Samtidens paradokser Psykiatriens ansigter Risiko for vold? - Elbo

I tråd med internationale fund
I lighed med internationale fund peger dansk forskning på, at
strukturerede metoder opnår højere prædiktiv validitet end den
ustrukturerede kliniske metode (Bengtson & Långström, 2007).
Som det er tilfældet i udlandet, kan danske klinikere med fordel
indføre strukturerede vurderingsmetoder (Pedersen & Rasmussen,
2006; Pedersen, Rasmussen & Elsass, 2010; Bengtson, 2008).
I Danmark har hverken implementering af eller forskning i
vurderingsmetoder haft stor bevågenhed. En dansk undersøgelse
viser, at størstedelen af klinikere i retspsykiatriske og lignende sammenhænge
i Danmark (i 2005) ikke anvendte nogle former for evidensbaserede
vurderingsmetoder, når de foretog risikovurderinger
af mentalobservander eller patienter/klienter i behandlingsforløb
(Bengtson & Pedersen, 2008).
Implementerings- og forskningsindsatsen synes dog at være
stigende i tråd med begyndende dansk forskning, samt efter at en
række ministerielle og regionale rapporter har peget på vigtigheden
af at kvalificere risikovurderinger ved at anvende strukturerede
metoder (Bratbo, Kyvsgaard & Sestoft, 2006; Re gion Midtjylland,
2009; Region Hovedstadens Psykiatri, 2008). Der er dog fortsat
brug for en målrettet national indsats for at implementere strukturerede
risikovurderinger i praksis og udføre empiriske undersøgelser
af effekten af at implementere disse metoder.
Implementering i praksis
At implementere strukturerede risikovurderinger i praksis tager
tid og er ressourcekrævende. Implementeringen kræver en forudgående
målrettet strategi for at sikre, at afdelingen eller organisationen
er gearet til denne proces.
Der er udfordringer i at etablere undervisning af personale i
at foretage risikovurderinger. Ligeledes er der praktiske problemstillinger:
Skal vurderinger foretages og gemmes manuelt eller elektronisk?
Hvordan skal vurderingerne inddrages i behandlingsplaner?
Hvordan sikrer man, at vurderingerne laves? Der kan også
være modstand i personalegruppen mod at implementere den
strukturerede vurderingsmetode, fordi klinikere ikke er overbevist
om metodens validitet, betragter egne kliniske vurderinger
som mere valide, eller fordi det er svært at tage afsked med en for
klinikeren let tilgængelig og vellidt metode.
Når metoden er introduceret, er der efterfølgende brug for at
evaluere, om risikovurderinger foretages korrekt, og om de i praksis
reelt får indflydelse på formuleringen af en risikohåndteringsplan,
som kan guide monitorering, håndtering og reduktion af
voldsrisiko. Ligeledes er det en opgave i sig selv at afklare, hvordan
klinikere formulerer sig om personens risiko (fx i elektroniske patientjournaler)
på en faglig og neutral måde, så man undgår stigmatisering
af den vurderede.
Der er tale om en proces, der kræver høj grad af ledelsesinvolvering
og nært samarbejde mellem ledelsen og de personer, der er
ansvarlige for at implementere metoderne.
Belønningen ligger i, at vi ved at anvende strukturerede meto-
SIDE 22 | PSYKOLOG NYT NR. 16 | 2012
der bliver i stand til at foretage vurderinger med en vis (!) træfsikkerhed.
Som kliniker med ansættelse inden for retspsykiatrien, kriminalforsorgen
eller beslægtede fagområder synes man således at
have valget mellem enten helt at undlade at foretage risikovurderinger
eller foretage det med afsæt i den strukturerede metode.
rEfErEncEr
Liselotte Pedersen, psykolog, ph.d.
Susanne Bengtson, psykolog, ph.d.
Bengtson, S. (2008). Is newer better? A cross-validation of the Static-2002 and the Risk
Matrix 2000 in a Danish sample of sexual offenders. Psychology, Crime, and Law, 14, 2,
85-106.
Bengtson, S. & Långström, N. (2007). Unguided clinical and actuarial assessment of
re-offending risk: a direct comparison with sex offenders in Denmark. Sexual Abuse,
19(2), 135-153.
Bengtson, S. & Pedersen, L. (2008). Implementation of Evidence-based Practices in
Forensic Psychiatric Clinical Practice in Denmark: Are We There? Scandinavian Journal
of Forensic Science, 2, 48-53.
Bratbo, J., Kyvsgaard, B. & Sestoft, D. (2006). Psykisk sygdom og kriminalitet.
København: Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Cocozza, J. J. & Steadman, H.J. (1976). The failure of psychiatric predictions of dangerousness:
clear and convincing evidence. Rutgers Law Review, 29, 1084-1101.
Grove, W. & Meehl, P. (1996). Comparative efficiency of informal (subjective, impressionistic)
and formal (mechanical, algorithmic) prediction procedures: The clinical-statistical
controversy. Psychology, Public Policy, and Law, 2, 293-323.
Hanson, R.K., Harris, A.J.R., Scott, T. & Helmus, L. (2007). Assessing the risk of sexual
offenders on community supervision: The Dynamic Supervision Project (Corrections User
Report 2007-05). Ottawa: Public Safety Canada.
Hanson, R.K. & Morton-Bourgon, K.E. (2009). The accuracy of recidivism risk
assessments for sexual offenders: a meta-analysis of 118 prediction studies. [Meta-
Analysis]. Psychological Assessment, 21(1), 1-21.
Lavoie, J.A.A., Guy, L.S. & Douglas, K.S. (2009). Violence risk assessment: principles
and models bridging prediction to management. In J.L. Ireland, C.A. Ireland & P. Birch
(Eds.), Violent and Sexual Offenders: Assessment, treatment and management (pp. 3-26):
Willan Publishing.
Region Midtjylland (2009). Retspsykiatrisk Rapport. Region Midtjylland: Psykiatri og
Social.
Monahan, J. (1981). Predicting Violent Behavior: An Assessment of Clinical
Techniques Beverly Hills: Sage Publications, Inc.
Otto, R. (2000). Assessing and managing violence risk in outpatient settings. Journal of
Clincal Psychology, 56, 1239-1262.
Pedersen, L. & Rasmussen, K. (2006). Reliability of the Danish version of the HCR-20
risk assessment scheme. Scandinavian Journal of Forensic Science, 2, 45-96.
Pedersen, L., Rasmussen, K. & Elsass, P. (2010). Risk Assessment: The Value of
Structured Professional Judgments. International Journal of Forensic Mental Health,
9(2), 74-81.
Region Hovedstadens Psykiatri (2008). Retspsykiatrisk Rapport. København: Region
Hovedstadens Psykiatri, Sundhedsfagligt Råd for Psykiatri.
Singh, J., Grann, M. & Fazel, S. (2011). A comparative study of violence risk assessment
tools: A systematic review and metaregression analysis of 68 studies involving
25,980 participants. Clinical Psychology Review, 31(3), 499-513.