vOlDElIGE COmpUTERSpIl, jA TAK! - Instituttet for Fremtidsforskning

2060’erne. Genmodificerede, højtydende, tørkeresistente planter,
passet af maskiner, supplerer maden fra gæringstanke. Bortset fra
til visse religiøse anvendelser, hvor traditionelt dyrket mad foretrækkes,
bruger man nu kun gode, innovative madvarer. Man
spiser godt i det meste af verden, og sport er blevet vigtig, da
diabetes truer mange.
Indira starter på universitetets webuddannelse for interreligiøs
coaching 2062. Nogle temaer forsvinder aldrig. Civilisationernes
sammenstød udfordrer stadig på lokalt plan i Indien, selvom det
store ragnarok er blevet undgået, samt i i ’failed states’ som
Somalia, Sudan, USA og flere centralasiatiske områder.
Den grasserende individualisme, materialisme og manglende
ånde lige retning giver problemer i sekulære samfund. Tidligere
talte kortsynede anarconomy-fans om netværksøkonomiens
velsignelser, men nu er fascinationen drevet over. Skrivebordsteoretikerne
havde overset, hvor mange problemer ultraindividuali
seringen ville give: Ingen savnede cheferne, alle savnede
Staten. Da ansvarligheden overfor
andre (og overfor samfundet
som helhed) gik fløjten, steg
krimi nalitet og utryghed eksplosivt.
Fx var det tidligere USA
reelt styret af private militser.
Enkelte velstillede fandt sikkerhed
til søs, men i praksis blev de
jaget vildt. Individets frisættelse
blev et fælles helvede.
Verdensbefolkningen er
stagneret før ventet. Allerede
ved Indiras fødsel gad mange
japanere ikke besværet med
kærester – og da slet ikke med
børn. Holdningen har spredt sig,
først til Østasien, senere til Europa, Storarabien og Nordamerika.
Selv i religiøse regioner – Indien, Afrika, Latinamerika – stagnerer
folketallet. I den øvrige verden er folketallet faldet væsentligt:
mange anså tilværelsen for meningsløs, kun forbrug gav adspredelse,
mens kærester gav bøvl. Kulturen gik fra familiebøvl til
sexrobotter, fra ”zipless fuck” til ”zipless fuck off”. Indira er
lykkelig over at være inder; i Indien lever arbejde, familie og
religion videre. Der er konflikter, men også varme og liv; måske
derfor er Indien forblevet et af verdens centre for klassisk,
menneskebåret udviklingsarbejde og kommunikation.
Indien får sin første anden-generations fusionsreaktor 2070.
Første genereration skuffede, men det nye, zambianske design er
perfekt. Der er udsigt til essentielt gratis elektricitet, når kapaciteten
er udbygget omkring 2100; en millionbys årlige energiforbrug
koster en liter havvand, uden miljø- eller klimaproblemer. På
kort sigt bremser man opvarmningen med solskærme i rummet;
dermed giver kulkraftværkerne ikke længere klimaproblemer.
Velstandsvæksten kan fortsætte, selvom kulbrydning fortsat
belaster miljøet.
I 2091 får Indira en datter. Det er usædvanligt med to børn, men
trods de mange medicinske fremskridt er det klogest at føde, før
man bliver 90. Meget kan klares med genterapi og bio-reservedele,
SAmfuNd
”De biosociale forskelle stiger
stærkt efter 2090. Fattige nedslides
og dør fortsat, mens de rigeste
diskret indgår i den globale elite
af transhumanoider:
genmanipulerede individer
med superkræfter,
superhelbred, intelligensforstærkere
og andre
special-egenskaber.”
men alder er trods alt ikke helt afskaffet endnu. Desuden vil man
nu helt forbyde børnefødsler; overlevelsesraten for børn født efter
2050 er ekstremt høj, de vil formentlig leve i århundreder. Globalt
er der blevet født færre børn end FN tidligere ventede, men til
gengæld lever man længere, og omkring 2100 er vi 9,2 milliarder.
Der er dog også andre agendaer. Bio-reservedelsoptimering er
fortsat kostbart, og de biosociale forskelle stiger stærkt efter 2090.
Fattige nedslides og dør fortsat, mens de rigeste diskret indgår i
den globale elite af transhumanoider: genmanipulerede individer
med superkræfter, superhelbred, intelligensforstærkere og andre
special-egenskaber. Transhumanoider lever reelt adskilt fra
mennesker, men kontrollerer informationerne og dermed
menneskene i et ”styret demokrati”. Og genmanipulationerne er
ved at omdanne dem til en ny art. Men det hører almindelige
mennesker som Indira intet om. De vil næppe indse visdommen
i, at menneskeheden opdeles – og den ene del afvikles.
Overbefolkning er ikke årsagen. Fusionsreaktorerne giver rigelig
energi, og Jorden redesignes løbende
efter behov med såkaldt
”Terraforming”. Men de sidste 9
milliarder er blevet irrelevante,
set fra de to hundrede millioner
transhumanoiders perspektiv.
Konstant sammenkoblet i en global
intelligent bevidsthed er de
andre arter langt overlegne. Det
er lykkedes at skabe en verden,
hvor ’rige mennesker’/ transhuma
noider ikke har brug for fattige
– modsat tidligere tiders
rige, hvis livsstil var baseret på
blandt andre servicefolk og samlebåndsarbejdere.
Og hvorfor lade
de 9 milliarder bruge ressourcer, når de reelt er overflødige?
I 2111 erklærer UCRAT (Universal Council of Robots And
Transhumanoids), at mennesker er unødvendige fremover. De
nuværende kan leve videre, men reproduktion forbydes, og
repara tionsarbejdet indstilles. Menneskene vil dermed reelt blive
afviklet på hundrede års sigt. Eventuelt vil man dog bevare en
mindre bestand for at supplere den transhumanoide genpulje.
UCRAT’s 2111-erklæring giver anledning til lokale opstande,
men de holder hurtigt op. Menneskene kan ikke klare sig uden
robotterne, og da slet ikke bekæmpe dem. Og UCRAT har let
kunnet gennemskue oprørerne. Mennesker har indlejrede kommunikationschips;
det letter dagligdagen, men samtidig kan
UCRAT følge deres tanker. Og køkkenrobotterne laver ikke
mad til opsætsige individer. Oprørene slutter brat.
Indiras familie lever videre, men Indiras liv slutter 2122;
udskiftningshjerter er utilgængelige og døden uafvendelig.
Hendes mand og sønnen omkommer året efter i en trafikulykke,
men datteren lever frem til 2222 uden synderlige begivenheder i
sit liv. Francis Fukuyamas bogtitel, ”The end of history and the
last man”, bliver til virkelighed 130 år efter udgivelsen 1992. ¢
Anders Bjerre er økonom og seniorforsker på Instituttet for
Fremtidsforskning.
kORt
fREmTIDENS... kvinder
Af Mette Skovbjerg
Vi ser dem alle steder. I de bedst betalte jobs. I de højeste positioner i samfundet.
Kvinder, der bliver lyttet til. Kvinder med mandat. Kvinder med magt. Power-kvinder.
Kvinder som Angela Merkel, Hillary Clinton, Sonia Gandhi, Christine Lagarde (Managing Director, IMF), Indra Noori (CEO PepsiCo).
Og det er ikke længere den store overraskelse, at kvinder nu (også) sidder på den slags poster.
De yngre generationer i dag kan endda blive lidt beklemte og pinligt berørte over de gamle rødstrømper,
når de tager endnu en tur i ringen for ligestilling, ligeløn og kvinderettigheder. For hvad mere er der at kæmpe for?
Kvindekampen er so last season. Og alligevel er ligestillingsdagsordenen ikke længere væk,
end at den for vores bedstemødre og mødre var meget nærværende.
For når serier som Mad Men og PanAm ruller over skærmen i de små hjem, må selv den unge generation anerkende,
at kønsrollemønstre har forandret sig markant – og på ganske kort tid.
Og at de ting, kvinder i dag tager for givet, var vanskelige – hvis ikke umulige – for bare få årtier siden.
Men man kan også spørge, hvorfor kvindens vej til magten ikke er realiseret før nu?
Kvinder er jo det driftsikre køn. Mens mændene jager og samler, bygger kvinderne rede og sørger for artens overlevelse.
I langt de fleste familier er det kvinderne, der træffer købsbeslutningerne.
Dermed burde det jo være logik for burhøns, at når kvinder ikke længere er domesticerede,
så holder de organisationer, virksomheder og samfund driftsikre.
Og det er ikke blot i velbjergede stater. I dag ved vi, at mikrofinansiering og udviklingsbistand er bedst givet ud til matriarken i familien.
Hun bliver hos ungerne, rejser ikke ind til byen,
men investerer klogt i opretholdelse af hustandens indtægter og sikrer dens overlevelse.
De kvindelige dyder (hvis man tør skrive om noget sådant) er måske også mere kompatible med netværkssamfundets fokus på relationer,
collaboration, videndeling og kontakt mellem mennesker og værdier?
Og måske derfor er kvinder det fremtidssikrede køn?
I USA, hvor man på visse fertilitetsklinikker selv kan vælge kønnet på sit barn,
vælger et flertal af forældrene da også pigebørn.
Og forskere er ganske tæt på at kunne dyrke sædceller af hudceller – hvilket jo dermed betyder, at kvinder kan få børn med hinanden.
Uden mænd. Så fremtidens samfund kan meget vel være et kvindesamfund.
Hvor mænd er en minoritet.
Det stemmer blot dårligt overens med de seneste tendenser, som viser, at en større og større andel kvinder faktisk gerne ville gå hjemme;
passe hjemmet, sysle med egne projekter og give børnene en tryg opvækst med (i hvert fald) én forælder tæt på.
En tendens, som får rødstrømperne til at gyse.
Spørgsmålet er, om det – mens fremtidens kvinder har alle muligheder for at blive power-kvinder
– (igen) bliver en respekteret og acceptabel karrierevej at investere i det nære?
S C E NARIO 28 0 2 : 2 0 1 2 S C E NARIO 29 0 2 : 2 0 1 2