| Asger Baunsbak | Tre radikale byrødder ... - Radikale Venstre

42
Troløse
I en ny bog portrætterer Niels Krause-Kjær dansk politik og dens aktører gennem tekst og
ikke mindst billeder. I ”Man har et standpunkt” er der følelsesladede øjeblikke, historiske
situationer, private momenter, og bogen er ikke blot en hyldest til det politiske system, den er
også en varm omfavnelse af de politikere, vi selv har valgt. Med eneret for Radikal Politik har
forfatteren nu skrevet et særligt opdateret afsnit, der kredser om Radikale Venstre.
TEKST: Niels Krause-Kjær FOTO: Scanpix og Thaning & Appel
Et enkelt parti har historisk
set dog gjort det til en dyd
at have magt gennem den
tilstrækkelige tilslutning
og den præcise placering.
Sjældent har Det Radikale Venstre været
rigtig stort. Og sjældent er der lavet
politik i Danmark uden Det Radikale
Venstre. Ofte har dets folketingsmedlemmer
derfor nøje måttet veje deres
ord om morgenen – de kunne jo blive til
lov om eftermiddagen. Og det er, som
om den radikale ånd vandrer hvileløst
rundt på Christiansborg og halvtomme
højskoler, når den hårfi ne og radikalt
særegne balance mellem opbakning og
magt udfordres.
Det var Jens Otto Krag, der efter
folketingsvalget i 1966 udtalte til Ekstra
Bladet, at ”man har et standpunkt,
til man tager et nyt”. De politiske vilkår
gjorde, at den socialdemokratiske
statsminister måtte bide i græsset og
indlede et tæt samarbejde med Socialistisk
Folkeparti, hvis han fortsat ville
have magten. Et samarbejde, han ellers
havde forsvoret under valgkampen.
Kovendingen virkede som et skulder-
træk for magtmennesket Krag, og citatet
er siden kanoniseret som udtryk
for politik, når det er værst. Men det
nye standpunkt var blot et middel til at
nå magten og de mål, han ønskede sig.
Derfor var det så let at skifte til det.
Krag ville – som de fl este andre politikere
– magten.
MAGT
Magt gør det muligt at gøre en forskel.
Politik handler om magt. Og derfor gør
politik en forskel. Normalt opnår politiske
partier magt med en stor vælgertilslutning,
som man er indstillet på at
yde store ofre for til stadighed at maksimere.
Som i radikales vælgermæssigt
gyldne år under Hilmar Baunsgaard.
De fl este partier ville mindes sådan en
periode med varme hjerter, men hos de
radikale synes det at være med blandede
følelser. For tænk, at Danmarks rationelle
parti skulle huskes for at lægge
rum til landets første rigtige tv-politiker
- og så en kommis! Historikeren
Søren Mørch er i bogen ”25 statsministre”
nådesløs i sin karakteristik af
fænomenet Hilmar Baunsgaard:
”Han virkede så saglig og så ærlig
og redelig på tv. Det var til at forstå,
hvad han sagde. ”Det er da helt klart”,
som han yndede at sige, uden at det af
den grund blev særlig klart, hvad det
var, der var klart. Han talte ikke ned
til vælgerne. Det gjorde de andre politikere
sådan set heller ikke, men det
virkede sådan, når de optrådte foran et
tv-kamera på samme måde som foran
en hel forsamling. Hilmar var afslappet
og ligetil. Han var uddannet kommis,
vant til at stå bag disken med en blyant
bag øret og forklare fruerne, hvordan
det udmærkede bagepulver virkede.”
Hilmar var langt fra nogen stor statsminister
under den lige så skuffende
VKR-regering fra 1968–1971. Men det
var vælgerne ligeglade med. Han virkede
som en fl ink mand, og de fordoblede
Det Radikale Venstres mandattal
ved valget i 1968 og blev hos ham ved
valget i 1971.
FØLELSERNE TAGER OVER
Hilmar Baunsgaard kunne fange og
fastholde opmærksomheden, når kameraet
snurrede, og netop den evne
►