Op på hesten – - Elbo

Når ofre ikke
Psykotraumatologi Af Marianne Lyngby
Erkendelsen af risikoen for massive negative følgevirkninger
efter voldtægt som fx depression, PTSD, angst og relationsproblemer
har medført, at man inden for det offentlige
i Danmark laver tiltag for at værne om voldtægtsramtes rettigheder.
Siden 1990’erne er der blevet brugt ressourcer på offentlige
hjælpetilbud, der har til formål at imødekomme voldtægtsramtes
behov (Hallman, 1997).
De akutte offentlige tilbud er samlet på Centre for Voldtægtsofre
rundt om i landet. Her får voldtægtsramte tilbudt
medicinsk hjælp og samtaler med henblik på psykologisk og
social støtte. De får også en valgfri mulighed for at politianmelde
voldtægten og få lavet en retsmedicinsk undersøgelse.
I løbet af det første halve år efter voldtægten kan voldtægtsramte
desuden ved henvendelse til egen læge få tilskud via sygesikringsordningen
til tolv psykologsamtaler.
Selv om undersøgelser viser, at så mange som 2000 kvinder
bliver tvunget til sex hvert år, er der kun omkring 500, der
melder overgrebet til politiet (Balvig og Kyvsgaard, 2006). Lidt
flere søger hjælp i et af Danmarks otte Centre for Voldtægtsofre.
Der er ikke nogen danske undersøgelser, der præcist definerer,
hvorfor der ikke er flere, som gør brug af hjælpetilbuddene
eller anmelder voldtægten til politiet.
En undersøgelse
I samarbejde med Center for Voldtægtsofre i Århus har jeg
gennemført en undersøgelse (Lyngby, 2009), hvori formålet
er at identificere eventuelle barrierer for at søge hjælp efter
voldtægt. Undersøgelsen bygger på dybdegående interview af
11 voldtægtsramte personer, som ikke har søgt hjælp hos det
offentlige, umiddelbart efter at voldtægten skete eller politianmeldt
voldtægten.
Første skridt i undersøgelsen var at overvinde selve den barriere
at få voldtægtsramte i tale. Det var svært at finde interviewpersoner
til undersøgelsen, og det bekræfter en hypotese
om, at det at have været udsat for voldtægt er noget, de ramte
8 Psykolog nyt • 13 • 2009
søger hjælp –
man forsøger at imødekomme de voldtægtsramte bedst muligt på
landets centre for voldtægtsofre. alligevel søger relativt mange
voldtægtsramte ikke hjælp efter overgrebet. Hvorfor?
nødig taler om. Selv om jeg i udgangspunktet ønskede at inkludere
personer, der har været udsat for alle former og grader
af seksuel tvang, havde de interviewpersoner, der meldte
sig, alle været udsat for overgreb med oral, vaginal eller anal
indtrængen.
Interviewpersonerne er alle kvinder og stammer fra vestligt
orienterede kulturer. Alle været udsat for voldtægt, før de
fyldte 30 år. Spørgsmålet om, hvorvidt der er særlige barrierer
blandt mænd, ældre eller blandt ikke-vestlige kulturer, bliver
derfor desværre ikke berørt i undersøgelsen.
Barrierer for at søge hjælp
Interviewundersøgelsen viste, at ni ud af elleve interviewpersoner
har oplevet barrierer for at henvende sig til det offentlige.
Disse ni kvinder har alle haft langvarige negative følgevirkninger
og vurderede på interviewtidspunktet, at de kunne
have draget nytte af at få hjælp. Der er flere forhold, der har
spillet ind på, at disse kvinder ikke har henvendt sig til offentlige
myndigheder. Fx var der en udpræget tendens til, at de
havde negative forventninger til retssystemet. Disse forventninger
har både været en barriere i forhold til politianmeldelse
og at søge hjælp, idet det offentlige generelt er blevet forbundet
med politianmeldelse. Specifikt i forhold til politianmeldelse
er det også en barriere, at de voldtægtsramte umiddelbart
efter voldtægten har været optaget af andre forhold og
hensyn end gerningsmandens straf, hvilket de opfattede som
det primære fokus inden for retssystemet. Flere fortalte, at de
først og fremmest havde brug for forståelse og trøst.
Den primære barriere for at søge hjælp eller politianmelde
voldtægt er imidlertid, at de dengang tolkede voldtægtshændelsen
på en måde, så den vakte følelser som skyld, skam, frygt
og håbløshed. Det medførte, at de efterfølgende har følt et behov
for at holde voldtægten skjult for deres omgivelser og har
forsøgt at ignorere, at den skete. Fortielsen skete for disse ni
kvinders vedkommende dermed ikke blot over for politi og