Anmeldelser - Danske Dagblades Forening

4
SPROG & MEDIER
DEN SJOVE MAND
og hans værktøjskasse
Af journalist Ole Rasmussen
Politiken
- Er det ikke hårdt at skulle være morsom på
kommando?
Jeg ved ikke, hvor mange hundrede gange, jeg
har fået dét spørgsmål. Og hvor mange hundrede
gange, jeg har svaret: Mjjoo, det....
Til daglig er jeg nemlig ikke særligt morsom.
Jeg er ikke typen, der river vittigheder af mig i ét
væk, og jeg er ikke festens naturlige midtpunkt.
Dog bilder jeg mig ind, at jeg heller ikke er dens
lavpunkt.
Selvfølgelig kan det være hårdt at skrive morsomt,
når den frygtede deadline bare rykker
nærmere og nærmere. Men det kan nu også være
sjovt. Eller begge dele på én gang. På den måde
minder det faktisk om mange andre jobs, hvor
man skal levere et stykke arbejde inden for en
bestemt tidsfrist. Og hvor skal man ikke dét?
Så er det jo godt, at man har sin værktøjskasse.
Min står altid ved siden af pc’en, når jeg skriver
’Sket i ugen’ til Politikens søndagsudgave.
Opgaven er at give læserne en personlig og meget
gerne humoristisk gennemgang af ugens største
begivenheder, og lad mig allerede nu afsløre, at
jeg ikke udfører mit arbejde under indflydelse af
alkohol.
Der er ingen bajere i min værktøjskasse.
Desværre, de kan ikke holde sig kolde dernede.
Men der er en del perspektiverende værktøjer,
som jeg gennem tiden har anvendt på en lang
række personer. På den kødgrossist, der ”opbevarede
spareribs så gamle, at det ville være
mere relevant for fødevarekontrollen at sende
en arkæolog end en dyrlæge”. På læge Søren
Ventegodt, som ”har sat sine fingeraftryk på så
mange kvindelige patienters kønsdele, at han har
givet ordet ’pilledoktor’ en helt ny betydning”. Og
på den tvetungede imam Abu Laban, der ”lider af
personlighedsspaltning i så alvorlig grad, at han
ene mand kunne blive dobbeltkunde i Alm. Brand
Bank”.
Det rigtige værktøj
De vigtigste redskaber i min værktøjskasse er
hammer og søm, for hvis der er noget, jeg gerne
vil, så er det at banke nogle billeder op inde i
læsernes hoveder. Da ’tørklædesagen’ begyndte
at rulle, kunne jeg for eksempel ikke lade være
med at overveje, hvilke panikscener det mon ville
afstedkomme, hvis der pludselig sad en tørklædeklædt
kvinde ved kassen i et supermarked:
”Man ser for sig, hvordan folk flygter skrigende
ud af den lokale brugs, som om der var
udbrudt brand i butikken. De panikslagne kunder
glemmer alt om toiletpapir, toastbrød og