Containerfart i storm på Stillehavet - Handels- og Søfartsmuseet

sidder man atter ensom i natten på sin radiostation. Pulsslaget
fra skibets hjælpemotor banker dumpt, støt, trofast, som altid,
op gennem dørken, møder én ved hjemkomsten fra en skøn aften.
Hjem! Jamen det er jo mit hjem. Jeg elsker dette skib. Ude
i den tågede smog-nat løfter vore store gule kranarme sig langsomt,
tungt, stærkt, med container efter container. Det dunker
døsigt i skroget. Det er nat. En hurtig kop stærk sømandskaffe
i Duty-messen - ud på nattevagten igen. - Alle andre sover - Det
er skib - Det er dejligt.
Storm på storm på Stillehavet
Hvordan Stillehavet har fået sit navn, ved jeg ikke. Stille er det
i hvert fald ikke, men jeg kan forestille mig, at det for fortidige
søfolk fra sejlsklbsæraen, der skulle passere syd om Ildlandet i
»the roanng forties« med de ustandselige storme dernede mellem
Sydamerika og Antarktis, har været følt som en sand lise at
have passeret dette livsfarlige havområde og være kommet ud
pa Stillehavet med dets trods alt mere normale vejrforhold.
Men her nu en skildring - næsten fra time til time - af, hvordan
vort ocean også kan være:
29. november
Afgang Yokohama/Tokyo præcis midnat, efter at aftenens partygæster
havde forladt skibet. I løbet af natten kom vi ud i vindstyrke
9 - orkanagtig storm. Bølgerne var 10-15 m høje, så vi fik
den sædvanlige rutschetur op og ned, men havde nået at få
gjort stormklar, så vi undgik skader på skib og ladning. Stormen
overraskede meteorologerne og os. Vi vidste godt, at der lå et
kraftigt lavtryk øst for Japan, men ingen havde forudset at
vindstyrken ville blive så høj. Det er ret trivielt med sådani et
vejr. Man kan ikke sidde eller stå stille nogen steder. Ustandselig
bliver kroppen under skibets overhalinger slynget frem og
tilbage. Det er meget trættende, ikke mindst fordi flere af os har
tømmermænd fra i aftes. Men i løbet af et døgns tid skulle det
181