42 Troløse I en ny bog portrætterer Niels Krause-Kjær dansk politik og dens aktører gennem tekst og ikke mindst billeder. I ”Man har et standpunkt” er der følelsesladede øjeblikke, historiske situationer, private momenter, og bogen er ikke blot en hyldest til det politiske system, den er også en varm omfavnelse af de politikere, vi selv har valgt. Med eneret for Radikal Politik har forfatteren nu skrevet et særligt opdateret afsnit, der kredser om <strong>Radikale</strong> <strong>Venstre</strong>. TEKST: Niels Krause-Kjær FOTO: Scanpix og Thaning & Appel Et enkelt parti har historisk set dog gjort det til en dyd at have magt gennem den tilstrækkelige tilslutning og den præcise placering. Sjældent har Det <strong>Radikale</strong> <strong>Venstre</strong> været rigtig stort. Og sjældent er der lavet politik i Danmark uden Det <strong>Radikale</strong> <strong>Venstre</strong>. Ofte har dets folketingsmedlemmer derfor nøje måttet veje deres ord om morgenen – de kunne jo blive til lov om eftermiddagen. Og det er, som om den <strong>radikale</strong> ånd vandrer hvileløst rundt på Christiansborg og halvtomme højskoler, når den hårfi ne og radikalt særegne balance mellem opbakning og magt udfordres. Det var Jens Otto Krag, der efter folketingsvalget i 1966 udtalte til Ekstra Bladet, at ”man har et standpunkt, til man tager et nyt”. De politiske vilkår gjorde, at den socialdemokratiske statsminister måtte bide i græsset og indlede et tæt samarbejde med Socialistisk Folkeparti, hvis han fortsat ville have magten. Et samarbejde, han ellers havde forsvoret under valgkampen. Kovendingen virkede som et skulder- træk for magtmennesket Krag, og citatet er siden kanoniseret som udtryk for politik, når det er værst. Men det nye standpunkt var blot et middel til at nå magten og de mål, han ønskede sig. Derfor var det så let at skifte til det. Krag ville – som de fl este andre politikere – magten. MAGT Magt gør det muligt at gøre en forskel. Politik handler om magt. Og derfor gør politik en forskel. Normalt opnår politiske partier magt med en stor vælgertilslutning, som man er indstillet på at yde store ofre for til stadighed at maksimere. Som i <strong>radikale</strong>s vælgermæssigt gyldne år under Hilmar Baunsgaard. De fl este partier ville mindes sådan en periode med varme hjerter, men hos de <strong>radikale</strong> synes det at være med blandede følelser. For tænk, at Danmarks rationelle parti skulle huskes for at lægge rum til landets første rigtige tv-politiker - og så en kommis! Historikeren Søren Mørch er i bogen ”25 statsministre” nådesløs i sin karakteristik af fænomenet Hilmar Baunsgaard: ”Han virkede så saglig og så ærlig og redelig på tv. Det var til at forstå, hvad han sagde. ”Det er da helt klart”, som han yndede at sige, uden at det af den grund blev særlig klart, hvad det var, der var klart. Han talte ikke ned til vælgerne. Det gjorde de andre politikere sådan set heller ikke, men det virkede sådan, når de optrådte foran et tv-kamera på samme måde som foran en hel forsamling. Hilmar var afslappet og ligetil. Han var uddannet kommis, vant til at stå bag disken med en blyant bag øret og forklare fruerne, hvordan det udmærkede bagepulver virkede.” Hilmar var langt fra nogen stor statsminister under den lige så skuffende VKR-regering fra 1968–1971. Men det var vælgerne ligeglade med. Han virkede som en fl ink mand, og de fordoblede Det <strong>Radikale</strong> <strong>Venstre</strong>s mandattal ved valget i 1968 og blev hos ham ved valget i 1971. FØLELSERNE TAGER OVER Hilmar Baunsgaard kunne fange og fastholde opmærksomheden, når kameraet snurrede, og netop den evne ►
Den <strong>radikale</strong> Hilmar Baunsgaard var Danmarks første politiske tv-fænomen. Han sagde ikke så meget, når han snakkede. Til gengæld lød det rart. Han virkede troværdig og folkelig, som på billedet taget i 1975, fi re år efter han måtte træde tilbage som statsminister. 43