Samtidens paradokser Psykiatriens ansigter Risiko for vold? - Elbo

O
ver de seneste måneder har Psykolog Nyt bragt
flere artikler med det til fælles, at de omhandler
psykiatri. En nuanceret debat er mere end velkommen!
Eksempler er ”Mast under bundlinjen”
(Psykolog Nyt 9/2012) om markedstænkning og
for nylig artiklerne om tv-dokumen tarerne ”Gal eller normal?” og
det bagvedliggende projekt, ”En af os”, om at afstigmatisere psykisk
sygdom (Psykolog Nyt 12 & 13/2012).
Senest har bladet bragt et interview med psykolog Allan
Holmgren (Psykolog Nyt 13/2012), som jeg synes giver anledning
til at nuancere fremstillingen af psykologers arbejde i psykiatrien.
Allan Holmgren udtaler i interviewet: ”Psykiatrien lytter ikke til
patienterne og har ikke tillid til, at de kan komme sig” og ”De
eneste, der lytter til patienterne – forenklet udtrykt – er personalet
på gulvet, altså sosu-assistenterne og rengørings- og køkkenpersonalet.
Sådan siges der. Psykologer og psykiatere kommer i for høj
grad med deres psykologiske forklaringsskemaer, kognitive terapi
mv. og lægger deres fordomsfuldhed ned over de mennesker, der
kommer i kontakt med dem.” (Lykke, 2012).
I relation til dette fremdrages også undersøgelser, der har
påvist, at medarbejdere i psykiatrien generelt er mere pessimistiske
end befolkningen i deres syn på, hvorvidt man kan komme sig
fra en psykisk sygdom. En australsk undersøgelse har blandt andet
vist, at de professionelle bygger deres holdninger på deres personlige
erfaringer med behandling. Man taler i denne forbindelse om
physician bias, idet personalet i psykiatrien har et forudindtaget
syn på mennesker med sværere psykiske lidelser, fordi de oftest
møder patienter med lange, hyppige genindlæggelser og ikke ser
de patienter, der kommer sig fra sygdommen. Det betyder meget
for det enkelte menneskes bedring, at personalet giver udtryk for
håb og faciliterer en personlig udviklingsproces mod at komme
sig fra sygdommen. Derfor er det afgørende, at personalet i psykiatrien
lytter til patienterne, og at behandlingen tager udgangspunkt
i recovery.
Psykologien i psykiatrien
Selv arbejder jeg som klinisk psykolog i psykiatrien og har tidligere
arbejdet flere år i socialpsykiatrien. Jeg har for nylig skrevet
bogen Psykologien i psykiatrien (Kistrup, 2012), som beskriver
psykologiens naturlige og nødvendige placering i nutidens tværfaglige
og integrerede psykiatri.
Bogen har omdrejningspunkt i en psykologisk forståelse af,
tilgang til og behandling af mennesker med skizofreni, som tidligere
blev betragtet som utilgængelige for psykologisk behandling.
I dag ved vi, at mange mennesker kommer sig fra sygdommen, og
at psykologers arbejde er en essentiel del af den psykiatriske behandling.
Jeg er derfor optaget af vores faggruppes arbejde i psykiatrien
og vil bidrage med et andet budskab: At vi faktisk er mange
både psykologer og psykiatere og i øvrigt andre kliniske faggrupper
i psykiatrien, som er dybt engagerede i vores arbejde med
mennesker med psykiske sygdomme.
Psykiatrien har gennem en årrække været ramt af besparelser
og ikke haft særligt høj politisk prioritet. Det kan mærkes i det
daglige. Indimellem kan det være vanskeligt at udføre en kvalificeret
behandling, der lever op til vores individuelle standarder for
god behandling under disse kår. Men medarbejderne i psykiatrien
gør meget ud af at have fokus på det enkelte menneske med en
psykisk sygdom, der kræver behandling. Der er naturligvis et vist
potentiale for udvikling. Og psykiatrien kan blive meget bedre.
Men jeg vil mene, at kritikken bør have flere nuancer.
I de seneste år er der sket meget i det offentlige behandlingstilbud.
Psykiatrien er under udvikling fra et overvejende sygehusbaseret
til et overvejende ambulantbaseret behandlingssystem, og vi
arbejder ud fra grundlæggende værdier om faglighed, respekt,
ansvar og udvikling. Der refereres ikke længere til en reduktionisk
biomedicinsk sygdomsmodel. I dag baserer psykiatrisk behandling
sig på multikausale, udviklingsorienterede sygdomsmodeller
med fokus på samspillet mellem arv, miljø og udvikling i forskellige
retninger hele livet igennem.
Af den nye Grundbog i psykiatri (Simonsen & Møhl, 2010)
fremgår det netop, at mennesket er i centrum og den psykologiske
synsvinkel har vundet større indpas i psykiatrien end tidligere.
I maj 2012 var en stort anlagt konference ”Et skridt videre –
Rehabilitering og recovery frem mod 2015” sat i værk af Region
Hovedstadens Psykiatri og Foreningen Det Sociale Netværk, hvor
både brugere, pårørende og fagfolk fra psykiatrien deltog. Recovery
fremgår i aktuelle sundhedspolitiske planer og anses for at
være en vigtig del af fremtidens psykiatri. Det skal også bemærkes,
at der i dag findes en stigende interesse for psykiatri i den
aktuelle sundhedspolitik, hvilket er absolut prisværdigt.
Med hensyn til en ofte set kritik af den psykiatriske anvendelse
af diagnoser må man aldrig glemme, at en diagnose ikke er
nogen sandhed om det enkelte menneske og ikke forklarer årsagen
til en psykisk sygdom. Men diagnoser er et nødvendigt redskab
for, at man kan planlægge og udføre en kvalificeret psykiatrisk
behandling på baggrund af evidensbaserede metoder og
systematisere og videreformidle viden. Der med har vi en vigtig
forudsætning for uddannelse og udvikling af ny og bedre behandling.
Diagnoser anvendes grundlæggende i sundhedsvæsenet,
fordi man skal vide, hvilken sygdom det drejer sig om, for at man
kan vide, hvordan man skal behandle den specifikke sygdomstilstand
hos det enkelte menneske.
Diagnoser udelukker ikke, at man kan og naturligvis skal have
fokus på det enkelte menneskes ressourcer, livssituation og livshistorie.
Og ikke mindst mennesket bag sygdommen – fordi man jo
ikke er sin sygdom, man har en sygdom. Det er blandt andet her,
psykologien har sin berettigelse i psykiatrien.
Gal eller normal?
Den store nationale kampagne ”En af os” mod tavshed, tvivl og tabu
om psykisk sygdom er et kæmpe skridt på vejen mod at komme
stigmatisering af mennesker med psykiske sygdomme til livs.
PSYKOLOG NYT NR. 16 | 2012 | SIDE 15