| Asger Baunsbak | Tre radikale byrødder ... - Radikale Venstre

22
►
til staten, den dag problemerne opstod,
siger Baunsbak triumferende.
–Den udvikling åbner for dannelsen
af nye idealer om samfundet og rejser
nye spørgsmål: Hvilke muligheder er
der for at skabe andre produktionsenheder
og økonomiske former end de
kapitalkoncentrationer, der ligger i de
multinationale selskaber i dag? Har andelsbevægelsens
tanker en plads i næste
generation? Hvis jeg var 30 år og gik
ind i politik, ville jeg nedsætte en tænketank,
der kiggede på mulighederne
for at bringe elementer fra andelsbevægelsen
i spil igen, og se på om det kunne
danne model for Europa og resten af
verden, siger Baunsbak og slår til lyd
for, at de radikale skal være et parti, der
bryder med traditionen om, at det udelukkende
er intellektuelle overvejelser
og økonomiske udregninger, der danner
baggrund for politiske løsninger:
–Vi skal sætte mennesket først. Idealet
er de løsninger, der tager udgangspunkt i
menneskets muligheder og begrænsninger.
Et menneskesyn, så stærkt et ord vil
jeg bruge. Jeg tror, der er ting i den menneskelige
natur, som ikke bliver kaldt på i
dag, som er blevet opgivet og glemt i forbifarten,
fordi de store strukturer har taget
magten. Det er et oprør, jeg taler om.
– Du taler om nye strukturer, der giver
plads til, at for eksempel andelstankerne
kan udfolde sig, men i sidste ende kræver
det, at almindelige mennesker har lyst til
at udfolde sig i de rammer. Har de det?
– Det er jeg sikker på. Mennesker har
lyst til at have indfl ydelse på deres eget
liv. Selvfølgelig er det muligt, at det viser
sig ikke at være tilfældet, men hvorfor
ikke spørge folk. Foreslå det. Der er
snart kommunalvalg, hvorfor ikke lade
de radikale kandidater stille op med visioner
for, hvordan man kunne lave forskellige
andelsforsøg i lokalsamfundet.
Folk skal vide, at stemmer de radikalt i
Ringkøbing Kommune, vil vi gøre forsøget,
og se hvad det skaber af nye muligheder.
Vi kan selvfølgelig ikke love,
at det bliver en succes, ligesom Barack
Obama heller ikke kan garantere, at tingene
bliver, som han siger. Men vi kan
prøve at vise nye veje.
PRÆSIDENTVALG
Set fra lænestolen i Farum bliver næste
folketingsvalg et præsidentvalg mellem
Helle Thorning Schmidt og Venstres
nye leder eller De konservatives
Lene Espersen, og det afgørende er derfor
ikke, om Margrethe Vestager bliver
statsminister eller ej. Det afgørende er,
at de radikale kan hente de 10 mandater
hjem, der er nødvendige for at få indfl ydelse
på de områder, partiet står for.
– Så er det muligt, at nogle af vores vælgere
stemmer Venstre. Jamen, så lad dem
stemme Venstre. Vi skal overstråle de andre
med vores visioner, og vi skal sikre
ungdommens interesse for os som bevægelse,
som det parti, der giver idealer for
det samfund, vi skal leve i om 30 år.
– Så siger du også, at partiet i forsøget
på at ramme bredt, er gået væk fra
at melde klart ud på nogle områder?
– Ja, det mener jeg. Og det har kostet
vælgere.
– Men den lave tilslutning behøver
vel ikke at hvile på uklarhed. Den kan
lige så godt hvile på et klart fravalg. At
det er ganske præcist, hvad Margrethe
Vestager vil, og at det netop er uenighed
med hende og fl ertallet i folketingsgruppen,
der fi k vælgerne til at vende
de radikale ryggen ved sidste valg?
– Hvis du lægger mærke til det, slår
jeg ikke ned på nogen og siger, at han
eller hun har fejlet. Jeg dømmer ikke
partiet, det er slet ikke mit ærinde, jeg
holder mig til fremtiden. Sidste valg er
overstået, lad det være. Det interessante
er, hvad der sker om to–tre år. Og hvis
ikke vi har en klar oppositionslinie i
forhold til regeringen, og i visse henseender
også til Socialdemokraterne, som
ikke ved deres levende råd om, hvordan
de skal få nogle af deres stemmer tilbage
fra Dansk Folkeparti, så får vi ikke
den nødvendige fremgang. Derfor skal
vi skal have nogle få kerneområder,
som vi repeterer for befolkningen. Det
er jo det, Pia Kjærsgaard kan. Hvorfor
er Dansk Folkeparti så stærke? Fordi de
er så dygtige til at gentage, hvad de står
for, og de viger ikke fra det. Vi skal gøre
det samme, selvfølgelig fra det diametralt
modsatte udgangspunkt.
DEN SMALLE KAMP
Radikale Venstre skal holde op med at
tro, at det kan vinde kampen i bredden. I
de år, hvor partiet var tungen på vægtskålen,
var man selvsagt nødt til at forholde
sig til fl ere områder ad gangen, men når
man som nu er nede på ni mandater og
står uden for indfl ydelse er situationen en
anden, mener Asger Baunsbak.
– Vi oplever at stå uden for indfl ydelse
i to valgperioder i træk, og det må vi
altså tage til efterretning. Det kan ikke
nytte noget, at man tror, man kan dække
sig ind på alt fra boligpolitik over
forsvarspolitik til miljøpolitik. Jeg siger
ikke, at taktikken ikke kan ændres, når
vi engang sidder i regering, men det er
ikke tiden til at skyde med spredehagl.
– Hvad er de væsentligste forhindringer
for, at det kan lade sig gøre at føre
dine anbefalinger frugtbart ud i livet?
– Jeg vil godt starte med at sige, at
folketingsgruppen jo allerede arbejder
med de her temaer, jeg forstærker bare
processen med mine ord. Men når det er
sagt, så frygter jeg for, at EU har toppet.
Jeg er tilbøjelig til at tro, at den økonomiske
krise med tiden vil vise sig ved
socialt sammenbrud og arbejdsløshed,
og den slags fører næsten altid nationalisme
med sig. Min frygt er en stilstand
i den europæiske proces frem for
en fremdrift i retning af de ting, vi har
talt om. Det bliver svært at få folkeafstemninger
med opbakning, fordi folk
mister overskueligheden i den enorme
informationsmængde. De kan forholde
sig til en detalje, ikke den store sammensatte
mængde af emner, problemer
og ideer, der ligger i at forme et Europa i
så lang en proces. Jeg frygter, at problemerne
omkring Lissabon-traktaten fører
til en stagnation og en opløsning af
Europa i nogle få store stater, der styrer
fremad og en række mindre stater, der
havner i tilbageskuende nationalisme.
Det er derfor, jeg er så optaget af EU.
Det europæiske samarbejde står ved
en korsvej, mener Baunsbak, og netop
derfor er der brug for et parti, som kan
sige tingene ligeud og tvinge folk til at
tage stilling.
– Vi skal ikke være bange for et nej. I
det hele taget skal man ikke være bange
for kriser i politik. Nogle gange er det jo
netop krisen, der er brug for, hvis man skal
ryste folk ud af døsen. Går man uden om
kriser, kan man komme til at svigte i det
lange løb. At være radikal er ikke at være
konfl iktsky, det er at vide, hvad konfl ikten
drejer sig om, og så tage opgøret.
– Er der vælgere i alt det her?
– Der er nok til 10 mandater, og det er
rigeligt. Det afgørende er ikke at få mange
stemmer og blive til en folkebevægelse,
den slags kan nemt blive til opportunisme.
Vi har i årevis fået at vide, at de
radikale svingede som vinden blæste, at
Niels Helveg ikke kunne bestemme sig
ved et tag-selv-bord. Det kan være, det
engang var sådan, men det er ikke længere
tilfældet, og sådan må det heller ikke
være fremover. Vi skal være krystalklare.
Er vi det, skal vi nok klare skærene. Det
vil jeg godt garantere. □