Hvad ved vel en luder? - Libertære Socialister

Direkte Aktion # 3 Forår 2013
21
diktatur? Fortællingen om konsensus er
blevet til mønten, som kun har en side.
Lad os forestille os, at 100 mennesker
netop er flyttet ind i et nyt hus og som
noget af det første skal tage en beslutning
om, hvilken farve huset skal males i.
Huset er nemlig
hvidt, og der
ingen, på nær
en enkelt, som
egentlig vil have,
at det skal være hvidt. Den overvældende
majoritet på ca. 87% vil have, at huset skal
være sort, imens der er to andre forslag:
henholdsvis en lille håndfuld, som
vil have, at det skal være rødt, og en
mindre fraktion, som ønsker, at det skal
være regnbuefarvet.
“Fortællingen om konsensus er blevet
til mønten, som kun har en side.”
Over flere opslidende møder prøves der
på at opnå konsensus op til flere gange,
men det lykkedes aldrig rigtig. Der
forsøges med forskellige synteser og
løsningsforeslag. Man kunne male
det blåt? Man kunne trække lod om
farven eller sågar male det rødt og sort
samtidigt, men lige lidt hjælper det.
Konsensus udebliver. Efter et opslidende
fem-timers møde opgives der, og man
beslutter sig for ikke at male huset og udskyde
beslutningen på ubestemt tid. Processen
er dog så opslidende, at der aldrig
er nogen, som tager spørgsmålet op igen.
Det lykkedes altså ikke for den overvældende
majoritet på 87% at
tage en beslutning og føre den ud
i livet på trods af indsigelser fra
minoriteten. Til gengæld så lader
processen en snæver minoritets vilje
stå i vejen for flertallets ønske om
et helt sort hus. Beslutningen tages altså
ikke af flertallet, men til gengæld så
blokeres den af de få, som så reelt er
dem som faktisk tager beslutningen.
Det ikke at kunne gøre noget, som man
egentlig gerne ville, og som man er
kommet sammen for at gøre, og så i
stedet at blive tvunget til ikke at udføre
sine planer, er på
alle måder lige så
meget en
knægtelse af ens
vilje, som når ens
forslag bliver nedstemt, og noget, man er
imod, vedtaget. Idéen om, at konsensus
er en beslutningsmodel fri for nogen
former for tvang er falsk – mønten har
to sider.
I det tænkte eksempel er der endda næsten
kun tabere, da stort ingen får sin vilje.
Men hvem vandt så og fik sin vilje? Det
gjorde den ene person, som faktisk helst
så, at der ingenting skete, og at huset
forblev hvidt, hvilket bringer mig til et
andet af konsensusdemokratiets grundlæggende
problemer – konservatisme.
Hvis tingene nu allerede er, som man
gerne ville have, de skal være, så har
man en gigantisk fordel, og i visse
tilfælde har man allerede vundet.
Styringen er reelt ude af flertallets
hænder, og jeg har tilmed oplevet
situationer, hvor en hel forsamling,
ironisk nok under idéen om konsensus
og dens frihed fra tvang, har måtte
udføre tvangshandlinger, fordi den ikke
har været i stand til at tage beslutninger
og omstøde en tidligere vedtagelse.
Det til trods for, at ikke så meget som en
sjæl støtter op om den gamle vedtagelse,
samtlige deltagere vil gerne have lavet
den om. Det skete bare aldrig, fordi
man ikke kunne opnå fuld enighed om