vOlDElIGE COmpUTERSpIl, jA TAK! - Instituttet for Fremtidsforskning

havde fantasi til, blev blandet, rørt sammen, stablet op og støbt
ind i gelé. Til tider var det som om intet hensyn var gjort med
hensyn til smag. Mad skulle være kulørt og sjovt!
Formålet var at glæde og imponere gæsterne – ikke meget
andet. Tidens artikler frydede sig over gelékogekunstens ekstraordinære
muligheder, selvom terrinernes største fordel (og
måske eneste forsonende træk) var, at de kunne laves dagen i
forvejen og dermed frigøre værtinden til at underholde gæsterne,
når de ankom. En ekstra bonus var at næsten alt i gelé kan nedfryses
– selv salater.
Gelatineproducenterne lovede et smagsfrit (ha!) produkt, der
stivnede på få minutter, så kokken frit kunne arrangere maden
i kunstfærdige borddekorationer efter en særlig gastronomisk
taksonomi. Ofte lignede resultaterne eksotiske væsener fra dybhavet
eller flyvende tallerkener fra det ydre rum. Måske var der
noget bevidst ’rumalder’ over det, eftersom de fleste opskrifter
stammede fra tiden omkring det amerikanske Apollo-program.
Et biprodukt af den nye supermarkedslivsstil var, at en mængde
nye fødevarer, som kun få faktisk vidste, hvordan smagte,
blev tilgængelige. Løsningen, ifølge tidens kogebøger, synes altid
at være: støb det ind i en blok gelé og hæld Miracle Whip
over. Desværre førte opskriftforslagene på pakkerne eller fra
velmenende madjournalister ofte til retter, som fik gæsterne til
at spørge: hvad fa’en er det?
Dette spørgsmål var grundlæggende irrelevant, for terriner har
bAggRuNd
aldrig handlet om mad og smag; de handlede kun om præsentation.
Det betød ikke noget, hvad der gemte sig inde i den bævrende,
gennemsigtige masse. Retten var en dekadent opvisning af kunnen
og dygtighed, som skulle imponere mere end at glæde. En
overdådig fryd for øjet der udstillede værtindens kulinariske
kundskaber – der er intet som en terrine, der siger fancy!
Trods al den kulørte morskab overlevede terrinen ikke efterkrigsgenerationen.
Smag og mode ændrede sig med den gryende
globalisering i 80’erne og 90’erne, og ved årtusindskiftet var
terrinen blevet forvist til dessertsiderne i de mere avantgarde
kogebøger – ikke noget man kunne være bekendt at servere for
sine venner.
Når folk i dag bladrer gennem gamle ugeblade og kogebøger,
finder de fleste af dem terrine-retterne frastødende. Det er ikke
så meget gelatinen i sig selv, men snarere den underlige og bizarre
kombination af fødevarer som karakteriserer terrine-opskrifterne.
Jeg gætter på, at krigens børn simpelthen voksede op
med mere robuste maver. Generationen, der voksede op uden
rationering og kunne forlange italiensk pasta som en menneskeret,
så ingen grund til at udsætte sig for geleret kødbudding med
ærtemos, garneret med ostekroketter og sauerkraut.
Vi vil nok aldrig igen se noget, der ligner terrinens guldalder.
Men hvis det handler om at stable et varieret udvalg af fødevarer
oven på hinanden, eller bare at gøre sin salat vandtæt, er der
ikke noget, der helt matcher gelatinens pragt. ¢
S C E NARIO 70 0 2 : 2 0 1 2 S C E NARIO 71 0 2 : 2 0 1 2