Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
voldtægtsramte med undgående mestringsstil, at de efter en<br />
periode med reorientering havde etableret ressourcer til at opsøge<br />
hjælp og arbejde med deres problemstilling. Enten i frivillige<br />
hjælpetilbud, eller hvis de havde arbejdet terapeutisk i<br />
andre sammenhænge. Det så ud til, at de kunne søge hjælp<br />
senere, fordi de kom ind i ressourcevindingscykler eller kunne<br />
se, at der var flere ressourcemæssige omkostninger ved at<br />
lade de psykologiske følgevirkninger udvikle sig. Denne proces<br />
tog imidlertid flere år for de flestes vedkommende, men<br />
var i alle disse tilfælde forudsætningen for, at de havde overskud<br />
til at deltage i interviewundersøgelsen.<br />
Forebyggelse af undgående mestring<br />
Det ser altså ud til, at når en person ikke søger hjælp efter at<br />
have været udsat for voldtægt, kan der være to forklaringsmuligheder.<br />
Måske har den voldtægtsramte ikke behov for<br />
professionel hjælp efter hændelsen, men har styrke til at komme<br />
sig over den ubehagelige oplevelser selv og ved at gøre brug<br />
af sit netværk. Denne interviewundersøgelse gør det imidlertid<br />
klart, at der også findes voldtægtsramte, som undlader at<br />
søge hjælp, fordi de mangler ressourcer til at søge hjælp og<br />
politianmelde voldtægten, umiddelbart efter den er sket.<br />
I undersøgelsen viste det sig, at de ressourcer, som de voldtægtsramte<br />
i den sidstnævnte gruppe så ud til at mangle, var<br />
et sundt selvværd samt viden om og nuancering af holdninger<br />
til sex og voldtægt. Det gælder både holdninger til, hvad<br />
voldtægt er, hvem der er skyld i det, og hvordan procedurerne<br />
er, når man søger hjælp for eller anmelder voldtægt. Holdninger<br />
til sex og voldtægt skabes dels ved hjælp af dynamikker<br />
i nære rela tioner og via information om sex og voldtægt.<br />
En sådan nuancering i befolkningen som helhed ville sandsynligvis<br />
gøre det nemmere for voldtægtsramte at bede om<br />
hjælp, idet de så ville møde en mindre stigmatisering og skylds<strong>på</strong>læggelse.<br />
Det ser ud til, at voldtægtsramte oplevede diskursen om<br />
voldtægtsramte som ”ofre” som stigmatiserende, og at det<br />
identitetsmæssigt kan blive opfattet som et nederlag at skulle<br />
bede om hjælp uden at bidrage med noget til gengæld. Én<br />
måde at mindske voldtægtsramtes oplevelse af at være offer<br />
er at arbejde i retning af en højere grad af reciprocitet i forbindelse<br />
med at søge hjælp. Man kan eventuelt søge at ændre<br />
diskursen om voldtægtsramte som ”ofre” til voldtægtsramte<br />
som ressourcer i form af bærere af historier, der er vigtige at<br />
få fortalt for samfundets og fremtidige voldtægtsramtes skyld.<br />
Det kan tjene et større formål, at disse historier ikke gemmes<br />
væk, idet de er en vigtig forudsætning for den kriminalpræventive<br />
indsats. Et første skridt kunne være at ændre navnet<br />
<strong>på</strong> landets Centre for Voldtægts-”ofre”.<br />
12 Psykolog nyt • 13 • 2009<br />
lITTERATURlISTE<br />
Balvig, F. & Kyvsgaard, B. (2006): Vold og overgreb mod kvinder.<br />
Dansk rapport vedrørende deltagelse i International Violence<br />
Against Women Survey (IVAWS). Københavns Universitet/Justitsministeriets<br />
Forskningsenhed.<br />
Lyngby, M. (2009): Barrierer for at søge hjælp efter voldtægt.<br />
Center for Voldtægtsofre, Århus.<br />
www.voldtaegt.dk.<br />
Endelig kan hele organiseringen af den offentlige indsats<br />
for at hjælpe voldtægtsramte imødekomme voldtægtsramte<br />
med undgående mestring bedre. Tidsgrænserne for henvendelse<br />
til det offentlige kan have den effekt, at de, som ikke er<br />
parate til at søge hjælp det første halve år, efter at voldtægten<br />
er sket, ikke kan få et tilbud om behandling, før voldtægten<br />
fx medfører eller bidrager til en fuldbyrdet posttraumatisk belastningsreaktion<br />
eller depression. I den mellemliggende periode<br />
kan voldtægtsramte altså være fanget i en ond spiral af<br />
ressourcetab uden mulighed for at få hjælp. Selv om det vil<br />
kræve flere samfundsmæssige ressourcer er spørgsmålet derfor,<br />
om det <strong>på</strong> lang sigt kan betale sig at afskaffe tidsgrænser<br />
<strong>på</strong> behandlingstilbud til voldtægtsramte.<br />
Hertil kommer, at voldtægt inden for psykotraumatologien<br />
opfattes som en af mange traumatiserende oplevelser, som alle<br />
kan aktivere undgående mestring. Der opstår dermed et væsentligt<br />
spørgsmål, om resultaterne fra denne interviewundersøgelse<br />
kan generaliseres til ”ofre” for andre typer traumatiske<br />
oplevelser. Hvis det er tilfældet, vil det være relevant i det<br />
hele taget at fjerne tidsgrænsen <strong>på</strong> et halvt år <strong>på</strong> at få støtte til<br />
psykologsamtaler efter traumatiserende begivenheder.<br />
Marianne Lyngby, cand.psych.
Change language