| Asger Baunsbak | Tre radikale byrødder ... - Radikale Venstre

More documents

Recommendations

Info

38 38 ► “Det mest naturlige ville have været, at bestyrelsen havde taget mig ved vingebenet og hældt mig ud af klappen.” de Bo Bramsen i 1963 forsøgt at løsrive Politiken fra Radikale Venstre, men var blevet stoppet af bestyrelsen. Nu tog Herbert Pundik helt egenhændigt beslutningen, vel vidende at bestyrelsen måske ville fyre ham på det grundlag. – Jeg kan godt forestille mig, at der i bestyrelsen allerede har været nogle diskussioner om, hvorvidt det var i bladets interesse at være en partiorienteret avis. Det mest naturlige ville have været, at bestyrelsen, hvis den havde været in one single mind, havde taget mig ved vingebenet og hældt mig ud af klappen. Der var oven i købet en generalforsamling, hvor sagen blev rejst af partiloyale kredse, men hvor bestyrelsesformanden, højesteretssagfører Bernhard Helmer Nielsen bakkede mig op. Men der var altså ingen fra bestyrelsen, der havde turdet rejse det spørgsmål, men da der så kommer en eller anden idiot nede fra Orienten, så støtter man ham, fortæller Herbet Pundik, der så løsrivelsen som en naturlig konsekvens af tidsånden i 1970. – Det var helt naturligt for mig. Jeg havde i Israel kæmpet for mit lille råderum som journalist, selv om jeg fl ere gange blev kaldt til afklapsning. Da jeg sagde ja til at blive chefredaktør, var der ingen tvivl for mig om, at jeg ville videreføre mine idéer om, at det eneste levedygtige var en fri og uafhængig presse. Og så må du ikke glemme, at 1970 var et livligt år i Danmark med studenteroprøret og forfatterne, der med Rifbjerg i spidsen røg hash på Kulturministeriets trappe. Der var studenteroprøret i Paris. Jeg var også inspireret af, hvad der skete i Europa. Det er ikke nogen efterrationalisering, for det fremgår af de breve, jeg skrev hjem til min kone, at jeg kunne se, at de bedst skrivende journalister, var de uafhængige. Det andet var, at Politikens oplag var faldet næsten hele vejen fra Anden Verdenskrig, og det var det problem jeg var blevet ansat til at løse. Løsningen måtte være at få fat i den nye politisk bevidste ungdom, og den ville sgu’da ikke læse en avis, der var partipolitisk. Det hele var jo i opbrud. Og det viste sig jo også at være et rigtigt træk, både for mig personligt, for jeg blev ikke fyret, og for bladet, for der gik kun fem år, så begyndte oplaget at vende. “Løsningen måtte være at få fat i den nye politisk bevidste ungdom, og den ville sgu’ da ikke læse en avis, der var partipolitisk.” EN BAGDØR KLAR Men også Herbert Pundiks personlige historie spillede ind i hans beslutning. Da Pundik blev ansat var det egentlig kun for to-tre år. Han var en midlertidig løsning på nogle ledelsesproblemer, der var på Politiken og Pundik opfattede ikke chefredaktørjobbet som et drømmejob. Han ville ikke omplante sin familie fra Israel til Danmark igen, da rejsen til Israel i 1954 i høj grad havde været et ideologisk valg om at bo i det jødiske land, hvor hans børn skulle vokse op. Men den administrerende direktør Ernst Klæbel tilbød ham den ordning, at han skulle arbejde 25 dage på Politiken og holde fri med familien i Tel Aviv 10 dage om måneden. Så da han traf beslutningen om at løsrive Politiken fra Det Radikale Venstre uden at spørge bestyrelsen, vidste han også med sig selv, at han ikke satte det store over styr rent personligt. Han kunne bare pakke sin kuffert og i løbet af en halv time være ude i lufthavnen og rejse hjem. SAMARBEJDSVANSKLIGHEDER Efter bruddet med Radikale Venstre var der en række interne problemer på Politiken, der skulle løses. Der var samarbejdsvanskeligheder mellem redaktion og administration med en tradition for vandtætte skodder, hvor opfattelsen på redaktionen i høj grad var den, at administrationen bare skulle skaffe pengene, så skulle redaktionen nok bruge dem, med det resultat, at regnskabet så forfærdeligt ud. Ret hurtigt stod det klart, at der skulle fyres medarbejdere, hvilket førte til en krise i september 1971, som fi k navnet ”sorte september”, opkaldt efter den palæstinensiske opstand mod den jordanske konge. I en vis forstand var det held i uheld, da udgangen på krisen blev den første større samarbejdsaftale mellem medarbejderne og chefgruppen. Her fi k medarbejderne reel indfl ydelse på økonomiske dispositioner og høringsret. Kombineret med en række kreative annonceringstiltag var samarbejdsaftalen – sammen med Politikens nye uafhængige profi l – med til at vende udviklingen. Herefter blev Politiken mere og mere en avis, der gjorde sig bemærket med en række projekter. Især i løbet af 1980’erne blev Politiken kendt for sine markeringer over for offentligheden, som Herbet Pundik stod i spidsen for. Selv om det kan være farligt at sidde mange år efter og forsøge at forklare, hvad der var baggrunden for det, blev det nok helt afgørende for Politikens image over for offentligheden. Man havde tidligere samlet penge ind til de juleløses jul og den slags projekter, men Pundik politiserede det og tvang folk til at tage stilling til en række politiske problemer. Det startede i virkeligheden spontant af vrede over en situation, hvor en en tyrkisk gæstedarbejder døde i politiets varetægt og efterlod kone og mange børn på den tyrkiske højslette. – Det oprørte mig, også fordi politiets selvfølgelig straks efter erklærede, at han var selv ude om det. Det er jo aldrig politiets fejl, i hvert fald ikke, når politiets tjekker sig selv, tænker Herbet Pundik tilbage. ANTI-APARTHEID Herbet Pundik henvendte sig til læserne for at samle ind til den efterladte familie, og der kom 70.000 kr. ind. Det var mange penge dengang. I første omgang sad Pundik selv og førte listen over de indkomne bidrag hver aften, for han ville ikke pålægge medarbejderne det. Så blev der nedsat et udvalg, bestående af en psykolog, en antropolog, en advokat og Pundik selv, der hvert halve år sendte penge til familien i et forsøg på at aktivisere Politikens læsere. – Jeg tænkte på, at det ikke var nok at sidde og råbe ad fjernsynet eller læse om den stakkels tyrkiske familie. Læserne ville gerne inddrages. Jeg sagde til folk: Gu’ er det synd, og I kan hjælpe, hvis I vil. Læg en tier. Og det gav mig blod på tanden, og der var derfor disse mange projekter som vi støttede. Det gjorde, at Politiken fi k noget luft under vingerne: Vi støttede strejkende minearbejdere i Sydafrika. Det var anti-apartheid. Vi fi k 1,8 millioner ind, og folk følte, at nu er det ikke bare noget med at sidde og sige øv. Det engagerede folk, og det var med til at give Politiken et image af en katalysator, som kan lette dig for din dårlige samvittighed som iagttager. Vi holdt for eksempel en aften i Helligånds-
“Uden om kernen skal en avis have nogle kvaliteter, der gør at den er attraktiv som produkt.” kirken på Strøget med taler af nogle fagforeningsledere fra Sydafrika, og publikum var jo mestendels unge mennesker, som aldrig havde sat deres ben i en kirke og nu pludselig sad og sang i solidaritet med de sorte minearbejdere – det var gribende, fortæller Herbet Pundik, der også startede fl ere andre støtteprojekter. STADIG TRAVLT Herbet Pundik holdt op som chefredaktør i 1994, 24 år efter han rev avisen ud af armene på Radikale Venstre. Men han er stadig tilknyttet avisen som journalist og har fortsat et lille kontor bag redaktionslokalet. Det faldt ham ikke svært at gå fra rollen som chefredaktør i hjørneværelset til medarbejder, måske fordi han altid har følt sig som sådan. Pundik har her kort efter sin 81-års fødselsdag travlt med foredrag, rejseledervirksomhed og meget andet ved siden af journalistikken. Bruddet med Radikale Venstre var en brik i spillet om reformeringen af Politiken og om at lave avis og drive en virksomhed på en mere moderne måde. I dag står aviserne over for nye udfordringer i kraft af den teknologiske udvikling. Spørgsmålet er, hvad den gamle redaktør ser som avisens fremtid. – Uden om kernen skal en avis have nogle kvaliteter, der gør at den er attraktiv som produkt. Den skal være underholdende, fantastisk velskrevet, overraskende. Men i kernen skal avisen være formidler mellem borgerne, det offentlige og politikerne. I dag er der masser af muligheder for at få adgang til nyheder andre steder, men folk har behov for, at der foregår en meningsudveksling mellem borgerne og de styrende, ikke bare politikerne, men også administrationen, for i højere og højere grad er det jo bureaukraterne, der styrer. Politikerne kan knapt nok følge med. Det er vigtigt, at folk får mulighed for at udtrykke sig på skrift. Hvor meget det så virker, er svært at måle, men aktive demokrater er fantastisk nødvendige for at bevare demokratiet. Hvis vi ikke opmuntrer det behov, ender demokratiet med at være en bureaukratisk proces. □ 39
Page 1 and 2: JANUAR 2009 NR. 1 | Asger Baunsbak
Page 3 and 4: adikal politik Hold snitterne fra l
Page 5 and 6: Fulde medlemsrettigheder nu DER ER
Page 7 and 8: Hver dag dør mere end 30.000 børn
Page 9 and 10: BENTE DAHL MEDLEM AF NORDISK BESTYR
Page 11 and 12: PINLIGE TVANGSUDSENDELSER Morten Ø
Page 13 and 14: POLITIREFORM PÅ SPORET Radikale Ve
Page 15 and 16: Trine Nebel Schou sidder i kommunal
Page 18: 18 Interviewet er slut. Asger Bauns
Page 21 and 22: år bukker tusindvis af sunde og ra
Page 23: ASGER BAUNSBAK-JENSEN er født i 19
Page 26: 26 Tungen på vægtskålen Hvis man
Page 30: 30 Poul og papiret På trods af eno
Page 33 and 34: tider NIELS HELVEG PETER- SEN er ud
Page 36 and 37: 36 Politiken blev grundlagt den 1.
Page 40: Nomineret til Kom-pris 2008 Ifølge
Page 43 and 44: Den radikale Hilmar Baunsgaard var
Page 45 and 46: dioen som i de gamle dage, blot fi
Page 48: 48 Fra frihedshelt til diktator Han
Page 51 and 52: de selv kæmpet for magten og føle
Page 53 and 54: Årets tv-øjeblik Snart-præsident
Page 55 and 56: Emil Dyred er 22 år og studerer st
Page 57 and 58: OGSÅ DANSKE Else Cornelius Også d
Page 59 and 60: BAGLANDET Redaktionen hører meget
Page 61 and 62: OPBAKNING TIL MARGRETHE VESTAGER Ma
Page 63 and 64: Nyborg Strand stævnet 2009 Det Rad
Page 66 and 67: 66 kaffe Radikal idrætsformand Det
Page 68: Udgiveradresseret magasinpost ID 42

| Asger Baunsbak | Tre radikale byrødder ... - Radikale Venstre

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?