Mennesker og maskiner De færreste psykologer har en ... - Elbo

Hvem går hvis ærinde?
Der er noget, der gennem lang tid har undret
mig, når det kommer til Dansk
Psykolog Forenings rolle i varetagelsen af
overenskomstaftalen med regionerne. Set
fra mit perspektiv er der noget, der ikke
hænger sammen …
Jeg har vanskeligt ved at se, at Psykologforeningen
kan undværes om forhandlingsbordet
i forhold til udarbejdelsen af
overenskomstaftalerne med Danske Regioner.
Men – hvis foreningen skulle være
tro mod, at de her forhandler på vegne
af psykologer under et liberalt erhvervs
vilkår og rettigheder, skulle man sætte alt
ind på at få indskrevet den enkelte psykologs
ret til at bestemme egenbetalingsdelen.
Jeg undrer mig over Psykologforeningens
position og rolle i processen, når
der er ledige ydernumre til besættelse.
Det er signalforvirring, at ansøgningen
om et ydernummer skal sendes til Dansk
Psykolog Forening, og hvor en af foreningens
ansatte bruger tid på dette. Det er jo
Danske Regioner, der har behov for psykologer!
Hvorfor skal Psykologforeningen
være med til at fastsætte kriterierne for,
hvem der er kvalificeret nok til en kontrakt
med Danske Regioner, og hvorfor
skal foreningen være med til at ”ansætte”
de psykologer, som regionerne har brug
for? Denne konstruktion – at Psykologforeningen
har indflydelse på udvælgelsen
– ses ikke andre steder, hverken på
private eller offentlige arbejdspladser.
Konstruktionen forplumrer, at opgaven
og ansvaret er regionernes, med det resultat,
at selvstændige psykologer med
og uden ydernummer retter deres frustration
over den manglende sammen-
hæng i ordningen mod vores egen forening!
Har denne konstruktion indflydelse
på, at mange oplever, at vores forening
ikke arbejder for medlemmernes
interesser i at skabe så ordentlige forhold
for 1) selvstændige psykologer generelt,
og 2) de psykologer, der arbejder for regionerne?
Det kommer til at se ud, som om
Psykologforeningen går regionernes
ærinde. Hvordan kan det være, at foreningen
føler sig pligtig til at sikre, at
regionernes budgetter ikke bliver overskredet?
Hvordan kan det være, at det for
Eva Secher Mathiasen giver mening at
skrive: ”Vi har forpligtet os til at forsøge
at holde os inden for den økonomiske
ramme?” Hvordan kan man overhovedet
have accepteret en aftale om, at det er den
enkelte psykolog, der bliver økonomisk
straffet, hvis regionernes budgetter overskrides?
Hvor bør de økonomiske styringspligter
rettelig være placeret? Hos kunden
(regionerne), hos henviserne (lægerne)
eller hos leverandørerne (psykologerne)?
Ville det ikke være reelt, at regionerne
selv påtog sig ansvaret for at styre deres
udgifter til psykologbehandlinger? De
kan blandt andet sætte loft over antal
henvisninger pr. år, og de kan reducere
antallet af tildelte timer pr. henvisning. Så
ville det også blive synligt, at vores samfund
har en vis pose penge til behandling
af psykisk mistrivsel, og at den p.t. ikke
dækker behovet.
Hvis vi som forening satte alt ind på
at ændre styringsmekanismen, så det ikke
er antallet af ydernumre, der styrer antallet
af behandlinger, ville det støtte mulighederne
for, at selvstændige psykologer
› DEBAT
reelt kan agere inden for et liberalt erhvervs
vilkår og muligheder. Der kunne
åbnes op for antallet af selvstændige psykologer
med praksisoverenskomst.
Ventelisteproblematikken ville blive
fjernet fra den enkelte psykolog, og det
vil ikke længere være psykologerne, der
fremstår som flaskehalsen, når borgere
med behov for psykologbehandling ikke
kan komme i gang med behandlingen.
Det vil blive synligt for enhver, at flaskehalsen
rettelig er placeret hos og styres af
regionerne.
Tina Espander
Kommentar:
At Dansk Psykolog Forening lægger stor
vægt på at være en del af udvælgelsen af,
hvem der får tildelt ydernummer, er ikke
tilfældigt. Det skyldes ønsket om at sikre,
at ydernumrene tildeles de mest kvalificerede
psykologer – og ikke gives ud fra
rent administrative hensyn som geografi,
handicapadgang og den enkelte psykologs
pengepung.
Det er rigtigt, som Tina Espander
påpeger, at der på andre fagområder, som
fx de privat praktiserende læger, ikke på
samme måde er nedsat et bedømmelsesudvalg.
Forklaringen er, at man har en
formel uddannelse til speciallæge i almen
medicin, som kvalificerer til at blive yder,
og så er det geografien og den enkelte
læges pengepung, der afgør, om vedkommende
kan købe en lægepraksis og dermed
få et ydernummer.
Vi mener ikke, at et sådan system vil
være hensigtsmæssigt, hverken for psyko-
PSYKOLOG NYT NR. 6 | 2013 | SIDE 23