Op på hesten – - Elbo

Forskningsnyt
forskellige typer af psykiske problemer og skader i voksenalderen.
Dette resultat beror dog ikke på, at hver konkret form for
barndomsbelastning fremkalder hver sin psykiske skade. Der
var faktisk ikke nogen klar sammenhæng mellem belastningstypen
og arten af den psykiske skade. Det ser altså ud til, at
barndomsbelastninger kan skabe alle former for psykiske
skader i voksenalderen. Hvilke skader der konkret bliver tale
om, afhænger af meget andet end den specifikke belastning
(fx arv og opdragelse).
tn
Kilde: Briere, J., Kaltman, S. & Green, B.L. (2008). Accumulated
Childhood Trauma and Symptom Complexity. Journal of Traumatic
Stress, 21(2). 223-226.
Vreden over afvisning
kan brede sig
Det er ikke rart at føle sig afvist eller udstødt fra en gruppe,
man gerne vil være med i. Når vi på denne måde får frustreret
vores behov for at høre med i en gruppe, kan vi let reagere
ikke blot med skuffelse, men også med en stærk vrede over
således at blive udelukket fra fællesskabet.
Det har man naturligvis vidst i mange år, men nu viser en
noget udspekuleret amerikansk undersøgelse, at denne vrede
ikke blot kan ramme den person, der udviser den afvisende
eller udstødende adfærd, men at vreden også kan brede
sig til hele den gruppe, som den formastelige tilhører.
I den amerikanske undersøgelse fik den enkelte forsøgsperson
at vide, at han sammen med tre andre skulle deltage i et
interessant spil. Så ville forskeren undersøge virkningen af
støjpåvirkninger under dette spil. Derfor ville der på tilfældige
tidspunkter under spillet komme en kortvarig støjpåvirkning
af varierende styrke i det lokale, hvor spillet fandt sted.
Da forsøgspersonen mødte op på det aftalte tidspunkt, hvor
eksperimentet skulle finde sted i hans firemandsgruppe, sad
der allerede to i lokalet, og han blev sat på den tredje af de
fire stole, der stod i rundkreds. Kort efter kom den sidste og
fjerde forsøgsperson og satte sig på den fjerde stol. I virkeligheden
var alle de tre andre – altså de to allerede ankomne og
den sidst ankomne – forsøgslederens medsammensvorne,
der deltog i eksperimentet på en på forhånd indstuderet måde,
således at den rigtige forsøgsperson i hver firemandsgruppe
blev udsat for en ganske bestemt oplevelse, der var tilrettelagt
på forhånd.
Alle de rigtige forsøgspersoner var på forhånd inddelt i to
grupper. For den ene gruppe var de tre andre (falske) forsøgspersoner
indlysende medlemmer af en bestemt gruppe, idet
de optrådte med trøjer, der viste, at de var i samme sportsklub,
og de var instrueret i at tale sammen som gode venner. For
20 Psykolog nyt • 13 • 2009
den anden halvdel af de rigtige forsøgspersoner, var de tre andre
falske forsøgspersoner klædt i almindeligt tøj, og deres
indbyrdes snak viste, at de ikke kendte hinanden på forhånd.
På denne måde sikrede man sig, at den førstnævnte halvdel
af de rigtige forsøgspersoner følte, at de mødte en sammenspist
gruppe af andre forsøgspersoner, mens den anden halvdel
af de rigtige forsøgspersoner oplevede en gruppe, der ikke
havde noget indbyrdes sammenhold på forhånd.
For begge grupper af forsøgspersoner skete der følgende:
Nogle minutter efter at den fjerde og sidste ”forsøgsperson”
var ankommet og alle fire personer havde haft tid til at snakke
lidt sammen, kom forsøgslederen ind i lokalet og beklagede,
at der var en for mange til eksperimentet – der skulle
alligevel kun deltage tre i det pågældende eksperiment. Forsøgslederen
foreslog, at de skulle trække kort om, hvem der
skulle forlade gruppen, men inden han fik kortene frem, sagde
en af de falske forsøgspersoner til forsøgslederen: ”Jeg synes,
ham der (og så pegede han på den rigtige forsøgsperson)
skulle være den, der går ud”! Hertil svarede forsøgslederen
lidt forfjamsket: ”Nå, ja, men det kan vi da godt sige, så kom
du med mig,” sagde han til den rigtige forsøgsperson, ”så skal
jeg sørge for, at du alligevel får de penge du skulle have for at
deltage i eksperimentet.” Så måtte den rigtige forsøgsperson
mere eller mindre godvilligt forlade gruppen.
Hypotesen var nu, at den rigtige forsøgsperson var blevet
temmelig vred på den person, der foreslog, at han skulle udelukkes
fra gruppen, men derudover havde forskerne en mere
speciel hypotese om, at vreden ville brede sig mere til hele
gruppen, hvis denne gruppe fremtrådte som en sammenhængende
gruppe, men ikke nær så meget, hvis gruppen forekom
at være sammensat af personer uden indbyrdes forbindelse.
Disse to hypoteser testede man på følgende måde. Kort efter
at forsøgspersonen havde forladt gruppen sammen med
forsøgslederen, sagde denne, at han (altså forsøgspersonen)
for resten hellere måtte blive alligevel, for der skulle to til at
gennemføre eksperimentet, og hans kollega var ikke ankommet
endnu, så den ”ledige” forsøgsperson kunne passende
være forsøgslederens hjælper ved det kommende eksperiment.
Det sagde alle de rigtige forsøgspersoner ja til, og derefter
blev de sat i et lille lokale foran en højttaler og et tastatur
med ti knapper, hvor der på den første stod 10 decibel, på
den anden stod der 20 decibel og således op til 110 decibel.
Forsøgspersonen fik at vide, at han en gang imellem via højtaleren
fik besked på at trykke tre sekunder på en af knapperne,
men det var ligegyldigt, hvilken af knapperne han
valgte, han skulle bare være opmærksom på, at de to højeste
styrker på 100 og 110 decibel ville give så stærke støjpåvirkninger,
at det var direkte pinefuldt for de tre tilbageværende
forsøgspersoner.
Derefter sad den rigtige forsøgsperson alene i dette kontrolrum
og trykkede på støjknappen, når han fik besked på
det. Ideen var selvfølgelig at se, hvor højt han vil gå op på
støjskalaen, således at valget af de to højeste støjstyrker blev