Op på hesten – - Elbo

Forskningsnyt
et vist påskud en chance for at hævne sig; han fik mulighed
for at annullere den svigagtige medspillers store gevinst mod
selv at miste en meget mindre gevinst.
De to andre rigtige forsøgspersoner i hver gruppe fik ikke
denne chance for hævn, men den ene af disse to blev blot
spurgt, adskilt fra de andre, hvordan han ville føle sig til mode,
hvis han fik mulighed for at hævne sig på den anførte måde.
Da der var mange firemandsgrupper i undersøgelsen, opstod
der på denne måde tre grupper af rigtige forsøgspersoner: 1)
De, der fik hævn. 2) De, der ikke fik hævn, men blev bedt om
at gætte på, hvordan det ville føles at få hævn. 3) De, der hverken
fik hævn eller blev bedt om at tænke på, hvordan det ville
føles.
Da alle forsøgspersonerne ca. ti minutter efter afslutningen
af eksperimentet havde udfyldt et spørgeskema om deres
følelsesmæssige tilstand på dette tidspunkt, kunne man
se, om hævnen havde været ”sød” i den første gruppe, der
havde fået hævn knap ti minutter tidligere. Det viste sig udpræget
ikke at være tilfældet. Faktisk var gruppen, der havde
fået hævn, blot ti minutter senere i dårligere humør end de
to andre grupper! Svarer det så til, hvad gruppen, der skulle
gætte på de følelsesmæssige virkninger af hævn, havde gættet?
Overhovedet ikke! De forsøgspersoner, der ikke fik hævn,
men som skulle gætte på, hvordan de ville have det ti minutter
efter at have fået hævn, gættede helt gennemgående på,
at de på dette tidspunkt stadig ville nyde hævnens sødme –
et gæt, der altså sandsynligvis var helt forkert set i lyset af resultaterne
for gruppe 1, der faktisk havde fået hævn.
Ved undersøgelsen ti minutter efter afslutningen af spillet
spurgte man ikke blot forsøgspersonerne om deres humør,
men også om deres tanker efter spillet. Det viste sig
her, at gruppe 3, der ikke havde fået hævn (eller skulle gætte
på virkningen af hævn), gennemgående havde slået spillet
nogenlunde ud af hovedet og fået normalt humør igen,
mens gruppen, der havde fået hævn, gjorde sig adskillige
og ofte ubehagelige tanker om spillet og deres egen hævn.
Det lader altså til, at hævn kan give dårligere humør,
blandt andet fordi man bagefter vil få negative tanker om
sig selv og sin hævngerrige adfærd og af denne grund får
meget sværere ved at slå den tidligere fortrædelighed ud af
hovedet. Det er interessant, at forskerne også spurgte gruppe
2, om de troede, at de, hvis de fik hævn, også ville have
lettere ved at lægge den ubehagelige begivenhed (med den
svigefulde medspiller) bag sig. Det troede disse forsøgspersoner
i høj grad – og heller ikke denne forventning svarede
altså til de faktiske resultater, idet gruppe 1, der fik hævn,
netop havde meget sværere end gruppe 3 ved at få spillet og
den ubehagelige medspiller ud af hovedet.
I en efterfølgende og tilsvarende undersøgelse benyttede
forskerne to forskellige hævngrupper: en, der selv fik hævn
som i den første undersøgelse, og en, der blot så en anden få
hævn over deres fælles ”fjende”. I denne undersøgelse viste
det sig, at de negative følger, der optrådte efter en hævnger-
22 Psykolog nyt • 13 • 2009
rig adfærd, ikke – eller næsten ikke – opstod, efter at forsøgspersonen
havde set en anden få hævn over den, han selv kunne
ønske at hævne sig på. Så hævnen kan altså alligevel være
ganske sød – hvis det blot er en anden, der skaffer den. Hvis
vi selv hævner os, bliver vi derimod oftere plaget af negative
tanker om os selv – tanker, som vi åbenbart som regel slet
ikke forudser, inden vi vælger at tage hævnen!
tn
Kilde: Carlsmith, K.M., Wilson, T.D. & Gilbert, D.T. (2008). The
Paradoxical Consequences of Revenge. Journal of Personality and
Social Psychology, 95(6). 1316-1324.
Højreorienterede skyr
følelser
Det er vist en almindelig antagelse, måske grænsende til en
fordom, at venstreorienterede i det politiske spektrum gennemgående
er mere lidenskabelige og følelsesprægede i deres
politiske engagement, mens højreorienterede er mere
nøgterne, tilbagelænede og i det mindste forsøger at give
udtryk for at være mere styrede af forstanden end af følelserne.
Som et indirekte argument for denne opfattelse kan man
nævne kommunisters og socialisters valg af røde faner, idet
den røde farve ifølge psykologer, der har beskæftiget sig
med farvernes symbolik, udpræget antages at symbolisere
stærke og lidenskabelige følelser.
Om det er en rimelig antagelse eller blot en fordom, kan
være svært at afgøre, men nu viser en italiensk undersøgelse
dog, at der på en vis måde kan være noget om snakken. To
forskere fra universitetet i Rom opstillede på forhånd den hypotese,
at højreorienterede personer i højere grad end venstreorienterede
nærer mistillid til følelseslivet og det at være
styret af sine følelser og derfor i højere grad tager afstand fra
at lade sig påvirke af egne følelser – og afstand fra følelseslivet
i det hele taget.
For at teste denne hypotese udviklede de to forskere et spørgeskema,
som på tre forskellige måder skulle teste menneskers
afstandtagen fra følelser eller, som de selv siger, motivationen
til at undgå følelsesmæssige tilstande og påvirkninger.
Skemaet var udformet som en række udsagn, som forsøgspersonerne
kunne erklære sig enige eller uenige i. Det
første tema i spørgeskemaet handlede om tendensen til at
undgå eller distancere sig fra følelser til forskel fra at åbne sig
for stærke følelsesmæssige tilstande. Et udsagn, der måler
tendens til undgåelse af følelser er fx: ”Jeg synes, at stærke følelser
er forstyrrende og prøver at undgå dem.” Et udsagn, der
måler det modsatte, tendensen til at åbne sig for følelser, er:
”Jeg synes, det er vigtigt, at jeg er opmærksom på og i stand
til at acceptere mine følelsesmæssige oplevelser.”