Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
tekst, og <strong>for</strong> det andet begrebet om<br />
den enkelte autor, i dette tilfælde<br />
ved Carstensens fællesmalerier og<br />
overmalinger. Forskellige <strong>for</strong>mer <strong>for</strong><br />
produktion krydses, og nye territorier<br />
ridses op.<br />
Det subjektive<br />
Fællesarbejderne berører naturligvis<br />
problematikker omkring kunstnersubjektet<br />
og subjektivitet generelt, sådan<br />
som Carstensens [kunst]historie<br />
i det hele taget gør det. Hermed tænker<br />
jeg naturligvis på det ekspressive<br />
maleri og Carstensens anvendelse af<br />
dette som tegn, men også på hans inkludering<br />
af sin egen biografi i sine<br />
værker, såvel motivisk og tematisk<br />
som meta<strong>for</strong>isk.<br />
Kunstnersubjektet eller mere præcist<br />
autorrollen er central <strong>for</strong> Carstensens<br />
produktion, men ikke som noget<br />
givet. Den opfattes snarere som<br />
en kulturel og historisk konstruktion,<br />
der konstant må defineres og negeres<br />
på een og samme tid. I kunstbegrebet<br />
eller i kunstoffentligheden eksisterer<br />
denne autor som noget, man ikke kan<br />
komme uden om, som en integreret<br />
del af, hvad man kan kalde kunstspillet.<br />
Autoren er ikke blot ophav<br />
til, men også garant <strong>for</strong> den kunstneriske<br />
produktion - at visse handlinger<br />
og tegnsætninger er kunst. Dermed<br />
er kunstnersubjektet paradoksalt nok<br />
både start- og slutpunkt <strong>for</strong> værkerne.<br />
Ved de tilbagevendende referencer<br />
til autoren kommer han både til<br />
at stå bagved og <strong>for</strong>an værkerne og<br />
fungerer som lige dele indgang til og<br />
<strong>for</strong>hindring <strong>for</strong> værkernes aflæsning.<br />
Autoren er en uomgængelig del af<br />
kunstens sprog, både i rollen som<br />
subjekt og som objekt.<br />
Udgangspunktet <strong>for</strong> Carstensens<br />
problematisering af subjektet som<br />
autor er den antagelse, at subjektivitet<br />
er en objektiv faktor. En historisk<br />
og social konstruktion eller kategori,<br />
der på een gang er produceret og producerende.<br />
Carstensens anliggende<br />
er således denne produktion og produktivitet,<br />
og hvorledes kunstens<br />
felt udgør et opportunt område <strong>for</strong><br />
en undersøgelse heraf. Eller af hvad<br />
Michel Foucault har beskrevet som<br />
“subjektivitets mekanismer”, det vil<br />
sige, hvorledes vi bliver til subjekter<br />
i kulturel <strong>for</strong>stand, hvilket altid<br />
er <strong>for</strong>bundet med samfundsmæssige<br />
mekanismer <strong>for</strong> kontrol og magt. Således<br />
er det personlige liv som territorium<br />
altid defineret og udstukket<br />
af det offentlige, og den biografiske<br />
historie er altid indlejret i og <strong>for</strong>met<br />
af den politiske. Det er denne obser-<br />
vans, der ligger til grund <strong>for</strong> organiseringen<br />
af Carstensens “biografiske<br />
skitser” fra i år i antologien Pol/Bipol,<br />
hvor personlige erindringsglimt<br />
væves sammen med tidens politiske<br />
historier i et krydsfelt af egne og andres<br />
tekster.<br />
På samme måde <strong>for</strong>holder det sig<br />
med malerierne, der krydser referencer<br />
af tekstlig og visuel art med det<br />
personlige og autonome. Her spiller<br />
det ekspressive maleri en ikke<br />
uvæsentlig rolle: Dels gennem dets<br />
kunsthistoriske placering som tegnet<br />
<strong>for</strong> subjektivitet, hvor selve pennestrøget<br />
udtrykker det “indre” og<br />
“sjælelige”. Og dels gennem, hvad<br />
man kan kalde paradokset Jackson<br />
Pollock. Pollock er vel om nogen<br />
billedet på den ekspressive, subjektive<br />
kunstner, men det paradoksale<br />
ved hans “drip-paintings” er, hvorledes<br />
denne efter sigende ultimative<br />
subjektive <strong>for</strong>m faktisk fører til en<br />
<strong>for</strong>svinding af det subjektive. Malerierne<br />
i sig selv fremstår nærmest<br />
som upersonlige, mens det er dokumentationen<br />
af deres udførelse - fotografierne<br />
af Pollock, der går rundt<br />
og agerer på lærredet - der garanterer<br />
<strong>for</strong> deres autenticitet som subjektive.<br />
<strong>Se</strong>lve biografien lægger sig ind<br />
over værket, og det er præcist i dette
Change language