Op på hesten – - Elbo

More documents

Recommendations

Info

Forskningsnyt forskellige typer af psykiske problemer og skader i voksenalderen. Dette resultat beror dog ikke på, at hver konkret form for barndomsbelastning fremkalder hver sin psykiske skade. Der var faktisk ikke nogen klar sammenhæng mellem belastningstypen og arten af den psykiske skade. Det ser altså ud til, at barndomsbelastninger kan skabe alle former for psykiske skader i voksenalderen. Hvilke skader der konkret bliver tale om, afhænger af meget andet end den specifikke belastning (fx arv og opdragelse). tn Kilde: Briere, J., Kaltman, S. & Green, B.L. (2008). Accumulated Childhood Trauma and Symptom Complexity. Journal of Traumatic Stress, 21(2). 223-226. Vreden over afvisning kan brede sig Det er ikke rart at føle sig afvist eller udstødt fra en gruppe, man gerne vil være med i. Når vi på denne måde får frustreret vores behov for at høre med i en gruppe, kan vi let reagere ikke blot med skuffelse, men også med en stærk vrede over således at blive udelukket fra fællesskabet. Det har man naturligvis vidst i mange år, men nu viser en noget udspekuleret amerikansk undersøgelse, at denne vrede ikke blot kan ramme den person, der udviser den afvisende eller udstødende adfærd, men at vreden også kan brede sig til hele den gruppe, som den formastelige tilhører. I den amerikanske undersøgelse fik den enkelte forsøgsperson at vide, at han sammen med tre andre skulle deltage i et interessant spil. Så ville forskeren undersøge virkningen af støjpåvirkninger under dette spil. Derfor ville der på tilfældige tidspunkter under spillet komme en kortvarig støjpåvirkning af varierende styrke i det lokale, hvor spillet fandt sted. Da forsøgspersonen mødte op på det aftalte tidspunkt, hvor eksperimentet skulle finde sted i hans firemandsgruppe, sad der allerede to i lokalet, og han blev sat på den tredje af de fire stole, der stod i rundkreds. Kort efter kom den sidste og fjerde forsøgsperson og satte sig på den fjerde stol. I virkeligheden var alle de tre andre – altså de to allerede ankomne og den sidst ankomne – forsøgslederens medsammensvorne, der deltog i eksperimentet på en på forhånd indstuderet måde, således at den rigtige forsøgsperson i hver firemandsgruppe blev udsat for en ganske bestemt oplevelse, der var tilrettelagt på forhånd. Alle de rigtige forsøgspersoner var på forhånd inddelt i to grupper. For den ene gruppe var de tre andre (falske) forsøgspersoner indlysende medlemmer af en bestemt gruppe, idet de optrådte med trøjer, der viste, at de var i samme sportsklub, og de var instrueret i at tale sammen som gode venner. For 20 Psykolog nyt • 13 • 2009 den anden halvdel af de rigtige forsøgspersoner, var de tre andre falske forsøgspersoner klædt i almindeligt tøj, og deres indbyrdes snak viste, at de ikke kendte hinanden på forhånd. På denne måde sikrede man sig, at den førstnævnte halvdel af de rigtige forsøgspersoner følte, at de mødte en sammenspist gruppe af andre forsøgspersoner, mens den anden halvdel af de rigtige forsøgspersoner oplevede en gruppe, der ikke havde noget indbyrdes sammenhold på forhånd. For begge grupper af forsøgspersoner skete der følgende: Nogle minutter efter at den fjerde og sidste ”forsøgsperson” var ankommet og alle fire personer havde haft tid til at snakke lidt sammen, kom forsøgslederen ind i lokalet og beklagede, at der var en for mange til eksperimentet – der skulle alligevel kun deltage tre i det pågældende eksperiment. Forsøgslederen foreslog, at de skulle trække kort om, hvem der skulle forlade gruppen, men inden han fik kortene frem, sagde en af de falske forsøgspersoner til forsøgslederen: ”Jeg synes, ham der (og så pegede han på den rigtige forsøgsperson) skulle være den, der går ud”! Hertil svarede forsøgslederen lidt forfjamsket: ”Nå, ja, men det kan vi da godt sige, så kom du med mig,” sagde han til den rigtige forsøgsperson, ”så skal jeg sørge for, at du alligevel får de penge du skulle have for at deltage i eksperimentet.” Så måtte den rigtige forsøgsperson mere eller mindre godvilligt forlade gruppen. Hypotesen var nu, at den rigtige forsøgsperson var blevet temmelig vred på den person, der foreslog, at han skulle udelukkes fra gruppen, men derudover havde forskerne en mere speciel hypotese om, at vreden ville brede sig mere til hele gruppen, hvis denne gruppe fremtrådte som en sammenhængende gruppe, men ikke nær så meget, hvis gruppen forekom at være sammensat af personer uden indbyrdes forbindelse. Disse to hypoteser testede man på følgende måde. Kort efter at forsøgspersonen havde forladt gruppen sammen med forsøgslederen, sagde denne, at han (altså forsøgspersonen) for resten hellere måtte blive alligevel, for der skulle to til at gennemføre eksperimentet, og hans kollega var ikke ankommet endnu, så den ”ledige” forsøgsperson kunne passende være forsøgslederens hjælper ved det kommende eksperiment. Det sagde alle de rigtige forsøgspersoner ja til, og derefter blev de sat i et lille lokale foran en højttaler og et tastatur med ti knapper, hvor der på den første stod 10 decibel, på den anden stod der 20 decibel og således op til 110 decibel. Forsøgspersonen fik at vide, at han en gang imellem via højtaleren fik besked på at trykke tre sekunder på en af knapperne, men det var ligegyldigt, hvilken af knapperne han valgte, han skulle bare være opmærksom på, at de to højeste styrker på 100 og 110 decibel ville give så stærke støjpåvirkninger, at det var direkte pinefuldt for de tre tilbageværende forsøgspersoner. Derefter sad den rigtige forsøgsperson alene i dette kontrolrum og trykkede på støjknappen, når han fik besked på det. Ideen var selvfølgelig at se, hvor højt han vil gå op på støjskalaen, således at valget af de to højeste støjstyrker blev
anset for at være udtryk for direkte aggressiv adfærd, altså for en vrede mod de tilbageværende forsøgspersoner. Man havde tidligere haft en gruppe forsøgspersoner til at udføre dette arbejde med at give støjpåvirkninger, uden at disse havde fået nogen forudgående oplevelse med udstødning af en gruppe, og disse forsøgspersoner havde gennemgående valgt at trykke på de midterste knapper på skalaen. De forsøgspersoner, der havde oplevet en udstødelse, valgte imidlertid helt forskellige knapper, afhængig af om de havde oplevet en sammenhængende gruppe eller en gruppe indbyrdes fremmede personer. I det førstnævnte tilfælde valgte forsøgspersonerne langt højere støjpåvirkninger – ofte helt op til de to højeste knapper – åbenbart som udtryk for et ønske om at straffe hele gruppen. I det sidstnævnte tilfælde, hvor gruppen bestod af tre indbyrdes fremmede personer, valgte den udstødte forsøgsperson faktisk lavere strømstyrke end forsøgspersoner uden udstødelse, formodentlig som udtryk for, at de var bange for at lade deres vrede over den ene person gå ud over de to ”uskyldige” i gruppen. At en vrede over at blive afvist eller udstødt af en person, således kan brede sig til at omfatte hele den gruppe, som ”udstøderen” tilhører, kan ifølge de amerikanske forskere forklare meget af den fjendtlighed, der forekommer mellem forskellige grupper i samfundet, for så vidt en dårlig oplevelse med en enkelt person fra en anden gruppe åbenbart kan føre til trang til at hævne sig på hele denne gruppe. tn Kilde: Gaertner, L., Iuzzini, J. & O’Mara, E. (2008). When rejection by one fosters aggression against many: Mulitple-victim aggression as a consequence of social rejection and perceived groupness. Journal of Experimental Social Psychology, 44. 958-970. Hævnen er ikke altid sød Daniel Gilbert, kendt psykolog fra Harvard University i USA, har for nylig sammen med to medarbejdere udført en interessant undersøgelse, der bekræfter den påstand, at hævnen ikke altid er så sød, som man siger. At vi overhovedet har det ordsprog, beror utvivlsomt på, at en hævn på den, der har gjort os vred, kan fremkalde et kortvarigt behag i form af en lindring af den vrede, der ligger bag den hævngerrige adfærd. En sådan kortvarig lindring af ubehaget ved heftig vrede mod en eller anden, som man ”får hævn over”, har de fleste af os nok oplevet. Men har man så også lagt mærke til, hvad der sker, i tiden efter at man fik sin hævn? Bliver det ved med at føles rart, at man fik hævn, eller sker der måske noget, som er mindre rart eller ligefrem ubehageligt på længere sigt? Det er lige netop dette spørgsmål, som undersøgelsen fra Harvard kaster et nyt lys over. Forskningsnyt Og lad det være sagt med det samme, det er ikke gode nyheder for den, der hævner sig! For at give nogle forsøgspersoner en chance for at gribe til hævngerrig adfærd tilrettelagde forskerne en noget kunstig undersøgelse, hvor nogle forsøgspersoner først blev gjort rigtig vrede på en bestemt person og derefter fik en god mulighed for at hævne sig på den pågældende. Forsøget foregik på den måde, at forsøgspersonerne i små grupper på fire fik mulighed for at deltage i et spil om rigtige penge. Spillet var således indrettet, at spillerne i hver ny omgang kunne satse enten på at spille alene, eller de kunne spille sammen med de andre ved at lægge deres indsats i en pulje, som så kunne skaffe alle i gruppen en god gevinst – eller, selvfølgelig, et fælles tab. I virkelighed var den ene af de fire forsøgspersoner i hver gruppe forsøgslederens medsammensvorne, uden at de andre vidste det. Denne falske forsøgsperson var instrueret i at opføre sig på en bestemt måde, hvor han gang på gang opfordrede de andre til at samarbejde i spillet, men så – når det blev hans tur – alligevel tog chancer på bekostning af de andre og vandt meget mere end disse. (Det kunne man sikre sig, fordi spillet var ”fikset”, uden at forsøgspersonerne vidste det). De tre rigtige forsøgspersoner i hver gruppe havde således god grund til at blive vrede på den svigefulde medspiller, og efterfølgende fik én af disse tre forsøgspersoner under VALG: GF-2010 • Har du lyst til at øve politisk indflydelse • Var det noget med en solid udfordring • Vil du præge foreningens nutid og fremtid Chancen kommer den 20.-21. marts 2010, hvor Dansk Psykolog Forening holder sin ordinære generalforsamling. Så er der valg til bestyrelses- og formandspost. Tænk over det! Fristen for opstilling er 6 uger før. Bestyrelsen Psykolog nyt • 13 • 2009 21
Page 1 and 2: 31. juli 2009 63. årgang Dansk Psy
Page 3 and 4: DyRENE er på banen - Gennem de sid
Page 5 and 6: FAKTA Begreber På workshoppen blev
Page 7 and 8: Uddannelse en mangelvare Så der er
Page 9 and 10: FAKTA Rapporten bag Rapporten ”Ba
Page 11 and 12: skemaer er påvirket af omgivelsern
Page 13 and 14: Hjelholtprisen for 4. gang Når en
Page 15 and 16: Debatoplæg Af Klaus Pedersen være
Page 17 and 18: Kommentar til ’INFLATION I EVIDEN
Page 19: lige former for barndomsbelastninge
Page 23 and 24: Det andet tema i spørgeskemaet han
Page 25 and 26: REFERAT AF BESTyRElSESMøDE 5. MAJ
Page 27 and 28: til, at der allerede nu er brugt ca
Page 29 and 30: Grethe Bruun: Storytelling i terapi
Page 31 and 32: Selskab for Evidensbaseret Coaching
Page 33 and 34: Uddannelsesafdelingen, Århus Unive
Page 35 and 36: Psykologfagligt Selskab for Klinisk
Page 37 and 38: Kontor/samtalelokale på Hovedgaden
Page 39 and 40: Stillinger 2 faste stillinger som n
Page 41 and 42: Psykolog til FamilieNetværket i N
Page 43 and 44: PSYKOLOGER til PPR PPR i Hillerød
Page 45 and 46: Teamleder Team Rådgivning “Danma
Page 47 and 48: ADJUNKTUR VED PSYKOLOGISK INSTITUT
Page 49 and 50: Psykolog til erhvervsafklaring HKI,
Page 51 and 52: Kræftens Bekæmpelse uddeler Medar

Op på hesten – - Elbo

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?