| Asger Baunsbak | Tre radikale byrødder ... - Radikale Venstre

18
Interviewet er slut. Asger Baunsbak
har været omkring det meste.
I tre timer har den 76-årige
ekspolitiker forsøgt at sætte ord
på, hvad de radikale skal gøre
for at genfi nde deres fodfæste i det politiske
landskab. Nu sidder han tavs i
sin lænestol med en kop kaffe i hånden
og tænker over, om han mangler at sige
noget. Pludselig tager læberne tilløb til
et sidste indspark:
– Vi bliver ofte beskyldt for at være
et midterparti, sikke noget sludder. De
Radikale er et socialradikalt parti. Vi er
ikke borgerlige, vi er ikke socialdemokrater,
og vi heller ikke er SF´ere. Vi er
et parti med et stort frisind, en stor social
lidenskab, og så er vi dét parti herhjemme,
der står stærkest på vores principper
og idealer upåvirket af tider og vælgerstemninger,
og selv om vi er usynlige i
øjeblikket, er det kun midlertidigt.
Han sidder lidt uden at sige noget.
– Hvis vi vel at mærke selv vil, siger
han så og slår en fast næve i bordet.
NYE MULIGHEDER
De Radikale har det ikke godt. Det er
efterhånden en gammel sang, og billederne
fra jubelvalget i 2005 er med tiden
kørt fast et sted i erindringens udkant.
Men den kedelige udvikling er ikke begyndelsen
til enden på partiets rolle som
hovedaktør i dansk politik, beroliger Asger
Baunsbak. Tværtimod er det starten
på en ny tid med nye muligheder:
– I de 103 år, partiet har eksisteret, har
det i halvdelen af tiden været medlem
af en regering. I den anden halvdel af
tiden har partiet afgjort, hvem der kunne
danne regering eller blive siddende
som regering. Der har aldrig før været
en periode på over syv år, hvor de radikale
ikke har været bundet af at være det
udslaggivende parti, som skulle indgå
kompromiser. Det giver partiet en helt
ny frihed til at fi nde ud af, hvad det vil
stå for i en tid med enorme forandringer,
siger han, da interviewet begynder. Og
der er nok at rette op på. Sidste efterår
fortalte meningsmålingerne en historie
om et parti, der nærmede sig afgrunden,
og denne søndag i november ser situationen
ikke mindre besværlig ud. I dagens
udgave af Berlingske Tidende står
de radikale til at få under fi re procent af
stemmerne, hvis Anders Fogh Rasmussen
udskrev folketingsvalg.
– Det er selvfølgelig ikke morsom
læsning, men når man som jeg har
fulgt politik på tæt hold i over 50 år,
tager man den slags forstyrrelser roligt.
Det er jo ikke første gang, at de radikale
befi nder sig i en situation med magre
mandattal. Sidste gang var ved valget
i 1977, dengang stod vi med seks mandater,
som ikke kunne bruges til noget
som helst, og det døde vi som bekendt
ikke af. Der er med andre ord ingen
grund til at gå i panik, konstaterer Asger
Baunsbak tørt.
INGEN PANIK
Der er nu heller ikke meget panikstemning
over den 76-årige ekspolitiker,
som han sidder dér med begge hjemmesko
plantet i gulvtæppet i sit arbejdsværelse,
bagerst i det rummelige parcelhus
i Farum. Et lille huleagtigt rum foret
med bøger. Det er herfra, hans verden
går. Her lader Asger Baunsbak sig synke
ned i sin lænestol, når han har brug
for ro til at tænke over tingene, og det
er herfra, at han som forfatter og fl ittig
kronikør de seneste to årtier har bragt
sig selv i spil og lagt stenene til sin position
som partiets nestor. I 1984 sagde
han selv endegyldigt farvel til drømmen
om et liv som toppolitiker, da han
overraskende og pludseligt valgte at
trække sig fra jobbet som folketingspolitiker
kort efter at være blevet valgt
ind. En beslutning som mange af hans
politiske kolleger havde svært ved at se
logikken i dengang, men som gav god
mening for hovedpersonen selv.
– Jeg voksede op i en familie, der var
domineret af en depressiv syg far, og de
ting, der sker tidligt i et menneskes liv,
kommer til at præge det resten af livet. I
mange år ønskede jeg ikke offentligt at
fortælle, at jeg havde arvet et depressivt
sind fra min far. Jeg havde ikke lyst til,
at folk skulle sidde nede i salen og tænke:
Er han mon rask i dag? Men jeg viste
mit parti den respekt at trække mig,
fordi jeg ikke ville ende i en situation,
hvor jeg midt i en valgkamp blev ramt af
en depression. Det kunne jeg ikke byde
nogen. Historien om det depressive sind
står beskrevet i den erindringsbog, som
Asger Baunsbak udgav i 2007. Her fortæller
den 76-årige ekspolitiker direkte
og usentimentalt om baggrunden for, at
han måtte forlade politik og aldrig fi k
den karriere, som hans politiske talent
berettigede til. Og også om den smerte,
som var forbundet med erkendelsen.
– Det var svært for mig at forlade politik,
og det har været et stort afsavn, for
jeg er politisk af natur. Jeg elsker miljøet
omkring Christiansborg, og jeg hol-
der af den politiske debat, men jeg var
nødt til at vælge det fra.
Men er man et politisk menneske, stopper
det politiske engagement ikke, bare
fordi helbredet tvinger én væk fra rampelyset.
Man kan ikke dæmpe et temperament,
som Baunsbak selv udtrykker det,
og de sidste 25 år har han været den mur,
som skiftende ledere i partiet har spillet
bold op ad, når de har manglet nye øjne
på de politiske udfordringer.
– For mig har det altid været livet om
at gøre mit til, at de værdier radikalismen
bygger på, bliver ført frem og får indfl ydelse
på samfundsudviklingen. Derfor
kan jeg heller ikke lade være med at blande
mig og komme med indspark.
LIDENSKAB
Der er stor forskel på, om man betragter
politik som et personligt kald eller en
genvej til et tungt CV. I dag er der alt for
mange, som bruger det politiske liv til
at fremme deres personlige karrierer,
mener Baunsbak. Det betyder ikke, at
der ikke fi ndes politikere, som har deres
lidenskab intakt.
– Tag sådan en mand som Barack
Obama, man er jo ikke i tvivl om, at
han ønsker at skubbe til udviklingen.
Han vil forandring. Men lidenskab gør
det ikke alene, man skal også have idealdannelse,
og hvor henter politikere
deres idealdannelse henne i dag? Kanalerne
er tørret ud. Der var i hvert fald
nogle andre kampe, der skulle kæmpes,
da jeg var ung. Betyder det så, at der
ikke længere er noget at kæmpe for?
Slet ikke, lyder Baunsbaks pointe. Der
er masser af slag, som venter på at blive
udkæmpet. De ser bare anderledes ud,
end de gjorde for 50 år siden:
– Vi skal først og fremmest splintre
den uhyggelige nationalisme, som er på
fremmarch i disse år. Det er hér, mellem
Radikale Venstres internationalisme og
Dansk Folkepartis angstfyldte nationalisme,
at modsætningen står. For det
andet skal vi skabe en politik, der giver
nogle bud på, hvordan vi indretter
samfundsøkonomien anderledes, end
den måde de multinationale selskaber
hidtil har gjort det på, og som er skyld i
den nuværende krise. For det tredje skal
vi se på, hvordan vi bedst muligt afværger
den lurende klimakatastrofe, vi står
over for, og sidst men ikke mindst skal
vi kæmpe for at skabe bedre vilkår for
samfundets svage og udsatte.
Det lyder jo fl ot alt sammen, og det er
formentlig de færreste radikale, som er ►