vOlDElIGE COmpUTERSpIl, jA TAK! - Instituttet for Fremtidsforskning

fREmtIdSfORSkNINg
WIlDCARDS & RISKS
På denne plads i magasinet beskæftiger vi os med wildcards og risks – de omvæltninger eller begivenheder,
der har potentiale til at ændre markeder lokalt, regionalt eller globalt, og som har en direkte effekt på
mennesker, forretningsmodeller og samfundsstrukturer. Wildcards og riskser per definition
usikre, men hvis de indtræffer, har de ofte store konsekvenser, og konsekvenserne
indtræffer ofte hurtigere og mindre kontrollabelt. I dette nummer:
EU’s Økonomiske og Monetære Union – ØMU’en – er i
fare zonen, og der blev mod 2012 gjort en række forsøg på
at sikre dens fremtid. Disse tæller blandt andet oprettelsen af The
European Financial Stability Fund, forsøget på at styrke den økonomiske
integration og arbejdet hen imod en ny traktat, der skal
indføre sanktionsmuligheder overfor lande, der bryder gældsloftet.
Men spørgsmålet er, om det er nok. Kan beslutningsprocesserne
fremover stå mål med den hastighed, hvormed markederne
fungerer? Kan en demokratisk union, der ikke er udviklet til at
håndtere det stress, den bliver udsat for, fungere i længden? Eller
vil de parlamentariske og valgmæssige processer – der skal udfoldes
i de enkelte lande, når den nye traktat skal ratificeres – skabe så
stor panik på finansmarkedet, at Euroen ophører med at eksistere?
Et opbrud i Eurozonen – et før utænkeligt scenarie – er blevet
mere og mere sandsynligt.
Og ét er sikkert, selv om der er store forskelle mellem landenes
økonomier, så er alle landene i samme båd. De europæiske banker
deler i høj grad de samme værdipapirer, og de har i vid udstrækning
solgt forsikringer mod statsbankerot til både banker
og investorer.
Euro-området er langt hen ad vejen afhængigt af Tyskland.
Mange lande kunne forlade ØMU’en, hvilket ville medføre en ny
finanskrise i Europa, men hvis Tyskland valgte at forlade
EUROENS
KOllApS
Af Martin Kruse
ØMU’en, fx ud fra en simpel cost benefit-vurdering, så ville den
kollapse. Scenariet er ikke utænkeligt, idet de transitionsomkostninger,
der er forbundet med et exit, sandsynligvis ville være lavere
end de mange års lavvækst, der ville være prisen for at opretholde
ØMU’en. Den tyske befolknings vilje til at holde de sydeuropæiske
lande oppe kan vise sig at have en grænse og dertil kommer, at
den tyske forfatningsdomstol kan tvinge Tyskland ud af euroen.
I Tyskland er bekymringen klar: Så længe Tyskland altid kommer
Grækenland til undsætning, så motiveres landet ikke til at foretage
ændringer. De risikerer moral hazard. Pengene må derfor
være fulgt op af skrappe krav om effektivisering: De svage
økonomier skal liberalisere deres markeder, og offentlige institutioners
ineffektivitet og korruption skal håndteres.
Det er imidlertid en langvarig proces at gennemføre disse
ændringer, og resultaterne kan lade vente på sig. Dertil kommer, at
de økonomiske stramninger oven i en i forvejen tynget europæisk
økonomi utvivlsomt vil medføre større arbejdsløshed, hvilket igen
vil medføre store sociale uroligheder, der vil påvirke tilliden til, at
de værst stillede lande overhovedet evner at reformere sig.
Et tysk exit ville indebære et run på tyske obligationer og dermed
et rentefald, men samtidig ville den nye tyske valuta stige
kraftigt, hvilket ville medføre tab af konkurrenceevne og tab af
arbejdspladser i den eksportintensive tyske industri. Alt i alt ville
Tyskland blive ramt hårdt, men ville utvivlsomt stå stærkere end
langt de fleste andre lande i Europa.
De politiske og økonomiske konsekvenser af et opbrud i Eurozonen,
der er verdens største handelsblok, ville være katastrofale
og af historiske dimensioner. Eurozonens BNP ville ifølge den
finansielle virksomhed ING falde med så meget som 9 procent og
måske mere. Rentespændet mellem udlånsrenter og nationalbankrenten
ville nå rekordhøjder, hvilket selv i Tyskland, hvor
man kunne forvente lave renter, ville være med til at kvæle et
opsving. Forbruget ville stagnere, og konsekvenserne heraf ville
blive en dominoeffekt i verdenshandlen. Den amerikanske eksportindustri
ville blive ramt. Dollaren ville stige og yderligere
forringe amerikansk eksport, hvilket ville resultere i større
arbejdsløshed og yderligere prisfald på boliger, som igen ville
ramme bankerne, som i forvejen ville være underdrejet på grund
af den finansielle krise. Med USA, Japan og EU i dyb krise, ville
Kinas produktionsapparat sænke farten, og man ville kunne
forvente en vækst i Kina på blot 7 procent, hvilket er 3-5 procentpoint
under niveau. Handelskrige ville være mere udbredte og
yderligere lægge en dæmper på global vækst. Olieprisen ville falde
ned til 55 USD per tønde råolie. Verden ville være frosset fast i en
økonomisk istid. Positiv vækst i Europa ville først indtræffe i
2014, og lånene, som er blevet optaget, ville der skulle betales til-
fREmtIdSfORSkNINg
”Forbruget ville stagnere,
og konsekvenserne heraf ville
blive en dominoeffekt
i verdenshandlen.”
S C E NARIO 22 0 2 : 2 0 1 2 S C E NARIO 23 0 2 : 2 0 1 2
bage på over de næste 20 år; noget ikke alle lande ville kunne
uden at lade inflationen løbe.
Finanssektoren i Europa ville nedsmelte. En tilbagevenden til
de gamle møntfødder ville betyde, at Spanien og Portugal ville
opleve en 50 procent reduktion i deres respektive møntfødder –
Grækenland op til 80 procent – og flere af de svage perifere lande
som Grækenland og Portugal ville opleve hyperinflation.
Pensions fonde, forsikring og banker ville bliver påvirket kraftig
af faldende aktiekurser, kurstab og tab forbundet med lande der
misligholder sine lån. Det ville indebære, at EU-landenes
regeringer igen ville skulle ud med store redningspakker, hvilket
ville være gift for de allerede tyngede stater.
Der ville imidlertid også være mulighederne i krisen. Multinationale
virksomheder ville kunne outsource til Grækenland,
hvor arbejdslønningerne relativt set ville være væsentlig lavere.
Det ville være med til at nedbringe omkostningerne og på den
måde gøre det lettere sælge varer i en tid, hvor forbrug og
forbruger tillid ville være lav. For Grækenland som land ville dette
imidlertid ikke være ’den gyldne løsning’, som flere påpeger, især
med reference til Argentina. Argentina kunne nemlig devaluere
og vokse sig ud af krisen ved at eksportere råvarer, men Grækenland
har blot en meget lille eksport i europæisk sammenhæng og
ville derfor ikke kunne forvente at gøre det samme. ¢