Set fra en PPR Respekt for etikken Diagnose eller udvikling - Elbo

More documents

Recommendations

Info

tænkeformer? Hvilket billede af psykologen selv? Hvilket billede af relationen? Hvilket billede af psykologens samfundsrolle? Hvilket billede af videnskabelighed og af vores fags natur? Den analyse lader jeg imidlertid ligge til andre – eller eventuelt til en senere lejlighed. Sikker viden og sandsynlig viden Men er tiden ikke inde til at finde ud af, hvad der samler, snarere end hvad der skiller? Jeg vil her skitsere nogle helt foreløbige tanker om, hvad vi har til fælles. Jeg vil gøre det ved at rejse spørgsmålet: Hvad ved vi, og hvad kan vi tænke om vores daglige behandlingspraksis, som vi kan være fuldstændig sikre på? Og hvad i vores praksis bygger på formodninger? Videnskabsteorien skelner mellem sikker viden og sandsynlig viden. Vi har set mange formuleringer i evidensdebatten af, hvad der er bedst, hvad der har størst statistisk sandsynlighed for at vir Debatten om evidens i Psykolog Nyt tyder på, at der blandt os findes to vidt forskellige tilgange til vores behandlingsarbejde. ke over for bestemte klientgrupper osv. Alt sammen meget værdifuld viden og vigtige undersøgelser, men også alt sammen en viden, der har form af statistiske sandsynligheder. Ikke noget, der er sikkert. Og slet ikke noget, der er sikkert i forhold til en konkret patient og en konkret psykolog. Det vil sige: Jeg står som psykolog med en række statistiske sandsynligheder om evidens, som jeg kan vælge at navigere efter. Men findes der nu også noget i min virksomhed, hvor jeg som praktiserende psykolog kan være helt sikker? Ja, det er min påstand, og her er mit bud: 1. Jeg kan være helt sikker på, at den klient, jeg sidder med en given dag på et givent tidspunkt, er et unikt menneske, en person, der ikke findes mage til på hele Jorden. 2. Jeg kan være helt sikker på, at jeg selv er et unikt menneske og en unik psykolog, som der ikke findes nogen mage til på hele Jorden. 3. Jeg kan være helt sikker på, at det møde, der finder sted mel SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 2 | 2013 lem klienten og mig den pågældende dag, er et unikt møde, der i indhold, detaljer, nuancer, sansninger, oplevelser, stemninger, klientens tænkning, min tænkning, de faldne bemærkninger, tonen mellem os, strategier, metoder, teknikker og relationsdannelser aldrig har fundet sted før og aldrig nogen sinde vil blive gentaget i hele verdenshistorien. 4. Og jeg kan være helt sikker på, at der på dette møde dannes og videreudvikles en relation mellem klienten og mig, en relation, der har såvel tankemæssige, følelsesmæssige og kropslige dimensioner og oplevelsesaspekter, og først og fremmest en relation, der er af afgørende betydning for behandlingsresultatet. Et psykoterapeutisk fællespensum? Disse fire punkter kan jeg være helt sikker på. Jeg mener, de peger på nogle centrale ingredienser i et hvilket som helst psykoterapeutisk træningsprogram, herunder i den terapeutiske fortræning på psykologuddannelserne: nemlig for det første, at der finder en træning sted i beskrivelsen af, analysen af samt værdsættelsen af individualitet, samt for det andet, at der finder en grundig træning sted i relationsdannelse som det mest centrale virkemiddel for psykologen og som noget, psykologen skal arbejde med at perfektionere livet igennem. Ud over ovenstående, som jeg kan være helt sikker på, er der en masse, som jeg ikke kan være sikker på, men hvor jeg må basere mig på mit bedst mulige psykologfaglige skøn: 5. Jeg kan aldrig være helt sikker på, hvilken teknik eller metode eller terapeutadfærd der er bedst i forhold den konkrete, unikke klient, jeg sidder med. Jeg kan ud fra min vurdering af den konkrete, unikke situation (der som nævnt aldrig har været der før og aldrig vil komme igen) give mit ”bedst mulige faglige bud” og kaste det afprøvende ind i situationen. I min vurdering af, hvad der er det ”bedst mulige faglige bud”, trækker jeg både på, (a) den eksisterende evidenslitteratur, (b) mine personlige erfaringer med, hvad der har virket godt for mig i lignende situationer, og (c) intuitioner og hypoteser, som jeg danner på stedet. Ingen af disse tre komponenter i min psykologfaglige afgørelse må dominere de andre, ingen af de tre må monopolisere de andre to. Der skal være plads til dem alle tre, og de skal spille sammen i en smuk helhed, der forlener mit arbejde med den dejlige indvendige følelse af at ramme rigtigt og se lyset i klientens øjne, når der er ramt rigtigt (og naturligvis korrigere, hvad jeg kaster ind i situationen, hvis klientens øjne fortæller mig, at jeg vist ramte lidt ved siden af, for det sker indimellem for os alle). 6. Jeg kan aldrig være helt sikker på, at jeg rammer rigtigt i min udvælgelse af teknik og metode baseret på evidenslitteraturen, for
Figur 1. oFte virKSoMMe teKniKKer Forsøgsvist udkast til liste over ”ofte virksomme teknikker” for klientbehandlende psykologer på tværs af skoler og retninger. • Eksponering (især ved angst; hentet fra KAT, men anvendes inden for mange non-kognitive retninger). • Analyse af basic assumptions (centralt ved depressive lidelser, men også anvendelig i mange andre situationer – rendyrket i KAT, men anvendes også inden for andre retninger med lidt andre ord fx ”world assumptions”, ”self assumptions” ”basic world pictures” o.a.). • Analyse af modoverføring (udviklet i psykoanalysen, kan godt omtolkes til andre retninger med en noget anden sprogbrug). • Anvendelsen af modspørgsmål (hentet fra psykoanalysen, formuleret af bl.a. Kächele og Thomä). • Therapist’s self-disclosure (beskrevet af Yalom, men anvendes mange steder). • Klarlægning og fremstilling af følelser (hentet fra Greenberg, men anvendes mange steder). • Defusion (udviklet i ACT). • Mindfulness (udviklet af Kabat-Zinn, anvendt både inden og uden for KAT og ACT). • Klient-feedback som vejledende for den fortsatte terapi (udviklet inden for humanistiske terapeutiske retninger). • SE-teknikker og focusing (Levine og Gendlin, kan integreres i andre terapiformer). • Eksternalisering (udviklet i narrativ terapi). • Anvendelse af tegninger og små rollespil. di udvælgelsen skal finde sted under hensyn til den unikke klient og det unikke møde. I min inddragelse af punkt 5 a, inddragelse af evidenslitteraturen, må jeg respektfuldt bøje mig for det gode bevis i litteraturen, og jeg skal vise god vilje til at lære nyt. Men jeg har også faglig og professionsetisk pligt til kun at benytte de metoder og teknikker, som jeg med god vilje kan få til at fungere i forlængelse af min terapeutiske uddannelse og erfaring samt min personlige væremåde i relationsdannelsen med klienten. En liste – antydningsvis 7. Der kan opstilles en liste over ”ofte virksomme teknikker”, som jeg kan trække på i min udvælgelse af metoder og teknikker til min konkrete klient. En sådan liste vil aldrig blive helt færdig; den vil udvikles løbende i forlængelse af ny forskning og ny terapeutiske erfaringer. Og jeg kan aldrig være sikker på, at jeg vælger rigtigt fra listen i forhold til en konkret, unik klientsituation. Men det ville være utrolig værdifuldt for faget, hvis en gruppe psykologer fra forskellige retninger gik sammen om at udvikle sådan en liste. Der vil til listen kunne hentes teknikker fra mange terapeutiske skoler og retninger. Det er betydeligt fagligt arbejde at udvikle en sådan liste og skaffe accept af den hos mange. Figur 1 må derfor kun læses som en antydning af, hvordan en sådan liste kunne se ud, når den blev lavet. Figuren har primært til formål at illustrere ideen, og jeg har ikke haft mulighed for at validere de enkelte punkter. Nogle holder måske ikke, og andre skal måske på. Lad falde, hvad ikke kan stå, og find gerne andre til listen. Lad mig dog understrege én ting i forlængelse af Figur 1, for figuren kunne let misforstås: Jeg er på ingen måde tilhænger af terapi som en blandet landhandel med alt godt fra havet. Jeg tror stærkt på værdien af, at hver enkelt af os har et fagligt hovedståsted, der sætter rammen for vores individuelle virksomhed, et ståsted og en referenceramme, der definerer vores individuelle behandleridentitet. Når det er sagt, så tror jeg også på værdien af, at hver af os kommer ud af vores skoleboks, og at vi lærer mest muligt af hinanden på tværs af retninger. Denne vilje til at lære af hinanden på tværs af skoler har man ikke kunnet fornemme så kraftigt i evidensdebatten. Men når man kommer ud blandt sine kolleger til kurser og møder, så fornemmer man lykkeligvis, at dagligdagen på dette punkt er langt mere mangfoldig. Bo Jacobsen, professor emeritus, dr.phil., Kbh. Universitet nu selvstændigt praktiserende psykolog Kontakt: www.bo-jacobsen.dk eller bj@soc.ku.dk PSYKOLOG NYT NR. 2 | 2013 | SIDE 19
Page 1 and 2: Set fra en PPR Lovgrundlaget for PP
Page 3 and 4: Projekt om forældreuddannelse For
Page 5 and 6: arbejdsliv PSYKOLOG NYT NR. 2 | 201
Page 7 and 8: Vi vil gerne høre din mening … P
Page 9 and 10: for PPR FOTOS: COLOuRbOx En postbur
Page 11 and 12: direkte indsatser til forældre som
Page 13 and 14: etikken Samtale Dilemmaer er sammen
Page 15 and 16: Tossen fra Texas I mine unge år bo
Page 17: PSYKOLOG NYT NR. 2 | 2013 | SIDE 17
Page 21 and 22: Winnie Dunn: › Lev sanseligt. Bog
Page 23 and 24: Kommentar: Den seneste overenskomst
Page 25 and 26: Kredse kreds københavn-Frederiksbe
Page 27 and 28: UDDANNELSE I RELATIONEL PSYKOTERAPI
Page 29 and 30: Intensiv Dynamisk Korttidsterapi IS
Page 31 and 32: GAD: 4-årig gruppeanalytisk diplom
Page 33 and 34: Selskab for Evidensbaseret Coaching
Page 35 and 36: Valg af Interventionsformer Undervi
Page 37 and 38: Region Hovedstaden - Psykiatri Psyk
Page 39 and 40: Ledige stillinger du kan læse stil

Set fra en PPR Respekt for etikken Diagnose eller udvikling - Elbo

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?