder
man med litteraturlæsning, man forbinder
det med en eller anden form
for diskussion om tilværelsen via
teksten.
Lars Jensen: Jeg sidder og tænker
på noget andet – nemlig at de elever
vi har i de gymnasiale uddannelser
også er blevet socialiseret gennem
et danskfag i folkeskolen, og de har
nogle forventninger til at her læser
vi, her diskuterer vi, her skriver vi,
kigger medier osv.
Mit indtryk er i øvrigt at de elever
jeg har nu er klogere, sødere og mere
velopdragne end dem jeg startede
med for mange år siden. Og de kommer
med nogle danskfaglige kompetencer
og analysebegreber som viser
at der også er sket meget på seminarierne
og i folkeskolerne.
Jeg synes det er positivt, og vi kan
jo ikke undgå at bygge videre på det.
Det skal vi – men eleverne gør det
også. Når eleverne siger: ”du er en
typisk dansklærer”, så er man jo en
typisk dansklærer! Der ligger altså på
et progressivt – og et konserverende
aspekt i elevernes forventninger.
Erik Svendsen: Ja, det er jeg enig i.
Og hvis vi nu positivt skulle omskrive
det du siger, Jørn, så kunne man
sige at tidligere var en kandidat fra
danskfaget på universitetet en person
der havde en relativ stor faglig autoritet
og var relativ sikker i sin sag.
Man havde de og de skoler som man
så at sige skulle tænke med, og man
havde en form for kanonbevidsthed
om tekster og teksters fortolkning.
Det har kandidaterne ikke i dag, for
der er et hav af metoder de skal kunne,
og tit udligner metoderne hinanden.
De kommer altså ud og er noget
mere søgende og er noget mere
usikre. Jeg mener ikke usikkerhed er
dårligt, usikkerhed kan også være en
kvalitet. De kan måske møde eleverne
meget bedre, fordi de ikke stiller