Set fra en PPR Respekt for etikken Diagnose eller udvikling - Elbo

tænkeformer? Hvilket billede af psykologen selv? Hvilket billede
af relationen? Hvilket billede af psykologens samfundsrolle? Hvilket
billede af videnskabelighed og af vores fags natur?
Den analyse lader jeg imidlertid ligge til andre – eller eventuelt
til en senere lejlighed.
Sikker viden og sandsynlig viden
Men er tiden ikke inde til at finde ud af, hvad der samler, snarere
end hvad der skiller?
Jeg vil her skitsere nogle helt foreløbige tanker om, hvad vi har
til fælles. Jeg vil gøre det ved at rejse spørgsmålet: Hvad ved vi, og
hvad kan vi tænke om vores daglige behandlingspraksis, som vi
kan være fuldstændig sikre på? Og hvad i vores praksis bygger på
formodninger?
Videnskabsteorien skelner mellem sikker viden og sandsynlig
viden. Vi har set mange formuleringer i evidensdebatten af, hvad
der er bedst, hvad der har størst statistisk sandsynlighed for at vir­
Debatten om evidens i Psykolog Nyt tyder
på, at der blandt os findes to vidt forskellige
tilgange til vores behandlingsarbejde.
ke over for bestemte klientgrupper osv. Alt sammen meget værdifuld
viden og vigtige undersøgelser, men også alt sammen en viden,
der har form af statistiske sandsynligheder. Ikke noget, der er
sikkert. Og slet ikke noget, der er sikkert i forhold til en konkret
patient og en konkret psykolog.
Det vil sige: Jeg står som psykolog med en række statistiske
sandsynligheder om evidens, som jeg kan vælge at navigere efter.
Men findes der nu også noget i min virksomhed, hvor jeg som
praktiserende psykolog kan være helt sikker? Ja, det er min påstand,
og her er mit bud:
1. Jeg kan være helt sikker på, at den klient, jeg sidder med en
given dag på et givent tidspunkt, er et unikt menneske, en person,
der ikke findes mage til på hele Jorden.
2. Jeg kan være helt sikker på, at jeg selv er et unikt menneske
og en unik psykolog, som der ikke findes nogen mage til på hele
Jorden.
3. Jeg kan være helt sikker på, at det møde, der finder sted mel­
SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 2 | 2013
lem klienten og mig den pågældende dag, er et unikt møde, der i
indhold, detaljer, nuancer, sansninger, oplevelser, stemninger, klientens
tænkning, min tænkning, de faldne bemærkninger, tonen
mellem os, strategier, metoder, teknikker og relationsdannelser aldrig
har fundet sted før og aldrig nogen sinde vil blive gentaget i
hele verdenshistorien.
4. Og jeg kan være helt sikker på, at der på dette møde dannes
og videreudvikles en relation mellem klienten og mig, en relation,
der har såvel tankemæssige, følelsesmæssige og kropslige dimensioner
og oplevelsesaspekter, og først og fremmest en relation, der
er af afgørende betydning for behandlingsresultatet.
Et psykoterapeutisk fællespensum?
Disse fire punkter kan jeg være helt sikker på. Jeg mener, de peger
på nogle centrale ingredienser i et hvilket som helst psykoterapeutisk
træningsprogram, herunder i den terapeutiske for­træning på
psykologuddannelserne: nemlig for det første, at der finder en træning
sted i beskrivelsen af, analysen af samt værdsættelsen af individualitet,
samt for det andet, at der finder en grundig træning
sted i relationsdannelse som det mest centrale virkemiddel for psykologen
og som noget, psykologen skal arbejde med at perfektionere
livet igennem.
Ud over ovenstående, som jeg kan være helt sikker på, er der
en masse, som jeg ikke kan være sikker på, men hvor jeg må basere
mig på mit bedst mulige psykologfaglige skøn:
5. Jeg kan aldrig være helt sikker på, hvilken teknik eller metode
eller terapeutadfærd der er bedst i forhold den konkrete, unikke
klient, jeg sidder med. Jeg kan ud fra min vurdering af den konkrete,
unikke situation (der som nævnt aldrig har været der før og
aldrig vil komme igen) give mit ”bedst mulige faglige bud” og kaste
det afprøvende ind i situationen.
I min vurdering af, hvad der er det ”bedst mulige faglige bud”,
trækker jeg både på, (a) den eksisterende evidenslitteratur, (b) mine
personlige erfaringer med, hvad der har virket godt for mig i lignende
situationer, og (c) intuitioner og hypoteser, som jeg danner
på stedet.
Ingen af disse tre komponenter i min psykologfaglige afgørelse
må dominere de andre, ingen af de tre må monopolisere de andre
to. Der skal være plads til dem alle tre, og de skal spille sammen
i en smuk helhed, der forlener mit arbejde med den dejlige
indvendige følelse af at ramme rigtigt og se lyset i klientens øjne,
når der er ramt rigtigt (og naturligvis korrigere, hvad jeg kaster
ind i situationen, hvis klientens øjne fortæller mig, at jeg vist ramte
lidt ved siden af, for det sker indimellem for os alle).
6. Jeg kan aldrig være helt sikker på, at jeg rammer rigtigt i min
udvælgelse af teknik og metode baseret på evidenslitteraturen, for